Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om arbejdsskadesikring

2002/1 LSF 216Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet9. april 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 9. april 2003 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om arbejdsskadesikring

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1.

Formålet med denne lov er at yde erstatning og godtgørelse til tilskadekomne

eller deres efterladte ved arbejdsskade. Skaden skal være forårsaget af

arbejdet eller de forhold, det foregår under, jf. lovens §§ 5 7, men

arbejdsgiveren behøver ikke at have handlet ansvarspådragende. Gennem

arbejdsgivernes finansiering af erstatninger m.v. understøttes

arbejdsmiljøsystemets

forebyggelse af arbejdsskader.

Stk. 2.

Ved

sagsbehandlingen inddrages både tilskadekomne eller deres efterladte og

arbejdsgiver, forsikringsselskab/Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring,

myndigheder og læger. Herved tilgodeses behovet for en sammenhængende indsats

over for de tilskadekomne eller deres efterladte.

Kapitel 2

Lovens område

Personer berettiget efter loven

§ 2.

Personer,

der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er

berettiget efter denne lov, jf. §§ 5 7. Arbejdet kan være lønnet eller

ulønnet, og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående.

Stk. 2.

Læs alt

Medlemmer

af arbejdsgiverens familie er berettigede efter loven, når de arbejder i

virksomheden på en måde og i et omfang, der kan sidestilles med andre

ansatte.

Arbejdsgiverens ægtefælle er alene berettiget efter denne lov efter

stk. 3.

Stk. 3.

Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der arbejder her i

landet, er berettigede efter denne lov, når de har sikret sig efter

§ 48,

stk. 2.

Stk. 4.

Personer,

der arbejder på et dansk skib, er ligestillet med personer, der er ansat til

at

arbejde her i landet.

Stk. 5.

Et

levendefødt barn er berettiget efter denne lov, hvis det inden fødslen har

pådraget sig en sygdom som følge af moderens arbejde under graviditeten.

Stk. 6.

Et foster

eller barn er berettiget efter denne lov, hvis det senere dokumenteres, at en

påvirkning af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen har haft en

skadelig effekt på foster eller barn. Sådanne skader kan henføres under loven

efter § 7.

§ 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvordan loven skal gælde for

1)

de personer, der er

omfattet af afsnit II i lov om social service og

2)

uddannelsessøgende

eller andre personer, der opholder sig på et uddannelsessted eller på en

arbejdsplads som led i et uddannelses- eller praktikforløb m.v.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler om, hvordan loven skal

gælde

for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet i

arbejdsgiverens tjeneste.

§ 4.

Alt

arbejde for arbejdsgiveren er omfattet af arbejdsskadesikringen. Det gælder

arbejde i dennes virksomhed, erhvervsmæssigt eller ej, i arbejdsgiverens

personlige husholdning og udførelse af privat tjeneste for arbejdsgiveren og

dennes familie.

Stk. 2.

Personer,

der udfører følgende aktiviteter, er også berettiget efter denne lov, jf.

§§ 5 7:

1)

Udøvelse af

borgerlige eller kommunale ombud.

2)

Varetagelse af

tillidshverv i forbindelse med de ansattes arbejdsforhold på virksomheden.

3)

Forsøg på at redde

menneskeliv, forebygge ulykker eller afværge større materielle og kulturelle

tab, når forsøget uden at være arbejde efter § 2 dog sker i sammenhæng

med

sådant arbejde.

4)

Forsøg på at redde

menneskeliv her i landet, uden at forsøget er en naturlig del af den

pågældendes arbejde.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvornår loven skal gælde for

skader opstået under befordring til og fra arbejde.

Kapitel 3

Arbejdsskade

§ 5.

Ved

arbejdsskade i denne lov forstås ulykke, jf. § 6, og erhvervssygdom, jf.

§ 7, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået

under.

§ 6.

Ved

en ulykke forstås efter denne lov en personskade, forårsaget af en hændelse

eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

§ 7.

Ved

erhvervssygdomme forstås efter denne lov:

1)

Sygdomme, som efter

medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte

persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er

udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Endvidere sygdomme

hos et levendefødt barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens

arbejde under graviditeten. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter efter

forhandling med Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9, i en fortegnelse,

hvilke

sygdomme der anses for at være af denne karakter.

2)

Andre sygdomme,

herunder sygdomme hos et levendefødt barn pådraget inden fødslen, hvis det

godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation

opfylder de krav, som er nævnt i nr. 1, 1. og 4. pkt., eller at den må anses

for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets

særlige art.

Stk. 2.

Sygdomme

som følge af påvirkninger af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen

vil kunne henføres under loven ved ændring af fortegnelsen nævnt i

stk. 1,

nr. 1, eller efter stk. 1, nr. 2, hvis det godtgøres, at disse

påvirkninger har skadende effekt på foster eller barn.

Stk. 3.

Sygdomme,

der er omfattet af stk. 1, nr. 2, og stk. 2, kan kun anerkendes

efter

forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9. Disse sygdomme skal

forelægges Erhvervssygdomsudvalget, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner,

at

forelæggelsen vil være udsigtsløs.

§ 8.

En

person, der har pådraget sig en sygdom, som er optaget i fortegnelsen over

erhvervssygdomme, jf. § 7, stk. 1, har krav på ydelser efter loven,

medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre

forhold end de erhvervsmæssige.

Stk. 2.

For

erhvervssygdomme gælder retsvirkningerne i denne lov fra den dag, hvor

sygdommen anmeldes, med mindre andet er fastsat i loven.

Erhvervssygdomsudvalget

§ 9.

Beskæftigelsesministeren

nedsætter et udvalg, som Arbejdsskadestyrelsen mindst hvert andet år skal

forhandle med for at revidere, hvilke sygdomme der opfylder kravene for at

blive optaget på den i § 7, stk. 1, nævnte fortegnelse.

Stk. 2.

Udvalget

består af en formand og 8 andre medlemmer, der udnævnes for 3 år ad gangen.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren udnævner udvalgets formand og medlemmer samt

stedfortrædere for disse. Formanden udnævnes efter indstilling fra

Arbejdsskadestyrelsen, et medlem efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen, et

medlem efter indstilling fra Arbejdstilsynet, et medlem efter indstilling fra

de offentlige arbejdsgivere, et medlem efter indstilling fra Funktionærernes

og

Tjenestemændenes Fællesråd, to medlemmer efter indstilling fra Dansk

Arbejdsgiverforening og to medlemmer efter indstilling fra

Landsorganisationen

i Danmark.

Stk. 4.

Beskæftigelsesministeren fastsætter udvalgets forretningsorden.

§ 10.

Hvis Danmark er i krig, bliver skader, der opstår som følge af

krigshandlinger,

ikke anset for at være arbejdsskader. Personer, der udfører arbejde om bord

på

fartøjer af enhver art, der sædvanligvis anvendes i søfarts- eller

fiskerierhverv, er dog berettiget efter denne lov i forbindelse med skader,

der

opstår som følge af krigshandlinger.

Kapitel 4

Ydelserne

§ 11.

Ydelserne efter loven er

1)

betaling af udgifter

til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. § 15,

2)

erstatning for tab af

erhvervsevne, jf. § 17,

3)

godtgørelse for

varigt mén, jf. § 18,

4)

overgangsbeløb ved

dødsfald, jf. § 19,

5)

erstatning for tab af

forsørger, jf. §§ 20 22 og

6)

godtgørelse til

efterladte, jf. § 23.

Almindelige regler om fastsættelse af erstatning m.v.

§ 12.

Erstatning og godtgørelse efter §§ 15 18 fastsættes på grundlag af

arbejdsskadens følger. Erstatning og godtgørelse kan nedsættes eller efter

omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige eller

sociale

situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden.

Stk. 2.

Et påvist

tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en

følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

§ 13.

Efterkommer den tilskadekomne ikke de krav, der er nævnt i § 38, eller

modarbejder denne sin helbredelse ved tilsidesættelse af givne forskrifter,

kan

retten til erstatning helt eller delvist bortfalde.

Stk. 2.

Hvis de

efterladte modsætter sig obduktion, jf. § 37, stk. 2, kan retten

til

erstatning bortfalde.

§ 14.

Har den tilskadekomne forsætligt eller ved retsstridig handling eller

undladelse fremkaldt eller væsentligt bidraget til arbejdsskadens indtræden,

kan krav på erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén

nedsættes eller helt bortfalde. Den tilskadekomne skal i givet fald

udtrykkeligt gøres opmærksom herpå.

Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.

§ 15.

Under sagens behandling kan udgifter til sygebehandling eller optræning

betales, hvis det er nødvendigt for at opnå bedst mulig helbredelse, når

udgifterne ikke kan afholdes efter lov om offentlig sygesikring eller som led

i

behandlingen på offentligt sygehus. Optræningen skal foretages som

efterbehandling under lægelig kontrol i umiddelbar tilknytning til

sygebehandlingen.

Stk. 2.

Under

sagens behandling kan udgifter til anskaffelse af proteser, briller og

lignende

hjælpemidler samt kørestole betales, når det er nødvendigt for at sikre

sygebehandlingens eller genoptræningens resultater, for at formindske

arbejdsskadens følger eller for nøjere at kunne bestemme omfanget af

erhvervsevnetabet og graden af varigt mén.

Stk. 3.

Erstatning

for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler som følge

af

arbejdsskaden fastsættes til et engangsbeløb. Ved permanente udgifter udgør

beløbet den forventede, gennemsnitlige årlige udgift ganget med den

kapitaliseringsfaktor, der er fastsat i medfør af § 27, stk. 4, for

tab af erhvervsevne.

Stk. 4.

Er et

hjælpemiddel, som nævnt i stk. 2, anvendt under arbejde, og er

hjælpemidlet blevet beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold,

hvorunder det foregår, kan udgifterne til reparation, eventuelt fornyelse, af

hjælpemidlet betales.

Stk. 5.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler om, i hvilket omfang

udgifter

efter stk. 1-4 kan dækkes, herunder udgifter afholdt inden sagen er

anmeldt.

§ 16.

Når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at

skønne over den tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og

erhvervsmuligheder, afgør Arbejdsskadestyrelsen, om den tilskadekomne er

berettiget til erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning

og

hjælpemidler efter § 15, erstatning for tab af erhvervsevne efter

§ 17 og godtgørelse for varigt mén efter § 18. Afgørelse træffes

inden 1 år efter arbejdsskadens anmeldelse. For erhvervssygdomme omfattet af

§ 7, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, der skal forelægges

Erhvervssygdomsudvalget, er fristen 2 år.

Stk. 2.

Har

arbejdsskaden medført døden, fastsættes inden for samme frister som nævnt i

stk. 1, regnet fra anmeldelsen af dødsfaldet, om de efterladte er

berettigede til overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsørger

og

godtgørelse til efterladte.

Stk. 3.

Forskud på

erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan

udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.

Erstatning for tab af erhvervsevne

§ 17.

Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved

arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der

ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct.

Stk. 2.

Ved

bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes

muligheder

for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan

forlanges

af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for

erhvervsmæssig omskoling og optræning.

Stk. 3.

Hvis den

erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe

en

midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab.

Stk. 4.

Erstatning

for tab af erhvervsevne til et barn med fosterskade, jf. § 7,

stk. 1,

nr. 2, eller til et barn med sygdomme som følge af påvirkning af forældrene

før

befrugtningen eller efter fødslen, jf. § 7, stk. 2, kan tidligst

ydes

fra det 15. år.

Stk. 5.

Erstatningen

tilkendes som en løbende ydelse, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i

§ 27.

Stk. 6.

Ved

fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 4/5 af

tilskadekomnes årsløn, jf. § 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en

forholdsmæssig del heraf.

Stk. 7.

Den årlige

ydelse udbetales med 1/12 månedligt forud og løber fra det tidspunkt, hvor

der

er påvist et tab af erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før

arbejdsskaden er anmeldt. Er tilskadekomne på tidspunktet for arbejdsskaden

fyldt 63 år, udbetales erstatningen efter reglerne i § 27 som et

kapitalbeløb på 2 gange den årlige løbende erstatning, jf. stk. 6.

Stk. 8.

For

tilskadekomne født den 1. juli 1939 eller senere, ophører den løbende

erstatning efter stk. 7 med udgangen af den måned, hvor modtageren

fylder

65 år.

For tilskadekomne født før den

1. juli 1939 ophører den løbende erstatning efter stk. 7 med udgangen af

den måned, hvor modtageren fylder 67 år.

Godtgørelse for varigt mén

§ 18.

Har en arbejdsskade påført tilskadekomne varigt mén, har den pågældende ret

til

godtgørelse. Godtgørelse ydes dog ikke, hvis méngraden fastsættes til mindre

end 5 pct.

Stk. 2.

Méngraden

fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn

til

de ulemper i tilskadekomnes personlige livsførelse, som arbejdsskaden har

forvoldt.

Stk. 3.

Godtgørelse

for varigt mén fastsættes til et kapitalbeløb og udgør ved en méngrad på 100

pct. 611.500 kr. Beløbet reguleres efter § 25. Ved lavere méngrader

udgør

godtgørelsen en forholdsmæssig del af 611.500 kr.

Stk. 4.

I ganske

særlige tilfælde kan godtgørelse for varigt mén fastsættes til et højere

beløb,

dog højst 120 pct. af 611.500 kr., reguleret efter § 25.

Stk. 5.

Var

tilskadekomne ved arbejdsskadens indtræden fyldt 40 år, nedsættes

godtgørelsen

med 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 39 år ved

arbejdsskadens

indtræden. Var tilskadekomne fyldt 60 år, nedsættes godtgørelsen med

yderligere

1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsskadens

indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69.

år.

Overgangsbeløb ved dødsfald

§ 19.

Har en arbejdsskade medført døden, har den efterladte ægtefælle ret til et

overgangsbeløb på 115.000 kr., hvis ægteskabet var indgået før arbejdsskadens

indtræden og samlivet bestod på tidspunktet for tilskadekomnes død. Beløbet

reguleres efter § 25.

Stk. 2.

Er

ægteskabet indgået efter arbejdsskadens indtræden, har den efterladte

ægtefælle

krav på samme overgangsbeløb, hvis ægteskabet på tidspunktet for

tilskadekomnes

død havde bestået de sidste 2 år og ægtefællerne levede sammen på tidspunktet

for tilskadekomnes død.

Stk. 3.

Overgangsbeløbet tilkommer endvidere en efterladt, som før arbejdsskadens

indtræden levede sammen med tilskadekomne i et ægteskabslignende forhold,

hvis

samlivet på tidspunktet for dødens indtræden havde bestået de sidste 2 år.

Stk. 4.

Efterlader

afdøde sig ingen, der er berettiget til overgangsbeløb efter stk. 1-3,

kan

overgangsbeløbet tilkendes en anden efterladt person, når særlige

omstændigheder taler derfor.

Erstatning for tab af forsørger

§ 20.

Den, der er berettiget til overgangsbeløb efter § 19, stk. 1-3, og

som ved tilskadekomnes død har mistet en forsørger, eller som ved dødsfaldet

på

anden måde har fået sine forsørgelsesmæssige forhold forringet, har ret til

erstatning herfor. Erstatningen fastsættes under hensyn til forsørgelsens

omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder,

helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og

økonomiske

forhold tages i betragtning.

Stk. 2.

Erstatningen ydes i form af en tidsbestemt løbende ydelse, som årligt udgør

30

pct. af afdødes årsløn, jf. § 24. Erstatningen udbetales med virkning

fra

datoen for dødsfaldet med 1/12 månedligt forud. Perioden kan højst fastsættes

til 10 år. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales

ydelsen dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden. Modtog afdøde løbende

erstatning for tab af erhvervsevne efter denne lov, udbetales erstatning for

tab af forsørger først fra den 1. i den efterfølgende måned efter dødsfaldet.

Stk. 3.

Ydelse

efter stk. 2 løber uændret i den fastsatte periode, medmindre ydelsen

helt

eller delvist omsættes til kapitalbeløb eller den berettigede afgår ved

døden.

Stk. 4.

For

efterladte født den 1. juli 1939 eller senere, ophører den løbende erstatning

med udgangen af den måned, hvor modtageren fylder 65 år. For efterladte født

før den 1. juli 1939 ophører den løbende erstatning med udgangen af den

måned,

hvor modtageren fylder 67 år.

§ 21.

Efterlader afdøde sig børn, over for hvilke den pågældende havde

forsørgelsespligt efter lov om aktiv socialpolitik, har hvert barn, som har

den

anden af sine forældre i live, ret til en løbende årlig ydelse på 10 pct. af

afdødes årsløn, jf. § 24, indtil barnets fyldte 18. år.

Stk. 2.

Mister et

barn, som modtager løbende ydelse efter stk. 1, den anden af sine

forældre, tilkommer der for den resterende tid barnet en årlig ydelse på 20

pct. af afdødes årsløn. Samme årlige ydelse tilkommer indtil barnets fyldte

18.

år hvert barn, for hvilket tilskadekomne ved sin død stod som eneforsørger

efter lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 3.

Er barnet

ved det fyldte 18. år under uddannelse, og taler forholdene i øvrigt derfor,

kan ydelsen forlænges til tidspunktet for uddannelsens afslutning, dog længst

til pågældendes fyldte 21. år. Samme ret har afdødes barn, som på tidspunktet

for dødens indtræden var fyldt 18 år og under uddannelse.

Stk. 4.

Hvis

ydelserne efter stk. 1-3 udregnes til mere end 50 pct. af afdødes

årsløn,

nedsættes de enkelte ydelser til samlet 50 pct. af afdødes årsløn. Ydes der

samtidig erstatning efter § 20, nedsættes ydelserne tilsvarende til 40

pct. af afdødes årsløn.

Stk. 5.

Ydelserne

efter stk. 1-3 udbetales med virkning fra dødsfaldet med 1/12 månedligt

forud. Udbetales der i anledning af dødsfaldet efterindtægt, udbetales

ydelsen

dog først fra udløbet af efterindtægtsperioden.

§ 22.

Hvis de samlede årlige ydelser efter §§ 20 og 21 udgør mindre end 70

pct.

af afdødes årsløn, kan der inden for denne begrænsning under særlige

omstændigheder tillægges erstatning til andre, som afdøde helt eller delvist

forsørgede, da arbejdsskaden indtraf. Erstatningen kan bortset fra erstatning

til afdødes stedbørn under 21 år udbetales som kapitalbeløb, jf. § 27.

Godtgørelse til efterladte

§ 23.

Er

dødsfaldet forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed, kan der tilkendes

en

særlig godtgørelse til de efterladte, der stod afdøde særligt nær.

Stk. 2.

Ved

vurderingen af, om der skal betales godtgørelse efter stk. 1, og ved

fastsættelsen af godtgørelsens størrelse skal der lægges særlig vægt på

karakteren af skadevolderens handling og på den lidelse eller krænkelse, som

må

antages at være påført den eller de efterladte.

Kapitel 5

Årslønsfastsættelse og regulering

§ 24.

Årslønnen udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før

arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når særlige

ansættelsesforhold gør sig gældende, eller når tilskadekomne på grund af en

erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående

år, eller hvis tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller

længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse.

Stk. 2.

I årslønnen

medregnes værdien af fri kost og logi samt værdien af andre naturalydelser.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter værdien af kost og logi for

personer, der har ophold hos arbejdsgiveren.

Stk. 3.

Årslønnen

kan ikke sættes højere end 367.000 kr. Beløbet reguleres efter § 25.

Stk. 4.

Er

tilskadekomne under 21 år eller under uddannelse, kan der ved

årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne

forventes

efter det fyldte 21. år eller efter uddannelsens afslutning, hvis

arbejdsskaden

ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog ansættes til mindst 137.000 kr.

reguleret efter § 25, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede

forud

for arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad.

Stk. 5.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter nærmere regler for opgørelse af

årsløn for selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 6.

Til brug

ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af

forsørger som løbende ydelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at

gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-5, med

forholdet

mellem 367.000 kr. og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da

arbejdsskaden indtraf.

§ 25.

De

i §§ 18 og 19 og § 24, stk. 3 og 4, nævnte beløb reguleres

hvert

år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det pågældende

finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb for

varigt

mén og overgangsbeløb afrundes til nærmeste med 500 delelige kronebeløb.

Beløb

vedrørende årsløn afrundes til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.

Stk. 2.

De løbende

ydelser, der er fastsat med udgangspunkt i grundlønnen, jf. § 24,

stk. 6, reguleres med samme procent som de beløb, der er nævnt i

stk. 1.

Stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsens direktør bekendtgør hvert år inden udgangen af oktober

måned, hvilke reguleringer der skal finde sted. Ændringerne har gyldighed fra

den følgende 1. januar.

Stk. 4.

Ved

fastsættelsen af løbende erstatningsydelse, kapitalerstatning samt

godtgørelsesbeløb beregnes erstatningen og godtgørelsen, som om arbejdsskaden

var indtruffet på afgørelsens tidspunkt.

Stk. 5.

Løbende

årlige ydelser, der ikke er delelige med 12, forhøjes til nærmeste med 12

delelige kronebeløb.

Kapitel 6

Erstatningsudbetaling

§ 26.

Erstatninger og godtgørelsesbeløb efter denne lov udbetales til tilskadekomne

og efterladte, jf. dog stk. 5.

Stk. 2.

I særlige

tilfælde kan Arbejdsskadestyrelsen udbetale erstatnings- og godtgørelsesbeløb

til tilskadekomne og efterladte og derefter kræve det udlagte beløb ind hos

forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3.

Udbetales

de i stk. 1 omhandlede beløb senere end 4 uger fra datoen for

underretningen om beløbets tilkendelse, forrentes beløbet fra udløbet af

4-ugers-fristen, til betaling sker, med en årlig rente, der svarer til den

rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved

forsinket betaling m.v. I de i § 29, stk. 1, omhandlede tilfælde er

fristen 14 dage fra datoen for kommunens endelige meddelelse til den

erstatningsudbetalende om refusionskrav.

Stk. 4.

Retten til

en tilkendt løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger

ophører med udgangen af den måned, hvor modtageren af ydelsen afgår ved

døden.

Stk. 5.

Er

erstatningen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, og tidligere måneder

ikke udbetalt, udbetales erstatningen til modtagerens ægtefælle, hvis

ægtefællerne levede sammen ved dødsfaldet. Efterlader modtageren sig ingen

samlevende ægtefælle, udbetales beløbet til modtagerens dødsbo.

§ 27.

Løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab af erhvervsevne på

mindre end 50 pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke

omsættes til et kapitalbeløb. Erstatning for tab af erhvervsevne, der er

tilkendt til personer, der er fyldt 63 år på skadetidspunktet efter

§ 17,

stk. 7, 2. pkt., udbetales altid som et kapitalbeløb. Erstatning kan

ikke

omsættes til kapitalbeløb, når der er truffet midlertidig afgørelse om

erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3.

Stk. 2.

Ved løbende

årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover

omsættes den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på op

til 50 pct., til kapitalbeløb, når den erstatningsberettigede har anmodet

herom. En tilkendt løbende erstatning kan ikke omsættes til et kapitalbeløb,

når modtageren er fyldt 63 år.

Stk. 3.

Erstatning

efter § 20 for tab af forsørger omsættes til kapitalbeløb efter

anmodning

fra den erstatningsberettigede.

Stk. 4.

Omsætning

af løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens

størrelse på omsætningstidspunktet, der er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet

kan udbetales. Omsætning af erstatning har alene virkning for fremtiden.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra

Arbejdsskadestyrelsen

de nærmere regler for omsætning af den løbende ydelse til kapitalbeløb.

Stk. 5.

Når der er

truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og den

erstatningsberettigede har begæret erstatningen omsat til kapitalbeløb,

udbetales beløbet til boet, hvis den erstatningsberettigede afgår ved døden,

inden kapitalbeløbet er udbetalt. Omsætning af løbende ydelse til

kapitalbeløb

finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på dagen før dødsfaldet.

§ 28.

Har tilskadekomne ret til pension efter lov om tjenestemandspension som følge

af arbejdsskaden, nedsættes værdien af erstatningen for tab af erhvervsevne

efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af værdien af det beløb, hvormed

tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til

tjenestealderen på tidspunktet for pensioneringen.

Stk. 2.

Medfører

arbejdsskaden døden, og har de efterladte ret til pension efter lov om

tjenestemandspension som følge af dødsfaldet, nedsættes erstatning for tab af

forsørger efter denne lov. Nedsættelsen udgør 2/3 af det beløb, hvormed

tjenestemandspensionen er forhøjet ud over den pension, der svarer til

afdødes

tjenestealder på tidspunktet for dødsfaldet.

Stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 anvendes tilsvarende på andre

erstatningsberettigede efter denne lov, for hvem der er fastsat

pensionsregler,

der svarer til reglerne i lov om tjenestemandspension. I disse tilfælde

betaler

forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til

pensionsgiveren et beløb svarende til det beregnede fradrag i tilskadekomnes

eller efterladtes erstatning efter denne lov.

§ 29.

Kommunen har krav på refusion fra forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring, hvis tilskadekomne eller de efterladte har fået

udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik

for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som løbende ydelse for

tab

af erhvervsevne, jf. § 17, eller tab af forsørger, jf. §§ 20-22.

Refusionskravet omfatter forskellen mellem det beløb, som efter de nævnte

love

er udbetalt, og det beløb, som ville være blevet udbetalt, hvis erstatningen

var blevet udbetalt samtidig med de sociale ydelser. Kommunens krav kan dog

ikke overstige det beløb, der efter denne lov er tilkendt den pågældende for

samme tidsrum. Refusionskravet bortfalder, hvis det ikke fremsættes inden 4

uger, efter at kommunen har fået meddelelse om erstatningstilkendelsen.

Stk. 2.

Den

erstatningsansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab har

krav på at få godtgjort erstatning og godtgørelse fra

arbejdsskadeforsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring,

når der er udbetalt erstatning eller godtgørelse som følge af arbejdsskaden

til

tilskadekomne eller dennes efterladte. Kravene fra den erstatningsansvarlige

skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab omfatter erstatnings- og

godtgørelsesbeløb af samme art, som arbejdsskadeforsikringsselskabet eller

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har pligt til at betale på det

tidspunkt, hvor kravet fremsættes.

§ 30.

Krav på ydelser, som tilskadekomne eller dennes efterladte har efter loven,

kan

ikke ved aftale overføres til andre. Kreditorer kan ikke gøre udlæg eller

foretage anden retsforfølgning i disse krav.

Kapitel 7

Anmeldelse og sagsbehandling

§ 31.

En

arbejdsskade, der antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal

anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter skadens indtræden.

Stk. 2.

En

arbejdsskade, der ikke er anmeldt efter stk. 1, og som har medført, at

tilskadekomne endnu ikke på 5-ugers-dagen for skadens indtræden kan genoptage

sædvanligt arbejde i fuldt omfang, skal anmeldes senest 9 dage herefter.

Stk. 3.

For

erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes anmeldelsesfristerne fra det

tidspunkt,

hvor den anmeldelsespligtige har fået kendskab til, at sygdommen må antages

at

være erhvervsbetinget.

Stk. 4.

Arbejdsskadestyrelsen skal inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan

være

forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en

arbejdsplads. Underretning skal finde sted, selv om den arbejdsskade, der kan

have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal anmeldes efter

stk. 1-3.

§ 32.

Anmeldelsespligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver for så vidt

angår

ulykker.

Stk. 2.

For en

person under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat

tjeneste, for hvem der ikke er forsikringspligt, jf. § 48, stk. 6,

påhviler anmeldelsespligten arbejdsgiveren.

Stk. 3.

For en

person, som har sikret sin egen person efter § 48, stk. 2, og for

en

person omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4, skal anmeldelsen foretages

af

den pågældende eller dennes efterladte.

§ 33.

Den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32, og den frivilligt

sikrede,

jf. § 48, stk. 2, anmelder ulykker til det forsikringsselskab, hvor

der er tegnet forsikring, jf. § 50.

Stk. 2.

Skader

anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen, når

1)

sikringspligten ikke

er opfyldt, jf. § 48, stk. 4,

2)

der ikke er

sikringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller

3)

skaden er omfattet af

§ 4, stk. 2, nr. 4.

§ 34.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal

anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de

pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsskadestyrelsen

og Arbejdstilsynet.

§ 35.

Beskæftigelsesministeren fastsætter retningslinier for samarbejdet mellem

Arbejdsskadestyrelsen, Den Sociale Ankestyrelse, forsikringsselskaber,

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og kommuner m.fl. med henblik på

koordinering af hjælpeforanstaltningerne for tilskadekomne.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler for, hvilke oplysninger

anmeldelsen

skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske. Det kan af reglerne fremgå,

at arbejdsskader kan anmeldes elektronisk. Det skal af reglerne fremgå,

hvilke

anmeldelser forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

skal sende til Arbejdsskadestyrelsen, hvilke anmeldelser Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring skal sende til forsikringsselskabet, og hvilke

anmeldelser forsikringsselskabet skal sende til Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter regler for anmeldelse af

arbejdsskader og for afgivelse af lægeerklæringer, der er nødvendige til

sagens

behandling. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter endvidere regler for,

i

hvilket omfang lægeerklæringer og lægeattester, jf. stk. 4, skal

honoreres

med fast takst, samt størrelsen af denne takst.

Stk. 4.

Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring afholder

udgifterne til lægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer og

obduktionserklæringer, og til udtalelser og dokumentationer i øvrigt,

herunder

til nødvendige revisionsopgørelser.

§ 36.

Er

anmeldelse ikke indsendt rettidigt, kan krav om erstatning efter loven dog

rejses af tilskadekomne eller de efterladte inden for en frist af 1 år fra

arbejdsskadens indtræden. For erhvervssygdomme, jf. § 7, regnes fristen

fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller de efterladte har fået kendskab

til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget. Når der er særlig

grund

dertil, kan der ses bort fra fristen.

Stk. 2.

Kan et anmeldt

tilfælde ikke behandles på grund af forhold, der skyldes tilskadekomne eller

de

efterladte, bortfalder krav efter loven 5 år regnet fra arbejdsskadens

indtræden.

§ 37.

Arbejdsskadestyrelsen kan udsende sagkyndige til at foretage undersøgelse på

stedet.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse kan af arbejdsgivere,

ansatte, kommuner og andre vedkommende, herunder sygehuse, institutter og

behandlende læger m.v., forlange meddelt enhver oplysning, styrelsen skønner

er

af betydning. Dette omfatter blandt andet eventuelle politirapporter,

sygehusjournaler med hvad dertil hører, produktionsprocedurer, oplysninger og

rapporter om produkters og stoffers kemiske bestanddele eller afskrift af

sådanne rapporter, journaler og formler. Arbejdsskadestyrelsen kan forlange

retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, få

udskrift

heraf samt forlange, at der foretages obduktion efter reglerne om lovmæssige

obduktioner, jf. dog § 13, stk. 2. Oplysningerne kan indhentes i

elektronisk form.

Stk. 3.

For

personer, der er nævnt i § 48, stk. 3, påhviler det skibsføreren at

tilføre skibsdagbogen fyldige oplysninger om arbejdsskadens indtræden og

omstændighederne i forbindelse hermed.

§ 38.

Tilskadekomne skal snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden lade sig

undersøge af en læge og derefter gennemgå den lægebehandling eller den

optræning, som lægen eller Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendig.

Tilskadekomne skal om nødvendigt lade sig indlægge til observation på sygehus

eller lignende institution. Tilskadekomne skal endvidere efter

Arbejdsskadestyrelsens bestemmelse lade sig undersøge af en læge udpeget af

styrelsen, lade sig arbejdsprøve og efter anmodning afgive mundtlig

forklaring

for Arbejdsskadestyrelsen. Undlader tilskadekomne at efterkomme kravene efter

denne bestemmelse, anvendes reglen i § 13, stk. 1.

Stk. 2.

Tilskadekomne har ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling m.v.,

jf. stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Arbejdsskadestyrelsens

anmodning. Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstatning for

dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved behandling m.v., jf. stk. 1, 2.

og 3. pkt., hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed. Som grundlag for

beregningen kan højst anvendes den timefortjeneste, der svarer til den i

§ 24, stk. 3, nævnte årsløn. I sager om ulykker betales udgifterne

af

forsikringsselskabet. I sager om erhvervssygdomme betales udgifterne af

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3.

Stk. 2

gælder også, når Den Sociale Ankestyrelse har begæret de oplysninger, der er

nævnt i stk. 1.

Stk. 4.

Betingelsen

om, at der skal foreligge en anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen eller Den

Sociale Ankestyrelse, for at forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring betaler udgifterne efter stk. 2 og 3, kan

fraviges

i de tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse

finder

oplysningerne nødvendige. I sager om arbejdsulykker skal forsikringsselskabet

alene betale udgifter, der er opstået eller afholdt efter skadens indtræden.

I

sager om erhvervssygdomme skal Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring alene

betale udgifter, der er opstået eller afholdt efter, at skaden er anmeldt,

jf.

§ 8, stk. 2.

Stk. 5.

Arbejdsskadestyrelsens

direktør fastsætter regler for betaling af udgifter efter stk. 2 og 3 og

bekendtgør årligt, med hvilke beløb der kan betales for transport m.v.

§ 39.

Hvis det viser sig, at den anmeldte skade ikke er omfattet af loven, træffer

Arbejdsskadestyrelsen afgørelse herom. For sager, der behandles efter

§ 6

om ulykker, træffes afgørelsen senest 3 måneder efter, at

Arbejdsskadestyrelsen

har modtaget anmeldelsen. For sager, der behandles efter § 7,

stk. 1,

nr. 1, om erhvervssygdomme på fortegnelsen, er fristen 6 måneder. For sager

om

erhvervssygdomme, der behandles efter § 7, stk. 1, nr. 2, og

stk. 2, der skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, gælder alene den i

§ 16, stk. 1, angivne frist på 2 år.

Stk. 2.

Afgår

tilskadekomne ved døden efter skadens anmeldelse, finder fristerne i

stk. 1 tilsvarende anvendelse for meddelelse til de efterladte om, at

dødsfaldet ikke er omfattet af loven. Fristerne regnes her fra underretningen

om dødsfaldet til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 3.

Kan

afgørelse efter stk. 1 og 2 ikke træffes inden for fristerne, skal

tilskadekomne eller de efterladte underrettes herom. En sådan underretning er

ikke en afgørelse, som kan påklages.

Kapitel 8

Administration

Afgørelseskompetence

§ 40.

Arbejdsskadestyrelsen træffer, medmindre andet er fastsat, afgørelse om alle

spørgsmål efter denne lov.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsen er ved behandlingen af sager efter denne lov ikke

bundet

af parternes påstande og er uafhængig af instruktioner om afgørelsen af den

enkelte sag.

Genoptagelse

§ 41.

Efter

anmodning fra tilskadekomne eller de efterladte eller på

Arbejdsskadestyrelsens

foranledning kan afgørelser efter § 39 om, at en skade ikke er omfattet

af

loven, genoptages inden for en frist på 5 år fra afgørelsen.

Stk. 2.

Har

Arbejdsskadestyrelsen meddelt, at en anmeldt sygdom ikke hører under loven,

og

optages sygdommen senere på fortegnelsen nævnt i § 7, stk. 1, nr.

1,

kan sagen genoptages, selv om der er forløbet mere end 5 år fra

Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

§ 42.

Efter anmodning fra tilskadekomne eller på Arbejdsskadestyrelsens

foranledning

kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 15, 17 og 18,

genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket

væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.

Fristen for genoptagelse kan forlænges inden udløbet af 5-års-fristen. Når

ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne.

Stk. 2.

Modtageren

af løbende ydelse efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet,

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen om enhver

forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre en nedsættelse eller

bortfald af ydelsen, ligesom forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring eller Arbejdsskadestyrelsen skal være opmærksom på, om

der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

§ 43.

Er

en efterladt ikke anset for erstatningsberettiget efter § 20,

stk. 1,

kan den pågældende inden for en frist på 5 år fra modtagelsen af meddelelsen

herom anmode om at få erstatningsspørgsmålet genoptaget. På samme måde kan en

efterladt, der har fået tilkendt erstatning efter § 20, stk. 1, jf.

stk. 2, inden for en frist på 5 år efter ydelsens ophør anmode om at få

erstatningsspørgsmålet genoptaget med henblik på tilkendelse af yderligere,

tidsbestemt løbende ydelse.

Klageadgang

§ 44.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter § 40 kan indbringes for Den

Sociale Ankestyrelse af

1)

tilskadekomne eller

dennes efterladte,

2)

forsikringsselskabet

i sager om ulykker,

3)

Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring i sager om erhvervssygdomme og

4)

arbejdsgiveren for så

vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader.

Stk. 2.

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om branchetilhørsforhold, jf. § 48,

stk. 6, og § 49, stk. 1 og 4, kan indbringes for Den Sociale

Ankestyrelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3.

Klage efter

stk. 1 og 2 skal indgives inden 4 uger efter, at klageren har modtaget

afgørelsen. For tilskadekomne eller efterladte, der på afgørelsens tidspunkt

opholder sig på Færøerne eller i det øvrige Europa uden for Danmark, er

fristen

dog 6 uger. Opholder tilskadekomne eller de efterladte sig uden for Europa,

er

fristen 3 måneder.

Stk. 4.

Ankestyrelsen kan se bort fra overskridelse af klagefristerne, når der er

særlig grund hertil.

Stk. 5.

Ved Den

Sociale Ankestyrelses behandling af sager efter denne lov finder kapitel 9

samt

§§ 68 og 70 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område

anvendelse, medmindre andet følger af denne lov.

Stk. 6.

I det

omfang arbejdsgiveren, forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring indbringer Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for

Ankestyrelsen, har klagen opsættende virkning.

Stk. 7.

Inden

Ankestyrelsen behandler en klage efter stk. 1 og 2, skal

Arbejdsskadestyrelsen vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt

eller delvist medhold. Klagen sendes derfor til Arbejdsskadestyrelsen.

Stk. 8.

Kan

Arbejdsskadestyrelsen ikke give klageren medhold, sendes klagen med

begrundelsen for afgørelsen og genvurderingen videre til Den Sociale

Ankestyrelse.

Stk. 9.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for behandling af klagesager,

herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af

klager

m.v.

§ 45.

Klager over afgørelser truffet af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

efter

denne lov kan inden 4 uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for et

ankenævn. Ankenævnet, der udnævnes for en periode af 3 år,

består af en formand, der beskikkes af beskæftigelsesministeren og

skal have bestået juridisk, nationaløkonomisk eller anden dermed ligestillet

eksamen, og følgende udpegede medlemmer:

1)

Et medlem udpeget af

Landsorganisationen i Danmark.

2)

Et medlem udpeget af

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og Akademikernes

Centralorganisation i fællesskab.

3)

Et medlem udpeget af

Dansk Arbejdsgiverforening.

4)

Et medlem udpeget af

Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og

Frederiksberg Kommuner samt Finansministeriet i fællesskab.

Stk. 2.

Der udpeges

tillige en suppleant for hvert af de i stk. 1 nævnte medlemmer.

Stk. 3.

Formanden

kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund

hertil.

Stk. 4.

Ankenævnet

fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5.

Ankenævnets

udgifter betales af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Klageren betaler

500 kr. for ankenævnets behandling. Beløbet betales tilbage til klageren,

hvis

denne får helt eller delvist medhold.

§ 46.

Forsikring & Pension har ankeadgang som nævnt i § 44 i sager om

arbejdsulykker, som af Arbejdsskadestyrelsen henføres under § 48,

stk. 6, og § 52.

§ 47.

Inddrivelsesmyndighedens afgørelser efter § 51, stk. 2-4, og

§ 52, stk. 6, kan indbringes for skatteministeren.

Kapitel 9

Den sikringspligtige arbejdsgiver og selvstændige

erhvervsdrivende, der sikrer sig efter loven

§ 48.

Enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer som nævnt i

§ 2, har sikringspligt efter loven for disse personer, jf. dog

stk. 3, 5 og 6.

Stk. 2.

Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller kan sikre egen

person

efter loven.

Stk. 3.

Reder for

et skib, som er indført eller skal indføres i Det Danske Skibsregister eller

Dansk Internationalt Skibsregister, har sikringspligt for enhver person

omfattet af § 2, der er antaget til efter skibsførerens anvisninger at

udføre arbejde om bord på skibet. Dette gælder, uanset om den pågældende er

ansat eller aflønnet af andre end rederen, og uanset om arbejdet vedrører

andet

end skibets drift.

Stk. 4.

Arbejdsgiveren som nævnt i stk. 1 og 3 opfylder sin sikringspligt ved at

tegne forsikring mod følgerne af arbejdsulykker, jf. § 50, og tilslutte

sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring mod følgerne af erhvervssygdomme,

jf. § 55. Selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, jf.

stk. 2, sikrer egen person ved at tegne forsikring mod følgerne af

ulykkestilfælde, jf. § 50, og tilslutte sig Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring mod følgerne af erhvervssygdomme, jf. § 55.

Stk. 5.

Staten og

kommunerne har ikke pligt til at tegne forsikring mod følgerne af

arbejdsulykker, jf. § 50. Det samme gælder civillisten.

Stk. 6.

Sikringspligten omfatter ikke medhjælp under arbejde i privat husholdning

eller

under udførelse af privat tjeneste, hvis den samlede beskæftigelse herved

ikke

overstiger 400 timer i et kalenderår. Udgifter ved arbejdsulykker, der

overgår

sådan medhjælp, betales forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles for

hvert kalenderår på alle forsikringsselskaber, som tegner

arbejdsskadeforsikringer. Arbejdsskadestyrelsen fastsætter i samarbejde med

Finanstilsynet nærmere regler for denne fordeling. Udgifter ved

erhvervssygdomme, der overgår sådan medhjælp, betales af Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om

branchetilhørsforhold under hensyn til arten af påvirkningerne, intensiteten

og

den tidsmæssige udstrækning heraf. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

henfører herefter udgifterne til en branche.

§ 49.

Ved ulykker betales udgifterne af den sikringspligtige arbejdsgivers

forsikringsselskab. Ved erhvervssygdomme betales udgifterne af

Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring. Det samme gælder, når der er tale om frivillig

sikring

efter § 48, stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om

branchetilhørsforhold under hensyn til påvirkningernes art, intensitet og

tidsmæssige udstrækning. Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring henfører

udgifterne til en branche.

Stk. 2.

Sikringspligtig arbejdsgiver for tilskadekomne er den arbejdsgiver, i hvis

virksomhed eller tjeneste arbejdsskaden er sket, jf. dog stk. 3 og

§ 48, stk. 3 og 6. Kan arbejdsskaden henføres til flere

arbejdsgivere, træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, hvilken

arbejdsgiver

der er sikringspligtig.

Stk. 3.

Sikringspligtig arbejdsgiver for tilskadekomne og frivilligt sikrede, der har

pådraget sig en erhvervssygdom, er arbejdsgiveren i den virksomhed, hvor

tilskadekomne senest før sygdommens påvisning har været udsat for skadelige

påvirkninger, der antages at have medført den pågældende sygdom. Det gælder

dog

ikke, hvis det godtgøres, at sygdommen skyldes arbejde i en anden virksomhed.

Stk. 4.

Hvis en

sikringspligtig arbejdsgiver efter stk. 3 ikke med rimelig sandsynlighed

kan udpeges, eller hvis virksomheden er ophørt, henfører

Arbejdsskadestyrelsen

skaden til en branche. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om

branchetilhørsforhold

træffes efter en konkret vurdering af, i hvilken branche tilskadekomne eller

den frivilligt sikrede især har været udsat for de påvirkninger, der antages

at

have medført den pågældende sygdom. Ved vurderingen indgår påvirkningernes

art,

intensitet og tidsmæssige udstrækning.

Stk. 5.

Når en

skade er indtruffet som følge af sikrede personers forsøg på redning af

menneskeliv, jf. § 4, stk. 2, nr. 3, refunderes

forsikringsselskabets

eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings ydelser af statskassen.

Stk. 6.

Hvis en

person, der ikke i øvrigt er sikret efter loven, pådrager sig skade ved

forsøg

på redning af menneskeliv, jf. § 4, stk. 2, nr. 4, betaler

statskassen ydelserne efter loven.

Stk. 7.

I de

tilfælde, der omfattes af stk. 5 og 6, beregnes tilskadekomnes årsløn

efter lovens almindelige regler.

Stk. 8.

Ved skader,

der er en følge af udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud, betaler

staten

og kommunerne ydelser efter loven ved ulykker. Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring betaler ydelserne efter loven for sådanne skader ved

erhvervssygdomme.

Kapitel 10

Sikringspligt

Tegning af forsikring

§ 50.

Sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, skal overføre deres risiko for

ulykker til et forsikringsselskab, der tegner ulykkesforsikring efter denne

lov. Det samme gælder selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende

ægtefæller, der vælger at sikre egen person efter § 48, stk. 2.

§ 51.

En

arbejdsgiver, der har undladt at tegne den lovpligtige forsikring eller at

holde sådan forsikring i kraft, skal betale et beløb svarende til den præmie,

der skulle have været betalt til et forsikringsselskab. Arbejdsskadestyrelsen

træffer afgørelse om beløbets størrelse. Beløbet skal betales til

Arbejdsskadestyrelsen og godskrives alle forsikringsselskaber, som tegner

arbejdsulykkesforsikring, efter regler fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i

samarbejde med Finanstilsynet.

Stk. 2.

Beløb

svarende til ubetalte præmier, jf. stk. 1, kan med tillæg af

omkostninger

inddrives ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende

efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 3.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i

forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf i form af bøde for

overtrædelse af reglerne. Bestemmelsen i § 82, stk. 4, anvendes

tilsvarende.

Stk. 4.

Inddrivelsesmyndigheden kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne

og

andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at

varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 1, herunder

oplysninger

om indkomst- og formueforhold.

§ 52.

Hvis der foreligger en arbejdsulykke og arbejdsgiveren har undladt at opfylde

sin sikringspligt ved at tegne forsikring, betaler Arbejdsskadestyrelsen

forskudsvis de udgifter, der er nævnt i § 11, § 35, stk. 3 og

4,

§ 38 og § 59.

Stk. 2.

Arbejdsgiveren skal refundere Arbejdsskadestyrelsen de udbetalte beløb, jf.

stk. 1, medmindre styrelsen skønner, at der har foreligget sådanne

undskyldende omstændigheder, at den pågældende helt eller delvist bør

fritages

for betaling.

Stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsen kan, i det omfang det skønnes rimeligt, eftergive

arbejdsgiveren beløbet.

Stk. 4.

De beløb,

som Arbejdsskadestyrelsen har udbetalt efter stk. 1, fordeles efter

reglerne i § 48, stk. 6, 2. og 3. pkt., med fradrag af eventuelt

refunderet beløb efter stk. 2 på alle forsikringsselskaber, som tegner

arbejdsulykkesforsikring.

Stk. 5.

Hvis den

virksomhed, hvor arbejdsulykken er indtruffet, er ophørt, og det ikke er

muligt

at udpege et forsikringsselskab, finder reglerne i stk. 1 og 4

tilsvarende

anvendelse.

Stk. 6.

Reglerne i

§ 51, stk. 2-4, finder tilsvarende anvendelse for refusionskrav

efter

stk. 2 og renter heraf efter § 60.

§ 53.

Når et forsikringsselskab har overtaget en sikringspligtig arbejdsgivers

eller

selvstændig erhvervsdrivendes risiko, jf. § 50, hæfter selskabet, selv

om

det ved forsikringsaftalen er gået ud fra urigtige forudsætninger om

forsikringsansvarets art og omfang.

§ 54.

Hvis en bestand af arbejdsulykkesforsikringer tages under administration

efter

§ 251, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed i

Arbejdsskadestyrelsen, skal alle skader, der anmeldes til

forsikringsselskabet

efter datoen for forsikringsselskabets ophør, sendes til

Arbejdsskadestyrelsen.

Samtidig overdrages til Arbejdsskadestyrelsen de kapitaler, som selskabet har

reserveret i henhold til lov om forsikringsvirksomhed, og som vedrører

selskabets bestand af forsikringer efter loven på ophørstidspunktet.

Stk. 2.

De

udgifter, der følger af forsikringsbestandens administration, betales

forskudsvis af Arbejdsskadestyrelsen og fordeles efter reglerne i § 48,

stk. 6, 2. og 3. pkt., for hvert kalenderår på alle

forsikringsselskaber,

som tegner arbejdsulykkesforsikring. De overdragne kapitaler fordeles efter

samme regler.

Tilslutning til Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring

§ 55.

Sikringspligtige arbejdsgivere, jf. § 48, skal betale bidrag til

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, jf. § 61. Det samme gælder

frivilligt sikrede efter § 48, stk. 2.

Stk. 2.

Når

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har overtaget en sikringspligtig

arbejdsgivers eller selvstændig erhvervsdrivendes risiko, hæfter

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, selv om den ved fastsættelsen af

bidraget er gået ud fra urigtige forudsætninger om risikoens art og omfang.

Stk. 3.

Den

sikringspligtige, forsikringsselskabet og offentlige myndigheder skal efter

anmodning give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring oplysninger af

betydning

for fastsættelse af bidrag efter loven. Det samme gælder frivilligt sikrede

efter § 48, stk. 2. Pligten til at udlevere oplysninger til

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring gælder ikke i det omfang, der efter

anden lovgivning er fastsat en særlig tavshedspligt.

Stk. 4.

Til brug

ved bidragsopkrævning og behandling af anmeldelser af erhvervssygdomme har

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring elektronisk adgang til

stamoplysninger

i Arbejdsmarkedets Tillægspensions arbejdsgiver- og personregistre, til

oplysninger om arbejdsgivernes indbetalte ATP-bidrag i Arbejdsmarkedets

Tillægspensions

opkrævningsregister samt til arbejdsgiverrelationer og indbetalte ATP-bidrag

på

personniveau i Arbejdsmarkedets Tillægspensions lønmodtagerregister.

§ 56.

Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring fastsætter de nærmere

regler om betaling af bidrag, herunder om frist for betalingen. Det kan ved

disse regler bestemmes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver

et

ekspeditionsgebyr ved påkrav på grund af manglende betaling og kan give

henstand med betaling samt eftergive bidrag, renter og ekspeditionsgebyr.

Stk. 2.

Sker

betaling af bidrag ikke rettidigt, skal den sikringspligtige og den

frivilligt

sikrede efter § 48, stk. 2, fra forfaldsdagen betale renter af

bidraget med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af

§ 5

i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Stk. 3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udpantningsret for bidrag, renter

og ekspeditionsgebyr.

Stk. 4.

Krav, der

tilkommer Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i medfør af dette kapitel,

forældes

efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse

fordringer.

Stk. 5.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan indhente de oplysninger hos

skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den sikringspligtige og

den frivilligt sikrede efter § 48, stk. 2, som er nødvendige for at

varetage inddrivelsen af skyldige bidrag, renter og ekspeditionsgebyr,

herunder

oplysninger om indkomst- og formueforhold.

§ 57.

Hvis der foreligger en erhvervssygdom og den sikringspligtige arbejdsgiver

ikke

har betalt bidrag, betaler Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

forskudsvis

de udgifter, der er nævnt i § 11, § 35, stk. 3 og 4, § 38

og § 59.

Stk. 2.

Arbejdsgiveren skal refundere Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring de

udbetalte beløb, jf. stk. 1, medmindre Arbejdsskadestyrelsen skønner, at

der har foreligget sådanne undskyldende omstændigheder, at den pågældende

helt

eller delvist bør fritages for betaling.

Stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsen kan, i det omfang det skønnes rimeligt, eftergive

arbejdsgiveren beløbet.

Stk. 4.

De beløb,

som Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udbetalt efter stk. 1,

fordeles med fradrag af eventuelt refunderet beløb efter stk. 2 efter

reglerne i § 48, stk. 6, 4.-6. pkt.

Stk. 5.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan hos arbejdsgiveren opkræve et

beløb

svarende til det bidrag, der efter den 1. januar 1999 skulle have været

indbetalt til ordningen.

Stk. 6.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har udpantningsret for refusionskrav

efter stk. 2 og renter heraf efter § 60 samt for refusionskrav

efter

stk. 5 og renter heraf efter § 56, stk. 2. Reglen i § 56,

stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

Fastsættelse af det samlede bidrag til

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

§ 58.

De

sikringspligtige arbejdsgivere og frivilligt sikrede efter § 48,

stk. 2, dækker udgifterne forbundet med lovens sikring mod følger af

erhvervssygdomme gennem indbetaling af bidrag til Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Stk. 2.

Bestyrelsen

for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring fastsætter størrelsen af

bidragene

for den sikringspligtige arbejdsgiver og for den frivilligt sikrede efter

§ 48, stk. 2. Bidragene fastsættes ud fra tilhørsforholdet til en

branche, det beregnede antal fuldtidsansatte og de forventede udgifter

vedrørende den pågældende arbejdsgiver eller selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 3.

Bestyrelsen

for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er forpligtet til at fastsætte

bidragene således, at der, ud over hvad der er nødvendigt til dækning af de

sikringsmæssige risici efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til

en

forsvarlig administration. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for

denne beregning.

Stk. 4.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring opkræver endelig som en del af

bidraget

afgifter m.v., i det omfang dette er fastsat i denne lov eller i anden

lovgivning.

Fælles bestemmelser om betaling for administration,

forrentning og udpantning

§ 59.

Forsikringsselskaber, der tegner arbejdsulykkesforsikring, Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring, kommuner, der ikke har tegnet forsikring, jf.

§ 48, stk. 5, og institutioner, der er omfattet af statens adgang

til

selvforsikring, jf. § 48, stk. 5, skal betale for

Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses administration af de

forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører de pågældende.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler for betalingen og opkrævningen

heraf.

Stk. 2.

Betaling

for forhold, der er omfattet af loven, og som vedrører institutioner, der er

omfattet af statens adgang til selvforsikring, jf. § 48, stk. 5,

påhviler det enkelte ministerområde. Vedkommende minister kan fordele

udgifterne på de enkelte institutioner.

Stk. 3.

Arbejdsskadestyrelsens direktør kan pålægge de forsikringsselskaber m.v., der

er nævnt i stk. 1, og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring at

tilvejebringe statistiske oplysninger og lignende.

§ 60.

De

beløb, der forskudsvis er udlagt af Arbejdsskadestyrelsen efter § 48,

stk. 6, og § 52, stk. 1 og 5, eller af Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring efter § 57, forrentes med en årlig rente, der

svarer til gennemsnittet af den af Nationalbanken opgjorte dag til

dag-pengemarkedsrente. De nærmere regler for beregning af renten fastsættes

af

Arbejdsskadestyrelsens direktør.

Stk. 2.

Forsikringsselskaberne har udpantningsret for præmier, påløbne renter og

andre

omkostninger i mangel af rettidig betaling af præmie.

Kapitel 11

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

§ 61.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er en selvejende institution.

Stk. 2.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har til opgave at

1)

beregne og opkræve

bidrag til at finansiere udgifter ved erhvervssygdomme og

2)

udbetale erstatning

m.v. til tilskadekomne eller deres efterladte.

Stk. 3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ledes af en direktør og en

bestyrelse,

der består af en formand og 20 andre medlemmer. Heraf udpeges

1)

4 medlemmer af Dansk

Arbejdsgiverforening,

2)

1 medlem af

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

3)

1 medlem af

finansministeren,

4)

2 medlemmer af Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Københavns og Frederiksberg

kommuner i fællesskab,

5)

1 medlem af

Finanssektorens Arbejdsgiverforening,

6)

1 medlem af Ledernes

Hovedorganisation,

7)

7 medlemmer af

Landsorganisationen i Danmark,

8)

2 medlemmer af

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd og

9)

1 medlem af

Akademikernes Centralorganisation.

Udpegning af medlemmer sker efter reglerne i lov nr. 388 af

30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd.

Stk. 4.

Bestyrelsen

udpeger selv sin formand, som ikke må have tilknytning til en arbejdsgiver-

eller arbejdstagerorganisation. Formandens stemme er udslagsgivende i

tilfælde

af stemmelighed.

Stk. 5.

Bestyrelsens formand og øvrige medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Genvalg

kan finde sted. Ingen kan udpeges til bestyrelsen efter det fyldte 67. år. Et

medlem af bestyrelsen kan ikke samtidig være medlem af

Erhvervssygdomsudvalget,

jf. § 9.

Stk. 6.

Hvis de i

stk. 3 nævnte udpegningsberettigede ikke afgiver indstilling i

overensstemmelse med reglerne for udpegning i stk. 3 og 5, kan

beskæftigelsesministeren beslutte, at bestyrelsen kan fungere uden de

pågældende medlemmer.

Stk. 7.

Bestyrelsen

er ansvarlig for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings administration.

Bestyrelsen overlader administrationen, jf. stk. 2, til Arbejdsmarkedets

Tillægspension.

Aktuarmæssige forhold

§ 62.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal have ansat en af Finanstilsynet

godkendt, ansvarshavende aktuar til udførelse af de nødvendige

beregningstekniske funktioner, herunder fastsættelse af det samlede

bidragsniveau, samt undersøgelser.

Stk. 2.

Søger

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring Finanstilsynets godkendelse af en ny

ansvarshavende aktuar, skal anmodningen herom være ledsaget af en angivelse

af

årsagen til skiftet.

Stk. 3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal udarbejde en sikringsplan, som

skal indeholde oplysninger om ordningens sikringstekniske beregningsgrundlag.

Sikringsplanen og ændringer heri skal anmeldes til Finanstilsynet.

Stk. 4.

Finanstilsynet

kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold.

§ 63.

Den ansvarshavende aktuar skal påse, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring

overholder sin sikringsplan, herunder at hensættelserne er opgjort således,

at

de under hensyntagen til, hvad der med rimelighed kan forudses, er

tilstrækkelige. Den ansvarshavende aktuar har ret til af direktøren at

forlange

alle oplysninger, som er nødvendige for udøvelsen af hvervet.

Stk. 2.

Den

ansvarshavende aktuar kan forlange, at bestyrelsen indkaldes. Den

ansvarshavende aktuar har ret til at være til stede og udtale sig ved

bestyrelsens møder, medmindre bestyrelsen i den enkelte sag træffer anden

bestemmelse. Den ansvarshavende aktuar, der ikke er enig i bestyrelsens

beslutning, har ret til at få sin mening indført i bestyrelsesprotokollen.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan kræve de oplysninger af den ansvarshavende aktuar, som er

nødvendige til bedømmelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings

økonomiske stilling. Den ansvarshavende aktuar skal omgående indberette til

Finanstilsynet enhver tilsidesættelse af de i stk. 1 nævnte forhold.

Stk. 4.

Den

ansvarshavende aktuar skal årligt indsende en beretning til Finanstilsynet,

herunder en redegørelse for hensættelserne i Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan fastsætte nærmere bestemmelser om de i stk. 1-4

nævnte

forhold.

Årsregnskab og revision

§ 64.

For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktør i overensstemmelse

med

lovgivningens og vedtægternes bestemmelser herom et årsregnskab bestående af

balance, resultatopgørelse, noter og femårsoversigt. Der udarbejdes endvidere

årsberetning. Disse dele udgør en helhed.

Stk. 2.

Årsregnskab

og årsberetning samt et eventuelt koncernregnskab underskrives af direktøren

og

bestyrelsen. Mener direktøren eller et bestyrelsesmedlem, at årsregnskabet

eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har vedkommende andre

indvendinger mod disse eller mod et eventuelt koncernregnskab, som

vedkommende

ønsker at gøre Beskæftigelsesministeriet bekendt med, skal vedkommende gøre

rede herfor i sin påtegning.

Stk. 3.

Regnskabsåret følger kalenderåret. Dette krav er tillige gældende for

eventuelle datterselskaber.

Stk. 4.

Senest 10

dage efter bestyrelsens godkendelse af årsregnskabet, dog senest 6 måneder

efter regnskabsårets udløb, indsendes det reviderede og godkendte årsregnskab

samt udskrift af revisionsprotokollen vedrørende årsregnskabets revision til

Beskæftigelsesministeriet og Finanstilsynet.

Stk. 5.

Opfylder

årsregnskabet ikke lovgivningens forskrifter eller vedtægterne for

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, kan Finanstilsynet kræve regnskabet

ændret og forelagt til fornyet behandling hos bestyrelsen.

§ 65.

Årsregnskabet skal opstilles på en overskuelig måde og skal give et

retvisende

billede af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver og passiver,

økonomiske stilling og resultat.

Stk. 2.

Finanstilsynet fastsætter regler for udarbejdelsen af årsregnskabet, herunder

regler om opgørelse og værdiansættelse af hensættelserne.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan fastsætte regler for udarbejdelse af koncernregnskab.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan forlange årsregnskabsposterne samt yderligere

specifikationer hertil udfærdiget på særlige skemaer til brug for bedømmelse

af

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings økonomiske stilling og udarbejdelse

af

tilsynets årlige beretning.

Stk. 5.

Finanstilsynet kan forlange de skemaer, der er nævnt i stk. 4, suppleret

med redegørelser om enkeltforhold underskrevet af Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikrings direktør, bestyrelse eller ansvarshavende aktuar.

Stk. 6.

De skemaer

og redegørelser, der er nævnt i stk. 4 og 5, indsendes efter regler

fastsat af Finanstilsynet.

§ 66.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings årsregnskab skal revideres af mindst

2

revisorer, hvoraf mindst en revisor skal være statsautoriseret. Bestyrelsen

udnævner revisorerne for tre år ad gangen, men kan til enhver tid trække

udnævnelsen tilbage.

Stk. 2.

Lovgivningens bestemmelser om revision samt om inhabilitet for revisorer

gælder

også for revisorer, der ikke er statsautoriserede eller registrerede.

Stk. 3.

Ved

revisorskifte skal Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og revisor give

Finanstilsynet en redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

Stk. 4.

Efter at

revisionen er afsluttet, skal revisorerne ved påtegning på regnskabet

bekræfte,

at de har revideret dette og det eventuelle koncernregnskab.

Stk. 5.

Revisorerne

skal til brug for bestyrelsen føre en revisionsprotokol, der forelægges på

ethvert bestyrelsesmøde. Enhver protokoltilførsel underskrives af samtlige

bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 6.

Findes en

revisor åbenbart uegnet til sit hverv, kan beskæftigelsesministeren afskedige

den pågældende og i den afgåedes sted udpege en revisor, der fungerer, indtil

nyt valg kan foretages.

§ 67.

Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under

behandlingen

af sager, der har betydning for revisionen eller for aflæggelsen af

regnskabet.

Stk. 2.

Revisorerne

har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager,

såfremt det ønskes af blot ét bestyrelsesmedlem.

Stk. 3.

Finanstilsynet kan udfærdige nærmere forskrifter om revisionens

gennemførelse.

Stk. 4.

Finanstilsynet kan pålægge revisionen at give oplysninger om Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikrings forhold.

Investeringsregler

§ 68.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal til enhver tid have aktiver

omfattet af § 69 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af

de samlede hensættelser. Det påhviler ledelsen at sikre, at disse aktiver

inden

for de begrænsninger, der er fastlagt i §§ 69 og 70, er udvalgt således,

at de i forhold til arten af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings

forpligtelser med hensyn til sikkerhed, afkast og likviditet er af en sådan

art

og sammensætning, at de er egnede til at fyldestgøre de sikrede, herunder at

der ikke foreligger en uforholdsmæssigt stor afhængighed af en bestemt

kategori

af aktiver, et bestemt investeringsmarked eller en bestemt investering. Ved

midlernes placering skal herved tilstræbes en betryggende sikkerhed, en

opretholdelse af midlernes realværdi samt højst mulig forrentning.

Stk. 2.

Aktivernes

værdi opgøres til brug for bestemmelserne i dette kapitel efter følgende

regler:

1)

Aktivernes værdi

opgøres og reguleres løbende i overensstemmelse med de principper, der finder

anvendelse ved aflæggelse af årsregnskab.

2)

Der skal foretages

fradrag for en eventuel behæftet del, og udlån kan kun indgå til en værdi,

der

fremkommer efter fradrag af modregnelige forpligtelser over for låntager.

3)

Har Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring indgået finansielle kontrakter, der reducerer risikoen

for, at aktiverne ikke kan dække forpligtelserne, medregnes værdien af

sådanne

kontrakter i aktivernes værdi.

4)

Tilgodehavende,

uforfaldne renter af værdipapirer omfattet af § 69, stk. 1, nr.

1-4,

6 og 7, medregnes i værdipapirernes værdi.

§ 69.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings midler skal være anbragt i følgende

kategorier af aktiver:

1)

obligationer eller

gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale

myndigheder i zone A, jf. bilag A,

2)

børsnoterede

obligationer udstedt af internationale organisationer, der som medlem har

mindst et af medlemslandene i Den Europæiske Union,

3)

realkreditobligationer

efter realkreditlovens § 1, stk. 5, samt andre obligationer,

udstedt

her i landet eller i lande omfattet af zone A, og som frembyder tilsvarende

sikkerhed,

4)

tilgodehavender,

eksklusive tilgodehavender, der er efterstillet andre kreditorer, hos

kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A bortset

fra kreditinstitutter omfattet af nr. 3 samt lån garanteret af

kreditinstitutter eller forsikringsselskaber under tilsyn i lande omfattet af

zone A,

5)

grunde og bygninger,

hvis værdi er uafhængig af en særlig erhvervsudnyttelse,

6)

lån sikret ved

tinglyst panteret i grunde og bygninger som omfattet af nr. 5 for et beløb op

til to tredjedele af den seneste ejendomsvurdering,

7)

andele og beviser i

investeringsinstitutter omfattet af Rådets direktiv 85/611/EØF, andele i

placeringsforeninger,

pengemarkedsforeninger og investeringsinstitutforeninger, jf. § 1 og

§ 2, stk. 2, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger og

specialforeninger,

8)

andre obligationer og

lån noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,

9)

aktier og andre

kapitalandele noteret på en fondsbørs i lande omfattet af zone A,

10)

grunde og bygninger,

der ikke er omfattet af nr. 5, samt lån sikret ved tinglyst panteret i grunde

og bygninger, der ikke er omfattet af nr. 6,

11)

kapitalandele og andre

værdipapirer, der er noteret på en fondsbørs i lande uden for zone A, fra

udstedere, der er hjemmehørende i lande uden for zone A,

12)

unoterede

kapitalandele, herunder kapitalandele, der omsættes på en autoriseret

markedsplads, jf. § 40, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.,

eller

et andet reguleret marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt

arbejdende

og åbent for offentligheden, samt andre udlån og værdipapirer, som ikke

omfattes af nr. 1-11.

Stk. 2.

Hvis

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har et datterselskab, hvis aktivitet

er

begrænset til at foretage og forvalte investeringer omfattet af stk. 1,

kan datterselskabets aktiver inden for værdien af kapitalandelene i, og

eventuelle lån til, datterselskabet behandles som aktiver efter stk. 1.

Er

datterselskabet ikke hel~ejet, indgår dets aktiver til en forholdsmæssig

værdi

svarende til den ejede andel af egenkapitalen.

Stk. 3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings anbringelse af midler i en enkelt

virksomhed må ikke medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring alene

eller sammen med Arbejdsmarkedets Tillægspension eller sammen med

datterselskaber, som de ejer, kan udøve bestemmende indflydelse på

virksomheden, medmindre andet følger af stk. 9 eller 10.

Stk. 4.

Højst 70

pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af

aktiver

omfattet af stk. 1, nr. 7-12, jf. dog § 70, stk. 7 og 9.

Stk. 5.

Højst 10

pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af

aktiver

omfattet af stk. 1, nr. 11.

Stk. 6.

Højst 2

pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af udlån

omfattet af stk. 1, nr. 12, og per debitor højst 1 pct.

Stk. 7.

Højst 20

pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver må udgøres af

aktiver

omfattet af stk. 1, nr. 12. Heraf må andre udlån og værdipapirer, som

ikke

handles på en autoriseret markedsplads eller et andet reguleret marked, der

er

offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden,

højst udgøre 10 pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver.

Stk. 8.

Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af

værdipapirer, der omfattes af flere af de i stk. 1, nr.1-12, nævnte

aktivgrupper.

Stk. 9.

Stk. 3

gælder dog ikke ved anbringelse af midler i datterselskaber, som

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ejer, og hvis midler anbringes efter

de

regler, der gælder for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring selv.

Stk. 10.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring kan for at sikre allerede foretagne

investeringer midlertidigt drive en anden virksomhed eller medvirke ved

omstrukturering af erhvervsvirksomheder. Indberetning herom skal gives til

Finanstilsynet.

§ 70.

Der må ikke blandt Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings aktiver indgå

elementer, der repræsenterer en risiko på en enkelt virksomhed, hvis værdi

sammenlagt udgør mere end 2 pct. af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings

samlede aktiver. I de tilfælde, hvor den pågældende virksomhed er

hjemmehørende

og børsnoteret i et land omfattet af zone A, jf. bilag A, og virksomhedens

egenkapital overstiger 250 mio. kr., udgør den i 1. pkt. fastsatte grænse 3

pct.

Stk. 2.

Stk. 1

gælder tilsvarende i forhold til virksomheder, mellem hvilke der består en

sådan forbindelse, at de udgør en samlet risiko for Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Stk. 3.

For grunde

og bygninger omfattet af § 69, stk. 1, nr. 5, og lån omfattet af

§ 69, stk. 1, nr. 6, finder stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse

med den forskel, at grænsen udgør 5 pct.

Stk. 4.

Hvis

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har investeret i eller ydet lån til

et

selskab, hvis aktiviteter alene omfatter investeringer efter § 69,

stk. 1, nr. 5, finder den i stk. 3 anførte grænse anvendelse på

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings samlede engagement med selskabet.

Stk. 5.

For aktiver

omfattet af § 69, stk. 1, nr. 3, udgør den i stk. 1 fastsatte

grænse 40 pct.

Stk. 6.

For risici

på kreditinstitutter under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A,

bortset fra kreditinstitutter omfattet af § 69, stk. 1, nr. 3, og

på

forsikringsselskaber under offentligt tilsyn i lande omfattet af zone A udgør

den i stk. 1 fastsatte grænse 10 pct. For aktiver, der ikke er omfattet

af

§ 69, stk. 1, nr. 4, må der højst foretages placeringer i

overensstemmelse med de grænser, der er fastsat i stk. 1.

Stk. 7.

For andele

og beviser i et enkelt investeringsinstitut som anført under § 69,

stk. 1, nr. 7, udgør den i stk. 1 fastsatte grænse 10 pct. Denne

begrænsning finder dog ikke anvendelse, når det pågældende

investeringsinstitut

efter sine vedtægter alene kan investere i aktiver omfattet af § 69,

stk. 1, nr. 1-3. I sådanne tilfælde kan investeringen tillige i forhold

til bestemmelsen i § 69, stk. 3, henføres til § 69,

stk. 1,

nr. 1-3.

Stk. 8.

Stk. 1

og 2 finder ikke anvendelse på aktiver omfattet af § 69, stk. 1,

nr.

1 og 2.

Stk. 9.

Stk. 1, 2 og 4 finder ikke anvendelse på investeringer i

datterselskaber,

der omfattes af § 69, stk. 2, samt på investeringer i selskaber,

hvis

aktivitet efter deres vedtægter er begrænset til at foretage investeringer i

aktiver omfattet af § 69, stk. 1, nr. 1-3. I sidstnævnte tilfælde

kan

investeringen i forhold til bestemmelserne i § 69, stk. 3 og 6,

henføres til § 69, stk. 1, nr. 1-3.

Stk. 10.

Bestyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikrings valutakurs- og renterisikoeksponering.

Stk. 11.

Finanstilsynet kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 69 og 70.

Tilsyn

§ 71.

Finder Finanstilsynet på baggrund af en aktuarmæssig opgørelse ikke, at

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring på det foreliggende grundlag fuldt ud

vil kunne fyldestgøre sine forpligtelser, afgiver Finanstilsynet, efter at

have

forhandlet med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, indberetning herom

til

beskæftigelsesministeren.

§ 72.

Finanstilsynet fører tilsyn med Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikrings

anbringelse af midlerne efter §§ 68-70.

Stk. 2.

Finanstilsynet kan give Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring påbud om

inden

en fastsat frist at foretage de foranstaltninger, som Finanstilsynet skønner

nødvendige med henblik på, at anbringelsen af midlerne sker i

overensstemmelse

med §§ 68-70.

§ 73.

Finanstilsynet er berettiget til at afkræve Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring enhver oplysning, som Finanstilsynet anser for

nødvendig

for dets virksomhed. Finanstilsynet skal til enhver tid have adgang til at

gøre

sig bekendt med institutionens bøger, regnskaber og hele virksomhed.

§ 74.

Finanstilsynet afgiver en årlig beretning om tilsynet med Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring til beskæftigelsesministeren.

§ 75.

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring betaler afgift til Finanstilsynet.

Afgiften fastsættes efter kapitel 7 a i lov om finansiel virksomhed.

§ 76.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter denne lov kan indbringes for

Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Som part i forholdet til

Finanstilsynet anses alene Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Kapitel 12

Forskellige bestemmelser

§ 77.

Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en

skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne

eller

deres efterladte. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den

erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, der er betalt eller er pligt

til

at betale ydelser til de pågældende efter denne lov.

§ 78.

Aftaler mellem sikringspligtige og de berettigede er ugyldige, når de går ud

på

eller fører til, at bestemmelser i loven ikke skal gælde, eller at de

berettigede skal udrede en forsikringspræmie til et forsikringsselskab eller

et

bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, som efter loven påhviler

den sikringspligtige, eller at pligtige ydelser ikke skal beregnes efter

loven.

Ligeledes er aftaler om tilbageholdelse i løn i anledning af sikring efter

loven ugyldige.

§ 79.

Efter overenskomst med andre stater kan beskæftigelsesministeren fastsætte

regler om, i hvilket omfang lovens bestemmelser eller bestemmelserne i den

fremmede stats tilsvarende lovgivning skal anvendes på forhold, der reguleres

i

loven.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter bestemmelser om fravigelse af lovens

regler

i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af De Europæiske Fællesskabers

forordninger om social sikring for arbejdstagere m.v.

§ 80.

Ansatte i Arbejdsskadestyrelsen, herunder styrelsens lægekonsulenter, må ikke

være ansat i eller tage del i ledelsen af et forsikringsselskab eller i

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

§ 81.

Efter anmodning kan Arbejdsskadestyrelsen, under anvendelse af denne lovs

bestemmelser,

i øvrigt afgive udtalelser om spørgsmål vedrørende personskade, der ikke er

omfattet af loven. Styrelsen kan tillige afgive udtalelser efter § 10 i

lov om erstatningsansvar.

Stk. 2.

For sådanne

udtalelser betales et beløb, der fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens

direktør.

§ 82.

En

sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring eller

tilslutte

sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, straffes med bøde.

Stk. 2.

En

sikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at holde forsikringen i kraft

eller

betale bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, straffes med bøde.

Stk. 3.

En

sikringspligtig arbejdsgiver, der ikke rettidigt anmelder en indtruffet

arbejdsskade eller ikke medvirker ved sagsoplysningen af en anmeldt

arbejdsskade, jf. kapitel 7, straffes med bøde.

Stk. 4.

Der kan

pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i

straffelovens 5. kapitel.

§ 83.

Staten yder erstatning efter loven til sine tjenestemænd, der er beskæftiget

på

Færøerne, samt til de af staten beskæftigede arbejdere, der ikke har fast

bopæl

der.

Stk. 2.

Afgørelse

truffet af Det Færøske Ulykkesforsikringsråd efter den færøske

ulykkesforsikringslovgivning kan i overensstemmelse med de heri fastsatte

regler indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

§ 84.

Arbejdsskadestyrelsen aflægger skriftlig beretning med statistiske oversigter

en gang årligt. Beretningen og statistikken skal også omfatte

Erhvervssygdomsudvalgets arbejde. Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig

redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på

erhvervssygdomsområdet, herunder om udviklingen i retspraksis.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 85.

Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Ændringen af erhvervssygdomsbegrebet

i

§ 7 træder dog først i kraft den 1. januar 2005.

Stk. 2.

Ved lovens

ikrafttræden reguleres beløbene i §§ 18, 19 og 24, stk. 3 og 4, i

overensstemmelse med § 25 pr. 1. januar 2004.

Stk. 3.

Loven

anvendes på

1)

arbejdsulykker, der

indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og

2)

erhvervssygdomme, der

anmeldes den 1. januar 2005 eller senere. Er der tale om personer sikret

efter

§ 48, stk. 2, anvendes bestemmelserne i loven kun for påvirkninger,

der finder sted på ikrafttrædelsesdagen eller senere. Har tilskadekomne før

lovens ikrafttræden været sikret efter tidligere lovgivning, medregnes de

perioder, hvor pågældende har været sikret. Det samme gælder for

medarbejdende

ægtefæller, hvis der før ikrafttrædelsesdagen er indgået en lønaftale, jf.

§ 1, stk. 1, 3. pkt. i lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod

følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000.

Stk. 4.

Samtidig

ophæves lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr.

943 af 16. oktober 2000, med senere ændringer.

Stk. 5.

Lov om

sikring mod følger af arbejdsskade, jf. stk. 4, anvendes fortsat på

1)

ulykkestilfælde,

pludselige løfteskader og kortvarige skadelige påvirkninger, der er

indtruffet

før 1. januar 2004, og

2)

erhvervssygdomme

anmeldt før 1. januar 2005.

§ 86.

Løbende rente efter lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf.

lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændringer, forhøjes

fra

den 1. januar 2004 til 1.591,2 pct. af grundrenten pr. 1. april 1965.

Stk. 2.

Løbende

ydelse efter lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af

25. juni 1987 med senere ændringer, forhøjes fra den 1. januar 2004 til 341,5

pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen. Ménerstatning efter

lov

om arbejdsskadeforsikring forhøjes fra den 1. januar 2004 til 341,5 pct. af

den

ydelse, der svarer til grundbeløbet.

Stk. 3.

Løbende

ydelse efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse

nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer, for skader indtruffet

mellem

1. januar 1993 og 30. januar 1995 forhøjes fra den 1. januar 2004 til 130,9

pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.

Stk. 4.

Løbende

ydelse efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade for skader indtruffet

mellem 31. januar 1995 og 31. december 2003 forhøjes fra den 1. januar 2004

til

125,4 pct. af den løbende ydelse, der svarer til grundlønnen.

Stk. 5.

Renter,

løbende ydelser og ménerstatninger, jf. stk. 1-4, reguleres efter denne

lovs § 25.

Stk. 6.

For

efterladte, der som følge af tilskadekomnes død efter denne lovs ikrafttræden

har krav på erstatning efter lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde,

lov om arbejdsskadeforsikring eller lov om sikring mod følger af

arbejdsskade,

beregnes og reguleres erstatningen på grundlag af den årsløn, der svarer til

det efter stk. 1-4 fastsatte rente- eller ydelsesbeløb.

Stk. 7.

Stk. 1-5 gælder ikke for forsikringer, der er tegnet efter §§ 55,

58,

59 og 74 i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde.

§ 87.

De

bekendtgørelser, som er fastsat efter de nu ophævede love, forbliver i kraft

indtil de ophæves eller ændres.

§ 88.

De

godkendelser af forsikringsselskaber, der er meddelt efter den tidligere

ulykkesforsikringslovgivning og arbejdsskadeforsikringslovgivning, har

fortsat

gyldighed. Det samme gælder en arbejdsgivers fritagelse for at afgive

risikoen

efter ulykkesforsikringsloven, meddelt i medfør af ulykkesforsikringslovens

§ 15, stk. 13. Sådanne arbejdsgivere har samme retsstilling efter

denne lov som et forsikringsselskab. Fordeling af bidrag efter denne lovs

§ 48, § 49, § 53 og § 56 foretages efter nærmere regler

fastsat af Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med Finanstilsynet.

§ 89.

En

sikringspligtig forsikringstager kan ikke opsige en forsikring på grund af en

forhøjelse af præmien, som alene er begrundet i en forøgelse af udgifterne,

der

er en følge af denne lov.

§ 90.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning

sættes i kraft i Grønland med de ændringer, som følger af de særlige

grønlandske forhold.

Bilag

A

Følgende lande er omfattet af zone A

Medlemsstaterne i EU/EØS og alle andre lande, der er fulde

medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD),

samt

Saudi-Arabien.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lov nr. 390 af 20. maj 1992 om sikring mod følger af

arbejdsskade, jf. forarbejderne hertil (lovforslag nr. L 168 fra

folketingsåret

1991-92, se Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne side 5057, side 10412,

side 10422, tillæg A side 3723, tillæg B side 2177 og tillæg C side 1297).

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i

kraft den 1. januar 1993, byggede i det væsentligste på de principper, der

var

indført med arbejdsskadeforsikringsloven i 1978, med de justeringer, der blev

fundet grundlag for på baggrund af erfaringerne ved administrationen af loven

siden 1978. Der var i 1993 alene tale om en ændring af loven fra 1978, men

der

var ikke tale om en modernisering. Loven er siden 1993 blevet ændret enkelte

gange, blandt andet blev de pludselige løfteskader indført med lov nr. 343 af

6. maj 1996, og ved lov nr. 278 af 13. maj 1998 blev der indført en ny

finansiering af udgifterne ved erhvervssygdomme med virkning fra 1. januar

1999.

Regeringen finder, at der er behov for en reform på

arbejdsskadeområdet. En arbejdsskadereform bør tage sit udgangspunkt i de

punkter, hvor gældende lovgivning og praksis ikke er i overensstemmelse med

den

almindelige opfattelse i befolkningen.

Det er især skadebegreberne, der har været udsat for

kritik. Samfundsudviklingen har ført til, at begreberne har fjernet sig fra

befolkningens almindelige opfattelse af, hvad der er en arbejdsskade. Som

eksempel kan nævnes, at det er oplevet som urimeligt, at en skade ikke er en

arbejdsskade, hvis påvirkningen, der førte til skaden, var forventelig.

Reformforslaget indeholder en udvidelse af ulykkesbegrebet

og af erhvervssygdomsbegrebet og indebærer samtidig en forenkling af de

gældende skadebegreber.

Reformforslaget udvider den sikrede personkreds med

selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, og forslaget

ændrer

lovens sagsbehandlingsregler for at nedsætte sagsbehandlingstiden. Endelig

indeholder lovforslaget ændringer på områder, hvor erfaringerne med

administrationen af arbejdsskadesikringsloven har vist, at der er behov for

justeringer.

Der har i årene 1999 til 2002 været nedsat to

arbejdsskadeudvalg, der især har overvejet skadebegreberne. Udvalgene har

afgivet betænkningerne 1402/2001 og 1418/2002.

I betænkning 1402/2001 beskrev udvalget på baggrund af

overvejelserne om ulykker og pludselige løfteskader et nyt skadebegreb:

»

håndteringsskader

«

, der kunne erstatte det nuværende skadebegreb:

»

pludselige løfteskader

«

. Udvalget kunne ikke blive enigt om at

stille forslag til ændring af ulykkesbegrebet, ligesom udvalget ikke gik

nærmere ind i overvejelser om ændring af erhvervssygdomsbegrebet.

I betænkning 1418/2002 har udvalget beskrevet 6 modeller

for udvidelse af det eksisterende ulykkesbegreb.

Der var enighed i udvalget om at udvide begrebet

arbejdsulykke, så flere skader, der opstår pludseligt, også anerkendes som

arbejdsskader, når skaden hænger sammen med arbejdet.

Det betyder, at skader, som hidtil er blevet afvist med den

begrundelse, at ulykken var

»forventelig«

eller

»sædvanlig«

i tilskadekomnes

erhverv, bør anerkendes som arbejdsskader med mulighed for erstatning.

Efter gældende regler må Arbejdsskadestyrelsen afvise disse

skader, fordi medarbejderen må forvente de nævnte situationer i de pågældende

job. Det gælder, selv om der er sammenhæng mellem hændelsen og skaden. Det

skyldes, at man hidtil har brugt det traditionelle ulykkesbegreb på

arbejdsulykkerne.

Udvalgets anden opgave var at overveje mulig finansiering

af merudgifter som følge af et udvidet ulykkesbegreb. Udvalget har drøftet en

række finansieringsmuligheder, men der kunne ikke opnås enighed om en

finansieringsløsning.

I opfølgningsarbejdet med betænkningerne har interessen

især samlet sig om en udvidelse af ulykkesbegrebet, baseret på model 5 eller

6

fra betænkning 1418/2002.

Model 5

er

baseret på det ulykkesbegreb, der var foreslået i L 24, fremsat af

Socialdemokraterne og Radikale Venstre den 11. december 2001 og har følgende

indhold:

»En arbejdsulykke er en

personskade, opstået som følge af en pludselig eller kortvarig påvirkning af

op

til 5 dages varighed.«

Model 6

lovfæster det gældende ulykkesbegreb og supplerer dette med en overbygning,

der

giver mulighed for at anerkende sager, hvor skaden udelukkende eller i

overvejende grad er forårsaget af arbejdet.

Ved forhandlingerne om en arbejdsskadereform blev der

udtrykt ønske om at forene dækningsområdet for model 5 med den administrativt

enklere model 6.

Partierne V, K, S, DF, SF, RV og KrF har herefter den 14.

marts 2003 indgået aftale om en arbejdsskadereform.

Hovedelementerne i aftalen er baseret på en udvidelse af

ulykkesbegrebet svarende til den igangværende udvikling af det

forsikringsretlige ulykkesbegreb samt en udvidelse af

erhvervssygdomsbegrebet.

Udvidelsen finansieres ved at afskaffe afløsningsbeløbet,

der udbetales som et skattefrit engangsbeløb ved overgang til folkepension.

Aftalen har følgende indhold:

1. Indledning

Skadebegreberne skal

forenkles og udbygges, hvorved de bringes i overensstemmelse med den

almindelige opfattelse af, hvad der er en ulykke som følge af arbejdet, og

hvad

der er en erhvervssygdom.

Sigtet er et mere

retfærdigt og gennemskueligt system, der vil føre til anerkendelse af flere

arbejdsskader.

Målet er at forenkle

administrationen af arbejdsskadesager, således at sagsbehandlingstiden i

konkrete skadesager nedbringes. Retsstillingen for de personer, der berøres

af

arbejdsskader, må ikke forringes ved forenklingen.

De nye skadebegreber

skal understøtte den forebyggende indsats, der foregår på virksomhederne i

samarbejde med Arbejdstilsynet.

Et væsentligt element

i arbejdsskadereformen er udvidelsen af skadebegreberne. Denne udvidelse

indebærer et finansieringsbehov for de merudgifter, der følger heraf.

Ligeledes indebærer

en række af arbejdsskadereformens øvrige elementer behov for finansiering.

Merudgifterne ved

arbejdsskadereformen, herunder især de nye skadebegreber, finansieres delvist

ved omlægninger inden for arbejdsskadeområdet.

2. Skadebegreberne

Der er enighed om, at:

Skadebegreberne forenkles, således at de nuværende 4

skadebegreber reduceres til 2.

Ulykkesbegrebet affattes således:

»En personskade,

forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller

inden

for 5 dage.« Herved udvides ulykkesbegrebet svarende til den i gangværende

udvikling på det forsikringsretlige område. Udvidelsen er administrativ

enkel,

idet den ikke i alle tilfælde kræver en lægelig vurdering.

Udvidelsen indebærer desuden, at skader ikke længere kan

afvises, fordi de er »forventelige« eller »sædvanlige« i tilskadekomnes

arbejde.

Det nye ulykkesbegreb omfatter de nuværende skadebegreber

»pludselige løfteskader« og »kortvarige skadelige påvirkninger.«

Kravet for at optage nye sygdomme på fortegnelsen over

erhvervssygdomme ændres til »medicinsk dokumentation.« Det indebærer, at der

skal foreligge en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og lidelse.

Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af

anerkendte medicinske sagkyndige på et antal tilfælde, der giver grundlag for

sammenhæng mellem påvirkning og lidelse.

Erhvervssygdomsudvalget indleder med at se på sygdomme i

bevægeapparatet, herunder i løbet af det første år social- og sundhedsområdet

samt rengøringsområdet. Udvalget skal være opmærksom på, at mænds og kvinders

forskellige fysionomi indebærer, at de belastninger, der medfører

erhvervssygdomme, kan være forskellige.

Arbejdsskadestyrelsen udsender en ny bekendtgørelse om

erhvervssygdomme. Bekendtgørelsen skal kun indeholde oplysninger om

påvirkninger og sygdomme. De nærmere betingelser for anerkendelse af

erhvervssygdomme

udsendes i en vejledning. Det betyder, at der er mulighed for at foretage et

skøn ved vurderingen af, om en sygdom opfylder betingelserne for

anerkendelse.

Endvidere kan vejledningen løbende justeres i overensstemmelse med ændrede

krav

til for eksempel belastning.

Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig redegørelse til

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på erhvervssygdomsområdet,

herunder om udviklingen i retspraksis.

De nye skadebegreber vil reducere behovet for samtidig at gøre

krav gældende efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

3. Finansiering af arbejdsskadereformen

Der er enighed om, at:

Merudgifterne ved arbejdsskadereformen delvist finansieres ved

at afskaffe det gældende afløsningsbeløb, der giver kompensation til

tilskadekomne (tab af erhvervsevne) og efterladte (tab af forsørger) frem til

det fyldte 69. år, uanset den faktiske tilbagetrækningsalder på

arbejdsmarkedet

er lavere.

Øvrige merudgifter finansieres ved at forhøje arbejdsgivernes

betaling af præmie og bidrag til forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

4. Sagsbehandlingstiden i skadesager

Der er enighed om, at:

Sagsbehandlingstiden i konkrete skadesager skal nedbringes.

Dette gennemføres ved justeringer i lovgrundlaget, herunder indførelse af en

samlet afgørelse om anerkendelse og erstatning, ved opstramninger af lovens

frister, og ved at tilføre yderligere resurser til Arbejdsskadestyrelsen.

5. Udvidelse af den sikrede personkreds

Der er enighed om, at:

Udvide den sikrede personkreds med selvstændige erhvervsdrivende

og medarbejdende ægtefæller som en frivillig ordning.

Nuværende regler om obligatorisk sikring af visse selvstændige

fiskere og af visse medarbejdende ægtefæller ophæves.

6. Udvidet adgang til at betale for udgifter til

sygebehandling m.v.

Der er enighed om, at:

Udvide adgangen til at betale udgifter til sygebehandling m.v.,

svarende til reglerne i erstatningsansvarsloven.

7. Indførelse af en særlig godtgørelse ved dødsfald

Der er enighed om, at:

Indføre en særlig godtgørelse ved dødsfald, svarende til

erstatningsansvarsloven.

8. Ikrafttrædelse for arbejdsskadereformen

Der er enighed om, at:

Arbejdsskadereformen træder i kraft den 1. januar 2004. Dog

træder det nye erhvervssygdomsbegreb først i kraft den 1. januar 2005.

Arbejdsskadereformen kun finder anvendelse på nye skader efter

reformens ikrafttræden. Det vil sige ulykker, der indtræder den 1. januar

2004

eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. januar 2005 eller

senere.

Sager, der er afvist efter lovgivningen før 1. januar 2004, ikke

kan genoptages på baggrund af arbejdsskadereformen. Det gælder ligeledes

sager

om erhvervssygdomme afvist før 1. januar 2005.

I bilag til aftaleteksten er

ulykkesbegrebet, erhvervssygdomsbegrebet og muligheden for at fremskaffe

viden

og ny forskning nærmere beskrevet. Indholdet fremgår af bemærkningerne til

lovforslaget.

Reformforslagets hovedindhold kan sammenfattes således:

En

formålsbestemmelse.

Den sikrede

personkreds udvides med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende

ægtefæller.

Ulykkesbegrebet får

følgende indhold: »En personskade, forårsaget af en hændelse eller en

påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage« (de nuværende

skadebegreber »pludselige løfteskader« og »kortvarige skadelige påvirkninger

af

højst 5 dages varighed« ophæves som selvstændige skadebegreber, men vil være

omfattet af det nye udvidede ulykkesbegreb.

Erhvervssygdomsbegrebet

justeres, således at kravene til lægevidenskabelig dokumentation for

årsagssammenhæng

lempes til et krav om medicinsk dokumentation.

Afløsningsbeløbet

afskaffes.

Udvidet adgang til at

betale for behandlingsudgifter.

Indførelse af en

særlig godtgørelse ved dødsfald, svarende til erstatningsansvarsloven.

Forenklede regler for

sagsbehandling.

Generel

regelmodernisering, herunder en anden opbygning af loven.

Arbejdsskadereformen træder i kraft den 1. januar 2004. Det

nye erhvervssygdomsbegreb træder dog først i kraft den 1. januar 2005.

Der henvises til den mere udførlige gennemgang af de

enkelte punkter nedenfor i afsnit 3.

2. Gældende ret i hovedtræk

2.1. Arbejdsskadesikringen

Loven sikrer enhver, der lønnet eller ulønnet antages

af en arbejdsgiver til varigt, midlertidigt eller forbigående arbejde her i

landet, og loven gælder for alt arbejde, der foretages for arbejdsgiveren.

Medlemmer af arbejdsgiverens familie er også sikret, for så vidt de efter

beskaffenheden og omfanget af deres arbejde kan sidestilles med andre

arbejdere. Arbejdsgiverens ægtefælle er dog kun sikret, hvis der er indgået

en

lønaftale, der kan tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven ved

sidste lønudbetaling forud for arbejdsskaden.

Efter lov om sikring mod følger af arbejdsskader

(arbejdsskadesikringsloven) hæfter arbejdsgiveren på objektivt grundlag for

ansattes arbejdsskader. Ved arbejdsskader forstås:

ulykkestilfælde, der

skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår,

skadelige

påvirkninger af højst 5 dages varighed, der skyldes arbejdet eller de

forhold,

hvorunder det foregår,

pludselige

løfteskader og

erhvervssygdomme.

Ulykkestilfælde

defineres ikke nærmere i loven, men er udviklet i administrativ praksis og i

retspraksis. Herefter er en ulykke:

»

En

udefra kommende eller virkende, af den forsikredes vilje uafhængig, pludselig

indtrædende begivenhed, der har skadelig påvirkning af pågældendes

helbredstilstand til følge.

«

Fra 1993

har Den Sociale Ankestyrelse benyttet en definition, der har følgende

formulering:

»

En tilfældig af den

sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet,

som

har en påviselig beskadigelse af dette til følge.

«

Den Sociale Ankestyrelse har ikke med den sproglige ændring tilsigtet nogen

indholdsmæssig forskel. Den Sociale Ankestyrelse har benyttet den nævnte

definition på baggrund af Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen

1993 side 226, med kommentarer i Ugeskrift for Retsvæsen 1993 B, side 220.

Skadelige

påvirkninger af højst 5 dages varighed

er heller ikke defineret i selve

loven. Der er ikke mange sager om dette skadebegreb. Der er tale om skader,

der

opstår ved hændelser, der ikke sker så pludseligt, at hændelsen er omfattet

af

ulykkesbegrebet, og heller ikke ved hændelser eller påvirkninger, der tager

så

lang tid, at der bliver tale om en mulig erhvervssygdom. Der er ikke i loven

fastsat en undergrænse for, hvor lang tid den skadelige påvirkning skal vare,

for at et tilfælde kan anerkendes som kortvarig skadelig påvirkning. Der

gælder

efter praksis en nedre tidsmæssig grænse på som udgangspunkt 3-4 timer. Der

er

dog anerkendt skader, hvor den tidsmæssige udstrækning af påvirkningen har

været mindre.

Pludselige

løfteskader

er defineret i loven som

»

varige

muskel-, nerve- og ledskader, der opstår spontant i umiddelbar tilknytning

til

løftearbejde i akavede stillinger hos personer, som i øvrigt har belastende

løftearbejde, når skaden må anses for udelukkende eller i overvejende grad at

være forårsaget af løftearbejdet.

«

Dette skadebegreb blev indført i 1996 som et supplement til

lovens øvrige skadebegreber. Begrebet minder på den ene side om

ulykkesbegrebet, idet der er krav om, at skaden skal ske pludseligt. Begrebet

minder på den anden side også om erhvervssygdomsbegrebet, idet der skal være

tale om belastende løftearbejde i øvrigt. Især kravet om det forudgående

løftearbejde indebærer begrænsninger i adgangen til at få anerkendt skader.

Hertil kommer kravet om, at der skal være tale om en varig lidelse, for at

skaden kan anerkendes.

Endelig er

erhvervssygdomme

defineret i loven som »sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er

forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper gennem deres

arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad

end personer uden sådant arbejde. Det kan herved bestemmes, at sygdomme kun

anses for omfattet, når de er forårsaget af arbejde i bestemte arbejdsområder

eller andre særlige vilkår er opfyldt.« (§ 10, stk. 1, nr., 1, 1.

og

4. pkt. om sygdomme på fortegnelsen over erhvervssygdomme).

Erhvervssygdomme er endvidere: »andre sygdomme, , hvis det

godtgøres, enten at sygdommen efter den nyeste medicinske erfaring opfylder

de

krav, som er nævnt i nr. 1, 1. og 4. pkt., eller at den må anses for

udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige

art.

« (§ 10, stk. 1, nr. 2 om

sygdomme uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme).

Der er således tale om 2 typer af erhvervssygdomme. For det

første de sygdomme, der er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, og

hvor der gælder en formodningsregel for, at der er årsagssammenhæng mellem

påvirkninger i arbejdsmiljøet og sygdommen, når betingelserne i fortegnelsen

er

opfyldt.

Derudover er det muligt at få anerkendt sygdomme, der ikke

er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, efter en konkret vurdering.

Ved denne vurdering skal der efter loven lægges vægt på, om sygdommen efter

den

nyeste medicinske og tekniske erfaring opfylder betingelserne for at komme på

fortegnelsen, eller om sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende

grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. Ved den første vurdering er

det altså kun et spørgsmål om tid, inden sygdommen kommer på fortegnelsen

over

erhvervssygdomme.

Erhvervssygdomme, der ikke er på fortegnelsen over

erhvervssygdomme, og pludselige løfteskader kan kun anerkendes efter

behandling

i

Erhvervssygdomsudvalget

.

Erhvervssygdomsudvalget er sammensat af repræsentanter fra

arbejdsmarkedets parter, Sundhedsstyrelsen og Arbejdstilsynet.

Arbejdsskadestyrelsens direktør er udnævnt til formand for

Erhvervssygdomsudvalget.

Arbejdsgiveren har efter loven pligt til at sikre sine

medarbejdere mod følgerne af arbejdsskader. Denne pligt opfyldes ved at

tegne forsikring for

så vidt angår risikoen for ulykker og kortvarige skadelige påvirkninger af

højst 5 dages varighed og

tilslutte sig

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring for så vidt angår risikoen for

erhvervssygdomme og pludselige løfteskader.

Når Arbejdsskadestyrelsen har modtaget anmeldelse om en

arbejdsskade, tager styrelsen først stilling til, om den anmeldte skade er

omfattet af loven (anerkender eller afviser skaden som arbejdsskade). Når det

er muligt at skønne over tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og

erhvervsmuligheder, træffer Arbejdsskadestyrelsen afgørelser om erstatning og

godtgørelse.

Ved arbejdsskader har tilskadekomne mulighed for følgende

erstatnings- og godtgørelsesydelser:

1)

betaling af

udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.

(behandlingsudgifter)

2)

erstatning for tab

af erhvervsevne og

3)

godtgørelse for

varigt mén.

Ved dødsfald har den efterladte ægtefælle eller samlever

under visse forudsætninger mulighed for følgende ydelser:

1)

overgangsbeløb ved

dødsfald og

2)

erstatning for tab

af forsørger.

Efterladte børn under 18 år, som tilskadekomne havde

forsørgerpligt over for, har krav på erstatning for tab af forsørger. Det

samme

gælder efterladte børn under 21 år under uddannelse.

Specielt for så vidt angår betaling af udgifter til

sygebehandling bemærkes, at disse udgifter som udgangspunkt kun kan betales,

mens sagen er under behandling i forsikringsselskabet, Arbejdsskadestyrelsen

og

hvis sagen ankes Den Sociale Ankestyrelse.

Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger

udbetales som udgangspunkt som en løbende erstatning, der i nogle tilfælde

skal

og i andre tilfælde kan udbetales som en kapitalerstatning.

Udbetales erstatning for tab af erhvervsevne og for tab af

forsørger som en løbende erstatning, ophører udbetalingen af erstatning, når

tilskadekomne eller den efterladte opnår ret til folkepension. Den løbende

erstatning afløses på dette tidspunkt af et skattefrit engangsbeløb, et

afløsningsbeløb,

der udgør 4 gange den

løbende erstatning, når modtageren opnår ret til folkepension som 65 årig, og

2

gange den løbende erstatning, når modtageren opnår ret til folkepension som

67

årig. Reglerne om afløsningsbeløbet indebærer i realiteten, at modtageren

kompenseres for tab af erhvervsevne og for tab af forsørger, indtil

pågældende

fylder 69 år.

Udbetales erstatning som kapitalbeløb, er afløsningsbeløbet

indregnet heri.

Arbejdsskadesikringsloven administreres af

Arbejdsskadestyrelsen i samarbejde med en række forsikringsselskaber og

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Det er Arbejdsskadestyrelsen, der

træffer afgørelse om anerkendelse af konkrete skader og om erstatning og

godtgørelse efter loven. Arbejdsskadestyrelsens afgørelser kan indbringes for

Den Sociale Ankestyrelse, der træffer den endelige administrative afgørelse i

sagerne.

2.2. Forholdet til erstatningsansvarsloven

De almindelige erstatningsretlige regler gælder ved siden

af arbejdsskadesikringsloven, og hvis arbejdsgiveren eller andre er

ansvarlige

for skaden efter dansk rets almindelige erstatningsregler, kan tilskadekomne

eller den efterladte rejse et erstatningskrav mod pågældende på dette

grundlag

og kræve en erstatning, som er udmålt efter erstatningsansvarslovens regler.

Det kan for eksempel være tilfældet ved trafikskader, hvor der kan rejses

krav

mod en modpart, der er ansvarlig efter færdselslovens § 101.

Efter arbejdsskadesikringsloven nedsættes tilskadekomnes

eller efterladtes krav efter erstatningsansvarsloven mod den

erstatningsansvarlige dog i det omfang, der er betalt eller er pligt til at

betale ydelser til de pågældende efter arbejdsskadesikringsloven. Et krav om

erstatning efter erstatningsansvarsloven er således subsidiært i den

forstand,

at det kun kan rejses i det omfang, kravet ikke dækkes efter

arbejdsskadesikringsloven (»differencekrav«). Dette indebærer, at

tilskadekomne

eller efterladte ikke modtager dobbeltkompensation.

3. Lovforslagets hovedpunkter

3.1. Lovens formål

Det primære formål med arbejdsskadesystemet og

arbejdsskadesikringsloven er at sikre, at tilskadekomne og efterladte får en

økonomisk kompensation for de helbredsmæssige og sociale følger,

arbejdsskaden

har forvoldt.

Samtidig er det vigtigt, at arbejdsskadesikringsloven i

videst muligt omfang understøtter den øvrige indsats på

beskæftigelsesområdet,

således at det sikres, at tilskadekomne så vidt muligt bevarer en tilknytning

til arbejdsmarkedet.

For at tilgodese disse formål inddrager myndighederne såvel

den tilskadekomne eller dennes efterladte, arbejdsgiver, læger og andre

relevante myndigheder under behandlingen af skadesagerne.

Anerkendelse efter loven forudsætter ikke, at arbejdsgiver

har handlet ansvarspådragende, men at skaden er forårsaget af arbejdet eller

de

forhold, hvorunder dette foregår. Det vil sige, at arbejdsgiver har objektivt

ansvar for alle skader, der opstår som følge af arbejdet eller de forhold,

hvorunder dette foregår. For at en skade kan anerkendes efter loven, skal den

opfylde kravene til anerkendelse efter skadesbegreberne, jævnfør

lovforslagets

§§ 5 7.

Arbejdsgiver har pligt til at tegne forsikring til dækning

af udgifter og erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven. Det er således

et

væsentligt princip, at tilskadekomne, der er berettigede efter loven, også

sikres erstatning.

Anerkendelse af personskader som arbejdsskader har et

forebyggende sigte, der medvirker til at sætte fokus på arbejdsmiljøet. Dette

kan medvirke til at fremme arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet.

3.2. Udvidelse af den sikrede personkreds

Det foreslås at udvide den sikrede personkreds med

selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller uden lønaftaler som

en frivillig ordning.

Forslaget indebærer, at selvstændige erhvervsdrivende og

medarbejdende ægtefæller kan vælge at blive omfattet af loven.

De får hermed en ret men ikke en pligt til at sikre

egen person. Udnytter de denne ret bliver de berettiget til erstatning og

godtgørelse m.v. i tilfælde af skade på lige fod med ansatte. De selvstændige

erhvervsdrivende og den medarbejdende ægtefælle får tilsvarende ret til at

efterprøve Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i Den Sociale Ankestyrelse.

Retten tilkommer både den selvstændige erhvervsdrivende og

den medarbejdende ægtefælle. Det er ikke en forudsætning for at udnytte

retten,

at begge bliver forsikret. Således kan den selvstændige erhvervsdrivende for

eksempel vælge at lade den medarbejdende ægtefælle blive sikret uden at sikre

sig selv.

Selvstændige erhvervsdrivende havde efter tidligere

lovgivning (indtil 1978) mulighed for at tegne frivillige forsikringer for

egen

person og for en medhjælpende ægtefælle. Der gjaldt imidlertid en række

særregler (især med hensyn til fastsættelse af den årsløn, der lå til grund

for

beregningen af invaliditetserstatningen og reguleringen heraf). Dette

indebar,

at de frivillige forsikringer ikke var attraktive for de selvstændige

erhvervsdrivende, der i stedet valgte at tegne private ulykkesforsikringer

m.v.

Adgangen til at tegne frivillige forsikringer for den personkreds bortfaldt

derfor i 1978.

Det foreslås at genindføre denne ordning. Ordningen bygger

dog på lovens almindelige regler om erstatning og erstatningsberegning m.v.,

således at ordningen bliver et attraktivt alternativ eller supplement til

frivillige ulykkesforsikringer og sygdomsforsikringer uden for

arbejdsskadesikringsloven, som denne personkreds fortsat kan tegne.

3.3. Det nye ulykkesbegreb

Det overordnede formål med arbejdsskadereformen er en

udvidelse og en forenkling af skadebegreberne, herunder ulykkesbegrebet.

Det tilsigtes derfor med arbejdsskadereformen at udvide

skadebegreberne således, at alle skader, hvor der er sammenhæng mellem

påvirkninger på arbejdet og skaden, kan anerkendes. Det indebærer blandt

andet,

at det ikke længere skal være muligt at afvise ulykker med begrundelsen, at

den

påvirkning, der førte til skaden, var forventelig eller sædvanlig i

tilskadekomnes arbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem

påvirkningen

og skaden.

På samme måde skal det ikke længere være muligt at afvise

sager om kortvarige skadelige påvirkninger med begrundelsen, at den

tidsmæssige

udstrækning af påvirkningen ikke var tilstrækkelig, når der er en medicinsk

sammenhæng mellem påvirkningen og skaden.

Endelig skal det ikke være muligt at afvise sager om

pludselige løfteskader med begrundelsen, at der ikke var tilstrækkeligt

forudgående løftearbejde, når der er en medicinsk sammenhæng mellem

påvirkningen og skaden.

Der er tale om en udvidelse af de eksisterende

skadebegreber. Det indebærer, at der ikke vil være skader, der kan anerkendes

efter gældende regler, der ikke kan anerkendes efter det nye ulykkesbegreb.

På den anden side er det ikke alle skader, der skal

anerkendes, når de indtræder på arbejdet.

Der skal fortsat være medicinsk årsagssammenhæng mellem en

påvirkning og en skade. Således vil en skade fortsat skulle afvises, hvis den

påvirkning, der er tale om, ikke er egnet til at forårsage skaden eller

påvirkningen ikke skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår.

Det foreslås, at der indføres et nyt ulykkesbegreb med

følgende ordlyd: »En personskade, forårsaget af en hændelse eller en

påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.«

Herved udvides ulykkesbegrebet svarende til den

igangværende udvikling på det

forsikringsretlige

område, hvor det traditionelle ulykkesbegreb er udvidet og suppleret gennem

den

seneste tid.

Udvidelsen indebærer desuden, at skader ikke længere kan

afvises, fordi de er

»forventelige«

eller

»sædvanlige«

i tilskadekomnes

arbejde.

Hermed åbnes der mulighed for at anerkende arbejdsskader,

der hidtil er blevet afvist efter det traditionelle ulykkesbegreb.

Udvidelsen omfatter kortvarige skadelige påvirkninger og

pludselige løfteskader.

Det foreslås samtidig, at de to gældende

arbejdsskadebegreber, skadelige påvirkninger af højst 5 dages varighed efter

gældende lovs § 9, nr. 2, og pludselige løfteskader efter gældende lovs

§ 9, nr. 3, og § 9 a, ophæves. Det nye ulykkesbegreb indebærer, at

de

skader, der i dag anerkendes som

»kortvarige

skadelige påvirkninger«

og

»pludselige løfteskader«

, fremover vil blive anerkendt som ulykker.

»Kortvarige skadelige

påvirkninger«

vil blive anerkendt som følge af, at det nye ulykkesbegreb

omfatter påvirkninger, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Det indebærer, at det nuværende tidsmæssige

»hul«

mellem ulykker og kortvarige

skadelige påvirkninger dermed er lukket.

Pludselige løfteskader bliver omfattet som følge af, at det

nye ulykkesbegreb omfatter personskader forårsaget af en hændelse, der sker

pludseligt.

I forhold til pludselige løfteskader er der i det nye

ulykkesbegreb ikke som i dag et krav om, at der skal have været tale om

tungt løftearbejde i øvrigt. Det er heller ikke et krav, at der er tale om en

varig skade.

Hertil kommer, at behandlingen af sager om pludselige

løfteskader forenkles, idet sagerne fremover ikke skal forelægges

Erhvervssygdomsudvalget for at kunne anerkendes.

Det foreslåede ulykkesbegreb er heller ikke som de

pludselige løfteskader begrænset til bestemte skader eller til skader sket

ved

løft.

Det nye ulykkesbegreb er administrativt enkelt, da der ikke

vil være behov for indgående lægelige vurderinger, når der er en hændelse,

som

umiddelbart kan forklare skaden.

3.4. Det nye erhvervssygdomsbegreb

Et andet hovedformål ved arbejdsskadereformen er at udvide

erhvervssygdomsbegrebet.

Efter gældende regler kan en sygdom optages på fortegnelsen

over erhvervssygdomme, når sygdommen efter

»medicinsk

og teknisk erfaring«

er forårsaget af arbejdet.

Kravet om

»medicinsk

og teknisk erfaring«

som dokumentationsgrundlag for at tage nye sygdomme på

fortegnelsen indebærer omfattende lægevidenskabelige undersøgelser, der dels

tager tid, dels er forbundet med ikke-ubetydelige omkostninger. Det sidste

betyder ofte, at undersøgelserne sjældent gennemføres, og dermed, at

dokumentationsmaterialet ikke tilvejebringes.

Kravene til at optage nye sygdomme på fortegnelsen over

erhvervssygdomme foreslås ændret fra

»medicinsk

og teknisk erfaring«

til

»medicinsk

dokumentation.«

Der tilsigtes herved en lempelse af kravene til optagelse

af sygdomme på fortegnelsen.

Det indebærer, at en sygdom kan optages på fortegnelsen,

når der foreligger en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Dokumentationen skal være underbygget ved undersøgelser, gennemført af

anerkendte medicinsk sagkyndige på et antal tilfælde, der viser en sammenhæng

mellem påvirkning og sygdom.

Begrebet

»medicinsk

dokumentation«

uddybes i lovforslagets specielle bemærkninger.

Arbejdsskadestyrelsen udsender en ny type

bekendtgørelse om erhvervssygdomme

.

Den nye bekendtgørelse skal kun indeholde oplysninger om

påvirkninger og sygdomme. Bekendtgørelsen vil være bindende for

administrationen af arbejdsskadeområdet.

Bekendtgørelsen vil blive suppleret af en vejledning, der

ikke er bindende og dermed giver mulighed for, at der kan udøves et konkret

skøn i de enkelte sager ved vurderingen af, om en sygdom opfylder

betingelserne

for at blive anerkendt. Vejledningen skal indeholde de nærmere betingelser

for

anerkendelse af erhvervssygdomme.

Vejledningen kan løbende ajourføres i overensstemmelse med

ændrede krav til for eksempel belastning.

Arbejdsskadestyrelsen skal forhandle med

Erhvervssygdomsudvalget om, hvilke sygdomme der opfylder betingelserne for at

komme på fortegnelsen. Erhvervssygdomsudvalget har en rådgivende funktion i

den

forbindelse. Erhvervssygdomsudvalget vil også blive inddraget i arbejdet med

at

udstede og ajourføre vejledningen om erhvervssygdomme.

Erhvervssygdomsudvalget indleder med at se på sygdomme i

bevægeapparatet, herunder i løbet af det første år social- og sundhedsområdet

og rengøringsområdet. Udvalget skal være opmærksom på, at mænd og kvinders

forskellige fysionomi indebærer, at de belastninger, der medfører

erhvervssygdomme, kan være forskellige.

Erhvervssygdomsudvalget afgiver en årlig redegørelse til

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på erhvervssygdomsområdet,

herunder om udviklingen i retspraksis. Der henvises til lovforslagets

specielle

bemærkninger til § 84.

3.5. Indførelse af en særlig godtgørelse ved

dødsfald

Ved lov nr. 35 af 21. januar 2003 er der nu indført en

særlig godtgørelse ved dødsfald i erstatningsansvarsloven og i lov om

erstatning fra staten til ofre for forbrydelser.

For at opnå harmonisering af erstatningsarterne i

erstatningsansvarsloven og i arbejdsskadesikringsloven foreslås det også at

indføre en særlig godtgørelse til efterladte ved dødsfald i

arbejdsskadesikringsloven.

For skader, hvor der er en ansvarlig skadevolder, og som

samtidig er arbejdsskader, foreslås det, at den almindelige regel i

forslagets

§ 77 anvendes. Det indebærer, at de efterladte kan rejse kravet efter

arbejdsskadesikringsloven, men ikke samtidig efter erstatningsansvarsloven.

Den særlige godtgørelse ved dødsfald blev foreslået i

betænkning 1412/2002, hvoraf blandt andet fremgår:

»Efter

arbejdsgruppens opfattelse vil en almindelig regel om, at enhver

ikke-økonomisk

skade kan kræves erstattet, som følge af den manglende objektive målestok for

vurdering af skaden medføre betydelig uforudsigelighed og dermed

retsusikkerhed

i den praktiske retsanvendelse. Det er på den baggrund arbejdsgruppens

generelle opfattelse, at regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade kun

bør

indføres, hvor der er et ganske særligt behov herfor, og hvor der samtidig

kan

opstilles visse objektive kriterier for reglens anvendelsesområde.

Arbejdsgruppen finder

ikke, at der er grundlag for at indføre en generel regel om godtgørelse til

efterladte ved ethvert dødsfald, der skyldes en ansvarspådragende handling.

Arbejdsgruppen peger imidlertid på, at der i et vist begrænset omfang kan

være

behov for en godtgørelsesregel ved dødsfald, der er forvoldt under sådanne

kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig

følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte.

Indførelsen af en

sådan godtgørelsesregel kan give anledning til principielle overvejelser og

betænkeligheder med hensyn til karakteren af den erstatning mv., der bør

kunne

tilkendes ved dødsfald. Der kan bl.a. være risiko for, at reglen opfattes som

om, at der nu sættes en »pris« på et menneskeliv som sådan og/eller den

følelsesmæssige belastning ved at miste en nær pårørende.

Dette udelukker dog

efter arbejdsgruppens opfattelse ikke, at der indføres en godtgørelsesregel

med

et begrænset anvendelsesområde. Der peges i den forbindelse bl.a. på, at der

allerede i dag findes regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade ved

personskade,

og at der er en vis lighed mellem en regel om godtgørelse ved dødsfald og

erstatningsansvarslovens § 26 om godtgørelse for tort mv.

Arbejdsgruppen

foreslår på den baggrund, at der indsættes en ny regel i

erstatningsansvarsloven om godtgørelse til efterladte ved dødsfald. Reglen

giver mulighed for at tilkende nære pårørende til den afdøde en godtgørelse

på

normalt op til ca. 100.000 kr. ved dødsfald, der er forvoldt forsætligt eller

groft uagtsomt. Reglen tænkes navnlig anvendt i tilfælde af forsætligt drab.«

3.6. Udvidet adgang til at betale udgifter til

sygebehandling m.v.

Som det er anført i afsnit 2, kan der normalt kun betales

udgifter til sygebehandling m.v.

»under

sagens behandling.«

For at undgå, at tilskadekomnes ret til at få betalt

behandlingsudgifter bliver forringet som følge af de dele af lovforslaget,

der

indebærer, at sagsbehandlingstiden nedbringes, jf. afsnit 3.7., foreslås det

at

udvide adgangen til at få betalt behandlingsudgifter, i princippet svarende

til

reglerne i erstatningsansvarsloven.

Forslaget indebærer, at tilskadekomne som hidtil

kan få betalt behandlingsudgifter løbende efter regning

»under sagens behandling.«

Som det nye indebærer forslaget, at Arbejdsskadestyrelsen

når der træffes en samlet afgørelse om erstatning (om anerkendelse,

godtgørelse

for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne) også skal tage

stilling

til tilskadekomnes fremtidige behandlingsbehov og træffe afgørelse herom.

Det foreslås, at principperne i § 1a i

erstatningsansvarsloven finder anvendelse med de tilpasninger, som

forskellene

på erstatningsansvarsloven og arbejdsskadesikringsloven i øvrigt indebærer.

Det vil sige, at fremtidige behandlingsudgifter skal

betales med et engangsbeløb på grundlag af et skøn over tilskadekomnes

fremtidige behandlingsbehov. Er der tale om permanente udgifter, udgør

engangsbeløbet den årlige udgift ganget med kapitaliseringsfaktoren for

erstatning for tab af erhvervsevne.

Det foreslås, at det bliver muligt at træffe selvstændig

afgørelse om behandlingsudgifter

»under

sagens behandling«

, inden den samlede afgørelse om erstatning m.v. træffes.

Reglerne herom vil indgå i de retningslinier, Arbejdsskadestyrelsens direktør

fastsætter efter § 15, stk. 5.

3.7. Nedbringelse af sagsbehandlingstiden

Der har været rejst kritik af længden af den samlede

sagsbehandlingstid i arbejdsskadesager, hvor det samlede tidsforløb efter

anke,

genoptagelse og eventuel retssag har været meget langvarigt.

Kritikken har givet anledning til at overveje, hvilke

faktorer der i særlig grad forlænger sagsbehandlingen, og om det vil være

muligt at nedbringe sagsbehandlingstiden gennem en smidigere sagsbehandling.

De almindelige forvaltningsretlige retsgarantier sætter de

ydre rammer for sagsbehandlingen i arbejdsskadesager og sikrer, at en sag

bliver forsvarligt oplyst, før der træffes afgørelse.

Reglerne om adgang til anke og genoptagelse styrker

retssikkerheden ved, at sagens parter kan få en afgørelse efterprøvet eller

få

vurderet, om ændringer i situationen kan føre til ændrede

erstatningsafgørelser. Reglerne medfører dog samtidig, at det samlede

sagsbehandlingsforløb kan blive forlænget, hvilket kan opleves som

belastende.

Forligspartierne har lagt vægt på at fastholde den høje

retssikkerhed, der i dag er i arbejdsskadesystemet. Det betyder, at reglerne

om

genoptagelse er uændrede, og at der ikke indføres en søgsmålsfrist. Når disse

muligheder opretholdes, vil der også i fremtiden kunne opstå sager med meget

lang sagsbehandlingstid. Det er virkningen af en høj retssikkerhed.

Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsen fremover træffer en

samlet afgørelse om erstatning

, som

indeholder de nuværende afgørelser om anerkendelse, godtgørelse for varigt

mén

og om muligt erstatning for tab af erhvervsevne.

En samlet afgørelse om erstatning forhindrer ikke, at

tilskadekomne som hidtil får en afgørelse, hvis skaden afvises som

arbejdsskade.

Hvis skaden anerkendes som arbejdsskade, træffes der ikke

en selvstændig afgørelse herom. Derimod træffes der samlet afgørelse om

anerkendelse, godtgørelse for varigt mén og om muligt erstatning for tab af

erhvervsevne, når godtgørelses- og erstatningsspørgsmålet kan gøres op.

Vurderes det, at spørgsmålet om erstatning for tab af

erhvervsevne vil trække afgørelsen om godtgørelse for varigt mén unødigt i

langdrag, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe selvstændig delafgørelse om

anerkendelse og godtgørelse for varigt mén. Sagen vil i disse tilfældet blive

behandlet videre med henblik på en afgørelse om erstatning for tab af

erhvervsevne. Er der behov for det, kan der på samme måde træffes afgørelse

om

betaling af behandlingsudgifter efter forslagets § 15, inden den samlede

afgørelse træffes. Denne afgørelse vil indeholde en delafgørelse om, at sagen

er anerkendt.

Formålet med forslaget om en samlet afgørelse er at

reducere den samlede sagsbehandlingstid i sager vedrørende skader, der er

omfattet af loven. Efter de gældende regler bruges der sædvanligvis 14 dage

på

partshøring inden selvstændig afgørelse om anerkendelse. Når afgørelse om

anerkendelse er truffet, må afgørelse om ydelser efter loven afvente

ankefristen på 4 uger. Med forslaget spares disse sagsbehandlingsskridt,

hvilket kan reducere sagsbehandlingstiden i alle anerkendte sager i op til

1-1½

måned. Herudover vil fokusering på en samlet afgørelse i højere grad end i

dag,

hvor der træffes 3-4 afgørelser med hver sin ankemulighed, lægge op til, at

sagsbehandlingen tilrettelægges med henblik på at træffe en hurtig, samlet

afgørelse.

En samlet afgørelse vil også gøre sagsbehandlingen mere

overskuelig og forståelig for tilskadekomne og efterladte. Det undgås

samtidig,

at tilskadekomne efter en meddelelse om anerkendelse af arbejdsskaden

opbygger

en ubegrundet forventning om erstatning, inden de egentlige

erstatningsafgørelser om mén og erhvervsevnetab træffes.

Endelig vil det samlede ankesagsforløb i en arbejdsskadesag

blive reduceret i forhold til i dag, idet klagesagsbehandlingen vil omhandle

en

samlet afgørelse frem for flere ankesagsbehandlinger på forskellige

tidspunkter

i sagsforløbet.

Anker forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring eller arbejdsgiveren Arbejdsskadestyrelsens afgørelse,

har anken som hidtil opsættende virkning. Det indebærer, at

forsikringsselskaber eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ikke har

pligt til at udbetale erstatning eller godtgørelse til tilskadekomne eller

efterladte, før Den Sociale Ankestyrelse har truffet afgørelse. Der ændres

ikke

ved disse regler.

Ankefristen er 4 uger. Det indebærer, at arbejdsgiveren,

forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring inden for

denne

frist skal afklare, om afgørelsen eller dele heraf skal indbringes for Den

Sociale Ankestyrelse.

Der rejser sig et særligt problem, hvis arbejdsgiveren

uden at underrette forsikringsselskabet anker Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse, for så vidt angår anerkendelsen, og forsikringsselskabet udbetaler

godtgørelse og erstatning. Den godtgørelse og erstatning, der er udbetalt til

tilskadekomne eller de efterladte, kan ikke kræves betalt tilbage, hvis Den

Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse om, at sagen ikke kan anerkendes.

Arbejdsgiveren bør derfor som hidtil underrette sit forsikringsselskab ved

udnyttelse af retten til at anke.

Det foreslås, at der fortsat skal være

frister for afgørelse

om afvisning som arbejdsskade og for den

samlede sagsbehandlingstid, indtil der træffes afgørelse om erstatning.

Det foreslås, at den nuværende frist på 3 måneder for

sager, der behandles efter reglerne om ulykker, bevares. Samtidig foreslås

fristen for sager, der behandles efter reglerne om erhvervssygdomme på

fortegnelsen, nedsat fra 9 til 6 måneder. Fristen for den samlede afgørelse i

sagen foreslås nedsat fra 2 år til 1 år, dog med undtagelse af sager, der

skal

forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.

Idet den selvstændige afgørelse om anerkendelse bortfalder,

vil Arbejdsskadestyrelsen løbende sende kopi af alle udgående breve til

tilskadekomne eller de efterladte. Herved sikres, at tilskadekomne løbende er

orienteret om sagens aktuelle status.

I nogle sager vil det ikke være muligt at tage stilling til

anerkendelsesspørgsmålet inden for de nævnte frister. Er det tilfældet,

underretter Arbejdsskadestyrelsen sagens parter om, at det ikke er muligt at

træffe afgørelse inden for fristerne. Har Arbejdsskadestyrelsen ikke, inden

for

3 måneder, truffet afgørelse om for eksempel, at en anmeldt ulykke er afvist,

indebærer det imidlertid ikke, at sagen er anerkendt.

3.8. Afskaffelse af afløsningsbeløbet

Som nævnt i afsnit 1 har arbejdsskadeudvalget fra 2002

(betænkning 1418/2002) overvejet en række muligheder for finansiering af

meromkostninger ved et udvidet ulykkesbegreb. Der blev ikke opnået enighed i

udvalget om at anbefale en finansieringsløsning, men der var i udvalget stor

interesse for at afskaffe det såkaldte »

afløsningsbeløb

«,

der kommer til udbetaling som et skattefrit engangsbeløb ved overgang til

folkepension.

Afløsningsbeløbet blev indført i 1978 for at lempe

overgangen til folkepension. Tilbagetrækningsalderen var dengang

forudsætningsvis 67 år efter daværende lov om folkepension. Dette blev lagt

til

grund ved beslutningen om at lade erstatningerne ophøre ved det fyldte 67.

år.

Tilbagetrækningsalderen er nu lavere. I forbindelse med ændringen af lov om

social pension i 1999 er det anført, at den faktiske tilbagetrækningsalder på

dette tidspunkt var 60 til 61 år.

I dag har det helt overvejende flertal af arbejdstagere

trukket sig tilbage inden det fyldte 65. år, hvorfor der generelt ikke vil

være

et tab af erhvervsindkomst for de år, der ligger herefter, og følgelig heller

ingen grund til at kompensere for tab af erhvervsevne.

Samtidig er mulighederne for at opnå efterløn,

førtidspension, boligstøtte og en række tillægsydelser forbedret siden 1978.

Hertil kommer, at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale

Ankestyrelse ved opgørelsen af den årsløn, der lægges til grund ved beregning

af erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger,

medtager pensionsbidrag (både arbejdsgivers og arbejdstagers bidrag).

Overgang

fra lønindkomst til arbejdsskadeerstatning indebærer dermed ingen væsentlig

forandring af mulighederne for at indgå i pensionsordninger.

Forudsætningerne for fortsat at udbetale afløsningsbeløbet

er således afgørende ændret siden 1978, idet der i praksis gives erstatning

for

et ikke-eksisterende økonomisk tab.

Det foreslås derfor at afskaffe det eksisterende

afløsningsbeløb.

Det indebærer en række andre ændringer af loven med hensyn

til adgangen til at give erstatning til personer, der har opnået ret til

folkepension på skadetidspunktet, og for reglerne om omsætning af løbende

erstatning til kapitalbeløb.

Der foreslås derfor følgende ændringer for løbende

erstatning, for erstatning til personer, der har opnået ret til folkepension,

og for adgangen til at omsætte en løbende erstatning til kapitalbeløb.

Løbende erstatning til personer, der er under 63 år på

skadetidspunktet, tilkendes og udbetales i lighed med gældende regler, indtil

tilskadekomne opnår ret til folkepension.

Erstatning til personer, der er fyldt 63 år eller derover

på skadetidspunktet, udbetales altid som et kapitalbeløb, svarende til 2

gange

den årlige erstatning.

En løbende erstatning kan som efter gældende regler

omsættes til et kapitalbeløb. Det foreslås, at muligheden for at omsætte

erstatningen til kapitalbeløb bortfalder, når modtageren fylder 63 år, for at

skabe ensartede regler for tilskadekomne, der er fyldt 63 år.

Kapitalerstatninger for tilskadekomne under 63 år beregnes

som efter gældende regler, idet der dog tages hensyn til, at der ikke indgår

afløsningsbeløb i kapitalbeløbet.

Det foreslås videre, at afløsningsbeløbet afskaffes for

efterladte, der har opnået ret til folkepension. Det skyldes, at der ikke er

et

egentlig forsørgelsesgrundlag, der skal kompenseres.

3.9. Arbejdsskadereformens ikrafttræden

Det foreslås, at de nye regler træder i kraft den 1. januar

2004. Det nye erhvervssygdomsbegreb dog først den 1. januar 2005. Det

foreslås,

at arbejdsskadereformen alene får virkning for nye skader.

Det indebærer, at reformen får virkning for ulykker, der

indtræder den 1. januar 2004 eller senere, og for erhvervssygdomme, der

anmeldes den 1. januar 2005 eller senere.

Det indebærer omvendt, at gældende lov fortsat skal anvendes

på vurderingen af skader, der indtræder, inden arbejdsskadereformen træder i

kraft. For så vidt angår erhvervssygdomme bemærkes, at der fremover vil være

2

fortegnelser over erhvervssygdomme, idet det gældende erhvervssygdomsbegreb

bevares for erhvervssygdomme, der anmeldes inden 1. januar 2005.

Reglen i gældende lovs § 24 om genoptagelse af afviste

sager bevares. Hertil kommer muligheden for at genoptage sager på

forvaltningsretligt grundlag, for eksempel hvis der er begået fejl under

sagsbehandlingen. Sager, der er afvist efter gældende regler, kan således

fortsat genoptages og vurderes efter gældende regler.

Sager, der er afvist efter gældende regler, kan ikke

genoptages på grund af arbejdsskadereformen og kan ikke vurderes efter det

nye

erhvervssygdomsbegreb.

Det foreslås, for så vidt angår den frivillige sikring af

selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller ved

erhvervssygdomme,

at sikringen kun anvendes for påvirkninger, der finder sted på

ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Herved sikres, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring

ikke påføres en risiko for sygdomme, som de ikke før ikrafttrædelsesdagen har

haft mulighed for at opkræve bidrag for. Ikrafttrædelsesbestemmelsen tænkes

administreret på samme måde som gældende praksis, hvor selvstændige

erhvervsdrivende har haft beskæftigelsesperioder både som ansatte og som

selvstændige. Det vil sige, at der alene ydes erstatning for de følger, der

kan

henføres til beskæftigelsesperioder, hvor pågældende er dækket efter loven.

Det foreslås videre, at påvirkninger før

ikrafttrædelsesdagen kan medregnes, for så vidt angår den medarbejdende

ægtefælle, når der før ikrafttrædelsesdagen er indgået en lønaftale, jf.

§ 1 i gældende lov. Det samme gælder for den selvstændige

erhvervsdrivende,

der før ikrafttrædelsesdatoen har været omfattet af gældende lov som ansat.

Det er med den valgte overgangsordning tanken, at

bidragspligten og retten til erstatning bliver sammenfaldende.

3.10. Øvrige ændringer

Ud over de ændringer, der er omtalt i det foregående,

indeholder lovforslaget en modernisering og en række tekniske ændringer af

arbejdsskadesikringsloven.

Loven systematiseres på en anden måde end hidtil.

Lovens systematik er herefter:

Formål.

Berettigede personer

og dækning af aktiviteter.

Skadebegreberne.

Erhvervssygdomsudvalget.

Ydelserne.

Årsløn og regulering.

Udbetaling af

erstatning.

Anmeldelse og

sagsbehandling.

Afgørelseskompetence.

Genoptagelse.

Administrativ klage.

Sikringspligtig

arbejdsgiver m.v.

Sikringspligten.

Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Forskellige

bestemmelser.

Slutnings- og

overgangsbestemmelser.

Nye bestemmelser er følgende:

Indførelse af en

bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om, i

hvilket

omfang skader til og fra arbejde er omfattet af loven.

Præcisering af, at

erstatning efter loven er en personlig erstatning, der ikke falder i arv til

modtagerens arvinger.

Indførelse af frist

for kommunerne til at opgøre refusionskrav.

Præcisering af, at

Arbejdsskadestyrelsen på samme måde som Den Sociale Ankestyrelse ikke er

bundet af parternes påstand og er uafhængig af instruktioner om afgørelsen af

de enkelte sager.

Indførelse af en

funktionsperiode for medlemmerne af ankenævnet for Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Ændrede bestemmelser i øvrigt:

Indskrænkning af

lovens dækningsområde for personer i døgnophold efter lov om social service.

Gældende regler om

tab af erhvervsevne samles.

Gældende regler om

genoptagelse samles.

Gældende regel om rente

ved forsinket betaling justeres i overensstemmelse med den ændrede

bestemmelse

i lov om renter ved forsinket betaling § 5, stk. 1 og 2.

Præcisering af, at

styrelsens personale ikke må være ansat i et forsikringsselskab eller i

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Regler, der ophæves:

Det foreslås at

ophæve gældende lovs § 7, der giver retningslinier for sikringspligtig

arbejdsgiver, hvis der er to mulige sikringspligtige arbejdsgivere.

Bestemmelsen er i dag forældet og ikke udtømmende. Bestemmelsen

indeholder således ikke regler om sikringspligtig arbejdsgiver ved udleje af

arbejdskraft ved for eksempel vikarbureauer. I stedet foreslås det, at

Arbejdsskadestyrelsen, som led i den almindelige afgørelseskompetence, jf.

forslagets § 49, stk. 2, træffer afgørelse om sikringspligtig

arbejdsgiver. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring, idet det fortsat

skal være den arbejdsgiver, der er ansvarlig for de forhold, hvorunder

arbejdet

udføres (arbejdsmiljøet), der er sikringspligtig arbejdsgiver.

Det foreslås at

ophæve gældende lovs § 27.

Bestemmelsen giver hjemmel til at genoptage visse sager,

som Arbejdsskadestyrelsen

»har afsluttet

uden erstatningsberettigende følger,«

hvilket vil sige, at

Arbejdsskadestyrelsen har taget stilling til, at der er tale om en

arbejdsskade, samtidig med, at man over for sagens parter har tilkendegivet,

at

sagen ikke skønnes at have erstatningsberettigende udgifter.

I stedet for disse tilkendegivelser skal

Arbejdsskadestyrelsen fremover træffe egentlige afgørelser om

erstatningsspørgsmålet.

Disse afgørelser kan genoptages efter lovens almindelige

genoptagelsesbestemmelse i forslagets § 42. Der gælder efter denne

bestemmelse en frist på 5 år, og der kan dispenseres fra fristen. Ved at

ophæve

gældende § 27 øges tilskadekomnes retssikkerhed, idet der træffes

egentlige afgørelser om erstatning m.v. i stedet for de nuværende

tilkendegivelser om erstatninger m.v.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

af lovforslaget

4.1. Økonomiske konsekvenser

Forslaget består af flere elementer, hvoraf nogle vil

medføre en merudgift og andre en besparelse. Samlet set skønnes de økonomiske

konsekvenser af lovændringerne til ca. 386 millioner kr., hvis man indregner

de

afledede effekter på de sociale ydelser og skatteprovenuet. Udgiften fordeler

sig med en merudgift på ca. 55 millioner kr. for det offentlige (i det

offentliges udgift er indregnet et skatteprovenu på 52 millioner kr. og

besparelse på de sociale ydelser på 49,2 millioner kr.), en merudgift på ca.

230 millioner kr. til private arbejdsgivere samt en udgift på ca. 102

millioner

kr. for de selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller.

De økonomiske konsekvenser af de enkelte elementer i

forslaget er indbyrdes afhængige. Således indebærer en udvidelse af

ulykkesbegrebet og personkredsen, at flere vil blive berettiget til at få

dækket behandlingsudgifter, mens afskaffelsen af afløsningsbeløbet indebærer,

at merudgifterne i forbindelse med en udvidelse af ulykkesbegrebet og

udvidelsen af personkredsen bliver lavere. Herudover indebærer enhver ændring

af udgifterne til méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning på

ulykkesområdet en afledet udgiftsvirkning på 2%-arbejdsmiljøbidraget, der

beregnes som 2% af erstatningsudgifterne til arbejdsulykker.

Endelig indebærer ændrede erstatningsudgifter afledede

virkninger på skatteprovenu og indtægtsreguleringen af andre sociale ydelser

(social pension) i det omfang, der er tale om løbende erstatninger. Der er i

beregningerne ikke taget højde for, at den merbelastning, som

arbejdsskadereformen

påfører det private erhvervsliv, må forventes delvist overvæltet i reducerede

skattebetalinger.

Merudgifterne optræder primært i form af

erstatningsudgifter, der dækkes af forsikringsselskaber, Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring (AES) samt selvforsikrede offentlige arbejdsgivere. Da

udgifterne for forsikringsselskaber og Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring

dækkes via arbejdsgivernes betaling af præmie eller bidrag, er udgifterne i

de

følgende opgørelser fordelt på private og offentlige arbejdsgivere.

I det følgende gennemgås de økonomiske konsekvenser af de

enkelte elementer i forslaget.

4.1.1. Ændring af ulykkesbegrebet

De økonomiske konsekvenser ved at udvide og forenkle

ulykkesbegrebet, skønnes at medføre en stigning i erstatningsudgifterne på

ca.

357 millioner kr., når der samtidig tages højde for at afløsningsbeløbet

afskaffes. Det vil sige, at der i beregningerne er korrigeret for at

samspillet

mellem de to ændringer medfører en lavere gennemsnitlig erstatningsudgift pr.

sag. En udvidelse af ulykkesbegrebet vil desuden medføre en stigning i

behandlingsudgifterne og en stigning i 2 % miljøafgiften på henholdsvis 27,9

millioner kr. og 8 millioner kr. Samlet set en udgiftsstigning på 392,9

millioner kr., som fordeler sig med 141,2 millioner kr. til det offentlige og

251,7 millioner kr. til de private. For det offentlige vil udvidelsen og

forenklingen medføre et øget skatteprovenu, som skønnes til 31,7 millioner

kr.

samt en mindre udgift på ca. 30 millioner kr. til sociale ydelser.

4.1.2. Udvidelse af den sikrede personkreds

Forslaget indebærer merudgifter til erstatninger til

selvstændige, der vælger at blive omfattet af ordningen. Udgifterne

finansieres

af bidrag fra de selvstændige. Hvis alle selvstændige og medhjælpende

ægtefæller tilslutter sig ordningen, anslås de årlige udgifter at udgøre ca.

172 millioner kr. Da ordningen er frivillig anslås de faktiske udgifter

imidlertid at udgøre højst ca. 85,6 millioner kr. Hvis der indregnes de

afledte

virkninger/omkostninger fra, at ulykkesbegrebet udvides (10,3 millioner kr.),

ændringer i forbindelse med erhvervssygdomme (7 millioner kr.),

afløsningsbeløbet afskaffes (-9,6 millioner kr.) og behandlingsudgifter (6,8

millioner kr.) giver det merudgifter på i alt 101,8 millioner kr. Udvidelsen

af

personkredsen medfører at det offentlige vil få et skatteprovenu på ca. 6,9

millioner kr. samt en mindre udgift til sociale ydelser på ca. 6,6 millioner

kr. Ordningen vil delvist træde i stedet for eksisterende private

ulykkesforsikringsordninger, og udgifterne finansieres af de selvstændige

erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller via forsikringspræmier.

4.1.3. Udvidet adgang til at betale

behandlingsudgifter

De økonomiske konsekvenser af at udvide adgangen til

dækningen af behandlingsudgifter skønnes at medføre en stigning i udgifterne

på

13,9 millioner kr. Hertil kommer 2,8 millioner kr. som følge af at

ulykkesbegrebet samtidig bliver forenklet, det vil sige i alt 16,7 millioner

kr. Udgiften finansieres af forsikringsbidrag, heraf vedrører 11,5 millioner

kr. private arbejdsgivere og 5,3 millioner kr. offentlige arbejdsgivere.

4.1.4. Nedbringelse af sagsbehandlingstiden

Forslagene vedrørende nedbringelse af sagsbehandlingstiden

indebærer ingen ændringer i erstatningsudgifterne En reduktion af

sagsbehandlingstiden indebærer derimod øgede administrative udgifter på 15,5

millioner kr. (Merudgifterne fordeles med 13,4 millioner kr. til nye

medarbejdere i Arbejdsskadestyrelsen og 2,1 millioner kr. i øgede

portoudgifter

i forbindelse med den øgede pligt til at underrette sagens parter)

Merudgifterne til administration forudsættes indregnet i betalingen for

Arbejdsskadestyrelsens administration. Merudgifterne fordeler sig med ca.

10,4

millioner kr. til private arbejdsgivere og ca. 5,2 millioner kr. for

offentlige

arbejdsgivere.

4.1.5. Afskaffelse af afløsningsbeløbet

Afskaffelse af afløsningsbidraget skønnes at medføre et

fald i erstatningsudgifterne på 241,2 millioner kr., der til kommer et

yderligere fald i udgifterne i form af fald i 2 % arbejdsmiljøbidraget på 4,9

millioner kr. Det vil sige en besparelse på i alt 246,1 millioner kr.

Besparelsen på grund af afskaffelse af afløsningsbidraget fordeler sig med

73,9

millioner kr. til det offentlige og 172,3 millioner kr. til de private.

4.1.6. Ændring af kravet for optagelse af

erhvervssygdomme på fortegnelsen

Ændring af kravet for at optage nye erhvervssygdomme på

fortegnelsen over erhvervssygdomme indebærer en meromkostning på 194,6

millioner kr. hvis man tager højde for at afløsningsbeløbet samtidig

afskaffes

(beregningen er korrigeret for at afskaffelsen af afløsningsbeløbt vil

medføre

en lavere gennemsnitlig erstatningsudgift pr. sag). Derudover vil det medføre

en stigning i behandlingsudgifterne på 16,7 millioner kr. (der er taget højde

for den udvidede adgang til betaling af behandlingsudgifterne). Det vil sige

en

samlet meromkostning på 211,3 millioner kr. Meromkostningerne fordeler sig

med

126,8 millioner kr. til de private arbejdsgivere og 84,6 millioner kr. til de

offentlige arbejdsgivere. Meromkostningerne finansieres ved hjælp af øgede

bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

4.1.7. Særlig godtgørelse ved dødsfald

Indførsel af en særlig godtgørelse ved dødsfald skønnes af

medføre en merudgift på 2,1 millioner kr. Merudgiften fordeler sig med 1,3

millioner kr. til de private arbejdsgivere og 0,8 millioner kr. til de

offentlige arbejdsgivere.

4.2. Administrative konsekvenser

Forslagene om nedsættelse af sagsbehandlingstiden og

stramning af fristerne i loven vil i kombination med de øvrige ændringer i

reformen, specielt forslaget om udvidelse af personkredsen med de

selvstændige

erhvervsdrivende, medføre behov for ca. 25 ekstra sagsbehandlere i

Arbejdsskadestyrelsen. Merudgiften anslås at udgøre ca. 15,5 millioner kr.

årligt, der forudsættes indregnet i betalingen for Arbejdsskadestyrelsens

administration.

Forslaget vil generelt indebære en forenklet sagsbehandling

og en betydelig nedsættelse af sagsbehandlingstiden i Arbejdsskadestyrelsen.

Også i forhold til forsikringsselskaber m.fl. samt Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring vil forslaget generelt indebære en forenklet

sagsbehandling.

4.2.1. Reducering af antallet af skadebegreber fra

4 til 2

Udvidelsen og forenklingen af ulykkesbegrebet vil

administrativt betyde, at de pludselige løfteskader går fra Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring over til forsikringsselskaberne. Dette vil på sigt

betyde en forskydning mellem bidrag til Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring

og forsikringspræmierne til forsikringsselskaberne.

4.2.2. Ændring af kravet til optagelse af

erhvervssygdomme på fortegnelsen

Arbejdsskadestyrelsen skal udsende en ny bekendtgørelse om

erhvervssygdomme. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysninger om påvirkninger

og

sygdomme. De nærmere betingelser for anerkendelse skal udsendes i en

vejledning. Vejledningen kan løbende justeres i overensstemmelse med ændrede

krav til belastning. Desuden skal Erhvervssygdomsudvalget afgive en årlig

redegørelse til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på

erhvervssygdomsområdet.

4.3. Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Samlet set anslå lovforslaget at medføre en merudgift for

de private arbejdsgivere på 230 millioner kr. Desuden medfører forslaget en

merudgift for de selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefælle på

ca.

102 millioner kr.

4.3.1. Ændring af ulykkesbegrebet

Udvidelsen og forenklingen af ulykkesbegrebet skønnes at

medføre en udgiftsstigning på 251,7 millioner kr. for de private

arbejdsgivere,

når der er taget højde for at afløsningsbeløbet samtidig afskaffes for disse

sager.

4.3.2. Udvidelse af personkredsen

En udvidelse af personkredsen til også at omfatte de

selvstændige erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller vil medføre en

merudgift i det omfang, forsikringen ikke erstatter private

ulykkesforsikringer. Der er imidlertid tale om en frivillig ordning, der

finansieres af samme personkreds, som modtager erstatningerne.

4.3.3. Udvidet adgang til dækning af

behandlingsudgifter

Den udvidede adgang til dækning af behandlingsudgifter, så

udgifterne kan dækkes også efter sagens afslutning, anslås at medføre

merudgifter for private arbejdsgivere på 11,5 millioner kr. årligt.

4.3.4. Afskaffelse af afløsningsbeløbet

En afskaffelse af afløsningsbeløbet skønnes at medføre en

besparelse for de private arbejdsgivere på 172,3 millioner kr.

4.4. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget medfører ikke administrative konsekvenser for

erhvervslivet.

4.5. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget medfører ikke miljømæssige konsekvenser

4.6. Forholdet til EU-retten

Forslaget opretholder det såkaldt blandede system for

anerkendelse af erhvervssygdomme, som bygger på henstillinger fra EF

kommissionen af 23. juli 1962 og 20. juli 1966. Det vil sige muligheden for

anerkendelse med en fortegnelse over visse sygdomme kombineret med muligheden

for anerkendelse af sygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen over

erhvervssygdomme.

Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med Danmarks EU

retlige forpligtelser.

4.7. Konsekvenser for det frivillige foreningsliv

Forslaget medfører ikke konsekvenser for det frivillige

foreningsliv.

Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk fremgår af skema 1

nedenfor.

Skema 1

Samlede økonomiske konsekvenser (millioner kr.) (PL 2004):

Forslag

Stat

Amter og kommuner

Offentlige sektor i alt (offentlige finanser)

Private arbejdsgivere og selvstændige

(erhvervsbelastning)

Merudbetaling til borgerne

Ulykkesbegrebet

1)

28,2

112,9

141,2

251,7

384,9

Selvstændige

2)

101,8

100,1

Behandlingsudgifter

3)

1,1

4,2

5,3

11,5

16,7

Afskaffelse af afløsningsbeløb

4)

-14,8

-59,1

-73,9

-172,3

-241,2

Administration

1,0

4,2

5,2

10,4

Erhvervssygdomme

5)

16,9

67,6

84,5

126,8

211,3

Særlig godtgørelse ved dødsfald

0,2

0,6

0,8

1,3

2,1

I alt (brutto)

32,6

130,4

163,0

331,2

473,9

Skatteprovenu

6)

-55,7

-55,7

Regulering af offentlig ydelse

7)

-52,7

-52,7

Samlede økonomiske konsekvenser

54,5

331,2

356,5

1)

tager højde for at afløsningsbidraget

fjernes samtidig, inkl. arbejdsmiljøbidrag

2)

inkluderer alle behandlingsudgifter,

arbejdsmiljøbidrag, forenkling af ulykkesbegrebet, afskaffelse af

afløsningsbeløbene, ændring af kravet til optagelse på

erhvervssygdomsfortegnelsen.

3)

inkluderer merudgifter ved forenkling af

ulykkesbegrebet + nuværende antal sager

4)

inkluderer besparelsen ved nuværende

antal sager samt arbejdsmiljøbidrag

5)

tager højde for at afløsningsbeløbet

afskaffes.

6-7)

afledede konsekvenser ved udvidelsen af

ulykkesbegrebet og udvidelsen af personkredsen

Skema 2

Det vurderes, at udgifterne først vil nå, det fulde niveau

efter ca. 5 år. Det skyldes, at forslaget alene får betydning for skader, der

opstår efter forslagets ikrafttrædelse. Da forsikringsselskaberne og

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal hensætte reserver, allerede når

sagen anmeldes, vil private arbejdsgivere imidlertid blive påført den fulde

økonomiske

virkning allerede det første år, mens virkningen for staten og de

selvforsikrede kommuner og amtskommuner først vil slå fuldt igennem efter ca.

5

år. Opgørelser over erstatningsudgifter har vist, at størstedelen af

udgifterne

ligger mellem 1 år og 2 år efter, at sagen er anmeldt. Når fristen for

sagernes

færdigbehandling nedsættes fra 2 år til 1 år vil det betyde en fremrykning af

erstatningsudgifterne for de selvforsikrede offentlige arbejdsgivere. Det

skønnes, at udgiften for selvforsikrede kommuner og amtskommuner udgør ca.

30,5

millioner kr. ud af merudgiften på 130,4 millioner kr.

De ændrede krav for optagelse af erhvervssygdomme på

fortegnelsen sker først fra 1. januar 2005.

Merudgiftens udvikling for staten og kommunerne

anslås som følger (mio. kr.) (PL2004):

År

Staten

1)

Kommuner/amter

1)

Off. i alt (ekskl

sociale ydelser)

1)

Off. i alt (inkl.

sociale ydelser)

2)

2004

2,1

51,3

53,4

51,4

2005

24,7

125,0

149,7

142,7

2006

30,5

128,2

158,8

148,2

2007

31,2

129,8

161,0

147,0

2008

32,6

130,4

163,0

145,4

1)

Kolonnerne

inkluderer ikke de afledte virkninger på skatteprovenu og de sociale ydelser.

2)

Kolonnen inkluderer

de afledte virkninger på de sociale ydelser.

Skatteprovenuvirkningen og den afledte virkning på de

sociale ydelser vil optræde gradvist over en årrække, da de er relateret til

de

løbende ydelser, som den tilskadekomne modtager. Virkningen vil derfor stige

i

takt med at flere tilskadekomne får udbetalt en månedlig ydelse, men der

skønnes at gå op til 10-15 år før man ser den fulde effekt.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser skal forhandles med

de kommunale parter.

Skema 3

Lovforslagets konsekvenser i hovedtræk (PL2004):

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner

55,7 mio. kr. i øget skatteprovenu

52,7 mio. kr. i forbindelse med regulering af sociale

ydelser

163 mio. kr. (2004 PL-niveau)

Forslaget skal DUT-forhandles med de kommunale parter

2004: 53,4 mio. kr.

2005: 149,7 mio. kr.

2006: 15,8 mio. kr.

2007: 161,0 mio. kr.

2008: 163,0 mio. kr.

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

229,5 mio. kr. (2004 PL-niveau) +

101,8 mio. kr. for de selvstændige

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med Danmarks

EU-retlige forpligtelser

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen er ny. Det foreslås at indføre en

formålsbestemmelse i loven for at præcisere lovens sammenhæng med

lovgivningen

på arbejdsmiljøområdet og på det sociale område. Der henvises til

lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Til § 2

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 1 og beskriver,

hvilke personer der er berettigede efter loven. Stk. 1 er sprogligt

forenklet. 2. pkt. i gældende lovs stk. 1 er flyttet til

stk. 2

. Der er ikke tilsigtet en

realitetsændring.

Efter gældende regler er arbejdsgiverens ægtefælle kun

omfattet af loven, hvis der er indgået en lønaftale, der kan tillægges

skattemæssig virkning efter kildeskatteloven ved den sidste lønudbetaling

forud

for skaden. Medarbejdende ægtefæller uden lønaftaler er ikke omfattet af

loven.

Lovforslaget indebærer, at den sikrede personkreds udvides

med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at

benytte sig af retten efter loven til at sikre egen person.

Det foreslås derfor, at den nuværende pligt for

arbejdsgiverne til at sikre ægtefæller med lønaftaler ophæves. I stedet får

arbejdsgiverne samme mulighed for at sikre ægtefæller med eller uden

lønaftaler.

Udvidelsen af den sikrede personkreds med selvstændige

erhvervsdrivende og medhjælpende ægtefæller er en del af regeringens

arbejdsskadereform.

Stk. 4

til

6

svarer til stk. 2 til 4 i

gældende lov.

Dansk skib omfatter skibe, som er eller skal indføres i Det

Danske Skibsregister eller i Dansk Internationalt Skibsregister.

Stk. 5 og 6

er sprogligt forenklet. Der er ikke tilsigtet en realitetsændring.

Til § 3

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 4. Bestemmelsen

er sprogligt forenklet. Der er ikke tilsigtet nogen realitetsændring.

Det foreslås i

stk. 1,

nr. 1

, at hjemmelen til at fastsætte regler om, i hvilket omfang loven skal

gælde for personer i døgnophold, begrænses til børn og unge, der er omfattet

af

afsnit II i lov om social service.

Gældende regler bemyndiger ministeren til at fastsætte

regler om, i hvilket omfang loven skal gælde for den personkreds, der er

omfattet af afsnit II og III i lov om social service. Denne bemyndigelse er

senest udnyttet i bekendtgørelse nr. 158 af 4. marts 1998, som giver en

udvidet

dækning efter loven for alle, der er optaget i døgnophold i boformer m.v.

Den udvidede dækning omfatter aktiviteter af enhver art,

som er forbundet med opholdet. Det indebærer, at voksne personer i døgnophold

har en bedre dækning end andre voksne, idet voksne personer i døgnophold også

er dækkede i fritiden.

Forslaget er en konsekvens af normaliseringen af

tilværelsen for voksne personer i døgnophold, som i dag får udbetalt deres

pension og betaler for ophold og andre ydelser. De bør derfor også selv

betale

for egne fritidsulykkesforsikringer.

Forslaget indebærer, at den nævnte bekendtgørelse skal

revideres.

Til § 4

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til gældende lovs

§ 2.

Bestemmelsen i stk. 2 afløser gældende lovs § 3.

Der er alene tale om sproglig fornyelse. Der er ikke

tilsigtet realitetsændringer.

Det foreslås i

stk. 3

,

der er nyt, at indføre en hjemmel for beskæftigelsesministeren til at

fastsætte

regler om, i hvilket omfang skader, der indtræder under befordring til og fra

arbejde, er omfattet af loven.

Skader opstået under befordring til og fra arbejde er efter

gældende regler som udgangspunkt ikke omfattet af loven. Baggrunden er, at

arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes

færden til og fra arbejde. I visse situationer har befordring mellem hjem og

arbejdssted imidlertid karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers

interesse,

og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring.

Det drejer sig eksempelvis om skader, der indtræder under

befordring organiseret af arbejdsgiveren.

Ligeledes er skader opstået under befordring til og fra

arbejde i forbindelse med tilkaldevagt omfattet af loven.

Et tredje eksempel er den situation, at en arbejdstager

under befordring til og fra arbejde skal udføre et ærinde for arbejdsgiver.

Her

gælder efter praksis, at såfremt ærindet for arbejdsgiver medfører en

afvigelse

fra den pågældendes sædvanlige rute fra hjem til arbejdsplads, vil

vedkommende

være berettiget efter loven under befordringen. Omvendt vil vedkommende

sædvanligvis ikke være berettiget efter loven, hvis ærindet ikke medfører

afvigelse fra den normale rute mellem hjem og arbejdssted.

Afgrænsningen af, i hvilke tilfælde og under hvilke

forudsætninger arbejdstager undtagelsesvis er omfattet af loven under

befordring til og fra arbejde, er hidtil fastlagt gennem administrativ

praksis

og retspraksis.

Med forslaget ønskes denne praksis præciseret i en

bekendtgørelse. Forslaget tilsigter ikke ændringer i den nugældende praksis,

hvorefter skader opstået under befordring mellem hjem og arbejdssted kun

undtagelsesvis vil være omfattet af loven.

Der ønskes alene en kodificering af praksis.

Til § 5

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 9 og indeholder

forslag til lovens skadebegreber.

Det foreslås, at de tidligere 4 skadebegreber reduceres til

2:

»ulykke«

og

»erhvervssygdom.«

Ved forslaget beskrives generelt, hvad der forstås ved en

arbejdsskade. Bestemmelsen indeholder tillige en afgrænsning af lovens

dækning,

der ikke søger at ændre på gældende administrativ praksis med hensyn til, at

skaden skal være opstået som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder

dette foregår.

Efter den gældende § 9 er det et krav, at en arbejdsskade

skal være opstået som følge af

»arbejdet

eller de forhold, hvorunder dette foregår.«

I praksis dækker dette over en

betingelse om, at den tilskadekomne, da skaden indtraf, var i arbejde for en

arbejdsgiver, og at skaden skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det

er

foregået.

Sker skaden eksempelvis i fritiden eller under private

ærinder, eller sker skaden på vej til et fast arbejdssted eller på vej hjem

fra

arbejdsstedet, vil skaden normalt ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade,

selv om kravene i øvrigt er opfyldt. Der henvises i denne forbindelse til

forslaget om at indføre hjemmel for beskæftigelsesministeren til at fastsætte

regler om, hvornår skader, der indtræder under befordring til og fra arbejde,

er omfattet af loven, jf. forslagets § 4, stk. 3.

Til § 6

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger

afsnit 3.3.

Personskade

Anerkendelse efter det nye ulykkesbegreb kræver for det

første, at der er tale om en personskade. Ligesom efter gældende praksis

stilles der beskedne lægelige krav til en anmeldt skade. Forbigående smerter,

psykiske symptomer med videre vil opfylde denne betingelse.

Årsagsforbindelse mellem personskaden og en

hændelse eller påvirkning

Det kræves derefter, at personskaden er forårsaget af en

hændelse eller en påvirkning, der har sammenhæng med arbejdet.

Der gælder almindelige krav til beviset for en

årsagssammenhæng. Kun hvis der efter oplysning af sagen ikke kan

sandsynliggøres en årsagssammenhæng, vil sagen blive afvist.

Arbejdsskadereformen ændrer således ikke beviskravet.

Det betyder, at der skal foretages en bevismæssig

bedømmelse af de foreliggende oplysninger og en juridisk/lægelig vurdering

af,

om der kan antages at være årsagssammenhæng mellem hændelsen eller

påvirkningen

og skaden.

Ved de oplagte skader, hvor der er en hændelse eller en

påvirkning, der umiddelbart kan anses for at være årsag til skaden, stilles

der

som efter gældende regler ikke store krav til beviset. Det gælder for

eksempel

postbudet, der får en tagsten i hovedet og får et kraniebrud.

Ved skader, der kan opstå uden kendt ydre årsag, indebærer

kravet til bevis, at der vil blive stillet krav til specielt den lægelige

vurdering af, om der er en påvirkning, der kan forklare skaden. Skader, der

kan

opstå uden kendt ydre årsag, er blandt andet skader på muskler, nerver, sener

og led.

Reglerne om beviskrav skal ses i sammenhæng med

Arbejdsskadestyrelsens pligt til at belyse sagerne bedst muligt inden

afgørelsen (officialmaksimen). Hertil kommer tilskadekomnes ret til at afgive

et indlæg, inden Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse.

Ved denne vurdering af årsagssammenhængen lægges der blandt

andet vægt på, i hvilket omfang påvirkningen kan anses for at være egnet til

at

forårsage den anmeldte skade. I denne vurdering indgår lægelig sagkundskab i

de

tilfælde, hvor sammenhængen giver anledning til tvivl.

En påvirkning kan anses for at være årsag til en skade, når

der er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden opstod som

følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet. I denne vurdering kan der

også tages hensyn til, om hændelsen eller påvirkningen har haft en karakter

og

et omfang, der gør det sandsynligt, at skaden er opstået som følge af

hændelsen

eller påvirkningen.

Hvis der ikke er en sådan forklaring, kan det skyldes, at

skaden er opstået som følge af en særlig disposition hos tilskadekomne til at

udvikle skaden uden en kendt ydre påvirkning.

Et hårdt slag mod lænden vil eksempelvis være en egnet årsag

til at give lændesmerter. Det er biologisk naturligt og logisk at få en skade

i

ryggen, når man har fået et hårdt slag over ryggen. En sådan skade vil blive

anerkendt som en ulykke.

Omvendt vil det at få smerter, ved at man rejser sig fra en

stol, ikke kunne anses for at være en relevant årsag til akutte lændesmerter

heller ikke selvom smerterne opstod samtidig med, at tilskadekomne rejste

sig.

At der er tidsmæssig sammenhæng mellem skade og påvirkning er således ikke

tilstrækkeligt til anerkendelse. At rejse sig fra en stol giver ikke en

biologisk og logisk forklaring på, at pågældende fik rygsmerter. En

forklaring

på smerterne kunne være, at pågældende havde en særlig disposition for at

udvikle rygsmerterne på det pågældende tidspunkt. En sådan skade vil ikke

blive

anerkendt som en ulykke.

Løfteskader og skader, der opstår ved håndtering, vil kunne

anerkendes alene ud fra en vurdering af:

byrdens vægt

byrdens form

mulighederne for at

håndtere byrden

om

løftet/håndteringen foregik under akavede forhold.

Disse forhold antages at have særlig betydning for, at der

opstår skader som følge af en hændelse eller påvirkning særligt akutte

rygsmerter.

Det er ikke relevant, om der skete noget usædvanligt ved

løftet. Hvis en skade er sket ved løft af en tung og uhåndterbar genstand

under

akavede forhold, vil det tale for anerkendelse, da en sådan belastning

normalt

må anses for at være en biologisk naturlig og logisk forklaring på udvikling

af

akutte smerter i ryggen og andre skader i muskler, nerver, sener og led.

Omvendt vil det tale for afvisning, hvis der er tale om løft af mindre

genstande under optimale forhold, da en sådan påvirkning normalt ikke giver

en

biologisk naturlig og logisk forklaring på, at en skade er opstået som følge

af

en håndtering.

Pludseligt eller inden for 5 dage

Den sidste betingelse for anerkendelse af en ulykke er, at

hændelsen eller påvirkningen, som har forårsaget personskaden, skal være sket

pludseligt eller inden for 5 dage. Det vil sige, at hvis tilskadekomne først

får symptomer mere end 5 dage efter påvirkningen, kan skaden ikke anerkendes

som en ulykke. Skader/sygdomme, der er opstået efter mere end 5 dage, kan

anerkendes som erhvervssygdomme, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Belastningens tidsmæssige udstrækning kan få betydning for

den lægelige vurdering af, om påvirkningen kan anses for at være egnet til at

påføre en skade, men der kan ikke afvises alene fordi den tidsmæssige

udstrækning er for kort.

Grænsen på de 5 dage fungerer som en praktisk afgrænsning i

forhold til erhvervssygdommene. Efter praksis kan sygdomme efter fortegnelsen

over erhvervssygdomme anerkendes, selv om påvirkningen har varet mindre end 5

dage. Der tilsigtes ikke en ændring af denne praksis.

Forudbestående sygdomme

Forudbestående sygdomme har ikke betydning for spørgsmålet

om anerkendelse af en skade efter det foreslåede ulykkesbegreb. Som hidtil

kan

en forværring af en forudbestående sygdom anerkendes.

Forværringen kan anerkendes, hvis den er forårsaget af en

hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Spørgsmålet om forudbestående sygdomme får først betydning,

når der skal fastsættes godtgørelse og erstatning, idet der trækkes fra i et

påvist varigt mén eller tab af erhvervsevne, hvis det er overvejende

sandsynligt, at det varige mén eller tabet af erhvervsevne helt eller delvist

skyldes andet end arbejdsskaden.

Til § 7

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 10 og indfører et

nyt erhvervssygdomsbegreb.

Erhvervssygdomsbegrebet er fortsat toleddet. Det er blandt

andet en følge af henstillinger fra EU-Kommissionen af 23. juli 1962 og 20.

juli 1966, der anbefaler medlemslandene at anvende et blandet system, hvor

der

dels er en fortegnelse over kendte erhvervssygdomme, dels er en mulighed for

at

få anerkendt sygdomme, som ikke er optaget på førnævnte fortegnelse.

Medicinsk dokumentation

Betingelserne for optagelse af sygdomme på fortegnelsen

over erhvervssygdomme foreslås justeret fra det gældende krav om »

medicinsk og teknisk erfaring«

til et

krav om »

medicinsk dokumentation

«

. Der er herved tilsigtet en udvidelse

af de gældende regler.

Ved

»medicinsk og

teknisk erfaring«

forstås normalt

»fuldt

videnskabeligt bevist«

. Det vil sige, at der foreligger en række

statistiske arbejder med angivelse af sandsynlighedsgrænser, samt ofte

kontrollerede, randomiserede, dobbeltblindede, prospektive undersøgelser (det

vil sige fremadrettede undersøgelser med tilfældigt udvalgte personer, hvor

hverken undersøger eller den undersøgte ved, om de er kontrolgruppe eller

undersøgt gruppe).

Der findes kun ganske få af disse, fuldt videnskabeligt

beviste, undersøgelser på erhvervssygdomsområdet.

Ved at anvende formuleringen

»medicinsk dokumentation«

åbnes mulighed for at supplere de

tilfælde, hvor der ikke eksisterer

»fuldt

videnskabeligt bevis«

, med den viden, der rent faktisk findes eller skaffes

på området.

Herved lempes kravet til bevis for årsagssammenhængen

mellem påvirkninger og sygdom.

Ved

»medicinsk dokumentation«

forstås, at følgende er opfyldt:

1)

En biologisk

naturlig og logisk forklaring på sygdommen.

2)

En påvirkning, der

må have en karakter og et omfang, der gør sygdommen sandsynlig.

3)

En sammenhæng

mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at øget påvirkning giver øget

sværhedsgrad af sygdommen.

4)

Undersøgelser om

udbredelser i befolkningen, der bekræfter en sammenhæng.

5)

Overbevisende

rapportering af tilfælde, der er konstateret ved lægeundersøgelse.

6)

En betydelig

overhyppighed af sygdommen blandt personer, der er udsat for denne

påvirkning,

i forhold til personer, der ikke er udsat.

Ad 1.

En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen vil

sige, at det ud fra en lægelig viden kan forklares, at en sygdom kan opstå

efter en given påvirkning.

Som eksempel kan nævnes, at det er medicinsk forklarligt,

at man kan få en tennisalbue ved at foretage drejninger af underarmen mod en

modstand. Det er betydeligt vanskeligere at føre det egentlige videnskabelige

bevis for den biologiske årsag til sygdommen.

Ad 2.

En påvirkning, der må have en karakter og et omfang, der

gør sygdommen sandsynlig, betyder, at der skal være en logisk sammenhæng

mellem, hvor syg man kan blive, og hvilken sygdom, der kan være tale om i

forbindelse med en given påvirkning.

Som eksempel kan nævnes, at man ved belastning af en arm

kan få smerter i armen, men at man ikke samtidig kan få blindtarmsbetændelse

ud

fra den givne belastning.

Ad 3.

En sammenhæng mellem påvirkning og sygdom, eksempelvis at

øget påvirkning giver øget sværhedsgrad af sygdommen, vil sige, at jo større

påvirkninger, jo sværere og flere symptomer vil man få.

Som eksempel kan nævnes, at tobaksrygning kan medføre

lungekræft. Ved øget rygning øges risiko for lungekræft, og jo mere man

ryger,

jo mere øges risikoen for lungekræft.

Ad 4.

Undersøgelser om udbredelser i befolkningen, der bekræfter

en sammenhæng, vil sige, at det kendes fra »det virkelige liv«, at personer,

der er udsat for denne påvirkning, også får sygdommen. De arbejdsmedicinske

klinikker udfører denne type undersøgelser.

Ad 5.

Overbevisende rapportering af tilfælde, der er konstateret

ved lægeundersøgelse, vil sige, at læger, som undersøger patienter med denne

eksposition, også finder, at de har denne sygdom.

Som eksempel kan nævnes, at læger, som undersøger

patienter, som klager over rygsmerter efter hårdt rygbelastende arbejde, også

finder, at der er smerter og nedsat bevægelighed i ryggen.

Ad 6.

En betydelig overhyppighed af sygdommen blandt personer,

der er udsat for denne påvirkning, i forhold til personer, der ikke er udsat.

Mange sygdomme er udbredt i befolkningen, uanset erhverv.

Det er velkendt, at alle kan få ondt i ryggen, og at mange har det hyppigt.

Vi

ved fra flere undersøgelser, at store dele af befolkningen har ondt, flere

gange om året, uanset arbejdet (eksempelvis fra »Lønmodtagerundersøgelsen fra

AMI«).

Derfor skal der hos dem, hvor årsagen formodes at være

arbejdsbetinget, være en betydelig overhyppighed i forhold til

»den normale befolkning.«

Som udgangspunkt skal alle ovenstående betingelser være

opfyldt. Ved den konkrete vurdering af, om en sygdom kan optages på

fortegnelsen

over erhvervssygdomme, kan de enkelte betingelser tillægges forskellig vægt.

Implementeringen af ændringerne på

erhvervssygdomsområdet

Ændringerne på erhvervssygdomsområdet sker på baggrund af

en lovændring som følge af dette lovforslag. Der er således et helt nyt

grundlag for at optage sygdomme på fortegnelsen.

Der udarbejdes en ny bekendtgørelse om erhvervssygdomme på

baggrund af arbejdsskadereformen. Bekendtgørelsen vil kun indeholde

påvirkninger og sygdomme, men ikke alle de mange betingelser for

anerkendelse,

der i dag er indeholdt i erhvervssygdomsfortegnelsen. Arbejdsskadestyrelsen

udarbejder bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen vil blive suppleret af en

uddybende

vejledning, der for eksempel nærmere redegør for kravene til belastningernes

styrke og varighed.

Herved sikres større fleksibilitet end i dag ved

anvendelsen af erhvervssygdomsbegrebet.

Arbejdsskadestyrelsen skal forhandle med

Erhvervssygdomsudvalget om, hvilke sygdomme der opfylder betingelserne for at

komme på fortegnelsen. Erhvervssygdomsudvalget har en rådgivende funktion i

den

forbindelse.

Det er Arbejdsskadestyrelsens ansvar, at den nye

fortegnelse udarbejdes i overensstemmelse med det nye lovgrundlag.

Når en sygdom er optaget på fortegnelsen, er det

Arbejdsskadestyrelsen, der tager stilling til, om de anmeldte sygdomme af

denne

type kan anerkendes efter fortegnelsen og den supplerende vejledning.

Anerkendelse af sygdomme uden for fortegnelsen over

erhvervssygdomme

Det foreslås, at bestemmelserne i gældende lovs § 10, stk.

1, nr. 2, 1. og 2. led om anerkendelse af sygdomme, der ikke er omfattet af

fortegnelsen, opretholdes.

Både efter gældende lovgivning og efter forslaget (§ 7,

stk. 1, nr. 2) er der to muligheder for at anerkende konkrete sager om

erhvervssygdomme uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme:

1.

Når sygdommen efter

nyeste medicinske dokumentation opfylder kravene for at blive optaget på

fortegnelsen over erhvervssygdomme. Denne bestemmelse skal anvendes, når den

nyeste medicinske dokumentation viser, at der er en sammenhæng, men

fortegnelsen er af tidsmæssige grunde ikke ændret.

2.

Når sygdommen må

anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af

arbejdets

særlige art. Denne bestemmelse anvendes, når der konkret er godtgjort en

sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Det er hensigten, at bestemmelsen om arbejdets særlige art

fortsat skal være en opsamlingsbestemmelse for sygdomme, som man

erfaringsmæssigt ikke generelt sætter i forbindelse med særlige udsættelser

eller påvirkninger, men hvor forhold i den konkrete sag taler for, at der er

en

årsagssammenhæng mellem sygdommen og den konkrete påvirkning. Konkrete sager

kan anerkendes som erhvervssygdomme, hvis forholdene i den enkelte sag taler

for, at der er en sådan årsagssammenhæng.

Der vil her være mulighed for at anerkende sygdomme, der

ikke er optaget på fortegnelsen, hvis der konkret er stor sandsynlighed for,

at

den anmeldte sygdom skyldes arbejdet.

Gældende lovs § 10, stk. 3, hvorefter sager om

erhvervssygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme,

kun kan anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget,

opretholdes

i forslagets § 7, stk. 3.

Sygdomme hos levendefødte børn pådraget inden

fødslen

Det foreslås, at formuleringen i gældende lovs § 10,

stk. 1, nr. 2, 1. led, ændres i konsekvens af det ovenfor beskrevne

forslag om ændring af betingelserne for optagelse på fortegnelsen over

erhvervssygdomme, fra det gældende krav om »

medicinsk

og teknisk erfaring«

til et krav om »

medicinsk

dokumentation.

«

I bestemmelsen er kravet om

»medicinsk erfaring«

derfor erstattet med »

medicinsk dokumentation.

«

Til § 8

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 11 med en

enkelt sproglig tilføjelse for at præcisere bestemmelsens ordlyd.

Til § 9

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 58 om

Erhvervssygdomsudvalget.

Det foreslås i

stk. 1

,

at Erhvervssygdomsudvalget fortsat skal inddrages ved vurderingen af, hvilke

sygdomme der skal optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Dette sker

ved

en forhandling med Arbejdsskadestyrelsen, som efter den foreslåede § 7,

stk. 1, fastsætter, hvilke sygdomme der skal optages på fortegnelsen.

Bestemmelsen i gældende lov om, at visse sager kan

behandles i et mindre udvalg, foreslås ophævet. Bestemmelsen var møntet på

pludselige løfteskader. Disse sager er omfattet af det nye ulykkesbegreb og

skal derfor ikke behandles i Erhvervssygdomsudvalget.

Til § 10

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 14.

Bestemmelsen er justeret som følge af, at selvstændige

erhvervsdrivende bliver omfattet af den sikrede personkreds efter loven som

en

frivillig ordning, og at den nuværende obligatoriske ordning for redere og

visse selvstændige fiskere bortfalder. Samtidig er bestemmelsen sprogligt

forenklet.

Det bemærkes, at der med ændringen ikke tilsigtes nogen

realitetsændring, for så vidt angår den hidtidige dækning af skader, der

rammer

fiskere som følge af krigshandlinger. Sådanne skader vil være omfattet af

denne

lov som skader, der er en følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette

foregår, under forudsætning af, at de pågældende har benyttet sig af deres

ret

til at sikre sig efter loven.

Til § 11

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 25.

Bestemmelsen beskriver de ydelser, som tilskadekomne har

ret til, når en arbejdsskade er anerkendt.

Bestemmelsen er udvidet med den særlige godtgørelse til

efterladte.

Til § 12

Bestemmelsen i stk. 1 afløser gældende lovs § 26.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til gældende lovs

§ 13.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 28.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 29.

Til § 15

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 30, der

indeholder regler om muligheden for at betale for udgifter til behandling,

optræning og hjælpemidler.

Det foreslås at udvide adgangen til at betale udgifter til

behandling m.v. for følgerne af en arbejdsskade til også at omfatte udgifter

til fremtidig behandling m.v.

Udvidelsen er en følge af, at sagsbehandlingstiden

nedsættes med regeringens arbejdsskadereform. Da behandlingsudgifter m.v.

efter

gældende regler som udgangspunkt kun kan betales

»under sagens behandling,«

det vil sige perioden fra sagens

anmeldelse til endelig afgørelse i sagen, ville den nedsatte

sagsbehandlingstid

indebære, at de tilskadekomnes adgang til at få betalt disse udgifter ville

blive reduceret.

Det foreslås derfor, at tilskadekomne som hidtil har ret

til at få betalt behandlingsudgifter m.v. under sagens behandling. Sådanne

udgifter betales løbende efter regning.

Er der tale om udgifter til fremtidig behandling eller

optræning, der vedrører en afgrænset periode for eksempel 3 år foreslås

det

i

stk. 3

, der er nyt, at

erstatningen fastsættes til et engangsbeløb. Dette beløb udgør størrelsen af

de

forventede udgifter på det tidspunkt, hvor afgørelsen om betaling træffes.

Er der tale om udgifter til permanent fremtidig behandling

eller optræning for eksempel en medicinudgift for resten af livet

foreslås,

at erstatningen fastsættes til et engangsbeløb. Dette beløb udgør den årlige

udgift ganget med den kapitaliseringsfaktor, der er fastsat efter § 27

for

erstatning for tab af erhvervsevne.

Det foreslås, at betaling af udgifter til hjælpemidler

fastsættes efter samme principper.

Behandlingsudgifter og hjælpemidler kan ofte betales efter

anden lovgivning, især sygehuslovgivningen og sygesikringsloven m.v. Efter

gældende regler er betaling af udgifter efter arbejdsskadesikringsloven

sekundær i forhold til betaling af udgiften fra anden side, når det drejer

sig

om behandlingsudgifter, hvorimod den er primær, når det drejer sig om

hjælpemidler. Det foreslås, at dette princip opretholdes.

Efter gældende regler har tilskadekomne ret til at få

betalt visse hjælpemidler (primært briller), der er anvendt under arbejde og

er

beskadiget som følge af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

uden at der i øvrigt behøver være tale om personskade. Det foreslås, at der

fortsat bliver adgang til at betale disse hjælpemidler. Der tilsigtes med

ændringen ingen realitetsændring med hensyn til muligheden for at få betalt

disse udgifter.

Der tilsigtes ej heller ændringer med hensyn til, hvilke

behandlinger og hjælpemidler der kan betales efter bestemmelsen.

Det er med andre dele af reformen tanken, at der i

forbindelse med afgørelse af sagen i Arbejdsskadestyrelsen skal træffes en

samlet afgørelse om erstatning. Ændrer forholdene sig efter afgørelsen, vil

der

være mulighed for at genoptage spørgsmålet om betaling af behandlingsudgifter

efter bestemmelsen i §15. Det forudsættes, at et udbetalt beløb til dækning

af

fremtidige behandlingsudgifter ikke skal betales tilbage, hvis det

efterfølgende viser sig, at behandlingen ikke får det forventede omfang.

Som en følge af, at der ved sagens afgørelse i

Arbejdsskadestyrelsen fastsættes et samlet beløb for betaling af

behandlingsudgifter, bortfalder behovet for at betale behandlingsudgifter,

når

sagen genoptages med henblik på en ændret vurdering af det varige mén eller

tabet af erhvervsevnen. Bestemmelsen herom i gældende lovs § 30,

stk. 3, ophæves derfor samtidig, ligesom den gældende adgang for

Arbejdsskadestyrelsens direktør til at fastsætte regler om betaling af

behandlingsudgifter, når sagen ikke længere er under behandling, jf.

§ 30,

stk. 5, sidste pkt., bortfalder. Behovet for at fastsætte disse regler

vil

ikke være til stede, når der træffes en samlet afgørelse om fremtidige

behandlingsudgifter. I stedet foreslås, at direktøren for

Arbejdsskadestyrelsen

fastsætter regler om, i hvilket omfang udgifter efter stk. 1 4 kan

dækkes.

Til § 16

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 31.

Gældende lovs § 31, stk. 4, om midlertidige

afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne foreslås flyttet til

forslagets § 17, stk. 3, således at bestemmelserne om

erhvervsevnetab

samles.

Den gældende 2 års frist for erstatningsafgørelsen i sagen

foreslås nedsat til 1 år. Der henvises til punkt 3.7. i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Dog bevares 2 års fristen for de sager, der eventuelt skal

forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Det skyldes, at forelæggelsen af

sagerne for Erhvervssygdomsudvalget i sig selv forlænger sagsbehandlingen med

½

til 1 år. Det vil ikke i disse sager være muligt at træffe afgørelse inden 1

år

efter skadens anmeldelse.

Nedsættelsen af fristen for erstatningsafgørelsen i sagen

fra 2 år til 1 år vil indebære et forøget antal sager, hvor der vil blive

truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når

tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold ikke er afklaret. Det skyldes, at der

ikke er mulighed for at dispensere fra fristen.

Arbejdsskadestyrelsen har ved 1-års-fristens udløb mulighed

for dels at træffe en egentlig afgørelse om erstatning for tab af

erhvervsevne

efter forslagets § 17 og mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse

om erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17, stk. 3. Træffer

Arbejdsskadestyrelsen en egentlig afgørelse om erstatning for tab af

erhvervsevne efter § 17, kan afgørelsen genoptages efter forslagets

§ 42. Træffer Arbejdsskadestyrelsen en midlertidig afgørelse efter

§ 17, stk. 3, skal denne afgørelse genoptages enten straks eller

senere.

Som foreslået i § 15, stk. 3, skal fremtidige

udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler fastsættes til et

engangsbeløb. Det foreslås, at afgørelse herom, i lighed med afgørelse om

erhvervsevnetab og varigt mén, træffes inden 1 år (2 år) fra sagens

anmeldelse.

Til § 17

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 32.

Gældende lovs § 31, stk. 4, om midlertidige

afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne er i justeret form indsat

som

nyt

stk. 3.

Herved samles

bestemmelserne om erstatning for tab af erhvervsevne i samme paragraf.

Den nye bestemmelse i stk. 3 er i forhold til gældende

lovs § 31, stk. 4, justeret, idet Arbejdsskadestyrelsen kan træffe

midlertidige skønsmæssige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne i

de

situationer, hvor den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Det er ikke

længere en betingelse, at der foreligger særlige omstændigheder. Dette

indebærer ikke en ændring i forhold til gældende praksis, men er alene en

kodificering af gældende praksis.

Det bemærkes, at det ved Højesterets dom af 10. januar

2002, gengivet i UfR 2002, side 730, er fastslået, at det er muligt at træffe

en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, selv om den

tilskadekomne ikke har en varig nedsættelse af erhvervsevnen.

Videre fremgår det af dommen (og af Højesterets dom af 9.

oktober 2002, gengivet i UfR 2003, side 47), at tabet af erhvervsevne ved en

midlertidig afgørelse skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet

over, hvad det aktuelt er altså uden hensyntagen til den tilskadekomnes

forventede erhvervsevne efter endt omskoling.

I Højesterets dom af 11. marts 2003 er det fastslået, at

tabet af erhvervsevne til personer, som under revalidering modtager

revalideringsydelse, skal fastsættes ud fra arbejdsskadesikringslovens § 32,

alene med den forskel, at tidsperspektivet skal begrænses til den periode,

hvori den usikkerhed, som begrunder den midlertidige afgørelse, gør sig

gældende, og således uden hensyntagen til den forventede erhvervsevne efter

afklaring af den foreliggende usikkerhed. Ved vurderingen af »

tilskadekomnes evne til at skaffe sig

indtægt ved arbejde

« er der derfor ikke grundlag for at tage hensyn til, at

tilskadekomne er under revalidering og modtager revalideringsydelse.

Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter

arbejdsskadesikringsloven er herefter begrebsmæssigt ikke det samme som

midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven,

hvor der forudsættes en varig nedsættelse af erhvervsevnen.

Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter

arbejdsskadesikringsloven kan herefter blandt andet tilkendes, når

tilskadekomne for eksempel modtager sygedagpenge eller

arbejdsløshedsdagpenge.

Herved kan tilskadekomne også sikres et forsørgelsesgrundlag i de

situationer,

hvor en afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne

indebærer,

at udbetaling af sygedagpenge ophører, jf. dagpengelovens § 22.

Endvidere

kan der træffes afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne,

når tilskadekomne er under revalidering eller omskoling.

Det foreslås i

stk. 7

at lade en løbende erstatning for tab af erhvervsevne starte på det

tidspunkt,

hvor der er påvist et tab af erhvervsevne. Det foreslås samtidig, at

erstatningen ikke kan tilkendes fra et tidspunkt, der ligger før,

arbejdsskaden

er anmeldt, hvilket vil sige, at enten forsikringsselskabet (Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring) eller Arbejdsskadestyrelsen har fået kendskab til

skaden.

Efter den gældende formulering begynder den løbende

erstatning som udgangspunkt på tidspunktet for afgørelsen om erstatning for

tab

af erhvervsevne, medmindre særlige omstændigheder taler for et andet

tidspunkt.

Praksis har udviklet sig på en sådan måde, at udbetaling af en løbende

erstatning som oftest starter på et tidligere tidspunkt end afgørelsens

tidspunkt.

Med forslaget om at lade erstatningen løbe fra det

tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne, kodificeres gældende

praksis, jf. den principielle udmelding fra Den Sociale Ankestyrelse i SM U

30-01.

Samtidig foreslås det i stk. 7 at udbetale erstatning

til tilskadekomne, der er fyldt 63 år på skadetidspunktet, som et

kapitalbeløb.

Dette forslag skal ses i sammenhæng med forslaget om at ophæve

afløsningsbeløbet.

Muligheden for at få tilkendt erstatning for tab af

erhvervsevne på et tidspunkt, hvor den pågældende har opnået ret til

folkepension, bibeholdes, men i modsætning til gældende regler er

erstatningen

uafhængig af, om den pågældende er fyldt 60 år før eller efter 1. juli 1999.

I

begge situationer vil der efter forslaget blive udbetalt en engangserstatning

svarende til 2 gange den årlige ydelse efter reglerne i § 27.

Baggrunden for forslaget om at afskaffe afløsningsbeløbet

er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8., hvortil der

henvises.

Ved forslaget i

stk. 8

bevares den gældende regel om, at løbende erstatning ophører, når modtageren

fylder 65 eller 67 år og opnår ret til folkepension.

Til § 18

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 33.

Til § 19

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 35.

Til § 20

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 36.

Efter gældende lovs § 36, stk. 4 og 5, afløses en

løbende månedlig ydelse ved det fyldte 65. eller 67. år af et engangsbeløb,

det

såkaldte

afløsningsbeløb

, på

henholdsvis 4 og 2 gange den årlige ydelse.

Med forslaget afskaffes afløsningsbeløbet.

Baggrunden for forslaget om at afskaffe afløsningsbeløbet

er beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 3.8., hvortil der

henvises.

Samtidig foreslås det at afskaffe muligheden for at

tilkende erstatning for tab af forsørger for personer, der på tidspunktet for

ægtefællens død har opnået ret til folkepension.

Gældende lovs § 36, stk. 6, om genoptagelse af sager

om erstatning for tab af forsørger foreslås flyttet til forslagets § 43.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 37.

Til § 22

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 38.

Til § 23

Bestemmelsen er ny. Der henvises til afsnit 3.5 i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen giver som noget nyt mulighed for, i særlige

tilfælde, at tilkende de efterladte en godtgørelse for psykisk lidelse eller

krænkelse som følge af en nærtståendes død.

Der foreslås ikke indført en generel adgang til at tilkende

de efterladte en godtgørelse ved dødsfald. Reglens anvendelsesområde er

begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende

omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig

belastning eller krænkelse af de efterladte.

Det er forudsat, at reglen ikke vil være til hinder for en

udvikling i retspraksis mod i videre omfang end i dag at give erstatning for

personskader, som beskrevet i kapitel 5.2 i betænkning 1412/2002 om

godtgørelse

til efterladte ved dødsfald.

Reglen er fakultativ, jf. ordene

»kan der tilkendes«

i stk. 1. Det må afgøres efter en konkret

vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal tilkendes en

godtgørelse til en eller flere af de efterladte.

Reglen omfatter alene efterladte, der stod den afdøde

særligt nær, det vil sige

nære pårørende

til den afdøde. Ægtefælle og samlever må normalt anses for omfattet.

»Samlever«

skal forstås på samme måde

som efter loven i øvrigt, især § 19 om overgangsbeløb.

For at en

ægtefælle

kan få tilkendt godtgørelse er det ikke en forudsætning, at der tilkendes

erstatning for tab af forsørger efter loven. Omvendt er det en forudsætning,

at

samlivet ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelser på tidspunktet for

dødsfaldet.

Forholdet mellem

hjemmeboende,

mindreårige børn

og deres

forældre

må normalt også anses for omfattet af reglen uanset som det er et barn

eller

en af forældrene, der dør. Hvis der er tale om

voksne børn

, der er flyttet hjemmefra, vil der derimod i

almindelighed ikke være grundlag for at tilkende en godtgørelse i anledning

af

barnets eller en af forældrenes død, medmindre de pågældende må antages at

have

bevaret en helt særlig tilknytning, eller barnet for eksempel først er

flyttet

hjemmefra kort tid før dødsfaldet.

Efter omstændighederne vil også

andre

end ægtefælle, samlever, børn eller forældre kunne anses for

omfattet af reglen. Dette forudsætter, at der har været et sådant særligt

forhold mellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale

om

en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det

kan for eksempel være en søster eller bror, der som voksen i mange år har

haft

fælles bolig og husholdning med den afdøde.

Muligheden for at tilkende en godtgørelse til de efterladte

er begrænset til dødsfald, der er forvoldt

forsætligt

eller ved

grov uagtsomhed.

Den nærmere afgrænsning af begrebet grov uagtsomhed sker

gennem administrativ praksis og i retspraksis, herunder vil vurderinger efter

erstatningsansvarsloven tillægges en ikke ubetydelig vægt. Ved vurderingen

af,

om der i en konkret sag er tale om grov uagtsomhed, vil der kunne tages

udgangspunkt i, om skadevolderens adfærd har indebåret en indlysende fare for

den indtrådte skade.

Ved siden af denne begrænsning til dødsfald forvoldt

forsætligt eller ved grov uagtsomhed skal der efter

stk. 2

lægges særlig vægt på

karakteren af skadevolderens handling

og på den

lidelse eller krænkelse,

som må antages

at være påført den eller de efterlevende.

Tilkendelse af godtgørelse til en efterladt forudsætter

ikke, at den pågældende har fået en egentlig psykisk skade (personskade) som

følge af dødsfaldet. Der skal i stedet foretages en helhedsvurdering af, om

dødsfaldet er forvoldt under sådanne omstændigheder, at det i almindelighed

må

forventes at påføre de efterladte en ekstraordinær psykisk belastning

(psykisk

lidelse og/eller krænkelse). Der er således tale om en generel vurdering af

dødsfaldets »egnethed« til at medføre en sådan særlig belastning af de

efterladte og ikke en konkret medicinsk vurdering af, i hvilket omfang dette

rent faktisk har været tilfældet.

Ved dødsfald, der er forvoldt

forsætligt

, vil der normalt være tale om en overtrædelse af

straffelovens § 237 om drab. I disse tilfælde vil vurderingen efter

stk. 2 som udgangspunkt føre til, at der bør tilkendes de efterladte en

godtgørelse. Selv om skadevolderen/gerningsmanden ikke kan straffes som følge

af ung alder eller utilregnelighed på grund af sindssygdom eller lignende

(straffelovens § 16), vil der kunne tilkendes de efterladte en

godtgørelse.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved

grov uagtsomhed

, indebærer vurderingen efter stk. 2, at der

som udgangspunkt ud over skadevolderens grove uagtsomhed konkret skal være

tale

om omstændigheder, der må antages at indebære, at de efterladte i særlig grad

påføres psykisk lidelse og/eller krænkelse som følge af dødsfaldet.

Der kan ved denne vurdering blandt andet lægges vægt på, om

dødsfaldet er forvoldt på en særlig brutal og/eller krænkende måde, for

eksempel at ofret har være udsat for omfattende vold eller seksuelle overgreb

inden døden eller er død på en særlig pinefuld måde. Der kan også lægges vægt

på, om de efterladte har været til stede, da ofret blev dræbt, eller er

kommet

til stede umiddelbart efter. Hvis skadevolderens adfærd har været af særlig

grov karakter og for eksempel må betegnes som grov hensynsløshed, kan dette i

sig selv tale for, at der tilkendes de efterladte en godtgørelse.

Den foreslåede godtgørelsesregel forudsættes navnlig

anvendt i tilfælde, hvor dødsfaldet er forvoldt under omstændigheder, der

samtidig indebærer en overtrædelse af straffelovens regler om beskyttelse af

menneskers liv og legeme, for eksempel straffelovens § 246 (vold, der

har

medført døden) eller § 252 (blandt andet fremkaldelse af nærliggende

fare

for nogens liv eller førlighed).

Forudsat at der konkret er tale om grov uagtsomhed i

relation til dødens indtræden, tænkes den foreslåede bestemmelse for eksempel

anvendt i tilfælde, hvor ofret har været udsat for grov vold i et sådant

omfang

og/eller af en sådan karakter, at han eller hun afgår ved døden, eller hvor

en

bilist under hasarderet og hensynsløs kørsel omfattet af straffelovens

§ 252, stk. 1, forvolder en medtrafikants død.

Der vil være en række tilfælde, hvor skadevolderen vil

kunne blive dømt for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt

manddrab, men som ikke vil være omfattet af den foreslåede godtgørelsesregel.

Dette hænger blandt andet sammen med, at straffelovens § 241 ikke er

begrænset til dødsfald forvoldt ved grov uagtsomhed.

Godtgørelsens

størrelse

må fastsættes ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i den

enkelte sag. Karakteren af skadevolderens handling og den lidelse eller

krænkelse, som antages at være påført den eller de efterlevende, skal også

tillægges særlig vægt ved udmålingen af en godtgørelse efter stk. 2.

Den maksimale godtgørelse forudsættes i almindelighed at

være i størrelsesordenen 100.000 kr. I sager om forsætligt drab bør der som

udgangspunkt tilkendes en godtgørelse i denne størrelsesorden. Det er dog

ikke

udelukket i helt ekstraordinære tilfælde at tilkende en højere godtgørelse.

Hvis dødsfaldet er forvoldt ved grov uagtsomhed, må

godtgørelsen normalt fastsættes til et mindre beløb, idet det dog

forudsættes,

at der ikke udmåles helt bagatelagtige beløb.

Godtgørelsen kan udbetales ved siden af eventuelle andre

ydelser i anledning af dødsfaldet, for eksempel erstatning for tab af

forsørger

og overgangsbeløb. Godtgørelsen kan endvidere udbetales ved siden af en

eventuel erstatning efter anden lovgivning til den efterladte for personskade

i

form af psykiske lidelser m.v. som følge af dødsfaldet. Godtgørelsens

størrelse

i den enkelte sag skal ligeledes fastsættes uafhængigt af sådanne ydelser.

Der kan i anledning af det samme dødsfald tilkendes en

godtgørelse til flere efterladte, der hver især opfylder betingelserne

herfor,

for eksempel både til den afdødes ægtefælle og til den afdødes mindreårige

børn. I givet fald vil hver af de efterladte kunne få en godtgørelse på som

udgangspunkt indtil ca. 100.000 kr.

Praksis for tilkendelse af godtgørelse til efterladte ved

dødsfald efter arbejdsskadesikringsloven bør i øvrigt følge praksis efter

erstatningsansvarsloven.

Har en efterladt ret til godtgørelse ved dødsfald efter

både erstatningsansvarsloven (voldsoffererstatningsloven) og

arbejdsskadesikringsloven, indebærer reglen i forslagets § 77, at

godtgørelsen udbetales efter arbejdsskadesikringsloven.

Til § 24

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 41.

Det foreslås i

stk. 5

at indføre en bemyndigelse til Arbejdsskadestyrelsens direktør til at

fastsætte

nærmere regler for opgørelsen af den årsløn, der skal anvendes til beregning

af

erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger, når

der

er tale om selvstændige erhvervsdrivende.

Samtidig ophæves den gældende bestemmelse i § 41,

stk. 5, der indeholder en specialregel om fastsættelse af erstatning til

visse fiskere. Behovet for denne specialregel bortfalder i lyset af, at den

pågældende personkreds ikke længere er obligatorisk omfattet af den sikrede

personkreds efter loven, men får samme adgang som andre selvstændige

erhvervsdrivende til frivilligt at sikre sig efter loven.

I

stk. 6

præciseres

den hidtidige regel, hvorefter den grundløn, der fastsættes til brug for

beregning og regulering af erstatningen for tab af erhvervsevne som løbende

ydelse, også danner grundlag for beregning og regulering af erstatning for

tab

af forsørger som løbende ydelse.

Til § 25

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 42.

I

stk. 2

er

det tydeliggjort, at den gældende regel om regulering af løbende ydelser ikke

foretages på grundlag af grundlønnen, men på grundlag af den løbende ydelse,

der svarer til grundlønnen.

Til § 26

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 44.

Det foreslås at ophæve gældende lovs § 44,

stk. 2, om, at Arbejdsskadestyrelsen kan træffe afgørelse om, hvordan en

løbende erstatning skal udbetales til modtageren, når styrelsen skønner, at

modtageren ikke bør have fri rådighed over ydelsen.

Bestemmelsen udnyttes ikke i praksis.

I stedet kan de almindelige regler om værgemål anvendes,

hvis Arbejdsskadestyrelsen skønner, at en modtager ikke bør have fri rådighed

over en erstatning.

Erstatningen skal som helt overvejende hovedregel udbetales

til tilskadekomne eller efterladte. Det gælder også i sager, hvor de

pågældende

er repræsenteret af advokat. Kun i de situationer, hvor det særligt fremgår,

at

erstatning m.v. skal udbetales til advokaten, kan erstatning m.v. udbetales

til

denne.

Det foreslås i

stk. 3

at anvende den rentesats, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2 i

lov

om renter ved forsinket betaling m.v. Denne rentesats vil også blive indført

i

erstatningsansvarsloven og forsikringsaftaleloven.

Efter lov om renter ved forsinket betaling m.v. § 5,

stk. 1 og 2, fastsættes renten til en årlig rente, der svarer til den

fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses den

officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1.

januar og den 1. juli det pågældende år.

Efter gældende lov er renten 1 pct. over Nationalbankens

diskonto. Forslaget indebærer derved en forhøjelse af renten.

Det foreslås i

stk. 4

og

5

at kodificere den gældende

praksis, hvorefter retten til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er

en

personlig erstatning til modtageren. Det betyder, at retten til erstatning

bortfalder, når modtageren afgår ved døden.

Det giver ikke anledning til vanskeligheder, når der er

tale om erstatning, der udbetales som et engangsbeløb. Er afgørelsen om ret

til

erstatning truffet, inden den berettigede afgår ved døden, udbetales

erstatningen til dødsboet. Træffes afgørelsen efter, at den berettigede er

afgået ved døden, for eksempel når dødsfaldet ikke er anmeldt til

Arbejdsskadestyrelsen, udbetales der ikke erstatning.

Derimod er der behov for præcisering ved erstatninger, der

udbetales hver måned. Det drejer sig om løbende erstatning for tab af

erhvervsevne og for tab af forsørger.

Bestemmelsen i

stk. 4

kodificerer den gældende praksis om, at retten til løbende erstatning for tab

af erhvervsevne og tab af forsørger ophører med udgangen af den måned, hvor

modtageren er afgået ved døden.

Bestemmelsen i

stk. 5

drejer sig om de situationer, hvor der træffes afgørelse om ret til

erstatning

for tab af erhvervsevne med tilbagevirkende kraft efter reglen i § 17,

stk. 7, og hvor der træffes afgørelse om erstatning for tab af

forsørger,

efter at den berettigede er afgået ved døden, og dermed inden erstatningen er

udbetalt.

Det foreslås, at erstatningen i disse situationer primært

udbetales til en eventuel samlevende ægtefælle, alternativt til dødsboet.

Til § 27

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 43.

I konsekvens af, at afløsningsbeløbet foreslås ophævet, er

det i

stk. 1, 2. pkt.

,

præciseret, at erstatning for tab af erhvervsevne tilkendt personer, der er

fyldt 63 år eller derover på skadetidspunktet, altid udbetales som et

kapitalbeløb. Det bemærkes, at begrænsningen i stk. 2, 1. pkt.,

hvorefter

der kun kan omsættes den del af en tilkendt løbende erstatning, der svarer

til

et tab af erhvervsevne på 50 pct., ikke gælder for de personer, der får

tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, når de er fyldt 63 år.

Det foreslås samtidig i stk. 2, 2. pkt., at en

tilkendt løbende erstatning ikke kan omsættes til et kapitalbeløb, når

modtageren er fyldt 63 år. Forslaget er en konsekvens af, at

afløsningsbeløbet

afskaffes. Der henvises til afsnit 3.8. i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Der er ved administrationen af gældende lov rejst spørgsmål

om fastsættelse af omsætningstidspunktet ved kapitalisering.

Det foreslås derfor i

stk. 4,

at præcisere, at omsætningstidspunktet er det tidspunkt, hvor kapitalbeløbet

kan udbetales, og at det alene er erstatningen efter omsætningstidspunktet,

der

er omfattet af adgangen til at kapitalisere.

Det indebærer, at tilskadekomne eller efterladte ikke kan

få omsat løbende erstatning, der vedrører en periode, før kapitalbeløbet kan

udbetales, til kapitalbeløb. Det gælder uanset, om erstatningen er udbetalt

eller ikke.

Til § 28

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 39.

Til § 29

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 40, der

indeholder regler om, at erstatning og godtgørelse i visse situationer skal

udbetales til andre end tilskadekomne eller de efterladte.

Det foreslås i

stk. 1,

4. pkt.,

at indsætte en frist på 4 uger for kommunerne til at opgøre og

fremsætte refusionskrav. Der er i dag ingen frist, og i en række sager har

kommunerne været længe om at fremsætte kravet.

Kommunerne har et refusionskrav, når en løbende erstatning

efter arbejdsskadesikringsloven tilkendes fra et tidligere tidspunkt end

datoen

for afgørelsen og der er udbetalt ydelser til forsørgelse efter lov om social

pension eller lov om aktiv socialpolitik for den periode, som erstatningen

efter arbejdsskadesikringsloven vedrører.

Det indebærer, at tilskadekomne eller de efterladte ikke

kan få udbetalt det tilgodehavende beløb, før kommunerne har opgjort et

eventuelt refusionskrav.

For at fremskynde udbetalingen af det tilgodehavende beløb

til modtagerne foreslås det at indføre en frist på 4 uger til at opgøre

kravet.

Overholdes denne frist ikke, bortfalder kommunens refusionskrav, hvilket

indebærer, at modtageren får det tilgodehavende beløb udbetalt af

forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Hertil kommer, at erstatningsbeløb, der udbetales som

løbende erstatninger efter arbejdsskadesikringsloven, er skattepligtige for

modtageren, og derfor indgår et beskatningsspørgsmål ved udbetaling af

refusionskrav.

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 3, kan der

ikke ske modregning for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp eller social

pension, før der indeholdes A-skat. Allerede dette forhold bevirker, at

tilskadekomne eller efterladte først vil få det korrekte nettobeløb i

forbindelse

med skattevæsenets årsopgørelse. Tilskadekomne eller efterladte kan derfor i

værste fald komme til at vente i op til 1 til 1½ år efter den perioden, som

erstatningen vedrører. For ikke at gøre ventetiden endnu længere for

tilskadekomne og efterladte er det derfor hensigtsmæssigt med en frist for

kommunens fremsættelse af refusionskravet.

Med hensyn til bestemmelsen i stk. 2 bemærkes, at

bestemmelsen sammenholdt med bestemmelsen i forslagets § 77 ikke

forhindrer den ansvarlige skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab

i

at udbetale erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven m.v., inden

erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven er opgjort.

Til § 30

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 61. Der er tale

om en sproglig modernisering. Bestemmelsen har som hidtil til formål at sikre

tilskadekomnes eller efterladtes krav på erstatning. Når erstatning m.v. er

udbetalt, kan erstatningen sikres efter reglerne i retsplejelovens

§ 513.

Til § 31

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 15.

Til § 32

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 16.

Bestemmelsen er ændret i konsekvens af det nye

ulykkesbegreb og udvidelsen af den sikrede personkreds med selvstændige

erhvervsdrivende.

Til § 33

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 17.

Bestemmelsen er ændret i konsekvens af udvidelsen af den sikrede personkreds

med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 34

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 18.

Bestemmelsen i gældende lovs § 18, stk. 1, om

lægers pligt til at anmelde pludselige løfteskader ophæves, da disse skader

nu

er omfattet af det nye ulykkesbegreb og dermed falder ind under

arbejdsgiverens

anmeldelsespligt for disse skader efter § 32. Bestemmelsen i gældende

lovs

§ 18, stk. 2, om lægers og tandlægers pligt til at anmelde både

klare

og formodede tilfælde af erhvervssygdomme bevares.

Til § 35

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 19.

Det præciseres, at det i de regler, som

Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter, kan fremgå, at arbejdsskader kan

anmeldes elektronisk.

Til § 36

Bestemmelsen i

stk. 1

svarer til gældende lovs § 20.

Forslaget til

stk. 2

svarer til gældende lovs § 24, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at

tilskadekomnes eller de efterladtes krav efter loven bortfalder 5 år efter

arbejdsskadens indtræden, hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke kan behandle sagen

på

grund af forhold, der skyldes tilskadekomne eller de efterladte. Der vil

typisk

være tale om, at tilskadekomne eller de efterladte ikke medvirker ved sagens

oplysning. I disse situationer vil der blive truffet afgørelse på grundlag af

de oplysninger, der er modtaget, hvilket kan være anmeldelsen alene.

Tilkendegiver tilskadekomne, at pågældende ikke ønsker sagen behandlet,

anvendes bestemmelsen ligeledes.

Til § 37

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 21.

Den bestående adgang for Arbejdsskadestyrelsen til at indhente

de oplysninger, der er nødvendige for sagernes behandling, udvides til også

at

gælde for Den Sociale Ankestyrelse.

Arbejdsskadestyrelsen forlanger ikke obduktion af

tilskadekomne, hvis de efterladte modsætter sig dette. Retsvirkningen af, at

de

efterladte modsætter sig obduktion, er præciseret ved en henvisning til

forslagets § 13, hvorefter retten til erstatning kan bortfalde.

Til § 38

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 22. Bestemmelsen

er ændret i konsekvens af forslaget om de nye forenklede skadebegreber.

Bestemmelsen pålægger tilskadekomne pligt til at lade sig

undersøge og behandle. Det er ved henvisningen til § 13 præciseret, at

retten til erstatning m.v. kan bortfalde helt eller delvist, hvis

tilskadekomne

ikke efterkommer kravene.

Bestemmelsen i stk. 5 er ny. Efter gældende praksis

udsender Arbejdsskadestyrelsen hvert år et brev til forsikringsselskaberne og

Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring m.fl. om betaling. Det foreslås, at

dette brev erstattes med en bekendtgørelse, der dels angiver retningslinierne

for betaling af udgifterne, dels årligt fastsætter, med hvilke beløb udgifter

til for eksempel transport kan betales.

Til § 39

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 23, der

indeholder en regel om, at Arbejdsskadestyrelsen inden for visse frister skal

træffe selvstændig afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet i konkrete

skadesager.

Det foreslås som led i regeringens arbejdsskadereform, at

den selvstændige afgørelse om anerkendelse af arbejdsskaden bortfalder,

således

at der fremover træffes samlet afgørelse om anerkendelse, godtgørelse for

varigt mén, erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for fremtidige

behandlingsudgifter m.v. Formålet med forslaget er at nedbringe den samlede

sagsbehandlingstid vedrørende skader, der er omfattet af loven. Den samlede

afgørelse om erstatning m.v. vil samtidig indeholde en delafgørelse om, at

skaden er omfattet af loven (anerkendt).

For skader, der ikke er omfattet af loven, bevares det

nuværende system. Det foreslås, at den nuværende frist på 3 måneder for

sager,

der behandles efter reglerne om ulykker, bevares. Fristen for sager, der

behandles efter reglerne om erhvervssygdomme på fortegnelsen over

erhvervssygdomme, foreslås nedsat til 6 måneder.

For sager, der behandles efter reglerne om erhvervssygdomme

uden for fortegnelsen over erhvervssygdomme, der skal forelægges for

Erhvervssygdomsudvalget, foreslås en frist på 2 år, svarende til fristen i

§ 16. Det skyldes, at sagsbehandlingen i sig selv forlænges med ½ til 1

år, når sagerne skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget.

Det bemærkes i den sammenhæng, at den nuværende frist på 2

år for erstatningsafgørelsen foreslås nedsat til 1 år. For sager, der

forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, gælder dog fortsat en 2 års frist.

I nogle situationer vil det ikke være muligt at træffe

afgørelse om, at skaden ikke er omfattet af loven, inden for de angivne

frister. Det foreslås derfor i stk. 3, at Arbejdsskadestyrelsen

underretter tilskadekomne eller de efterladte herom inden for de angivne

frister. Det foreslås, at denne underretning ikke er en afgørelse, der kan

indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

Idet skader omfattet af loven ikke længere skal anerkendes

selvstændigt, er der behov for, at tilskadekomne eller de efterladte

underrettes om sagens aktuelle status og det videre sagsforløb. Det vil ske

ved, at Arbejdsskadestyrelsen fremover sender kopi af alle udgående breve i

sagen til tilskadekomne eller de efterladte. Herved sikres, at tilskadekomne

og

de efterladte er orienteret om sagens aktuelle status og det videre

sagsforløb.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Som konsekvens af, at den selvstændige afgørelse om

anerkendelse bortfalder, foreslås det tillige at ophæve gældende lovs

§ 27, der er en genoptagelsesregel for den særlige afslutningsform, hvor

Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt en skade og samtidig tilkendegivet, at

der

ikke umiddelbart synes at være erstatningsberettigende følger. Denne type

afslutning indeholder en formel afgørelse om anerkendelse. Derimod er der

ikke

tale om en afgørelse om erstatning eller godtgørelse, men alene om en

tilkendegivelse vedrørende disse spørgsmål.

Med forslaget om en samlet afgørelse om anerkendelse,

godtgørelse for mén og erstatning for tab af erhvervsevne vil det ikke

længere

være muligt at afslutte en sag med en formel afgørelse om anerkendelse

ledsaget

af en tilkendegivelse om godtgørelses- og erstatningsspørgsmålet. Gældende

lovs

§ 27 vil derfor ikke have nogen selvstændig betydning, idet sagen nu

skal

genoptages efter de almindelige genoptagelsesregler i gældende lovs

§ 34,

der er opretholdt i forslagets § 42.

Til § 40

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 54, der

indeholder bestemmelse om, at Arbejdsskadestyrelsen træffer alle afgørelser

efter loven, medmindre andet er fastsat.

Det foreslås i

stk. 2,

der er nyt, at præcisere, at Arbejdsskadestyrelsen ved behandlingen af

konkrete

skadesager ikke er bundet af parternes påstande, og at Arbejdsskadestyrelsen

er

uafhængig af instruktioner om afgørelsen i de enkelte sager. Bestemmelsen

svarer til § 68 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område, der gælder for behandlingen af blandt andet arbejdsskadesager i Den

Sociale Ankestyrelse.

Formålet med bestemmelsen er at præcisere

Arbejdsskadestyrelsens retsstilling.

Bestemmelsen ændrer ikke ved Beskæftigelsesministeriets

ulovbestemte ressorttilsyn med Arbejdsskadestyrelsen.

Til § 41

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 24.

Bestemmelsen bevarer de hidtidige muligheder for

genoptagelse af afviste sager.

Bestemmelsen i gældende lovs § 24, stk. 3, er

flyttet til forslagets § 36, stk. 2.

Til § 42

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 34.

Til § 43

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til gældende lovs

§ 36, stk. 6, om genoptagelse af sager om erstatning for tab af

forsørger til efterladte ægtefælle, registrerede partner og samlever.

Til § 44

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 55.

Ændringen er en konsekvens af forslaget om, at den

selvstændige afgørelse om anerkendelse bortfalder som led i

arbejdsskadereformen. Endvidere justeres teksten på baggrund af forslaget om

forenklede skadebegreber.

Som hidtil er opregningen af klageberettigede udtømmende

beskrevet i bestemmelsen. Det betyder, at andre for eksempel en ansvarlig

skadevolder eller dennes ansvarsforsikringsselskab ikke kan indbringe

Arbejdsskadestyrelsens afgørelser for Den Sociale Ankestyrelse. Opregningen

af

klageberettigede svarer til det almindelige forvaltningsretlige princip om,

at

det alene er sagens parter, der er klageberettigede.

Sagens parter defineres traditionelt som personer, der har

en væsentlig, retlig, individuel og direkte interesse i sagens afgørelse. Det

er i administrativ praksis lagt til grund, at skadevolderen eller dennes

forsikringsselskab ikke har en sådan interesse i en arbejdsskadesag, uanset

at

størrelsen af et differencekrav afhænger af afgørelsen i arbejdsskadesagen.

Det

indebærer også, at de pågældende ikke kan søge arbejdsskadesagen genoptaget.

Til § 45

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 55A.

Det foreslås at indføre en funktionsperiode for medlemmerne

af ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og at indføre

suppleanter for disse.

Tilsvarende bestemmelser findes for medlemmerne af

ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 5

af

4. januar 2001 om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Det foreslås, at funktionsperioden for medlemmerne af

ankenævnet for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring er 3 år, svarende til

funktionsperioden for medlemmerne af ankenævnet for Arbejdsmarkedets

Tillægspension.

Til § 46

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 56.

Til § 47

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 57, men er dog

justeret i lyset af, at Finansstyrelsen har overtaget Hypotekbankens opgaver.

Inddrivelsesmyndighedens afgørelser kan indbringes for Skatteministeriet.

Til § 48

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 5, idet der

foretages en række ændringer i konsekvens af, at selvstændige

erhvervsdrivende

får mulighed for at sikre sig efter loven, og forslaget om forenklede

skadebegreber. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Forslaget til

stk. 2

giver selvstændige erhvervsdrivende adgang til at sikre sig mod

følgerne af arbejdsskade. Selvstændige, der vælger at benytte sig af

muligheden

for at sikre sig efter loven, er berettigede til ydelser efter loven på samme

måde som deres ansatte.

Samtidig foreslås det at ophæve gældende lovs § 5,

stk. 3, som indeholder en specialregel for visse selvstændige fiskere.

De

pågældende kan udnytte adgangen for selvstændige til at sikre sig efter

loven.

Til § 49

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 6, idet der

foretages en række ændringer i konsekvens af, at den sikrede personkreds

udvides med selvstændige erhvervsdrivende, og forslaget om forenklede

skadebegreber.

Stk. 2, 2. pkt.

,

er nyt. Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om

sikringspligtig arbejdsgiver i de sager, hvor en skade kan henføres til 2

eller

flere arbejdsgivere. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at

ophæve

gældende lovs § 7, der ikke udtømmende gør op med de forskellige

situationer, hvor der kan være 2 eller flere mulige sikringspligtige

arbejdsgivere. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

Stk. 5 til 7

afløser gældende lovs § 63. Ændringen er en konsekvens af, at

selvstændige

erhvervsdrivende får mulighed for at sikre sig efter loven.

Stk. 8

afløser gældende lovs § 64. Ændringen er en konsekvens af, at

skadebegreberne forenkles ved arbejdsskadereformen.

Til § 50

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 45.

Bestemmelsen i

2. pkt

er ny og er en følge af, at selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende

ægtefæller får adgang til at blive omfattet af den sikrede personkreds.

Bestemmelsen præciserer, at de pågældende på lige fod med arbejdsgivere skal

afgive risikoen for ulykker til et forsikringsselskab, der tegner

arbejdsulykkesforsikring.

Der er tale om en frivillig ordning. Det indebærer, at der ikke er pligt til

at

tegne forsikringen. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at selvstændige

erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller tegner andre

ulykkesforsikringer.

Til § 51

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 46.

Ændringen er en konsekvens af forslaget om at udvide den

sikrede personkreds med selvstændige erhvervsdrivende. Det er frivilligt, om

selvstændige erhvervsdrivende vil sikre sig og deres medarbejdende ægtefælle

efter loven. Hvis en selvstændig erhvervsdrivende har ladet sig sikre efter

loven, vil konsekvensen af ikke at vedligeholde forsikringen ved at betale

præmie og af at forsikringen som konsekvens heraf opsiges, være, at den

selvstændige eller dennes ægtefælle ikke kan anses for at være sikret efter

loven.

Samtidig er der i

stk. 2

og stk. 4

tale om en konsekvensændring som følge af, at Hypotekbankens

(nu Finansstyrelsens) opgaver med hensyn til inddrivelse af beløb svarende

til

ubetalte præmier og omkostninger ved kongelig resolution af 27. november 2001

er overført til Skatteministeriet.

Til § 52

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 47.

Til § 53

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 48.

Ændringen er en følge af, at den sikrede personkreds som

led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 54

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 49, bortset

fra en enkelt sproglig forenkling.

Til § 55

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 50.

Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds

som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 56

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 51.

Ændringerne er konsekvenser af, at den sikrede personkreds

som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 57

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 52.

Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds

som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 58

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 53.

Ændringen er en konsekvens af, at den sikrede personkreds

som led i arbejdsskadereformen udvides med selvstændige erhvervsdrivende.

Til § 59

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 53A.

Ændringen er en konsekvens af, at skadebegreberne forenkles

som led i arbejdsskadereformen.

Til § 60

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 53B.

Til § 61

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 57A, idet

bestemmelsen nu henviser til lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Til § 62

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 B.

Til § 63

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 C.

Til § 64

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 D.

Til § 65

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 E.

Til § 66

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 F.

Til § 67

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 G.

Til § 68

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 H.

Til § 69

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 I.

Til § 70

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 J.

Til § 71

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 K.

Til § 72

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 L.

Til § 73

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 M.

Til § 74

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 N.

Til § 75

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 O.

Til § 76

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 57 P.

Til § 77

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 59.

Det bemærkes, at bestemmelsen sammenholdt med bestemmelsen

i forslagets § 29 ikke forhindrer den ansvarlige skadevolder eller

dennes

ansvarsforsikringsselskab i at udbetale erstatning m.v. efter

erstatningsansvarsloven m.v., inden erstatning m.v. efter

arbejdsskadesikringsloven er opgjort.

Til § 78

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 60.

Til § 79

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 62.

Til § 80

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 65 og præciserer,

at personalet i Arbejdsskadestyrelsen ikke må være ansat eller tage del i

ledelsen af et forsikringsselskab eller i Arbejdsmarkedets

Erhvervssygdomssikring.

Bestemmelsen udvides i forhold til den gældende

formulering, idet den gældende regel er begrænset til

arbejdsulykkesforsikringsselskaber. Det foreslås, at Arbejdsskadestyrelsens

personale ej heller må være ansat i andre forsikringsselskaber. Herved undgås

eventuelle habilitetsspørgsmål, også i de sager, som Arbejdsskadestyrelsen

behandler efter reglen i arbejdsskadesikringslovens § 81 og § 10 i

erstatningsansvarsloven.

Til § 81

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 66.

Det foreslås, at taksten for Arbejdsskadestyrelsens

vejledende udtalelser fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens direktør efter

forhandling med Finansministeriet. Det bemærkes, at øvrige takster efter

loven

fastsættes af Arbejdsskadestyrelsens direktør efter forhandling med

Finansministeriet.

Til § 82

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 67.

Til § 83

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 68.

Til § 84

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 69.

Det foreslås, at Erhvervssygdomsudvalget årligt afgiver en

beretning til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udviklingen på

erhvervssygdomsområdet, herunder om udviklingen i retspraksis.

Til § 85

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2004.

Det nye erhvervssygdomsbegreb dog først den 1. januar 2005.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger i

afsnit 3.9.

Til § 86

Bestemmelsen afløser gældende lovs § 72 og sikrer en

regulering af erstatning til personer, der er eller bliver berettigede efter

tidligere lovgivning.

Til § 87

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 73.

Til § 88

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 74.

Ændringerne er en konsekvens af, at de bestemmelser, der er henvist til i

loven, er flyttet ved lovforslaget.

Til § 89

Bestemmelsen indikerer, at forsikringstagerne ikke kan

opsige forsikringsaftaler alene på grund af de præmieforhøjelser, der er en

følge af lovforslaget.

Til § 90

Bestemmelsen svarer til gældende lovs § 75.

Lignende dokumenter