Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (Ændring af godtgørelsesniveauet)

2006/1 LSF 75Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet15. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 15. november 2006 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om

vilkårene for ansættelsesforholdet

(Ændring af godtgørelsesniveauet)

§ 1

I lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse

nr. 692

af 20. august 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 6

affattes således:

»Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan

lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for

den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til

sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning for

lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende

omstændigheder,

forhøjes op til 20 ugers løn.

Stk. 2.

Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskyldelig og

i

øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007 og har virkning

på krav på godtgørelse, der rejses efter lovens ikrafttrædelse.

Læs alt

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at justere godtgørelsesniveauet

i sager om mangelfulde ansættelsesbeviser. Justeringen er nødvendig for at

skabe en bedre balance i godtgørelsesudmålingen dels under henvisning til, at

godtgørelserne er skattefri, dels for at sikre, at der i sager om udmåling af

godtgørelse efter ansættelsesbevisloven i langt højere grad, end tilfældet er

i

dag, tages hensyn til den konkrete mangels betydning. Det foreslås, at

godtgørelsesreglen udformes således, at der tages højde for de

forskelligartede

situationer, som et manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis kan indebære

for lønmodtageren. Som udgangspunkt foreslås en godtgørelsesramme på 13 uger,

som dog kan forhøjes op til 20 uger, hvis der foreligger skærpende

omstændigheder.

Det foreslås endvidere, at godtgørelsen højst kan udgøre 1.000 kr., hvis

ansættelsesbeviset

er mangelfuldt, og manglen ikke har haft konkret betydning for lønmodtageren,

og der i øvrigt foreligger undskyldelige omstændigheder.

Forslaget vil endelig indebære, at spørgsmålet om

godtgørelse i lighed med de øvrige ansættelsesretlige love er reguleret i

loven, og ikke i en administrativ forskrift.

2. Baggrund

2.1. Højesterets dom af 16. maj 2006

Højesteret tilsidesatte i sin dom af 16. maj 2006 (sag

390/2004) den administrativt fastsatte bestemmelse, hvis formål var at

nedsætte

godtgørelsesniveauet efter ansættelsesbevisloven (§ 5 i

Beskæftigelsesministeriets

bekendtgørelser nr. 941 af 16. september 2004). Højesteret henviste til, at

det

af bemærkninger til § 6 i ansættelsesbevisloven fremgik, at

godtgørelsesniveauet

burde fastsættes under hensyntagen til, hvad der for sammenlignelige tilfælde

ville blive resultatet i det fagretlige system. Samtidig var det anført, at

lovens sanktionssystem så vidt muligt skulle være neutralt i forhold til det

fagretlige system (Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, sp. 6330).

Højesteret lagde herefter til grund, at tilsidesættelse af

oplysningspligten i det fagretlige system var blevet sanktioneret i

overensstemmelse med de principper for godtgørelsens udmåling, der var blevet

fastsat ved Højesterets dom fra 1997 (gengivet i UfR 1997, s. 1702 H). Da

formålet med den administrativt fastsatte bestemmelse var at nedsætte

godtgørelsesniveauet, blev denne udformet uden hensyntagen til, at der efter

lovens forarbejder så vidt muligt skulle være overensstemmelse mellem

sanktionering efter loven og i det fagretlige system. Højesteret fandt på

denne

baggrund, at der ikke i lovens § 6 var hjemmel til at nedsætte

godtgørelsesniveauet, som det var sket.

Dommen fastslår således, at spørgsmålet om godtgørelse for

mangelfuldt ansættelsesbevis herefter skulle afgøres efter det oprindelige

retsgrundlag. Som konsekvens er Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse

erstattet med en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 465 af 22. maj 2006),

hvor bestemmelsen om godtgørelsesniveau er tilbageført til ordlyden før

ændringen

i 2004.

2.2. Godtgørelsesniveauet efter det

dagældende retsgrundlag

I den tidligere omtalte dom fra Højesteret fra 1997

(U1997.1702) udtalte Højesteret sig bl.a. om udmålingen af godtgørelser efter

ansættelsesbevisloven. Godtgørelsesniveauet for overtrædelse af loven var

fastlagt i den nu ophævede bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993, hvor det

af

bekendtgørelsens § 5, fremgik, at godtgørelsen ikke kunne overstige 26

ugers løn. Det dagældende godtgørelsesniveau svarer i øvrigt til det niveau,

som er fastlagt i Beskæftigelsesministeriets gældende bekendtgørelse nr. 465

af

22. maj 2006. Retten udtalte følgende:

»Arbejdsgiverens undladelse

af at overholde oplysningspligten vil generelt være egnet til at skabe

tvivl

og usikkerhed i ansættelsesforholdet til skade for den ansatte, og der bør

derfor i tilfælde, hvor undladelsen ikke kan forfølges i det fagretlige

system,

pålægges arbejdsgiveren at betale godtgørelse til lønmodtageren. Godtgørelsen

vil i sådanne tilfælde normalt ikke have karakter af kompensation for

indkomsttab, og størrelsen af godtgørelsen bør derfor i almindelighed

fastsættes under hensyntagen til den pågældendes løn. Godtgørelsesniveauet i

henhold til anden lovgivning mv. i tilfælde af urimelige eller ulovlige

opsigelser af lønmodtagere må endvidere tillægges betydning for fastlæggelsen

af godtgørelsernes størrelse på dette område.

På denne baggrund bør

godtgørelsen i tilfælde, hvor undladelsen af at opfylde oplysningspligten

ikke

har haft betydning for lønmodtageren, som udgangspunkt fastsættes til 5.000

kr.

I tilfælde, hvor der er opstået tvist om retsforholdet eller konkret risiko

herfor, som opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør

godtgørelsesniveauet som udgangspunkt fastsættes til 10.000 kr. Foreligger

der

skærpende omstændigheder, såsom arbejdsgiverens bevidste forsøg på at omgå

lønmodtagerens rettigheder, kan godtgørelsen fastsættes til et højere beløb.«

Den praksis, der har udviklet sig siden Højesterets

afgørelse i 1997, har medført en praksis, hvor godtgørelserne sjældent

fraviger

beløbene på henholdsvis 5.000 kr. eller 10.000 kr.

2.3. Behovet for at ændre

godtgørelsesniveauet

I de senere år

synes der at have været et stigende antal sager om udmåling af godtgørelse

efter ansættelsesbevisloven.

Ikke

mindst d

en meget detaljerede regulering af arbejdsgiverens

oplysningspligt synes at have bevirket, at en række sager vedrører

godtgørelser

for formelle og undskyldelige mangler i ansættelsesbeviset. Manglerne er

reelle

nok, idet der ikke er tvivl om, at ansættelsesbeviset ikke lever op til

lovens

krav, men det synes rimeligt, at sanktionens størrelse i sådanne tilfælde

afspejler, hvorvidt manglen overhovedet har haft nogen betydning for

lønmodtageren. Den praksis, der har udviklet sig på baggrund af Højesterets

dom

i 1997 tager efter regeringens vurdering ikke i tilstrækkelig grad højde

herfor.

Behovet for at ændre godtgørelsesniveauet for overtrædelser

af ansættelsesbevisloven er også begrundet i et balancehensyn i forhold til

arbejdsgivere, som er forpligtet efter loven, men som ikke har mulighed for

at

reparere for mangler i ansættelsesbeviset, som påtales af lønmodtageren. I

modsætning hertil har arbejdsgivere, som er omfattet af en kollektiv

overenskomst, som indeholder bestemmelser om ansættelsesbeviser, mulighed for

inden for en frist af 15 dage at rette op på mangler, som påtales af

lønmodtageren (den såkaldte nach-frist-regel), og kan dermed lettere undgå at

overtræde oplysningspligten.

Endelig er der også grund til at vurdere godtgørelsesniveauet

i sammenhæng med reglerne om den særlige skattefrihed, som finder anvendelse

for godtgørelser efter ansættelsesbevisloven. Godtgørelser i medfør af andre

love er i modsætning til godtgørelser efter ansættelsesbevisloven som

hovedregel skattepligtige. Denne favorable særstilling grundet

skattefritagelsen vurderes også at have medvirket til det stigende antal

sager,

herunder sager, hvor manglen er af formel karakter.

Som det fremgår af ovenstående finder regeringen fortsat,

at der er vægtige grunde, der taler for en justering af godtgørelsen.

Regeringen foreslår derfor, at godtgørelsesniveauet reguleres ved lov.

Spørgsmålet om godtgørelse er også reguleret ved lov i de øvrige

ansættelsesretlige

love.

3. Lovforslagets indhold og anvendelse

Lovforslaget har til formål at justere godtgørelsen som

udmåles for manglende overholdelse af ansættelsesbevisloven.

Godtgørelsesrammen

forslås derfor nedsat fra 26 uger til 13 uger. Med ændringen sker der dermed

en

generel nedsættelse af godtgørelsesniveauet, i forhold til det niveau, som

var

fastlagt på baggrund af Højesterets afgørelse fra 1997, jf. U 1997.1702. Der

foreslås endvidere indført en bagatelgrænse, hvor manglende overholdelse af

lovens pligter efter omstændighederne kan udløse en godtgørelse på mellem 0

til

1000 kr. Endelig sikres der adgang til at udmåle godtgørelser, der

beløbsmæssigt

kan overstige niveauet fra 1997. En forudsætning herfor er dog, at der

foreligger skærpende omstændigheder. Som en del af justeringen foreslås det

endvidere, at der ved udmålingen af godtgørelse, i højere grad end tilfældet

er

i dag, skal lægges vægt på sagens omstændigheder, herunder om manglen har

givet

anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor.

Ved fastlæggelsen af godtgørelsens størrelse skal det i vurderingen indgå, om

manglen er undskyldelig, væsentlig eller uvæsentlig og om der eventuelt

foreligger skærpende omstændigheder, som bevirker, at den forhøjede

godtgørelsesramme på 20 uger skal tages i brug. Med forslaget gives der

hermed

mulighed for at udmåle godtgørelser med en større spændvidde, end hvad

retspraksis i dag tilsiger, og dermed også lade overtrædelsens grovhed

afspejle

sig i godtgørelsesudmålingen i højere grad, end hvad tilfældet er i dag.

Endelig tages der med nedsættelsen højde for, at godtgørelserne er skattefri,

og derved har en større reel værdi end godtgørelser, der er skattepligtige.

Det fremgår af ansættelsesbevislovens § 1,

stk. 3, at loven ikke finder anvendelse i det omfang, der ved kollektiv

overenskomst er indført tilsvarende regler, som svarer til det direktiv, som

ligger til grund for loven, jf. Rådets direktiv 1991/533/EØF om

arbejdsgiverens

pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten

eller

ansættelsesforholdet, jf. EF-Tidende nr. L 288 af 18/10/1991 s. 32-35.

Lovforslaget

og nedsættelsen af godtgørelsesniveauet finder derfor anvendelse i forhold

til

den del af arbejdsmarkedet, som ikke har implementeret direktivet ved

kollektiv

overenskomst. Afhængig af hvordan direktivet er implementeret ved kollektiv

overenskomst, herunder hvordan en overtrædelse er sanktioneret, vil

lovforslaget imidlertid kunne få afsmittende virkning på den del af

arbejdsmarkedet, som har implementeret direktivet ved kollektiv overenskomst.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske og

administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Forslagets ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.

Forslagets miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Ændringen af godtgørelsesniveauet indeholder ikke

EU-retlige aspekter. Efter artikel 8, stk. 1, i det underliggende

direktiv

(Rådets direktiv 1991/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt

til

at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller

ansættelsesforholdet) indfører medlemsstaterne selv de nødvendige

bestemmelser,

for at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge

af

manglende overholdelse af kravene i direktivet, kan gøre disse rettigheder

gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for

andre kompetente instanser. Medlemsstaterne er herunder tillagt kompetencen

til

at fastlægge de sanktioner, der passende kan finde anvendelse i et sådant

tilfælde,

under forudsætning af, at arbejdstageren kan gøre sine rettigheder gældende

for

de kompetente retslige instanser.

I henhold til EU-retten må medlemsstaterne ved

implementering af direktiver ikke vedtage lovgivning, der adskiller sig fra

den

nationale retstradition, alene fordi lovgivningen er EU-baseret. Sanktionen

skal endvidere være effektiv, proportional og ikke diskriminerende.

Ansættelsesbevisloven ligger i tråd med den almindelige

tradition i de danske ansættelsesretlige regler, som gennemgående

sanktioneres

med godtgørelser. Det er regeringens vurdering, at det stillede forslag

fortsat

opfylder kravet om effektivitet, proportionalitet og ikke-diskrimination.

Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos Kommunernes

Landsforening, Danske Regioner, Frederiksberg og Københavns Kommuner, Dansk

Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen

i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,

Akademikernes Centralorganisation,

Kristelig Fagbevægelse,

Ledernes Hovedorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale

Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Advokatrådet, Personalestyrelsen og

Dommerforeningen.

Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser

Positive konsekvenser

Negative konsekvenser

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

regioner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

regioner

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Ingen

Ingen

Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget vedrører fastlæggelsen af sanktioner ved

arbejdsgivers manglende opfyldelse af oplysningspligten efter Rådets direktiv

1991/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette

arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet

(EF-Tidende nr. L 288 af 18/10/1991 s. 32-35), men har i øvrigt ikke nogle

EU-retlige implikationer.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Det foreslås at justere godtgørelsesniveauet, således at

der ved udmålingen af godtgørelsens størrelse i højere grad end tilfældet er

i

dag tages hensyn til væsentligheden ved en mangel i et ansættelsesbevis,

herunder risikoen for om lønmodtageren reelt har eller kunne miste

rettigheder.

Med forslaget opdeles manglerne i 3 kategorier:

–

Mangler, som skal

vurderes i forhold til godtgørelsesrammen på 13 uger.

–

Mangler, hvor der

foreligger skærpende omstændigheder, der indebærer, at godtgørelsesrammen på

13

uger kan forhøjes op til 20 uger.

–

Mangler, som er

undskyldelige og ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet,

skal

højst kunne udløse en godtgørelse på 1.000 kr.

Ved at opdele manglerne i 3 typetilfælde ønsker regeringen

at signalere, at mangelsvurderingen i højere grad end tilfældet er i dag skal

nuanceres. Dette kan ske ved at fokusere på manglens karakter for derefter at

vurdere manglens væsentlighed i forhold til, hvilken kategori manglen kan

henføres til. Lovforslaget har til formål at sikre, at godtgørelsesrammen i

højere grad bliver udnyttet, herunder også muligheden for at forhøje

godtgørelsesrammen op til 20 uger i de tilfælde, hvor der foreligger

skærpende

omstændigheder. Det vil være i modsætning til i dag, hvor godtgørelsesrammen

ganske vist er 26 uger, men hvor godtgørelsesniveauet, som kan udledes af

retspraksis, der er udviklet med baggrund i Højesterets dom fra 1997, er

temmelig unuanceret, og hvor der ikke synes at blive skelet til

lønmodtagerens

løn.

Et eksempel på skærpende omstændigheder kunne fx være de

tilfælde, hvor arbejdsgiveren bevidst har forsøgt at tilsidesætte sin

oplysningspligt for derved at omgå lønmodtagerens rettigheder, eller hvor

arbejdsgiveren udviser grov passivitet, fx hvor lønmodtageren trods gentagne

anmodninger til arbejdsgiveren om at få udleveret et ansættelsesbevis endnu

ikke har modtaget et ansættelsesbevis.

En maksimumgodtgørelse på op til 1.000 kr., hvis manglen er

undskyldelig og i øvrigt ikke har haft væsentlig betydning for lønmodtagerens

ansættelsesforhold, vil være relevant ved de rene formelle mangler, fx hvis

en

virksomhed skifter forretningssted, og dermed skifter adresse.

Ansættelsesbeviset vil skulle ajourføres med adresseændringen, men det sker

ikke, grundet den almindelige travlhed, som en flytning medfører. Der er

ganske

vist tale om en mangel, men den har dog ikke haft væsentlig betydning, da

lønmodtageren på intet tidspunkt har været i tvivl om arbejdspladsens

placering.

Lønmodtageren er efter flytningen mødt på den nye adresse. Sanktionen bør i

sådanne situationer være symbolsk.

Den generelle nedsættelse af godtgørelsesrammen fra et

godtgørelsesmaksimum på 26 uger til 13 uger skal endvidere ses i lyset af, at

godtgørelserne, der udmåles i henhold til loven, er skattefri, jf.

Ligningsvejledningens almindelige del 2006-4 punkt a.b.4.4.1.4 om godtgørelse

for arbejdsgivers manglende underretning om vilkårene for

ansættelsesforholdet.

Af Ligningsvejledningens punkt a.b.4.4.1.4 fremgår det, at:

»Godtgørelse, der ydes efter

lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, § 6, for arbejdsgiverens

manglende underretning om vilkårene for ansættelsesforholdet er skattefri for

lønmodtageren. Tilsvarende gælder hvis godtgørelsen er fastsat ved forlig

eller

efter en overenskomst og alene tilsigter at dække en godtgørelse jf. lovens

§ 6. Når godtgørelsen ikke er fastsat af en offentlig myndighed, har

skattemyndighederne mulighed for selvstændigt at foretage en vurdering af, om

godtgørelsen også dækker andre forhold, jf. TfS 1996, 632.«

Den nuværende praksis bevirker, at der i dag udbetales

relativt høje godtgørelser for forhold, der i visse tilfælde ikke har haft

nogen betydning for ansættelsesforholdet. Og i de tilfælde hvor manglen har

haft betydning, da vil evt. konsekvenser af manglen foruden at skulle

behandles

efter ansættelsesbevisloven, også skulle behandles efter det for

ansættelsesforholdet relevante retsgrundlag fx funktionærlov eller den

relevante overenskomst.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007,

og har virkning på krav på godtgørelse, der rejses efter lovens

ikrafttrædelse.

Det vil sige, at loven finder anvendelse for alle krav, der rejses efter

lovens

ikrafttrædelse, og som vedrører mangler ved ansættelsesbeviser uanset

tidspunktet for ansættelsesbevisets udstedelse. Forslaget indebærer, at

ministerens bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om

godtgørelsens

størrelse ophæves, jf. lovens § 6, stk. 2. Som konsekvens vil

reglerne, hvorved bemyndigelsen er udmøntet, bortfalde. Bemyndigelsen er i

øjeblikket udmøntet ved § 5 i bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets

Ankenævns

behandling af sager efter lov om arbejdsgivers pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en

godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten (bekendtgørelse

nr.

465 af 22. maj 2006). Bekendtgørelsen bortfalder ved lovens ikraftræden.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

I lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse

nr. 692 af 20. august 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 6

affattes således

:

§ 6.

Hvis

arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren

tilkendes

en godtgørelse ved domstolene. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter

forhandling med arbejdsmarkedets parter regler om godtgørelsens størrelse.

»Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan

lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for

den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til

sagens omstændigheder. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende

omstændigheder,

forhøjes op til 20 ugers løn.

Stk. 2.

Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskyldelig og

i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.«

Lignende dokumenter