Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (Ændring af godtgørelsesniveauet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 15. november 2006 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om
vilkårene for ansættelsesforholdet
(Ændring af godtgørelsesniveauet)
§ 1
I lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette
lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 692
af 20. august 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 6
affattes således:
»Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan
lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for
den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til
sagens omstændigheder, herunder om manglen har haft konkret betydning for
lønmodtageren. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder,
forhøjes op til 20 ugers løn.
Stk. 2.
Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskyldelig og
i
øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2007 og har virkning
på krav på godtgørelse, der rejses efter lovens ikrafttrædelse.
Læs alt
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at justere godtgørelsesniveauet
i sager om mangelfulde ansættelsesbeviser. Justeringen er nødvendig for at
skabe en bedre balance i godtgørelsesudmålingen dels under henvisning til, at
godtgørelserne er skattefri, dels for at sikre, at der i sager om udmåling af
godtgørelse efter ansættelsesbevisloven i langt højere grad, end tilfældet er
i
dag, tages hensyn til den konkrete mangels betydning. Det foreslås, at
godtgørelsesreglen udformes således, at der tages højde for de
forskelligartede
situationer, som et manglende eller mangelfuldt ansættelsesbevis kan indebære
for lønmodtageren. Som udgangspunkt foreslås en godtgørelsesramme på 13 uger,
som dog kan forhøjes op til 20 uger, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder.
Det foreslås endvidere, at godtgørelsen højst kan udgøre 1.000 kr., hvis
ansættelsesbeviset
er mangelfuldt, og manglen ikke har haft konkret betydning for lønmodtageren,
og der i øvrigt foreligger undskyldelige omstændigheder.
Forslaget vil endelig indebære, at spørgsmålet om
godtgørelse i lighed med de øvrige ansættelsesretlige love er reguleret i
loven, og ikke i en administrativ forskrift.
2. Baggrund
2.1. Højesterets dom af 16. maj 2006
Højesteret tilsidesatte i sin dom af 16. maj 2006 (sag
390/2004) den administrativt fastsatte bestemmelse, hvis formål var at
nedsætte
godtgørelsesniveauet efter ansættelsesbevisloven (§ 5 i
Beskæftigelsesministeriets
bekendtgørelser nr. 941 af 16. september 2004). Højesteret henviste til, at
det
af bemærkninger til § 6 i ansættelsesbevisloven fremgik, at
godtgørelsesniveauet
burde fastsættes under hensyntagen til, hvad der for sammenlignelige tilfælde
ville blive resultatet i det fagretlige system. Samtidig var det anført, at
lovens sanktionssystem så vidt muligt skulle være neutralt i forhold til det
fagretlige system (Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, sp. 6330).
Højesteret lagde herefter til grund, at tilsidesættelse af
oplysningspligten i det fagretlige system var blevet sanktioneret i
overensstemmelse med de principper for godtgørelsens udmåling, der var blevet
fastsat ved Højesterets dom fra 1997 (gengivet i UfR 1997, s. 1702 H). Da
formålet med den administrativt fastsatte bestemmelse var at nedsætte
godtgørelsesniveauet, blev denne udformet uden hensyntagen til, at der efter
lovens forarbejder så vidt muligt skulle være overensstemmelse mellem
sanktionering efter loven og i det fagretlige system. Højesteret fandt på
denne
baggrund, at der ikke i lovens § 6 var hjemmel til at nedsætte
godtgørelsesniveauet, som det var sket.
Dommen fastslår således, at spørgsmålet om godtgørelse for
mangelfuldt ansættelsesbevis herefter skulle afgøres efter det oprindelige
retsgrundlag. Som konsekvens er Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse
erstattet med en ny bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 465 af 22. maj 2006),
hvor bestemmelsen om godtgørelsesniveau er tilbageført til ordlyden før
ændringen
i 2004.
2.2. Godtgørelsesniveauet efter det
dagældende retsgrundlag
I den tidligere omtalte dom fra Højesteret fra 1997
(U1997.1702) udtalte Højesteret sig bl.a. om udmålingen af godtgørelser efter
ansættelsesbevisloven. Godtgørelsesniveauet for overtrædelse af loven var
fastlagt i den nu ophævede bekendtgørelse nr. 417 af 23. juni 1993, hvor det
af
bekendtgørelsens § 5, fremgik, at godtgørelsen ikke kunne overstige 26
ugers løn. Det dagældende godtgørelsesniveau svarer i øvrigt til det niveau,
som er fastlagt i Beskæftigelsesministeriets gældende bekendtgørelse nr. 465
af
22. maj 2006. Retten udtalte følgende:
»Arbejdsgiverens undladelse
af at overholde oplysningspligten vil generelt være egnet til at skabe
tvivl
og usikkerhed i ansættelsesforholdet til skade for den ansatte, og der bør
derfor i tilfælde, hvor undladelsen ikke kan forfølges i det fagretlige
system,
pålægges arbejdsgiveren at betale godtgørelse til lønmodtageren. Godtgørelsen
vil i sådanne tilfælde normalt ikke have karakter af kompensation for
indkomsttab, og størrelsen af godtgørelsen bør derfor i almindelighed
fastsættes under hensyntagen til den pågældendes løn. Godtgørelsesniveauet i
henhold til anden lovgivning mv. i tilfælde af urimelige eller ulovlige
opsigelser af lønmodtagere må endvidere tillægges betydning for fastlæggelsen
af godtgørelsernes størrelse på dette område.
På denne baggrund bør
godtgørelsen i tilfælde, hvor undladelsen af at opfylde oplysningspligten
ikke
har haft betydning for lønmodtageren, som udgangspunkt fastsættes til 5.000
kr.
I tilfælde, hvor der er opstået tvist om retsforholdet eller konkret risiko
herfor, som opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør
godtgørelsesniveauet som udgangspunkt fastsættes til 10.000 kr. Foreligger
der
skærpende omstændigheder, såsom arbejdsgiverens bevidste forsøg på at omgå
lønmodtagerens rettigheder, kan godtgørelsen fastsættes til et højere beløb.«
Den praksis, der har udviklet sig siden Højesterets
afgørelse i 1997, har medført en praksis, hvor godtgørelserne sjældent
fraviger
beløbene på henholdsvis 5.000 kr. eller 10.000 kr.
2.3. Behovet for at ændre
godtgørelsesniveauet
I de senere år
synes der at have været et stigende antal sager om udmåling af godtgørelse
efter ansættelsesbevisloven.
Ikke
mindst d
en meget detaljerede regulering af arbejdsgiverens
oplysningspligt synes at have bevirket, at en række sager vedrører
godtgørelser
for formelle og undskyldelige mangler i ansættelsesbeviset. Manglerne er
reelle
nok, idet der ikke er tvivl om, at ansættelsesbeviset ikke lever op til
lovens
krav, men det synes rimeligt, at sanktionens størrelse i sådanne tilfælde
afspejler, hvorvidt manglen overhovedet har haft nogen betydning for
lønmodtageren. Den praksis, der har udviklet sig på baggrund af Højesterets
dom
i 1997 tager efter regeringens vurdering ikke i tilstrækkelig grad højde
herfor.
Behovet for at ændre godtgørelsesniveauet for overtrædelser
af ansættelsesbevisloven er også begrundet i et balancehensyn i forhold til
arbejdsgivere, som er forpligtet efter loven, men som ikke har mulighed for
at
reparere for mangler i ansættelsesbeviset, som påtales af lønmodtageren. I
modsætning hertil har arbejdsgivere, som er omfattet af en kollektiv
overenskomst, som indeholder bestemmelser om ansættelsesbeviser, mulighed for
inden for en frist af 15 dage at rette op på mangler, som påtales af
lønmodtageren (den såkaldte nach-frist-regel), og kan dermed lettere undgå at
overtræde oplysningspligten.
Endelig er der også grund til at vurdere godtgørelsesniveauet
i sammenhæng med reglerne om den særlige skattefrihed, som finder anvendelse
for godtgørelser efter ansættelsesbevisloven. Godtgørelser i medfør af andre
love er i modsætning til godtgørelser efter ansættelsesbevisloven som
hovedregel skattepligtige. Denne favorable særstilling grundet
skattefritagelsen vurderes også at have medvirket til det stigende antal
sager,
herunder sager, hvor manglen er af formel karakter.
Som det fremgår af ovenstående finder regeringen fortsat,
at der er vægtige grunde, der taler for en justering af godtgørelsen.
Regeringen foreslår derfor, at godtgørelsesniveauet reguleres ved lov.
Spørgsmålet om godtgørelse er også reguleret ved lov i de øvrige
ansættelsesretlige
love.
3. Lovforslagets indhold og anvendelse
Lovforslaget har til formål at justere godtgørelsen som
udmåles for manglende overholdelse af ansættelsesbevisloven.
Godtgørelsesrammen
forslås derfor nedsat fra 26 uger til 13 uger. Med ændringen sker der dermed
en
generel nedsættelse af godtgørelsesniveauet, i forhold til det niveau, som
var
fastlagt på baggrund af Højesterets afgørelse fra 1997, jf. U 1997.1702. Der
foreslås endvidere indført en bagatelgrænse, hvor manglende overholdelse af
lovens pligter efter omstændighederne kan udløse en godtgørelse på mellem 0
til
1000 kr. Endelig sikres der adgang til at udmåle godtgørelser, der
beløbsmæssigt
kan overstige niveauet fra 1997. En forudsætning herfor er dog, at der
foreligger skærpende omstændigheder. Som en del af justeringen foreslås det
endvidere, at der ved udmålingen af godtgørelse, i højere grad end tilfældet
er
i dag, skal lægges vægt på sagens omstændigheder, herunder om manglen har
givet
anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor.
Ved fastlæggelsen af godtgørelsens størrelse skal det i vurderingen indgå, om
manglen er undskyldelig, væsentlig eller uvæsentlig og om der eventuelt
foreligger skærpende omstændigheder, som bevirker, at den forhøjede
godtgørelsesramme på 20 uger skal tages i brug. Med forslaget gives der
hermed
mulighed for at udmåle godtgørelser med en større spændvidde, end hvad
retspraksis i dag tilsiger, og dermed også lade overtrædelsens grovhed
afspejle
sig i godtgørelsesudmålingen i højere grad, end hvad tilfældet er i dag.
Endelig tages der med nedsættelsen højde for, at godtgørelserne er skattefri,
og derved har en større reel værdi end godtgørelser, der er skattepligtige.
Det fremgår af ansættelsesbevislovens § 1,
stk. 3, at loven ikke finder anvendelse i det omfang, der ved kollektiv
overenskomst er indført tilsvarende regler, som svarer til det direktiv, som
ligger til grund for loven, jf. Rådets direktiv 1991/533/EØF om
arbejdsgiverens
pligt til at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten
eller
ansættelsesforholdet, jf. EF-Tidende nr. L 288 af 18/10/1991 s. 32-35.
Lovforslaget
og nedsættelsen af godtgørelsesniveauet finder derfor anvendelse i forhold
til
den del af arbejdsmarkedet, som ikke har implementeret direktivet ved
kollektiv
overenskomst. Afhængig af hvordan direktivet er implementeret ved kollektiv
overenskomst, herunder hvordan en overtrædelse er sanktioneret, vil
lovforslaget imidlertid kunne få afsmittende virkning på den del af
arbejdsmarkedet, som har implementeret direktivet ved kollektiv overenskomst.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Forslagets ligestillingsmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen ligestillingsmæssige konsekvenser.
Forslagets miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
Forholdet til EU-retten
Ændringen af godtgørelsesniveauet indeholder ikke
EU-retlige aspekter. Efter artikel 8, stk. 1, i det underliggende
direktiv
(Rådets direktiv 1991/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt
til
at underrette arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller
ansættelsesforholdet) indfører medlemsstaterne selv de nødvendige
bestemmelser,
for at enhver arbejdstager, der anser sine rettigheder for krænket som følge
af
manglende overholdelse af kravene i direktivet, kan gøre disse rettigheder
gældende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for
andre kompetente instanser. Medlemsstaterne er herunder tillagt kompetencen
til
at fastlægge de sanktioner, der passende kan finde anvendelse i et sådant
tilfælde,
under forudsætning af, at arbejdstageren kan gøre sine rettigheder gældende
for
de kompetente retslige instanser.
I henhold til EU-retten må medlemsstaterne ved
implementering af direktiver ikke vedtage lovgivning, der adskiller sig fra
den
nationale retstradition, alene fordi lovgivningen er EU-baseret. Sanktionen
skal endvidere være effektiv, proportional og ikke diskriminerende.
Ansættelsesbevisloven ligger i tråd med den almindelige
tradition i de danske ansættelsesretlige regler, som gennemgående
sanktioneres
med godtgørelser. Det er regeringens vurdering, at det stillede forslag
fortsat
opfylder kravet om effektivitet, proportionalitet og ikke-diskrimination.
Høring
Lovforslaget har været sendt til høring hos Kommunernes
Landsforening, Danske Regioner, Frederiksberg og Københavns Kommuner, Dansk
Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen
i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
Akademikernes Centralorganisation,
Kristelig Fagbevægelse,
Ledernes Hovedorganisation, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Kommunale
Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Advokatrådet, Personalestyrelsen og
Dommerforeningen.
Sammenfatning af lovforslagets konsekvenser
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
regioner
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen
Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget vedrører fastlæggelsen af sanktioner ved
arbejdsgivers manglende opfyldelse af oplysningspligten efter Rådets direktiv
1991/533/EØF af 14. oktober 1991 om arbejdsgiverens pligt til at underrette
arbejdstageren om vilkårene for arbejdskontrakten eller ansættelsesforholdet
(EF-Tidende nr. L 288 af 18/10/1991 s. 32-35), men har i øvrigt ikke nogle
EU-retlige implikationer.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås at justere godtgørelsesniveauet, således at
der ved udmålingen af godtgørelsens størrelse i højere grad end tilfældet er
i
dag tages hensyn til væsentligheden ved en mangel i et ansættelsesbevis,
herunder risikoen for om lønmodtageren reelt har eller kunne miste
rettigheder.
Med forslaget opdeles manglerne i 3 kategorier:
–
Mangler, som skal
vurderes i forhold til godtgørelsesrammen på 13 uger.
–
Mangler, hvor der
foreligger skærpende omstændigheder, der indebærer, at godtgørelsesrammen på
13
uger kan forhøjes op til 20 uger.
–
Mangler, som er
undskyldelige og ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet,
skal
højst kunne udløse en godtgørelse på 1.000 kr.
Ved at opdele manglerne i 3 typetilfælde ønsker regeringen
at signalere, at mangelsvurderingen i højere grad end tilfældet er i dag skal
nuanceres. Dette kan ske ved at fokusere på manglens karakter for derefter at
vurdere manglens væsentlighed i forhold til, hvilken kategori manglen kan
henføres til. Lovforslaget har til formål at sikre, at godtgørelsesrammen i
højere grad bliver udnyttet, herunder også muligheden for at forhøje
godtgørelsesrammen op til 20 uger i de tilfælde, hvor der foreligger
skærpende
omstændigheder. Det vil være i modsætning til i dag, hvor godtgørelsesrammen
ganske vist er 26 uger, men hvor godtgørelsesniveauet, som kan udledes af
retspraksis, der er udviklet med baggrund i Højesterets dom fra 1997, er
temmelig unuanceret, og hvor der ikke synes at blive skelet til
lønmodtagerens
løn.
Et eksempel på skærpende omstændigheder kunne fx være de
tilfælde, hvor arbejdsgiveren bevidst har forsøgt at tilsidesætte sin
oplysningspligt for derved at omgå lønmodtagerens rettigheder, eller hvor
arbejdsgiveren udviser grov passivitet, fx hvor lønmodtageren trods gentagne
anmodninger til arbejdsgiveren om at få udleveret et ansættelsesbevis endnu
ikke har modtaget et ansættelsesbevis.
En maksimumgodtgørelse på op til 1.000 kr., hvis manglen er
undskyldelig og i øvrigt ikke har haft væsentlig betydning for lønmodtagerens
ansættelsesforhold, vil være relevant ved de rene formelle mangler, fx hvis
en
virksomhed skifter forretningssted, og dermed skifter adresse.
Ansættelsesbeviset vil skulle ajourføres med adresseændringen, men det sker
ikke, grundet den almindelige travlhed, som en flytning medfører. Der er
ganske
vist tale om en mangel, men den har dog ikke haft væsentlig betydning, da
lønmodtageren på intet tidspunkt har været i tvivl om arbejdspladsens
placering.
Lønmodtageren er efter flytningen mødt på den nye adresse. Sanktionen bør i
sådanne situationer være symbolsk.
Den generelle nedsættelse af godtgørelsesrammen fra et
godtgørelsesmaksimum på 26 uger til 13 uger skal endvidere ses i lyset af, at
godtgørelserne, der udmåles i henhold til loven, er skattefri, jf.
Ligningsvejledningens almindelige del 2006-4 punkt a.b.4.4.1.4 om godtgørelse
for arbejdsgivers manglende underretning om vilkårene for
ansættelsesforholdet.
Af Ligningsvejledningens punkt a.b.4.4.1.4 fremgår det, at:
»Godtgørelse, der ydes efter
lovbekendtgørelse nr. 692 af 20. august 2002, § 6, for arbejdsgiverens
manglende underretning om vilkårene for ansættelsesforholdet er skattefri for
lønmodtageren. Tilsvarende gælder hvis godtgørelsen er fastsat ved forlig
eller
efter en overenskomst og alene tilsigter at dække en godtgørelse jf. lovens
§ 6. Når godtgørelsen ikke er fastsat af en offentlig myndighed, har
skattemyndighederne mulighed for selvstændigt at foretage en vurdering af, om
godtgørelsen også dækker andre forhold, jf. TfS 1996, 632.«
Den nuværende praksis bevirker, at der i dag udbetales
relativt høje godtgørelser for forhold, der i visse tilfælde ikke har haft
nogen betydning for ansættelsesforholdet. Og i de tilfælde hvor manglen har
haft betydning, da vil evt. konsekvenser af manglen foruden at skulle
behandles
efter ansættelsesbevisloven, også skulle behandles efter det for
ansættelsesforholdet relevante retsgrundlag fx funktionærlov eller den
relevante overenskomst.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007,
og har virkning på krav på godtgørelse, der rejses efter lovens
ikrafttrædelse.
Det vil sige, at loven finder anvendelse for alle krav, der rejses efter
lovens
ikrafttrædelse, og som vedrører mangler ved ansættelsesbeviser uanset
tidspunktet for ansættelsesbevisets udstedelse. Forslaget indebærer, at
ministerens bemyndigelse til at fastsætte administrative regler om
godtgørelsens
størrelse ophæves, jf. lovens § 6, stk. 2. Som konsekvens vil
reglerne, hvorved bemyndigelsen er udmøntet, bortfalde. Bemyndigelsen er i
øjeblikket udmøntet ved § 5 i bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets
Ankenævns
behandling af sager efter lov om arbejdsgivers pligt til at underrette
lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og om størrelsen af en
godtgørelse for manglende overholdelse af oplysningspligten (bekendtgørelse
nr.
465 af 22. maj 2006). Bekendtgørelsen bortfalder ved lovens ikraftræden.
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
I lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette
lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 692 af 20. august 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 6
affattes således
:
§ 6.
Hvis
arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan lønmodtageren
tilkendes
en godtgørelse ved domstolene. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter
forhandling med arbejdsmarkedets parter regler om godtgørelsens størrelse.
»Hvis arbejdsgiveren ikke har overholdt sin oplysningspligt, kan
lønmodtageren tilkendes en godtgørelse ved domstolene. Godtgørelsen, der for
den enkelte ikke kan overstige 13 ugers løn, fastsættes under hensyntagen til
sagens omstændigheder. Godtgørelsen kan, hvis der foreligger skærpende
omstændigheder,
forhøjes op til 20 ugers løn.
Stk. 2.
Godtgørelsen kan dog højst udgøre 1.000 kr., hvis manglen er undskyldelig og
i øvrigt ikke har haft konkret betydning for ansættelsesforholdet.«
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (Godtgørelsesniveauet) Retsinformation · 15. november 2006
- Skriftlig fremsættelse (15. november 2006) - L 75 Retsinformation · 15. november 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet (Ændring af godtgørelsesniveauet) Retsinformation · 16. februar 2007
- Mangelfuldt ansættelsesbevis, manglende oplysninger om overarbejde og honoreringen heraf samt opsigelsesvarsler, henvisning til ferieloven anses at opfylde arbejdsgivers oplysningspligt vedr. ferie Retsinformation · 16. april 2008
- Lov om brug af køberet eller tegningsret til aktier m.v. i ansættelsesforhold Retsinformation · 6. maj 2004
- 34.2025 (Denne sag drejer sig om ophævelse af uddannelsesaftalen og godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, databeskyttelsesforordningen og ansættelsesbevisloven) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026