Forslag til Lov om arbejdsskadesikring
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 9. april 2003 af
beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)
Forslag
til
Lov om arbejdsskadesikring
Kapitel 1
Lovens formål
§ 1.
Formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne
eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af
arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5 7, men
arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem
arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes
arbejdsmiljøsystemets
forebyggelse af arbejdsskader.
Stk. 2.
Ved
sagsbehandlingen inddrages både tilskadekomne eller deres efterladte og
arbejdsgiver, forsikringsselskab/Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring,
myndigheder og læger. Herved tilgodeses behovet for en sammenhængende indsats
over for de tilskadekomne eller deres efterladte.
Kapitel 2
Lovens område
Personer berettiget efter loven
§ 2.
Personer,
der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er
berettiget efter denne lov, jf. §§ 5 7. Arbejdet kan være lønnet eller
ulønnet, og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.
Stk. 2.
Læs alt
Medlemmer
af arbejdsgiverens familie er berettigede efter loven, når de arbejder i
virksomheden på en måde og i et omfang, der kan sidestilles med andre
ansatte.
Arbejdsgiverens ægtefælle er alene berettiget efter denne lov efter
stk. 3.
Stk. 3.
Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der arbejder her i
landet, er berettigede efter denne lov, når de har sikret sig efter
§ 48,
stk. 2.
Stk. 4.
Personer,
der arbejder på et dansk skib, er ligestillet med personer, der er ansat til
at
arbejde her i landet.
Stk. 5.
Et
levendefødt barn er berettiget efter denne lov, hvis det inden fødslen har
pådraget sig en sygdom som følge af moderens arbejde under graviditeten.
Stk. 6.
Et foster
eller barn er berettiget efter denne lov, hvis det senere dokumenteres, at en
påvirkning af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen har haft en
skadelig effekt på foster eller barn. Sådanne skader kan henføres under loven
efter § 7.
§ 3.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan loven skal gælde for
1)
de personer, der er
omfattet af afsnit II i lov om social service og
2)
uddannelsessøgende
eller andre personer, der opholder sig på et uddannelsessted eller på en
arbejdsplads som led i et uddannelses- eller praktikforløb m.v.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler om, hvordan loven skal
gælde
for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet i
arbejdsgiverens tjeneste.
§ 4.
Alt
arbejde for arbejdsgiveren er omfattet af arbejdsskadesikringen. Det gælder
arbejde i dennes virksomhed, erhvervsmæssigt eller ej, i arbejdsgiverens
personlige husholdning og udførelse af privat tjeneste for arbejdsgiveren og
dennes familie.
Stk. 2.
Personer,
der udfører følgende aktiviteter, er også berettiget efter denne lov, jf.
§§ 5 7:
1)
Udøvelse af
borgerlige eller kommunale ombud.
2)
Varetagelse af
tillidshverv i forbindelse med de ansattes arbejdsforhold på virksomheden.
3)
Forsøg på at redde
menneskeliv, forebygge ulykker eller afværge større materielle og kulturelle
tab, når forsøget uden at være arbejde efter § 2 dog sker i sammenhæng
med
sådant arbejde.
4)
Forsøg på at redde
menneskeliv her i landet, uden at forsøget er en naturlig del af den
pågældendes arbejde.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvornår loven skal gælde for
skader opstået under befordring til og fra arbejde.
Kapitel 3
Arbejdsskade
§ 5.
Ved
arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jf. § 6, og erhvervssygdom, jf.
§ 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået
under.
§ 6.
Ved
en ulykke forstås efter denne lov en personskade, forårsaget af en hændelse
eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.
§ 7.
Ved
erhvervssygdomme forstås efter denne lov:
1)
Sygdomme, som efter
medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte
persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er
udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Endvidere sygdomme
hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens
arbejde under graviditeten. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter efter
forhandling med Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9, i en fortegnelse,
hvilke
sygdomme der anses for at være af denne karakter.
2)
Andre sygdomme,
herunder sygdomme hos et levendefødt barn pådraget inden fødslen, hvis det
godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation
opfylder de krav, som er nævnt i nr. 1, 1. og 4. pkt., eller at den må anses
for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets
særlige art.
Stk. 2.
Sygdomme
som følge af påvirkninger af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen
vil kunne henføres under loven ved ændring af fortegnelsen nævnt i
stk. 1,
nr. 1, eller efter stk. 1, nr. 2, hvis det godtgøres, at disse
påvirkninger har skadende effekt på foster eller barn.
Stk. 3.
Sygdomme,
der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, kan kun anerkendes
efter
forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9. Disse sygdomme skal
forelægges Erhvervssygdomsudvalget, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner,
at
forelæggelsen vil være udsigtsløs.
§ 8.
En
person, der har pådraget sig en sygdom, som er optaget i fortegnelsen over
erhvervssygdomme, jf. § 7, stk. 1, har krav på ydelser efter loven,
medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre
forhold end de erhvervsmæssige.
Stk. 2.
For
erhvervssygdomme gælder retsvirkningerne i denne lov fra den dag, hvor
sygdommen anmeldes, med mindre andet er fastsat i loven.
Erhvervssygdomsudvalget
§ 9.
Beskæftigelsesministeren
nedsætter et udvalg, som Arbejdsskadestyrelsen mindst hvert andet år skal
forhandle med for at revidere, hvilke sygdomme der opfylder kravene for at
blive optaget på den i § 7, stk. 1, nævnte fortegnelse.
Stk. 2.
Udvalget
består af en formand og 8 andre medlemmer, der udnævnes for 3 år ad gangen.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren udnævner udvalgets formand og medlemmer samt
stedfortrædere for disse. Formanden udnævnes efter indstilling fra
Arbejdsskadestyrelsen, et medlem efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, et
medlem efter indstilling fra Arbejdstilsynet, et medlem efter indstilling fra
de offentlige arbejdsgivere, et medlem efter indstilling fra Funktionærernes
og
Tjenestemændenes Fællesråd, to medlemmer efter indstilling fra Dansk
Arbejdsgiverforening og to medlemmer efter indstilling fra
Landsorganisationen
i Danmark.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.
§ 10.
Hvis Danmark er i krig, bliver skader, der opstår som følge af
krigshandlinger,
ikke anset for at være arbejdsskader. Personer, der udfører arbejde om bord
på
fartøjer af enhver art, der sædvanligvis anvendes i søfarts- eller
fiskerierhverv, er dog berettiget efter denne lov i forbindelse med skader,
der
opstår som følge af krigshandlinger.
Kapitel 4
Ydelserne
§ 11.
Ydelserne efter loven er
1)
betaling af udgifter
til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15,
2)
erstatning for tab af
erhvervsevne, jf. § 17,
3)
godtgørelse for
varigt mén, jf. § 18,
4)
overgangsbeløb ved
dødsfald, jf. § 19,
5)
erstatning for tab af
forsørger, jf. §§ 20 22 og
6)
godtgørelse til
efterladte, jf. § 23.
Almindelige regler om fastsættelse af erstatning m.v.
§ 12.
Erstatning og godtgørelse efter §§ 15 18 fastsættes på grundlag af
arbejdsskadens følger. Erstatning og godtgørelse kan nedsættes eller efter
omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige eller
sociale
situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.
Stk. 2.
Et påvist
tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en
følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.
§ 13.
Efterkommer den tilskadekomne ikke de krav, der er nævnt i § 38, eller
modarbejder denne sin helbredelse ved tilsidesættelse af givne forskrifter,
kan
retten til erstatning helt eller delvist bortfalde.
Stk. 2.
Hvis de
efterladte modsætter sig obduktion, jf. § 37, stk. 2, kan retten
til
erstatning bortfalde.
§ 14.
Har den tilskadekomne forsætligt eller ved retsstridig handling eller
undladelse fremkaldt eller væsentligt bidraget til arbejdsskadens indtræden,
kan krav på erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén
nedsættes eller helt bortfalde. Den tilskadekomne skal i givet fald
udtrykkeligt gøres opmærksom herpå.
Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.
§ 15.
Under sagens behandling kan udgifter til sygebehandling eller optræning
betales, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når
udgifterne ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led
i
behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som
efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til
sygebehandlingen.
Stk. 2.
Under
sagens behandling kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og
lignende
hjælpemidler samt kørestole betales, når det er nødvendigt for at sikre
sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske
arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af
erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.
Stk. 3.
Erstatning
for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge
af
arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør
beløbet den forventede, gennemsnitlige årlige udgift ganget med den
kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for
tab af erhvervsevne.
Stk. 4.
Er et
hjælpemiddel, som nævnt i stk. 2, anvendt under arbejde, og er
hjælpemidlet blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold,
hvorunder det foregår, kan udgifterne til reparation, eventuelt fornyelse, af
hjælpemidlet betales.
Stk. 5.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler om, i hvilket omfang
udgifter
efter stk. 1-4 kan dækkes, herunder udgifter afholdt inden sagen er
anmeldt.
§ 16.
Når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at
skønne over den tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og
erhvervsmuligheder, afgør Arbejdsskadestyrelsen, om den tilskadekomne er
berettiget til erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning
og
hjælpemidler efter § 15, erstatning for tab af erhvervsevne efter
§ 17 og godtgørelse for varigt mén efter § 18. Afgørelse træffes
inden 1 år efter arbejdsskadens anmeldelse. For erhvervssygdomme omfattet af
§ 7, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, der skal forelægges
Erhvervssygdomsudvalget, er fristen 2 år.
Stk. 2.
Har
arbejdsskaden medført døden, fastsættes inden for samme frister som nævnt i
stk. 1, regnet fra anmeldelsen af dødsfaldet, om de efterladte er
berettigede til overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsørger
og
godtgørelse til efterladte.
Stk. 3.
Forskud på
erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan
udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.
Erstatning for tab af erhvervsevne
§ 17.
Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved
arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der
ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.
Stk. 2.
Ved
bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes
muligheder
for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan
forlanges
af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for
erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Stk. 3.
Hvis den
erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe
en
midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.
Stk. 4.
Erstatning
for tab af erhvervsevne til et barn med fosterskade, jf. § 7,
stk. 1,
nr. 2, eller til et barn med sygdomme som følge af påvirkning af forældrene
før
befrugtningen eller efter fødslen, jf. § 7, stk. 2, kan tidligst
ydes
fra det 15. år.
Stk. 5.
Erstatningen
tilkendes som en løbende ydelse, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i
§ 27.
Stk. 6.
Ved
fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 4/5 af
tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en
forholdsmæssig del heraf.
Stk. 7.
Den årlige
ydelse udbetales med 1/12 månedligt forud og løber fra det tidspunkt, hvor
der
er påvist et tab af erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før
arbejdsskaden er anmeldt. Er tilskadekomne på tidspunktet for arbejdsskaden
fyldt 63 år, udbetales erstatningen efter reglerne i § 27 som et
kapitalbeløb på 2 gange den årlige løbende erstatning, jf. stk. 6.
Stk. 8.
For
tilskadekomne født den 1. juli 1939 eller senere, ophører den løbende
erstatning efter stk. 7 med udgangen af den måned, hvor modtageren
fylder
65 år.
For tilskadekomne født før den
1. juli 1939 ophører den løbende erstatning efter stk. 7 med udgangen af
den måned, hvor modtageren fylder 67 år.
Godtgørelse for varigt mén
§ 18.
Har en arbejdsskade påført tilskadekomne varigt mén, har den pågældende ret
til
godtgørelse. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis méngraden fastsættes til mindre
end 5 pct.
Stk. 2.
Méngraden
fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn
til
de ulemper i tilskadekomnes personlige livsførelse, som arbejdsskaden har
forvoldt.
Stk. 3.
Godtgørelse
for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100
pct. 611.500 kr. Beløbet reguleres efter § 25. Ved lavere méngrader
udgør
godtgørelsen en forholdsmæssig del af 611.500 kr.
Stk. 4.
I ganske
særlige tilfælde kan godtgørelse for varigt mén fastsættes til et højere
beløb,
dog højst 120 pct. af 611.500 kr., reguleret efter § 25.
Stk. 5.
Var
tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes
godtgørelsen
med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 39 år ved
arbejdsskadens
indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med
yderligere
1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens
indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69.
år.
Overgangsbeløb ved dødsfald
§ 19.
Har en arbejdsskade medført døden, har den efterladte ægtefælle ret til et
overgangsbeløb på 115.000 kr., hvis ægteskabet var indgået før arbejdsskadens
indtræden og samlivet bestod på tidspunktet for tilskadekomnes død. Beløbet
reguleres efter § 25.
Stk. 2.
Er
ægteskabet indgået efter arbejdsskadens indtræden, har den efterladte
ægtefælle
krav på samme overgangsbeløb, hvis ægteskabet på tidspunktet for
tilskadekomnes
død havde bestået de sidste 2 år og ægtefællerne levede sammen på tidspunktet
for tilskadekomnes død.
Stk. 3.
Overgangsbeløbet tilkommer endvidere en efterladt, som før arbejdsskadens
indtræden levede sammen med tilskadekomne i et ægteskabslignende forhold,
hvis
samlivet på tidspunktet for dødens indtræden havde bestået de sidste 2 år.
Stk. 4.
Efterlader
afdøde sig ingen, der er berettiget til overgangsbeløb efter stk. 1-3,
kan
overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige
omstændigheder taler derfor.
Erstatning for tab af forsørger
§ 20.
Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og
som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet
på
anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til
erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens
omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder,
helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og
økonomiske
forhold tages i betragtning.
Stk. 2.
Erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør
30
pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning
fra
datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes
til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales
ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende
erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for
tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.
Stk. 3.
Ydelse
efter stk. 2 løber uændret i den fastsatte periode, medmindre ydelsen
helt
eller delvist omsættes til kapitalbeløb eller den berettigede afgår ved
døden.
Stk. 4.
For
efterladte født den 1. juli 1939 eller senere, ophører den løbende erstatning
med udgangen af den måned, hvor modtageren fylder 65 år. For efterladte født
før den 1. juli 1939 ophører den løbende erstatning med udgangen af den
måned,
hvor modtageren fylder 67 år.
§ 21.
Efterlader afdøde sig børn, over for hvilke den pågældende havde
forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn, som har
den
anden af sine forældre i live, ret til en løbende årlig ydelse på 10 pct. af
afdødes årsløn, jf. § 24, indtil barnets fyldte 18. år.
Stk. 2.
Mister et
barn, som modtager løbende ydelse efter stk. 1, den anden af sine
forældre, tilkommer der for den resterende tid barnet en årlig ydelse på 20
pct. af afdødes årsløn. Samme årlige ydelse tilkommer indtil barnets fyldte
18.
år hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger
efter lov om aktiv socialpolitik.
Stk. 3.
Er barnet
ved det fyldte 18. år under uddannelse, og taler forholdene i øvrigt derfor,
kan ydelsen forlænges til tidspunktet for uddannelsens afslutning, dog længst
til pågældendes fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som på tidspunktet
for dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.
Stk. 4.
Hvis
ydelserne efter stk. 1-3 udregnes til mere end 50 pct. af afdødes
årsløn,
nedsættes de enkelte ydelser til samlet 50 pct. af afdødes årsløn. Ydes der
samtidig erstatning efter § 20, nedsættes ydelserne tilsvarende til 40
pct. af afdødes årsløn.
Stk. 5.
Ydelserne
efter stk. 1-3 udbetales med virkning fra dødsfaldet med 1/12 månedligt
forud. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales
ydelsen
dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden.
§ 22.
Hvis de samlede årlige ydelser efter §§ 20 og 21 udgør mindre end 70
pct.
af afdødes årsløn, kan der inden for denne begrænsning under særlige
omstændigheder tillægges erstatning til andre, som afdøde helt eller delvist
forsørgede, da arbejdsskaden indtraf. Erstatningen kan bortset fra erstatning
til afdødes stedbørn under 21 år udbetales som kapitalbeløb, jf. § 27.
Godtgørelse til efterladte
§ 23.
Er
dødsfaldet forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, kan der tilkendes
en
særlig godtgørelse til de efterladte, der stod afdøde særligt nær.
Stk. 2.
Ved
vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved
fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skal der lægges særlig vægt på
karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som
må
antages at være påført den eller de efterladte.
Kapitel 5
Årslønsfastsættelse og regulering
§ 24.
Årslønnen udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før
arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når særlige
ansættelsesforhold gør sig gældende, eller når tilskadekomne på grund af en
erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående
år, eller hvis tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller
længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse.
Stk. 2.
I årslønnen
medregnes værdien af fri kost og logi samt værdien af andre naturalydelser.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter værdien af kost og logi for
personer, der har ophold hos arbejdsgiveren.
Stk. 3.
Årslønnen
kan ikke sættes højere end 367.000 kr. Beløbet reguleres efter § 25.
Stk. 4.
Er
tilskadekomne under 21 år eller under uddannelse, kan der ved
årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne
forventes
efter det fyldte 21. år eller efter uddannelsens afslutning, hvis
arbejdsskaden
ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog ansættes til mindst 137.000 kr.
reguleret efter § 25, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede
forud
for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad.
Stk. 5.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter nærmere regler for opgørelse af
årsløn for selvstændige erhvervsdrivende.
Stk. 6.
Til brug
ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af
forsørger som løbende ydelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at
gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-5, med
forholdet
mellem 367.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da
arbejdsskaden indtraf.
§ 25.
De
i §§ 18 og 19 og § 24, stk. 3 og 4, nævnte beløb reguleres
hvert
år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende
finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb for
varigt
mén og overgangsbeløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb.
Beløb
vedrørende årsløn afrundes til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.
Stk. 2.
De løbende
ydelser, der er fastsat med udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 24,
stk. 6, reguleres med samme procent som de beløb, der er nævnt i
stk. 1.
Stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsens direktør bekendtgør hvert år inden udgangen af oktober
måned, hvilke reguleringer der skal finde sted. Ændringerne har gyldighed fra
den følgende 1. januar.
Stk. 4.
Ved
fastsættelsen af løbende erstatningsydelse, kapitalerstatning samt
godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og godtgørelsen, som om arbejdsskaden
var indtruffet på afgørelsens tidspunkt.
Stk. 5.
Løbende
årlige ydelser, der ikke er delelige med 12, forhøjes til nærmeste med 12
delelige kronebeløb.
Kapitel 6
Erstatningsudbetaling
§ 26.
Erstatninger og godtgørelsesbeløb efter denne lov udbetales til tilskadekomne
og efterladte, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
I særlige
tilfælde kan Arbejdsskadestyrelsen udbetale erstatnings- og godtgørelsesbeløb
til tilskadekomne og efterladte og derefter kræve det udlagte beløb ind hos
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Stk. 3.
Udbetales
de i stk. 1 omhandlede beløb senere end 4 uger fra datoen for
underretningen om beløbets tilkendelse, forrentes beløbet fra udløbet af
4-ugers-fristen, til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den
rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved
forsinket betaling m.v. I de i § 29, stk. 1, omhandlede tilfælde er
fristen 14 dage fra datoen for kommunens endelige meddelelse til den
erstatningsudbetalende om refusionskrav.
Stk. 4.
Retten til
en tilkendt løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger
ophører med udgangen af den måned, hvor modtageren af ydelsen afgår ved
døden.
Stk. 5.
Er
erstatningen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, og tidligere måneder
ikke udbetalt, udbetales erstatningen til modtagerens ægtefælle, hvis
ægtefællerne levede sammen ved dødsfaldet. Efterlader modtageren sig ingen
samlevende ægtefælle, udbetales beløbet til modtagerens dødsbo.
§ 27.
Løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab af erhvervsevne på
mindre end 50 pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke
omsættes til et kapitalbeløb. Erstatning for tab af erhvervsevne, der er
tilkendt til personer, der er fyldt 63 år på skadetidspunktet efter
§ 17,
stk. 7, 2. pkt., udbetales altid som et kapitalbeløb. Erstatning kan
ikke
omsættes til kapitalbeløb, når der er truffet midlertidig afgørelse om
erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3.
Stk. 2.
Ved løbende
årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover
omsættes den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på op
til 50 pct., til kapitalbeløb, når den erstatningsberettigede har anmodet
herom. En tilkendt løbende erstatning kan ikke omsættes til et kapitalbeløb,
når modtageren er fyldt 63 år.
Stk. 3.
Erstatning
efter § 20 for tab af forsørger omsættes til kapitalbeløb efter
anmodning
fra den erstatningsberettigede.
Stk. 4.
Omsætning
af løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens
størrelse på omsætningstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet
kan udbetales. Omsætning af erstatning har alene virkning for fremtiden.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra
Arbejdsskadestyrelsen
de nærmere regler for omsætning af den løbende ydelse til kapitalbeløb.
Stk. 5.
Når der er
truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og den
erstatningsberettigede har begæret erstatningen omsat til kapitalbeløb,
udbetales beløbet til boet, hvis den erstatningsberettigede afgår ved døden,
inden kapitalbeløbet er udbetalt. Omsætning af løbende ydelse til
kapitalbeløb
finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på dagen før dødsfaldet.
§ 28.
Har tilskadekomne ret til pension efter lov om tjenestemandspension som følge
af arbejdsskaden, nedsættes værdien af erstatningen for tab af erhvervsevne
efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af værdien af det beløb, hvormed
tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til
tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.
Stk. 2.
Medfører
arbejdsskaden døden, og har de efterladte ret til pension efter lov om
tjenestemandspension som følge af dødsfaldet, nedsættes erstatning for tab af
forsørger efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af det beløb, hvormed
tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til
afdødes
tjenestealder på tidspunktet for dødsfaldet.
Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes tilsvarende på andre
erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der er fastsat
pensionsregler,
der svarer til reglerne i lov om tjenestemandspension. I disse tilfælde
betaler
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til
pensionsgiveren et beløb svarende til det beregnede fradrag i tilskadekomnes
eller efterladtes erstatning efter denne lov.
§ 29.
Kommunen har krav på refusion fra forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring, hvis tilskadekomne eller de efterladte har fået
udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik
for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som løbende ydelse for
tab
af erhvervsevne, jf. § 17, eller tab af forsørger, jf. §§ 20-22.
Refusionskravet omfatter forskellen mellem det beløb, som efter de nævnte
love
er udbetalt, og det beløb, som ville være blevet udbetalt, hvis erstatningen
var blevet udbetalt samtidig med de sociale ydelser. Kommunens krav kan dog
ikke overstige det beløb, der efter denne lov er tilkendt den pågældende for
samme tidsrum. Refusionskravet bortfalder, hvis det ikke fremsættes inden 4
uger, efter at kommunen har fået meddelelse om erstatningstilkendelsen.
Stk. 2.
Den
erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har
krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra
arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring,
når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden
til
tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige
skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og
godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har pligt til at betale på det
tidspunkt, hvor kravet fremsættes.
§ 30.
Krav på ydelser, som tilskadekomne eller dennes efterladte har efter loven,
kan
ikke ved aftale overføres til andre. Kreditorer kan ikke gøre udlæg eller
foretage anden retsforfølgning i disse krav.
Kapitel 7
Anmeldelse og sagsbehandling
§ 31.
En
arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal
anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.
Stk. 2.
En
arbejdsskade, der ikke er anmeldt efter stk. 1, og som har medført, at
tilskadekomne endnu ikke på 5-ugers-dagen for skadens indtræden kan genoptage
sædvanligt arbejde i fuldt omfang, skal anmeldes senest 9 dage herefter.
Stk. 3.
For
erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes anmeldelsesfristerne fra det
tidspunkt,
hvor den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at sygdommen må antages
at
være erhvervsbetinget.
Stk. 4.
Arbejdsskadestyrelsen skal inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan
være
forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en
arbejdsplads. Underretning skal finde sted, selv om den arbejdsskade, der kan
have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes efter
stk. 1-3.
§ 32.
Anmeldelsespligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver for så vidt
angår
ulykker.
Stk. 2.
For en
person under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat
tjeneste, for hvem der ikke er forsikringspligt, jf. § 48, stk. 6,
påhviler anmeldelsespligten arbejdsgiveren.
Stk. 3.
For en
person, som har sikret sin egen person efter § 48, stk. 2, og for
en
person omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4, skal anmeldelsen foretages
af
den pågældende eller dennes efterladte.
§ 33.
Den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32, og den frivilligt
sikrede,
jf. § 48, stk. 2, anmelder ulykker til det forsikringsselskab, hvor
der er tegnet forsikring, jf. § 50.
Stk. 2.
Skader
anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen, når
1)
sikringspligten ikke
er opfyldt, jf. § 48, stk. 4,
2)
der ikke er
sikringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller
3)
skaden er omfattet af
§ 4, stk. 2, nr. 4.
§ 34.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal
anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de
pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen
og Arbejdstilsynet.
§ 35.
Beskæftigelsesministeren fastsætter retningslinier for samarbejdet mellem
Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse, forsikringsselskaber,
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og kommuner m.fl. med henblik på
koordinering af hjælpeforanstaltningerne for tilskadekomne.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler for, hvilke oplysninger
anmeldelsen
skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske. Det kan af reglerne fremgå,
at arbejdsskader kan anmeldes elektronisk. Det skal af reglerne fremgå,
hvilke
anmeldelser forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
skal sende til Arbejdsskadestyrelsen, hvilke anmeldelser Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring skal sende til forsikringsselskabet, og hvilke
anmeldelser forsikringsselskabet skal sende til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler for anmeldelse af
arbejdsskader og for afgivelse af lægeerklæringer, der er nødvendige til
sagens
behandling. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter endvidere regler for,
i
hvilket omfang lægeerklæringer og lægeattester, jf. stk. 4, skal
honoreres
med fast takst, samt størrelsen af denne takst.
Stk. 4.
Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring afholder
udgifterne til lægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer og
obduktionserklæringer, og til udtalelser og dokumentationer i øvrigt,
herunder
til nødvendige revisionsopgørelser.
§ 36.
Er
anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog
rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra
arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes fristen
fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller de efterladte har fået kendskab
til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig
grund
dertil, kan der ses bort fra fristen.
Stk. 2.
Kan et anmeldt
tilfælde ikke behandles på grund af forhold, der skyldes tilskadekomne eller
de
efterladte, bortfalder krav efter loven 5 år regnet fra arbejdsskadens
indtræden.
§ 37.
Arbejdsskadestyrelsen kan udsende sagkyndige til at foretage undersøgelse på
stedet.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kan af arbejdsgivere,
ansatte, kommuner og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og
behandlende læger m.v., forlange meddelt enhver oplysning, styrelsen skønner
er
af betydning. Dette omfatter blandt andet eventuelle politirapporter,
sygehusjournaler med hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og
rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af
sådanne rapporter, journaler og formler. Arbejdsskadestyrelsen kan forlange
retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, få
udskrift
heraf samt forlange, at der foretages obduktion efter reglerne om lovmæssige
obduktioner, jf. dog § 13, stk. 2. Oplysningerne kan indhentes i
elektronisk form.
Stk. 3.
For
personer, der er nævnt i § 48, stk. 3, påhviler det skibsføreren at
tilføre skibsdagbogen fyldige oplysninger om arbejdsskadens indtræden og
omstændighederne i forbindelse hermed.
§ 38.
Tilskadekomne skal snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden lade sig
undersøge af en læge og derefter gennemgå den lægebehandling eller den
optræning, som lægen eller Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendig.
Tilskadekomne skal om nødvendigt lade sig indlægge til observation på sygehus
eller lignende institution. Tilskadekomne skal endvidere efter
Arbejdsskadestyrelsens bestemmelse lade sig undersøge af en læge udpeget af
styrelsen, lade sig arbejdsprøve og efter anmodning afgive mundtlig
forklaring
for Arbejdsskadestyrelsen. Undlader tilskadekomne at efterkomme kravene efter
denne bestemmelse, anvendes reglen i § 13, stk. 1.
Stk. 2.
Tilskadekomne har ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling m.v.,
jf. stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Arbejdsskadestyrelsens
anmodning. Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstatning for
dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved behandling m.v., jf. stk. 1, 2.
og 3. pkt., hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed. Som grundlag for
beregningen kan højst anvendes den timefortjeneste, der svarer til den i
§ 24, stk. 3, nævnte årsløn. I sager om ulykker betales udgifterne
af
forsikringsselskabet. I sager om erhvervssygdomme betales udgifterne af
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Stk. 3.
Stk. 2
gælder også, når Den Sociale Ankestyrelse har begæret de oplysninger, der er
nævnt i stk. 1.
Stk. 4.
Betingelsen
om, at der skal foreligge en anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen eller Den
Sociale Ankestyrelse, for at forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring betaler udgifterne efter stk. 2 og 3, kan
fraviges
i de tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse
finder
oplysningerne nødvendige. I sager om arbejdsulykker skal forsikringsselskabet
alene betale udgifter, der er opstået eller afholdt efter skadens indtræden.
I
sager om erhvervssygdomme skal Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring alene
betale udgifter, der er opstået eller afholdt efter, at skaden er anmeldt,
jf.
§ 8, stk. 2.
Stk. 5.
Arbejdsskadestyrelsens
direktør fastsætter regler for betaling af udgifter efter stk. 2 og 3 og
bekendtgør årligt, med hvilke beløb der kan betales for transport m.v.
§ 39.
Hvis det viser sig, at den anmeldte skade ikke er omfattet af loven, træffer
Arbejdsskadestyrelsen afgørelse herom. For sager, der behandles efter
§ 6
om ulykker, træffes afgørelsen senest 3 måneder efter, at
Arbejdsskadestyrelsen
har modtaget anmeldelsen. For sager, der behandles efter § 7,
stk. 1,
nr. 1, om erhvervssygdomme på fortegnelsen, er fristen 6 måneder. For sager
om
erhvervssygdomme, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 2, og
stk. 2, der skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, gælder alene den i
§ 16, stk. 1, angivne frist på 2 år.
Stk. 2.
Afgår
tilskadekomne ved døden efter skadens anmeldelse, finder fristerne i
stk. 1 tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte om, at
dødsfaldet ikke er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra underretningen
om dødsfaldet til Arbejdsskadestyrelsen.
Stk. 3.
Kan
afgørelse efter stk. 1 og 2 ikke træffes inden for fristerne, skal
tilskadekomne eller de efterladte underrettes herom. En sådan underretning er
ikke en afgørelse, som kan påklages.
Kapitel 8
Administration
Afgørelseskompetence
§ 40.
Arbejdsskadestyrelsen træffer, medmindre andet er fastsat, afgørelse om alle
spørgsmål efter denne lov.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsen er ved behandlingen af sager efter denne lov ikke
bundet
af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner om afgørelsen af den
enkelte sag.
Genoptagelse
§ 41.
Efter
anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på
Arbejdsskadestyrelsens
foranledning kan afgørelser efter § 39 om, at en skade ikke er omfattet
af
loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen.
Stk. 2.
Har
Arbejdsskadestyrelsen meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven,
og
optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr.
1,
kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra
Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
§ 42.
Efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsskadestyrelsens
foranledning
kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15, 17 og 18,
genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket
væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.
Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når
ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.
Stk. 2.
Modtageren
af løbende ydelse efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet,
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen om enhver
forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre en nedsættelse eller
bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen skal være opmærksom på, om
der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.
§ 43.
Er
en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20,
stk. 1,
kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af meddelelsen
herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en
efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf.
stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få
erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere,
tidsbestemt løbende ydelse.
Klageadgang
§ 44.
Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter § 40 kan indbringes for Den
Sociale Ankestyrelse af
1)
tilskadekomne eller
dennes efterladte,
2)
forsikringsselskabet
i sager om ulykker,
3)
Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring i sager om erhvervssygdomme og
4)
arbejdsgiveren for så
vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader.
Stk. 2.
Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om branchetilhørsforhold, jf. § 48,
stk. 6, og § 49, stk. 1 og 4, kan indbringes for Den Sociale
Ankestyrelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Stk. 3.
Klage efter
stk. 1 og 2 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget
afgørelsen. For tilskadekomne eller efterladte, der på afgørelsens tidspunkt
opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er
fristen
dog 6 uger. Opholder tilskadekomne eller de efterladte sig uden for Europa,
er
fristen 3 måneder.
Stk. 4.
Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristerne, når der er
særlig grund hertil.
Stk. 5.
Ved Den
Sociale Ankestyrelses behandling af sager efter denne lov finder kapitel 9
samt
§§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område
anvendelse, medmindre andet følger af denne lov.
Stk. 6.
I det
omfang arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring indbringer Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for
Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning.
Stk. 7.
Inden
Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal
Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt
eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.
Stk. 8.
Kan
Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med
begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Den Sociale
Ankestyrelse.
Stk. 9.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for behandling af klagesager,
herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af
klager
m.v.
§ 45.
Klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
efter
denne lov kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for et
ankenævn. Ankenævnet, der udnævnes for en periode af 3 år,
består af en formand, der beskikkes af beskæftigelsesministeren og
skal have bestået juridisk, nationaløkonomisk eller anden dermed ligestillet
eksamen, og følgende udpegede medlemmer:
1)
Et medlem udpeget af
Landsorganisationen i Danmark.
2)
Et medlem udpeget af
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes
Centralorganisation i fællesskab.
3)
Et medlem udpeget af
Dansk Arbejdsgiverforening.
4)
Et medlem udpeget af
Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og
Frederiksberg Kommuner samt Finansministeriet i fællesskab.
Stk. 2.
Der udpeges
tillige en suppleant for hvert af de i stk. 1 nævnte medlemmer.
Stk. 3.
Formanden
kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund
hertil.
Stk. 4.
Ankenævnet
fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 5.
Ankenævnets
udgifter betales af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Klageren betaler
500 kr. for ankenævnets behandling. Beløbet betales tilbage til klageren,
hvis
denne får helt eller delvist medhold.
§ 46.
Forsikring & Pension har ankeadgang som nævnt i § 44 i sager om
arbejdsulykker, som af Arbejdsskadestyrelsen henføres under § 48,
stk. 6, og § 52.
§ 47.
Inddrivelsesmyndighedens afgørelser efter § 51, stk. 2-4, og
§ 52, stk. 6, kan indbringes for skatteministeren.
Kapitel 9
Den sikringspligtige arbejdsgiver og selvstændige
erhvervsdrivende, der sikrer sig efter loven
§ 48.
Enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer som nævnt i
§ 2, har sikringspligt efter loven for disse personer, jf. dog
stk. 3, 5 og 6.
Stk. 2.
Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan sikre egen
person
efter loven.
Stk. 3.
Reder for
et skib, som er indført eller skal indføres i Det Danske Skibsregister eller
Dansk Internationalt Skibsregister, har sikringspligt for enhver person
omfattet af § 2, der er antaget til efter skibsførerens anvisninger at
udføre arbejde om bord på skibet. Dette gælder, uanset om den pågældende er
ansat eller aflønnet af andre end rederen, og uanset om arbejdet vedrører
andet
end skibets drift.
Stk. 4.
Arbejdsgiveren som nævnt i stk. 1 og 3 opfylder sin sikringspligt ved at
tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 50, og tilslutte
sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring mod følgerne af erhvervssygdomme,
jf. § 55. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf.
stk. 2, sikrer egen person ved at tegne forsikring mod følgerne af
ulykkestilfælde, jf. § 50, og tilslutte sig Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring mod følgerne af erhvervssygdomme, jf. § 55.
Stk. 5.
Staten og
kommunerne har ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af
arbejdsulykker, jf. § 50. Det samme gælder civillisten.
Stk. 6.
Sikringspligten omfatter ikke medhjælp under arbejde i privat husholdning
eller
under udførelse af privat tjeneste, hvis den samlede beskæftigelse herved
ikke
overstiger 400 timer i et kalenderår. Udgifter ved arbejdsulykker, der
overgår
sådan medhjælp, betales forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles for
hvert kalenderår på alle forsikringsselskaber, som tegner
arbejdsskadeforsikringer. Arbejdsskadestyrelsen fastsætter i samarbejde med
Finanstilsynet nærmere regler for denne fordeling. Udgifter ved
erhvervssygdomme, der overgår sådan medhjælp, betales af Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om
branchetilhørsforhold under hensyn til arten af påvirkningerne, intensiteten
og
den tidsmæssige udstrækning heraf. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
henfører herefter udgifterne til en branche.
§ 49.
Ved ulykker betales udgifterne af den sikringspligtige arbejdsgivers
forsikringsselskab. Ved erhvervssygdomme betales udgifterne af
Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring. Det samme gælder, når der er tale om frivillig
sikring
efter § 48, stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om
branchetilhørsforhold under hensyn til påvirkningernes art, intensitet og
tidsmæssige udstrækning. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring henfører
udgifterne til en branche.
Stk. 2.
Sikringspligtig arbejdsgiver for tilskadekomne er den arbejdsgiver, i hvis
virksomhed eller tjeneste arbejdsskaden er sket, jf. dog stk. 3 og
§ 48, stk. 3 og 6. Kan arbejdsskaden henføres til flere
arbejdsgivere, træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, hvilken
arbejdsgiver
der er sikringspligtig.
Stk. 3.
Sikringspligtig arbejdsgiver for tilskadekomne og frivilligt sikrede, der har
pådraget sig en erhvervssygdom, er arbejdsgiveren i den virksomhed, hvor
tilskadekomne senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige
påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Det gælder
dog
ikke, hvis det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i en anden virksomhed.
Stk. 4.
Hvis en
sikringspligtig arbejdsgiver efter stk. 3 ikke med rimelig sandsynlighed
kan udpeges, eller hvis virksomheden er ophørt, henfører
Arbejdsskadestyrelsen
skaden til en branche. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om
branchetilhørsforhold
træffes efter en konkret vurdering af, i hvilken branche tilskadekomne eller
den frivilligt sikrede især har været udsat for de påvirkninger, der antages
at
have medført den pågældende sygdom. Ved vurderingen indgår påvirkningernes
art,
intensitet og tidsmæssige udstrækning.
Stk. 5.
Når en
skade er indtruffet som følge af sikrede personers forsøg på redning af
menneskeliv, jf. § 4, stk. 2, nr. 3, refunderes
forsikringsselskabets
eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings ydelser af statskassen.
Stk. 6.
Hvis en
person, der ikke i øvrigt er sikret efter loven, pådrager sig skade ved
forsøg
på redning af menneskeliv, jf. § 4, stk. 2, nr. 4, betaler
statskassen ydelserne efter loven.
Stk. 7.
I de
tilfælde, der omfattes af stk. 5 og 6, beregnes tilskadekomnes årsløn
efter lovens almindelige regler.
Stk. 8.
Ved skader,
der er en følge af udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud, betaler
staten
og kommunerne ydelser efter loven ved ulykker. Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring betaler ydelserne efter loven for sådanne skader ved
erhvervssygdomme.
Kapitel 10
Sikringspligt
Tegning af forsikring
§ 50.
Sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, skal overføre deres risiko for
ulykker til et forsikringsselskab, der tegner ulykkesforsikring efter denne
lov. Det samme gælder selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller, der vælger at sikre egen person efter § 48, stk. 2.
§ 51.
En
arbejdsgiver, der har undladt at tegne den lovpligtige forsikring eller at
holde sådan forsikring i kraft, skal betale et beløb svarende til den præmie,
der skulle have været betalt til et forsikringsselskab. Arbejdsskadestyrelsen
træffer afgørelse om beløbets størrelse. Beløbet skal betales til
Arbejdsskadestyrelsen og godskrives alle forsikringsselskaber, som tegner
arbejdsulykkesforsikring, efter regler fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i
samarbejde med Finanstilsynet.
Stk. 2.
Beløb
svarende til ubetalte præmier, jf. stk. 1, kan med tillæg af
omkostninger
inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende
efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i
forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf i form af bøde for
overtrædelse af reglerne. Bestemmelsen i § 82, stk. 4, anvendes
tilsvarende.
Stk. 4.
Inddrivelsesmyndigheden kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne
og
andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at
varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 1, herunder
oplysninger
om indkomst- og formueforhold.
§ 52.
Hvis der foreligger en arbejdsulykke og arbejdsgiveren har undladt at opfylde
sin sikringspligt ved at tegne forsikring, betaler Arbejdsskadestyrelsen
forskudsvis de udgifter, der er nævnt i § 11, § 35, stk. 3 og
4,
§ 38 og § 59.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren skal refundere Arbejdsskadestyrelsen de udbetalte beløb, jf.
stk. 1, medmindre styrelsen skønner, at der har foreligget sådanne
undskyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør
fritages
for betaling.
Stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsen kan, i det omfang det skønnes rimeligt, eftergive
arbejdsgiveren beløbet.
Stk. 4.
De beløb,
som Arbejdsskadestyrelsen har udbetalt efter stk. 1, fordeles efter
reglerne i § 48, stk. 6, 2. og 3. pkt., med fradrag af eventuelt
refunderet beløb efter stk. 2 på alle forsikringsselskaber, som tegner
arbejdsulykkesforsikring.
Stk. 5.
Hvis den
virksomhed, hvor arbejdsulykken er indtruffet, er ophørt, og det ikke er
muligt
at udpege et forsikringsselskab, finder reglerne i stk. 1 og 4
tilsvarende
anvendelse.
Stk. 6.
Reglerne i
§ 51, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse for refusionskrav
efter
stk. 2 og renter heraf efter § 60.
§ 53.
Når et forsikringsselskab har overtaget en sikringspligtig arbejdsgivers
eller
selvstændig erhvervsdrivendes risiko, jf. § 50, hæfter selskabet, selv
om
det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger om
forsikringsansvarets art og omfang.
§ 54.
Hvis en bestand af arbejdsulykkesforsikringer tages under administration
efter
§ 251, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed i
Arbejdsskadestyrelsen, skal alle skader, der anmeldes til
forsikringsselskabet
efter datoen for forsikringsselskabets ophør, sendes til
Arbejdsskadestyrelsen.
Samtidig overdrages til Arbejdsskadestyrelsen de kapitaler, som selskabet har
reserveret i henhold til lov om forsikringsvirksomhed, og som vedrører
selskabets bestand af forsikringer efter loven på ophørstidspunktet.
Stk. 2.
De
udgifter, der følger af forsikringsbestandens administration, betales
forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles efter reglerne i § 48,
stk. 6, 2. og 3. pkt., for hvert kalenderår på alle
forsikringsselskaber,
som tegner arbejdsulykkesforsikring. De overdragne kapitaler fordeles efter
samme regler.
Tilslutning til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring
§ 55.
Sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, skal betale bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, jf. § 61. Det samme gælder
frivilligt sikrede efter § 48, stk. 2.
Stk. 2.
Når
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har overtaget en sikringspligtig
arbejdsgivers eller selvstændig erhvervsdrivendes risiko, hæfter
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, selv om den ved fastsættelsen af
bidraget er gået ud fra urigtige forudsætninger om risikoens art og omfang.
Stk. 3.
Den
sikringspligtige, forsikringsselskabet og offentlige myndigheder skal efter
anmodning give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring oplysninger af
betydning
for fastsættelse af bidrag efter loven. Det samme gælder frivilligt sikrede
efter § 48, stk. 2. Pligten til at udlevere oplysninger til
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring gælder ikke i det omfang, der efter
anden lovgivning er fastsat en særlig tavshedspligt.
Stk. 4.
Til brug
ved bidragsopkrævning og behandling af anmeldelser af erhvervssygdomme har
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring elektronisk adgang til
stamoplysninger
i Arbejdsmarkedets Tillægspensions arbejdsgiver- og personregistre, til
oplysninger om arbejdsgivernes indbetalte ATP-bidrag i Arbejdsmarkedets
Tillægspensions
opkrævningsregister samt til arbejdsgiverrelationer og indbetalte ATP-bidrag
på
personniveau i Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønmodtagerregister.
§ 56.
Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring fastsætter de nærmere
regler om betaling af bidrag, herunder om frist for betalingen. Det kan ved
disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver
et
ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling og kan give
henstand med betaling samt eftergive bidrag, renter og ekspeditionsgebyr.
Stk. 2.
Sker
betaling af bidrag ikke rettidigt, skal den sikringspligtige og den
frivilligt
sikrede efter § 48, stk. 2, fra forfaldsdagen betale renter af
bidraget med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af
§ 5
i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udpantningsret for bidrag, renter
og ekspeditionsgebyr.
Stk. 4.
Krav, der
tilkommer Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i medfør af dette kapitel,
forældes
efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse
fordringer.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan indhente de oplysninger hos
skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den sikringspligtige og
den frivilligt sikrede efter § 48, stk. 2, som er nødvendige for at
varetage inddrivelsen af skyldige bidrag, renter og ekspeditionsgebyr,
herunder
oplysninger om indkomst- og formueforhold.
§ 57.
Hvis der foreligger en erhvervssygdom og den sikringspligtige arbejdsgiver
ikke
har betalt bidrag, betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
forskudsvis
de udgifter, der er nævnt i § 11, § 35, stk. 3 og 4, § 38
og § 59.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren skal refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring de
udbetalte beløb, jf. stk. 1, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at
der har foreligget sådanne undskyldende omstændigheder, at den pågældende
helt
eller delvist bør fritages for betaling.
Stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsen kan, i det omfang det skønnes rimeligt, eftergive
arbejdsgiveren beløbet.
Stk. 4.
De beløb,
som Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udbetalt efter stk. 1,
fordeles med fradrag af eventuelt refunderet beløb efter stk. 2 efter
reglerne i § 48, stk. 6, 4.-6. pkt.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan hos arbejdsgiveren opkræve et
beløb
svarende til det bidrag, der efter den 1. januar 1999 skulle have været
indbetalt til ordningen.
Stk. 6.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udpantningsret for refusionskrav
efter stk. 2 og renter heraf efter § 60 samt for refusionskrav
efter
stk. 5 og renter heraf efter § 56, stk. 2. Reglen i § 56,
stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
Fastsættelse af det samlede bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
§ 58.
De
sikringspligtige arbejdsgivere og frivilligt sikrede efter § 48,
stk. 2, dækker udgifterne forbundet med lovens sikring mod følger af
erhvervssygdomme gennem indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Stk. 2.
Bestyrelsen
for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring fastsætter størrelsen af
bidragene
for den sikringspligtige arbejdsgiver og for den frivilligt sikrede efter
§ 48, stk. 2. Bidragene fastsættes ud fra tilhørsforholdet til en
branche, det beregnede antal fuldtidsansatte og de forventede udgifter
vedrørende den pågældende arbejdsgiver eller selvstændige erhvervsdrivende.
Stk. 3.
Bestyrelsen
for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er forpligtet til at fastsætte
bidragene således, at der, ud over hvad der er nødvendigt til dækning af de
sikringsmæssige risici efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til
en
forsvarlig administration. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for
denne beregning.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver endelig som en del af
bidraget
afgifter m.v., i det omfang dette er fastsat i denne lov eller i anden
lovgivning.
Fælles bestemmelser om betaling for administration,
forrentning og udpantning
§ 59.
Forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikring, Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring, kommuner, der ikke har tegnet forsikring, jf.
§ 48, stk. 5, og institutioner, der er omfattet af statens adgang
til
selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, skal betale for
Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration af de
forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører de pågældende.
Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for betalingen og opkrævningen
heraf.
Stk. 2.
Betaling
for forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører institutioner, der er
omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5,
påhviler det enkelte ministerområde. Vedkommende minister kan fordele
udgifterne på de enkelte institutioner.
Stk. 3.
Arbejdsskadestyrelsens direktør kan pålægge de forsikringsselskaber m.v., der
er nævnt i stk. 1, og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring at
tilvejebringe statistiske oplysninger og lignende.
§ 60.
De
beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter § 48,
stk. 6, og § 52, stk. 1 og 5, eller af Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring efter § 57, forrentes med en årlig rente, der
svarer til gennemsnittet af den af Nationalbanken opgjorte dag til
dag-pengemarkedsrente. De nærmere regler for beregning af renten fastsættes
af
Arbejdsskadestyrelsens direktør.
Stk. 2.
Forsikringsselskaberne har udpantningsret for præmier, påløbne renter og
andre
omkostninger i mangel af rettidig betaling af præmie.
Kapitel 11
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
§ 61.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er en selvejende institution.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har til opgave at
1)
beregne og opkræve
bidrag til at finansiere udgifter ved erhvervssygdomme og
2)
udbetale erstatning
m.v. til tilskadekomne eller deres efterladte.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ledes af en direktør og en
bestyrelse,
der består af en formand og 20 andre medlemmer. Heraf udpeges
1)
4 medlemmer af Dansk
Arbejdsgiverforening,
2)
1 medlem af
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
3)
1 medlem af
finansministeren,
4)
2 medlemmer af Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg
kommuner i fællesskab,
5)
1 medlem af
Finanssektorens Arbejdsgiverforening,
6)
1 medlem af Ledernes
Hovedorganisation,
7)
7 medlemmer af
Landsorganisationen i Danmark,
8)
2 medlemmer af
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og
9)
1 medlem af
Akademikernes Centralorganisation.
Udpegning af medlemmer sker efter reglerne i lov nr. 388 af
30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd.
Stk. 4.
Bestyrelsen
udpeger selv sin formand, som ikke må have tilknytning til en arbejdsgiver-
eller arbejdstagerorganisation. Formandens stemme er udslagsgivende i
tilfælde
af stemmelighed.
Stk. 5.
Bestyrelsens formand og øvrige medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Genvalg
kan finde sted. Ingen kan udpeges til bestyrelsen efter det fyldte 67. år. Et
medlem af bestyrelsen kan ikke samtidig være medlem af
Erhvervssygdomsudvalget,
jf. § 9.
Stk. 6.
Hvis de i
stk. 3 nævnte udpegningsberettigede ikke afgiver indstilling i
overensstemmelse med reglerne for udpegning i stk. 3 og 5, kan
beskæftigelsesministeren beslutte, at bestyrelsen kan fungere uden de
pågældende medlemmer.
Stk. 7.
Bestyrelsen
er ansvarlig for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings administration.
Bestyrelsen overlader administrationen, jf. stk. 2, til Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Aktuarmæssige forhold
§ 62.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal have ansat en af Finanstilsynet
godkendt, ansvarshavende aktuar til udførelse af de nødvendige
beregningstekniske funktioner, herunder fastsættelse af det samlede
bidragsniveau, samt undersøgelser.
Stk. 2.
Søger
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring Finanstilsynets godkendelse af en ny
ansvarshavende aktuar, skal anmodningen herom være ledsaget af en angivelse
af
årsagen til skiftet.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal udarbejde en sikringsplan, som
skal indeholde oplysninger om ordningens sikringstekniske beregningsgrundlag.
Sikringsplanen og ændringer heri skal anmeldes til Finanstilsynet.
Stk. 4.
Finanstilsynet
kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold.
§ 63.
Den ansvarshavende aktuar skal påse, at Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring
overholder sin sikringsplan, herunder at hensættelserne er opgjort således,
at
de under hensyntagen til, hvad der med rimelighed kan forudses, er
tilstrækkelige. Den ansvarshavende aktuar har ret til af direktøren at
forlange
alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet.
Stk. 2.
Den
ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. Den
ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved
bestyrelsens møder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden
bestemmelse. Den ansvarshavende aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens
beslutning, har ret til at få sin mening indført i bestyrelsesprotokollen.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af den ansvarshavende aktuar, som er
nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings
økonomiske stilling. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette til
Finanstilsynet enhver tilsidesættelse af de i stk. 1 nævnte forhold.
Stk. 4.
Den
ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet,
herunder en redegørelse for hensættelserne i Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Stk. 5.
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-4
nævnte
forhold.
Årsregnskab og revision
§ 64.
For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktør i overensstemmelse
med
lovgivningens og vedtægternes bestemmelser herom et årsregnskab bestående af
balance, resultatopgørelse, noter og femårsoversigt. Der udarbejdes endvidere
årsberetning. Disse dele udgør en helhed.
Stk. 2.
Årsregnskab
og årsberetning samt et eventuelt koncernregnskab underskrives af direktøren
og
bestyrelsen. Mener direktøren eller et bestyrelsesmedlem, at årsregnskabet
eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har vedkommende andre
indvendinger mod disse eller mod et eventuelt koncernregnskab, som
vedkommende
ønsker at gøre Beskæftigelsesministeriet bekendt med, skal vedkommende gøre
rede herfor i sin påtegning.
Stk. 3.
Regnskabsåret følger kalenderåret. Dette krav er tillige gældende for
eventuelle datterselskaber.
Stk. 4.
Senest 10
dage efter bestyrelsens godkendelse af årsregnskabet, dog senest 6 måneder
efter regnskabsårets udløb, indsendes det reviderede og godkendte årsregnskab
samt udskrift af revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision til
Beskæftigelsesministeriet og Finanstilsynet.
Stk. 5.
Opfylder
årsregnskabet ikke lovgivningens forskrifter eller vedtægterne for
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, kan Finanstilsynet kræve regnskabet
ændret og forelagt til fornyet behandling hos bestyrelsen.
§ 65.
Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og skal give et
retvisende
billede af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver og passiver,
økonomiske stilling og resultat.
Stk. 2.
Finanstilsynet fastsætter regler for udarbejdelsen af årsregnskabet, herunder
regler om opgørelse og værdiansættelse af hensættelserne.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan fastsætte regler for udarbejdelse af koncernregnskab.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan forlange årsregnskabsposterne samt yderligere
specifikationer hertil udfærdiget på særlige skemaer til brug for bedømmelse
af
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings økonomiske stilling og udarbejdelse
af
tilsynets årlige beretning.
Stk. 5.
Finanstilsynet kan forlange de skemaer, der er nævnt i stk. 4, suppleret
med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikrings direktør, bestyrelse eller ansvarshavende aktuar.
Stk. 6.
De skemaer
og redegørelser, der er nævnt i stk. 4 og 5, indsendes efter regler
fastsat af Finanstilsynet.
§ 66.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings årsregnskab skal revideres af mindst
2
revisorer, hvoraf mindst en revisor skal være statsautoriseret. Bestyrelsen
udnævner revisorerne for tre år ad gangen, men kan til enhver tid trække
udnævnelsen tilbage.
Stk. 2.
Lovgivningens bestemmelser om revision samt om inhabilitet for revisorer
gælder
også for revisorer, der ikke er statsautoriserede eller registrerede.
Stk. 3.
Ved
revisorskifte skal Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og revisor give
Finanstilsynet en redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.
Stk. 4.
Efter at
revisionen er afsluttet, skal revisorerne ved påtegning på regnskabet
bekræfte,
at de har revideret dette og det eventuelle koncernregnskab.
Stk. 5.
Revisorerne
skal til brug for bestyrelsen føre en revisionsprotokol, der forelægges på
ethvert bestyrelsesmøde. Enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige
bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 6.
Findes en
revisor åbenbart uegnet til sit hverv, kan beskæftigelsesministeren afskedige
den pågældende og i den afgåedes sted udpege en revisor, der fungerer, indtil
nyt valg kan foretages.
§ 67.
Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under
behandlingen
af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelsen af
regnskabet.
Stk. 2.
Revisorerne
har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager,
såfremt det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan udfærdige nærmere forskrifter om revisionens
gennemførelse.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan pålægge revisionen at give oplysninger om Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikrings forhold.
Investeringsregler
§ 68.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal til enhver tid have aktiver
omfattet af § 69 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af
de samlede hensættelser. Det påhviler ledelsen at sikre, at disse aktiver
inden
for de begrænsninger, der er fastlagt i §§ 69 og 70, er udvalgt således,
at de i forhold til arten af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings
forpligtelser med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en sådan
art
og sammensætning, at de er egnede til at fyldestgøre de sikrede, herunder at
der ikke foreligger en uforholdsmæssigt stor afhængighed af en bestemt
kategori
af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering. Ved
midlernes placering skal herved tilstræbes en betryggende sikkerhed, en
opretholdelse af midlernes realværdi samt højst mulig forrentning.
Stk. 2.
Aktivernes
værdi opgøres til brug for bestemmelserne i dette kapitel efter følgende
regler:
1)
Aktivernes værdi
opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder
anvendelse ved aflæggelse af årsregnskab.
2)
Der skal foretages
fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi,
der
fremkommer efter fradrag af modregnelige forpligtelser over for låntager.
3)
Har Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring indgået finansielle kontrakter, der reducerer risikoen
for, at aktiverne ikke kan dække forpligtelserne, medregnes værdien af
sådanne
kontrakter i aktivernes værdi.
4)
Tilgodehavende,
uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 69, stk. 1, nr.
1-4,
6 og 7, medregnes i værdipapirernes værdi.
§ 69.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings midler skal være anbragt i følgende
kategorier af aktiver:
1)
obligationer eller
gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale
myndigheder i zone A, jf. bilag A,
2)
børsnoterede
obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har
mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union,
3)
realkreditobligationer
efter realkreditlovens § 1, stk. 5, samt andre obligationer,
udstedt
her i landet eller i lande omfattet af zone A, og som frembyder tilsvarende
sikkerhed,
4)
tilgodehavender,
eksklusive tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos
kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset
fra kreditinstitutter omfattet af nr. 3 samt lån garanteret af
kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under tilsyn i lande omfattet af
zone A,
5)
grunde og bygninger,
hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse,
6)
lån sikret ved
tinglyst panteret i grunde og bygninger som omfattet af nr. 5 for et beløb op
til to tredjedele af den seneste ejendomsvurdering,
7)
andele og beviser i
investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF, andele i
placeringsforeninger,
pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og
§ 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og
specialforeninger,
8)
andre obligationer og
lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,
9)
aktier og andre
kapitalandele noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,
10)
grunde og bygninger,
der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i grunde
og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 6,
11)
kapitalandele og andre
værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A, fra
udstedere, der er hjemmehørende i lande uden for zone A,
12)
unoterede
kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret
markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.,
eller
et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt
arbejdende
og åbent for offentligheden, samt andre udlån og værdipapirer, som ikke
omfattes af nr. 1-11.
Stk. 2.
Hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har et datterselskab, hvis aktivitet
er
begrænset til at foretage og forvalte investeringer omfattet af stk. 1,
kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i, og
eventuelle lån til, datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1.
Er
datterselskabet ikke hel~ejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig
værdi
svarende til den ejede andel af egenkapitalen.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings anbringelse af midler i en enkelt
virksomhed må ikke medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring alene
eller sammen med Arbejdsmarkedets Tillægspension eller sammen med
datterselskaber, som de ejer, kan udøve bestemmende indflydelse på
virksomheden, medmindre andet følger af stk. 9 eller 10.
Stk. 4.
Højst 70
pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af
aktiver
omfattet af stk. 1, nr. 7-12, jf. dog § 70, stk. 7 og 9.
Stk. 5.
Højst 10
pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af
aktiver
omfattet af stk. 1, nr. 11.
Stk. 6.
Højst 2
pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af udlån
omfattet af stk. 1, nr. 12, og per debitor højst 1 pct.
Stk. 7.
Højst 20
pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af
aktiver
omfattet af stk. 1, nr. 12. Heraf må andre udlån og værdipapirer, som
ikke
handles på en autoriseret markedsplads eller et andet reguleret marked, der
er
offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden,
højst udgøre 10 pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver.
Stk. 8.
Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af
værdipapirer, der omfattes af flere af de i stk. 1, nr.1-12, nævnte
aktivgrupper.
Stk. 9.
Stk. 3
gælder dog ikke ved anbringelse af midler i datterselskaber, som
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ejer, og hvis midler anbringes efter
de
regler, der gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring selv.
Stk. 10.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan for at sikre allerede foretagne
investeringer midlertidigt drive en anden virksomhed eller medvirke ved
omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Indberetning herom skal gives til
Finanstilsynet.
§ 70.
Der må ikke blandt Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver indgå
elementer, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed, hvis værdi
sammenlagt udgør mere end 2 pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings
samlede aktiver. I de tilfælde, hvor den pågældende virksomhed er
hjemmehørende
og børsnoteret i et land omfattet af zone A, jf. bilag A, og virksomhedens
egenkapital overstiger 250 mio. kr., udgør den i 1. pkt. fastsatte grænse 3
pct.
Stk. 2.
Stk. 1
gælder tilsvarende i forhold til virksomheder, mellem hvilke der består en
sådan forbindelse, at de udgør en samlet risiko for Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Stk. 3.
For grunde
og bygninger omfattet af § 69, stk. 1, nr. 5, og lån omfattet af
§ 69, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse
med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.
Stk. 4.
Hvis
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har investeret i eller ydet lån til
et
selskab, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer efter § 69,
stk. 1, nr. 5, finder den i stk. 3 anførte grænse anvendelse på
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings samlede engagement med selskabet.
Stk. 5.
For aktiver
omfattet af § 69, stk. 1, nr. 3, udgør den i stk. 1 fastsatte
grænse 40 pct.
Stk. 6.
For risici
på kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A,
bortset fra kreditinstitutter omfattet af § 69, stk. 1, nr. 3, og
på
forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A udgør
den i stk. 1 fastsatte grænse 10 pct. For aktiver, der ikke er omfattet
af
§ 69, stk. 1, nr. 4, må der højst foretages placeringer i
overensstemmelse med de grænser, der er fastsat i stk. 1.
Stk. 7.
For andele
og beviser i et enkelt investeringsinstitut som anført under § 69,
stk. 1, nr. 7, udgør den i stk. 1 fastsatte grænse 10 pct. Denne
begrænsning finder dog ikke anvendelse, når det pågældende
investeringsinstitut
efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 69,
stk. 1, nr. 1-3. I sådanne tilfælde kan investeringen tillige i forhold
til bestemmelsen i § 69, stk. 3, henføres til § 69,
stk. 1,
nr. 1-3.
Stk. 8.
Stk. 1
og 2 finder ikke anvendelse på aktiver omfattet af § 69, stk. 1,
nr.
1 og 2.
Stk. 9.
Stk. 1, 2 og 4 finder ikke anvendelse på investeringer i
datterselskaber,
der omfattes af § 69, stk. 2, samt på investeringer i selskaber,
hvis
aktivitet efter deres vedtægter er begrænset til at foretage investeringer i
aktiver omfattet af § 69, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde
kan
investeringen i forhold til bestemmelserne i § 69, stk. 3 og 6,
henføres til § 69, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 10.
Bestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.
Stk. 11.
Finanstilsynet kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 69 og 70.
Tilsyn
§ 71.
Finder Finanstilsynet på baggrund af en aktuarmæssig opgørelse ikke, at
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring på det foreliggende grundlag fuldt ud
vil kunne fyldestgøre sine forpligtelser, afgiver Finanstilsynet, efter at
have
forhandlet med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, indberetning herom
til
beskæftigelsesministeren.
§ 72.
Finanstilsynet fører tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings
anbringelse af midlerne efter §§ 68-70.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring påbud om
inden
en fastsat frist at foretage de foranstaltninger, som Finanstilsynet skønner
nødvendige med henblik på, at anbringelsen af midlerne sker i
overensstemmelse
med §§ 68-70.
§ 73.
Finanstilsynet er berettiget til at afkræve Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring enhver oplysning, som Finanstilsynet anser for
nødvendig
for dets virksomhed. Finanstilsynet skal til enhver tid have adgang til at
gøre
sig bekendt med institutionens bøger, regnskaber og hele virksomhed.
§ 74.
Finanstilsynet afgiver en årlig beretning om tilsynet med Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring til beskæftigelsesministeren.
§ 75.
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler afgift til Finanstilsynet.
Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.
§ 76.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter denne lov kan indbringes for
Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Som part i forholdet til
Finanstilsynet anses alene Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Kapitel 12
Forskellige bestemmelser
§ 77.
Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en
skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne
eller
deres efterladte. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den
erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt
til
at betale ydelser til de pågældende efter denne lov.
§ 78.
Aftaler mellem sikringspligtige og de berettigede er ugyldige, når de går ud
på
eller fører til, at bestemmelser i loven ikke skal gælde, eller at de
berettigede skal udrede en forsikringspræmie til et forsikringsselskab eller
et
bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, som efter loven påhviler
den sikringspligtige, eller at pligtige ydelser ikke skal beregnes efter
loven.
Ligeledes er aftaler om tilbageholdelse i løn i anledning af sikring efter
loven ugyldige.
§ 79.
Efter overenskomst med andre stater kan beskæftigelsesministeren fastsætte
regler om, i hvilket omfang lovens bestemmelser eller bestemmelserne i den
fremmede stats tilsvarende lovgivning skal anvendes på forhold, der reguleres
i
loven.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren fastsætter bestemmelser om fravigelse af lovens
regler
i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af De Europæiske Fællesskabers
forordninger om social sikring for arbejdstagere m.v.
§ 80.
Ansatte i Arbejdsskadestyrelsen, herunder styrelsens lægekonsulenter, må ikke
være ansat i eller tage del i ledelsen af et forsikringsselskab eller i
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
§ 81.
Efter anmodning kan Arbejdsskadestyrelsen, under anvendelse af denne lovs
bestemmelser,
i øvrigt afgive udtalelser om spørgsmål vedrørende personskade, der ikke er
omfattet af loven. Styrelsen kan tillige afgive udtalelser efter § 10 i
lov om erstatningsansvar.
Stk. 2.
For sådanne
udtalelser betales et beløb, der fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens
direktør.
§ 82.
En
sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring eller
tilslutte
sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, straffes med bøde.
Stk. 2.
En
sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at holde forsikringen i kraft
eller
betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, straffes med bøde.
Stk. 3.
En
sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet
arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt
arbejdsskade, jf. kapitel 7, straffes med bøde.
Stk. 4.
Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 83.
Staten yder erstatning efter loven til sine tjenestemænd, der er beskæftiget
på
Færøerne, samt til de af staten beskæftigede arbejdere, der ikke har fast
bopæl
der.
Stk. 2.
Afgørelse
truffet af Det Færøske Ulykkesforsikringsråd efter den færøske
ulykkesforsikringslovgivning kan i overensstemmelse med de heri fastsatte
regler indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
§ 84.
Arbejdsskadestyrelsen aflægger skriftlig beretning med statistiske oversigter
en gang årligt. Beretningen og statistikken skal også omfatte
Erhvervssygdomsudvalgets arbejde. Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig
redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på
erhvervssygdomsområdet, herunder om udviklingen i retspraksis.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 85.
Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Ændringen af erhvervssygdomsbegrebet
i
§ 7 træder dog først i kraft den 1. januar 2005.
Stk. 2.
Ved lovens
ikrafttræden reguleres beløbene i §§ 18, 19 og 24, stk. 3 og 4, i
overensstemmelse med § 25 pr. 1. januar 2004.
Stk. 3.
Loven
anvendes på
1)
arbejdsulykker, der
indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og
2)
erhvervssygdomme, der
anmeldes den 1. januar 2005 eller senere. Er der tale om personer sikret
efter
§ 48, stk. 2, anvendes bestemmelserne i loven kun for påvirkninger,
der finder sted på ikrafttrædelsesdagen eller senere. Har tilskadekomne før
lovens ikrafttræden været sikret efter tidligere lovgivning, medregnes de
perioder, hvor pågældende har været sikret. Det samme gælder for
medarbejdende
ægtefæller, hvis der før ikrafttrædelsesdagen er indgået en lønaftale, jf.
§ 1, stk. 1, 3. pkt. i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod
følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000.
Stk. 4.
Samtidig
ophæves lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr.
943 af 16. oktober 2000, med senere ændringer.
Stk. 5.
Lov om
sikring mod følger af arbejdsskade, jf. stk. 4, anvendes fortsat på
1)
ulykkestilfælde,
pludselige løfteskader og kortvarige skadelige påvirkninger, der er
indtruffet
før 1. januar 2004, og
2)
erhvervssygdomme
anmeldt før 1. januar 2005.
§ 86.
Løbende rente efter lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf.
lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændringer, forhøjes
fra
den 1. januar 2004 til 1.591,2 pct. af grundrenten pr. 1. april 1965.
Stk. 2.
Løbende
ydelse efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af
25. juni 1987 med senere ændringer, forhøjes fra den 1. januar 2004 til 341,5
pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen. Ménerstatning efter
lov
om arbejdsskadeforsikring forhøjes fra den 1. januar 2004 til 341,5 pct. af
den
ydelse, der svarer til grundbeløbet.
Stk. 3.
Løbende
ydelse efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse
nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer, for skader indtruffet
mellem
1. januar 1993 og 30. januar 1995 forhøjes fra den 1. januar 2004 til 130,9
pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.
Stk. 4.
Løbende
ydelse efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade for skader indtruffet
mellem 31. januar 1995 og 31. december 2003 forhøjes fra den 1. januar 2004
til
125,4 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.
Stk. 5.
Renter,
løbende ydelser og ménerstatninger, jf. stk. 1-4, reguleres efter denne
lovs § 25.
Stk. 6.
For
efterladte, der som følge af tilskadekomnes død efter denne lovs ikrafttræden
har krav på erstatning efter lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde,
lov om arbejdsskadeforsikring eller lov om sikring mod følger af
arbejdsskade,
beregnes og reguleres erstatningen på grundlag af den årsløn, der svarer til
det efter stk. 1-4 fastsatte rente- eller ydelsesbeløb.
Stk. 7.
Stk. 1-5 gælder ikke for forsikringer, der er tegnet efter §§ 55,
58,
59 og 74 i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.
§ 87.
De
bekendtgørelser, som er fastsat efter de nu ophævede love, forbliver i kraft
indtil de ophæves eller ændres.
§ 88.
De
godkendelser af forsikringsselskaber, der er meddelt efter den tidligere
ulykkesforsikringslovgivning og arbejdsskadeforsikringslovgivning, har
fortsat
gyldighed. Det samme gælder en arbejdsgivers fritagelse for at afgive
risikoen
efter ulykkesforsikringsloven, meddelt i medfør af ulykkesforsikringslovens
§ 15, stk. 13. Sådanne arbejdsgivere har samme retsstilling efter
denne lov som et forsikringsselskab. Fordeling af bidrag efter denne lovs
§ 48, § 49, § 53 og § 56 foretages efter nærmere regler
fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med Finanstilsynet.
§ 89.
En
sikringspligtig forsikringstager kan ikke opsige en forsikring på grund af en
forhøjelse af præmien, som alene er begrundet i en forøgelse af udgifterne,
der
er en følge af denne lov.
§ 90.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft i Grønland med de ændringer, som følger af de særlige
grønlandske forhold.
Bilag
A
Følgende lande er omfattet af zone A
Medlemsstaterne i EU/EØS og alle andre lande, der er fulde
medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD),
samt
Saudi-Arabien.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af
arbejdsskade, jf. forarbejderne hertil (lovforslag nr. L 168 fra
folketingsåret
1991-92, se Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne side 5057, side 10412,
side 10422, tillæg A side 3723, tillæg B side 2177 og tillæg C side 1297).
Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i
kraft den 1. januar 1993, byggede i det væsentligste på de principper, der
var
indført med arbejdsskadeforsikringsloven i 1978, med de justeringer, der blev
fundet grundlag for på baggrund af erfaringerne ved administrationen af loven
siden 1978. Der var i 1993 alene tale om en ændring af loven fra 1978, men
der
var ikke tale om en modernisering. Loven er siden 1993 blevet ændret enkelte
gange, blandt andet blev de pludselige løfteskader indført med lov nr. 343 af
6. maj 1996, og ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 blev der indført en ny
finansiering af udgifterne ved erhvervssygdomme med virkning fra 1. januar
1999.
Regeringen finder, at der er behov for en reform på
arbejdsskadeområdet. En arbejdsskadereform bør tage sit udgangspunkt i de
punkter, hvor gældende lovgivning og praksis ikke er i overensstemmelse med
den
almindelige opfattelse i befolkningen.
Det er især skadebegreberne, der har været udsat for
kritik. Samfundsudviklingen har ført til, at begreberne har fjernet sig fra
befolkningens almindelige opfattelse af, hvad der er en arbejdsskade. Som
eksempel kan nævnes, at det er oplevet som urimeligt, at en skade ikke er en
arbejdsskade, hvis påvirkningen, der førte til skaden, var forventelig.
Reformforslaget indeholder en udvidelse af ulykkesbegrebet
og af erhvervssygdomsbegrebet og indebærer samtidig en forenkling af de
gældende skadebegreber.
Reformforslaget udvider den sikrede personkreds med
selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, og forslaget
ændrer
lovens sagsbehandlingsregler for at nedsætte sagsbehandlingstiden. Endelig
indeholder lovforslaget ændringer på områder, hvor erfaringerne med
administrationen af arbejdsskadesikringsloven har vist, at der er behov for
justeringer.
Der har i årene 1999 til 2002 været nedsat to
arbejdsskadeudvalg, der især har overvejet skadebegreberne. Udvalgene har
afgivet betænkningerne 1402/2001 og 1418/2002.
I betænkning 1402/2001 beskrev udvalget på baggrund af
overvejelserne om ulykker og pludselige løfteskader et nyt skadebegreb:
»
håndteringsskader
«
, der kunne erstatte det nuværende skadebegreb:
»
pludselige løfteskader
«
. Udvalget kunne ikke blive enigt om at
stille forslag til ændring af ulykkesbegrebet, ligesom udvalget ikke gik
nærmere ind i overvejelser om ændring af erhvervssygdomsbegrebet.
I betænkning 1418/2002 har udvalget beskrevet 6 modeller
for udvidelse af det eksisterende ulykkesbegreb.
Der var enighed i udvalget om at udvide begrebet
arbejdsulykke, så flere skader, der opstår pludseligt, også anerkendes som
arbejdsskader, når skaden hænger sammen med arbejdet.
Det betyder, at skader, som hidtil er blevet afvist med den
begrundelse, at ulykken var
»forventelig«
eller
»sædvanlig«
i tilskadekomnes
erhverv, bør anerkendes som arbejdsskader med mulighed for erstatning.
Efter gældende regler må Arbejdsskadestyrelsen afvise disse
skader, fordi medarbejderen må forvente de nævnte situationer i de pågældende
job. Det gælder, selv om der er sammenhæng mellem hændelsen og skaden. Det
skyldes, at man hidtil har brugt det traditionelle ulykkesbegreb på
arbejdsulykkerne.
Udvalgets anden opgave var at overveje mulig finansiering
af merudgifter som følge af et udvidet ulykkesbegreb. Udvalget har drøftet en
række finansieringsmuligheder, men der kunne ikke opnås enighed om en
finansieringsløsning.
I opfølgningsarbejdet med betænkningerne har interessen
især samlet sig om en udvidelse af ulykkesbegrebet, baseret på model 5 eller
6
fra betænkning 1418/2002.
Model 5
er
baseret på det ulykkesbegreb, der var foreslået i L 24, fremsat af
Socialdemokraterne og Radikale Venstre den 11. december 2001 og har følgende
indhold:
»En arbejdsulykke er en
personskade, opstået som følge af en pludselig eller kortvarig påvirkning af
op
til 5 dages varighed.«
Model 6
lovfæster det gældende ulykkesbegreb og supplerer dette med en overbygning,
der
giver mulighed for at anerkende sager, hvor skaden udelukkende eller i
overvejende grad er forårsaget af arbejdet.
Ved forhandlingerne om en arbejdsskadereform blev der
udtrykt ønske om at forene dækningsområdet for model 5 med den administrativt
enklere model 6.
Partierne V, K, S, DF, SF, RV og KrF har herefter den 14.
marts 2003 indgået aftale om en arbejdsskadereform.
Hovedelementerne i aftalen er baseret på en udvidelse af
ulykkesbegrebet svarende til den igangværende udvikling af det
forsikringsretlige ulykkesbegreb samt en udvidelse af
erhvervssygdomsbegrebet.
Udvidelsen finansieres ved at afskaffe afløsningsbeløbet,
der udbetales som et skattefrit engangsbeløb ved overgang til folkepension.
Aftalen har følgende indhold:
1. Indledning
Skadebegreberne skal
forenkles og udbygges, hvorved de bringes i overensstemmelse med den
almindelige opfattelse af, hvad der er en ulykke som følge af arbejdet, og
hvad
der er en erhvervssygdom.
Sigtet er et mere
retfærdigt og gennemskueligt system, der vil føre til anerkendelse af flere
arbejdsskader.
Målet er at forenkle
administrationen af arbejdsskadesager, således at sagsbehandlingstiden i
konkrete skadesager nedbringes. Retsstillingen for de personer, der berøres
af
arbejdsskader, må ikke forringes ved forenklingen.
De nye skadebegreber
skal understøtte den forebyggende indsats, der foregår på virksomhederne i
samarbejde med Arbejdstilsynet.
Et væsentligt element
i arbejdsskadereformen er udvidelsen af skadebegreberne. Denne udvidelse
indebærer et finansieringsbehov for de merudgifter, der følger heraf.
Ligeledes indebærer
en række af arbejdsskadereformens øvrige elementer behov for finansiering.
Merudgifterne ved
arbejdsskadereformen, herunder især de nye skadebegreber, finansieres delvist
ved omlægninger inden for arbejdsskadeområdet.
2. Skadebegreberne
Der er enighed om, at:
Skadebegreberne forenkles, således at de nuværende 4
skadebegreber reduceres til 2.
Ulykkesbegrebet affattes således:
»En personskade,
forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller
inden
for 5 dage.« Herved udvides ulykkesbegrebet svarende til den i gangværende
udvikling på det forsikringsretlige område. Udvidelsen er administrativ
enkel,
idet den ikke i alle tilfælde kræver en lægelig vurdering.
Udvidelsen indebærer desuden, at skader ikke længere kan
afvises, fordi de er »forventelige« eller »sædvanlige« i tilskadekomnes
arbejde.
Det nye ulykkesbegreb omfatter de nuværende skadebegreber
»pludselige løfteskader« og »kortvarige skadelige påvirkninger.«
Kravet for at optage nye sygdomme på fortegnelsen over
erhvervssygdomme ændres til »medicinsk dokumentation.« Det indebærer, at der
skal foreligge en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og lidelse.
Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af
anerkendte medicinske sagkyndige på et antal tilfælde, der giver grundlag for
sammenhæng mellem påvirkning og lidelse.
Erhvervssygdomsudvalget indleder med at se på sygdomme i
bevægeapparatet, herunder i løbet af det første år social- og sundhedsområdet
samt rengøringsområdet. Udvalget skal være opmærksom på, at mænds og kvinders
forskellige fysionomi indebærer, at de belastninger, der medfører
erhvervssygdomme, kan være forskellige.
Arbejdsskadestyrelsen udsender en ny bekendtgørelse om
erhvervssygdomme. Bekendtgørelsen skal kun indeholde oplysninger om
påvirkninger og sygdomme. De nærmere betingelser for anerkendelse af
erhvervssygdomme
udsendes i en vejledning. Det betyder, at der er mulighed for at foretage et
skøn ved vurderingen af, om en sygdom opfylder betingelserne for
anerkendelse.
Endvidere kan vejledningen løbende justeres i overensstemmelse med ændrede
krav
til for eksempel belastning.
Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig redegørelse til
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på erhvervssygdomsområdet,
herunder om udviklingen i retspraksis.
De nye skadebegreber vil reducere behovet for samtidig at gøre
krav gældende efter dansk rets almindelige erstatningsregler.
3. Finansiering af arbejdsskadereformen
Der er enighed om, at:
Merudgifterne ved arbejdsskadereformen delvist finansieres ved
at afskaffe det gældende afløsningsbeløb, der giver kompensation til
tilskadekomne (tab af erhvervsevne) og efterladte (tab af forsørger) frem til
det fyldte 69. år, uanset den faktiske tilbagetrækningsalder på
arbejdsmarkedet
er lavere.
Øvrige merudgifter finansieres ved at forhøje arbejdsgivernes
betaling af præmie og bidrag til forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
4. Sagsbehandlingstiden i skadesager
Der er enighed om, at:
Sagsbehandlingstiden i konkrete skadesager skal nedbringes.
Dette gennemføres ved justeringer i lovgrundlaget, herunder indførelse af en
samlet afgørelse om anerkendelse og erstatning, ved opstramninger af lovens
frister, og ved at tilføre yderligere resurser til Arbejdsskadestyrelsen.
5. Udvidelse af den sikrede personkreds
Der er enighed om, at:
Udvide den sikrede personkreds med selvstændige erhvervsdrivende
og medarbejdende ægtefæller som en frivillig ordning.
Nuværende regler om obligatorisk sikring af visse selvstændige
fiskere og af visse medarbejdende ægtefæller ophæves.
6. Udvidet adgang til at betale for udgifter til
sygebehandling m.v.
Der er enighed om, at:
Udvide adgangen til at betale udgifter til sygebehandling m.v.,
svarende til reglerne i erstatningsansvarsloven.
7. Indførelse af en særlig godtgørelse ved dødsfald
Der er enighed om, at:
Indføre en særlig godtgørelse ved dødsfald, svarende til
erstatningsansvarsloven.
8. Ikrafttrædelse for arbejdsskadereformen
Der er enighed om, at:
Arbejdsskadereformen træder i kraft den 1. januar 2004. Dog
træder det nye erhvervssygdomsbegreb først i kraft den 1. januar 2005.
Arbejdsskadereformen kun finder anvendelse på nye skader efter
reformens ikrafttræden. Det vil sige ulykker, der indtræder den 1. januar
2004
eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller
senere.
Sager, der er afvist efter lovgivningen før 1. januar 2004, ikke
kan genoptages på baggrund af arbejdsskadereformen. Det gælder ligeledes
sager
om erhvervssygdomme afvist før 1. januar 2005.
I bilag til aftaleteksten er
ulykkesbegrebet, erhvervssygdomsbegrebet og muligheden for at fremskaffe
viden
og ny forskning nærmere beskrevet. Indholdet fremgår af bemærkningerne til
lovforslaget.
Reformforslagets hovedindhold kan sammenfattes således:
En
formålsbestemmelse.
Den sikrede
personkreds udvides med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller.
Ulykkesbegrebet får
følgende indhold: »En personskade, forårsaget af en hændelse eller en
påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage« (de nuværende
skadebegreber »pludselige løfteskader« og »kortvarige skadelige påvirkninger
af
højst 5 dages varighed« ophæves som selvstændige skadebegreber, men vil være
omfattet af det nye udvidede ulykkesbegreb.
Erhvervssygdomsbegrebet
justeres, således at kravene til lægevidenskabelig dokumentation for
årsagssammenhæng
lempes til et krav om medicinsk dokumentation.
Afløsningsbeløbet
afskaffes.
Udvidet adgang til at
betale for behandlingsudgifter.
Indførelse af en
særlig godtgørelse ved dødsfald, svarende til erstatningsansvarsloven.
Forenklede regler for
sagsbehandling.
Generel
regelmodernisering, herunder en anden opbygning af loven.
Arbejdsskadereformen træder i kraft den 1. januar 2004. Det
nye erhvervssygdomsbegreb træder dog først i kraft den 1. januar 2005.
Der henvises til den mere udførlige gennemgang af de
enkelte punkter nedenfor i afsnit 3.
2. Gældende ret i hovedtræk
2.1. Arbejdsskadesikringen
Loven sikrer enhver, der lønnet eller ulønnet antages
af en arbejdsgiver til varigt, midlertidigt eller forbigående arbejde her i
landet, og loven gælder for alt arbejde, der foretages for arbejdsgiveren.
Medlemmer af arbejdsgiverens familie er også sikret, for så vidt de efter
beskaffenheden og omfanget af deres arbejde kan sidestilles med andre
arbejdere. Arbejdsgiverens ægtefælle er dog kun sikret, hvis der er indgået
en
lønaftale, der kan tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven ved
sidste lønudbetaling forud for arbejdsskaden.
Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskader
(arbejdsskadesikringsloven) hæfter arbejdsgiveren på objektivt grundlag for
ansattes arbejdsskader. Ved arbejdsskader forstås:
ulykkestilfælde, der
skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår,
skadelige
påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de
forhold,
hvorunder det foregår,
pludselige
løfteskader og
erhvervssygdomme.
Ulykkestilfælde
defineres ikke nærmere i loven, men er udviklet i administrativ praksis og i
retspraksis. Herefter er en ulykke:
»
En
udefra kommende eller virkende, af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig
indtrædende begivenhed, der har skadelig påvirkning af pågældendes
helbredstilstand til følge.
«
Fra 1993
har Den Sociale Ankestyrelse benyttet en definition, der har følgende
formulering:
»
En tilfældig af den
sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet,
som
har en påviselig beskadigelse af dette til følge.
«
Den Sociale Ankestyrelse har ikke med den sproglige ændring tilsigtet nogen
indholdsmæssig forskel. Den Sociale Ankestyrelse har benyttet den nævnte
definition på baggrund af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
1993 side 226, med kommentarer i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 B, side 220.
Skadelige
påvirkninger af højst 5 dages varighed
er heller ikke defineret i selve
loven. Der er ikke mange sager om dette skadebegreb. Der er tale om skader,
der
opstår ved hændelser, der ikke sker så pludseligt, at hændelsen er omfattet
af
ulykkesbegrebet, og heller ikke ved hændelser eller påvirkninger, der tager
så
lang tid, at der bliver tale om en mulig erhvervssygdom. Der er ikke i loven
fastsat en undergrænse for, hvor lang tid den skadelige påvirkning skal vare,
for at et tilfælde kan anerkendes som kortvarig skadelig påvirkning. Der
gælder
efter praksis en nedre tidsmæssig grænse på som udgangspunkt 3-4 timer. Der
er
dog anerkendt skader, hvor den tidsmæssige udstrækning af påvirkningen har
været mindre.
Pludselige
løfteskader
er defineret i loven som
»
varige
muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning
til
løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende
løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at
være forårsaget af løftearbejdet.
«
Dette skadebegreb blev indført i 1996 som et supplement til
lovens øvrige skadebegreber. Begrebet minder på den ene side om
ulykkesbegrebet, idet der er krav om, at skaden skal ske pludseligt. Begrebet
minder på den anden side også om erhvervssygdomsbegrebet, idet der skal være
tale om belastende løftearbejde i øvrigt. Især kravet om det forudgående
løftearbejde indebærer begrænsninger i adgangen til at få anerkendt skader.
Hertil kommer kravet om, at der skal være tale om en varig lidelse, for at
skaden kan anerkendes.
Endelig er
erhvervssygdomme
defineret i loven som »sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er
forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres
arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad
end personer uden sådant arbejde. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun
anses for omfattet, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder
eller andre særlige vilkår er opfyldt.« (§ 10, stk. 1, nr., 1, 1.
og
4. pkt. om sygdomme på fortegnelsen over erhvervssygdomme).
Erhvervssygdomme er endvidere: »andre sygdomme, , hvis det
godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder
de
krav, som er nævnt i nr. 1, 1. og 4. pkt., eller at den må anses for
udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige
art.
« (§ 10, stk. 1, nr. 2 om
sygdomme uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme).
Der er således tale om 2 typer af erhvervssygdomme. For det
første de sygdomme, der er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, og
hvor der gælder en formodningsregel for, at der er årsagssammenhæng mellem
påvirkninger i arbejdsmiljøet og sygdommen, når betingelserne i fortegnelsen
er
opfyldt.
Derudover er det muligt at få anerkendt sygdomme, der ikke
er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, efter en konkret vurdering.
Ved denne vurdering skal der efter loven lægges vægt på, om sygdommen efter
den
nyeste medicinske og tekniske erfaring opfylder betingelserne for at komme på
fortegnelsen, eller om sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende
grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Ved den første vurdering er
det altså kun et spørgsmål om tid, inden sygdommen kommer på fortegnelsen
over
erhvervssygdomme.
Erhvervssygdomme, der ikke er på fortegnelsen over
erhvervssygdomme, og pludselige løfteskader kan kun anerkendes efter
behandling
i
Erhvervssygdomsudvalget
.
Erhvervssygdomsudvalget er sammensat af repræsentanter fra
arbejdsmarkedets parter, Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet.
Arbejdsskadestyrelsens direktør er udnævnt til formand for
Erhvervssygdomsudvalget.
Arbejdsgiveren har efter loven pligt til at sikre sine
medarbejdere mod følgerne af arbejdsskader. Denne pligt opfyldes ved at
tegne forsikring for
så vidt angår risikoen for ulykker og kortvarige skadelige påvirkninger af
højst 5 dages varighed og
tilslutte sig
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring for så vidt angår risikoen for
erhvervssygdomme og pludselige løfteskader.
Når Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmeldelse om en
arbejdsskade, tager styrelsen først stilling til, om den anmeldte skade er
omfattet af loven (anerkender eller afviser skaden som arbejdsskade). Når det
er muligt at skønne over tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og
erhvervsmuligheder, træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelser om erstatning og
godtgørelse.
Ved arbejdsskader har tilskadekomne mulighed for følgende
erstatnings- og godtgørelsesydelser:
1)
betaling af
udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.
(behandlingsudgifter)
2)
erstatning for tab
af erhvervsevne og
3)
godtgørelse for
varigt mén.
Ved dødsfald har den efterladte ægtefælle eller samlever
under visse forudsætninger mulighed for følgende ydelser:
1)
overgangsbeløb ved
dødsfald og
2)
erstatning for tab
af forsørger.
Efterladte børn under 18 år, som tilskadekomne havde
forsørgerpligt over for, har krav på erstatning for tab af forsørger. Det
samme
gælder efterladte børn under 21 år under uddannelse.
Specielt for så vidt angår betaling af udgifter til
sygebehandling bemærkes, at disse udgifter som udgangspunkt kun kan betales,
mens sagen er under behandling i forsikringsselskabet, Arbejdsskadestyrelsen
og
hvis sagen ankes Den Sociale Ankestyrelse.
Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger
udbetales som udgangspunkt som en løbende erstatning, der i nogle tilfælde
skal
og i andre tilfælde kan udbetales som en kapitalerstatning.
Udbetales erstatning for tab af erhvervsevne og for tab af
forsørger som en løbende erstatning, ophører udbetalingen af erstatning, når
tilskadekomne eller den efterladte opnår ret til folkepension. Den løbende
erstatning afløses på dette tidspunkt af et skattefrit engangsbeløb, et
afløsningsbeløb,
der udgør 4 gange den
løbende erstatning, når modtageren opnår ret til folkepension som 65 årig, og
2
gange den løbende erstatning, når modtageren opnår ret til folkepension som
67
årig. Reglerne om afløsningsbeløbet indebærer i realiteten, at modtageren
kompenseres for tab af erhvervsevne og for tab af forsørger, indtil
pågældende
fylder 69 år.
Udbetales erstatning som kapitalbeløb, er afløsningsbeløbet
indregnet heri.
Arbejdsskadesikringsloven administreres af
Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med en række forsikringsselskaber og
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der
træffer afgørelse om anerkendelse af konkrete skader og om erstatning og
godtgørelse efter loven. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser kan indbringes for
Den Sociale Ankestyrelse, der træffer den endelige administrative afgørelse i
sagerne.
2.2. Forholdet til erstatningsansvarsloven
De almindelige erstatningsretlige regler gælder ved siden
af arbejdsskadesikringsloven, og hvis arbejdsgiveren eller andre er
ansvarlige
for skaden efter dansk rets almindelige erstatningsregler, kan tilskadekomne
eller den efterladte rejse et erstatningskrav mod pågældende på dette
grundlag
og kræve en erstatning, som er udmålt efter erstatningsansvarslovens regler.
Det kan for eksempel være tilfældet ved trafikskader, hvor der kan rejses
krav
mod en modpart, der er ansvarlig efter færdselslovens § 101.
Efter arbejdsskadesikringsloven nedsættes tilskadekomnes
eller efterladtes krav efter erstatningsansvarsloven mod den
erstatningsansvarlige dog i det omfang, der er betalt eller er pligt til at
betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. Et krav om
erstatning efter erstatningsansvarsloven er således subsidiært i den
forstand,
at det kun kan rejses i det omfang, kravet ikke dækkes efter
arbejdsskadesikringsloven (»differencekrav«). Dette indebærer, at
tilskadekomne
eller efterladte ikke modtager dobbeltkompensation.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Lovens formål
Det primære formål med arbejdsskadesystemet og
arbejdsskadesikringsloven er at sikre, at tilskadekomne og efterladte får en
økonomisk kompensation for de helbredsmæssige og sociale følger,
arbejdsskaden
har forvoldt.
Samtidig er det vigtigt, at arbejdsskadesikringsloven i
videst muligt omfang understøtter den øvrige indsats på
beskæftigelsesområdet,
således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning
til arbejdsmarkedet.
For at tilgodese disse formål inddrager myndighederne såvel
den tilskadekomne eller dennes efterladte, arbejdsgiver, læger og andre
relevante myndigheder under behandlingen af skadesagerne.
Anerkendelse efter loven forudsætter ikke, at arbejdsgiver
har handlet ansvarspådragende, men at skaden er forårsaget af arbejdet eller
de
forhold, hvorunder dette foregår. Det vil sige, at arbejdsgiver har objektivt
ansvar for alle skader, der opstår som følge af arbejdet eller de forhold,
hvorunder dette foregår. For at en skade kan anerkendes efter loven, skal den
opfylde kravene til anerkendelse efter skadesbegreberne, jævnfør
lovforslagets
§§ 5 7.
Arbejdsgiver har pligt til at tegne forsikring til dækning
af udgifter og erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven. Det er således
et
væsentligt princip, at tilskadekomne, der er berettigede efter loven, også
sikres erstatning.
Anerkendelse af personskader som arbejdsskader har et
forebyggende sigte, der medvirker til at sætte fokus på arbejdsmiljøet. Dette
kan medvirke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet.
3.2. Udvidelse af den sikrede personkreds
Det foreslås at udvide den sikrede personkreds med
selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller uden lønaftaler som
en frivillig ordning.
Forslaget indebærer, at selvstændige erhvervsdrivende og
medarbejdende ægtefæller kan vælge at blive omfattet af loven.
De får hermed en ret men ikke en pligt til at sikre
egen person. Udnytter de denne ret bliver de berettiget til erstatning og
godtgørelse m.v. i tilfælde af skade på lige fod med ansatte. De selvstændige
erhvervsdrivende og den medarbejdende ægtefælle får tilsvarende ret til at
efterprøve Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i Den Sociale Ankestyrelse.
Retten tilkommer både den selvstændige erhvervsdrivende og
den medarbejdende ægtefælle. Det er ikke en forudsætning for at udnytte
retten,
at begge bliver forsikret. Således kan den selvstændige erhvervsdrivende for
eksempel vælge at lade den medarbejdende ægtefælle blive sikret uden at sikre
sig selv.
Selvstændige erhvervsdrivende havde efter tidligere
lovgivning (indtil 1978) mulighed for at tegne frivillige forsikringer for
egen
person og for en medhjælpende ægtefælle. Der gjaldt imidlertid en række
særregler (især med hensyn til fastsættelse af den årsløn, der lå til grund
for
beregningen af invaliditetserstatningen og reguleringen heraf). Dette
indebar,
at de frivillige forsikringer ikke var attraktive for de selvstændige
erhvervsdrivende, der i stedet valgte at tegne private ulykkesforsikringer
m.v.
Adgangen til at tegne frivillige forsikringer for den personkreds bortfaldt
derfor i 1978.
Det foreslås at genindføre denne ordning. Ordningen bygger
dog på lovens almindelige regler om erstatning og erstatningsberegning m.v.,
således at ordningen bliver et attraktivt alternativ eller supplement til
frivillige ulykkesforsikringer og sygdomsforsikringer uden for
arbejdsskadesikringsloven, som denne personkreds fortsat kan tegne.
3.3. Det nye ulykkesbegreb
Det overordnede formål med arbejdsskadereformen er en
udvidelse og en forenkling af skadebegreberne, herunder ulykkesbegrebet.
Det tilsigtes derfor med arbejdsskadereformen at udvide
skadebegreberne således, at alle skader, hvor der er sammenhæng mellem
påvirkninger på arbejdet og skaden, kan anerkendes. Det indebærer blandt
andet,
at det ikke længere skal være muligt at afvise ulykker med begrundelsen, at
den
påvirkning, der førte til skaden, var forventelig eller sædvanlig i
tilskadekomnes arbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem
påvirkningen
og skaden.
På samme måde skal det ikke længere være muligt at afvise
sager om kortvarige skadelige påvirkninger med begrundelsen, at den
tidsmæssige
udstrækning af påvirkningen ikke var tilstrækkelig, når der er en medicinsk
sammenhæng mellem påvirkningen og skaden.
Endelig skal det ikke være muligt at afvise sager om
pludselige løfteskader med begrundelsen, at der ikke var tilstrækkeligt
forudgående løftearbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem
påvirkningen og skaden.
Der er tale om en udvidelse af de eksisterende
skadebegreber. Det indebærer, at der ikke vil være skader, der kan anerkendes
efter gældende regler, der ikke kan anerkendes efter det nye ulykkesbegreb.
På den anden side er det ikke alle skader, der skal
anerkendes, når de indtræder på arbejdet.
Der skal fortsat være medicinsk årsagssammenhæng mellem en
påvirkning og en skade. Således vil en skade fortsat skulle afvises, hvis den
påvirkning, der er tale om, ikke er egnet til at forårsage skaden eller
påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.
Det foreslås, at der indføres et nyt ulykkesbegreb med
følgende ordlyd: »En personskade, forårsaget af en hændelse eller en
påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.«
Herved udvides ulykkesbegrebet svarende til den
igangværende udvikling på det
forsikringsretlige
område, hvor det traditionelle ulykkesbegreb er udvidet og suppleret gennem
den
seneste tid.
Udvidelsen indebærer desuden, at skader ikke længere kan
afvises, fordi de er
»forventelige«
eller
»sædvanlige«
i tilskadekomnes
arbejde.
Hermed åbnes der mulighed for at anerkende arbejdsskader,
der hidtil er blevet afvist efter det traditionelle ulykkesbegreb.
Udvidelsen omfatter kortvarige skadelige påvirkninger og
pludselige løfteskader.
Det foreslås samtidig, at de to gældende
arbejdsskadebegreber, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed efter
gældende lovs § 9, nr. 2, og pludselige løfteskader efter gældende lovs
§ 9, nr. 3, og § 9 a, ophæves. Det nye ulykkesbegreb indebærer, at
de
skader, der i dag anerkendes som
»kortvarige
skadelige påvirkninger«
og
»pludselige løfteskader«
, fremover vil blive anerkendt som ulykker.
»Kortvarige skadelige
påvirkninger«
vil blive anerkendt som følge af, at det nye ulykkesbegreb
omfatter påvirkninger, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Det indebærer, at det nuværende tidsmæssige
»hul«
mellem ulykker og kortvarige
skadelige påvirkninger dermed er lukket.
Pludselige løfteskader bliver omfattet som følge af, at det
nye ulykkesbegreb omfatter personskader forårsaget af en hændelse, der sker
pludseligt.
I forhold til pludselige løfteskader er der i det nye
ulykkesbegreb ikke som i dag et krav om, at der skal have været tale om
tungt løftearbejde i øvrigt. Det er heller ikke et krav, at der er tale om en
varig skade.
Hertil kommer, at behandlingen af sager om pludselige
løfteskader forenkles, idet sagerne fremover ikke skal forelægges
Erhvervssygdomsudvalget for at kunne anerkendes.
Det foreslåede ulykkesbegreb er heller ikke som de
pludselige løfteskader begrænset til bestemte skader eller til skader sket
ved
løft.
Det nye ulykkesbegreb er administrativt enkelt, da der ikke
vil være behov for indgående lægelige vurderinger, når der er en hændelse,
som
umiddelbart kan forklare skaden.
3.4. Det nye erhvervssygdomsbegreb
Et andet hovedformål ved arbejdsskadereformen er at udvide
erhvervssygdomsbegrebet.
Efter gældende regler kan en sygdom optages på fortegnelsen
over erhvervssygdomme, når sygdommen efter
»medicinsk
og teknisk erfaring«
er forårsaget af arbejdet.
Kravet om
»medicinsk
og teknisk erfaring«
som dokumentationsgrundlag for at tage nye sygdomme på
fortegnelsen indebærer omfattende lægevidenskabelige undersøgelser, der dels
tager tid, dels er forbundet med ikke-ubetydelige omkostninger. Det sidste
betyder ofte, at undersøgelserne sjældent gennemføres, og dermed, at
dokumentationsmaterialet ikke tilvejebringes.
Kravene til at optage nye sygdomme på fortegnelsen over
erhvervssygdomme foreslås ændret fra
»medicinsk
og teknisk erfaring«
til
»medicinsk
dokumentation.«
Der tilsigtes herved en lempelse af kravene til optagelse
af sygdomme på fortegnelsen.
Det indebærer, at en sygdom kan optages på fortegnelsen,
når der foreligger en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.
Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af
anerkendte medicinsk sagkyndige på et antal tilfælde, der viser en sammenhæng
mellem påvirkning og sygdom.
Begrebet
»medicinsk
dokumentation«
uddybes i lovforslagets specielle bemærkninger.
Arbejdsskadestyrelsen udsender en ny type
bekendtgørelse om erhvervssygdomme
.
Den nye bekendtgørelse skal kun indeholde oplysninger om
påvirkninger og sygdomme. Bekendtgørelsen vil være bindende for
administrationen af arbejdsskadeområdet.
Bekendtgørelsen vil blive suppleret af en vejledning, der
ikke er bindende og dermed giver mulighed for, at der kan udøves et konkret
skøn i de enkelte sager ved vurderingen af, om en sygdom opfylder
betingelserne
for at blive anerkendt. Vejledningen skal indeholde de nærmere betingelser
for
anerkendelse af erhvervssygdomme.
Vejledningen kan løbende ajourføres i overensstemmelse med
ændrede krav til for eksempel belastning.
Arbejdsskadestyrelsen skal forhandle med
Erhvervssygdomsudvalget om, hvilke sygdomme der opfylder betingelserne for at
komme på fortegnelsen. Erhvervssygdomsudvalget har en rådgivende funktion i
den
forbindelse. Erhvervssygdomsudvalget vil også blive inddraget i arbejdet med
at
udstede og ajourføre vejledningen om erhvervssygdomme.
Erhvervssygdomsudvalget indleder med at se på sygdomme i
bevægeapparatet, herunder i løbet af det første år social- og sundhedsområdet
og rengøringsområdet. Udvalget skal være opmærksom på, at mænd og kvinders
forskellige fysionomi indebærer, at de belastninger, der medfører
erhvervssygdomme, kan være forskellige.
Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig redegørelse til
Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på erhvervssygdomsområdet,
herunder om udviklingen i retspraksis. Der henvises til lovforslagets
specielle
bemærkninger til § 84.
3.5. Indførelse af en særlig godtgørelse ved
dødsfald
Ved lov nr. 35 af 21. januar 2003 er der nu indført en
særlig godtgørelse ved dødsfald i erstatningsansvarsloven og i lov om
erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.
For at opnå harmonisering af erstatningsarterne i
erstatningsansvarsloven og i arbejdsskadesikringsloven foreslås det også at
indføre en særlig godtgørelse til efterladte ved dødsfald i
arbejdsskadesikringsloven.
For skader, hvor der er en ansvarlig skadevolder, og som
samtidig er arbejdsskader, foreslås det, at den almindelige regel i
forslagets
§ 77 anvendes. Det indebærer, at de efterladte kan rejse kravet efter
arbejdsskadesikringsloven, men ikke samtidig efter erstatningsansvarsloven.
Den særlige godtgørelse ved dødsfald blev foreslået i
betænkning 1412/2002, hvoraf blandt andet fremgår:
»Efter
arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel om, at enhver
ikke-økonomisk
skade kan kræves erstattet, som følge af den manglende objektive målestok for
vurdering af skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed
retsusikkerhed
i den praktiske retsanvendelse. Det er på den baggrund arbejdsgruppens
generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade kun
bør
indføres, hvor der er et ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig
kan
opstilles visse objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.
Arbejdsgruppen finder
ikke, at der er grundlag for at indføre en generel regel om godtgørelse til
efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling.
Arbejdsgruppen peger imidlertid på, at der i et vist begrænset omfang kan
være
behov for en godtgørelsesregel ved dødsfald, der er forvoldt under sådanne
kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig
følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte.
Indførelsen af en
sådan godtgørelsesregel kan give anledning til principielle overvejelser og
betænkeligheder med hensyn til karakteren af den erstatning mv., der bør
kunne
tilkendes ved dødsfald. Der kan bl.a. være risiko for, at reglen opfattes som
om, at der nu sættes en »pris« på et menneskeliv som sådan og/eller den
følelsesmæssige belastning ved at miste en nær pårørende.
Dette udelukker dog
efter arbejdsgruppens opfattelse ikke, at der indføres en godtgørelsesregel
med
et begrænset anvendelsesområde. Der peges i den forbindelse bl.a. på, at der
allerede i dag findes regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved
personskade,
og at der er en vis lighed mellem en regel om godtgørelse ved dødsfald og
erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort mv.
Arbejdsgruppen
foreslår på den baggrund, at der indsættes en ny regel i
erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald. Reglen
giver mulighed for at tilkende nære pårørende til den afdøde en godtgørelse
på
normalt op til ca. 100.000 kr. ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller
groft uagtsomt. Reglen tænkes navnlig anvendt i tilfælde af forsætligt drab.«
3.6. Udvidet adgang til at betale udgifter til
sygebehandling m.v.
Som det er anført i afsnit 2, kan der normalt kun betales
udgifter til sygebehandling m.v.
»under
sagens behandling.«
For at undgå, at tilskadekomnes ret til at få betalt
behandlingsudgifter bliver forringet som følge af de dele af lovforslaget,
der
indebærer, at sagsbehandlingstiden nedbringes, jf. afsnit 3.7., foreslås det
at
udvide adgangen til at få betalt behandlingsudgifter, i princippet svarende
til
reglerne i erstatningsansvarsloven.
Forslaget indebærer, at tilskadekomne som hidtil
kan få betalt behandlingsudgifter løbende efter regning
»under sagens behandling.«
Som det nye indebærer forslaget, at Arbejdsskadestyrelsen
når der træffes en samlet afgørelse om erstatning (om anerkendelse,
godtgørelse
for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne) også skal tage
stilling
til tilskadekomnes fremtidige behandlingsbehov og træffe afgørelse herom.
Det foreslås, at principperne i § 1a i
erstatningsansvarsloven finder anvendelse med de tilpasninger, som
forskellene
på erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven i øvrigt indebærer.
Det vil sige, at fremtidige behandlingsudgifter skal
betales med et engangsbeløb på grundlag af et skøn over tilskadekomnes
fremtidige behandlingsbehov. Er der tale om permanente udgifter, udgør
engangsbeløbet den årlige udgift ganget med kapitaliseringsfaktoren for
erstatning for tab af erhvervsevne.
Det foreslås, at det bliver muligt at træffe selvstændig
afgørelse om behandlingsudgifter
»under
sagens behandling«
, inden den samlede afgørelse om erstatning m.v. træffes.
Reglerne herom vil indgå i de retningslinier, Arbejdsskadestyrelsens direktør
fastsætter efter § 15, stk. 5.
3.7. Nedbringelse af sagsbehandlingstiden
Der har været rejst kritik af længden af den samlede
sagsbehandlingstid i arbejdsskadesager, hvor det samlede tidsforløb efter
anke,
genoptagelse og eventuel retssag har været meget langvarigt.
Kritikken har givet anledning til at overveje, hvilke
faktorer der i særlig grad forlænger sagsbehandlingen, og om det vil være
muligt at nedbringe sagsbehandlingstiden gennem en smidigere sagsbehandling.
De almindelige forvaltningsretlige retsgarantier sætter de
ydre rammer for sagsbehandlingen i arbejdsskadesager og sikrer, at en sag
bliver forsvarligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Reglerne om adgang til anke og genoptagelse styrker
retssikkerheden ved, at sagens parter kan få en afgørelse efterprøvet eller
få
vurderet, om ændringer i situationen kan føre til ændrede
erstatningsafgørelser. Reglerne medfører dog samtidig, at det samlede
sagsbehandlingsforløb kan blive forlænget, hvilket kan opleves som
belastende.
Forligspartierne har lagt vægt på at fastholde den høje
retssikkerhed, der i dag er i arbejdsskadesystemet. Det betyder, at reglerne
om
genoptagelse er uændrede, og at der ikke indføres en søgsmålsfrist. Når disse
muligheder opretholdes, vil der også i fremtiden kunne opstå sager med meget
lang sagsbehandlingstid. Det er virkningen af en høj retssikkerhed.
Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsen fremover træffer en
samlet afgørelse om erstatning
, som
indeholder de nuværende afgørelser om anerkendelse, godtgørelse for varigt
mén
og om muligt erstatning for tab af erhvervsevne.
En samlet afgørelse om erstatning forhindrer ikke, at
tilskadekomne som hidtil får en afgørelse, hvis skaden afvises som
arbejdsskade.
Hvis skaden anerkendes som arbejdsskade, træffes der ikke
en selvstændig afgørelse herom. Derimod træffes der samlet afgørelse om
anerkendelse, godtgørelse for varigt mén og om muligt erstatning for tab af
erhvervsevne, når godtgørelses- og erstatningsspørgsmålet kan gøres op.
Vurderes det, at spørgsmålet om erstatning for tab af
erhvervsevne vil trække afgørelsen om godtgørelse for varigt mén unødigt i
langdrag, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe selvstændig delafgørelse om
anerkendelse og godtgørelse for varigt mén. Sagen vil i disse tilfældet blive
behandlet videre med henblik på en afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne. Er der behov for det, kan der på samme måde træffes afgørelse
om
betaling af behandlingsudgifter efter forslagets § 15, inden den samlede
afgørelse træffes. Denne afgørelse vil indeholde en delafgørelse om, at sagen
er anerkendt.
Formålet med forslaget om en samlet afgørelse er at
reducere den samlede sagsbehandlingstid i sager vedrørende skader, der er
omfattet af loven. Efter de gældende regler bruges der sædvanligvis 14 dage
på
partshøring inden selvstændig afgørelse om anerkendelse. Når afgørelse om
anerkendelse er truffet, må afgørelse om ydelser efter loven afvente
ankefristen på 4 uger. Med forslaget spares disse sagsbehandlingsskridt,
hvilket kan reducere sagsbehandlingstiden i alle anerkendte sager i op til
1-1½
måned. Herudover vil fokusering på en samlet afgørelse i højere grad end i
dag,
hvor der træffes 3-4 afgørelser med hver sin ankemulighed, lægge op til, at
sagsbehandlingen tilrettelægges med henblik på at træffe en hurtig, samlet
afgørelse.
En samlet afgørelse vil også gøre sagsbehandlingen mere
overskuelig og forståelig for tilskadekomne og efterladte. Det undgås
samtidig,
at tilskadekomne efter en meddelelse om anerkendelse af arbejdsskaden
opbygger
en ubegrundet forventning om erstatning, inden de egentlige
erstatningsafgørelser om mén og erhvervsevnetab træffes.
Endelig vil det samlede ankesagsforløb i en arbejdsskadesag
blive reduceret i forhold til i dag, idet klagesagsbehandlingen vil omhandle
en
samlet afgørelse frem for flere ankesagsbehandlinger på forskellige
tidspunkter
i sagsforløbet.
Anker forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring eller arbejdsgiveren Arbejdsskadestyrelsens afgørelse,
har anken som hidtil opsættende virkning. Det indebærer, at
forsikringsselskaber eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ikke har
pligt til at udbetale erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller
efterladte, før Den Sociale Ankestyrelse har truffet afgørelse. Der ændres
ikke
ved disse regler.
Ankefristen er 4 uger. Det indebærer, at arbejdsgiveren,
forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring inden for
denne
frist skal afklare, om afgørelsen eller dele heraf skal indbringes for Den
Sociale Ankestyrelse.
Der rejser sig et særligt problem, hvis arbejdsgiveren
uden at underrette forsikringsselskabet anker Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse, for så vidt angår anerkendelsen, og forsikringsselskabet udbetaler
godtgørelse og erstatning. Den godtgørelse og erstatning, der er udbetalt til
tilskadekomne eller de efterladte, kan ikke kræves betalt tilbage, hvis Den
Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse om, at sagen ikke kan anerkendes.
Arbejdsgiveren bør derfor som hidtil underrette sit forsikringsselskab ved
udnyttelse af retten til at anke.
Det foreslås, at der fortsat skal være
frister for afgørelse
om afvisning som arbejdsskade og for den
samlede sagsbehandlingstid, indtil der træffes afgørelse om erstatning.
Det foreslås, at den nuværende frist på 3 måneder for
sager, der behandles efter reglerne om ulykker, bevares. Samtidig foreslås
fristen for sager, der behandles efter reglerne om erhvervssygdomme på
fortegnelsen, nedsat fra 9 til 6 måneder. Fristen for den samlede afgørelse i
sagen foreslås nedsat fra 2 år til 1 år, dog med undtagelse af sager, der
skal
forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Idet den selvstændige afgørelse om anerkendelse bortfalder,
vil Arbejdsskadestyrelsen løbende sende kopi af alle udgående breve til
tilskadekomne eller de efterladte. Herved sikres, at tilskadekomne løbende er
orienteret om sagens aktuelle status.
I nogle sager vil det ikke være muligt at tage stilling til
anerkendelsesspørgsmålet inden for de nævnte frister. Er det tilfældet,
underretter Arbejdsskadestyrelsen sagens parter om, at det ikke er muligt at
træffe afgørelse inden for fristerne. Har Arbejdsskadestyrelsen ikke, inden
for
3 måneder, truffet afgørelse om for eksempel, at en anmeldt ulykke er afvist,
indebærer det imidlertid ikke, at sagen er anerkendt.
3.8. Afskaffelse af afløsningsbeløbet
Som nævnt i afsnit 1 har arbejdsskadeudvalget fra 2002
(betænkning 1418/2002) overvejet en række muligheder for finansiering af
meromkostninger ved et udvidet ulykkesbegreb. Der blev ikke opnået enighed i
udvalget om at anbefale en finansieringsløsning, men der var i udvalget stor
interesse for at afskaffe det såkaldte »
afløsningsbeløb
«,
der kommer til udbetaling som et skattefrit engangsbeløb ved overgang til
folkepension.
Afløsningsbeløbet blev indført i 1978 for at lempe
overgangen til folkepension. Tilbagetrækningsalderen var dengang
forudsætningsvis 67 år efter daværende lov om folkepension. Dette blev lagt
til
grund ved beslutningen om at lade erstatningerne ophøre ved det fyldte 67.
år.
Tilbagetrækningsalderen er nu lavere. I forbindelse med ændringen af lov om
social pension i 1999 er det anført, at den faktiske tilbagetrækningsalder på
dette tidspunkt var 60 til 61 år.
I dag har det helt overvejende flertal af arbejdstagere
trukket sig tilbage inden det fyldte 65. år, hvorfor der generelt ikke vil
være
et tab af erhvervsindkomst for de år, der ligger herefter, og følgelig heller
ingen grund til at kompensere for tab af erhvervsevne.
Samtidig er mulighederne for at opnå efterløn,
førtidspension, boligstøtte og en række tillægsydelser forbedret siden 1978.
Hertil kommer, at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale
Ankestyrelse ved opgørelsen af den årsløn, der lægges til grund ved beregning
af erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger,
medtager pensionsbidrag (både arbejdsgivers og arbejdstagers bidrag).
Overgang
fra lønindkomst til arbejdsskadeerstatning indebærer dermed ingen væsentlig
forandring af mulighederne for at indgå i pensionsordninger.
Forudsætningerne for fortsat at udbetale afløsningsbeløbet
er således afgørende ændret siden 1978, idet der i praksis gives erstatning
for
et ikke-eksisterende økonomisk tab.
Det foreslås derfor at afskaffe det eksisterende
afløsningsbeløb.
Det indebærer en række andre ændringer af loven med hensyn
til adgangen til at give erstatning til personer, der har opnået ret til
folkepension på skadetidspunktet, og for reglerne om omsætning af løbende
erstatning til kapitalbeløb.
Der foreslås derfor følgende ændringer for løbende
erstatning, for erstatning til personer, der har opnået ret til folkepension,
og for adgangen til at omsætte en løbende erstatning til kapitalbeløb.
Løbende erstatning til personer, der er under 63 år på
skadetidspunktet, tilkendes og udbetales i lighed med gældende regler, indtil
tilskadekomne opnår ret til folkepension.
Erstatning til personer, der er fyldt 63 år eller derover
på skadetidspunktet, udbetales altid som et kapitalbeløb, svarende til 2
gange
den årlige erstatning.
En løbende erstatning kan som efter gældende regler
omsættes til et kapitalbeløb. Det foreslås, at muligheden for at omsætte
erstatningen til kapitalbeløb bortfalder, når modtageren fylder 63 år, for at
skabe ensartede regler for tilskadekomne, der er fyldt 63 år.
Kapitalerstatninger for tilskadekomne under 63 år beregnes
som efter gældende regler, idet der dog tages hensyn til, at der ikke indgår
afløsningsbeløb i kapitalbeløbet.
Det foreslås videre, at afløsningsbeløbet afskaffes for
efterladte, der har opnået ret til folkepension. Det skyldes, at der ikke er
et
egentlig forsørgelsesgrundlag, der skal kompenseres.
3.9. Arbejdsskadereformens ikrafttræden
Det foreslås, at de nye regler træder i kraft den 1. januar
2004. Det nye erhvervssygdomsbegreb dog først den 1. januar 2005. Det
foreslås,
at arbejdsskadereformen alene får virkning for nye skader.
Det indebærer, at reformen får virkning for ulykker, der
indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og for erhvervssygdomme, der
anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.
Det indebærer omvendt, at gældende lov fortsat skal anvendes
på vurderingen af skader, der indtræder, inden arbejdsskadereformen træder i
kraft. For så vidt angår erhvervssygdomme bemærkes, at der fremover vil være
2
fortegnelser over erhvervssygdomme, idet det gældende erhvervssygdomsbegreb
bevares for erhvervssygdomme, der anmeldes inden 1. januar 2005.
Reglen i gældende lovs § 24 om genoptagelse af afviste
sager bevares. Hertil kommer muligheden for at genoptage sager på
forvaltningsretligt grundlag, for eksempel hvis der er begået fejl under
sagsbehandlingen. Sager, der er afvist efter gældende regler, kan således
fortsat genoptages og vurderes efter gældende regler.
Sager, der er afvist efter gældende regler, kan ikke
genoptages på grund af arbejdsskadereformen og kan ikke vurderes efter det
nye
erhvervssygdomsbegreb.
Det foreslås, for så vidt angår den frivillige sikring af
selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller ved
erhvervssygdomme,
at sikringen kun anvendes for påvirkninger, der finder sted på
ikrafttrædelsesdagen eller senere.
Herved sikres, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring
ikke påføres en risiko for sygdomme, som de ikke før ikrafttrædelsesdagen har
haft mulighed for at opkræve bidrag for. Ikrafttrædelsesbestemmelsen tænkes
administreret på samme måde som gældende praksis, hvor selvstændige
erhvervsdrivende har haft beskæftigelsesperioder både som ansatte og som
selvstændige. Det vil sige, at der alene ydes erstatning for de følger, der
kan
henføres til beskæftigelsesperioder, hvor pågældende er dækket efter loven.
Det foreslås videre, at påvirkninger før
ikrafttrædelsesdagen kan medregnes, for så vidt angår den medarbejdende
ægtefælle, når der før ikrafttrædelsesdagen er indgået en lønaftale, jf.
§ 1 i gældende lov. Det samme gælder for den selvstændige
erhvervsdrivende,
der før ikrafttrædelsesdatoen har været omfattet af gældende lov som ansat.
Det er med den valgte overgangsordning tanken, at
bidragspligten og retten til erstatning bliver sammenfaldende.
3.10. Øvrige ændringer
Ud over de ændringer, der er omtalt i det foregående,
indeholder lovforslaget en modernisering og en række tekniske ændringer af
arbejdsskadesikringsloven.
Loven systematiseres på en anden måde end hidtil.
Lovens systematik er herefter:
Formål.
Berettigede personer
og dækning af aktiviteter.
Skadebegreberne.
Erhvervssygdomsudvalget.
Ydelserne.
Årsløn og regulering.
Udbetaling af
erstatning.
Anmeldelse og
sagsbehandling.
Afgørelseskompetence.
Genoptagelse.
Administrativ klage.
Sikringspligtig
arbejdsgiver m.v.
Sikringspligten.
Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Forskellige
bestemmelser.
Slutnings- og
overgangsbestemmelser.
Nye bestemmelser er følgende:
Indførelse af en
bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, i
hvilket
omfang skader til og fra arbejde er omfattet af loven.
Præcisering af, at
erstatning efter loven er en personlig erstatning, der ikke falder i arv til
modtagerens arvinger.
Indførelse af frist
for kommunerne til at opgøre refusionskrav.
Præcisering af, at
Arbejdsskadestyrelsen på samme måde som Den Sociale Ankestyrelse ikke er
bundet af parternes påstand og er uafhængig af instruktioner om afgørelsen af
de enkelte sager.
Indførelse af en
funktionsperiode for medlemmerne af ankenævnet for Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Ændrede bestemmelser i øvrigt:
Indskrænkning af
lovens dækningsområde for personer i døgnophold efter lov om social service.
Gældende regler om
tab af erhvervsevne samles.
Gældende regler om
genoptagelse samles.
Gældende regel om rente
ved forsinket betaling justeres i overensstemmelse med den ændrede
bestemmelse
i lov om renter ved forsinket betaling § 5, stk. 1 og 2.
Præcisering af, at
styrelsens personale ikke må være ansat i et forsikringsselskab eller i
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Regler, der ophæves:
Det foreslås at
ophæve gældende lovs § 7, der giver retningslinier for sikringspligtig
arbejdsgiver, hvis der er to mulige sikringspligtige arbejdsgivere.
Bestemmelsen er i dag forældet og ikke udtømmende. Bestemmelsen
indeholder således ikke regler om sikringspligtig arbejdsgiver ved udleje af
arbejdskraft ved for eksempel vikarbureauer. I stedet foreslås det, at
Arbejdsskadestyrelsen, som led i den almindelige afgørelseskompetence, jf.
forslagets § 49, stk. 2, træffer afgørelse om sikringspligtig
arbejdsgiver. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring, idet det fortsat
skal være den arbejdsgiver, der er ansvarlig for de forhold, hvorunder
arbejdet
udføres (arbejdsmiljøet), der er sikringspligtig arbejdsgiver.
Det foreslås at
ophæve gældende lovs § 27.
Bestemmelsen giver hjemmel til at genoptage visse sager,
som Arbejdsskadestyrelsen
»har afsluttet
uden erstatningsberettigende følger,«
hvilket vil sige, at
Arbejdsskadestyrelsen har taget stilling til, at der er tale om en
arbejdsskade, samtidig med, at man over for sagens parter har tilkendegivet,
at
sagen ikke skønnes at have erstatningsberettigende udgifter.
I stedet for disse tilkendegivelser skal
Arbejdsskadestyrelsen fremover træffe egentlige afgørelser om
erstatningsspørgsmålet.
Disse afgørelser kan genoptages efter lovens almindelige
genoptagelsesbestemmelse i forslagets § 42. Der gælder efter denne
bestemmelse en frist på 5 år, og der kan dispenseres fra fristen. Ved at
ophæve
gældende § 27 øges tilskadekomnes retssikkerhed, idet der træffes
egentlige afgørelser om erstatning m.v. i stedet for de nuværende
tilkendegivelser om erstatninger m.v.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
af lovforslaget
4.1. Økonomiske konsekvenser
Forslaget består af flere elementer, hvoraf nogle vil
medføre en merudgift og andre en besparelse. Samlet set skønnes de økonomiske
konsekvenser af lovændringerne til ca. 386 millioner kr., hvis man indregner
de
afledede effekter på de sociale ydelser og skatteprovenuet. Udgiften fordeler
sig med en merudgift på ca. 55 millioner kr. for det offentlige (i det
offentliges udgift er indregnet et skatteprovenu på 52 millioner kr. og
besparelse på de sociale ydelser på 49,2 millioner kr.), en merudgift på ca.
230 millioner kr. til private arbejdsgivere samt en udgift på ca. 102
millioner
kr. for de selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller.
De økonomiske konsekvenser af de enkelte elementer i
forslaget er indbyrdes afhængige. Således indebærer en udvidelse af
ulykkesbegrebet og personkredsen, at flere vil blive berettiget til at få
dækket behandlingsudgifter, mens afskaffelsen af afløsningsbeløbet indebærer,
at merudgifterne i forbindelse med en udvidelse af ulykkesbegrebet og
udvidelsen af personkredsen bliver lavere. Herudover indebærer enhver ændring
af udgifterne til méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning på
ulykkesområdet en afledet udgiftsvirkning på 2%-arbejdsmiljøbidraget, der
beregnes som 2% af erstatningsudgifterne til arbejdsulykker.
Endelig indebærer ændrede erstatningsudgifter afledede
virkninger på skatteprovenu og indtægtsreguleringen af andre sociale ydelser
(social pension) i det omfang, der er tale om løbende erstatninger. Der er i
beregningerne ikke taget højde for, at den merbelastning, som
arbejdsskadereformen
påfører det private erhvervsliv, må forventes delvist overvæltet i reducerede
skattebetalinger.
Merudgifterne optræder primært i form af
erstatningsudgifter, der dækkes af forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring (AES) samt selvforsikrede offentlige arbejdsgivere. Da
udgifterne for forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring
dækkes via arbejdsgivernes betaling af præmie eller bidrag, er udgifterne i
de
følgende opgørelser fordelt på private og offentlige arbejdsgivere.
I det følgende gennemgås de økonomiske konsekvenser af de
enkelte elementer i forslaget.
4.1.1. Ændring af ulykkesbegrebet
De økonomiske konsekvenser ved at udvide og forenkle
ulykkesbegrebet, skønnes at medføre en stigning i erstatningsudgifterne på
ca.
357 millioner kr., når der samtidig tages højde for at afløsningsbeløbet
afskaffes. Det vil sige, at der i beregningerne er korrigeret for at
samspillet
mellem de to ændringer medfører en lavere gennemsnitlig erstatningsudgift pr.
sag. En udvidelse af ulykkesbegrebet vil desuden medføre en stigning i
behandlingsudgifterne og en stigning i 2 % miljøafgiften på henholdsvis 27,9
millioner kr. og 8 millioner kr. Samlet set en udgiftsstigning på 392,9
millioner kr., som fordeler sig med 141,2 millioner kr. til det offentlige og
251,7 millioner kr. til de private. For det offentlige vil udvidelsen og
forenklingen medføre et øget skatteprovenu, som skønnes til 31,7 millioner
kr.
samt en mindre udgift på ca. 30 millioner kr. til sociale ydelser.
4.1.2. Udvidelse af den sikrede personkreds
Forslaget indebærer merudgifter til erstatninger til
selvstændige, der vælger at blive omfattet af ordningen. Udgifterne
finansieres
af bidrag fra de selvstændige. Hvis alle selvstændige og medhjælpende
ægtefæller tilslutter sig ordningen, anslås de årlige udgifter at udgøre ca.
172 millioner kr. Da ordningen er frivillig anslås de faktiske udgifter
imidlertid at udgøre højst ca. 85,6 millioner kr. Hvis der indregnes de
afledte
virkninger/omkostninger fra, at ulykkesbegrebet udvides (10,3 millioner kr.),
ændringer i forbindelse med erhvervssygdomme (7 millioner kr.),
afløsningsbeløbet afskaffes (-9,6 millioner kr.) og behandlingsudgifter (6,8
millioner kr.) giver det merudgifter på i alt 101,8 millioner kr. Udvidelsen
af
personkredsen medfører at det offentlige vil få et skatteprovenu på ca. 6,9
millioner kr. samt en mindre udgift til sociale ydelser på ca. 6,6 millioner
kr. Ordningen vil delvist træde i stedet for eksisterende private
ulykkesforsikringsordninger, og udgifterne finansieres af de selvstændige
erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller via forsikringspræmier.
4.1.3. Udvidet adgang til at betale
behandlingsudgifter
De økonomiske konsekvenser af at udvide adgangen til
dækningen af behandlingsudgifter skønnes at medføre en stigning i udgifterne
på
13,9 millioner kr. Hertil kommer 2,8 millioner kr. som følge af at
ulykkesbegrebet samtidig bliver forenklet, det vil sige i alt 16,7 millioner
kr. Udgiften finansieres af forsikringsbidrag, heraf vedrører 11,5 millioner
kr. private arbejdsgivere og 5,3 millioner kr. offentlige arbejdsgivere.
4.1.4. Nedbringelse af sagsbehandlingstiden
Forslagene vedrørende nedbringelse af sagsbehandlingstiden
indebærer ingen ændringer i erstatningsudgifterne En reduktion af
sagsbehandlingstiden indebærer derimod øgede administrative udgifter på 15,5
millioner kr. (Merudgifterne fordeles med 13,4 millioner kr. til nye
medarbejdere i Arbejdsskadestyrelsen og 2,1 millioner kr. i øgede
portoudgifter
i forbindelse med den øgede pligt til at underrette sagens parter)
Merudgifterne til administration forudsættes indregnet i betalingen for
Arbejdsskadestyrelsens administration. Merudgifterne fordeler sig med ca.
10,4
millioner kr. til private arbejdsgivere og ca. 5,2 millioner kr. for
offentlige
arbejdsgivere.
4.1.5. Afskaffelse af afløsningsbeløbet
Afskaffelse af afløsningsbidraget skønnes at medføre et
fald i erstatningsudgifterne på 241,2 millioner kr., der til kommer et
yderligere fald i udgifterne i form af fald i 2 % arbejdsmiljøbidraget på 4,9
millioner kr. Det vil sige en besparelse på i alt 246,1 millioner kr.
Besparelsen på grund af afskaffelse af afløsningsbidraget fordeler sig med
73,9
millioner kr. til det offentlige og 172,3 millioner kr. til de private.
4.1.6. Ændring af kravet for optagelse af
erhvervssygdomme på fortegnelsen
Ændring af kravet for at optage nye erhvervssygdomme på
fortegnelsen over erhvervssygdomme indebærer en meromkostning på 194,6
millioner kr. hvis man tager højde for at afløsningsbeløbet samtidig
afskaffes
(beregningen er korrigeret for at afskaffelsen af afløsningsbeløbt vil
medføre
en lavere gennemsnitlig erstatningsudgift pr. sag). Derudover vil det medføre
en stigning i behandlingsudgifterne på 16,7 millioner kr. (der er taget højde
for den udvidede adgang til betaling af behandlingsudgifterne). Det vil sige
en
samlet meromkostning på 211,3 millioner kr. Meromkostningerne fordeler sig
med
126,8 millioner kr. til de private arbejdsgivere og 84,6 millioner kr. til de
offentlige arbejdsgivere. Meromkostningerne finansieres ved hjælp af øgede
bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
4.1.7. Særlig godtgørelse ved dødsfald
Indførsel af en særlig godtgørelse ved dødsfald skønnes af
medføre en merudgift på 2,1 millioner kr. Merudgiften fordeler sig med 1,3
millioner kr. til de private arbejdsgivere og 0,8 millioner kr. til de
offentlige arbejdsgivere.
4.2. Administrative konsekvenser
Forslagene om nedsættelse af sagsbehandlingstiden og
stramning af fristerne i loven vil i kombination med de øvrige ændringer i
reformen, specielt forslaget om udvidelse af personkredsen med de
selvstændige
erhvervsdrivende, medføre behov for ca. 25 ekstra sagsbehandlere i
Arbejdsskadestyrelsen. Merudgiften anslås at udgøre ca. 15,5 millioner kr.
årligt, der forudsættes indregnet i betalingen for Arbejdsskadestyrelsens
administration.
Forslaget vil generelt indebære en forenklet sagsbehandling
og en betydelig nedsættelse af sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.
Også i forhold til forsikringsselskaber m.fl. samt Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring vil forslaget generelt indebære en forenklet
sagsbehandling.
4.2.1. Reducering af antallet af skadebegreber fra
4 til 2
Udvidelsen og forenklingen af ulykkesbegrebet vil
administrativt betyde, at de pludselige løfteskader går fra Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring over til forsikringsselskaberne. Dette vil på sigt
betyde en forskydning mellem bidrag til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring
og forsikringspræmierne til forsikringsselskaberne.
4.2.2. Ændring af kravet til optagelse af
erhvervssygdomme på fortegnelsen
Arbejdsskadestyrelsen skal udsende en ny bekendtgørelse om
erhvervssygdomme. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysninger om påvirkninger
og
sygdomme. De nærmere betingelser for anerkendelse skal udsendes i en
vejledning. Vejledningen kan løbende justeres i overensstemmelse med ændrede
krav til belastning. Desuden skal Erhvervssygdomsudvalget afgive en årlig
redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på
erhvervssygdomsområdet.
4.3. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
Samlet set anslå lovforslaget at medføre en merudgift for
de private arbejdsgivere på 230 millioner kr. Desuden medfører forslaget en
merudgift for de selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefælle på
ca.
102 millioner kr.
4.3.1. Ændring af ulykkesbegrebet
Udvidelsen og forenklingen af ulykkesbegrebet skønnes at
medføre en udgiftsstigning på 251,7 millioner kr. for de private
arbejdsgivere,
når der er taget højde for at afløsningsbeløbet samtidig afskaffes for disse
sager.
4.3.2. Udvidelse af personkredsen
En udvidelse af personkredsen til også at omfatte de
selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller vil medføre en
merudgift i det omfang, forsikringen ikke erstatter private
ulykkesforsikringer. Der er imidlertid tale om en frivillig ordning, der
finansieres af samme personkreds, som modtager erstatningerne.
4.3.3. Udvidet adgang til dækning af
behandlingsudgifter
Den udvidede adgang til dækning af behandlingsudgifter, så
udgifterne kan dækkes også efter sagens afslutning, anslås at medføre
merudgifter for private arbejdsgivere på 11,5 millioner kr. årligt.
4.3.4. Afskaffelse af afløsningsbeløbet
En afskaffelse af afløsningsbeløbet skønnes at medføre en
besparelse for de private arbejdsgivere på 172,3 millioner kr.
4.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget medfører ikke administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
4.5. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser
4.6. Forholdet til EU-retten
Forslaget opretholder det såkaldt blandede system for
anerkendelse af erhvervssygdomme, som bygger på henstillinger fra EF
kommissionen af 23. juli 1962 og 20. juli 1966. Det vil sige muligheden for
anerkendelse med en fortegnelse over visse sygdomme kombineret med muligheden
for anerkendelse af sygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen over
erhvervssygdomme.
Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med Danmarks EU
retlige forpligtelser.
4.7. Konsekvenser for det frivillige foreningsliv
Forslaget medfører ikke konsekvenser for det frivillige
foreningsliv.
Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk fremgår af skema 1
nedenfor.
Skema 1
Samlede økonomiske konsekvenser (millioner kr.) (PL 2004):
Forslag
Stat
Amter og kommuner
Offentlige sektor i alt (offentlige finanser)
Private arbejdsgivere og selvstændige
(erhvervsbelastning)
Merudbetaling til borgerne
Ulykkesbegrebet
1)
28,2
112,9
141,2
251,7
384,9
Selvstændige
2)
101,8
100,1
Behandlingsudgifter
3)
1,1
4,2
5,3
11,5
16,7
Afskaffelse af afløsningsbeløb
4)
-14,8
-59,1
-73,9
-172,3
-241,2
Administration
1,0
4,2
5,2
10,4
Erhvervssygdomme
5)
16,9
67,6
84,5
126,8
211,3
Særlig godtgørelse ved dødsfald
0,2
0,6
0,8
1,3
2,1
I alt (brutto)
32,6
130,4
163,0
331,2
473,9
Skatteprovenu
6)
-55,7
-55,7
Regulering af offentlig ydelse
7)
-52,7
-52,7
Samlede økonomiske konsekvenser
54,5
331,2
356,5
1)
tager højde for at afløsningsbidraget
fjernes samtidig, inkl. arbejdsmiljøbidrag
2)
inkluderer alle behandlingsudgifter,
arbejdsmiljøbidrag, forenkling af ulykkesbegrebet, afskaffelse af
afløsningsbeløbene, ændring af kravet til optagelse på
erhvervssygdomsfortegnelsen.
3)
inkluderer merudgifter ved forenkling af
ulykkesbegrebet + nuværende antal sager
4)
inkluderer besparelsen ved nuværende
antal sager samt arbejdsmiljøbidrag
5)
tager højde for at afløsningsbeløbet
afskaffes.
6-7)
afledede konsekvenser ved udvidelsen af
ulykkesbegrebet og udvidelsen af personkredsen
Skema 2
Det vurderes, at udgifterne først vil nå, det fulde niveau
efter ca. 5 år. Det skyldes, at forslaget alene får betydning for skader, der
opstår efter forslagets ikrafttrædelse. Da forsikringsselskaberne og
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal hensætte reserver, allerede når
sagen anmeldes, vil private arbejdsgivere imidlertid blive påført den fulde
økonomiske
virkning allerede det første år, mens virkningen for staten og de
selvforsikrede kommuner og amtskommuner først vil slå fuldt igennem efter ca.
5
år. Opgørelser over erstatningsudgifter har vist, at størstedelen af
udgifterne
ligger mellem 1 år og 2 år efter, at sagen er anmeldt. Når fristen for
sagernes
færdigbehandling nedsættes fra 2 år til 1 år vil det betyde en fremrykning af
erstatningsudgifterne for de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere. Det
skønnes, at udgiften for selvforsikrede kommuner og amtskommuner udgør ca.
30,5
millioner kr. ud af merudgiften på 130,4 millioner kr.
De ændrede krav for optagelse af erhvervssygdomme på
fortegnelsen sker først fra 1. januar 2005.
Merudgiftens udvikling for staten og kommunerne
anslås som følger (mio. kr.) (PL2004):
År
Staten
1)
Kommuner/amter
1)
Off. i alt (ekskl
sociale ydelser)
1)
Off. i alt (inkl.
sociale ydelser)
2)
2004
2,1
51,3
53,4
51,4
2005
24,7
125,0
149,7
142,7
2006
30,5
128,2
158,8
148,2
2007
31,2
129,8
161,0
147,0
2008
32,6
130,4
163,0
145,4
1)
Kolonnerne
inkluderer ikke de afledte virkninger på skatteprovenu og de sociale ydelser.
2)
Kolonnen inkluderer
de afledte virkninger på de sociale ydelser.
Skatteprovenuvirkningen og den afledte virkning på de
sociale ydelser vil optræde gradvist over en årrække, da de er relateret til
de
løbende ydelser, som den tilskadekomne modtager. Virkningen vil derfor stige
i
takt med at flere tilskadekomne får udbetalt en månedlig ydelse, men der
skønnes at gå op til 10-15 år før man ser den fulde effekt.
Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med
de kommunale parter.
Skema 3
Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk (PL2004):
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
55,7 mio. kr. i øget skatteprovenu
52,7 mio. kr. i forbindelse med regulering af sociale
ydelser
163 mio. kr. (2004 PL-niveau)
Forslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter
2004: 53,4 mio. kr.
2005: 149,7 mio. kr.
2006: 15,8 mio. kr.
2007: 161,0 mio. kr.
2008: 163,0 mio. kr.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
229,5 mio. kr. (2004 PL-niveau) +
101,8 mio. kr. for de selvstændige
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med Danmarks
EU-retlige forpligtelser
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen er ny. Det foreslås at indføre en
formålsbestemmelse i loven for at præcisere lovens sammenhæng med
lovgivningen
på arbejdsmiljøområdet og på det sociale område. Der henvises til
lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 1 og beskriver,
hvilke personer der er berettigede efter loven. Stk. 1 er sprogligt
forenklet. 2. pkt. i gældende lovs stk. 1 er flyttet til
stk. 2
. Der er ikke tilsigtet en
realitetsændring.
Efter gældende regler er arbejdsgiverens ægtefælle kun
omfattet af loven, hvis der er indgået en lønaftale, der kan tillægges
skattemæssig virkning efter kildeskatteloven ved den sidste lønudbetaling
forud
for skaden. Medarbejdende ægtefæller uden lønaftaler er ikke omfattet af
loven.
Lovforslaget indebærer, at den sikrede personkreds udvides
med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at
benytte sig af retten efter loven til at sikre egen person.
Det foreslås derfor, at den nuværende pligt for
arbejdsgiverne til at sikre ægtefæller med lønaftaler ophæves. I stedet får
arbejdsgiverne samme mulighed for at sikre ægtefæller med eller uden
lønaftaler.
Udvidelsen af den sikrede personkreds med selvstændige
erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller er en del af regeringens
arbejdsskadereform.
Stk. 4
til
6
svarer til stk. 2 til 4 i
gældende lov.
Dansk skib omfatter skibe, som er eller skal indføres i Det
Danske Skibsregister eller i Dansk Internationalt Skibsregister.
Stk. 5 og 6
er sprogligt forenklet. Der er ikke tilsigtet en realitetsændring.
Til § 3
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 4. Bestemmelsen
er sprogligt forenklet. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring.
Det foreslås i
stk. 1,
nr. 1
, at hjemmelen til at fastsætte regler om, i hvilket omfang loven skal
gælde for personer i døgnophold, begrænses til børn og unge, der er omfattet
af
afsnit II i lov om social service.
Gældende regler bemyndiger ministeren til at fastsætte
regler om, i hvilket omfang loven skal gælde for den personkreds, der er
omfattet af afsnit II og III i lov om social service. Denne bemyndigelse er
senest udnyttet i bekendtgørelse nr. 158 af 4. marts 1998, som giver en
udvidet
dækning efter loven for alle, der er optaget i døgnophold i boformer m.v.
Den udvidede dækning omfatter aktiviteter af enhver art,
som er forbundet med opholdet. Det indebærer, at voksne personer i døgnophold
har en bedre dækning end andre voksne, idet voksne personer i døgnophold også
er dækkede i fritiden.
Forslaget er en konsekvens af normaliseringen af
tilværelsen for voksne personer i døgnophold, som i dag får udbetalt deres
pension og betaler for ophold og andre ydelser. De bør derfor også selv
betale
for egne fritidsulykkesforsikringer.
Forslaget indebærer, at den nævnte bekendtgørelse skal
revideres.
Til § 4
Bestemmelsen i stk. 1 svarer til gældende lovs
§ 2.
Bestemmelsen i stk. 2 afløser gældende lovs § 3.
Der er alene tale om sproglig fornyelse. Der er ikke
tilsigtet realitetsændringer.
Det foreslås i
stk. 3
,
der er nyt, at indføre en hjemmel for beskæftigelsesministeren til at
fastsætte
regler om, i hvilket omfang skader, der indtræder under befordring til og fra
arbejde, er omfattet af loven.
Skader opstået under befordring til og fra arbejde er efter
gældende regler som udgangspunkt ikke omfattet af loven. Baggrunden er, at
arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes
færden til og fra arbejde. I visse situationer har befordring mellem hjem og
arbejdssted imidlertid karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers
interesse,
og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring.
Det drejer sig eksempelvis om skader, der indtræder under
befordring organiseret af arbejdsgiveren.
Ligeledes er skader opstået under befordring til og fra
arbejde i forbindelse med tilkaldevagt omfattet af loven.
Et tredje eksempel er den situation, at en arbejdstager
under befordring til og fra arbejde skal udføre et ærinde for arbejdsgiver.
Her
gælder efter praksis, at såfremt ærindet for arbejdsgiver medfører en
afvigelse
fra den pågældendes sædvanlige rute fra hjem til arbejdsplads, vil
vedkommende
være berettiget efter loven under befordringen. Omvendt vil vedkommende
sædvanligvis ikke være berettiget efter loven, hvis ærindet ikke medfører
afvigelse fra den normale rute mellem hjem og arbejdssted.
Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde og under hvilke
forudsætninger arbejdstager undtagelsesvis er omfattet af loven under
befordring til og fra arbejde, er hidtil fastlagt gennem administrativ
praksis
og retspraksis.
Med forslaget ønskes denne praksis præciseret i en
bekendtgørelse. Forslaget tilsigter ikke ændringer i den nugældende praksis,
hvorefter skader opstået under befordring mellem hjem og arbejdssted kun
undtagelsesvis vil være omfattet af loven.
Der ønskes alene en kodificering af praksis.
Til § 5
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 9 og indeholder
forslag til lovens skadebegreber.
Det foreslås, at de tidligere 4 skadebegreber reduceres til
2:
»ulykke«
og
»erhvervssygdom.«
Ved forslaget beskrives generelt, hvad der forstås ved en
arbejdsskade. Bestemmelsen indeholder tillige en afgrænsning af lovens
dækning,
der ikke søger at ændre på gældende administrativ praksis med hensyn til, at
skaden skal være opstået som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder
dette foregår.
Efter den gældende § 9 er det et krav, at en arbejdsskade
skal være opstået som følge af
»arbejdet
eller de forhold, hvorunder dette foregår.«
I praksis dækker dette over en
betingelse om, at den tilskadekomne, da skaden indtraf, var i arbejde for en
arbejdsgiver, og at skaden skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det
er
foregået.
Sker skaden eksempelvis i fritiden eller under private
ærinder, eller sker skaden på vej til et fast arbejdssted eller på vej hjem
fra
arbejdsstedet, vil skaden normalt ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade,
selv om kravene i øvrigt er opfyldt. Der henvises i denne forbindelse til
forslaget om at indføre hjemmel for beskæftigelsesministeren til at fastsætte
regler om, hvornår skader, der indtræder under befordring til og fra arbejde,
er omfattet af loven, jf. forslagets § 4, stk. 3.
Til § 6
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger
afsnit 3.3.
Personskade
Anerkendelse efter det nye ulykkesbegreb kræver for det
første, at der er tale om en personskade. Ligesom efter gældende praksis
stilles der beskedne lægelige krav til en anmeldt skade. Forbigående smerter,
psykiske symptomer med videre vil opfylde denne betingelse.
Årsagsforbindelse mellem personskaden og en
hændelse eller påvirkning
Det kræves derefter, at personskaden er forårsaget af en
hændelse eller en påvirkning, der har sammenhæng med arbejdet.
Der gælder almindelige krav til beviset for en
årsagssammenhæng. Kun hvis der efter oplysning af sagen ikke kan
sandsynliggøres en årsagssammenhæng, vil sagen blive afvist.
Arbejdsskadereformen ændrer således ikke beviskravet.
Det betyder, at der skal foretages en bevismæssig
bedømmelse af de foreliggende oplysninger og en juridisk/lægelig vurdering
af,
om der kan antages at være årsagssammenhæng mellem hændelsen eller
påvirkningen
og skaden.
Ved de oplagte skader, hvor der er en hændelse eller en
påvirkning, der umiddelbart kan anses for at være årsag til skaden, stilles
der
som efter gældende regler ikke store krav til beviset. Det gælder for
eksempel
postbudet, der får en tagsten i hovedet og får et kraniebrud.
Ved skader, der kan opstå uden kendt ydre årsag, indebærer
kravet til bevis, at der vil blive stillet krav til specielt den lægelige
vurdering af, om der er en påvirkning, der kan forklare skaden. Skader, der
kan
opstå uden kendt ydre årsag, er blandt andet skader på muskler, nerver, sener
og led.
Reglerne om beviskrav skal ses i sammenhæng med
Arbejdsskadestyrelsens pligt til at belyse sagerne bedst muligt inden
afgørelsen (officialmaksimen). Hertil kommer tilskadekomnes ret til at afgive
et indlæg, inden Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse.
Ved denne vurdering af årsagssammenhængen lægges der blandt
andet vægt på, i hvilket omfang påvirkningen kan anses for at være egnet til
at
forårsage den anmeldte skade. I denne vurdering indgår lægelig sagkundskab i
de
tilfælde, hvor sammenhængen giver anledning til tvivl.
En påvirkning kan anses for at være årsag til en skade, når
der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden opstod som
følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet. I denne vurdering kan der
også tages hensyn til, om hændelsen eller påvirkningen har haft en karakter
og
et omfang, der gør det sandsynligt, at skaden er opstået som følge af
hændelsen
eller påvirkningen.
Hvis der ikke er en sådan forklaring, kan det skyldes, at
skaden er opstået som følge af en særlig disposition hos tilskadekomne til at
udvikle skaden uden en kendt ydre påvirkning.
Et hårdt slag mod lænden vil eksempelvis være en egnet årsag
til at give lændesmerter. Det er biologisk naturligt og logisk at få en skade
i
ryggen, når man har fået et hårdt slag over ryggen. En sådan skade vil blive
anerkendt som en ulykke.
Omvendt vil det at få smerter, ved at man rejser sig fra en
stol, ikke kunne anses for at være en relevant årsag til akutte lændesmerter
heller ikke selvom smerterne opstod samtidig med, at tilskadekomne rejste
sig.
At der er tidsmæssig sammenhæng mellem skade og påvirkning er således ikke
tilstrækkeligt til anerkendelse. At rejse sig fra en stol giver ikke en
biologisk og logisk forklaring på, at pågældende fik rygsmerter. En
forklaring
på smerterne kunne være, at pågældende havde en særlig disposition for at
udvikle rygsmerterne på det pågældende tidspunkt. En sådan skade vil ikke
blive
anerkendt som en ulykke.
Løfteskader og skader, der opstår ved håndtering, vil kunne
anerkendes alene ud fra en vurdering af:
byrdens vægt
byrdens form
mulighederne for at
håndtere byrden
om
løftet/håndteringen foregik under akavede forhold.
Disse forhold antages at have særlig betydning for, at der
opstår skader som følge af en hændelse eller påvirkning særligt akutte
rygsmerter.
Det er ikke relevant, om der skete noget usædvanligt ved
løftet. Hvis en skade er sket ved løft af en tung og uhåndterbar genstand
under
akavede forhold, vil det tale for anerkendelse, da en sådan belastning
normalt
må anses for at være en biologisk naturlig og logisk forklaring på udvikling
af
akutte smerter i ryggen og andre skader i muskler, nerver, sener og led.
Omvendt vil det tale for afvisning, hvis der er tale om løft af mindre
genstande under optimale forhold, da en sådan påvirkning normalt ikke giver
en
biologisk naturlig og logisk forklaring på, at en skade er opstået som følge
af
en håndtering.
Pludseligt eller inden for 5 dage
Den sidste betingelse for anerkendelse af en ulykke er, at
hændelsen eller påvirkningen, som har forårsaget personskaden, skal være sket
pludseligt eller inden for 5 dage. Det vil sige, at hvis tilskadekomne først
får symptomer mere end 5 dage efter påvirkningen, kan skaden ikke anerkendes
som en ulykke. Skader/sygdomme, der er opstået efter mere end 5 dage, kan
anerkendes som erhvervssygdomme, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Belastningens tidsmæssige udstrækning kan få betydning for
den lægelige vurdering af, om påvirkningen kan anses for at være egnet til at
påføre en skade, men der kan ikke afvises alene fordi den tidsmæssige
udstrækning er for kort.
Grænsen på de 5 dage fungerer som en praktisk afgrænsning i
forhold til erhvervssygdommene. Efter praksis kan sygdomme efter fortegnelsen
over erhvervssygdomme anerkendes, selv om påvirkningen har varet mindre end 5
dage. Der tilsigtes ikke en ændring af denne praksis.
Forudbestående sygdomme
Forudbestående sygdomme har ikke betydning for spørgsmålet
om anerkendelse af en skade efter det foreslåede ulykkesbegreb. Som hidtil
kan
en forværring af en forudbestående sygdom anerkendes.
Forværringen kan anerkendes, hvis den er forårsaget af en
hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.
Spørgsmålet om forudbestående sygdomme får først betydning,
når der skal fastsættes godtgørelse og erstatning, idet der trækkes fra i et
påvist varigt mén eller tab af erhvervsevne, hvis det er overvejende
sandsynligt, at det varige mén eller tabet af erhvervsevne helt eller delvist
skyldes andet end arbejdsskaden.
Til § 7
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 10 og indfører et
nyt erhvervssygdomsbegreb.
Erhvervssygdomsbegrebet er fortsat toleddet. Det er blandt
andet en følge af henstillinger fra EU-Kommissionen af 23. juli 1962 og 20.
juli 1966, der anbefaler medlemslandene at anvende et blandet system, hvor
der
dels er en fortegnelse over kendte erhvervssygdomme, dels er en mulighed for
at
få anerkendt sygdomme, som ikke er optaget på førnævnte fortegnelse.
Medicinsk dokumentation
Betingelserne for optagelse af sygdomme på fortegnelsen
over erhvervssygdomme foreslås justeret fra det gældende krav om »
medicinsk og teknisk erfaring«
til et
krav om »
medicinsk dokumentation
«
. Der er herved tilsigtet en udvidelse
af de gældende regler.
Ved
»medicinsk og
teknisk erfaring«
forstås normalt
»fuldt
videnskabeligt bevist«
. Det vil sige, at der foreligger en række
statistiske arbejder med angivelse af sandsynlighedsgrænser, samt ofte
kontrollerede, randomiserede, dobbeltblindede, prospektive undersøgelser (det
vil sige fremadrettede undersøgelser med tilfældigt udvalgte personer, hvor
hverken undersøger eller den undersøgte ved, om de er kontrolgruppe eller
undersøgt gruppe).
Der findes kun ganske få af disse, fuldt videnskabeligt
beviste, undersøgelser på erhvervssygdomsområdet.
Ved at anvende formuleringen
»medicinsk dokumentation«
åbnes mulighed for at supplere de
tilfælde, hvor der ikke eksisterer
»fuldt
videnskabeligt bevis«
, med den viden, der rent faktisk findes eller skaffes
på området.
Herved lempes kravet til bevis for årsagssammenhængen
mellem påvirkninger og sygdom.
Ved
»medicinsk dokumentation«
forstås, at følgende er opfyldt:
1)
En biologisk
naturlig og logisk forklaring på sygdommen.
2)
En påvirkning, der
må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig.
3)
En sammenhæng
mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget
sværhedsgrad af sygdommen.
4)
Undersøgelser om
udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng.
5)
Overbevisende
rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse.
6)
En betydelig
overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne
påvirkning,
i forhold til personer, der ikke er udsat.
Ad 1.
En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen vil
sige, at det ud fra en lægelig viden kan forklares, at en sygdom kan opstå
efter en given påvirkning.
Som eksempel kan nævnes, at det er medicinsk forklarligt,
at man kan få en tennisalbue ved at foretage drejninger af underarmen mod en
modstand. Det er betydeligt vanskeligere at føre det egentlige videnskabelige
bevis for den biologiske årsag til sygdommen.
Ad 2.
En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der
gør sygdommen sandsynlig, betyder, at der skal være en logisk sammenhæng
mellem, hvor syg man kan blive, og hvilken sygdom, der kan være tale om i
forbindelse med en given påvirkning.
Som eksempel kan nævnes, at man ved belastning af en arm
kan få smerter i armen, men at man ikke samtidig kan få blindtarmsbetændelse
ud
fra den givne belastning.
Ad 3.
En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at
øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen, vil sige, at jo større
påvirkninger, jo sværere og flere symptomer vil man få.
Som eksempel kan nævnes, at tobaksrygning kan medføre
lungekræft. Ved øget rygning øges risiko for lungekræft, og jo mere man
ryger,
jo mere øges risikoen for lungekræft.
Ad 4.
Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter
en sammenhæng, vil sige, at det kendes fra »det virkelige liv«, at personer,
der er udsat for denne påvirkning, også får sygdommen. De arbejdsmedicinske
klinikker udfører denne type undersøgelser.
Ad 5.
Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret
ved lægeundersøgelse, vil sige, at læger, som undersøger patienter med denne
eksposition, også finder, at de har denne sygdom.
Som eksempel kan nævnes, at læger, som undersøger
patienter, som klager over rygsmerter efter hårdt rygbelastende arbejde, også
finder, at der er smerter og nedsat bevægelighed i ryggen.
Ad 6.
En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer,
der er udsat for denne påvirkning, i forhold til personer, der ikke er udsat.
Mange sygdomme er udbredt i befolkningen, uanset erhverv.
Det er velkendt, at alle kan få ondt i ryggen, og at mange har det hyppigt.
Vi
ved fra flere undersøgelser, at store dele af befolkningen har ondt, flere
gange om året, uanset arbejdet (eksempelvis fra »Lønmodtagerundersøgelsen fra
AMI«).
Derfor skal der hos dem, hvor årsagen formodes at være
arbejdsbetinget, være en betydelig overhyppighed i forhold til
»den normale befolkning.«
Som udgangspunkt skal alle ovenstående betingelser være
opfyldt. Ved den konkrete vurdering af, om en sygdom kan optages på
fortegnelsen
over erhvervssygdomme, kan de enkelte betingelser tillægges forskellig vægt.
Implementeringen af ændringerne på
erhvervssygdomsområdet
Ændringerne på erhvervssygdomsområdet sker på baggrund af
en lovændring som følge af dette lovforslag. Der er således et helt nyt
grundlag for at optage sygdomme på fortegnelsen.
Der udarbejdes en ny bekendtgørelse om erhvervssygdomme på
baggrund af arbejdsskadereformen. Bekendtgørelsen vil kun indeholde
påvirkninger og sygdomme, men ikke alle de mange betingelser for
anerkendelse,
der i dag er indeholdt i erhvervssygdomsfortegnelsen. Arbejdsskadestyrelsen
udarbejder bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen vil blive suppleret af en
uddybende
vejledning, der for eksempel nærmere redegør for kravene til belastningernes
styrke og varighed.
Herved sikres større fleksibilitet end i dag ved
anvendelsen af erhvervssygdomsbegrebet.
Arbejdsskadestyrelsen skal forhandle med
Erhvervssygdomsudvalget om, hvilke sygdomme der opfylder betingelserne for at
komme på fortegnelsen. Erhvervssygdomsudvalget har en rådgivende funktion i
den
forbindelse.
Det er Arbejdsskadestyrelsens ansvar, at den nye
fortegnelse udarbejdes i overensstemmelse med det nye lovgrundlag.
Når en sygdom er optaget på fortegnelsen, er det
Arbejdsskadestyrelsen, der tager stilling til, om de anmeldte sygdomme af
denne
type kan anerkendes efter fortegnelsen og den supplerende vejledning.
Anerkendelse af sygdomme uden for fortegnelsen over
erhvervssygdomme
Det foreslås, at bestemmelserne i gældende lovs § 10, stk.
1, nr. 2, 1. og 2. led om anerkendelse af sygdomme, der ikke er omfattet af
fortegnelsen, opretholdes.
Både efter gældende lovgivning og efter forslaget (§ 7,
stk. 1, nr. 2) er der to muligheder for at anerkende konkrete sager om
erhvervssygdomme uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme:
1.
Når sygdommen efter
nyeste medicinske dokumentation opfylder kravene for at blive optaget på
fortegnelsen over erhvervssygdomme. Denne bestemmelse skal anvendes, når den
nyeste medicinske dokumentation viser, at der er en sammenhæng, men
fortegnelsen er af tidsmæssige grunde ikke ændret.
2.
Når sygdommen må
anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af
arbejdets
særlige art. Denne bestemmelse anvendes, når der konkret er godtgjort en
sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.
Det er hensigten, at bestemmelsen om arbejdets særlige art
fortsat skal være en opsamlingsbestemmelse for sygdomme, som man
erfaringsmæssigt ikke generelt sætter i forbindelse med særlige udsættelser
eller påvirkninger, men hvor forhold i den konkrete sag taler for, at der er
en
årsagssammenhæng mellem sygdommen og den konkrete påvirkning. Konkrete sager
kan anerkendes som erhvervssygdomme, hvis forholdene i den enkelte sag taler
for, at der er en sådan årsagssammenhæng.
Der vil her være mulighed for at anerkende sygdomme, der
ikke er optaget på fortegnelsen, hvis der konkret er stor sandsynlighed for,
at
den anmeldte sygdom skyldes arbejdet.
Gældende lovs § 10, stk. 3, hvorefter sager om
erhvervssygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme,
kun kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget,
opretholdes
i forslagets § 7, stk. 3.
Sygdomme hos levendefødte børn pådraget inden
fødslen
Det foreslås, at formuleringen i gældende lovs § 10,
stk. 1, nr. 2, 1. led, ændres i konsekvens af det ovenfor beskrevne
forslag om ændring af betingelserne for optagelse på fortegnelsen over
erhvervssygdomme, fra det gældende krav om »
medicinsk
og teknisk erfaring«
til et krav om »
medicinsk
dokumentation.
«
I bestemmelsen er kravet om
»medicinsk erfaring«
derfor erstattet med »
medicinsk dokumentation.
«
Til § 8
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 11 med en
enkelt sproglig tilføjelse for at præcisere bestemmelsens ordlyd.
Til § 9
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 58 om
Erhvervssygdomsudvalget.
Det foreslås i
stk. 1
,
at Erhvervssygdomsudvalget fortsat skal inddrages ved vurderingen af, hvilke
sygdomme der skal optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Dette sker
ved
en forhandling med Arbejdsskadestyrelsen, som efter den foreslåede § 7,
stk. 1, fastsætter, hvilke sygdomme der skal optages på fortegnelsen.
Bestemmelsen i gældende lov om, at visse sager kan
behandles i et mindre udvalg, foreslås ophævet. Bestemmelsen var møntet på
pludselige løfteskader. Disse sager er omfattet af det nye ulykkesbegreb og
skal derfor ikke behandles i Erhvervssygdomsudvalget.
Til § 10
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 14.
Bestemmelsen er justeret som følge af, at selvstændige
erhvervsdrivende bliver omfattet af den sikrede personkreds efter loven som
en
frivillig ordning, og at den nuværende obligatoriske ordning for redere og
visse selvstændige fiskere bortfalder. Samtidig er bestemmelsen sprogligt
forenklet.
Det bemærkes, at der med ændringen ikke tilsigtes nogen
realitetsændring, for så vidt angår den hidtidige dækning af skader, der
rammer
fiskere som følge af krigshandlinger. Sådanne skader vil være omfattet af
denne
lov som skader, der er en følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette
foregår, under forudsætning af, at de pågældende har benyttet sig af deres
ret
til at sikre sig efter loven.
Til § 11
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 25.
Bestemmelsen beskriver de ydelser, som tilskadekomne har
ret til, når en arbejdsskade er anerkendt.
Bestemmelsen er udvidet med den særlige godtgørelse til
efterladte.
Til § 12
Bestemmelsen i stk. 1 afløser gældende lovs § 26.
Bestemmelsen i stk. 2 svarer til gældende lovs
§ 13.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 28.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 29.
Til § 15
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 30, der
indeholder regler om muligheden for at betale for udgifter til behandling,
optræning og hjælpemidler.
Det foreslås at udvide adgangen til at betale udgifter til
behandling m.v. for følgerne af en arbejdsskade til også at omfatte udgifter
til fremtidig behandling m.v.
Udvidelsen er en følge af, at sagsbehandlingstiden
nedsættes med regeringens arbejdsskadereform. Da behandlingsudgifter m.v.
efter
gældende regler som udgangspunkt kun kan betales
»under sagens behandling,«
det vil sige perioden fra sagens
anmeldelse til endelig afgørelse i sagen, ville den nedsatte
sagsbehandlingstid
indebære, at de tilskadekomnes adgang til at få betalt disse udgifter ville
blive reduceret.
Det foreslås derfor, at tilskadekomne som hidtil har ret
til at få betalt behandlingsudgifter m.v. under sagens behandling. Sådanne
udgifter betales løbende efter regning.
Er der tale om udgifter til fremtidig behandling eller
optræning, der vedrører en afgrænset periode for eksempel 3 år foreslås
det
i
stk. 3
, der er nyt, at
erstatningen fastsættes til et engangsbeløb. Dette beløb udgør størrelsen af
de
forventede udgifter på det tidspunkt, hvor afgørelsen om betaling træffes.
Er der tale om udgifter til permanent fremtidig behandling
eller optræning for eksempel en medicinudgift for resten af livet
foreslås,
at erstatningen fastsættes til et engangsbeløb. Dette beløb udgør den årlige
udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er fastsat efter § 27
for
erstatning for tab af erhvervsevne.
Det foreslås, at betaling af udgifter til hjælpemidler
fastsættes efter samme principper.
Behandlingsudgifter og hjælpemidler kan ofte betales efter
anden lovgivning, især sygehuslovgivningen og sygesikringsloven m.v. Efter
gældende regler er betaling af udgifter efter arbejdsskadesikringsloven
sekundær i forhold til betaling af udgiften fra anden side, når det drejer
sig
om behandlingsudgifter, hvorimod den er primær, når det drejer sig om
hjælpemidler. Det foreslås, at dette princip opretholdes.
Efter gældende regler har tilskadekomne ret til at få
betalt visse hjælpemidler (primært briller), der er anvendt under arbejde og
er
beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,
uden at der i øvrigt behøver være tale om personskade. Det foreslås, at der
fortsat bliver adgang til at betale disse hjælpemidler. Der tilsigtes med
ændringen ingen realitetsændring med hensyn til muligheden for at få betalt
disse udgifter.
Der tilsigtes ej heller ændringer med hensyn til, hvilke
behandlinger og hjælpemidler der kan betales efter bestemmelsen.
Det er med andre dele af reformen tanken, at der i
forbindelse med afgørelse af sagen i Arbejdsskadestyrelsen skal træffes en
samlet afgørelse om erstatning. Ændrer forholdene sig efter afgørelsen, vil
der
være mulighed for at genoptage spørgsmålet om betaling af behandlingsudgifter
efter bestemmelsen i §15. Det forudsættes, at et udbetalt beløb til dækning
af
fremtidige behandlingsudgifter ikke skal betales tilbage, hvis det
efterfølgende viser sig, at behandlingen ikke får det forventede omfang.
Som en følge af, at der ved sagens afgørelse i
Arbejdsskadestyrelsen fastsættes et samlet beløb for betaling af
behandlingsudgifter, bortfalder behovet for at betale behandlingsudgifter,
når
sagen genoptages med henblik på en ændret vurdering af det varige mén eller
tabet af erhvervsevnen. Bestemmelsen herom i gældende lovs § 30,
stk. 3, ophæves derfor samtidig, ligesom den gældende adgang for
Arbejdsskadestyrelsens direktør til at fastsætte regler om betaling af
behandlingsudgifter, når sagen ikke længere er under behandling, jf.
§ 30,
stk. 5, sidste pkt., bortfalder. Behovet for at fastsætte disse regler
vil
ikke være til stede, når der træffes en samlet afgørelse om fremtidige
behandlingsudgifter. I stedet foreslås, at direktøren for
Arbejdsskadestyrelsen
fastsætter regler om, i hvilket omfang udgifter efter stk. 1 4 kan
dækkes.
Til § 16
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 31.
Gældende lovs § 31, stk. 4, om midlertidige
afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne foreslås flyttet til
forslagets § 17, stk. 3, således at bestemmelserne om
erhvervsevnetab
samles.
Den gældende 2 års frist for erstatningsafgørelsen i sagen
foreslås nedsat til 1 år. Der henvises til punkt 3.7. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Dog bevares 2 års fristen for de sager, der eventuelt skal
forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Det skyldes, at forelæggelsen af
sagerne for Erhvervssygdomsudvalget i sig selv forlænger sagsbehandlingen med
½
til 1 år. Det vil ikke i disse sager være muligt at træffe afgørelse inden 1
år
efter skadens anmeldelse.
Nedsættelsen af fristen for erstatningsafgørelsen i sagen
fra 2 år til 1 år vil indebære et forøget antal sager, hvor der vil blive
truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når
tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold ikke er afklaret. Det skyldes, at der
ikke er mulighed for at dispensere fra fristen.
Arbejdsskadestyrelsen har ved 1-års-fristens udløb mulighed
for dels at træffe en egentlig afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne
efter forslagets § 17 og mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse
om erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3. Træffer
Arbejdsskadestyrelsen en egentlig afgørelse om erstatning for tab af
erhvervsevne efter § 17, kan afgørelsen genoptages efter forslagets
§ 42. Træffer Arbejdsskadestyrelsen en midlertidig afgørelse efter
§ 17, stk. 3, skal denne afgørelse genoptages enten straks eller
senere.
Som foreslået i § 15, stk. 3, skal fremtidige
udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler fastsættes til et
engangsbeløb. Det foreslås, at afgørelse herom, i lighed med afgørelse om
erhvervsevnetab og varigt mén, træffes inden 1 år (2 år) fra sagens
anmeldelse.
Til § 17
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 32.
Gældende lovs § 31, stk. 4, om midlertidige
afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne er i justeret form indsat
som
nyt
stk. 3.
Herved samles
bestemmelserne om erstatning for tab af erhvervsevne i samme paragraf.
Den nye bestemmelse i stk. 3 er i forhold til gældende
lovs § 31, stk. 4, justeret, idet Arbejdsskadestyrelsen kan træffe
midlertidige skønsmæssige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne i
de
situationer, hvor den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Det er ikke
længere en betingelse, at der foreligger særlige omstændigheder. Dette
indebærer ikke en ændring i forhold til gældende praksis, men er alene en
kodificering af gældende praksis.
Det bemærkes, at det ved Højesterets dom af 10. januar
2002, gengivet i UfR 2002, side 730, er fastslået, at det er muligt at træffe
en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, selv om den
tilskadekomne ikke har en varig nedsættelse af erhvervsevnen.
Videre fremgår det af dommen (og af Højesterets dom af 9.
oktober 2002, gengivet i UfR 2003, side 47), at tabet af erhvervsevne ved en
midlertidig afgørelse skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet
over, hvad det aktuelt er altså uden hensyntagen til den tilskadekomnes
forventede erhvervsevne efter endt omskoling.
I Højesterets dom af 11. marts 2003 er det fastslået, at
tabet af erhvervsevne til personer, som under revalidering modtager
revalideringsydelse, skal fastsættes ud fra arbejdsskadesikringslovens § 32,
alene med den forskel, at tidsperspektivet skal begrænses til den periode,
hvori den usikkerhed, som begrunder den midlertidige afgørelse, gør sig
gældende, og således uden hensyntagen til den forventede erhvervsevne efter
afklaring af den foreliggende usikkerhed. Ved vurderingen af »
tilskadekomnes evne til at skaffe sig
indtægt ved arbejde
« er der derfor ikke grundlag for at tage hensyn til, at
tilskadekomne er under revalidering og modtager revalideringsydelse.
Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter
arbejdsskadesikringsloven er herefter begrebsmæssigt ikke det samme som
midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven,
hvor der forudsættes en varig nedsættelse af erhvervsevnen.
Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter
arbejdsskadesikringsloven kan herefter blandt andet tilkendes, når
tilskadekomne for eksempel modtager sygedagpenge eller
arbejdsløshedsdagpenge.
Herved kan tilskadekomne også sikres et forsørgelsesgrundlag i de
situationer,
hvor en afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne
indebærer,
at udbetaling af sygedagpenge ophører, jf. dagpengelovens § 22.
Endvidere
kan der træffes afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne,
når tilskadekomne er under revalidering eller omskoling.
Det foreslås i
stk. 7
at lade en løbende erstatning for tab af erhvervsevne starte på det
tidspunkt,
hvor der er påvist et tab af erhvervsevne. Det foreslås samtidig, at
erstatningen ikke kan tilkendes fra et tidspunkt, der ligger før,
arbejdsskaden
er anmeldt, hvilket vil sige, at enten forsikringsselskabet (Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring) eller Arbejdsskadestyrelsen har fået kendskab til
skaden.
Efter den gældende formulering begynder den løbende
erstatning som udgangspunkt på tidspunktet for afgørelsen om erstatning for
tab
af erhvervsevne, medmindre særlige omstændigheder taler for et andet
tidspunkt.
Praksis har udviklet sig på en sådan måde, at udbetaling af en løbende
erstatning som oftest starter på et tidligere tidspunkt end afgørelsens
tidspunkt.
Med forslaget om at lade erstatningen løbe fra det
tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne, kodificeres gældende
praksis, jf. den principielle udmelding fra Den Sociale Ankestyrelse i SM U
30-01.
Samtidig foreslås det i stk. 7 at udbetale erstatning
til tilskadekomne, der er fyldt 63 år på skadetidspunktet, som et
kapitalbeløb.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med forslaget om at ophæve
afløsningsbeløbet.
Muligheden for at få tilkendt erstatning for tab af
erhvervsevne på et tidspunkt, hvor den pågældende har opnået ret til
folkepension, bibeholdes, men i modsætning til gældende regler er
erstatningen
uafhængig af, om den pågældende er fyldt 60 år før eller efter 1. juli 1999.
I
begge situationer vil der efter forslaget blive udbetalt en engangserstatning
svarende til 2 gange den årlige ydelse efter reglerne i § 27.
Baggrunden for forslaget om at afskaffe afløsningsbeløbet
er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8., hvortil der
henvises.
Ved forslaget i
stk. 8
bevares den gældende regel om, at løbende erstatning ophører, når modtageren
fylder 65 eller 67 år og opnår ret til folkepension.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 33.
Til § 19
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 35.
Til § 20
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 36.
Efter gældende lovs § 36, stk. 4 og 5, afløses en
løbende månedlig ydelse ved det fyldte 65. eller 67. år af et engangsbeløb,
det
såkaldte
afløsningsbeløb
, på
henholdsvis 4 og 2 gange den årlige ydelse.
Med forslaget afskaffes afløsningsbeløbet.
Baggrunden for forslaget om at afskaffe afløsningsbeløbet
er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8., hvortil der
henvises.
Samtidig foreslås det at afskaffe muligheden for at
tilkende erstatning for tab af forsørger for personer, der på tidspunktet for
ægtefællens død har opnået ret til folkepension.
Gældende lovs § 36, stk. 6, om genoptagelse af sager
om erstatning for tab af forsørger foreslås flyttet til forslagets § 43.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 37.
Til § 22
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 38.
Til § 23
Bestemmelsen er ny. Der henvises til afsnit 3.5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bestemmelsen giver som noget nyt mulighed for, i særlige
tilfælde, at tilkende de efterladte en godtgørelse for psykisk lidelse eller
krænkelse som følge af en nærtståendes død.
Der foreslås ikke indført en generel adgang til at tilkende
de efterladte en godtgørelse ved dødsfald. Reglens anvendelsesområde er
begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende
omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig
belastning eller krænkelse af de efterladte.
Det er forudsat, at reglen ikke vil være til hinder for en
udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for
personskader, som beskrevet i kapitel 5.2 i betænkning 1412/2002 om
godtgørelse
til efterladte ved dødsfald.
Reglen er fakultativ, jf. ordene
»kan der tilkendes«
i stk. 1. Det må afgøres efter en konkret
vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal tilkendes en
godtgørelse til en eller flere af de efterladte.
Reglen omfatter alene efterladte, der stod den afdøde
særligt nær, det vil sige
nære pårørende
til den afdøde. Ægtefælle og samlever må normalt anses for omfattet.
»Samlever«
skal forstås på samme måde
som efter loven i øvrigt, især § 19 om overgangsbeløb.
For at en
ægtefælle
kan få tilkendt godtgørelse er det ikke en forudsætning, at der tilkendes
erstatning for tab af forsørger efter loven. Omvendt er det en forudsætning,
at
samlivet ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser på tidspunktet for
dødsfaldet.
Forholdet mellem
hjemmeboende,
mindreårige børn
og deres
forældre
må normalt også anses for omfattet af reglen uanset som det er et barn
eller
en af forældrene, der dør. Hvis der er tale om
voksne børn
, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod i
almindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning
af
barnets eller en af forældrenes død, medmindre de pågældende må antages at
have
bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet for eksempel først er
flyttet
hjemmefra kort tid før dødsfaldet.
Efter omstændighederne vil også
andre
end ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses for
omfattet af reglen. Dette forudsætter, at der har været et sådant særligt
forhold mellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale
om
en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det
kan for eksempel være en søster eller bror, der som voksen i mange år har
haft
fælles bolig og husholdning med den afdøde.
Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte
er begrænset til dødsfald, der er forvoldt
forsætligt
eller ved
grov uagtsomhed.
Den nærmere afgrænsning af begrebet grov uagtsomhed sker
gennem administrativ praksis og i retspraksis, herunder vil vurderinger efter
erstatningsansvarsloven tillægges en ikke ubetydelig vægt. Ved vurderingen
af,
om der i en konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der kunne tages
udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for
den indtrådte skade.
Ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt
forsætligt eller ved grov uagtsomhed skal der efter
stk. 2
lægges særlig vægt på
karakteren af skadevolderens handling
og på den
lidelse eller krænkelse,
som må antages
at være påført den eller de efterlevende.
Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter
ikke, at den pågældende har fået en egentlig psykisk skade (personskade) som
følge af dødsfaldet. Der skal i stedet foretages en helhedsvurdering af, om
dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed
må
forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk belastning
(psykisk
lidelse og/eller krænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af
dødsfaldets »egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning af de
efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang dette
rent faktisk har været tilfældet.
Ved dødsfald, der er forvoldt
forsætligt
, vil der normalt være tale om en overtrædelse af
straffelovens § 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter
stk. 2 som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte en
godtgørelse. Selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes som følge
af ung alder eller utilregnelighed på grund af sindssygdom eller lignende
(straffelovens § 16), vil der kunne tilkendes de efterladte en
godtgørelse.
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved
grov uagtsomhed
, indebærer vurderingen efter stk. 2, at der
som udgangspunkt ud over skadevolderens grove uagtsomhed konkret skal være
tale
om omstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad
påføres psykisk lidelse og/eller krænkelse som følge af dødsfaldet.
Der kan ved denne vurdering blandt andet lægges vægt på, om
dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, for
eksempel at ofret har være udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb
inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt
på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er
kommet
til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig
grov karakter og for eksempel må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i
sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.
Den foreslåede godtgørelsesregel forudsættes navnlig
anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der
samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af
menneskers liv og legeme, for eksempel straffelovens § 246 (vold, der
har
medført døden) eller § 252 (blandt andet fremkaldelse af nærliggende
fare
for nogens liv eller førlighed).
Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i
relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede bestemmelse for eksempel
anvendt i tilfælde, hvor ofret har været udsat for grov vold i et sådant
omfang
og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor
en
bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens
§ 252, stk. 1, forvolder en medtrafikants død.
Der vil være en række tilfælde, hvor skadevolderen vil
kunne blive dømt for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt
manddrab, men som ikke vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel.
Dette hænger blandt andet sammen med, at straffelovens § 241 ikke er
begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed.
Godtgørelsens
størrelse
må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den
enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den lidelse eller
krænkelse, som antages at være påført den eller de efterlevende, skal også
tillægges særlig vægt ved udmålingen af en godtgørelse efter stk. 2.
Den maksimale godtgørelse forudsættes i almindelighed at
være i størrelsesordenen 100.000 kr. I sager om forsætligt drab bør der som
udgangspunkt tilkendes en godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog
ikke
udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere godtgørelse.
Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, må
godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre beløb, idet det dog
forudsættes,
at der ikke udmåles helt bagatelagtige beløb.
Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle andre
ydelser i anledning af dødsfaldet, for eksempel erstatning for tab af
forsørger
og overgangsbeløb. Godtgørelsen kan endvidere udbetales ved siden af en
eventuel erstatning efter anden lovgivning til den efterladte for personskade
i
form af psykiske lidelser m.v. som følge af dødsfaldet. Godtgørelsens
størrelse
i den enkelte sag skal ligeledes fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.
Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en
godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne
herfor,
for eksempel både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige
børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse på som
udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.
Praksis for tilkendelse af godtgørelse til efterladte ved
dødsfald efter arbejdsskadesikringsloven bør i øvrigt følge praksis efter
erstatningsansvarsloven.
Har en efterladt ret til godtgørelse ved dødsfald efter
både erstatningsansvarsloven (voldsoffererstatningsloven) og
arbejdsskadesikringsloven, indebærer reglen i forslagets § 77, at
godtgørelsen udbetales efter arbejdsskadesikringsloven.
Til § 24
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 41.
Det foreslås i
stk. 5
at indføre en bemyndigelse til Arbejdsskadestyrelsens direktør til at
fastsætte
nærmere regler for opgørelsen af den årsløn, der skal anvendes til beregning
af
erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger, når
der
er tale om selvstændige erhvervsdrivende.
Samtidig ophæves den gældende bestemmelse i § 41,
stk. 5, der indeholder en specialregel om fastsættelse af erstatning til
visse fiskere. Behovet for denne specialregel bortfalder i lyset af, at den
pågældende personkreds ikke længere er obligatorisk omfattet af den sikrede
personkreds efter loven, men får samme adgang som andre selvstændige
erhvervsdrivende til frivilligt at sikre sig efter loven.
I
stk. 6
præciseres
den hidtidige regel, hvorefter den grundløn, der fastsættes til brug for
beregning og regulering af erstatningen for tab af erhvervsevne som løbende
ydelse, også danner grundlag for beregning og regulering af erstatning for
tab
af forsørger som løbende ydelse.
Til § 25
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 42.
I
stk. 2
er
det tydeliggjort, at den gældende regel om regulering af løbende ydelser ikke
foretages på grundlag af grundlønnen, men på grundlag af den løbende ydelse,
der svarer til grundlønnen.
Til § 26
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 44.
Det foreslås at ophæve gældende lovs § 44,
stk. 2, om, at Arbejdsskadestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvordan en
løbende erstatning skal udbetales til modtageren, når styrelsen skønner, at
modtageren ikke bør have fri rådighed over ydelsen.
Bestemmelsen udnyttes ikke i praksis.
I stedet kan de almindelige regler om værgemål anvendes,
hvis Arbejdsskadestyrelsen skønner, at en modtager ikke bør have fri rådighed
over en erstatning.
Erstatningen skal som helt overvejende hovedregel udbetales
til tilskadekomne eller efterladte. Det gælder også i sager, hvor de
pågældende
er repræsenteret af advokat. Kun i de situationer, hvor det særligt fremgår,
at
erstatning m.v. skal udbetales til advokaten, kan erstatning m.v. udbetales
til
denne.
Det foreslås i
stk. 3
at anvende den rentesats, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2 i
lov
om renter ved forsinket betaling m.v. Denne rentesats vil også blive indført
i
erstatningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven.
Efter lov om renter ved forsinket betaling m.v. § 5,
stk. 1 og 2, fastsættes renten til en årlig rente, der svarer til den
fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1.
januar og den 1. juli det pågældende år.
Efter gældende lov er renten 1 pct. over Nationalbankens
diskonto. Forslaget indebærer derved en forhøjelse af renten.
Det foreslås i
stk. 4
og
5
at kodificere den gældende
praksis, hvorefter retten til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er
en
personlig erstatning til modtageren. Det betyder, at retten til erstatning
bortfalder, når modtageren afgår ved døden.
Det giver ikke anledning til vanskeligheder, når der er
tale om erstatning, der udbetales som et engangsbeløb. Er afgørelsen om ret
til
erstatning truffet, inden den berettigede afgår ved døden, udbetales
erstatningen til dødsboet. Træffes afgørelsen efter, at den berettigede er
afgået ved døden, for eksempel når dødsfaldet ikke er anmeldt til
Arbejdsskadestyrelsen, udbetales der ikke erstatning.
Derimod er der behov for præcisering ved erstatninger, der
udbetales hver måned. Det drejer sig om løbende erstatning for tab af
erhvervsevne og for tab af forsørger.
Bestemmelsen i
stk. 4
kodificerer den gældende praksis om, at retten til løbende erstatning for tab
af erhvervsevne og tab af forsørger ophører med udgangen af den måned, hvor
modtageren er afgået ved døden.
Bestemmelsen i
stk. 5
drejer sig om de situationer, hvor der træffes afgørelse om ret til
erstatning
for tab af erhvervsevne med tilbagevirkende kraft efter reglen i § 17,
stk. 7, og hvor der træffes afgørelse om erstatning for tab af
forsørger,
efter at den berettigede er afgået ved døden, og dermed inden erstatningen er
udbetalt.
Det foreslås, at erstatningen i disse situationer primært
udbetales til en eventuel samlevende ægtefælle, alternativt til dødsboet.
Til § 27
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 43.
I konsekvens af, at afløsningsbeløbet foreslås ophævet, er
det i
stk. 1, 2. pkt.
,
præciseret, at erstatning for tab af erhvervsevne tilkendt personer, der er
fyldt 63 år eller derover på skadetidspunktet, altid udbetales som et
kapitalbeløb. Det bemærkes, at begrænsningen i stk. 2, 1. pkt.,
hvorefter
der kun kan omsættes den del af en tilkendt løbende erstatning, der svarer
til
et tab af erhvervsevne på 50 pct., ikke gælder for de personer, der får
tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, når de er fyldt 63 år.
Det foreslås samtidig i stk. 2, 2. pkt., at en
tilkendt løbende erstatning ikke kan omsættes til et kapitalbeløb, når
modtageren er fyldt 63 år. Forslaget er en konsekvens af, at
afløsningsbeløbet
afskaffes. Der henvises til afsnit 3.8. i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget.
Der er ved administrationen af gældende lov rejst spørgsmål
om fastsættelse af omsætningstidspunktet ved kapitalisering.
Det foreslås derfor i
stk. 4,
at præcisere, at omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet
kan udbetales, og at det alene er erstatningen efter omsætningstidspunktet,
der
er omfattet af adgangen til at kapitalisere.
Det indebærer, at tilskadekomne eller efterladte ikke kan
få omsat løbende erstatning, der vedrører en periode, før kapitalbeløbet kan
udbetales, til kapitalbeløb. Det gælder uanset, om erstatningen er udbetalt
eller ikke.
Til § 28
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 39.
Til § 29
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 40, der
indeholder regler om, at erstatning og godtgørelse i visse situationer skal
udbetales til andre end tilskadekomne eller de efterladte.
Det foreslås i
stk. 1,
4. pkt.,
at indsætte en frist på 4 uger for kommunerne til at opgøre og
fremsætte refusionskrav. Der er i dag ingen frist, og i en række sager har
kommunerne været længe om at fremsætte kravet.
Kommunerne har et refusionskrav, når en løbende erstatning
efter arbejdsskadesikringsloven tilkendes fra et tidligere tidspunkt end
datoen
for afgørelsen og der er udbetalt ydelser til forsørgelse efter lov om social
pension eller lov om aktiv socialpolitik for den periode, som erstatningen
efter arbejdsskadesikringsloven vedrører.
Det indebærer, at tilskadekomne eller de efterladte ikke
kan få udbetalt det tilgodehavende beløb, før kommunerne har opgjort et
eventuelt refusionskrav.
For at fremskynde udbetalingen af det tilgodehavende beløb
til modtagerne foreslås det at indføre en frist på 4 uger til at opgøre
kravet.
Overholdes denne frist ikke, bortfalder kommunens refusionskrav, hvilket
indebærer, at modtageren får det tilgodehavende beløb udbetalt af
forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Hertil kommer, at erstatningsbeløb, der udbetales som
løbende erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven, er skattepligtige for
modtageren, og derfor indgår et beskatningsspørgsmål ved udbetaling af
refusionskrav.
Efter kildeskattelovens § 46, stk. 3, kan der
ikke ske modregning for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp eller social
pension, før der indeholdes A-skat. Allerede dette forhold bevirker, at
tilskadekomne eller efterladte først vil få det korrekte nettobeløb i
forbindelse
med skattevæsenets årsopgørelse. Tilskadekomne eller efterladte kan derfor i
værste fald komme til at vente i op til 1 til 1½ år efter den perioden, som
erstatningen vedrører. For ikke at gøre ventetiden endnu længere for
tilskadekomne og efterladte er det derfor hensigtsmæssigt med en frist for
kommunens fremsættelse af refusionskravet.
Med hensyn til bestemmelsen i stk. 2 bemærkes, at
bestemmelsen sammenholdt med bestemmelsen i forslagets § 77 ikke
forhindrer den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab
i
at udbetale erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven m.v., inden
erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven er opgjort.
Til § 30
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 61. Der er tale
om en sproglig modernisering. Bestemmelsen har som hidtil til formål at sikre
tilskadekomnes eller efterladtes krav på erstatning. Når erstatning m.v. er
udbetalt, kan erstatningen sikres efter reglerne i retsplejelovens
§ 513.
Til § 31
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 15.
Til § 32
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 16.
Bestemmelsen er ændret i konsekvens af det nye
ulykkesbegreb og udvidelsen af den sikrede personkreds med selvstændige
erhvervsdrivende.
Til § 33
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 17.
Bestemmelsen er ændret i konsekvens af udvidelsen af den sikrede personkreds
med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 34
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 18.
Bestemmelsen i gældende lovs § 18, stk. 1, om
lægers pligt til at anmelde pludselige løfteskader ophæves, da disse skader
nu
er omfattet af det nye ulykkesbegreb og dermed falder ind under
arbejdsgiverens
anmeldelsespligt for disse skader efter § 32. Bestemmelsen i gældende
lovs
§ 18, stk. 2, om lægers og tandlægers pligt til at anmelde både
klare
og formodede tilfælde af erhvervssygdomme bevares.
Til § 35
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 19.
Det præciseres, at det i de regler, som
Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter, kan fremgå, at arbejdsskader kan
anmeldes elektronisk.
Til § 36
Bestemmelsen i
stk. 1
svarer til gældende lovs § 20.
Forslaget til
stk. 2
svarer til gældende lovs § 24, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at
tilskadekomnes eller de efterladtes krav efter loven bortfalder 5 år efter
arbejdsskadens indtræden, hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke kan behandle sagen
på
grund af forhold, der skyldes tilskadekomne eller de efterladte. Der vil
typisk
være tale om, at tilskadekomne eller de efterladte ikke medvirker ved sagens
oplysning. I disse situationer vil der blive truffet afgørelse på grundlag af
de oplysninger, der er modtaget, hvilket kan være anmeldelsen alene.
Tilkendegiver tilskadekomne, at pågældende ikke ønsker sagen behandlet,
anvendes bestemmelsen ligeledes.
Til § 37
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 21.
Den bestående adgang for Arbejdsskadestyrelsen til at indhente
de oplysninger, der er nødvendige for sagernes behandling, udvides til også
at
gælde for Den Sociale Ankestyrelse.
Arbejdsskadestyrelsen forlanger ikke obduktion af
tilskadekomne, hvis de efterladte modsætter sig dette. Retsvirkningen af, at
de
efterladte modsætter sig obduktion, er præciseret ved en henvisning til
forslagets § 13, hvorefter retten til erstatning kan bortfalde.
Til § 38
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 22. Bestemmelsen
er ændret i konsekvens af forslaget om de nye forenklede skadebegreber.
Bestemmelsen pålægger tilskadekomne pligt til at lade sig
undersøge og behandle. Det er ved henvisningen til § 13 præciseret, at
retten til erstatning m.v. kan bortfalde helt eller delvist, hvis
tilskadekomne
ikke efterkommer kravene.
Bestemmelsen i stk. 5 er ny. Efter gældende praksis
udsender Arbejdsskadestyrelsen hvert år et brev til forsikringsselskaberne og
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring m.fl. om betaling. Det foreslås, at
dette brev erstattes med en bekendtgørelse, der dels angiver retningslinierne
for betaling af udgifterne, dels årligt fastsætter, med hvilke beløb udgifter
til for eksempel transport kan betales.
Til § 39
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 23, der
indeholder en regel om, at Arbejdsskadestyrelsen inden for visse frister skal
træffe selvstændig afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i konkrete
skadesager.
Det foreslås som led i regeringens arbejdsskadereform, at
den selvstændige afgørelse om anerkendelse af arbejdsskaden bortfalder,
således
at der fremover træffes samlet afgørelse om anerkendelse, godtgørelse for
varigt mén, erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for fremtidige
behandlingsudgifter m.v. Formålet med forslaget er at nedbringe den samlede
sagsbehandlingstid vedrørende skader, der er omfattet af loven. Den samlede
afgørelse om erstatning m.v. vil samtidig indeholde en delafgørelse om, at
skaden er omfattet af loven (anerkendt).
For skader, der ikke er omfattet af loven, bevares det
nuværende system. Det foreslås, at den nuværende frist på 3 måneder for
sager,
der behandles efter reglerne om ulykker, bevares. Fristen for sager, der
behandles efter reglerne om erhvervssygdomme på fortegnelsen over
erhvervssygdomme, foreslås nedsat til 6 måneder.
For sager, der behandles efter reglerne om erhvervssygdomme
uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme, der skal forelægges for
Erhvervssygdomsudvalget, foreslås en frist på 2 år, svarende til fristen i
§ 16. Det skyldes, at sagsbehandlingen i sig selv forlænges med ½ til 1
år, når sagerne skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget.
Det bemærkes i den sammenhæng, at den nuværende frist på 2
år for erstatningsafgørelsen foreslås nedsat til 1 år. For sager, der
forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, gælder dog fortsat en 2 års frist.
I nogle situationer vil det ikke være muligt at træffe
afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af loven, inden for de angivne
frister. Det foreslås derfor i stk. 3, at Arbejdsskadestyrelsen
underretter tilskadekomne eller de efterladte herom inden for de angivne
frister. Det foreslås, at denne underretning ikke er en afgørelse, der kan
indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.
Idet skader omfattet af loven ikke længere skal anerkendes
selvstændigt, er der behov for, at tilskadekomne eller de efterladte
underrettes om sagens aktuelle status og det videre sagsforløb. Det vil ske
ved, at Arbejdsskadestyrelsen fremover sender kopi af alle udgående breve i
sagen til tilskadekomne eller de efterladte. Herved sikres, at tilskadekomne
og
de efterladte er orienteret om sagens aktuelle status og det videre
sagsforløb.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Som konsekvens af, at den selvstændige afgørelse om
anerkendelse bortfalder, foreslås det tillige at ophæve gældende lovs
§ 27, der er en genoptagelsesregel for den særlige afslutningsform, hvor
Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt en skade og samtidig tilkendegivet, at
der
ikke umiddelbart synes at være erstatningsberettigende følger. Denne type
afslutning indeholder en formel afgørelse om anerkendelse. Derimod er der
ikke
tale om en afgørelse om erstatning eller godtgørelse, men alene om en
tilkendegivelse vedrørende disse spørgsmål.
Med forslaget om en samlet afgørelse om anerkendelse,
godtgørelse for mén og erstatning for tab af erhvervsevne vil det ikke
længere
være muligt at afslutte en sag med en formel afgørelse om anerkendelse
ledsaget
af en tilkendegivelse om godtgørelses- og erstatningsspørgsmålet. Gældende
lovs
§ 27 vil derfor ikke have nogen selvstændig betydning, idet sagen nu
skal
genoptages efter de almindelige genoptagelsesregler i gældende lovs
§ 34,
der er opretholdt i forslagets § 42.
Til § 40
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 54, der
indeholder bestemmelse om, at Arbejdsskadestyrelsen træffer alle afgørelser
efter loven, medmindre andet er fastsat.
Det foreslås i
stk. 2,
der er nyt, at præcisere, at Arbejdsskadestyrelsen ved behandlingen af
konkrete
skadesager ikke er bundet af parternes påstande, og at Arbejdsskadestyrelsen
er
uafhængig af instruktioner om afgørelsen i de enkelte sager. Bestemmelsen
svarer til § 68 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område, der gælder for behandlingen af blandt andet arbejdsskadesager i Den
Sociale Ankestyrelse.
Formålet med bestemmelsen er at præcisere
Arbejdsskadestyrelsens retsstilling.
Bestemmelsen ændrer ikke ved Beskæftigelsesministeriets
ulovbestemte ressorttilsyn med Arbejdsskadestyrelsen.
Til § 41
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 24.
Bestemmelsen bevarer de hidtidige muligheder for
genoptagelse af afviste sager.
Bestemmelsen i gældende lovs § 24, stk. 3, er
flyttet til forslagets § 36, stk. 2.
Til § 42
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 34.
Til § 43
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til gældende lovs
§ 36, stk. 6, om genoptagelse af sager om erstatning for tab af
forsørger til efterladte ægtefælle, registrerede partner og samlever.
Til § 44
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 55.
Ændringen er en konsekvens af forslaget om, at den
selvstændige afgørelse om anerkendelse bortfalder som led i
arbejdsskadereformen. Endvidere justeres teksten på baggrund af forslaget om
forenklede skadebegreber.
Som hidtil er opregningen af klageberettigede udtømmende
beskrevet i bestemmelsen. Det betyder, at andre for eksempel en ansvarlig
skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke kan indbringe
Arbejdsskadestyrelsens afgørelser for Den Sociale Ankestyrelse. Opregningen
af
klageberettigede svarer til det almindelige forvaltningsretlige princip om,
at
det alene er sagens parter, der er klageberettigede.
Sagens parter defineres traditionelt som personer, der har
en væsentlig, retlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse. Det
er i administrativ praksis lagt til grund, at skadevolderen eller dennes
forsikringsselskab ikke har en sådan interesse i en arbejdsskadesag, uanset
at
størrelsen af et differencekrav afhænger af afgørelsen i arbejdsskadesagen.
Det
indebærer også, at de pågældende ikke kan søge arbejdsskadesagen genoptaget.
Til § 45
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 55A.
Det foreslås at indføre en funktionsperiode for medlemmerne
af ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og at indføre
suppleanter for disse.
Tilsvarende bestemmelser findes for medlemmerne af
ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 5
af
4. januar 2001 om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det foreslås, at funktionsperioden for medlemmerne af
ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er 3 år, svarende til
funktionsperioden for medlemmerne af ankenævnet for Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Til § 46
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 56.
Til § 47
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 57, men er dog
justeret i lyset af, at Finansstyrelsen har overtaget Hypotekbankens opgaver.
Inddrivelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for Skatteministeriet.
Til § 48
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 5, idet der
foretages en række ændringer i konsekvens af, at selvstændige
erhvervsdrivende
får mulighed for at sikre sig efter loven, og forslaget om forenklede
skadebegreber. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forslaget til
stk. 2
giver selvstændige erhvervsdrivende adgang til at sikre sig mod
følgerne af arbejdsskade. Selvstændige, der vælger at benytte sig af
muligheden
for at sikre sig efter loven, er berettigede til ydelser efter loven på samme
måde som deres ansatte.
Samtidig foreslås det at ophæve gældende lovs § 5,
stk. 3, som indeholder en specialregel for visse selvstændige fiskere.
De
pågældende kan udnytte adgangen for selvstændige til at sikre sig efter
loven.
Til § 49
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 6, idet der
foretages en række ændringer i konsekvens af, at den sikrede personkreds
udvides med selvstændige erhvervsdrivende, og forslaget om forenklede
skadebegreber.
Stk. 2, 2. pkt.
,
er nyt. Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om
sikringspligtig arbejdsgiver i de sager, hvor en skade kan henføres til 2
eller
flere arbejdsgivere. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at
ophæve
gældende lovs § 7, der ikke udtømmende gør op med de forskellige
situationer, hvor der kan være 2 eller flere mulige sikringspligtige
arbejdsgivere. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.
Stk. 5 til 7
afløser gældende lovs § 63. Ændringen er en konsekvens af, at
selvstændige
erhvervsdrivende får mulighed for at sikre sig efter loven.
Stk. 8
afløser gældende lovs § 64. Ændringen er en konsekvens af, at
skadebegreberne forenkles ved arbejdsskadereformen.
Til § 50
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 45.
Bestemmelsen i
2. pkt
er ny og er en følge af, at selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende
ægtefæller får adgang til at blive omfattet af den sikrede personkreds.
Bestemmelsen præciserer, at de pågældende på lige fod med arbejdsgivere skal
afgive risikoen for ulykker til et forsikringsselskab, der tegner
arbejdsulykkesforsikring.
Der er tale om en frivillig ordning. Det indebærer, at der ikke er pligt til
at
tegne forsikringen. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at selvstændige
erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller tegner andre
ulykkesforsikringer.
Til § 51
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 46.
Ændringen er en konsekvens af forslaget om at udvide den
sikrede personkreds med selvstændige erhvervsdrivende. Det er frivilligt, om
selvstændige erhvervsdrivende vil sikre sig og deres medarbejdende ægtefælle
efter loven. Hvis en selvstændig erhvervsdrivende har ladet sig sikre efter
loven, vil konsekvensen af ikke at vedligeholde forsikringen ved at betale
præmie og af at forsikringen som konsekvens heraf opsiges, være, at den
selvstændige eller dennes ægtefælle ikke kan anses for at være sikret efter
loven.
Samtidig er der i
stk. 2
og stk. 4
tale om en konsekvensændring som følge af, at Hypotekbankens
(nu Finansstyrelsens) opgaver med hensyn til inddrivelse af beløb svarende
til
ubetalte præmier og omkostninger ved kongelig resolution af 27. november 2001
er overført til Skatteministeriet.
Til § 52
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 47.
Til § 53
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 48.
Ændringen er en følge af, at den sikrede personkreds som
led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 54
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 49, bortset
fra en enkelt sproglig forenkling.
Til § 55
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 50.
Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds
som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 56
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 51.
Ændringerne er konsekvenser af, at den sikrede personkreds
som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 57
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 52.
Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds
som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 58
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 53.
Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds
som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.
Til § 59
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 53A.
Ændringen er en konsekvens af, at skadebegreberne forenkles
som led i arbejdsskadereformen.
Til § 60
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 53B.
Til § 61
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 57A, idet
bestemmelsen nu henviser til lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Til § 62
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 B.
Til § 63
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 C.
Til § 64
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 D.
Til § 65
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 E.
Til § 66
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 F.
Til § 67
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 G.
Til § 68
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 H.
Til § 69
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 I.
Til § 70
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 J.
Til § 71
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 K.
Til § 72
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 L.
Til § 73
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 M.
Til § 74
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 N.
Til § 75
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 O.
Til § 76
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 P.
Til § 77
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 59.
Det bemærkes, at bestemmelsen sammenholdt med bestemmelsen
i forslagets § 29 ikke forhindrer den ansvarlige skadevolder eller
dennes
ansvarsforsikringsselskab i at udbetale erstatning m.v. efter
erstatningsansvarsloven m.v., inden erstatning m.v. efter
arbejdsskadesikringsloven er opgjort.
Til § 78
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 60.
Til § 79
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 62.
Til § 80
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 65 og præciserer,
at personalet i Arbejdsskadestyrelsen ikke må være ansat eller tage del i
ledelsen af et forsikringsselskab eller i Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring.
Bestemmelsen udvides i forhold til den gældende
formulering, idet den gældende regel er begrænset til
arbejdsulykkesforsikringsselskaber. Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsens
personale ej heller må være ansat i andre forsikringsselskaber. Herved undgås
eventuelle habilitetsspørgsmål, også i de sager, som Arbejdsskadestyrelsen
behandler efter reglen i arbejdsskadesikringslovens § 81 og § 10 i
erstatningsansvarsloven.
Til § 81
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 66.
Det foreslås, at taksten for Arbejdsskadestyrelsens
vejledende udtalelser fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens direktør efter
forhandling med Finansministeriet. Det bemærkes, at øvrige takster efter
loven
fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens direktør efter forhandling med
Finansministeriet.
Til § 82
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 67.
Til § 83
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 68.
Til § 84
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 69.
Det foreslås, at Erhvervssygdomsudvalget årligt afgiver en
beretning til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på
erhvervssygdomsområdet, herunder om udviklingen i retspraksis.
Til § 85
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Det nye erhvervssygdomsbegreb dog først den 1. januar 2005.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger i
afsnit 3.9.
Til § 86
Bestemmelsen afløser gældende lovs § 72 og sikrer en
regulering af erstatning til personer, der er eller bliver berettigede efter
tidligere lovgivning.
Til § 87
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 73.
Til § 88
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 74.
Ændringerne er en konsekvens af, at de bestemmelser, der er henvist til i
loven, er flyttet ved lovforslaget.
Til § 89
Bestemmelsen indikerer, at forsikringstagerne ikke kan
opsige forsikringsaftaler alene på grund af de præmieforhøjelser, der er en
følge af lovforslaget.
Til § 90
Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 75.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (10. december 2008) - L 88 Retsinformation · 11. december 2008
- Forslag til Lov om arbejdsskadesikring i Grønland Retsinformation · 17. december 2010
- Betænkning over Forslag til lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion Retsinformation · 15. marts 2014
- Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (Dækning af skader forvoldt ved terror m.v.) Retsinformation · 11. december 2008
- Skriftlig fremsættelse (9. april 2003) - L 216 og L 217 Retsinformation · 9. april 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring (Fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer i fleksjob) Retsinformation · 16. november 2005