Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet

2001/2 LSF 83Lovforslag som fremsatBeskæftigelsesministeriet6. februar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 6. februar 2002 af

beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om gennemførelse af dele

af arbejdstidsdirektivet1)

§ 1.

Denne lov finder anvendelse for lønmodtagere, der

ikke i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der

som minimum svarer til artikel 2, stk. 1, 3 og 4, artiklerne 4, 6, 8, 9,

16 og 17 i direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

Stk. 2.

For lønmodtagere, der ikke er omfattet af en

overenskomst, der sikrer de i stk. 1 nævnte rettigheder, finder

§§ 2-8 ikke anvendelse, hvis det i det enkelte ansættelsesforhold

skriftligt aftales, at lønmodtageren er sikret disse rettigheder i

henhold til en nærmere angiven kollektiv overenskomst, som er

gældende på den virksomhed, hvor lønmodtageren er

ansat.

Stk. 3.

Loven gælder ikke for lønmodtagere

beskæftiget med aktiviteter inden for vej-, luft-, sø- og

jernbanetransport, sejlads ad indre vandveje, havfiskeri, andre aktiviteter

på havet, samt aktiviteter, der udøves af læger under

uddannelse.

§ 2.

Ved en lønmodtager forstås i denne lov en

person, der modtager vederlag for udførelse af personligt arbejde i

tjenesteforhold.

Læs alt

Stk. 2.

Medmindre andet er fastsat i henhold til kollektiv

overenskomst, forstås ved arbejdstid i denne lov det tidsrum, hvori

arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens

rådighed under udførelse af sin beskæftigelse eller sine

opgaver.

Stk. 3.

Ved natperiode forstås i denne lov et tidsrum

på mindst 7 timer, som omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl.

05.00. Medmindre andet er aftalt, er natperioden fra kl. 22.00 til kl.

05.00.

Stk. 4.

Ved en natarbejder forstås i denne lov en

lønmodtager, der normalt udfører mindst 3 timer af sin daglige

arbejdstid i natperioden, eller en lønmodtager, der udfører

natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode på 12

måneder.

§ 3.

En lønmodtager med en daglig arbejdstid på

mere end 6 timer har ret til en pause af et sådan omfang, at pausens

formål tilgodeses. Pausen lægges efter de for arbejdsstedet

normale regler for lægning af arbejdstiden.

§ 4.

Den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en

syvdagesperiode beregnet over en periode på 4 måneder må

ikke overstige 48 timer incl. overarbejde. Perioder med årlig betalt

ferie og perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold

til beregningen af gennemsnittet.

§ 5.

Den normale arbejdstid for natarbejdere må i

gennemsnit ikke overstige 8 timer pr. periode på 24 timer beregnet over

en periode på 4 måneder.

Stk. 2.

Den i arbejdsmiljølovens kapitel 9 fastsatte

minimumsperiode på 24 timers ugentlig hvile medtages ikke i beregningen

af gennemsnittet inden for referenceperioden.

Stk. 3.

Hvor en natarbejder er beskæftiget ved

særlig risikofyldt arbejde eller ved arbejde, der indebærer en

betydelig fysisk eller psykisk belastning, må der ikke arbejdes mere

end 8 timer i løbet af en periode på 24 timer, i hvilken der

udføres natarbejde.

§ 6.

Lønmodtagere skal tilbydes gratis helbredskontrol,

inden de begynder beskæftigelse med natarbejde og derefter inden for

regelmæssige tidsrum på mindre end 3 år.

§ 7.

Natarbejdere, der lider af helbredsproblemer, som

påviseligt skyldes, at de udfører natarbejde, overføres,

når det er muligt, til dagarbejde, som passer til dem.

§ 8.

En lønmodtager, hvis rettigheder i henhold til

denne lov er krænket, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 2.

Afskediges en lønmodtager, fordi denne har

rejst krav i henhold til denne lov, skal arbejdsgiveren betale en

godtgørelse.

Stk. 3.

For lønmodtagere, der er omfattet af en

overenskomst som nævnt i § 1, stk. 1, kan sager om

krænkelse af rettighederne efter sådan en overenskomst, herunder

om den i stk. 1 og 2 nævnte godtgørelse, som ikke bliver

behandlet ad fagretlig vej, afgøres ved de civile domstole.

§ 9.

Beskæftigelsesministeren bemyndiges til efter

forhandlinger med arbejdsmarkedets parter at fastsætte nærmere

regler vedrørende udnyttelse af de i direktivet indeholdte

undtagelsesmuligheder.

§ 10.

Loven træder i kraft 1. april 2002.

§ 11.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Forslaget gennemfører dele af Rådets direktiv

93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden.

Direktivet skulle være gennemført i Danmark

den 20. november 1996.

Direktivet er et arbejdsmiljødirektiv udstedt med

hjemmel i EF-traktatens artikel 118 A, som affattet i Maarstricht-traktaten.

Direktivet indeholder både arbejdsmiljø- og arbejdsretlige

bestemmelser.

Arbejdsmiljøbestemmelserne er gennemført i

arbejdsmiljøloven med tilhørende bekendtgørelser, de

arbejdsretlige bestemmelser har hidtil været gennemført alene

ved kollektive overenskomster og aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Således er der indgået implementeringsaftaler

på hovedparten af det organiserede private arbejdsmarked, ligesom

både staten, kommuner og amter er dækket af aftaler, der

implementerer arbejdstidsdirektivet.

I forbindelse med at man vurderede implementeringen, kunne

det i efteråret 1996 konstateres, at den helt overvejende del af de

danske lønmodtagere var dækket af de aftaler, der var

indgået. Der var dog grupper, navnlig på det private

arbejdsmarked, som i hvert fald ikke var direkte omfattet af aftalerne, idet

de ikke kunne støtte et juridisk krav på en overenskomst.

Den 24. februar 1997 blev det meddelt Kommissionen, at

Danmark havde gennemført direktivet - for den arbejdsretlige dels

vedkommende via kollektive overenskomster.

Regeringen lagde herved vægt på, at

hovedparten af alle lønmodtagere havde rettigheder, der svarede til

direktivet.

Kommissionen sendte den 20. november 1999 den danske

regering en åbningsskrivelse som et indledende skridt til en retssag

mod Danmark, idet den ikke fandt, at en implementering alene ved kollektive

overenskomster var tilstrækkelig, når ikke alle

lønmodtagere havde rettigheder i henhold til direktivet.

Dette spørgsmål har siden været

drøftet mellem den danske regering og Kommissionen. Kommissionen har

under disse drøftelser anerkendt de store aftalemæssige

resultater, men har alligevel måttet fastholde, at implementeringen

ikke har været tilstrækkelig.

Regeringen har i enighed med arbejdsmarkedets parter

fundet, at det vil være rigtigst at afslutte sagen nu med en lov, der

skal gælde for de ikke-overenskomstdækkede lønmodtagere,

men som i øvrigt i videst muligt omfang respekterer og tager sit

udgangspunkt i de aftaler, som parterne har indgået, jf.

målsætningerne i Folketingets motiverede dagsorden fra den 30.

november 1993.

Direktivet, der er et arbejdsmiljødirektiv,

indeholder nogle generelle bestemmelser, der skal sikre lønmodtagerne

i forhold til arbejdstiden generelt. Direktivet har til formål at

fastlægge nogle minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af

arbejdstiden og indeholder regler om minimumshvileperioder, dagligt,

ugentligt og årligt, passende pauser og et loft over den ugentlige

arbejdstid.

Direktivet er et minimumsdirektiv og berører derfor

ikke medlemsstaternes adgang til at indføre bestemmelser, der er

gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og

sundhed. Også kollektive overenskomster kan have regler, der er

gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og

sundhed.

Beskyttelsesreglerne i direktivet er udformet med

maksimumstimetal for, hvor lang tid den enkelte lønmodtager må

være på natarbejde pr. arbejdsdag, eller hvor længe den

pågældende må arbejde om ugen. Direktivet fastsætter

herefter nogle referenceperioder, inden for hvilke gennemsnittet af

maksimumstimetallene skal beregnes.

Reglerne om daglig hviletid og ugentlig hviletid er

gennemført ved lovgivningen, idet arbejdsmiljølovens §§ 38

og 55, samt §§ 20 og 21 i bekendtgørelse nr. 1282 om hviletid og

fridøgn af 20. december 1996 indeholder bestemmelser, der

gennemfører disse dele af direktivet. Direktivets bestemmelser om

hviletid og fridøgn er derfor ikke omfattet af denne lov.

Det foreslås at opsamle restgruppen, således

at loven alene kommer til at gælde for de lønmodtagere, der ikke

i medfør af en kollektiv overenskomst, eller i medfør af

individuel aftale i henhold til § 1, stk. 2, har rettigheder, der

som minimum svarer til direktivets.

Direktivets bestemmelser om pauser, natarbejde og

referenceperioder kan fraviges ved kollektive overenskomster. Fravigelse er

dog kun tilladt, hvis der gives de pågældende lønmodtagere

tilsvarende kompenserende hvileperioder eller under særlige

omstændigheder tilsvarende beskyttelse.

Referenceperioden for så vidt angår den

maksimale ugentlige arbejdstid kan ikke udvides til mere end seks

måneder. Det er dog muligt under overholdelse af almindelige principper

for beskyttelse af lønmodtagernes sikkerhed og sundhed at tillade, at

der af objektive og tekniske grunde samt af hensyn til arbejdets

tilrettelæggelse ved kollektive overenskomster fastsættes

referenceperioder, der under ingen omstændigheder må overstige

tolv måneder.

Det oprindelige arbejdstidsdirektiv undtager en

række sektorer og arbejdsområder, der er blevet inkluderet ved

ændringsdirektiv 2000/34/EF. Disse ændringer af det oprindelige

arbejdstidsdirektiv skal imidlertid ikke være gennemført

før tidligst i august 2003. Inkluderingen af læger under

uddannelse skal gennemføres i en overgangsperiode fra 2004 til 2009.

Der vil først på det tidspunkt, hvor parterne tilkendegiver, at

der er forhandlet færdigt om aftaleimplementering af

ændringsdirektivet, blive taget stilling til en evt. supplerende

lovgivning.

Medlemslandene skulle gennemføre direktivet senest

den 23. november 1996 eller sikre sig, at arbejdsmarkedets parter ved aftale

iværksatte de nødvendige bestemmelser. Direktivet har indtil nu

været gennemført dels ved arbejdsmiljølovgivningens

bestemmelser om hviletid og fridøgn og dels for den arbejdsretlige

dels vedkommende ved kollektive overenskomster.

Lovforslaget tager udgangspunkt i direktivets tekst, men

lovforslaget er i de tilfælde, hvor der forudsættes en

nærmere præcisering, inspireret af de aftaler, der er

indgået om implementering af arbejdstidsdirektivet mellem parterne

på arbejdsmarkedet.

Loven vil skulle vige for indgåede aftaler, der

gennemfører arbejdstidsdirektivet. Det vil gælde såvel

tidligere indgåede aftaler som eventuelle aftaler, der indgås

efter lovens ikrafttræden.

Økonomiske og administrative konsekvenser for det

offentlige

Parterne på både det statslige og det

(amts)kommunale område har indgået aftaler, der

gennemfører arbejdstidsdirektivet. Forslaget medfører derfor

ingen økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige som

arbejdsgiver.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet mv.

På det private område har arbejdsmarkedets

parter indgået en række aftaler, der gennemfører

arbejdstidsdirektivet. Derudover har Dansk Arbejdsgiverforening og

Landsorganisationen i Danmark indgået en opsamlingsaftale, der betyder,

at lønmodtagere på virksomheder inden for DA s og LO s

område, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, der

gennemfører arbejdstidsdirektivet, alligevel har rettigheder svarende

til direktivet. Endelig har overenskomsternes regler om arbejdstid i stor

udstrækning haft en afsmittende virkning for resten af det private

arbejdsmarked. Det antages derfor, at forslaget ikke medfører

økonomiske og administrative konsekvenser af betydning for

erhvervslivet.

Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige

konsekvenser.

Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have

ligestillingsmæssige konsekvenser.

Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos

Dansk Arbejdsgiverforening, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes

og Tjenestemændenes Fællesråd, Akademikernes

Centralorganisation, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes

Hovedorganisation, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen,

Københavns og Frederiksberg kommuner, Centralorganisationernes

Fællesudvalg og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte.

Derudover har forslaget været sendt til høring hos

Økonomi- og Erhvervsministeriets Testpanel, Ligestillingsafdelingen,

Søfartsstyrelsen og Advokatrådet.

Vurdering af konsekvenser af lovforslaget

Positive

konsekvenser / mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Negative

konsekvenser / merudgifter

(hvis ja, angiv omfang)

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører dele af Rådets direktiv

93/104/EF om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af

arbejdstiden

Bemærkninger til de enkelte

bestemmelser

Til § 1

Med bestemmelsen i stk. 1 foreslås, at

loven kun finder anvendelse på den lønmodtager, der ikke i

medfør af en kollektiv overenskomst mindst opnår den

beskyttelse, der fremgår af arbejdstidsdirektivet. Den kollektive

overenskomst kan være indgået før lovens

ikrafttræden eller på et senere tidspunkt. Kravet om, at

overenskomsten skal overholde direktivets minimumskrav, betyder også,

at det ved kollektiv overenskomst kan besluttes at udnytte direktivets

undtagelsesmuligheder mv. Arbejdsmarkedets parter har således bl.a.

mulighed for under overholdelse af direktivets begrænsninger at udvide

referenceperioden, inden for hvilken den gennemsnitlige arbejdstid skal

beregnes til 12 måneder. Med kollektive overenskomster menes også

aftaler på tjenestemandsområdet.

I stk. 2, foreslås det, at

ikke-overenskomstansatte lønmodtagere, der er ansat på en

virksomhed, der er delvist overenskomstdækket, og som indgår en

skriftlig aftale med arbejdsgiveren om, at overenskomsten som er

gældende for andre medarbejdere på virksomheden, og som

indeholder rettigheder svarende til lovens §§ 2-8, også er

gældende for dem, ikke er omfattet af loven. Det forudsættes, at

lønmodtageren får kopi af de relevante

overenskomstbestemmelser.

I stk. 3 undtages de i direktivet ekskluderede

sektorer. Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for vej-,

luft-, sø- og jernbanetransport, sejlads ad indre vandveje,

havfiskeri, andre aktiviteter på havet, samt aktiviteter, der

udøves af læger under uddannelse. Disse områder, bortset

fra søfarende som defineret i Rådets direktiv 1999/63/EF, er

omfattet af ændringsdirektivet, som skal være implementeret

tidligst den 1. august 2003. For læger under uddannelse er der fastsat

en overgangsperiode på fem år fra den 1. august 2004. For at

være omfattet af de undtagne aktiviteter kræves det, at den

pågældende lønmodtager er direkte beskæftiget med

den pågældende aktivitet. Det er altså ikke alle ansatte i

den pågældende branche, der er undtaget.

Til § 2

I § 2 foreslås en række definitioner.

I stk. 1 foreslås det således at

indsætte en definition af lønmodtagerbegrebet. Definitionen

svarer til den nu sædvanlige definition i den arbejdsretlige

lovgivning, jf. ferieloven, lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette

lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet og lov

om gennemførelse af deltidsdirektivet.

I stk. 2 foreslås det at definere

arbejdstid som det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og

står til rådighed for arbejdsgiveren under udførelse af

sin beskæftigelse eller sine opgaver. Regler om en anden

opgørelse af arbejdstiden, der måtte være fastsat i

henhold til kollektiv overenskomst, gælder forud for loven, i det

omfang det er i overensstemmelse med direktivets art. 2, stk. 1, som

bl.a. fastslår at arbejdstidsbegrebet skal forstås i

overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

I direktivet defineres natperiode som et tidsrum på

mindst 7 timer, og som omfatter perioden mellem kl. 00.00 og 05.00. Inden for

dette tidsrum kan natperioden frit aftales. Direktivet fastsætter

natperioden til mellem kl. 22.00 og 05.00, i det omfang der ikke er aftalt

eller fastsat andet i medfør af kollektiv overenskomst. Det

foreslås derfor i stk. 3 at definere natperiode og

natarbejde på samme måde som i direktivet. Herudover

foreslås i stk. 4 en definition af natarbejder, som dels

svarer til direktivets art. 2, stk. 4a, og dels kan være en

person, der udfører natarbejde i mindst 300 timer inden for en periode

på 12 måneder, jf. direktivets art. 2, stk. 4b.

Til § 3

Efter direktivets artikel 4 skal alle arbejdstagere sikres

ret til en pause, hvis den daglige arbejdstid overstiger 6 timer. Efter

direktivet kan medlemsstaterne selv fastsætte de nærmere

bestemmelser herfor, herunder varigheden og kriterierne for tildeling af

pausen.

Det er ikke hensigtsmæssigt på forhånd

at fastsætte ensartede regler for længden af pauser eller

placeringen af disse, idet forholdene i den enkelte branche, på den

enkelte virksomhed og for den enkelte arbejdsfunktion er vidt forskellige.

Det ville således være misvisende at fastsætte en

mindstevarighed af pausen, fordi det, der måske var

tilstrækkeligt i én branche, var helt utilstrækkeligt i en

anden. Ofte bliver spise og hvilepauserne fastsat i samarbejde med

medarbejderne, mens arbejdsgiveren har det endelige ord i tilfælde af

uenighed. Medarbejderne vil kunne påtale en fastlæggelse af

pausen og varigheden af denne inden for mange overenskomstområder, hvis

medarbejderne finder, at arbejdsgiveren ikke har fastsat pausen under

tilstrækkelig hensyntagen til medarbejdernes ønsker og

virksomhedens tarv.

Som et eksempel på fastsættelse af varigheden

af pausen i en overenskomst, kan nævnes overenskomsten mellem Dansk

Industri og CO-Industri, der har fastsat pausen til ikke under 10

minutter.

Til § 4

I overensstemmelse med direktivets artikel 6

foreslås en maksimal ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 48

timer over en periode på 4 måneder.

Beregningsteknisk indgår perioder med årlig

betalt ferie og perioder med sygeorlov ikke i eller er neutrale i forhold til

beregningen af gennemsnittet.

Som omtalt i de almindelige bemærkninger kan

referenceperioderne udvides under nærmere betingelser ved kollektive

aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Begrænsningen gælder i forhold til den enkelte

arbejdsgiver.

For så vidt angår den maksimale ugentlige

arbejdstid for unge under 18 år, henvises til arbejdsmiljølovens

bestemmelser herom.

Til § 5

Det foreslås i § 5, stk. 1 i

overensstemmelse med direktivet at begrænse arbejdstiden for

natarbejdere til højst 8 timer pr. periode på 24 timer beregnet

over et gennemsnit på 4 måneder. Natarbejdere er personer, der

udfører mindst 3 timer af den daglige arbejdstid inden for

natperioden. Natperioden er defineret i forslaget til § 2,

stk. 3, og udgør et tidsrum på mindst 7 timer, der skal

omfatte tidsrummet kl. 00.00 til 05.00. Hvis der er tale om særligt

risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk

eller psykisk belastning, kan der højst arbejdes med natarbejde pr.

arbejdsdag i 8 timer i løbet af 24 timer. Der vil således ikke

være brug for referenceperioder til at beregne et gennemsnit, når

arbejdet er særligt risikofyldt eller særligt belastende. Der

findes ikke faste definitioner af, hvad der forstås ved særligt

risikofyldt arbejde eller arbejde, der indebærer en betydelig fysisk

eller psykisk belastning. I de situationer, hvor man som lønmodtager

eller arbejdsgiver ikke er enige om, hvorvidt et arbejde kan karakteriseres

som særligt risikofyldt eller indebærer en betydelig fysisk eller

psykisk belastning, vil Arbejdstilsynet kunne anmodes om en udtalelse.

I stk. 2 foreslås det, i overensstemmelse med

direktivet, at den i arbejdsmiljølovens kapitel 9 fastsatte

minimumsperiode på 24 timers ugentlig hvile ikke medtages i beregningen

af gennemsnittet af den referenceperiode, der er lovens udgangspunkt og som

er nævnt i stk. 1. Dette vil også gælde ved evt.

længere referenceperioder i tilfælde af udnyttelse af direktivets

undtagelsesmuligheder.

Til § 6

Efter direktivets artikel 9 skal natarbejdere tilbydes

gratis helbredskontrol, inden de påbegynder beskæftigelse med

natarbejde. Det foreslås derfor i § 6, at

lønmodtagere, der skal påbegynde natarbejde, har krav på

et tilbud fra arbejdsgiveren om en helbredskontrol, inden de begynder at

arbejde med natarbejde. Helbredskontrollen kan ske hos egen læge eller

hos bedriftssundhedstjenesten (BST). En sådan undersøgelse, som

foretages efter tilbud fra en arbejdsgiver, skal efter gældende ret

betales af arbejdsgiveren, jf. lov om brug af helbredsoplysninger mv.

på arbejdsmarkedet, § 3, hvorefter arbejdsgiveren skal betale for

helbredsoplysninger, der indhentes efter tilbud fra denne.

Til § 7

I overensstemmelse med direktivets artikel 9,

stk. 1b, foreslås det i § 7 at sikre natarbejdere en

mulighed for at blive overflyttet til dagarbejde, når det er muligt.

Det vil være den almindelige praktiserende læge, BST eller en

arbejdsmedicinsk klinik, der kan udtale sig om eventuelle helbredsproblemer,

der skyldes natarbejde, og som vil skulle medføre, at natarbejderen

har krav på at blive flyttet til dagarbejde, når det er

muligt.

Til § 8

I stk. 1 foreslås det, at hvis

lønmodtagerens rettigheder efter loven er krænkede, kan

lønmodtageren få tilkendt en godtgørelse. De

krænkede rettigheder kunne fx være pålæg om arbejde,

der medfører, at arbejdstiden i gennemsnit over en 4 måneders

periode overstiger 48 timer.

Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er

omfattet af en kollektiv overenskomst, som implementerer direktivet, skal

afgøres efter de fagretlige regler.

Sager om krav fra uorganiserede lønmodtagere, hvis

ansættelsesgrundlag tillige omfatter bestemmelserne i en overenskomst

skal afgøres ved de civile domstole, som i den forbindelse skal

lægge bestemmelserne i den kollektive overenskomst til grund.

Dette gælder også lønmodtagere, der i

medfør af en individuel aftale efter § 1, stk. 2, er sikret

direktivets rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst.

De civile domstole afgør ligeledes sager om

krænkelse af rettigheder i henhold til en kollektiv overenskomst,

såfremt en organiseret lønmodtager godtgør at vedkommende

faglige organisation ikke agter at iværksætte fagretlig

behandling af kravet, jf. arbejdsretslovens § 11, stk. 2. Ved

fagretlig behandling menes tillige tjenestemandsretterne.

I stk. 2 foreslås det, at en

lønmodtager, som afskediges efter at have fremsat krav i henhold til

loven, skal have ret til en godtgørelse fra arbejdsgiveren.

Godtgørelsens størrelse fastsættes efter sagens

øvrige omstændigheder. Muligheden for at få

godtgørelse i henhold til forslaget til stk. 2

medfører dog ikke, at en lønmodtager, der tillige har ret til

godtgørelse efter fx funktionærloven, får ret til

godtgørelse for usaglig afskedigelse i medfør af flere

regelsæt.

I stk. 3 foreslås det at sikre de

lønmodtagere, der er omfattet af en kollektiv overenskomst, der

implementerer arbejdstidsdirektivet, rettigheder, der svarer til de i

stk. 2 foreslåede, i det omfang overenskomstens regler

medfører, at lønmodtageren ikke kan få sagligheden af en

afskedigelse prøvet via overenskomstens regler om fagretlig

behandling, fx fordi lønmodtageren ikke har opnået den

fornødne anciennitet. Da der er tale om et krav, der ikke har hjemmel

i overenskomsten, skal sager herom føres ved de civile domstole.

Til § 9

Med bestemmelsen foreslås en hjemmel for

beskæftigelsesministeren til efter forhandling med arbejdsmarkedets

parter at fastsætte de nærmere regler om undtagelse af visse

lønmodtagergrupper i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1

og 2, om undtagelser.

Det er hensigten, at udnyttelsen af denne hjemmel sker med

udgangspunkt i de bestemmelser, parterne selv aftaler i kollektive

overenskomster om dette spørgsmål.

Således indeholder direktivet hjemmel til under

overholdelse af generelle principper for beskyttelse af arbejdstagernes

sikkerhed og sundhed at undtage fx personale med ledelsesfunktioner eller

andet personale, der har beføjelse til at træffe

selvstændige beslutninger, arbejdende familiemedlemmer eller

arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds

religiøse handlinger.

Der er endvidere mulighed for at fravige direktivets

bestemmelser om pauser, natarbejde og referenceperioder, forudsat at der ydes

de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserende

hvileperioder.

Muligheden for, at beskæftigelsesministeren kan

fastsætte nærmere regler om udnyttelse af direktivets

undtagelsesbestemmelser, svarer til den række bemyndigelser, der er

givet til beskæftigelsesministeren i arbejdsmiljølovens kapitel

9. Disse bemyndigelser har også sin begrundelse i

arbejdstidsdirektivets undtagelsesmuligheder.

Til § 10

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

april 2002.

Til § 11

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for

Grønland og Færøerne.

Bilag

RÅDETS DIREKTIV 93/104/EF

af 23. november 1993

om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af

arbejdstiden

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske

Fællesskab, særlig artikel 118 A,

under henvisning til forslag fra Kommissionen(2),

i samarbejde med Europa-Parlamentet(3),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale

Udvalg(4), og

ud fra følgende betragtninger:

I henhold til Traktatens artikel 118 A skal Rådet, ved udstedelse af

direktiver, vedtage minimumsforskrifter med henblik på at forbedre

navnlig arbejdsmiljøet for at sikre et højere niveau for

beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed;

i henhold til nævnte artikel skal det i disse direktiver

undgås, at der pålægges administrative, finansielle og

retlige byrder af en sådan art, at de hæmmer oprettelse og

udvikling af små og mellemstore virksomheder;

bestemmelserne i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989

om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet(5) finder i

fuld udstrækning anvendelse på de områder, der er omfattet

af nærværende direktiv, dog med forbehold af strengere og/eller

mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv;

det hedder bl.a. i punkt 7, første afsnit, punkt 8 og punkt 19,

første afsnit, i fællesskabspagten om arbejdstagernes

grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som

blev vedtaget af stats- og regeringscheferne for elleve medlemsstater

på Det Europæiske Råds samling den 9. december 1989 i

Strasbourg:

»7. Etableringen af det indre marked skal føre til en forbedring

af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår inden for Det

Europæiske Fællesskab. Dette skal opnås ved indbyrdes

tilnærmelse på et stadigt stigende niveau af disse vilkår,

bl.a. med hensyn til arbejdstidens længde og tilrettelæggelse og

andre former for arbejde end tidsubegrænset arbejde, såsom

tidsbegrænset arbejde, deltidsarbejde, vikarbureauarbejde og

sæsonarbejde.

8. Enhver arbejdstager i Det Europæiske Fællesskab har i

overensstemmelse med gældende praksis i det enkelte land ret til en

ugentlig hvileperiode og årlig ferie med løn, idet der skal ske

indbyrdes tilnærmelse af varigheden heraf på et stadigt stigende

niveau.

19. Enhver arbejdstager skal på arbejdspladsen have

tilfredsstillende vilkår for så vidt angår beskyttelse af

sikkerheden og sundheden. Der skal træffes passende foranstaltninger

med henblik på en fortsat harmonisering af vilkårene inden for

dette område på et stadigt stigende niveau«;

forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige,

hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er

et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske

hensyn;

dette direktiv udgør et konkret led i gennemførelsen af den

sociale dimension inden for det indre marked;

fastsættelse af minimumsforskrifter for tilrettelæggelse af

arbejdstiden vil forbedre arbejdsvilkårene i Fællesskabet;

for at sikre arbejdstagerne sikkerhed og sundhed i Fællesskabet

bør de have minimumshvileperioder - dagligt, ugentligt og årligt

- og passende pauser; i denne forbindelse bør der også

fastsættes et loft for den ugentlige arbejdstid;

der bør tages hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations

principper om tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder om

natarbejde;

hvad angår den ugentlige hviletid bør der tages

behørigt hensyn til de forskellige kulturelle, etniske,

religiøse og andre faktorer i medlemsstaterne; det er navnlig i sidste

instans op til hver enkelt medlemsstat at afgøre, om og i hvilket

omfang søndagen skal medregnes i den ugentlige hviletid;

der er foretaget undersøgelser, som viser, at den menneskelige

organisme om natten er særlig følsom over for

miljøforstyrrelser og over visse byrdefulde former for

arbejdstilrettelæggelse, og at lange perioder med natarbejde kan

være skadelige for arbejdstagernes sundhed og være til fare for

sikkerheden under arbejdet;

varigheden af natarbejde bør derfor begrænses, herunder

også overtid, og det bør fastsættes, at arbejdsgivere, som

regelmæssigt beskæftiger natarbejdere, på anmodning

informerer de kompetente myndigheder herom;

det er vigtigt, at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden

de begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med

regelmæssige mellemrum, og at de, hvis de lider af helbredsproblemer,

når det er muligt overføres til dagarbejde, som passer til

dem;

situationen for natarbejdere og skifteholdsarbejdere kræver, at

beskyttelsesniveauet for deres sikkerhed og sundhed tilpasses arten af det

arbejde, de udfører, og at beskyttelses- og forebyggelses-tjenester og

-faciliteter forefindes og virker effektivt;

arbejdsvilkårene kan have skadelige virkninger for arbejdstagernes

sikkerhed og sundhed; ved tilrettelæggelsen af arbejdet efter en

bestemt rytme bør der tages hensyn til det generelle princip om, at

arbejdet skal tilpasses mennesket;

det kan som følge af et arbejdes særlige natur blive

nødvendigt at træffe særskilte foranstaltninger om

tilrettelæggelsen af arbejdstiden inden for visse sektorer eller

aktiviteter, som dette direktiv ikke finder anvendelse på;

af hensyn til de spørgsmål, som kan opstå i forbindelse

med tilrettelæggelsen af arbejdstiden i virksomhederne, synes det

hensigtsmæssigt at give mulighed for at anvende visse bestemmelser i

nærværende direktiv med en vis smidighed, idet det sikres, at

principperne om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed

følges;

det bør fastsættes, at visse bestemmelser i

nærværende direktiv kan fraviges af henholdsvis medlemsstaterne

eller arbejdsmarkedets parter; i tilfælde af fravigelse bør der

som en generel regel ydes de pågældende arbejdstagere tilsvarende

kompenserende hvileperioder

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

Artikel 1

Formål og anvendelsesområde

1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed

i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2. Dette direktiv finder anvendelse på:

a) de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og

årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige

arbejdstid, samt på

b) visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og

arbejdsrytme.

3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og

offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv

89/391/EØF, jf. dog artikel 17 i nærværende direktiv med

undtagelse af vej-, luft-, sø- og jernbanetransport, sejlads ad indre

vandveje, havfiskeri, andre aktiviteter på havet samt aktiviteter, der

udøves af læger under uddannelse.

4. Bestemmelserne i direktiv 89/391/EØF finder i fuld

udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i

stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser

i nærværende direktiv.

Artikel 2

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) arbejdstid: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og

står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin

beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national

lovgivning og/eller praksis

2) hvileperiode: det tidsrum, der ikke er arbejdstid

3) natperiode: et tidsrum på mindst syv timer, der er fastsat ved

national lovgivning, og som under alle omstændigheder omfatter

tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00

4) natarbejder:

a) dels en arbejdstager, der normalt udfører mindst tre timer af

sin daglige arbejdstid i natperioden

b) dels en arbejdstager, der forventes at udføre en vis del af

sin årlige arbejdstid i natperioden, idet denne del efter den

pågældende medlemsstats valg fastsættes:

i) ved national lovgivning efter høring af arbejdsmarkedets

parter, eller

ii) ved nationale eller regionale kollektive overenskomster eller

aftaler mellem arbejdsmarkedets parter

5) skifteholdsarbejde: enhver form for

tilrettelæggelse af holdarbejde, som består i, at arbejdstagerne

afløser hinanden på de samme arbejdspladser efter en bestemt

tidsplan, herunder på skift, og som kan være kontinuerligt eller

diskontinuerligt, hvilket kræver, at arbejdstagerne arbejder på

forskellige tidspunkter over en given periode af dage eller uger

6) skifteholdsarbejder: arbejdstager, som deltager i

skifteholdsarbejde.

AFSNIT II

MINIMUMSHVILEPERIODER - ANDRE ASPEKTER AF

TILRETTELÆGGELSEN AF ARBEJDSTIDEN

Artikel 3

Daglig hviletid

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på

elleve sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.

Artikel 4

Pauser

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at alle arbejdstagere kan holde pause, hvis den daglige arbejdstid

overstiger seks timer; de nærmere bestemmelser herfor, herunder

varigheden og kriterierne for tildeling af pausen, fastsættes i

kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter eller,

hvor sådanne overenskomster eller aftaler ikke findes, i den nationale

lovgivning.

Artikel 5

Ugentlig hviletid

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at alle arbejdstagere for hver syvdagesperiode får en

sammenhængende minimumshvileperiode på 24 timer, hvortil

lægges de elleve timers daglig hviletid, som er omhandlet i artikel

3.

Minimumshvileperioden i stk. 1 omfatter i princippet

søndagen.

Hvis objektive eller tekniske omstændigheder eller

omstændigheder i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse

gør det berettiget, kan der fastsættes en minimumshvileperiode

på 24 timer.

Artikel 6

Maksimal ugentlig arbejdstid

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for,

at det, henset til kravene om at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og

sundhed, sikres;

1) at den ugentlige arbejdstid begrænses ved love eller

administrative bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler

mellem arbejdsmarkedets parter

2) at den gennemsnitlige arbejdstid i løbet af en syv

dagesperiode ikke overstiger 48 timer, inklusive overarbejde.

Artikel 7

Årlig ferie

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for

at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af

mindst fire ugers varighed, i overensstemmelse med de kriterier for

opnaælse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning

og/eller praksis.

2. Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med

en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet

ophører.

AFSNIT III

NATARBEJDE - SKIFTEHOLDSARBEJDE - ARBEJDSRYTME

Artikel 8

Natarbejdets varighed

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre:

1) at den normale arbejdstid for natarbejde i gennemsnit ikke overstige

otte timer pr. periode på 24 timer

2) at natarbejdere ved særlig risikofyldt beskæftigelse

eller beskæftigelse, der indebærer en betydeligt fysisk eller

psykisk belastning, ikke arbejder mere end otte timer i løbet af en

periode på 24 timer, i hvilken de udfører natarbejde.

For så vidt angår dette punkt defineres særlig

risikofyldt beskæftigelse eller beskæftigelse, der

indebærer en betydelig fysisk eller psykisk belastning, i den nationale

lovgivning og/eller praksis eller ved kollektive overenskomster eller aftaler

mellem arbejdsmarkedets parter under hensyn til de følgevirkninger og

risici, der er forbundet med natarbejde.

Artikel 9

Heldbredskontrol og natarbejderes overgang til

dagarbejde

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for

at sikre:

a) at der tilbydes natarbejdere gratis helbredskontrol, inden de

begynder beskæftigelse ved natarbejde og derefter med

regelmæssige mellemrum

b) at natarbejdere, der lider af helbredsproblemer, som

påviseligt skyldes, at de udfører natarbejde, når det er

muligt, overføres til dagarbejde, som passer til dem.

2. Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol skal

være omfattet af lægens tavshedspligt.

3. Den i stk. 1, litra a), omhandlede gratis helbredskontrol kan

indgå i en national helbredsordning.

Artikel 10

Garantier i forbindelse med natarbejde

Medlemsstaterne kan lade arbejde, der udføres af bestemte

kategorier natarbejdere, være betinget af opfyldelsen af visse

garantier på vilkår, der fastsættes i den nationale

lovgivning og/eller praksis, for så vidt angår arbejdere, som

løber en sikkerheds- eller sundhedsmæssig risiko, der er knyttet

til natarbejdet.

Artikel 11

Information ved regelmæssig beskæftigelse af

natarbejdere

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at arbejdsgivere, som regelmæssigt beskæftiger

natarbejdere, på anmodning informerer de kompetente myndigheder

herom.

Artikel 12

Sikkerheds- og sundhedsbeskyttelse

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre:

1) at der for natarbejdere og skifteholdsarbejdere gælder et

beskyttelsesniveau for sikkerhed og sundhed, som svarer til arten af det

arbejde, de udfører

2) at der findes passende beskyttelses- og forebyggelsestjenester og

-faciliteter vedrørende natarbejderes og skifteholdsarbejderes

sikkerhed og sundhed, som svarer til dem, der gælder for de

øvrige arbejdstagere, og som er til rådighed til enhver

tid.

Artikel 13

Arbejdsrytme

Medlemsstater træffer de nødvendige foranstaltninger for at

sikre, at en arbejdsgiver, der agter at tilrettelægge arbejdet efter en

bestemt rytme, tager hensyn til det generelle princip om, at arbejdet skal

tilpasses mennesket, navnlig med henblik på at afbøde virkningen

af monotont arbejde og arbejde i en fast rytme, og alt efter arbejdets art,

til kravene vedrørende sikkerhed og sundhed, særlig for så

vidt angår pauser i arbejdstiden.

AFSNIT IV DIVERSE BESTEMMELSER

Artikel 14

Mere specifikke fællesskabsbestemmelser

Bestemmelserne i dette direktiv finder ikke anvendelse, hvis andre

fællesskabsbestemmelser indeholder mere specifikke forskrifter på

området for så vidt angår visse former for

beskæftigelse eller erhverv.

Artikel 15

Gunstigere bestemmelser

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende

eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere

med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til

at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler

mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse

af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

Artikel 16

Referenceperioder

Medlemsstaterne kan fastsætte følgende:

1) for gennemførelsen af artikel 5 (ugentlig hviletid): en

referenceperiode på ikke over 14 dage

2) for gennemførelsen af artikel 6 (maksimal ugentlig

arbejdstid): en referenceperiode på ikke over fire måneder.

Perioder med årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 og

perioder med sygeorlov medtages ikke i eller er neutrale i forhold til

beregningen af gennemsnittet

3) for gennemførelsen af artikel 8 (natarbejdets varighed)

fastsættes der en referenceperiode efter høring af

arbejdsmarkedets parter eller ved nationale eller regionale kollektive

overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Hvis den i artikel 5 fastsatte minimumshvileperiode på 24 timer

falder i denne referenceperiode, lades den ude af betragtning ved beregning

af gennemsnittet.

Artikel 17

Undtagelsesbestemmelser

1. Under overholdelse af de generelle principper for beskyttelse af

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan medlemsstaterne fravige artikel 3,

4, 5, 6, 8 og 16, når arbejdstidens længde som følge af

særlige træk ved det udførte arbejde ikke måles

og/eller fastsættes på forhånd, eller når

arbejdstagerne selv kan fastsætte den, bl.a. når der er tale

om:

a) personale med ledelsesfunktioner eller andet personale, der har

beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger

b) arbejdende familiemedlemmer; eller

c) arbejdstagere, hvis arbejde knytter sig til kirkers og trossamfunds

religiøse handlinger.

2. Følgende artikler kan fraviges ved love eller administrative

bestemmelser eller ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter, forudsat at der ydes de pågældende

arbejdstagere tilsvarende kompenserende hvileperioder, eller - i

usædvanlige tilfælde, hvor det af objektive grunde ikke er muligt

at yde sådanne tilsvarende kompenserende hvileperioder - på

betingelse af, at der ydes de pågældende arbejdstagere en

passende beskyttelse:

2.1. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:

a) for aktiviteter, der er kendetegnet ved afstand mellem

arbejdstagerens arbejdssted og bopæl eller ved afstand mellem

arbejdstagerens forskellige arbejdssteder

b) for vagt-, overvågnings- og døgnvagtaktiviteter, der er

kendetegnet ved nødvendigheden af at beskytte goder og personer,

f.eks. når der er tale om vagter, portnere eller vagtselskaber

c) for aktiviteter, der er kendetegnet ved nødvendigheden af at

sikre kontinuerlige ydelser eller vedvarende produktion, f.eks. når der

er tale om:

i) modtagelse, behandling og/eller pleje på hospitaler eller

lignende institutioner, døgninstitutioner og plejehjem samt

fængsler

personale beskæftiget i havne eller

lufthavne

iii) presse, radio, fjernsyn, filmproduktion, postvæsen og

telekommunikation, ambulancetjeneste, brandvæsen og

civilbeskyttelse

iv) gas-, vand og elektricitetsforsyning, renovationsvæsen og

forbrændingsanlæg

v) industrier, hvis arbejdsproces af tekniske grunde ikke kan

afbrydes

vi) forsknings- og udviklingsaktiviteter

vii) jordbrug

d) i tilfælde forudsigeligt ekstraarbejde, f.eks.:

i) inden for jordbrug

ii) inden for turisterhvervet

iii) inden for postvæsenet

2.2. artikel 3, 4, 5, 8 og 16:

a) under de omstændigheder, der er nævnt i artikel 5,

stk. 4, i direktiv 89/391/EØF

b) i tilfælde af ulykker eller overhængende fare for

ulykker

2.3. artikel 3 og 5:

a) for skifteholdsarbejde, når arbejdstageren skifter hold og

ikke mellem afslutningen af det ene holds arbejde og begyndelsen af det andet

holds har mulighed for at tage den daglige eller ugentlige hviletid

b) ved aktiviteter, der er kendetegnet ved flere kortere

arbejdsperioder i løbet af dagen, f.eks.

rengøringsarbejde.

3. Artikel 3, 4, 5, 8 og 16 kan fraviges ved kollektive overenskomster

eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt eller

regionalt niveau, eller i overensstemmelse med regler, som disse parter har

fastsat, ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets

parter på et lavere niveau.

De medlemsstater, hvor der ikke findes noget lovbestemt system for

indgåelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter på nationalt eller regionalt niveau på de

områder, der er omfattet af dette direktiv, eller de medlemsstater,

hvor der findes en særlig lovbestemt ramme herfor, men da inden for

grænserne af denne, kan i overensstemmelse med national lovgivning

og/eller praksis tillade, at artikel 3, 4, 5, 8 og 16 fraviges ved kollektive

overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på et

passende kollektivt niveau

Fravigelse i første og andet afsnit er kun tilladt, hvis der ydes

de pågældende arbejdstagere tilsvarende kompenserede

hvileperioder, eller - i undtagelsestilfælde, hvor det af objektive

grunde ikke er muligt at yde sådanne tilsvarende kompenserende

hvileperioder - på betingelse af, at der ydes de pågældende

arbejdstagere en tilsvarende beskyttelse.

Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere regler for:

hvordan arbejdsmarkedets parter skal anvende dette stykke, og

hvorledes bestemmelserne i de kollektive overenskomster

eller aftaler, som er indgaæt i overensstemmelse med dette stykke, kan

udvides til også at omfatte andre arbejdstagere i overensstemmelse med

national lovgivning og/eller praksis.

4. Muligheden fra at fravige artikel 16, nr. 2, som fastsat i stk. 2,

nr. 2.1 og 2.2, og stk. 3 i nærværende artikel, må

ikke medføre, at referenceperioden overstiger seks måneder.

Medlemsstaterne skal dog under overholdelse af almindelige principper for

beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed have mulighed for at

tillade, at der af objektive og tekniske grunde samt af hensyn til arbejdets

tilrettelæggelse, ved kollektive overenskomster eller aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter fastsættes referenceperioder, som under ingen

omstændigheder må overstige tolv måneder.

Inden er udløbet af en periode på syv år regnet fra den

i artikel 18, stk. 1, litra a), fastsatte dato tager Rådet,

på grundlag af et forslag fra Kommissionen ledsaget af en

evalueringsrapport, bestemmelserne i dette stykke op til fornyet behandling

og beslutter, hvad der videre skal foretages

Artikel 18

Afsluttende bestemmelser

1. a) Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og

administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest

den 23. november 1996, eller sikrer sig senest på denne dato, at

arbejdsmarkedets parter ved aftale iværksætter de

nødvendige bestemmelser, idet medlemsstaterne skal træffe alle

nødvendige foranstaltninger for til enhver tid at kunne garantere de

ved dette direktiv krævede resultater.

b) i) En medlemsstat kan imidlertid undlade at anvende artikel 6 under

overholdelse af de almindelige principper for beskyttelse af arbejdstagernes

sikkerhed og sundhed og forudsat, at den ved nødvendige

foranstaltninger, som er truffet med henblik herpå, sikrer:

at ingen arbejdsgiver kræver, at en arbejdstager

præsterer mere end 48 timers arbejde i løbet af en

syvdagesperiode, beregnet som gennemsnit i den referenceperiode, der er

omhandlet i artikel 16, nr. 2, medmindre arbejdstageren har samtykket i at

udføre et sådant arbejde

at det ikke lægges arbejdstageren til last, at vedkommende ikke

er indstillet på at give sit samtykke til at udføre et

sådant arbejde

at arbejdsgiveren fører ajourførte registre over de

arbejdstagere, der udfører et sådant arbejde

at registrene stilles til rådighed for de kompetente

myndigheder, som af sikkerheds og/eller sundhedsmæssige årsager

kan forbyde eller begrænse arbejdstagernes mulighed for at overskride

den maksimale ugentlige arbejdstid

at arbejdsgiveren efter anmodning fra de kompetente myndigheder giver

disse oplysninger om de aftaler, der er indgaæt med arbejdstagerne om

udførelse af et arbejde, hvorved de overskrider en arbejdstid på

48 timer i løbet af en syv dagesperiode, beregnet som gennemsnit i den

referenceperiode, der er omhandlet i artikel 16, nr. 2.

Inden udløbet af en periode på syv år regnet fra

den i litra a) fastsatte dato tager Rådet, på grundlag af et

forslag fra Kommissionen ledsaget af en evalueringsrapport, bestemmelserne i

dette nr. i) op til fornyet behandling og beslutter, hvad der videre skal

foretages.

ii) Medlemsstaterne har ligeledes, for så vidt angår

anvendelsen af artikel 7, mulighed for at anvende en overgangsperiode

på højst tre år regnet fra den i litra a) fastsatte dato,

forudsat at det i overgangsperioden sikres:

at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af tre

ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnaælse og

tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis

at den årlige betalte ferieperiode på tre uger ikke kan

erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet

ophører.

c) Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen herom.

2. Når medlemsstaterne vedtager de i stk. 1 omhandlede love og

administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette

direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en

sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning

fastsættes af medlemsstaterne.

3. Uanset medlemsstaternes ret til at tilpasse de forskellige love,

administrative og kontraktmæssige bestemmelser på

arbejdstidsområdet efter udviklingen, for så vidt som dette

direktivs minimumskrav overholdes, kan gennemførelsen af direktivet

ikke danne grundlag for at sænke det generelle niveau for beskyttelse

af arbejdstagerne.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale

retsforskrifter, som de allerede har udstedt, eller som de udsteder på

det område, der er omfattet af dette direktiv.

5. Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen

en rapport om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i dette

direktiv med angivelse af arbejdsmarkedsparternes synspunkter.

Kommissionen underretter Europa-Parlamentet, Rådet, Det

Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Rådgivende Udvalg for

Sikkerhed, Hygiejne og Sundhedsbeskyttelse på Arbejdspladsen herom.

6. Kommissionen forelægger hvert femte år

Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en

rapport om anvendelsen af dette direktiv under hensyntagen til stk. 1, 2, 3,

4 og 5.

Artikel 19

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. november 1993.

På Rådets vegne

M. SMET

Formand

Lignende dokumenter