Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)

2006/1 TBL 165Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget15. juni 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 31. maj 2007

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om forældelse af fordringer

(forældelsesloven)

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2007 og var til 1.

behandling den 22. marts 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 3. maj 2007.

Lovforslaget var til 2. behandling den 22. maj 2007, hvorefter det blev

henvist

til fornyet behandling i Retsudvalget.

Dispensation fra §

8 a, stk. 2, i Folketingets

forretningsorden

Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i

forretningsordenen om, at 3. behandling først må finde sted 2 dage efter, at

tillægsbetænkningen er omdelt.

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.

Sammenhæng med lovforslag nr. L 166

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om

ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.

(Ændringer som følge af ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af

købelovens reklamationsfrist ved visse køb m.v.) (lovforslag nr. L 166).

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget modtaget

skriftlige henvendelser fra:

Læs alt

Advokatfirmaet Elmer &

Partnere,

Dansk Metal, FOA,

3F

og HK,

Fagligt Fælles Forbund

FTF,

Lars Jensen, Rødekro,

Teknisk Landsforbund og

advokat Olav Willadsen,

Glostrup.

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de

skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputation

Endvidere har advokatfirmaet Elmer & Partnere mundtligt over

for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

stillet 32 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som

denne

har besvaret, og 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren, som denne har

besvaret. Udvalgets spørgsmål og ministrenes svar herpå er optrykt som bilag

til betænkningen.

Samråd

Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til justitsministeren

til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med

udvalget den 24. maj 2007. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det

talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et

mindretal

i

udvalget (EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling.

Enhedslisten stemmer imod lovforslag nr. L 165 og nr. L 166.

De nye forældelsesregler kan få alvorlige konsekvenser for

mennesker, der kommer til skade på arbejde. I arbejdsskadesager har der

indtil

vedtagelsen af disse forslag ikke været en kort forældelsesfrist, men

udelukkende en lang frist på 20 år. Denne frist bliver med forslaget reelt

nedsat

til 5 år. Det er logik for burhøns, at en sådan kortere frist vil få

betydning.

Det er jo et faktum, at arbejdsskadesager meget tit har en særlig karakter.

For

det første, fordi de som udgangspunkt bliver behandlet af offentlige

myndigheder – Arbejdsskadesstyrelsen og Ankenævnet. For det andet

behandles en

række sager også ved domstolene. Det drejer sig om sager, hvor arbejdsgiveren

kan pålægges et direkte ansvar og dermed forpligtes til at betale erstatning

efter erstatningsansvarsloven.

Sagerne bliver yderligere kompliceret af en række faktorer. For

det første kan der ikke gives erstatning for svie og smerte og tabt

arbejdsfortjeneste efter arbejdsskadeloven, men kun efter

erstatningsansvarsloven.

For det andet er erstatningsniveauet, når det handler om men og

erhvervsevnetab,

i arbejdsskadeloven generelt lavt, hvorfor der nogle gange vil være basis for

at videreføre en vunden sag ved domstolene med de såkaldte differencekrav.

For

det tredje er mulighederne for rent faktisk at få erstatning for en

arbejdsskade i en række sager uklare. Det gælder ikke mindst erhvervssygdomme

og i særdeleshed sager om skader på bevægeapparatet.

Endelig er der det særlige forhold i arbejdsskadesager, at

skadeforvolderen er arbejdsgiver for den skadelidte. Det betyder, at

skadelidte

i nogle sager kan være tvunget til at tage mulighederne for fremtidig

beskæftigelse med i overvejelserne om et sagsanlæg eller ej.

Disse forhold begrunder i sig selv en væsentlig længere

forældelsesfrist end 5 år.

For at det ikke skal være løgn, er det fuldstændig uklart, hvor

omfattende forringelserne for de arbejdsskadedes muligheder for at føre

erstatningssager bliver på grund af lovforslagene. Der er lagt op til et utal

af fortolkningsmuligheder, når loven skal omsættes til praksis. Under

udvalgsbehandlingen har førende arbejdsskadeadvokater kritiseret

lovforslagene,

og på trods af de stillede ændringsforslag er kritikken på ingen måde blevet

tilbagevist.

Til illustration fremgår det af ministerens besvarelse af L 165 −

spørgsmål 38, at Højesterets underkendelse af en administrativ indført 5-årig

forældelsesfrist

i 1999 førte til 998 genoptagne sager, hvoraf de 345 gav erstatning til de

skadelidte. Om den aktuelle 5-års-frist vil have lige så omfattende

konsekvenser, kan hverken be- eller afkræftes.

Kort sagt findes der ingen fornuftig begrundelse for at indføre

en 5-årig forældelsesfrist i arbejdsskadesager, hvorimod der er mange gode

grunde til at lade være.

Enhedslisten støtter det stillede ændringsforslag til L 166, som

trods alt forbedrer mulighederne for de arbejdsskadede i forhold til det

oprindelige forslag. Hvor det oprindelige forslag generelt opererede med en

3-årig forældelsesfrist, betyder ændringerne, at den i arbejdsskadesager

bliver

5 år. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at forældelsesfristen forkortes fra

de nuværende 20 år. Det må siges at være 4 skridt baglæns og et skridt frem.

Samtidig betyder ændringsforslaget, at fristen kan forlænges med 3 år i

stedet

for som oprindelig 1 år. Det vil have betydning i sager, der først køres

gennem

Arbejdsskadesstyrelsen og ankenævnet og derefter rejses ved domstolene. Men

også her er det kun tale om en delvis genopretning af skaderne i det

oprindelige forslag.

Endeligt skal det fremhæves, at præciseringen i ændringsforslaget

og bemærkningerne hertil af, hvornår forældelsesfristen skal regnes fra, også

er et fremskridt i forhold til det oprindelige forslag. Men det betyder

overhovedet ikke en hug- og stikfast sikring mod, at arbejdsskadede helt

uforskyldt kan blive ramt af forældelsesfristen.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med

indstillinger

eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tillægsbetænkningen.

Birthe Rønn Hornbech (V)

Michael Aastrup Jensen (V)

Karsten Nonbo (V)

Søren Pind (V)

Peter Skaarup (DF)

fmd.

Kim Christiansen (DF)

Hans Kristian Skibby (DF)

Tom Behnke (KF)

Allan Niebuhr (KF)

Simon Pihl Sørensen (S)

Per Kaalund (S)

Lissa Mathiasen (S)

Frode Sørensen (S)

Elisabeth Arnold (RV)

Simon Emil Ammitzbøll (RV)

Anne Baastrup (SF)

nfmd.

Line Barfod (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

51

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

23

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

3

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 165 efter

betænkningsafgivelse

Bilagsnr.

Titel

8

Betænkning afgivet den 3/5-07

9

Henvendelse af 14/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &

Partnere

10

Henvendelse af 14/5-07 fra Lars Jensen, Rødekro

11

Henvendelse af 16/5-07 fra FTF

12

Henvendelse af 16/5-07 fra advokat Olav Willadsen,

Glostrup

13

1. udkast til tillægsbetænkning

14

Henvendelse af 21/5-07 fra Fagligt Fælles Forbund

15

Henvendelse af 23/5-07 fra Dansk Metal, FOA,

3F

og HK

16

Henvendelse af 23/5-07 fra Fagligt Fælles Forbund

17

Henvendelse af 23/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &

Partnere

18

Notat om forældelse, anmeldelse og genoptagelse af

arbejdsskadesager, fra Arbejdsskadestyrelsen

19

Henvendelse af 29/5-07 fra advokat Olav Willadsen,

Glostrup

20

Henvendelse af 29/5-07 fra Teknisk Landsforbund

21

2. udkast til tillægsbetænkning

22

Kopi af udtalelse fra Landsforeningen for Arbejdsskadede

(LFA), fra justitsministeren

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 165 efter

betænkningsafgivelse

Spm.nr.

Titel

11

Spm., om lovforslaget indebærer, at forældelsesfristen

for reparationsarbejder udført for forbrugere bliver 10 år, mens

reklamationsfristen

for tilsvarende fabriksnye genstande er 2 år, til justitsministeren, og

ministerens svar herpå

12

Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra

advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens

svar herpå

13

Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra Lars

Jensen, Rødekro, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om den 3-årige forældelsesfrist, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om, hvilke særlige hensyn der ligger bag den

foreslåede forældelsesfrist på 5 år, til justitsministeren, og ministerens

svar herpå

16

Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om den foreslåede 3-årige forældelsesfrist, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om den foreslåede 3-årige forældelsesfrist, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om rådgivning fra en faglig organisation, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om konsekvenser for arbejdsskadede, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/5-07 fra FTF,

til justitsministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/5-07 fra advokat

Olav Willadsen, Glostrup, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm. om kommentar til henvendelsen af 21/5-07 fra Fagligt

Fælles Forbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra Dansk

Metal, FOA,

3F

og

HK, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om forskellen på de foreslåede regler om forældelse

for arbejdsskader og miljøskader, til justitsministeren, og ministerens svar

herpå

26

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra Fagligt

Fælles Forbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra advokatfirmaet

Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om ministerens talepapir til samrådet 24/5-07 om

samrådsspørgsmål A, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm. om konkrete eksempler på, hvad der i forhold til

forældelsesfristens påbegyndelse, for så vidt angår arbejdsskader, nærmere

ligger i, at den tilskadekomne fik eller »burde« have fået kendskab til

kravet,

til justitsministeren, og ministerens svar herpå

30

Spm. tilbagetaget

31

Spm. tilbagetaget

32

Spm. om arbejdsskadekrav, til justitsministeren, og

ministerens svar herpå

33

Spm. om begyndelsestidspunktet for forældelse af

arbejdsskadesager, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm., om tillægsfristen for arbejdsskader fastsættes til

3 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om kommentar til de to eksempler på sager, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om et tænkt eksempel, hvor en person kommer ud for

en arbejdsulykke, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om domme, til justitsministeren, og ministerens svar

herpå

38

Spm. om antallet af sager, som er blevet afvist af

Arbejdsskadestyrelsen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om den 5-årige frist, til justitsministeren, og

ministerens svar herpå

40

Spm., om lovforslaget vil resultere i flere retssager,

til justitsministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til

justitsministeren, og ministerens svar herpå

43

Spm. om, hvilke grupper der vil blive stillet ringere med

en vedtagelse af L 165 og L 166, til beskæftigelsesministeren, og ministerens

svar herpå

44

Spm. om, hvor mange personer der vil blive stillet

ringere, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå

45

Spm. tilbagetaget

46

Spm. om kommentar til de ændringsforslag, som er

foreslået af advokatfirmaet Elmer og Partnere, til beskæftigelsesministeren,

og ministerens svar herpå

47

Spm. om, hvor mange personer der efter en eventuel

vedtagelse af de i spørgsmål 46 nævnte ændringsforslag skønnes at ville være

dårligere stillet end efter gældende lovgivning, til

beskæftigelsesministeren,

og ministerens svar herpå

48

Spm. om kommentar til henvendelsen af 29/5-07 fra advokat

Olav Willadsen, Glostrup, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

49

Spm. om kommentar til henvendelsen af 29/5-07 fra Teknisk

Landsforbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 165 efter

betænkningsafgivelse

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm. om en uddybelse af besvarelsen af spørgsmål

12 vedr. henvendelse fra advokatfirmaet Elmer & Partnere vedr.

arbejdsskader,

til justitsministeren

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål til justitsministeren og

beskæftigelsesministeren og disses svar herpå

Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål 11-29, 32-42, 48 og 49 er stillet til justitsministeren.

Spørgsmål 43, 44, 46 og 47 er stillet til beskæftigelsesministeren.

Spørgsmål 11:

Kan ministeren bekræfte, at lovforslaget indebærer, at

forældelsesfristen for reparationsarbejder udført for forbrugere bliver 10

år,

mens reklamationsfristen for tilsvarende fabriksnye genstande er 2 år.

Svar:

Justitsministeriet går ud fra, at spørgsmålet vedrører fristerne

for at fremsætte krav i anledning af mangler henholdsvis ved udført

reparationsarbejde på varer eller fast ejendom og ved købte varer.

Det er korrekt, at der i dag efter købeloven gælder en

reklamationsfrist på 2 år ved køb af varer. Lovforslaget går ikke ud på at

ændre denne frist eller at indføre en tilsvarende reklamationsfrist ved

reparationsarbejder, som ikke er omfattet af købeloven.

Muligheden for at gøre krav gældende i anledning af mangler ved

reparationsarbejde bortfalder i dag først endeligt ved forældelse, og

lovforslaget medfører som nævnt ingen ændring heri. For fordringer i

anledning

af sådanne mangler gælder i dag en 5-årig forældelsesfrist, der suspenderes

ved

fordringshaverens uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted,

kombineret med en absolut 20-årig forældelsesfrist. Forslaget til ny

forældelseslov går ud på at forkorte disse frister til henholdsvis 3 og 10

år. Samtidig

foreslås det, at der ikke gyldigt kan indgås aftaler med forbrugere om

kortere

frister.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 9

vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 12:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14/5-07 fra advokatfirmaet

Elmer & Partnere, vedr. L 165 og L 166, jf. L 165 – bilag 9.

Svar:

Advokat Karsten Høj og

advokat Søren Kjær Jensen anfører i brevet af 14. maj 2007 en række

betragtninger

vedrørende virkningerne af forslaget til ny forældelseslov for krav i

anledning

af personskade, herunder særligt for krav i anledning af arbejdsskader.

Advokaterne kritiserer

for det første, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for krav i

anledning

af personskader.

For det andet anfører

de, at det er uklart, hvordan begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen

fastlægges ved krav i anledning af arbejdsskader.

For det tredje

kritiserer advokaterne den 1-årige tillægsfrist, der foreslås indført ved

lovforslagets

§ 21, stk. 2, hvorefter forældelse tidligst indtræder et år efter, at en

myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en sag om fordringens

eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, er indbragt

for den administrative myndighed inden forældelsesfristens udløb.

For så vidt angår spørgsmålet om indførelse af en almindelig 3-årig

forældelsesfrist, skal Justitsministeriet anføre, at forslaget bygger på

Forældelsesudvalgets anbefaling i betænkning nr. 1460/2005 om revision af

forældelseslovgivningen.

For almindelige krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af

personskade

gælder i dag en 5-årig forældelsesfrist, som suspenderes ved

fordringshaverens

utilregnelige uvidenhed om kravet eller skyldnerens opholdssted, kombineret

med

en 20-årig forældelsesfrist, som regnes fra kravets stiftelsestidspunkt. Den

5-årige frist er fastlagt ved 1908-loven om forældelse af visse fordringer,

mens den 20-årige frist er fastlagt ved Danske Lov 5-14-4.

Højesteret har i en dom, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000,

side 19, fastslået, at 1908-loven ikke finder anvendelse på krav i henhold

til

arbejdsskadessikringsloven. Således er sådanne krav alene underlagt den

20-årige forældelsesfrist, som er fastlagt ved Danske Lov 5-14-4.

Forslaget til ny forældelseslov vil bevirke, at både almindelige krav på

erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav i henhold til

arbejdsskadessikringsloven underlægges en 3-årig forældelsesfrist, som

suspenderes ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringen eller

skyldneren, kombineret med en 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den

skadevoldende handlings ophør.

Forældelsesudvalget anførte i betænkningen bl.a., at en frist på 3 år

under nutidens forhold normalt må anses for tilstrækkelig til, at

fordringshaveren kan tage stilling til eventuelle indsigelser mod kravet og

om

fornødent foretage retslige skridt. Samtidig taler de hensyn, som ligger bag

forældelsesreglerne,

herunder bevismæssige forhold og indretningshensyn, generelt for, at

forældelsesfristen

ikke gøres længere end nødvendigt.

Særligt hvad angår fordringer i henhold til arbejdsskadesikringsloven,

hvor der som nævnt i dag alene gælder en forældelsesfrist på 20 år, er det

udvalgets opfattelse, at disse fordringer kan indpasses under de almindelige

forældelsesfrister, der foreslås. Udvalget finder således ikke, at der kan

peges på særlige forhold, der nødvendiggør opretholdelse af særregler, jf.

betænkning

nr. 1460/2005, side 169.

Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser. Det er bl.a.

væsentligt at være opmærksom på, at den 3-årige forældelsesfrist først regnes

fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til

fordringen eller skyldneren. Det betyder, at i en række tilfælde vil

forældelsesfristen først løbe fra det tidspunkt, hvor det ved en

lægeundersøgelse

bliver diagnosticeret, at der er indtrådt en erstatningsberettigende skade.

Derudover er det ved arbejdsulykker en forudsætning, at skadelidte er eller

burde være bekendt med, at skaden er en følge af arbejdsforholdene.

Endvidere lægger Justitsministeriet vægt på, at der ved lovforslaget

foreslås indført den ovenfor nævnte regel om »foreløbig« afbrydelse, jf.

lovforslagets § 21, stk. 2. Reglen indebærer ikke, at forældelse i disse

tilfælde indtræder allerede efter et år, men derimod,

at forældelse tidligst indtræder et år efter,

at en myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en sag om

fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor,

inden forældelsesfristens udløb er indbragt for den administrative myndighed.

Ordet »tidligst« indebærer, at hvis den almindelige forældelsesfrist fører

til,

at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville følge af

tillægsfristen,

er det den almindelige frist, der gælder. Tillægsfristen vil derfor i intet

tilfælde stille en fordringshaver ringere end det, der følger af de

foreslåede

almindelige forældelsesregler. Der er altså tale om en tillægsfrist, dvs. en

udvidelse af den frist, der ellers ville gælde efter lovens hovedregler, og

dermed en udvidelse af fordringshavers mulighed for at gennemføre et krav.

Det

er således ikke korrekt, når advokaterne anfører, at der er tale om en

begrænsning af fordringshavers adgang til at gennemføre et krav.

En forældelsesfrist

indebærer normalt, at en fordringshaver skal have foretaget retslige skridt

inden

udløbet af forældelsesfristen. Forslaget om »foreløbig« afbrydelse bevirker,

at

fordringshaveren ikke nødvendigvis behøver at have foretaget retslige skridt

inden udløbet af den 3-årige frist. I de tilfælde, hvor en relevant

administrativ myndighed kan behandle kravet, skal fordringshaver blot have

indbragt kravet for denne myndighed inden 3 år fra det tidspunkt, hvor

fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller

skyldneren. For så vidt angår krav i anledning af arbejdsskader, skal kravet

således blot være indbragt for den relevante administrative myndighed

(Arbejdsskadestyrelsen) inden udløbet af den 3-årige frist.

For så vidt angår

begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen ved krav i anledning af

arbejdsskader

foreslås det ved forslagets § 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det

tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få

fordringen

opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt

benævnes

normalt forfaldstidspunktet. Forfaldstidspunktet er ikke sammenfaldende med

betalingstidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt, og

hvorfra renter påregnes. Forfaldstidspunktet er derimod det tidligste

tidspunkt, til hvilket kravet i det hele taget kan fremsættes over for

skyldneren.

Det foreslås samtidig,

at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse

for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være

tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets § 2, stk. 4.

Den gældende 5-årige

forældelsesfrist efter 1908-loven regnes ligeledes fra forfaldstidspunktet.

Den

eksisterende retspraksis vil således kunne være vejledende for fastlæggelse

af

forfaldstidspunktet for krav i anledning af personskade, og det gælder også

for

personskadekrav efter arbejdsskadessikringsloven. På grund af muligheden for

suspension ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringshaveren

eller skyldneren, jf. ovenfor, vil det imidlertid i almindelig være af mindre

betydning at fastlægge det nøjagtige forfaldstidspunkt. Der henvises herom i

øvrigt til Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, side 110.

Spørgsmål 13:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14/5-07 fra Lars

Jensen, Rødekro, vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 10.

Svar:

Lars Jensen anfører i brevet, at alle absolutte

forældelsesfrister bør udgå af lovforslaget, herunder navnlig den absolutte

30-årige forældelsesfrist, der foreslås for fordringer på erstatning eller

godtgørelse

i anledning af personskade.

De fleste fordringer er i dag underlagt en 5-årig

forældelsesfrist, der suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om fordringen

eller skyldnerens opholdssted, kombineret med en 20-årig forældelsesfrist,

der

regnes fra fordringens stiftelsestidspunkt. Den 20-årige frist er som

udgangspunkt en absolut frist. I et enkelt tilfælde har Højesteret fundet, at

der forelå sådanne ganske særlige modhensyn, at fristen undtagelsesvis måtte

anses for suspenderet, jf. dommen, som er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen

1989.1108 H.

Forslaget til ny forældelseslov vil indebære, at de almindelige

forældelsesfrister forkortes fra 5 og 20 år til henholdsvis 3 og 10 år. Dog

foreslås det, at den »lange« frist for fordringer på erstatning eller

godtgørelse i anledning af personskade og for fordringer på erstatning for

miljøskade fastsættes til 30 år, jf. lovforslagets § 3. Samtidig foreslås, at

den lange frist skal være en absolut frist.

Forslaget om at supplere den korte forældelsesfrist med en

længere absolut frist har sin baggrund i Forældelsesudvalgets betænkning nr.

1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen.

For så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgørelse i

anledning af personskade mener ét medlem af Forældelsesudvalget

(Forbrugerrådets repræsentant), at der ikke bør gælde en absolut

forældelsesfrist.

Det er imidlertid opfattelsen hos de øvrige medlemmer af

udvalget, at det vil være for vidtgående i forhold til skadevoldere helt at

undlade at fastsætte en absolut forældelsesfrist. En absolut frist er efter

disse medlemmers opfattelse af væsentlig betydning bl.a. for at undgå tvister

om meget gamle forhold, hvor bevisførelsen vil være yderst vanskelig både for

skadelidte (tabets størrelse, culpa mv.) og for skyldneren (egen skyld,

accept

af risiko, passivitet), og af hensyn til forsikringsmulighederne.

Justitsministeriet er

enig med udvalgets flertal i, at der bør være et tidspunkt, hvor krav som

følge

af en skadevoldende handling anses for endeligt forældet. Justitsministeriet

er

således enig i, at hensynet til skyldneren og dennes muligheder for at

forsikre

sig og hensynet til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer, navnlig

henset til de bevismæssige vanskeligheder, der ofte opstår i sådanne sager,

taler for, at der fastsættes en absolut – men ved krav på erstatning for

personskade til gengæld meget lang – forældelsesfrist.

Justitsministeriet har i

øvrigt kommenteret spørgsmålet om den foreslåede absolutte 30-årige

forældelsesfrist

for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade i

besvarelserne af spørgsmål nr. 1-4, 6 og 7 vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 14:

Ministeren bedes præcisere fra hvornår den 3-årige

forældelsesfrist regnes i forhold til krav på erstatning efter

arbejdsskadesikringsloven, og ministeren bedes samtidig oplyse, om fristens

begyndelsestidspunkt er ens for både krav på erstatning for personskade i

kontraktforhold (dvs. efter arbejdsskadesikringsloven) og uden for

kontraktforhold (dvs. efter erstatningsansvarsloven).

Svar:

Det foreslås ved lovforslagets § 2, stk. 1, at

forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket

fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger

af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet.

Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for

fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for

kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens

indtræden,

jf. forslagets § 2, stk. 4. Denne bestemmelse indeholder altså ikke en

undtagelse til bestemmelsen i § 2, stk. 1, men blot en præcisering af

indholdet

i stk. 1 i forhold til fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade

forvoldt uden for kontraktforhold.

Begyndelsestidspunkt for den foreslåede almindelige 3-årige

forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, vil ved personskadekrav

efter

arbejdsskadesikringsloven således være det tidligste tidspunkt, til hvilket

fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. lovforslagets § 2,

stk.

1, og det vil ved disse krav sige tidspunktet for skadens indtræden.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12

vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 15:

Ministeren bedes oplyse, hvilke særlige hensyn der ligger bag

den foreslåede forældelsesfrist på 5 år i § 4, og ministeren bedes redegøre

for, hvorfor samme hensyn ikke gør sig gældende i forhold til krav på

erstatning

for personskade i kontraktforhold (dvs efter arbejdsskadesikringsloven) og

uden

for kontraktforhold (dvs efter erstatningsansvarsloven).

Svar:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det i

forbindelse med høringen over Forældelsesudvalgets betænkning bl.a. blevet

anført, at en forkortelse af forældelsesfristen for lønkrav til 3 år

formentlig

ikke vil bevirke, at lønmodtagere generelt vil gøre deres krav gældende på et

tidligere tidspunkt end i dag. Det er blevet oplyst, at krav om efterbetaling

typisk ikke bliver rejst i forbindelse med, at kravet er ved at blive

forældet,

men i forbindelse med, at arbejdstageren ophører med at arbejde for

arbejdsgiveren, formentlig fordi det ofte først er på dette tidspunkt, at

arbejdstageren via sin faglige organisation bliver opmærksom på kravet, og

fordi arbejdstageren ofte af loyalitetshensyn ikke ønsker at rejse krav over

for

arbejdsgiveren, mens ansættelsesforholdet består.

Det er endvidere blevet anført, at et særligt forhold ved

lønkrav er, at kreditor typisk er den svage part i forholdet. Det er desuden

blevet anført, at det ikke kan udelukkes, at en forkortelse af

forældelsesfristen

fra 5 til 3 år vil kunne mindske den præventive virkning af muligheden for,

at

efterbetalingskrav rejses over for arbejdsgiveren.

Det er baggrunden for,

at lovforslaget er udformet således, at der fortsat vil gælde en regel om

5-årig forældelse af lønkrav, jf. lovforslagets § 4.

Det er

Justitsministeriets opfattelse, at de nævnte særlige forhold ikke gør sig

gældende i forhold til krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Det

skyldes bl.a., at erstatning for arbejdsskader udredes af forsikringen og

ikke

af arbejdsgiveren, og at ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven ikke

kan danne grundlag for regreskrav, jf. arbejdsskadesikringslovens § 77, 1.

pkt.

Det bemærkes, at krav på

personskadeerstatning efter arbejdsskadesikringsloven efter retspraksis ikke

er

krav på erstatning i kontraktforhold, men er krav i henhold til en ordning,

der

har karakter af en lovpligtig ulykkesforsikring, jf. Højesterets dom, der er

gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H.

For så vidt angår krav

på erstatning uden for kontraktforhold gør de ovenfor nævnte særlige hensyn

vedrørende lønkrav sig heller ikke gældende.

Spørgsmål 16:

Ministeren bedes oplyse, om den foreslåede tillægsfrist på 1 år

i forslagets kapitel 6 får virkning som en reel søgsmålsfrist på 1 år for at

anlægge en retssag mod arbejdsskademyndighederne. Der henvises til at en

sådan

søgsmålsfrist var forligspartierne bag arbejdsskadereformen i 2004 netop

enige

om ikke at indføre af hensyn til ønsket om højst mulig retssikkerhed på

arbejdsskadeområdet.

Svar:

De foreslåede tillægsfrister i lovforslagets kapitel 6 om

foreløbig afbrydelse af forældelse får ikke virkning som søgsmålsfrister.

De enkelte bestemmelser

om foreløbig afbrydelse er udformet således, at forældelse

tidligst

indtræder et år efter den »foreløbige« foranstaltnings

ophør. Det er ensbetydende med, at

hvis den almindelige forældelsesfrist

fører til, at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville

følge af tillægsfristen, er det den almindelige frist, der gælder.

Tillægsfristen vil derfor i intet tilfælde stille en

fordringshaver ringere end det, der følger af de foreslåede almindelige

forældelsesregler.

Der er alene tale om en tillægsfrist, dvs. en

udvidelse

af den frist, der ellers ville gælde efter lovens hovedregler,

og dermed en udvidelse af fordringshavers mulighed for at gennemføre et krav.

En forældelsesfrist indebærer normalt, at en fordringshaver skal

have foretaget retslige skridt inden udløbet af forældelsesfristen. Forslaget

om »foreløbig« afbrydelse bevirker, at fordringshaveren ikke nødvendigvis

behøver at have foretaget retslige skridt inden udløbet af den 3-årige frist.

I

tilfælde, hvor en relevant administrativ myndighed kan behandle kravet, skal

fordringshaver f.eks. blot have indbragt kravet for denne myndighed inden 3

år

fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab

til

fordringen eller skyldneren, jf. lovforslagets § 21, stk. 2.

For så vidt angår krav i anledning af arbejdsskader, skal kravet

således blot være indbragt for den relevante administrative myndighed

(Arbejdsskadestyrelsen) inden udløbet af den 3-årige frist. Hvis skadelidtes

krav ikke imødekommes, vil skadelidte have

mindst

et år efter den administrative afgørelse til at foretage retslige skridt med

henblik

på at afbryde forældelsen.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12

vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 17:

Ministeren bedes redegøre for, hvilken virkning den foreslåede

3-årige forældelsesfrist vil have for de arbejdsskadedes mulighed for at

anmode

om genoptagelse af en sag efter arbejdsskadesikringslovens særlige regler

herom.

Svar:

Justitsministeriet har

anmodet Beskæftigelsesministeriet om et bidrag til besvarelse af spørgsmålet,

da arbejdsskadesikringsloven hører under Beskæftigelsesministeriets område.

Beskæftigelsesministeriet

har anført følgende:

»Arbejdsskadesikringsloven indeholder i §§ 41 – 43 regler om

genoptagelse. Muligheden for genoptagelse beror på ændringer i de faktiske

forhold, der blev lagt til grund for den tidligere afgørelse, og ikke på

subjektive forhold hos parten. Forældelsesreglerne har betydning for reglerne

om genoptagelse, da der ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af et

krav, der allerede er forældet.

§ 41, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven giver mulighed for at

genoptage en sag, når der er truffet afgørelse om, at skaden ikke er omfattet

af loven. Fristen er 5 år, der regnes fra den første afgørelse. Der er ikke i

loven anført nogen betingelser, der skal være opfyldt for, at sagen kan

genoptages.

Efter praksis kræves, at der foreligger nye, væsentlige faktiske oplysninger,

for at sagen kan genoptages.

Efter § 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov regnes

forældelsesfristerne fra det tidligste tidspunkt, til hvilket

fordringshaveren

kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre

bestemmelser. Endvidere følger det af § 3, stk. 2, i forslaget til ny

forældelseslov, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da

fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og

skyldneren.

Det betyder, at forældelsesfristen for krav efter

arbejdsskadesikringsloven først løber fra det tidspunkt, hvor de relevante

oplysninger til vurdering af sagen på et nyt faktisk grundlag foreligger, og

tilskadekomne får eller burde have fået kendskab til oplysningerne.

Tilskadekomne har i den situation 3 år til at genanmelde sit krav.

Det kan ikke udelukkes, at den 3-årige forældelse i ganske få

sager vil indtræde inden 5 år fra det tidspunkt, hvor der blev truffet

afgørelse i arbejdsskadesagen første gang. Det vil være tilfældet, når

tilskadekomne

får de relevante nye oplysninger inden 2 år efter afgørelsen i

arbejdsskadesagen og alligevel vælger først at anmode om genoptagelse mere

end

3 år efter modtagelse af de nye oplysninger.

I § 41, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven findes en særregel

for tilskadekomne, der har fået afvist en anmeldt sygdom med den begrundelse,

at sygdommen ikke er på fortegnelsen over erhvervssygdomme, hvis sygdommen

senere kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Reglen går ud på, at tilskadekomne kan få genoptaget sagen, selv

om der er gået 5 år fra afgørelsen.

Det har i den juridiske litteratur været overvejet, om

forældelsesfristen i disse tilfælde skal regnes fra tidspunktet for skadens

indtræden eller fra det tidspunkt, hvor den pågældende sygdom optages på

fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. Bo von Eyben,

Forældelse I

(2003), s. 82.

Det vil dog under alle omstændigheder kunne forekomme, at

tilskadekomnes ret til at få sagen genoptaget på grundlag af den ændrede

fortegnelse over erhvervssygdomme, afskæres af forældelsesreglerne.

§ 42 i arbejdsskadesikringsloven giver mulighed for at genoptage

arbejdsskadesager med hensyn til erstatningsudmålingen. Fristen er 5 år, og

der

kan dispenseres fra fristen, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Fristen regnes fra første afgørelse om erstatningsudmåling.

For at genoptage en sag efter § 42 er det en betingelse, at der

er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved

afgørelsen.

Det er med andre ord et krav, at

tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold er blevet

forværret på grund af arbejdsskaden, for at sagen kan genoptages.

Den nye forældelseslov får samme betydning for sager, der kan

genoptages efter denne bestemmelse, som er beskrevet oven for om lovens

betydning for sager, der kan genoptages efter § 41, stk.1.

Det betyder, at forældelsesfristen for krav på yderligere

erstatning efter arbejdsskadesikringsloven først løber fra det tidspunkt,

hvor

tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold er ændret,

således

at tilskadekomne har krav på yderligere erstatning eller godtgørelse, og den

tilskadekomne

har fået eller burde have fået viden herom. Tilskadekomne har i den situation

3

år fra de nye oplysninger forelå til at søge sagen genoptaget, inden kravet

er

forældet.

Det kan ikke udelukkes, at den 3-årige forældelse i ganske få

sager vil indtræde inden 5 år fra det tidspunkt, hvor der blev truffet

afgørelse om erstatning første gang. Det vil være tilfældet, når

tilskadekomnes

helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold ændrer sig inden 2 år efter

afgørelsen i arbejdsskadesagen og alligevel vælger først at anmode om

genoptagelse mere end 3 år efter, at forholdene er ændrede, og den

tilskadekomne

har fået eller burde have fået viden herom.

Endelig indeholder § 43

i

arbejdsskadesikringsloven en bestemmelse, der giver efterladte adgang til at

genoptage en sag inden 5 år efter:

–

afgørelsen om, at

pågældende ikke er berettiget til erstatning, eller ophøret af en løbende

erstatning.

Der er ikke i lovbestemmelsen anført nogen betingelser for

genoptagelse. Det må dog antages, at der gælder samme betingelse som for

genoptagelse efter § 41. Det vil sige nye, væsentlige faktiske oplysninger.

Det bemærkes, at der er yderst få sager, hvor efterladte søger

om genoptagelse.«

Det bemærkes, at Justitsministeriet efter aftale med

Beskæftigelsesministeriet vil fremsende et ændringsforslag til forslag til

lov

om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.

(Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af

købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget

vil gå ud på at ændre arbejdsskadesikringsloven, således at forældelseslovens

3-årige forældelsesfrist bl.a. ikke finder anvendelse i tilfælde omfattet af

arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, om genoptagelse af sager, fordi en

sygdom efterfølgende optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at

det

sikres, at der i disse særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist

for

at søge sagen genoptaget.

Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 18

vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 18:

Ministeren bedes redegøre for, hvilken virkning den foreslåede

3-årige forældelsesfrist vil have for de arbejdsskadedes mulighed for at

anmode

om forvaltningsretlig genoptagelse af en sag i tilfælde af, at domstolene

underkender arbejdsskademyndighedernes regelanvendelse. Der henvises til, at

arbejdsskadeområdet de seneste 10 år har været præget af en del forkerte

myndighedsafgørelser, og myndighedernes regelanvendelse er adskillige gange

blevet underkendt af Højesteret med den konsekvens, at et betydeligt antal

sager efterfølgende er blevet genoptaget efter anmodning men i nogle tilfælde

også på myndighedernes initiativ.

Svar:

Justitsministeriet har anmodet Beskæftigelsesministeriet om et

bidrag til besvarelse af spørgsmålet, da arbejdsskadesikringsloven hører

under

Beskæftigelsesministeriets område.

Beskæftigelsesministeriet har anført følgende:

»Den foreslåede 3-års frist vil kunne få betydning for de

arbejdsskadedes mulighed for at få sagen genoptaget på såkaldt

forvaltningsretligt grundlag. Genoptagelse på forvaltningsretligt grundlag

finder sted, når en afgørelse beror på faktisk eller retlig vildfarelse, og

afgørelsen ville have fået et væsentligt andet indhold uden vildfarelsen.

Det forekommer, når arbejdsskademyndighedernes praksis

underkendes af domstolene. Allerede afgjorte sager vil kunne få et mere

gunstigt udfald for de tilskadekomne, dersom den af domstolene fulgte

fortolkning

af loven blev lagt til grund.

I arbejdsskademyndighedernes nuværende praksis er adgangen til

forvaltningsretlig genoptagelse alene begrænset af den 20-årige

forældelsesfrist i DL 5-14-4, idet forældelsesloven af 1908 ikke gælder for

arbejdsskadesager, jf. dommen optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H.

Da suspension af forældelsesfristen efter retspraksis ikke kan

ske på grund af ukendskab til de retsregler, der begrunder kravet, og

lovforslaget ikke indfører ændrede regler på dette punkt, vil

forældelsesfristen som udgangspunkt løbe fra det tidspunkt, da den

tilskadekomne kunne fremsætte krav om erstatning. Det vil typisk sige for

ulykker ulykkesdatoen og for erhvervssygdomme den dag, da tilskadekomne fik

viden om, at sygdommen skyldes arbejdet, jf. § 2, stk. 1, og § 3, stk. 2, i

forslaget til ny forældelseslov.«

Det bemærkes, at Justitsministeriet efter aftale med

Beskæftigelsesministeriet

vil fremsende et ændringsforslag til forslag til lov om ændring af

forskellige

lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en

ny

lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister

ved

visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget vil gå ud på at ændre

arbejdsskadesikringsloven,

således at forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist bl.a. ikke finder

anvendelse

i tilfælde, hvor en sag genoptages på grund af, at en domstolsafgørelse har

underkendt

arbejdsskademyndighedernes praksis. Beskæftigelsesministeriet har anført, at

man finder det hensigtsmæssigt, at der i disse særlige tilfælde fortsat vil

gælde en længere frist for at søge sagen genoptaget, ligesom det i dag og

efter

lovforslaget vil gælde på skatteområdet.

Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 17

vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 19:

Ministeren bedes oplyse, om en forkert eller mangelfuld

rådgivning fra en faglig organisation til en person, der er kommet til skade

på

sit arbejde, vil have suspensiv virkning for den arbejdsskadede efter

lovforslagets

§ 3, stk. 2.

Svar:

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, regnes den 3-årige

forældelsesfrist først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have

fået kendskab til fordringen eller skyldneren. Der er tale om en

videreførelse

af gældende ret med hensyn til betingelserne for suspension af den »korte«

forældelsesfrist, jf. herom betænkning nr. 1460/2005 om revision af

forældelseslovgivningen, side 135-140.

Efter gældende ret kan en vildfarelse om retlige forhold

(retsvildfarelse) som udgangspunkt ikke danne grundlag for suspension af

forældelsen. Dette udgangspunkt er fraveget ved erstatningskrav i anledning

af

fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål,

jf. Østre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2004.955 Ø. Der er

ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af retstilstanden på dette

punkt.

Forkert eller mangelfuld

rådgivning fra en faglig organisation om de retlige muligheder for at

gennemføre et krav i anledning af en arbejdsskade vil således som

udgangspunkt

ikke suspendere forældelsesfristen for den skadelidtes krav efter

arbejdsskadesikringsloven. Hvis den skadelidte vælger at rejse et

erstatningskrav

mod den faglige organisation for tab som følge af forkert eller mangelfuld

rådgivning om juridiske spørgsmål, vil retsvildfarelsen derimod efter

omstændighederne kunne blive anerkendt som en suspensionsgrund.

Spørgsmål 20:

Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser de foreslåede

regler får for de arbejdsskadede, der som følge af den samme skadevoldende

begivenhed har et krav på erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og

erstatningsansvarsloven.

Svar:

Lovforslaget vil have den virkning, at både krav efter

arbejdsskadesikringsloven

og øvrige krav om erstatning og godtgørelse i anledning af personskade

underlægges en 3-årig forældelsesfrist, der dog suspenderes ved utilregnelig

uvidenhed om kravet og skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist

på 30 år, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets

§

3, stk. 1, 2 og 3, nr. 1.

For så vidt angår tilfælde, hvor en person, der har været udsat

for en arbejdsskade, ikke fuldt ud får dækket sit krav efter

arbejdsskadesikringsloven, følger det af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2.

pkt., at den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den

erstatningsansvarlige efter de almindelige erstatningsretlige regler

nedsættes

i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de

pågældende efter denne lov. Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i

Ugeskrift for Retsvæsen 1995.843 H, at i tilfælde, hvor et krav kan være

omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til

at

forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet

om

dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort.

Forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven

og krav efter de almindelige erstatningsretlige regler vil som udgangspunkt

skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 4, samt

besvarelsen af spørgsmål nr. 12 og 14 vedrørende lovforslaget. Den skadelidte

vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter de

almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om kravet efter

arbejdsskadessikringsloven

er afgjort.

Det følger af lovforslagets § 14, at hvis fordringshaveren har

været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke

beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter

hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den

beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter

erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe et år efter afgørelsen af kravet

i

henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Spørgsmål 21:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16/5-07 fra FTF

vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 11.

Svar:

FTF anfører i henvendelsen af 16. maj 2007, at FTF som

udgangspunkt er positiv over for lovforslaget, herunder forkortelsen af den

almindelige forældelsesfrist fra 5 år til 3 år. FTF mener dog, at forslaget

skaber visse problemer på arbejdsskadeområdet:

FTF kritiserer, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for

krav i anledning af personskade. Endvidere kritiserer FTF den 1-årige

tillægsfrist, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.

Disse to forhold er også

omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til

Retsudvalget af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de

kritikpunkter, der fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr.

12

vedrørende lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet

om

den 1-årige tillægsfrist henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr.

16.

FTF kritiserer desuden,

at skadelidtes ukendskab til retlige forhold (retsvildfarelse) ikke vil

bevirke,

at forældelsen suspenderes efter lovforslagets § 3, stk. 2.

Efter lovforslagets § 3, stk. 2, regnes den 3-årige

forældelsesfrist først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have

fået kendskab til fordringen eller skyldneren. Med lovforslaget videreføres

den

gældende retstilstand, hvorefter en vildfarelse om retlige forhold

(retsvildfarelse) som hovedregel ikke kan danne grundlag for suspension af

forældelsen.

Som det fremgår af lovforslaget, jf. pkt. 3.2.1.3 i de

almindelige bemærkninger, er lovforslaget på dette punkt udformet i

overensstemmelse med Forældelsesudvalgets anbefalinger, jf. herved

redegørelsen

i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, side

142-149.

Særligt for så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse af

arbejdsskadesager vil Justitsministeriet som nævnt i besvarelserne af

spørgsmål

nr. 17 og 18 vedrørende lovforslaget fremsende et ændringsforslag til forslag

til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer

m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse

af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166).

Ændringsforslaget

vil indebære, at der fortsæt gælder en længere forældelsesfrist i tilfælde,

hvor en sag genoptages, fordi den pågældende sygdom efterfølgende optages på

fortegnelsen over erhvervssygdomme, og i tilfælde, hvor en sag genoptages på

grund af en domstolsafgørelse, der underkender arbejdsskademyndighedernes

praksis.

Spørgsmål 22:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16/5-07 fra Olav

Willadsen, Glostrup, vedrørende L 165, jf. L 165 – bilag 12.

Svar:

Advokat Olav Willadsen rejser i sit brev af 16. maj 2007 til

Folketingets Retsudvalg spørgsmål om forslaget om afskaffelse af muligheden

for

at afbryde forældelsen alene ved påmindelse til skyldner. Willadsen anfører,

at

afbrydelse ved sagsanlæg er til gene for fordringshaverne, bl.a. i tilfælde,

hvor skyldner er flyttet til udlandet.

Willadsen anfører endvidere, at de nye regler vil føre til, at

fordringshaver fremover vil skulle anlægge retssag i stedet for at indlede

forhandlinger med skyldner.

Endelig anfører Willadsen, at forslaget indebærer, at forældelseslovgivningen

bliver mere kompliceret med den virkning, at borgerne ikke vil kunne forstå

reglerne uden at søge professionel rådgivning.

Indledningsvis bemærkes, at 1908-lovens 5-årsfrist i dag kun

afbrydes ved skyldners erkendelse eller foretagelse af retslige skridt.

Som det fremgår af pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget har et enigt forældelsesudvalg fundet, at adgangen efter Danske

Lov 5-14-4 til at afbryde forældelsesfristen ved påmindelse bør ophæves.

Hensynet bag forældelsesreglerne er navnlig at bidrage til, at fordringer

afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid, og at undgå

procesførelse

om meget gamle fordringer. Forældelsesudvalget anfører bl.a., at disse hensyn

i

de fleste tilfælde ikke på tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning,

hvor fordringshaveren har mulighed for til enhver tid at forny

forældelsesfristen

ved blot at tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have

et

krav mod den pågældende. Det skyldes bl.a., at påmindelse alene ikke er egnet

til at fremme en afklaring af omtvistede fordringers eksistens. Endvidere kan

skyldneren efter omstændighederne uanset påmindelser med tiden få en

forventning om, at kravet ikke vil blive fastholdt.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og finder på

den baggrund, at afbrydelse af forældelse som foreslået skal ske ved

skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt.

Efter lovforslagets § 15 afbrydes forældelsen ved skyldnerens

erkendelse med den virkning, at der løber en ny forældelsesfrist. Hvis

skyldner

ikke har grund til at bestride fordringen, vil fordringshaver således

almindeligvis

ikke skulle foretage retslige skridt.

Endvidere indeholder lovforslagets § 21, stk. 5, en regel,

hvorefter forældelsen afbrydes foreløbigt, hvis der mellem skyldneren og

fordringshaveren indledes forhandlinger om fordringen, inden

forældelsesfristen

er udløbet. I disse tilfælde vil der løbe en tillægsfrist fra det tidspunkt,

hvor forhandlingerne afsluttes, således at forældelse tidligt indtræder et år

herefter. Fordringshaver vil dermed uden frygt for, at fordringen forældes,

kunne indlede forhandlinger med skyldner om fordringen.

Hvis den pågældende person derimod ikke kan erkende

skyldforholdet, herunder efter et forhandlingsforløb, vil fordringshaver

skulle

foretage retslige skridt for at afbryde forældelsen. Dette er imidlertid i

begge parters interesse, da det herved kan blive afklaret, om det påståede

skyldforhold eksisterer.

For så vidt angår tilfælde, hvor skyldneren flytter til

udlandet, kan sager om kontraktforhold som udgangspunkt anlægges ved retten

på

det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt

eller skal opfyldes, jf. retsplejelovens § 242, stk. 1, og § 247, stk. 1, jf.

domskonventionens artikel 5, stk. 1. Anvendelsen af denne mulighed er ikke

betinget af, at den sagsøgte opholder sig i den pågældende retskreds.

For så vidt angår borgernes mulighed for at gøre sig bekendt med

forældelseslovgivningen er Justitsministeriet enig med Forældelsesudvalget i,

at det vil være hensigtsmæssigt med en mere detaljeret regulering af

forældelsen af fordringer, således at lovreglerne i højere grad end i dag

giver

klarhed over retsstillingen. Forslaget til ny forældelseslov er således mere

omfattende og detaljeret end de gældende forældelsesregler med henblik på at

afklare en lang række af de tvivlsspørgsmål, som de gældende regler har givet

anledning til, og som i dag kun kan besvares på grundlag af retspraksis.

Spørgsmål 23:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21/5-07 fra

3F

Fagligt Fælles Forbund, vedr. L 165,

jf. L 165 – bilag 14.

Svar:

3F

Fagligt Fælles Forbund anfører i henvendelsen af 21. maj 2007, at

lovforslaget

vil skabe visse problemer på arbejdsskadeområdet.

Kritikken retter sig dels mod forslaget om en 3-årig

forældelsesfrist for krav i anledning af arbejdsskade, dels mod den

foreslåede

1-årige tillægsfrist i forbindelse med indbringelse af kravet for en

administrativ myndighed, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.

Disse to forhold er også

omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til

Retsudvalget af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de

kritikpunkter, der fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr.

12

vedrørende lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet

om

den 1-årige tillægsfrist henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr.

16.

Justitsministeriet har

den 23. maj 2007 efter aftale med Beskæftigelsesministeriet fremsendt et

ændringsforslag til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser

om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om

forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved

visse

køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget går ud på at ændre

arbejdsskadesikringsloven,

således at forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist ikke finder anvendelse

i

visse tilfælde af genoptagelse af arbejdsskadesager.

Beskæftigelsesministeriet

har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i visse

særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist for at søge sagen

genoptaget.

Spørgsmål 24:

Ministeren bedes

kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra HK/Danmark m.fl. vedr. L 165, jf. L

165

– bilag 15.

Svar:

HK/Danmark m.fl. anfører i henvendelsen af 23. maj 2007, at

lovforslaget vil skabe visse problemer på arbejdsskadeområdet.

Kritikken retter sig dels mod forslaget om en 3-årig

forældelsesfrist for krav i anledning af arbejdsskade, dels mod den

foreslåede

1-årige tillægsfrist i forbindelse med indbringelse af kravet for en

administrativ myndighed, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.

Disse forhold er også

omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til

Retsudvalget

af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de kritikpunkter, der

fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende

lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet om fristens

begyndelsestidspunkt henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 14

og

for så vidt angår den 1-årige tillægsfrist til besvarelsen af spørgsmål nr.

16.

For så vidt angår de

første af de to eksempler i HK/Danmarks brev bemærkes, at den 3-årige

forældelsesfrist

på grund af suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, først vil skulle

regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver bekendt med kravet, hvilket

i

eksemplet vil sige, når skaden viser sig 3½ år efter ulykken.

I det andet eksempel,

hvor en sag har verseret ved arbejdsskademyndighederne i to år og ni måneder,

vil skadelidte som følge af den foreslåede tillægsfrist på et år i

lovforslagets § 21, stk. 2, have et år fra afgørelsestidspunktet til at

anlægge

sag ved domstolene. Skadelidte vil i denne periode kunne foretage de

yderligere

undersøgelser mv. i sagen, der måtte være nødvendige med henblik på at

overveje

et eventuelt sagsanlæg. Det vil således ikke som anført af HK/Danmark være

nødvendigt at anlægge en eventuel retssag straks efter

arbejdsskademyndighedernes afgørelse.

Det bemærkes i øvrigt,

at Justitsministeriet den 23. maj 2007 efter aftale med

Beskæftigelsesministeriet

har fremsendt et ændringsforslag til forslag til lov om ændring af

forskellige

lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en

ny

lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister

ved visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget går ud på at ændre

arbejdsskadesikringsloven, således at forældelseslovens 3-årige

forældelsesfrist

bl.a. ikke vil finde anvendelse i visse tilfælde af genoptagelse af

arbejdsskadesager.

Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at

det

sikres, at der i visse særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist

for

at søge sagen genoptaget.

Spørgsmål 25:

Ministeren bedes redegøre på forskellen på de foreslåede regler

om forældelse for arbejdsskader og miljøskader.

Svar:

Der er ikke forskel på lovforslagets regler om forældelse af

erstatningskrav i anledning af personskade, herunder arbejdsskade, og

miljøskade.

Det kan særligt nævnes, at der både for erstatningskrav i

anledning af personskade, herunder arbejdsskader, og miljøskade foreslås en

absolut forældelsesfrist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør.

Justitsministeriet har

den 23. maj 2007 fremsendt et ændringsforslag til L 166, hvorefter den

foreslåede

forældelseslovs 3-årige forældelsesfrist ikke vil finde anvendelse i visse

tilfælde

ved myndighedernes genoptagelse af arbejdsskadesager. Det bemærkes, at der

efter Justitsministeriets opfattelse ikke er anledning til at overveje et

sådant ændringsforslag på miljøskadeområdet, hvor der ikke opstår tilsvarende

spørgsmål om genoptagelse af administrative myndigheders afgørelser om

tilkendelse af erstatning.

Spørgsmål 26:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra

3F

Fagligt Fælles Forbund, vedr. L 165,

jf. L 165 – bilag 16.

Svar:

3F

Fagligt Fælles Forbund anfører i henvendelsen af 23. maj 2007, at

Arbejdsskadestyrelsen skelner mellem ændringer af konkrete afgørelser i

enkeltsager og praksisændringer. Det anføres, at dette vil have betydning i

forhold til det ændringsforslag, der er varslet i besvarelsen af spørgsmål

nr.

17 og 18, idet ændringsforslaget kun angår praksisændringer.

Indledningsvis bemærkes, at det omtalte ændringsforslag er sendt

til Folketingets Retsudvalg den 23. maj 2007. Ændringsforslaget indebærer, at

forældelseslovens »korte« 3-årige frist ikke skal finde anvendelse i to

tilfælde,

dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pågældende sygdom

efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på andet

grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori

angår tilfælde, hvor sager genoptages på almindeligt forvaltningsretligt

grundlag

i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis. Det drejer sig

navnlig om tilfælde, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis er blevet

underkendt ved domstolene.

Ændringsforslaget vil indebære, at den foreslåede generelle

3-års frist ved genoptagelse af arbejdsskadesager kun finder anvendelse i de

tilfælde, hvor genoptagelse er begrundet i, at der foreligger nye væsentlige

faktiske oplysninger i sagen. I disse tilfælde vil 3-årsfristen som følge af

den foreslåede suspensionsregel i lovforslagets § 3, stk. 2, i praksis først

blive regnet fra det tidspunkt, hvor de nye oplysninger foreligger. I disse

tilfælde gælder i øvrigt arbejdsskadesikringslovens genoptagelsesfrist på 5

år,

der som udgangspunkt regnes fra den første afgørelse i arbejdsskadesagen.

I ethvert tilfælde, hvor en sag genoptages, uden at det skyldes

nye væsentlige faktiske oplysninger i den konkrete sag, vil ændringsforslaget

betyde, at der alene vil gælde en absolut forældelsesfrist på 30 år. Det

gælder

uanset, om genoptagelsen af den pågældende sag sker på baggrund af »ændringer

af konkrete afgørelser i enkeltsager eller praksisændringer.«

Spørgsmål 27:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra

advokatfirmaet Elmer & Partnere, vedr. L 165, jf. L 165 − bilag 17.

Svar:

Den fornyede henvendelse fra advokaterne Søren Kjær Jensen og

Karsten Høj vedrører lovforslagets konsekvenser på arbejdsskadeområdet.

Justitsministeriet har ved besvarelsen af spørgsmål nr. 12

kommenteret advokaternes brev af 14. maj 2007 om samme emne. Advokaternes

brev

af 23. maj 2007 giver Justitsministeriet anledning til følgende supplerende

bemærkninger:

Advokaterne anfører på ny, at lovforslagets § 21, stk. 2, om en

tillægsfrist på 1 år vil begrænse skadelidtes adgang til at gennemføre et

arbejdsskadekrav i forhold til i dag. Dette synes at måtte bero på en

misforståelse af lovforslaget, idet bestemmelsen ikke i noget tilfælde vil

kunne medføre en forringelse af skadelidtes retsstilling i forhold til i dag.

Bestemmelsen

- der ikke findes i den gældende lovgivning - går nemlig ud på, at forældelse

tidligst

indtræder et år efter, at en administrativ myndighed har givet meddelelse om

sin afgørelse. Ordet »tidligst« er afgørende i denne forbindelse, idet det

følger heraf, at bestemmelsen alene kan medføre, at der lægges en

yderligere

frist til det tidspunkt, hvor forældelsesfristen ellers ville udløbe i det

konkrete tilfælde. Hvis forældelse efter de almindelige regler først

indtræder

senere end et år efter arbejdsskademyndighedernes afgørelse, får § 21, stk.

2,

slet ingen betydning i det pågældende tilfælde.

Hvis man finder, at forældelse efter lovforslaget vil indtræde

for tidligt f.eks. på arbejdsskadeområdet, er det således efter

Justitsministeriets opfattelse ikke bestemmelsen i § 21, stk. 2, om en

tillægsfrist,

der skal »skydes på«, men de foreslåede almindelige forældelsesregler.

Advokaterne finder, at lovens korte forældelsesfrist ved

erstatningskrav på grund af arbejdsskader bør være 5 år i stedet for 3 år,

ligesom det efter lovforslaget vil gælde for lønkrav. Efter

Justitsministeriets

opfattelse er det imidlertid i forældelsesmæssig henseende mest nærliggende

at

sidestille disse erstatningskrav med andre krav på personskadeerstatning,

hvor

den korte frist efter lovforslaget også vil være 3 år. Der henvises herom til

besvarelsen af spørgsmål nr. 15 vedrørende lovforslaget, og

Justitsministeriet

lægger bl.a. også vægt på, at skadelidte ved arbejdsskader ikke ligesom ved

lønkrav ofte først bliver opmærksom på kravet via sin faglige organisation i

forbindelse med, at den skadelidte ophører med at arbejde for den pågældende

arbejdsgiver. Muligheden for eventuelle differencekrav efter

erstatningsansvarsloven ændrer efter Justitsministeriets opfattelse ikke ved,

at arbejdsskadekrav først og fremmest anses som et forsikringsspørgsmål i

forhold til arbejdsskademyndighederne.

Advokaterne kommer også på ny ind på spørgsmålet om

begyndelsestidspunktet for den foreslåede 3-årige forældelsesfrist. Det er

korrekt, at denne frist også i arbejdsskadesager som udgangspunkt vil løbe

fra

det tidspunkt, hvor skaden indtræder. Det er imidlertid afgørende at være

opmærksom

på, at »suspensionsreglen« i lovforslagets § 3, stk. 2, medfører, at dette

udgangspunkt i praksis vil blive fraveget i en lang række tilfælde. Efter §

3,

stk. 2, vil forældelsesfristen nemlig først blive regnet fra det tidspunkt,

hvor skadelidte fik eller burde have fået kendskab til fordringen og

skyldneren.

Advokaterne finder, at lovforslaget bør ændres med henblik på at

videreføre den retstilstand, der følger af Højesterets dom i sagen gengivet i

Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 1594 H. Justitsministeriet skal hertil

bemærke, at Højesteret ved denne afgørelse fastslog, at en række krav ikke

var

forældet, fordi den skadelidte havde befundet sig i utilregnelig uvidenhed om

sine krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for varigt

men. Som anført går suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, netop ud

på

at videreføre denne retstilstand. Der er således ikke behov for at ændre

lovforslaget for at opnå den retstilstand, som advokaterne ønsker.

Endelig kommenterer

advokaterne nogle oplysninger om genoptagelser af arbejdsskadesager.

Justitsministeriet

skal hertil bemærke, at hverken forslaget til lov om forældelse af fordringer

(L 165) eller forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om

forældelse af fordringer m.v. (L 166) berører spørgsmålet om, i hvilke

tilfælde

der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.

Spørgsmål 28:

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir til samrådet

24/5-07 om samrådsspørgsmål A.

Svar:

Der vedlægges det udkast til talepapir, som dannede grundlag for

justitsministerens besvarelse den 24. maj 2007 af Folketingets Retsudvalgs

samrådsspørgsmål A.

Udkast til tale:

1. Henvendelsen fra de to

advokater drejer sig jo som bekendt om lovforslagets konsekvenser på

arbejdsskadeområdet.

Justitsministeriet har kommenteret henvendelsen i besvarelsen af

spørgsmål 12. På grundlag af de opfølgende skriftlige spørgsmål fra udvalget

går

jeg ud fra, at det navnlig er problemstillingen om virkningerne af den

foreslåede 3-årige forældelsesfrist, som udvalget ønsker nærmere belyst. Det

vil jeg derfor koncentrere mig om i det følgende, og hvis udvalget derefter

har

supplerende eller uddybende spørgsmål om detaljerne, vil jeg og mine

embedsmænd

naturligvis prøve at besvare dem.

2. Langt de fleste krav er

i dag

underlagt både en kort

og en lang forældelsesfrist. Den korte frist er på 5 år og den lange frist er

på 20 år. Den korte frist begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor

kreditor vidste eller burde vide, at kravet bestod, mens den lange frist

løber

fra det tidspunkt, hvor kravet opstod, uanset om kreditor vidste eller burde

vide, at kravet bestod. En fordring forældes, når én af disse to

forældelsesfrister

er udløbet.

3. Denne kombination af en 5-årig og en 20-årig frist gælder i

dag bl.a. for almindelige krav om personskadeerstatning.

Hvis der er tale om et erstatningskrav i henhold til

arbejdsskadesikringsloven,

gælder imidlertid ifølge en højesteretsdom fra 1999 det særlige, at den

5-årige

forældelsesfrist ikke finder anvendelse. Højesterets afgørelse blev vel at

mærke ikke truffet på baggrund af en vurdering af, om det er rimeligt, at

lovens korte forældelsesfrist finder anvendelse også på dette område, men

alene

på baggrund af en fortolkning af den gældende 1908-lov.

Situationen er altså i dag, at et krav, der fremsættes over for

arbejdsskademyndighederne efter arbejdsskadesikringsloven, alene forældes

efter

20-års fristen.

4.

Også

efter

lovforslaget

vil langt de fleste krav være omfattet af både en kort og en

lang frist.

Lovens lange frist forkortes fra 20 til 10 år, men dog med visse

undtagelser, bl.a. for krav på personskadeerstatning −

herunder

krav efter arbejdsskadesikringsloven − hvor fristen tværtimod

forlænges

fra 20 til 30 år.

Lovens korte forældelsesfrist forkortes efter forslaget fra 5

til 3 år, men stadig sådan, at den korte frist først begynder at løbe fra det

tidspunkt, hvor kreditor – den skadelidte – var eller burde være

bekendt med

kravet. Baggrunden for forslaget om at forkorte lovens korte frist fra 5 til

3

år er, at tvister om fordringer generelt bør søges afgjort så hurtigt som

muligt, bl.a. for at undgå bevistvivl, og forslaget bygger på den grundtanke,

at det i vore dage som regel vil være rimeligt at forlange, at man reagerer

over for skyldneren inden for 3 år efter, at man er blevet klar over, at man

havde et krav mod vedkommende.

Efter lovforslaget vil 3-års fristen gælde i kombination med en

absolut 30-års frist for alle krav på personskadeerstatning − også

krav,

der rejses over for arbejdsskademyndighederne i medfør af

arbejdsskadesikringsloven.

Så mens der på arbejdsskadeområdet i dag gælder en absolut

20-års frist, vil der fremover gælde en absolut 30-års frist kombineret med

en

3-års frist, som imidlertid først begynder at løbe, når man er eller bør være

klar over, at man har lidt en skade, og at skaden skyldes arbejdet.

Det er altså ikke dækkende, hvis det hævdes, at man med

lovforslaget på dette område vil gå fra en 20-års frist til en 3-års frist:

Man

går fra en 20-års frist til en

30-års frist, og samtidig kræver man

blot, at personer der kommer til skade på deres arbejde – efter helt

samme

princip som for alle andre personer, der kommer til skade – skal reagere

inden

for 3 år efter, at der er blevet klarhed om sygdommen og dens sammenhæng med

arbejdet. Efter min opfattelse vil det være en rimelig og hensigtsmæssig

retstilstand.

Lad mig nævne et eksempel på, hvordan de nye regler vil virke: Hvis

f.eks. en person først bliver syg nogle år efter det skadelige arbejdes

ophør,

og den pågældende til at begynde med håber på bedring og forsøger at arbejde

videre, men senere må opgive, vil den pågældende typisk have krav på

erstatning

for tab af erhvervsevne. Dette erstatningskrav vil i et sådant tilfælde først

blive forældet efter lovens korte frist 3 år efter, at den pågældende måtte

opgive

at arbejde videre.

I et sådant tilfælde skal den skadelidte altså blot sørge for at

rejse kravet over for arbejdsskademyndighederne inden for 3 år efter, at den

pågældende måtte holde op med at arbejde.

Man kan så forestille sig den situation, at arbejdsskademyndighederne

afviser kravet, fordi man ikke finder det bevist, at sygdommen skyldtes den

pågældendes arbejde. En sådan afvisning har jo umiddelbart ikke noget med

forældelsesreglerne at gøre, men hvad sker der, hvis der 4 år senere kommer

væsentlige nye oplysninger, der betyder, at årsagssammenhængen mellem

sygdommen

og arbejdet nu faktisk kan bevises? Her vil arbejdsskadesikringslovens

betingelser for at få sagen genoptaget hos myndighederne være opfyldt, men

risikerer man så, at kravet i mellemtiden er blevet forældet? Nej, i et

sådant

tilfælde vil 3-års fristen også være suspenderet, og fristen begynder altså

først at løbe fra det tidspunkt, hvor de nye væsentlige oplysninger

foreligger.

På baggrund af det jeg her har sagt, er det min konklusion, at

der ikke er tale om at stille de skadelidte i arbejdsskadesager i en urimelig

situation, og jeg synes ikke, at der er behov for at lave særregler, der

afviger fra de regler, der i øvrigt vil gælde på personskadeområdet.

Jeg har i første omgang undladt at komme ind på det ændringsforslag,

jeg har fremsat efter aftale med beskæftigelsesministeren. Det vedrører jo en

mere specifik problemstilling vedrørende genoptagelse af afgjorte sager.

Spørgsmål 29:

Ministeren bedes i fortsættelse af samrådet 24/5-07 om

samrådsspørgsmål A ved anvendelsen af konkrete eksempler uddybe/konkretisere,

hvad der i forhold til forældelsesfristens påbegyndelse for så vidt angår

arbejdsskader nærmere ligger i, at den tilskadekomne fik eller »burde« have

fået kendskab til kravet.

Svar:

Lovforslagets § 3, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Stk. 2.

Var

fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes

forældelsesfristen

i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået

kendskab hertil.«

På det omhandlede punkt svarer den såkaldte suspensionsregel i

lovforslagets § 3, stk. 2, indholdsmæssigt til § 3 i den gældende 1908-lov.

Ifølge en højesteretsdom fra 1999 finder 1908-loven dog ikke anvendelse ved

krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Både den gældende og den foreslåede suspensionsregel har til

formål at sikre, at kreditor kun mister sit krav efter lovens korte frist,

hvis

det kan bebrejdes kreditor, at han eller hun ikke reagerede før fristens

udløb.

Suspensionsreglen skal sikre, at lovens korte frist ikke medfører resultater,

der er urimelige for kreditor, og derfor er der ved anvendelsen af den

gældende

regel generelt blevet taget et betydeligt hensyn til kreditor, jf. herved

Eivind Einersen,

Forældelsesloven af 1908

med kommentarer

(1999), side 264.

Både den gældende og den foreslåede suspensionsregel er således

udtryk for en almindelig culparegel, idet forældelsesfristen kun begynder at

løbe,

hvis det skyldes kreditors culpøse adfærd, at denne ikke har viden om

fordringen og skyldneren, jf. herom bl.a. Bo von Eyben,

Forældelse I

(2003), side 448.

Som et eksempel på anvendelse af den gældende suspensionsregel

uden for arbejdsskadeområdet, kan nævnes Højesterets kendelse af 5. november

1990, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1991.1 H. Sagen drejede sig om en person,

der

efter et trafikuheld den 3. november 1981 var blevet behandlet på hospitaler

bl.a. for en knæskade. En hofteskade blev først opdaget den 6. juli 1982 ved

en

ambulant kontrol. Lægen, der havde foretaget denne kontrol, forklarede i

retten, at han ikke kunne huske, om han havde sagt til den skadelidte, at der

kunne blive tale om varigt men efter hofteskaden, og at det efter hans

opfattelse var en lægefejl, at hofteskaden ikke var blevet opdaget og

behandlet

tidligere. Den skadelidte havde i 1984 set en erklæring fra lægen herom.

Højesteret fastslog ved kendelsen, at den skadelidtes eventuelle

erstatningskrav

ikke var forældet efter 1908-lovens 5-års frist den 10. september 1988, hvor

den skadelidte anlagde retssag mod de hospitaler, der havde foretaget

behandlingen

efter trafikuheldet.

Ved en arbejdsskade forstås efter arbejdsskadesikringslovens § 5

en ulykke eller en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de

forhold,

som arbejdet er foregået under.

I praksis kan der bl.a. opstå tvivl om, hvorvidt der er

årsagssammenhæng mellem skaden og arbejdet eller arbejdsforholdene.

Er der tale om skader, der opstår umiddelbart i forbindelse med

en

ulykke

på arbejdet, må den

skadelidte (eller eventuelt dennes efterladte) som udgangspunkt antages at

have

fået fornøden viden om den formodede årsagssammenhæng med arbejdet på

ulykkesdagen.

Er der tale om en

erhvervssygdom

eller om

følgeskader

, som er indtrådt

nogen tid efter en ulykke, vil det derimod ikke uden videre kunne lægges til

grund, at den skadelidte (eller dennes efterladte) vidste eller burde vide,

at

sygdommen var arbejdsbetinget. Anvendelsesområdet for »burde viden« vil her

være meget snævert, idet forældelsesfristen typisk først vil kunne løbe fra

det

tidspunkt, hvor en læge har fortalt den skadelidte eller de efterladte, at

der

er tale om en sygdom eller skade, som må antages at være arbejdsbetinget.

Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at man til brug for

vurderingen af, om og hvornår den skadelidte eller de efterladte har fået den

relevante viden, i givet fald bl.a. vil indhente relevante journaloplysninger

fra de læger og hospitaler, som har undersøgt den skadelidte.

Adskillige sygdomme kan skyldes skadelige påvirkninger, der

findes både i og uden for den skadelidtes arbejdsmiljø, og det vil generelt

ikke kunne kræves, at den skadelidte eller de efterladte skal have kendskab

til, hvilke sygdomme der er eller kan være arbejdsbetingede.

Ud over spørgsmålet om årsagssammenhæng med arbejdet vil der i

praksis bl.a. også kunne være tvivl om, hvornår skadelidte var i stand til at

opgøre sit krav.

Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets

§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for et krav om f.eks. tab af erhvervsevne

tidligst vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor det er muligt at

konstatere,

at der er lidt et erhvervsevnetab, f.eks. det tidspunkt, hvor den skadelidte

på

grund af arbejdsskadens følger må ophøre med at arbejde eller må overgå til

anden og lavere lønnet beskæftigelse.

Spørgsmål 32:

Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17

konkret, at arbejdsskadekrav i som udenfor kontrakt omfattes af 5-årsfristen

i

§ 4. Ministeren bedes uddybende kommentere dette forslag til ændring,

herunder

redegøre for, hvad der taler for henholdvis mod forslaget.

Svar:

Forslaget fra advokatfirmaet Elmer & Partnere om at forlænge

den foreslåede forældelsesfrist fra 3 år til 5 år for arbejdsskadekrav vil

indebære, at skadelidte vil have 5 år i stedet for 3 år til at anmelde et

krav

i anledning af en arbejdsskade til myndighederne regnet fra tidspunktet, hvor

den pågældende fik eller burde have fået kendskab til kravet, hvilket vil

sige

fra tidspunktet, hvor skadelidte er i stand til at opgøre et krav og til at

indse, at kravet er begrundet i en arbejdsskade.

Imod et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres, at det ikke

i samme omfang som en forældelsesfrist på 3 år vil tilskynde den skadelidte

til

at søge kravet bragt på det rene hurtigt med henblik på at sikre, at en

eventuel

tvist kan løses på det bevismæssigt bedste grundlag.

For et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres

arbejdsskadeområdets særlige karakter, herunder at der i dag ikke gælder

nogen

»kort« forældelsesfrist på dette område, og at Folketinget netop har vedtaget

at udvide adgangen til at dispensere fra de gældende anmeldelsesfrister efter

arbejdsskadeloven.

Spørgsmål 33:

Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17

konkret, at begyndelsestidspunktet for arbejdsskadesager bliver det tidligste

af de tidspunkter, hvor et varigt mén eller et klart erhvervsevnetab med

sikkerhed kan fastslås. Ministeren bedes uddybende kommentere dette forslag

til

ændring, herunder redegøre for, hvad der taler for henholdsvis mod forslaget.

Svar:

Advokaterne

Søren Kjær Jensen og Karsten Høj foreslår i den pågældende henvendelse, at

begyndelsestidspunktet

for forældelse af krav i anledning af arbejdsskader begynder at løbe efter de

retningslinjer, der fremgår af Højesterets dom optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2005, side 1594.

Den

foreslåede 3-årige forældelsesfrist skal som udgangspunkt regnes fra

tidspunktet for skadens indtræden, men efter lovforslagets § 3, stk. 2,

begynder

forældelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren får

eller burde have fået kendskab til fordringen og skyldneren.

Højesteret

fastslog ved den nævnte dom, at en række krav ikke var forældet, fordi den

skadelidte havde befundet sig i utilregnelig uvidenhed om sine krav på

erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt men.

Som

anført i lovforslagets bemærkninger viderefører bestemmelsen i lovforslagets

§

3, stk. 2, den gældende retstilstand på dette punkt. Der er således ikke

behov

for at ændre lovforslaget for at opnå en videreførelse af den retstilstand,

som

dommen er udtryk for.

Det

indebærer i praksis bl.a., at den foreslåede 3-årige forældelsesfrist først

kan

begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor skadelidte er i stand til at opgøre

et

krav og til at indse, at kravet er begrundet i en arbejdsskade.

Forældelsesfristen

for krav på godtgørelse for varigt men regnes således tidligst fra det

tidspunkt, hvor de helbredsmæssige følger af skaden er så afklarede, at den

skadelidte kan opgøre et krav. Forældelsesfristen for krav på erstatning for

tab af erhvervsevne regnes på samme måde tidligst fra det tidspunkt, hvor de

helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at den skadelidte

kan opgøre et krav.

Det

bemærkes, at det bl.a. også følger af den omhandlede højesteretsdom, at

forældelsesfristen for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og

godtgørelse for svie og smerte efter omstændighederne vil kunne opgøres på et

tidligere tidspunkt end krav på godtgørelse for varigt men og krav på

erstatning for tab af erhvervsevne.

Spørgsmål 34:

Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17

konkret, at tillægsfristen for arbejdsskader fastsættes til 3 år, fordi

området

tidligere har været underlagt en 20-årsfrist. Ministeren bedes uddybende

kommentere dette forslag til ændring, herunder redegøre for, hvad der taler

for

henholdvis mod forslaget.

Svar:

Forslaget fra advokatfirmaet Elmer & Partnere om at forlænge

den foreslåede tillægsfrist fra 1 år til 3 år for arbejdsskadekrav vil

indebære, at skadelidte vil have mindst 3 år i stedet for mindst 1 år regnet

fra det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om arbejdsskademyndighedernes

afgørelse, til at afbryde forældelsen endeligt, eksempelvis ved at indbringe

afgørelsen for domstolene.

Imod et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres, at det ikke

i samme omfang som en tillægsfrist på 1 år vil tilskynde den skadelidte til

at

søge kravet bragt på det rene hurtigt med henblik på at sikre, at en eventuel

tvist kan løses på det bevismæssigt bedste grundlag.

For et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres

arbejdsskadeområdets særlige karakter, herunder at der i dag ikke gælder

nogen

»kort« forældelsesfrist på dette område.

Spørgsmål 35:

Ministeren bedes kommentere de to eksempler på sager, som efter

de nye foreslåede regler ville falde for forældelsesfristen, jf. henvendelsen

fra Elmer & Partnere af 23/5-07 (bilag 17).

Svar:

Justitsministeriet er ikke i besiddelse af de to utrykte

landsretsdomme, som advokaterne henviser til som grundlag for de to

eksempler.

Det første eksempel drejer sig om en hjemmehjælper, der først

anmelder en skade 6 år efter skadens indtræden. Hjemmehjælperen har i den

mellemliggende periode fortsat kunnet passe sit arbejde, men dog med mange

sygedage. Spørgsmålet er, om et eventuelt krav på erstatning for tabt

erhvervsevne

i en sådan situation ville være forældet efter de foreslåede regler.

Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets

§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for krav på erstatning for tab af

erhvervsevne tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor det er muligt for den

skadelidte at opgøre sit krav, f.eks. det tidspunkt, hvor den skadelidte

ophører med at arbejde eller overgår til anden og lavere lønnet beskæftigelse

på grund af arbejdsskadens følger.

I det pågældende eksempel ville forældelsesfristen for kravet om

erhvervsevnetabserstatning derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke

være udløbet efter de foreslåede regler.

I det andet eksempel beskrives en situation, hvor den skadelidte

ikke regner med, at hun vil få varige men. Skadelidte har indimellem nogle

rygproblemer, som hun kommer sig over, og først da skadelidte efter et

rygproblem knap tre år efter ulykken ikke kommer sig igen, anmelder hun

skaden.

At skadelidte anmelder kravet, inden der er gået 3 år fra den begivenhed, der

gav anledning til rygproblemerne, skyldes ifølge advokaterne den

tilfældighed,

at rygproblemernes varige karakter når at vise sig inden for 3 år.

Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets

§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for krav på godtgørelse for varigt men i

en

sådan situation tidligst vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor de

helbredsmæssige følger af skaden er så afklarede, at den skadelidte kan

opgøre

sit krav. I det nævnte eksempel vil forældelsesfristen for kravet på

mengodtgørelse derfor efter Justitsministeriets opfattelse først skulle

regnes

fra det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at rygproblemerne har en varig

karakter.

I dette eksempel ville forældelsesfristen for kravet om

mengodtgørelse derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke være udløbet

efter de foreslåede regler, selv om rygproblemernes varige karakter først

havde

kunnet konstateres f.eks. 4 år efter skaden.

Spørgsmål nr. 36:

I et tænkt eksempel, hvor en person kommer ud for en

arbejdsulykke, antager vi, at sagen bliver endeligt afgjort i Ankenævnet

efter

2 år med en erstatning for såvel mén som delvis erhvervsevnetab. I så fald

bedes ministeren redegøre for, hvor lang tid, der herefter må gå, før sagen

bliver indbragt for domstolene med krav om erstatning efter

erstatningsansvarsloven. Herunder om der er forskel i forhold til sager om

supplerende mén- og erstatningsansvarserstatning og sager om godtgørelse for

svie

og smerte.

Svar:

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 20 vedrørende

lovforslaget, vil den foreslåede »korte« forældelsesfrist som udgangspunkt

skulle regnes fra skadens indtræden både for krav efter

arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsretlige

regler, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 4. Denne forældelsesfrist begynder

dog

ikke at løbe, hvis skadelidte var i utilregnelig uvidenhed om fordringen

eller

skyldneren, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 1995.843 H, at i tilfælde, hvor et krav kan være omfattet af

arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge

sit eventuelle krav efter de almindelige erstatningsretlige regler, før

spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er

afgjort. Dommen indebærer, at krav på supplerende godtgørelse for varigt men

og

supplerende erstatning for tab af erhvervsevne (»differencekrav«) ikke kan

rejses efter de almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om

kravet efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort.

Det følger af lovforslagets § 14, at hvis fordringshaveren har

været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke

beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter

hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den

beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende differencekrav

tidligst kan udløbe et år efter arbejdsskademyndighedernes afgørelse om

kravene

i henhold til arbejdsskadesikringsloven.

Den skadelidte vil i det nævnte eksempel, hvor der kun er gået 2

år fra forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, da der træffes afgørelse

efter

arbejdsskadesikringsloven, have et år efter Ankestyrelsens afgørelse til at

indbringe det supplerende krav mod arbejdsgiveren for domstolene. Var der

f.eks. blevet truffet afgørelse efter 1 år, ville den skadelidte have haft 2

år

til at indbringe sagen for domstolene i medfør af den foreslåede 3-årige

forældelsesfrist, og § 14 ville i så fald ikke have haft selvstændig

betydning.

Var der f.eks. blevet truffet afgørelse efter 3 år, ville den skadelidte i

medfør af § 14 have haft et år til at indbringe sagen for domstolene.

Der kan ikke efter arbejdsskadesikringsloven rejses krav på

erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte.

Sådanne krav vil derfor kunne rejses uafhængigt af arbejdsskademyndighedernes

behandling af kravet efter arbejdsskadesikringsloven. Forældelsesfristen for

disse

krav vil skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets § 2, stk. 4,

medmindre skadelidte hverken kendte eller burde kende fordringen eller

skyldneren, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

I det nævnte eksempel, hvor der er gået 2 år fra

forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, da der træffes afgørelse efter

arbejdsskadesikringsloven, vil den skadelidte derfor have et år efter

Ankestyrelsens

afgørelse til at indbringe krav mod arbejdsgiveren på erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste

eller godtgørelse for svie og smerte for domstolene. Var der f.eks. blevet

truffet afgørelse efter 1 år, ville den skadelidte have haft 2 år til at

indbringe sagen for domstolene i medfør af den foreslåede 3-årige

forældelsesfrist.

Var der f.eks. blevet truffet afgørelse efter 3 år, ville den skadelidte ikke

have nogen yderligere frist for at indbringe de pågældende krav for

domstolene,

medmindre den 3-årige forældelsesfrist er suspenderet efter lovforslagets §

3,

stk. 2.

Spørgsmål 37:

Er ministeren enig i, at 3 ud af de 4 domme, som Elmer &

Partnere nævner, jf. bilag 17, ikke ville have medført de store erstatninger

til de pågældende, hvis deres sager var blevet behandlet efter de regler, der

foreslås?

Svar:

De to første domme, som advokaterne nævner, er behandlet i

besvarelsen af spørgsmål nr. 35 vedrørende lovforslaget. Som det fremgår

heraf,

er det Justitsministeriets opfattelse, at kravene i disse to sager ikke ville

have

været forældet efter de foreslåede regler.

Advokaterne nævner endvidere Højesterets domme optrykt i

Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 1444 og 2006, side 3370. Begge domme angår

tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen har genoptaget sager på andet grundlag

end

arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Ingen af kravene i disse sager ville

have

været forældet efter de foreslåede regler, hvis Folketinget vedtager det

ændringsforslag, som er sendt til Retsudvalget den 23. maj 2007, og som

indebærer, at der i sådanne genoptagelsestilfælde alene vil gælde en absolut

forældelsesfrist på 30 år.

Spørgsmålet kan således besvares benægtende.

Spørgsmål 38:

Kan ministeren bekræfte, jf. henvendelsen fra Elmer &

Partnere (bilag 17), at antallet af sager, som er blevet afvist af

Arbejdsskadestyrelsen i den periode, hvor arbejdsskademyndighederne urigtigt

anvendte en 5-årsforældelsesfrist over en 3-årig periode var 1.679 sager?

Svar:

Justitsministeriet har anmodet Beskæftigelsesministeriet om et

bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.

Beskæftigelsesministeriet har oplyst følgende:

»Arbejdsskadestyrelsen har i forbindelse med Højesterets dom af

5. oktober 1999 vedrørende forældelse opgjort antallet af sager, der er

afvist

med begrundelsen, at kravet var forældet, til 1.679.

I forbindelse med dommen blev der skrevet ud til 1.214 personer,

idet der i de resterende sager allerede var sket genoptagelse blandt andet

som

følge af hjemvisninger fra Ankestyrelsen.

998 fik deres sag genoptaget.

Der er tilkendt erstatning og godtgørelse i 345 af disse sager.«

Spørgsmål 39:

Er ministeren enig med Elmer & Partnere, jf. bilag 17, når

de anfører, at den 5-årige frist, der må formodes at være indarbejdet i

befolkningens bevidsthed, ikke har været mere indarbejdet, end at hundredevis

af arbejdsskaderamte hvert år har anmeldt skader mere end 5 år, efter at

disse

er indtrådt?

Svar:

Højesteret fastslog ved dommen, der er optrykt i Ugeskrift for

Retsvæsen 2000, side 19, at den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven

ikke

finder anvendelse på krav i henhold til arbejdsskadessikringsloven. Dommen

gav

anledning til, at Arbejdsskadestyrelsen genoptog en række sager, som var

blevet

afvist med den begrundelse, at kravene var forældet efter 1908-loven. Der er

redegjort for antallet af sager i besvarelsen af spørgsmål nr. 38 vedrørende

lovforslaget.

Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at der årligt anmeldes ca.

45.000 arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen. Der henvises endvidere til

besvarelsen

af spørgsmål nr. 44 vedrørende lovforslaget.

Spørgsmål 40:

Er ministeren enig i, at lovforslaget vil resultere i flere retssager?

Svar:

Justitsministeriet lægger til grund, at spørgsmålet navnlig

angår en eventuel forøgelse af antallet af retssager om krav i henhold til

arbejdsskadesikringsloven.

Efter lovforslaget afbrydes både den foreslåede »korte« frist på

3 år og den foreslåede »lange« frist på 10 år, for nogle kravs vedkommende 30

år, ved, at skyldneren erkender sin forpligtelse, eller ved, at

fordringshaveren foretager forskellige former for retslige skridt, jf.

lovforslagets §§ 15-18.

Efter lovforslagets § 21, stk. 2, indtræder forældelse tidligst

et år efter, at en myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en

sag

om en fordrings eksistens eller størrelse, eller en sag, som er afgørende

herfor, inden forældelsesfristens udløb er indbragt for den administrative

myndighed.

Det vil derfor i første omgang ikke være nødvendigt at anlægge

retssag for at afbryde forældelsen af et krav, der anmeldes efter

arbejdsskadesikringsloven, idet indbringelse af kravet for

arbejdsskademyndighederne

vil medføre, at forældelsesfristen foreløbigt afbrydes.

Den 1-årige tillægsfrist i lovforslagets § 21, stk. 2,

indebærer, at den skadelidte har

mindst

et år fra myndighedens afgørelse til at indbringe afgørelsen for domstolene.

Fristen vil være længere, hvis der er mere end et år tilbage af den

almindelige

forældelsesfrist.

På arbejdsskadeområdet gælder i dag alene den 20-årige

forældelsesfrist efter Danske Lov. Denne forældelsesfrist kan afbrydes ved

påmindelse, og hvis den skadelidte er uenig i arbejdsskademyndighedernes

afgørelse og ønsker at indbringe den for domstolene, vil det således i dag

ikke

være nødvendigt at gøre dette inden for et år for at undgå, at fordringen

forældes.

Det kan derfor naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at den

foreslåede 1-års frist i nogle tilfælde vil kunne medføre, at en skadelidt

vælger at anlægge retssag inden fristens udløb for at undgå forældelse, og at

det efterfølgende fastslås, at arbejdsskademyndighedernes afgørelse var

korrekt.

Spørgsmål 41:

Hvilke overvejelser, initiativer og beslutninger vil en skadelidt

typisk skulle tage inden for den foreslåede tillægsfrist på 1 år, og hvor

lang

tid må de enkelte dele skønsmæssigt vurderes at tage?

Svar:

Justitsministeriet lægger til grund, at spørgsmålet tager sigte

på arbejdsskadesager, hvor arbejdsskademyndighederne har truffet en

afgørelse,

som skadelidtes er helt eller delvis uenig i.

Der er bl.a. i besvarelsen af spørgsmål nr. 40 vedrørende

lovforslaget redegjort for bestemmelsen i lovforslagets § 21, stk. 2, som i

arbejdsskadesager indebærer, at forældelse

tidligst

indtræder et år efter, at arbejdsskademyndighederne har givet meddelelse om

afgørelsen.

Efter almindelige forvaltningsretlige principper er arbejdsskademyndighederne

forpligtede til at søge sagerne forsvarligt belyst, inden der træffes

afgørelse,

og myndighederne har bl.a. adgang til at indhente oplysninger om skadelidtes

helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold. Arbejdsskademyndighederne har

efter

forvaltningslovens almindelige regler pligt til at partshøre den skadelidte

over

de oplysninger, der måtte være indhentet til brug for behandlingen af sagen.

Skadelidte

kan i den forbindelse anføre, om der er oplysninger, som efter hans eller

hendes mangler i vurderingsgrundlaget.

Endvidere har arbejdsskademyndighederne efter forvaltningsloven

pligt til at begrunde de afgørelser, der træffes, og det skal fremgå af

begrundelsen, hvilke oplysninger der er lagt vægt på ved afgørelsen.

Uanset det anførte forekommer der naturligvis tilfælde, hvor den

skadelidte efter sagens afgørelse finder, at der er behov for at indhente

supplerende

oplysninger eller rådgivning med henblik på eventuelt at anfægte afgørelsen.

I

givet fald kan der eventuelt være anledning til at søge om fri proces. Der

kan

ikke siges noget generelt om, hvilke oplysninger der kan være tale om, eller

hvilke elementer i en afgørelse, en skadelidt kan være uenig i, og det kan

naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde,

hvor der er truffet en forkert afgørelse af myndighederne, og hvor den

skadelidte har behov for supplerende oplysninger, som ikke kan skaffes inden

for et år.

Det bemærkes, at arbejdsskademyndighedernes afgørelse bl.a. vil

kunne genoptages efter arbejdsskadesikringslovens regler herom, hvis der

efter

afgørelsen er fremkommet nye, væsentlige, faktiske oplysninger. I så fald får

den foreslåede tillægsfrist ingen betydning.

Spørgsmål 42:

Mener ministeren i fortsættelse af forrige spørgsmål, at

skadelidte uden videre vil kunne nå det hele inden for 1 år?

Svar:

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 41 vedrørende

lovforslaget.

Spørgsmål

43

:

Ministeren bedes oplyse, hvilke grupper der vil blive stillet

ringere med en vedtagelse af L 165 og L 166.

Svar:

Efter gældende regler er forældelsesfristen for krav efter

arbejdsskadesikringsloven 20 år.

Det fremsatte forslag til ny forældelseslov indebærer for

arbejdsskadeområdet, at der indføres en kort forældelsesfrist på 3 år

kombineret med en absolut frist på 30 år. Den korte frist regnes fra det

tidspunkt, hvor tilskadekomne kunne opgøre og rejse sit krav. Den lange frist

på 30 år regnes fra ophøret af den skadevoldende handling.

Den nye forældelseslov vil således ramme personer, der forholder

sig passivt i 3 år eller mere efter, at pågældende var i stand til at opgøre

og

rejse sit krav.

Det gælder både i forhold til anmeldelse af selve skaden og

anmodning om genoptagelse. For så vidt angår genoptagelse regnes den korte

frist fra det tidspunkt, hvor de forhold, som begrunder genoptagelse efter

loven,

foreligger.

Det bemærkes, at det fremsatte ændringsforslag indebærer, at den

korte forældelsesfrist på 3 år og tillægsfristen på 1 år ikke gælder i to

tilfælde – dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den

pågældende

sygdom efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme,

jf. arbejdsskade-sikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på

andet grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43.

Den sidstnævnte kategori angår tilfælde, hvor sager genoptages

på almindelig forvaltningsretligt grundlag i anledning af, at myndighederne

har

ændret deres praksis. Arbejdsskadestyrelsen har således genoptaget sager i

tilfælde, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis er blevet underkendt ved

domstolene.

Ændringsforslaget indebærer, at alene den 30-årige

forældelsesfrist gælder i disse situationer.

Spørgsmål

44

:

Ministeren bedes i fortsættelse af forrige spørgsmål oplyse −

om muligt − hvor mange personer, det drejer sig om.

Svar:

Arbejdsskadestyrelsen modtager årligt omkring 45.000 sager,

herunder også sager om genoptagelse.

Langt de fleste af disse sager anmeldes rettidigt inden for

lovens frister og giver ikke anledning til vanskeligheder i forbindelse med

de

foreslåede forældelsesfrister.

Arbejdsskadestyrelsen har netop foretaget en forløbsanalyse for

skadeårgang 1997.

Følgende skema viser, hvornår sagerne vedrørende 1997 er

modtaget i Arbejdsskadestyrelsen. Skemaet viser kun antallet af nye skader i

1997 og viser således ikke antallet af genoptagelser vedrørende 1997.

Skader i 1997 fordelt på året for anmeldelsen

Året for anmeldelsen

I alt

1997

1998

1999

2000

2001

2002

2003

2004

2005

2006

2007

Antal

32.451

5.538

666

293

197

127

74

42

36

18

2

39.444

Pct.

82,3

14,0

1,7

0,7

0,5

0,3

0,2

0,1

0,1

0,0

0,0

100,0

Tabellen viser, at 96,3 pct. af sagerne er anmeldt inden for 1

år fra skadeåret.

98,7 pct. af sagerne er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen inden

3 år, og 99,5 pct. af sagerne er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen inden 5

år.

Under 0,5 pct. af sagerne er anmeldt mere end 5 år efter skadeåret.

Tabellen viser

ikke

,

om kravene er anmeldt for sent, når de anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.

Det

skyldes blandt andet, at sagerne kan være rettidigt anmeldt til

forsikringsselskabet.

Tabellen viser heller ikke, om der ville være sket suspension af forældelsen,

fordi tilskadekomnes krav først på et senere tidspunkt har kunnet opgøres

endeligt.

Spørgsmål

46

:

Ministerens kommentarer udbedes til de ændringsforslag, som er

foreslået af Elmer & Partnere, jf. L 165 – bilag 17, side 6.

Svar:

Der henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 32,

33 og 34 af 24. maj 2007 fra Retsudvalget.

Spørgsmål

47

:

Ministeren bedes i fortsættelse af forrige spørgsmål oplyse,

hvor mange personer, som efter en eventuel vedtagelse af de i spørgsmålet

nævnte ændringsforslag, som skønnes at blive dårligere stillet end efter

gældende

lovgivning.

Svar:

Der henvises til svaret på spørgsmål 44.

Spørgsmål 48:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29/5-07 fra advokat

Olav Willadsen, Glostrup, vedrørende L 165, jf. L 165 – bilag 19.

Svar:

Advokat Olav Willadsen rejser i sit brev af 29. maj 2007 til

Folketingets Retsudvalg en række spørgsmål, som han tidligere har rejst i

brev

af 16. maj 2007 til Retsudvalget. Spørgsmålene angår navnlig forslaget om at

afskaffe muligheden for, at fordringshaveren kan afbryde forældelsen efter

20-års reglen i Danske Lov alene ved en påmindelse til skyldner.

Justitsministeriet har kommenteret advokat Willadsens tidligere

henvendelse i besvarelsen af spørgsmål nr. 22 vedrørende lovforslaget,

hvortil

der henvises. Den seneste henvendelse giver Justitsministeriet anledning til

følgende supplerende bemærkninger:

Willadsen anfører, at

den foreslåede afskaffelse af muligheden for at afbryde forældelsen ved

påmindelse

navnlig er til skade for kreditorer, der yder lån.

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 22 vedrørende

lovforslaget bygger dette punkt i forslaget på en enig anbefaling fra

Forældelsesudvalget, hvor bl.a. Finansrådet og Realkreditrådet var

repræsenteret.

Som det bl.a. er anført i udvalgets betænkning, bør forældelsesreglerne

generelt navnlig bidrage til, at fordringer afvikles eller bringes på det

rene

inden rimelig tid, og at procesførelse om meget gamle fordringer undgås.

Forældelsesudvalget anfører bl.a., at disse hensyn i de fleste tilfælde ikke

på

tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning, hvor fordringshaveren har

mulighed for til enhver tid at forny forældelsesfristen ved blot at

tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have et krav mod

den pågældende.

Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter.

Det kan tilføjes, at der

for fordringer i henhold til pengelån er foreslået en særlig lang

forældelsesfrist

(10 år), jf. lovforslagets § 6, stk. 1.

Advokat Willadsen anfører, at der gør sig særlige

forældelsesmæssige hensyn gældende, når et krav er fastslået ved en

domstolsafgørelse.

Justitsministeriet er enig i dette synspunkt, og i

overensstemmelse med Forældelsesudvalgets anbefaling indeholder lovforslaget

en

særlig lang forældelsesfrist (10 år), når fordringens eksistens og størrelse

er

fastslået ved dom, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 3.

Willadsen anfører

endvidere, at en skyldner vil kunne undgå at betale sin gæld ved at flytte

til

udlandet og opholde sig der, indtil fordringerne er forældede.

Det følger imidlertid af

lovforslagets § 14, at i tilfælde, hvor fordringshaveren har været afskåret

fra

at afbryde forældelsen på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted,

indtræder forældelse tidligst et år efter, at fordringshaver fik eller burde

have fået kendskab til skyldnerens opholdssted. Endvidere indebærer § 14, at

forældelsesfristen suspenderes, hvis fordringshaveren har været afskåret fra

at

afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på

fordringshaverens

forhold. Dette vil omfatte tilfælde, hvor det ikke er muligt for

fordringshaveren at foretage retslige skridt mod skyldneren, f.eks. på grund

af

processuelle regler i det pågældende land. I sådanne tilfælde indtræder

forældelse tidligst et år efter hindringens ophør.

Desuden kritiserer

Willadsen i sit brev, at private kreditorer ikke kan iværksætte

lønindeholdelse.

Justitsministeriet kan

oplyse, at Retsplejerådet

som led i sin igangværende gennemgang af den civile

retspleje bl.a. skal se nærmere på reglerne om tvangsfuldbyrdelse. Rådet vil

som led i den samlede gennemgang af området også vurdere fordele og ulemper

ved

at give mulighed for lønindeholdelse for private krav.

Willadsen bemærker

afslutningsvis, at der er betydelige EU-retlige følger af lovforslaget, som

ikke

er omtalt i bemærkningerne. Som anført under pkt. 4 i lovforslagets

almindelige

bemærkninger, er det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget ikke

indeholder EU-retlige aspekter.

Spørgsmål 49:

Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29/5-07 fra Teknisk

Landsforbund, vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 20.

Svar:

Teknisk Landsforbund udtrykker i henvendelsen af 29. maj 2007

bekymring over lovforslagets virkninger på arbejdsskadeområdet.

Teknisk Landsforbunds kritikpunkter vedrører navnlig spørgsmål, som

Justitsministeriet har kommenteret ved besvarelserne af spørgsmål nr.

12, 16, 17, 21, 23, 24, 26 og 27 vedrørende

lovforslaget.

Efter

Justitsministeriets opfattelse vil Teknisk Landsforbunds kritikpunkter i det

væsentlige være imødekommet med det ændringsforslag til L 166, som

Justitsministeriet samtidig har fremsendt til Retsudvalget.

Lignende dokumenter