Tillægsbetænkning over Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 31. maj 2007
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2007 og var til 1.
behandling den 22. marts 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 3. maj 2007.
Lovforslaget var til 2. behandling den 22. maj 2007, hvorefter det blev
henvist
til fornyet behandling i Retsudvalget.
Dispensation fra §
8 a, stk. 2, i Folketingets
forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i
forretningsordenen om, at 3. behandling først må finde sted 2 dage efter, at
tillægsbetænkningen er omdelt.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.
Sammenhæng med lovforslag nr. L 166
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om
ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.
(Ændringer som følge af ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af
købelovens reklamationsfrist ved visse køb m.v.) (lovforslag nr. L 166).
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget modtaget
skriftlige henvendelser fra:
Læs alt
Advokatfirmaet Elmer &
Partnere,
Dansk Metal, FOA,
3F
og HK,
Fagligt Fælles Forbund
FTF,
Lars Jensen, Rødekro,
Teknisk Landsforbund og
advokat Olav Willadsen,
Glostrup.
Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputation
Endvidere har advokatfirmaet Elmer & Partnere mundtligt over
for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 32 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som
denne
har besvaret, og 4 spørgsmål til beskæftigelsesministeren, som denne har
besvaret. Udvalgets spørgsmål og ministrenes svar herpå er optrykt som bilag
til betænkningen.
Samråd
Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til justitsministeren
til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med
udvalget den 24. maj 2007. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det
talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.
2. Indstillinger og politiske bemærkninger
Et
flertal
i udvalget
(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til
vedtagelse uændret.
Et
mindretal
i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling.
Enhedslisten stemmer imod lovforslag nr. L 165 og nr. L 166.
De nye forældelsesregler kan få alvorlige konsekvenser for
mennesker, der kommer til skade på arbejde. I arbejdsskadesager har der
indtil
vedtagelsen af disse forslag ikke været en kort forældelsesfrist, men
udelukkende en lang frist på 20 år. Denne frist bliver med forslaget reelt
nedsat
til 5 år. Det er logik for burhøns, at en sådan kortere frist vil få
betydning.
Det er jo et faktum, at arbejdsskadesager meget tit har en særlig karakter.
For
det første, fordi de som udgangspunkt bliver behandlet af offentlige
myndigheder – Arbejdsskadesstyrelsen og Ankenævnet. For det andet
behandles en
række sager også ved domstolene. Det drejer sig om sager, hvor arbejdsgiveren
kan pålægges et direkte ansvar og dermed forpligtes til at betale erstatning
efter erstatningsansvarsloven.
Sagerne bliver yderligere kompliceret af en række faktorer. For
det første kan der ikke gives erstatning for svie og smerte og tabt
arbejdsfortjeneste efter arbejdsskadeloven, men kun efter
erstatningsansvarsloven.
For det andet er erstatningsniveauet, når det handler om men og
erhvervsevnetab,
i arbejdsskadeloven generelt lavt, hvorfor der nogle gange vil være basis for
at videreføre en vunden sag ved domstolene med de såkaldte differencekrav.
For
det tredje er mulighederne for rent faktisk at få erstatning for en
arbejdsskade i en række sager uklare. Det gælder ikke mindst erhvervssygdomme
og i særdeleshed sager om skader på bevægeapparatet.
Endelig er der det særlige forhold i arbejdsskadesager, at
skadeforvolderen er arbejdsgiver for den skadelidte. Det betyder, at
skadelidte
i nogle sager kan være tvunget til at tage mulighederne for fremtidig
beskæftigelse med i overvejelserne om et sagsanlæg eller ej.
Disse forhold begrunder i sig selv en væsentlig længere
forældelsesfrist end 5 år.
For at det ikke skal være løgn, er det fuldstændig uklart, hvor
omfattende forringelserne for de arbejdsskadedes muligheder for at føre
erstatningssager bliver på grund af lovforslagene. Der er lagt op til et utal
af fortolkningsmuligheder, når loven skal omsættes til praksis. Under
udvalgsbehandlingen har førende arbejdsskadeadvokater kritiseret
lovforslagene,
og på trods af de stillede ændringsforslag er kritikken på ingen måde blevet
tilbagevist.
Til illustration fremgår det af ministerens besvarelse af L 165 −
spørgsmål 38, at Højesterets underkendelse af en administrativ indført 5-årig
forældelsesfrist
i 1999 førte til 998 genoptagne sager, hvoraf de 345 gav erstatning til de
skadelidte. Om den aktuelle 5-års-frist vil have lige så omfattende
konsekvenser, kan hverken be- eller afkræftes.
Kort sagt findes der ingen fornuftig begrundelse for at indføre
en 5-årig forældelsesfrist i arbejdsskadesager, hvorimod der er mange gode
grunde til at lade være.
Enhedslisten støtter det stillede ændringsforslag til L 166, som
trods alt forbedrer mulighederne for de arbejdsskadede i forhold til det
oprindelige forslag. Hvor det oprindelige forslag generelt opererede med en
3-årig forældelsesfrist, betyder ændringerne, at den i arbejdsskadesager
bliver
5 år. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at forældelsesfristen forkortes fra
de nuværende 20 år. Det må siges at være 4 skridt baglæns og et skridt frem.
Samtidig betyder ændringsforslaget, at fristen kan forlænges med 3 år i
stedet
for som oprindelig 1 år. Det vil have betydning i sager, der først køres
gennem
Arbejdsskadesstyrelsen og ankenævnet og derefter rejses ved domstolene. Men
også her er det kun tale om en delvis genopretning af skaderne i det
oprindelige forslag.
Endeligt skal det fremhæves, at præciseringen i ændringsforslaget
og bemærkningerne hertil af, hvornår forældelsesfristen skal regnes fra, også
er et fremskridt i forhold til det oprindelige forslag. Men det betyder
overhovedet ikke en hug- og stikfast sikring mod, at arbejdsskadede helt
uforskyldt kan blive ramt af forældelsesfristen.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit
var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger
eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Birthe Rønn Hornbech (V)
Michael Aastrup Jensen (V)
Karsten Nonbo (V)
Søren Pind (V)
Peter Skaarup (DF)
fmd.
Kim Christiansen (DF)
Hans Kristian Skibby (DF)
Tom Behnke (KF)
Allan Niebuhr (KF)
Simon Pihl Sørensen (S)
Per Kaalund (S)
Lissa Mathiasen (S)
Frode Sørensen (S)
Elisabeth Arnold (RV)
Simon Emil Ammitzbøll (RV)
Anne Baastrup (SF)
nfmd.
Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit
Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
51
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
23
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
3
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 165 efter
betænkningsafgivelse
Bilagsnr.
Titel
8
Betænkning afgivet den 3/5-07
9
Henvendelse af 14/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &
Partnere
10
Henvendelse af 14/5-07 fra Lars Jensen, Rødekro
11
Henvendelse af 16/5-07 fra FTF
12
Henvendelse af 16/5-07 fra advokat Olav Willadsen,
Glostrup
13
1. udkast til tillægsbetænkning
14
Henvendelse af 21/5-07 fra Fagligt Fælles Forbund
15
Henvendelse af 23/5-07 fra Dansk Metal, FOA,
3F
og HK
16
Henvendelse af 23/5-07 fra Fagligt Fælles Forbund
17
Henvendelse af 23/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &
Partnere
18
Notat om forældelse, anmeldelse og genoptagelse af
arbejdsskadesager, fra Arbejdsskadestyrelsen
19
Henvendelse af 29/5-07 fra advokat Olav Willadsen,
Glostrup
20
Henvendelse af 29/5-07 fra Teknisk Landsforbund
21
2. udkast til tillægsbetænkning
22
Kopi af udtalelse fra Landsforeningen for Arbejdsskadede
(LFA), fra justitsministeren
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 165 efter
betænkningsafgivelse
Spm.nr.
Titel
11
Spm., om lovforslaget indebærer, at forældelsesfristen
for reparationsarbejder udført for forbrugere bliver 10 år, mens
reklamationsfristen
for tilsvarende fabriksnye genstande er 2 år, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå
12
Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra
advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå
13
Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra Lars
Jensen, Rødekro, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. om den 3-årige forældelsesfrist, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om, hvilke særlige hensyn der ligger bag den
foreslåede forældelsesfrist på 5 år, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå
16
Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om den foreslåede 3-årige forældelsesfrist, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om den foreslåede 3-årige forældelsesfrist, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om rådgivning fra en faglig organisation, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om konsekvenser for arbejdsskadede, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/5-07 fra FTF,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/5-07 fra advokat
Olav Willadsen, Glostrup, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
23
Spm. om kommentar til henvendelsen af 21/5-07 fra Fagligt
Fælles Forbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
24
Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra Dansk
Metal, FOA,
3F
og
HK, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
25
Spm. om forskellen på de foreslåede regler om forældelse
for arbejdsskader og miljøskader, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå
26
Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra Fagligt
Fælles Forbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
27
Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra advokatfirmaet
Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
28
Spm. om ministerens talepapir til samrådet 24/5-07 om
samrådsspørgsmål A, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
29
Spm. om konkrete eksempler på, hvad der i forhold til
forældelsesfristens påbegyndelse, for så vidt angår arbejdsskader, nærmere
ligger i, at den tilskadekomne fik eller »burde« have fået kendskab til
kravet,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå
30
Spm. tilbagetaget
31
Spm. tilbagetaget
32
Spm. om arbejdsskadekrav, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå
33
Spm. om begyndelsestidspunktet for forældelse af
arbejdsskadesager, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
34
Spm., om tillægsfristen for arbejdsskader fastsættes til
3 år, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
35
Spm. om kommentar til de to eksempler på sager, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
36
Spm. om et tænkt eksempel, hvor en person kommer ud for
en arbejdsulykke, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
37
Spm. om domme, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå
38
Spm. om antallet af sager, som er blevet afvist af
Arbejdsskadestyrelsen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
39
Spm. om den 5-årige frist, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå
40
Spm., om lovforslaget vil resultere i flere retssager,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå
41
Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
42
Spm. om den foreslåede tillægsfrist på 1 år, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå
43
Spm. om, hvilke grupper der vil blive stillet ringere med
en vedtagelse af L 165 og L 166, til beskæftigelsesministeren, og ministerens
svar herpå
44
Spm. om, hvor mange personer der vil blive stillet
ringere, til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå
45
Spm. tilbagetaget
46
Spm. om kommentar til de ændringsforslag, som er
foreslået af advokatfirmaet Elmer og Partnere, til beskæftigelsesministeren,
og ministerens svar herpå
47
Spm. om, hvor mange personer der efter en eventuel
vedtagelse af de i spørgsmål 46 nævnte ændringsforslag skønnes at ville være
dårligere stillet end efter gældende lovgivning, til
beskæftigelsesministeren,
og ministerens svar herpå
48
Spm. om kommentar til henvendelsen af 29/5-07 fra advokat
Olav Willadsen, Glostrup, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
49
Spm. om kommentar til henvendelsen af 29/5-07 fra Teknisk
Landsforbund, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 165 efter
betænkningsafgivelse
Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om en uddybelse af besvarelsen af spørgsmål
12 vedr. henvendelse fra advokatfirmaet Elmer & Partnere vedr.
arbejdsskader,
til justitsministeren
Bilag 2
Udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
beskæftigelsesministeren og disses svar herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål 11-29, 32-42, 48 og 49 er stillet til justitsministeren.
Spørgsmål 43, 44, 46 og 47 er stillet til beskæftigelsesministeren.
Spørgsmål 11:
Kan ministeren bekræfte, at lovforslaget indebærer, at
forældelsesfristen for reparationsarbejder udført for forbrugere bliver 10
år,
mens reklamationsfristen for tilsvarende fabriksnye genstande er 2 år.
Svar:
Justitsministeriet går ud fra, at spørgsmålet vedrører fristerne
for at fremsætte krav i anledning af mangler henholdsvis ved udført
reparationsarbejde på varer eller fast ejendom og ved købte varer.
Det er korrekt, at der i dag efter købeloven gælder en
reklamationsfrist på 2 år ved køb af varer. Lovforslaget går ikke ud på at
ændre denne frist eller at indføre en tilsvarende reklamationsfrist ved
reparationsarbejder, som ikke er omfattet af købeloven.
Muligheden for at gøre krav gældende i anledning af mangler ved
reparationsarbejde bortfalder i dag først endeligt ved forældelse, og
lovforslaget medfører som nævnt ingen ændring heri. For fordringer i
anledning
af sådanne mangler gælder i dag en 5-årig forældelsesfrist, der suspenderes
ved
fordringshaverens uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted,
kombineret med en absolut 20-årig forældelsesfrist. Forslaget til ny
forældelseslov går ud på at forkorte disse frister til henholdsvis 3 og 10
år. Samtidig
foreslås det, at der ikke gyldigt kan indgås aftaler med forbrugere om
kortere
frister.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 9
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 12:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14/5-07 fra advokatfirmaet
Elmer & Partnere, vedr. L 165 og L 166, jf. L 165 – bilag 9.
Svar:
Advokat Karsten Høj og
advokat Søren Kjær Jensen anfører i brevet af 14. maj 2007 en række
betragtninger
vedrørende virkningerne af forslaget til ny forældelseslov for krav i
anledning
af personskade, herunder særligt for krav i anledning af arbejdsskader.
Advokaterne kritiserer
for det første, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for krav i
anledning
af personskader.
For det andet anfører
de, at det er uklart, hvordan begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen
fastlægges ved krav i anledning af arbejdsskader.
For det tredje
kritiserer advokaterne den 1-årige tillægsfrist, der foreslås indført ved
lovforslagets
§ 21, stk. 2, hvorefter forældelse tidligst indtræder et år efter, at en
myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en sag om fordringens
eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, er indbragt
for den administrative myndighed inden forældelsesfristens udløb.
For så vidt angår spørgsmålet om indførelse af en almindelig 3-årig
forældelsesfrist, skal Justitsministeriet anføre, at forslaget bygger på
Forældelsesudvalgets anbefaling i betænkning nr. 1460/2005 om revision af
forældelseslovgivningen.
For almindelige krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af
personskade
gælder i dag en 5-årig forældelsesfrist, som suspenderes ved
fordringshaverens
utilregnelige uvidenhed om kravet eller skyldnerens opholdssted, kombineret
med
en 20-årig forældelsesfrist, som regnes fra kravets stiftelsestidspunkt. Den
5-årige frist er fastlagt ved 1908-loven om forældelse af visse fordringer,
mens den 20-årige frist er fastlagt ved Danske Lov 5-14-4.
Højesteret har i en dom, der er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000,
side 19, fastslået, at 1908-loven ikke finder anvendelse på krav i henhold
til
arbejdsskadessikringsloven. Således er sådanne krav alene underlagt den
20-årige forældelsesfrist, som er fastlagt ved Danske Lov 5-14-4.
Forslaget til ny forældelseslov vil bevirke, at både almindelige krav på
erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav i henhold til
arbejdsskadessikringsloven underlægges en 3-årig forældelsesfrist, som
suspenderes ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringen eller
skyldneren, kombineret med en 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den
skadevoldende handlings ophør.
Forældelsesudvalget anførte i betænkningen bl.a., at en frist på 3 år
under nutidens forhold normalt må anses for tilstrækkelig til, at
fordringshaveren kan tage stilling til eventuelle indsigelser mod kravet og
om
fornødent foretage retslige skridt. Samtidig taler de hensyn, som ligger bag
forældelsesreglerne,
herunder bevismæssige forhold og indretningshensyn, generelt for, at
forældelsesfristen
ikke gøres længere end nødvendigt.
Særligt hvad angår fordringer i henhold til arbejdsskadesikringsloven,
hvor der som nævnt i dag alene gælder en forældelsesfrist på 20 år, er det
udvalgets opfattelse, at disse fordringer kan indpasses under de almindelige
forældelsesfrister, der foreslås. Udvalget finder således ikke, at der kan
peges på særlige forhold, der nødvendiggør opretholdelse af særregler, jf.
betænkning
nr. 1460/2005, side 169.
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser. Det er bl.a.
væsentligt at være opmærksom på, at den 3-årige forældelsesfrist først regnes
fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til
fordringen eller skyldneren. Det betyder, at i en række tilfælde vil
forældelsesfristen først løbe fra det tidspunkt, hvor det ved en
lægeundersøgelse
bliver diagnosticeret, at der er indtrådt en erstatningsberettigende skade.
Derudover er det ved arbejdsulykker en forudsætning, at skadelidte er eller
burde være bekendt med, at skaden er en følge af arbejdsforholdene.
Endvidere lægger Justitsministeriet vægt på, at der ved lovforslaget
foreslås indført den ovenfor nævnte regel om »foreløbig« afbrydelse, jf.
lovforslagets § 21, stk. 2. Reglen indebærer ikke, at forældelse i disse
tilfælde indtræder allerede efter et år, men derimod,
at forældelse tidligst indtræder et år efter,
at en myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en sag om
fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor,
inden forældelsesfristens udløb er indbragt for den administrative myndighed.
Ordet »tidligst« indebærer, at hvis den almindelige forældelsesfrist fører
til,
at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville følge af
tillægsfristen,
er det den almindelige frist, der gælder. Tillægsfristen vil derfor i intet
tilfælde stille en fordringshaver ringere end det, der følger af de
foreslåede
almindelige forældelsesregler. Der er altså tale om en tillægsfrist, dvs. en
udvidelse af den frist, der ellers ville gælde efter lovens hovedregler, og
dermed en udvidelse af fordringshavers mulighed for at gennemføre et krav.
Det
er således ikke korrekt, når advokaterne anfører, at der er tale om en
begrænsning af fordringshavers adgang til at gennemføre et krav.
En forældelsesfrist
indebærer normalt, at en fordringshaver skal have foretaget retslige skridt
inden
udløbet af forældelsesfristen. Forslaget om »foreløbig« afbrydelse bevirker,
at
fordringshaveren ikke nødvendigvis behøver at have foretaget retslige skridt
inden udløbet af den 3-årige frist. I de tilfælde, hvor en relevant
administrativ myndighed kan behandle kravet, skal fordringshaver blot have
indbragt kravet for denne myndighed inden 3 år fra det tidspunkt, hvor
fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller
skyldneren. For så vidt angår krav i anledning af arbejdsskader, skal kravet
således blot være indbragt for den relevante administrative myndighed
(Arbejdsskadestyrelsen) inden udløbet af den 3-årige frist.
For så vidt angår
begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen ved krav i anledning af
arbejdsskader
foreslås det ved forslagets § 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen
opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Dette tidspunkt
benævnes
normalt forfaldstidspunktet. Forfaldstidspunktet er ikke sammenfaldende med
betalingstidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor kravet kan kræves betalt, og
hvorfra renter påregnes. Forfaldstidspunktet er derimod det tidligste
tidspunkt, til hvilket kravet i det hele taget kan fremsættes over for
skyldneren.
Det foreslås samtidig,
at det præciseres i loven, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse
for skade forvoldt uden for kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være
tidspunktet for skadens indtræden, jf. forslagets § 2, stk. 4.
Den gældende 5-årige
forældelsesfrist efter 1908-loven regnes ligeledes fra forfaldstidspunktet.
Den
eksisterende retspraksis vil således kunne være vejledende for fastlæggelse
af
forfaldstidspunktet for krav i anledning af personskade, og det gælder også
for
personskadekrav efter arbejdsskadessikringsloven. På grund af muligheden for
suspension ved fordringshaverens utilregnelige uvidenhed om fordringshaveren
eller skyldneren, jf. ovenfor, vil det imidlertid i almindelig være af mindre
betydning at fastlægge det nøjagtige forfaldstidspunkt. Der henvises herom i
øvrigt til Forældelsesudvalgets betænkning nr. 1460/2005, side 110.
Spørgsmål 13:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14/5-07 fra Lars
Jensen, Rødekro, vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 10.
Svar:
Lars Jensen anfører i brevet, at alle absolutte
forældelsesfrister bør udgå af lovforslaget, herunder navnlig den absolutte
30-årige forældelsesfrist, der foreslås for fordringer på erstatning eller
godtgørelse
i anledning af personskade.
De fleste fordringer er i dag underlagt en 5-årig
forældelsesfrist, der suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om fordringen
eller skyldnerens opholdssted, kombineret med en 20-årig forældelsesfrist,
der
regnes fra fordringens stiftelsestidspunkt. Den 20-årige frist er som
udgangspunkt en absolut frist. I et enkelt tilfælde har Højesteret fundet, at
der forelå sådanne ganske særlige modhensyn, at fristen undtagelsesvis måtte
anses for suspenderet, jf. dommen, som er optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen
1989.1108 H.
Forslaget til ny forældelseslov vil indebære, at de almindelige
forældelsesfrister forkortes fra 5 og 20 år til henholdsvis 3 og 10 år. Dog
foreslås det, at den »lange« frist for fordringer på erstatning eller
godtgørelse i anledning af personskade og for fordringer på erstatning for
miljøskade fastsættes til 30 år, jf. lovforslagets § 3. Samtidig foreslås, at
den lange frist skal være en absolut frist.
Forslaget om at supplere den korte forældelsesfrist med en
længere absolut frist har sin baggrund i Forældelsesudvalgets betænkning nr.
1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen.
For så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgørelse i
anledning af personskade mener ét medlem af Forældelsesudvalget
(Forbrugerrådets repræsentant), at der ikke bør gælde en absolut
forældelsesfrist.
Det er imidlertid opfattelsen hos de øvrige medlemmer af
udvalget, at det vil være for vidtgående i forhold til skadevoldere helt at
undlade at fastsætte en absolut forældelsesfrist. En absolut frist er efter
disse medlemmers opfattelse af væsentlig betydning bl.a. for at undgå tvister
om meget gamle forhold, hvor bevisførelsen vil være yderst vanskelig både for
skadelidte (tabets størrelse, culpa mv.) og for skyldneren (egen skyld,
accept
af risiko, passivitet), og af hensyn til forsikringsmulighederne.
Justitsministeriet er
enig med udvalgets flertal i, at der bør være et tidspunkt, hvor krav som
følge
af en skadevoldende handling anses for endeligt forældet. Justitsministeriet
er
således enig i, at hensynet til skyldneren og dennes muligheder for at
forsikre
sig og hensynet til at undgå procesførelse om meget gamle fordringer, navnlig
henset til de bevismæssige vanskeligheder, der ofte opstår i sådanne sager,
taler for, at der fastsættes en absolut – men ved krav på erstatning for
personskade til gengæld meget lang – forældelsesfrist.
Justitsministeriet har i
øvrigt kommenteret spørgsmålet om den foreslåede absolutte 30-årige
forældelsesfrist
for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade i
besvarelserne af spørgsmål nr. 1-4, 6 og 7 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 14:
Ministeren bedes præcisere fra hvornår den 3-årige
forældelsesfrist regnes i forhold til krav på erstatning efter
arbejdsskadesikringsloven, og ministeren bedes samtidig oplyse, om fristens
begyndelsestidspunkt er ens for både krav på erstatning for personskade i
kontraktforhold (dvs. efter arbejdsskadesikringsloven) og uden for
kontraktforhold (dvs. efter erstatningsansvarsloven).
Svar:
Det foreslås ved lovforslagets § 2, stk. 1, at
forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger
af andre bestemmelser. Dette tidspunkt benævnes normalt forfaldstidspunktet.
Det foreslås samtidig, at det præciseres i loven, at for
fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for
kontraktforhold vil forfaldstidspunktet være tidspunktet for skadens
indtræden,
jf. forslagets § 2, stk. 4. Denne bestemmelse indeholder altså ikke en
undtagelse til bestemmelsen i § 2, stk. 1, men blot en præcisering af
indholdet
i stk. 1 i forhold til fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade
forvoldt uden for kontraktforhold.
Begyndelsestidspunkt for den foreslåede almindelige 3-årige
forældelsesfrist, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, vil ved personskadekrav
efter
arbejdsskadesikringsloven således være det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, jf. lovforslagets § 2,
stk.
1, og det vil ved disse krav sige tidspunktet for skadens indtræden.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 15:
Ministeren bedes oplyse, hvilke særlige hensyn der ligger bag
den foreslåede forældelsesfrist på 5 år i § 4, og ministeren bedes redegøre
for, hvorfor samme hensyn ikke gør sig gældende i forhold til krav på
erstatning
for personskade i kontraktforhold (dvs efter arbejdsskadesikringsloven) og
uden
for kontraktforhold (dvs efter erstatningsansvarsloven).
Svar:
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er det i
forbindelse med høringen over Forældelsesudvalgets betænkning bl.a. blevet
anført, at en forkortelse af forældelsesfristen for lønkrav til 3 år
formentlig
ikke vil bevirke, at lønmodtagere generelt vil gøre deres krav gældende på et
tidligere tidspunkt end i dag. Det er blevet oplyst, at krav om efterbetaling
typisk ikke bliver rejst i forbindelse med, at kravet er ved at blive
forældet,
men i forbindelse med, at arbejdstageren ophører med at arbejde for
arbejdsgiveren, formentlig fordi det ofte først er på dette tidspunkt, at
arbejdstageren via sin faglige organisation bliver opmærksom på kravet, og
fordi arbejdstageren ofte af loyalitetshensyn ikke ønsker at rejse krav over
for
arbejdsgiveren, mens ansættelsesforholdet består.
Det er endvidere blevet anført, at et særligt forhold ved
lønkrav er, at kreditor typisk er den svage part i forholdet. Det er desuden
blevet anført, at det ikke kan udelukkes, at en forkortelse af
forældelsesfristen
fra 5 til 3 år vil kunne mindske den præventive virkning af muligheden for,
at
efterbetalingskrav rejses over for arbejdsgiveren.
Det er baggrunden for,
at lovforslaget er udformet således, at der fortsat vil gælde en regel om
5-årig forældelse af lønkrav, jf. lovforslagets § 4.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at de nævnte særlige forhold ikke gør sig
gældende i forhold til krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven. Det
skyldes bl.a., at erstatning for arbejdsskader udredes af forsikringen og
ikke
af arbejdsgiveren, og at ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven ikke
kan danne grundlag for regreskrav, jf. arbejdsskadesikringslovens § 77, 1.
pkt.
Det bemærkes, at krav på
personskadeerstatning efter arbejdsskadesikringsloven efter retspraksis ikke
er
krav på erstatning i kontraktforhold, men er krav i henhold til en ordning,
der
har karakter af en lovpligtig ulykkesforsikring, jf. Højesterets dom, der er
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H.
For så vidt angår krav
på erstatning uden for kontraktforhold gør de ovenfor nævnte særlige hensyn
vedrørende lønkrav sig heller ikke gældende.
Spørgsmål 16:
Ministeren bedes oplyse, om den foreslåede tillægsfrist på 1 år
i forslagets kapitel 6 får virkning som en reel søgsmålsfrist på 1 år for at
anlægge en retssag mod arbejdsskademyndighederne. Der henvises til at en
sådan
søgsmålsfrist var forligspartierne bag arbejdsskadereformen i 2004 netop
enige
om ikke at indføre af hensyn til ønsket om højst mulig retssikkerhed på
arbejdsskadeområdet.
Svar:
De foreslåede tillægsfrister i lovforslagets kapitel 6 om
foreløbig afbrydelse af forældelse får ikke virkning som søgsmålsfrister.
De enkelte bestemmelser
om foreløbig afbrydelse er udformet således, at forældelse
tidligst
indtræder et år efter den »foreløbige« foranstaltnings
ophør. Det er ensbetydende med, at
hvis den almindelige forældelsesfrist
fører til, at forældelse indtræder på et senere tidspunkt, end hvad der ville
følge af tillægsfristen, er det den almindelige frist, der gælder.
Tillægsfristen vil derfor i intet tilfælde stille en
fordringshaver ringere end det, der følger af de foreslåede almindelige
forældelsesregler.
Der er alene tale om en tillægsfrist, dvs. en
udvidelse
af den frist, der ellers ville gælde efter lovens hovedregler,
og dermed en udvidelse af fordringshavers mulighed for at gennemføre et krav.
En forældelsesfrist indebærer normalt, at en fordringshaver skal
have foretaget retslige skridt inden udløbet af forældelsesfristen. Forslaget
om »foreløbig« afbrydelse bevirker, at fordringshaveren ikke nødvendigvis
behøver at have foretaget retslige skridt inden udløbet af den 3-årige frist.
I
tilfælde, hvor en relevant administrativ myndighed kan behandle kravet, skal
fordringshaver f.eks. blot have indbragt kravet for denne myndighed inden 3
år
fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab
til
fordringen eller skyldneren, jf. lovforslagets § 21, stk. 2.
For så vidt angår krav i anledning af arbejdsskader, skal kravet
således blot være indbragt for den relevante administrative myndighed
(Arbejdsskadestyrelsen) inden udløbet af den 3-årige frist. Hvis skadelidtes
krav ikke imødekommes, vil skadelidte have
mindst
et år efter den administrative afgørelse til at foretage retslige skridt med
henblik
på at afbryde forældelsen.
Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 12
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 17:
Ministeren bedes redegøre for, hvilken virkning den foreslåede
3-årige forældelsesfrist vil have for de arbejdsskadedes mulighed for at
anmode
om genoptagelse af en sag efter arbejdsskadesikringslovens særlige regler
herom.
Svar:
Justitsministeriet har
anmodet Beskæftigelsesministeriet om et bidrag til besvarelse af spørgsmålet,
da arbejdsskadesikringsloven hører under Beskæftigelsesministeriets område.
Beskæftigelsesministeriet
har anført følgende:
»Arbejdsskadesikringsloven indeholder i §§ 41 – 43 regler om
genoptagelse. Muligheden for genoptagelse beror på ændringer i de faktiske
forhold, der blev lagt til grund for den tidligere afgørelse, og ikke på
subjektive forhold hos parten. Forældelsesreglerne har betydning for reglerne
om genoptagelse, da der ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af et
krav, der allerede er forældet.
§ 41, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven giver mulighed for at
genoptage en sag, når der er truffet afgørelse om, at skaden ikke er omfattet
af loven. Fristen er 5 år, der regnes fra den første afgørelse. Der er ikke i
loven anført nogen betingelser, der skal være opfyldt for, at sagen kan
genoptages.
Efter praksis kræves, at der foreligger nye, væsentlige faktiske oplysninger,
for at sagen kan genoptages.
Efter § 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov regnes
forældelsesfristerne fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren
kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre
bestemmelser. Endvidere følger det af § 3, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da
fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og
skyldneren.
Det betyder, at forældelsesfristen for krav efter
arbejdsskadesikringsloven først løber fra det tidspunkt, hvor de relevante
oplysninger til vurdering af sagen på et nyt faktisk grundlag foreligger, og
tilskadekomne får eller burde have fået kendskab til oplysningerne.
Tilskadekomne har i den situation 3 år til at genanmelde sit krav.
Det kan ikke udelukkes, at den 3-årige forældelse i ganske få
sager vil indtræde inden 5 år fra det tidspunkt, hvor der blev truffet
afgørelse i arbejdsskadesagen første gang. Det vil være tilfældet, når
tilskadekomne
får de relevante nye oplysninger inden 2 år efter afgørelsen i
arbejdsskadesagen og alligevel vælger først at anmode om genoptagelse mere
end
3 år efter modtagelse af de nye oplysninger.
I § 41, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven findes en særregel
for tilskadekomne, der har fået afvist en anmeldt sygdom med den begrundelse,
at sygdommen ikke er på fortegnelsen over erhvervssygdomme, hvis sygdommen
senere kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Reglen går ud på, at tilskadekomne kan få genoptaget sagen, selv
om der er gået 5 år fra afgørelsen.
Det har i den juridiske litteratur været overvejet, om
forældelsesfristen i disse tilfælde skal regnes fra tidspunktet for skadens
indtræden eller fra det tidspunkt, hvor den pågældende sygdom optages på
fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. Bo von Eyben,
Forældelse I
(2003), s. 82.
Det vil dog under alle omstændigheder kunne forekomme, at
tilskadekomnes ret til at få sagen genoptaget på grundlag af den ændrede
fortegnelse over erhvervssygdomme, afskæres af forældelsesreglerne.
§ 42 i arbejdsskadesikringsloven giver mulighed for at genoptage
arbejdsskadesager med hensyn til erstatningsudmålingen. Fristen er 5 år, og
der
kan dispenseres fra fristen, når ganske særlige omstændigheder taler for det.
Fristen regnes fra første afgørelse om erstatningsudmåling.
For at genoptage en sag efter § 42 er det en betingelse, at der
er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund ved
afgørelsen.
Det er med andre ord et krav, at
tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold er blevet
forværret på grund af arbejdsskaden, for at sagen kan genoptages.
Den nye forældelseslov får samme betydning for sager, der kan
genoptages efter denne bestemmelse, som er beskrevet oven for om lovens
betydning for sager, der kan genoptages efter § 41, stk.1.
Det betyder, at forældelsesfristen for krav på yderligere
erstatning efter arbejdsskadesikringsloven først løber fra det tidspunkt,
hvor
tilskadekomnes helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold er ændret,
således
at tilskadekomne har krav på yderligere erstatning eller godtgørelse, og den
tilskadekomne
har fået eller burde have fået viden herom. Tilskadekomne har i den situation
3
år fra de nye oplysninger forelå til at søge sagen genoptaget, inden kravet
er
forældet.
Det kan ikke udelukkes, at den 3-årige forældelse i ganske få
sager vil indtræde inden 5 år fra det tidspunkt, hvor der blev truffet
afgørelse om erstatning første gang. Det vil være tilfældet, når
tilskadekomnes
helbredsmæssige eller erhvervsmæssige forhold ændrer sig inden 2 år efter
afgørelsen i arbejdsskadesagen og alligevel vælger først at anmode om
genoptagelse mere end 3 år efter, at forholdene er ændrede, og den
tilskadekomne
har fået eller burde have fået viden herom.
Endelig indeholder § 43
i
arbejdsskadesikringsloven en bestemmelse, der giver efterladte adgang til at
genoptage en sag inden 5 år efter:
–
afgørelsen om, at
pågældende ikke er berettiget til erstatning, eller ophøret af en løbende
erstatning.
Der er ikke i lovbestemmelsen anført nogen betingelser for
genoptagelse. Det må dog antages, at der gælder samme betingelse som for
genoptagelse efter § 41. Det vil sige nye, væsentlige faktiske oplysninger.
Det bemærkes, at der er yderst få sager, hvor efterladte søger
om genoptagelse.«
Det bemærkes, at Justitsministeriet efter aftale med
Beskæftigelsesministeriet vil fremsende et ændringsforslag til forslag til
lov
om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.
(Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af
købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget
vil gå ud på at ændre arbejdsskadesikringsloven, således at forældelseslovens
3-årige forældelsesfrist bl.a. ikke finder anvendelse i tilfælde omfattet af
arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, om genoptagelse af sager, fordi en
sygdom efterfølgende optages på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at
det
sikres, at der i disse særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist
for
at søge sagen genoptaget.
Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 18
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 18:
Ministeren bedes redegøre for, hvilken virkning den foreslåede
3-årige forældelsesfrist vil have for de arbejdsskadedes mulighed for at
anmode
om forvaltningsretlig genoptagelse af en sag i tilfælde af, at domstolene
underkender arbejdsskademyndighedernes regelanvendelse. Der henvises til, at
arbejdsskadeområdet de seneste 10 år har været præget af en del forkerte
myndighedsafgørelser, og myndighedernes regelanvendelse er adskillige gange
blevet underkendt af Højesteret med den konsekvens, at et betydeligt antal
sager efterfølgende er blevet genoptaget efter anmodning men i nogle tilfælde
også på myndighedernes initiativ.
Svar:
Justitsministeriet har anmodet Beskæftigelsesministeriet om et
bidrag til besvarelse af spørgsmålet, da arbejdsskadesikringsloven hører
under
Beskæftigelsesministeriets område.
Beskæftigelsesministeriet har anført følgende:
»Den foreslåede 3-års frist vil kunne få betydning for de
arbejdsskadedes mulighed for at få sagen genoptaget på såkaldt
forvaltningsretligt grundlag. Genoptagelse på forvaltningsretligt grundlag
finder sted, når en afgørelse beror på faktisk eller retlig vildfarelse, og
afgørelsen ville have fået et væsentligt andet indhold uden vildfarelsen.
Det forekommer, når arbejdsskademyndighedernes praksis
underkendes af domstolene. Allerede afgjorte sager vil kunne få et mere
gunstigt udfald for de tilskadekomne, dersom den af domstolene fulgte
fortolkning
af loven blev lagt til grund.
I arbejdsskademyndighedernes nuværende praksis er adgangen til
forvaltningsretlig genoptagelse alene begrænset af den 20-årige
forældelsesfrist i DL 5-14-4, idet forældelsesloven af 1908 ikke gælder for
arbejdsskadesager, jf. dommen optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H.
Da suspension af forældelsesfristen efter retspraksis ikke kan
ske på grund af ukendskab til de retsregler, der begrunder kravet, og
lovforslaget ikke indfører ændrede regler på dette punkt, vil
forældelsesfristen som udgangspunkt løbe fra det tidspunkt, da den
tilskadekomne kunne fremsætte krav om erstatning. Det vil typisk sige for
ulykker ulykkesdatoen og for erhvervssygdomme den dag, da tilskadekomne fik
viden om, at sygdommen skyldes arbejdet, jf. § 2, stk. 1, og § 3, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov.«
Det bemærkes, at Justitsministeriet efter aftale med
Beskæftigelsesministeriet
vil fremsende et ændringsforslag til forslag til lov om ændring af
forskellige
lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en
ny
lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister
ved
visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget vil gå ud på at ændre
arbejdsskadesikringsloven,
således at forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist bl.a. ikke finder
anvendelse
i tilfælde, hvor en sag genoptages på grund af, at en domstolsafgørelse har
underkendt
arbejdsskademyndighedernes praksis. Beskæftigelsesministeriet har anført, at
man finder det hensigtsmæssigt, at der i disse særlige tilfælde fortsat vil
gælde en længere frist for at søge sagen genoptaget, ligesom det i dag og
efter
lovforslaget vil gælde på skatteområdet.
Der henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 17
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 19:
Ministeren bedes oplyse, om en forkert eller mangelfuld
rådgivning fra en faglig organisation til en person, der er kommet til skade
på
sit arbejde, vil have suspensiv virkning for den arbejdsskadede efter
lovforslagets
§ 3, stk. 2.
Svar:
Efter lovforslagets § 3, stk. 2, regnes den 3-årige
forældelsesfrist først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have
fået kendskab til fordringen eller skyldneren. Der er tale om en
videreførelse
af gældende ret med hensyn til betingelserne for suspension af den »korte«
forældelsesfrist, jf. herom betænkning nr. 1460/2005 om revision af
forældelseslovgivningen, side 135-140.
Efter gældende ret kan en vildfarelse om retlige forhold
(retsvildfarelse) som udgangspunkt ikke danne grundlag for suspension af
forældelsen. Dette udgangspunkt er fraveget ved erstatningskrav i anledning
af
fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål,
jf. Østre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2004.955 Ø. Der er
ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af retstilstanden på dette
punkt.
Forkert eller mangelfuld
rådgivning fra en faglig organisation om de retlige muligheder for at
gennemføre et krav i anledning af en arbejdsskade vil således som
udgangspunkt
ikke suspendere forældelsesfristen for den skadelidtes krav efter
arbejdsskadesikringsloven. Hvis den skadelidte vælger at rejse et
erstatningskrav
mod den faglige organisation for tab som følge af forkert eller mangelfuld
rådgivning om juridiske spørgsmål, vil retsvildfarelsen derimod efter
omstændighederne kunne blive anerkendt som en suspensionsgrund.
Spørgsmål 20:
Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser de foreslåede
regler får for de arbejdsskadede, der som følge af den samme skadevoldende
begivenhed har et krav på erstatning efter både arbejdsskadesikringsloven og
erstatningsansvarsloven.
Svar:
Lovforslaget vil have den virkning, at både krav efter
arbejdsskadesikringsloven
og øvrige krav om erstatning og godtgørelse i anledning af personskade
underlægges en 3-årig forældelsesfrist, der dog suspenderes ved utilregnelig
uvidenhed om kravet og skyldneren, kombineret med en absolut forældelsesfrist
på 30 år, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør, jf. lovforslagets
§
3, stk. 1, 2 og 3, nr. 1.
For så vidt angår tilfælde, hvor en person, der har været udsat
for en arbejdsskade, ikke fuldt ud får dækket sit krav efter
arbejdsskadesikringsloven, følger det af arbejdsskadesikringslovens § 77, 2.
pkt., at den tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den
erstatningsansvarlige efter de almindelige erstatningsretlige regler
nedsættes
i det omfang, der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de
pågældende efter denne lov. Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen 1995.843 H, at i tilfælde, hvor et krav kan være
omfattet af arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til
at
forfølge sit eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet
om
dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort.
Forældelsesfristen for både krav efter arbejdsskadesikringsloven
og krav efter de almindelige erstatningsretlige regler vil som udgangspunkt
skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 4, samt
besvarelsen af spørgsmål nr. 12 og 14 vedrørende lovforslaget. Den skadelidte
vil imidlertid som nævnt ikke have mulighed for at rejse kravet efter de
almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om kravet efter
arbejdsskadessikringsloven
er afgjort.
Det følger af lovforslagets § 14, at hvis fordringshaveren har
været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke
beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter
hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den
beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende krav efter
erstatningsansvarsloven tidligst kan udløbe et år efter afgørelsen af kravet
i
henhold til arbejdsskadesikringsloven.
Spørgsmål 21:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16/5-07 fra FTF
vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 11.
Svar:
FTF anfører i henvendelsen af 16. maj 2007, at FTF som
udgangspunkt er positiv over for lovforslaget, herunder forkortelsen af den
almindelige forældelsesfrist fra 5 år til 3 år. FTF mener dog, at forslaget
skaber visse problemer på arbejdsskadeområdet:
FTF kritiserer, at der indføres en 3-årig forældelsesfrist for
krav i anledning af personskade. Endvidere kritiserer FTF den 1-årige
tillægsfrist, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.
Disse to forhold er også
omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til
Retsudvalget af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de
kritikpunkter, der fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr.
12
vedrørende lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet
om
den 1-årige tillægsfrist henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr.
16.
FTF kritiserer desuden,
at skadelidtes ukendskab til retlige forhold (retsvildfarelse) ikke vil
bevirke,
at forældelsen suspenderes efter lovforslagets § 3, stk. 2.
Efter lovforslagets § 3, stk. 2, regnes den 3-årige
forældelsesfrist først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have
fået kendskab til fordringen eller skyldneren. Med lovforslaget videreføres
den
gældende retstilstand, hvorefter en vildfarelse om retlige forhold
(retsvildfarelse) som hovedregel ikke kan danne grundlag for suspension af
forældelsen.
Som det fremgår af lovforslaget, jf. pkt. 3.2.1.3 i de
almindelige bemærkninger, er lovforslaget på dette punkt udformet i
overensstemmelse med Forældelsesudvalgets anbefalinger, jf. herved
redegørelsen
i betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, side
142-149.
Særligt for så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse af
arbejdsskadesager vil Justitsministeriet som nævnt i besvarelserne af
spørgsmål
nr. 17 og 18 vedrørende lovforslaget fremsende et ændringsforslag til forslag
til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer
m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse
af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166).
Ændringsforslaget
vil indebære, at der fortsæt gælder en længere forældelsesfrist i tilfælde,
hvor en sag genoptages, fordi den pågældende sygdom efterfølgende optages på
fortegnelsen over erhvervssygdomme, og i tilfælde, hvor en sag genoptages på
grund af en domstolsafgørelse, der underkender arbejdsskademyndighedernes
praksis.
Spørgsmål 22:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16/5-07 fra Olav
Willadsen, Glostrup, vedrørende L 165, jf. L 165 – bilag 12.
Svar:
Advokat Olav Willadsen rejser i sit brev af 16. maj 2007 til
Folketingets Retsudvalg spørgsmål om forslaget om afskaffelse af muligheden
for
at afbryde forældelsen alene ved påmindelse til skyldner. Willadsen anfører,
at
afbrydelse ved sagsanlæg er til gene for fordringshaverne, bl.a. i tilfælde,
hvor skyldner er flyttet til udlandet.
Willadsen anfører endvidere, at de nye regler vil føre til, at
fordringshaver fremover vil skulle anlægge retssag i stedet for at indlede
forhandlinger med skyldner.
Endelig anfører Willadsen, at forslaget indebærer, at forældelseslovgivningen
bliver mere kompliceret med den virkning, at borgerne ikke vil kunne forstå
reglerne uden at søge professionel rådgivning.
Indledningsvis bemærkes, at 1908-lovens 5-årsfrist i dag kun
afbrydes ved skyldners erkendelse eller foretagelse af retslige skridt.
Som det fremgår af pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget har et enigt forældelsesudvalg fundet, at adgangen efter Danske
Lov 5-14-4 til at afbryde forældelsesfristen ved påmindelse bør ophæves.
Hensynet bag forældelsesreglerne er navnlig at bidrage til, at fordringer
afvikles eller bringes på det rene inden rimelig tid, og at undgå
procesførelse
om meget gamle fordringer. Forældelsesudvalget anfører bl.a., at disse hensyn
i
de fleste tilfælde ikke på tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning,
hvor fordringshaveren har mulighed for til enhver tid at forny
forældelsesfristen
ved blot at tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have
et
krav mod den pågældende. Det skyldes bl.a., at påmindelse alene ikke er egnet
til at fremme en afklaring af omtvistede fordringers eksistens. Endvidere kan
skyldneren efter omstændighederne uanset påmindelser med tiden få en
forventning om, at kravet ikke vil blive fastholdt.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og finder på
den baggrund, at afbrydelse af forældelse som foreslået skal ske ved
skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt.
Efter lovforslagets § 15 afbrydes forældelsen ved skyldnerens
erkendelse med den virkning, at der løber en ny forældelsesfrist. Hvis
skyldner
ikke har grund til at bestride fordringen, vil fordringshaver således
almindeligvis
ikke skulle foretage retslige skridt.
Endvidere indeholder lovforslagets § 21, stk. 5, en regel,
hvorefter forældelsen afbrydes foreløbigt, hvis der mellem skyldneren og
fordringshaveren indledes forhandlinger om fordringen, inden
forældelsesfristen
er udløbet. I disse tilfælde vil der løbe en tillægsfrist fra det tidspunkt,
hvor forhandlingerne afsluttes, således at forældelse tidligt indtræder et år
herefter. Fordringshaver vil dermed uden frygt for, at fordringen forældes,
kunne indlede forhandlinger med skyldner om fordringen.
Hvis den pågældende person derimod ikke kan erkende
skyldforholdet, herunder efter et forhandlingsforløb, vil fordringshaver
skulle
foretage retslige skridt for at afbryde forældelsen. Dette er imidlertid i
begge parters interesse, da det herved kan blive afklaret, om det påståede
skyldforhold eksisterer.
For så vidt angår tilfælde, hvor skyldneren flytter til
udlandet, kan sager om kontraktforhold som udgangspunkt anlægges ved retten
på
det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt
eller skal opfyldes, jf. retsplejelovens § 242, stk. 1, og § 247, stk. 1, jf.
domskonventionens artikel 5, stk. 1. Anvendelsen af denne mulighed er ikke
betinget af, at den sagsøgte opholder sig i den pågældende retskreds.
For så vidt angår borgernes mulighed for at gøre sig bekendt med
forældelseslovgivningen er Justitsministeriet enig med Forældelsesudvalget i,
at det vil være hensigtsmæssigt med en mere detaljeret regulering af
forældelsen af fordringer, således at lovreglerne i højere grad end i dag
giver
klarhed over retsstillingen. Forslaget til ny forældelseslov er således mere
omfattende og detaljeret end de gældende forældelsesregler med henblik på at
afklare en lang række af de tvivlsspørgsmål, som de gældende regler har givet
anledning til, og som i dag kun kan besvares på grundlag af retspraksis.
Spørgsmål 23:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 21/5-07 fra
3F
Fagligt Fælles Forbund, vedr. L 165,
jf. L 165 – bilag 14.
Svar:
3F
Fagligt Fælles Forbund anfører i henvendelsen af 21. maj 2007, at
lovforslaget
vil skabe visse problemer på arbejdsskadeområdet.
Kritikken retter sig dels mod forslaget om en 3-årig
forældelsesfrist for krav i anledning af arbejdsskade, dels mod den
foreslåede
1-årige tillægsfrist i forbindelse med indbringelse af kravet for en
administrativ myndighed, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.
Disse to forhold er også
omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til
Retsudvalget af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de
kritikpunkter, der fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr.
12
vedrørende lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet
om
den 1-årige tillægsfrist henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr.
16.
Justitsministeriet har
den 23. maj 2007 efter aftale med Beskæftigelsesministeriet fremsendt et
ændringsforslag til forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser
om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om
forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved
visse
køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget går ud på at ændre
arbejdsskadesikringsloven,
således at forældelseslovens 3-årige forældelsesfrist ikke finder anvendelse
i
visse tilfælde af genoptagelse af arbejdsskadesager.
Beskæftigelsesministeriet
har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i visse
særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist for at søge sagen
genoptaget.
Spørgsmål 24:
Ministeren bedes
kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra HK/Danmark m.fl. vedr. L 165, jf. L
165
– bilag 15.
Svar:
HK/Danmark m.fl. anfører i henvendelsen af 23. maj 2007, at
lovforslaget vil skabe visse problemer på arbejdsskadeområdet.
Kritikken retter sig dels mod forslaget om en 3-årig
forældelsesfrist for krav i anledning af arbejdsskade, dels mod den
foreslåede
1-årige tillægsfrist i forbindelse med indbringelse af kravet for en
administrativ myndighed, der foreslås indført ved lovforslagets § 21, stk. 2.
Disse forhold er også
omtalt af advokaterne Karsten Høj og Søren Kjær Jensen i et brev til
Retsudvalget
af 14. maj 2007. Justitsministeriet har kommenteret de kritikpunkter, der
fremføres af advokaterne, i besvarelsen af spørgsmål nr. 12 vedrørende
lovforslaget, hvortil der henvises. For så vidt angår spørgsmålet om fristens
begyndelsestidspunkt henvises endvidere til besvarelsen af spørgsmål nr. 14
og
for så vidt angår den 1-årige tillægsfrist til besvarelsen af spørgsmål nr.
16.
For så vidt angår de
første af de to eksempler i HK/Danmarks brev bemærkes, at den 3-årige
forældelsesfrist
på grund af suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, først vil skulle
regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte bliver bekendt med kravet, hvilket
i
eksemplet vil sige, når skaden viser sig 3½ år efter ulykken.
I det andet eksempel,
hvor en sag har verseret ved arbejdsskademyndighederne i to år og ni måneder,
vil skadelidte som følge af den foreslåede tillægsfrist på et år i
lovforslagets § 21, stk. 2, have et år fra afgørelsestidspunktet til at
anlægge
sag ved domstolene. Skadelidte vil i denne periode kunne foretage de
yderligere
undersøgelser mv. i sagen, der måtte være nødvendige med henblik på at
overveje
et eventuelt sagsanlæg. Det vil således ikke som anført af HK/Danmark være
nødvendigt at anlægge en eventuel retssag straks efter
arbejdsskademyndighedernes afgørelse.
Det bemærkes i øvrigt,
at Justitsministeriet den 23. maj 2007 efter aftale med
Beskæftigelsesministeriet
har fremsendt et ændringsforslag til forslag til lov om ændring af
forskellige
lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en
ny
lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister
ved visse køb m.v.) (L 166). Ændringsforslaget går ud på at ændre
arbejdsskadesikringsloven, således at forældelseslovens 3-årige
forældelsesfrist
bl.a. ikke vil finde anvendelse i visse tilfælde af genoptagelse af
arbejdsskadesager.
Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at
det
sikres, at der i visse særlige tilfælde fortsat vil gælde en længere frist
for
at søge sagen genoptaget.
Spørgsmål 25:
Ministeren bedes redegøre på forskellen på de foreslåede regler
om forældelse for arbejdsskader og miljøskader.
Svar:
Der er ikke forskel på lovforslagets regler om forældelse af
erstatningskrav i anledning af personskade, herunder arbejdsskade, og
miljøskade.
Det kan særligt nævnes, at der både for erstatningskrav i
anledning af personskade, herunder arbejdsskader, og miljøskade foreslås en
absolut forældelsesfrist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør.
Justitsministeriet har
den 23. maj 2007 fremsendt et ændringsforslag til L 166, hvorefter den
foreslåede
forældelseslovs 3-årige forældelsesfrist ikke vil finde anvendelse i visse
tilfælde
ved myndighedernes genoptagelse af arbejdsskadesager. Det bemærkes, at der
efter Justitsministeriets opfattelse ikke er anledning til at overveje et
sådant ændringsforslag på miljøskadeområdet, hvor der ikke opstår tilsvarende
spørgsmål om genoptagelse af administrative myndigheders afgørelser om
tilkendelse af erstatning.
Spørgsmål 26:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra
3F
Fagligt Fælles Forbund, vedr. L 165,
jf. L 165 – bilag 16.
Svar:
3F
Fagligt Fælles Forbund anfører i henvendelsen af 23. maj 2007, at
Arbejdsskadestyrelsen skelner mellem ændringer af konkrete afgørelser i
enkeltsager og praksisændringer. Det anføres, at dette vil have betydning i
forhold til det ændringsforslag, der er varslet i besvarelsen af spørgsmål
nr.
17 og 18, idet ændringsforslaget kun angår praksisændringer.
Indledningsvis bemærkes, at det omtalte ændringsforslag er sendt
til Folketingets Retsudvalg den 23. maj 2007. Ændringsforslaget indebærer, at
forældelseslovens »korte« 3-årige frist ikke skal finde anvendelse i to
tilfælde,
dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pågældende sygdom
efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på andet
grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori
angår tilfælde, hvor sager genoptages på almindeligt forvaltningsretligt
grundlag
i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis. Det drejer sig
navnlig om tilfælde, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis er blevet
underkendt ved domstolene.
Ændringsforslaget vil indebære, at den foreslåede generelle
3-års frist ved genoptagelse af arbejdsskadesager kun finder anvendelse i de
tilfælde, hvor genoptagelse er begrundet i, at der foreligger nye væsentlige
faktiske oplysninger i sagen. I disse tilfælde vil 3-årsfristen som følge af
den foreslåede suspensionsregel i lovforslagets § 3, stk. 2, i praksis først
blive regnet fra det tidspunkt, hvor de nye oplysninger foreligger. I disse
tilfælde gælder i øvrigt arbejdsskadesikringslovens genoptagelsesfrist på 5
år,
der som udgangspunkt regnes fra den første afgørelse i arbejdsskadesagen.
I ethvert tilfælde, hvor en sag genoptages, uden at det skyldes
nye væsentlige faktiske oplysninger i den konkrete sag, vil ændringsforslaget
betyde, at der alene vil gælde en absolut forældelsesfrist på 30 år. Det
gælder
uanset, om genoptagelsen af den pågældende sag sker på baggrund af »ændringer
af konkrete afgørelser i enkeltsager eller praksisændringer.«
Spørgsmål 27:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23/5-07 fra
advokatfirmaet Elmer & Partnere, vedr. L 165, jf. L 165 − bilag 17.
Svar:
Den fornyede henvendelse fra advokaterne Søren Kjær Jensen og
Karsten Høj vedrører lovforslagets konsekvenser på arbejdsskadeområdet.
Justitsministeriet har ved besvarelsen af spørgsmål nr. 12
kommenteret advokaternes brev af 14. maj 2007 om samme emne. Advokaternes
brev
af 23. maj 2007 giver Justitsministeriet anledning til følgende supplerende
bemærkninger:
Advokaterne anfører på ny, at lovforslagets § 21, stk. 2, om en
tillægsfrist på 1 år vil begrænse skadelidtes adgang til at gennemføre et
arbejdsskadekrav i forhold til i dag. Dette synes at måtte bero på en
misforståelse af lovforslaget, idet bestemmelsen ikke i noget tilfælde vil
kunne medføre en forringelse af skadelidtes retsstilling i forhold til i dag.
Bestemmelsen
- der ikke findes i den gældende lovgivning - går nemlig ud på, at forældelse
tidligst
indtræder et år efter, at en administrativ myndighed har givet meddelelse om
sin afgørelse. Ordet »tidligst« er afgørende i denne forbindelse, idet det
følger heraf, at bestemmelsen alene kan medføre, at der lægges en
yderligere
frist til det tidspunkt, hvor forældelsesfristen ellers ville udløbe i det
konkrete tilfælde. Hvis forældelse efter de almindelige regler først
indtræder
senere end et år efter arbejdsskademyndighedernes afgørelse, får § 21, stk.
2,
slet ingen betydning i det pågældende tilfælde.
Hvis man finder, at forældelse efter lovforslaget vil indtræde
for tidligt f.eks. på arbejdsskadeområdet, er det således efter
Justitsministeriets opfattelse ikke bestemmelsen i § 21, stk. 2, om en
tillægsfrist,
der skal »skydes på«, men de foreslåede almindelige forældelsesregler.
Advokaterne finder, at lovens korte forældelsesfrist ved
erstatningskrav på grund af arbejdsskader bør være 5 år i stedet for 3 år,
ligesom det efter lovforslaget vil gælde for lønkrav. Efter
Justitsministeriets
opfattelse er det imidlertid i forældelsesmæssig henseende mest nærliggende
at
sidestille disse erstatningskrav med andre krav på personskadeerstatning,
hvor
den korte frist efter lovforslaget også vil være 3 år. Der henvises herom til
besvarelsen af spørgsmål nr. 15 vedrørende lovforslaget, og
Justitsministeriet
lægger bl.a. også vægt på, at skadelidte ved arbejdsskader ikke ligesom ved
lønkrav ofte først bliver opmærksom på kravet via sin faglige organisation i
forbindelse med, at den skadelidte ophører med at arbejde for den pågældende
arbejdsgiver. Muligheden for eventuelle differencekrav efter
erstatningsansvarsloven ændrer efter Justitsministeriets opfattelse ikke ved,
at arbejdsskadekrav først og fremmest anses som et forsikringsspørgsmål i
forhold til arbejdsskademyndighederne.
Advokaterne kommer også på ny ind på spørgsmålet om
begyndelsestidspunktet for den foreslåede 3-årige forældelsesfrist. Det er
korrekt, at denne frist også i arbejdsskadesager som udgangspunkt vil løbe
fra
det tidspunkt, hvor skaden indtræder. Det er imidlertid afgørende at være
opmærksom
på, at »suspensionsreglen« i lovforslagets § 3, stk. 2, medfører, at dette
udgangspunkt i praksis vil blive fraveget i en lang række tilfælde. Efter §
3,
stk. 2, vil forældelsesfristen nemlig først blive regnet fra det tidspunkt,
hvor skadelidte fik eller burde have fået kendskab til fordringen og
skyldneren.
Advokaterne finder, at lovforslaget bør ændres med henblik på at
videreføre den retstilstand, der følger af Højesterets dom i sagen gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2005, side 1594 H. Justitsministeriet skal hertil
bemærke, at Højesteret ved denne afgørelse fastslog, at en række krav ikke
var
forældet, fordi den skadelidte havde befundet sig i utilregnelig uvidenhed om
sine krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for varigt
men. Som anført går suspensionsreglen i lovforslagets § 3, stk. 2, netop ud
på
at videreføre denne retstilstand. Der er således ikke behov for at ændre
lovforslaget for at opnå den retstilstand, som advokaterne ønsker.
Endelig kommenterer
advokaterne nogle oplysninger om genoptagelser af arbejdsskadesager.
Justitsministeriet
skal hertil bemærke, at hverken forslaget til lov om forældelse af fordringer
(L 165) eller forslaget til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om
forældelse af fordringer m.v. (L 166) berører spørgsmålet om, i hvilke
tilfælde
der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.
Spørgsmål 28:
Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir til samrådet
24/5-07 om samrådsspørgsmål A.
Svar:
Der vedlægges det udkast til talepapir, som dannede grundlag for
justitsministerens besvarelse den 24. maj 2007 af Folketingets Retsudvalgs
samrådsspørgsmål A.
Udkast til tale:
1. Henvendelsen fra de to
advokater drejer sig jo som bekendt om lovforslagets konsekvenser på
arbejdsskadeområdet.
Justitsministeriet har kommenteret henvendelsen i besvarelsen af
spørgsmål 12. På grundlag af de opfølgende skriftlige spørgsmål fra udvalget
går
jeg ud fra, at det navnlig er problemstillingen om virkningerne af den
foreslåede 3-årige forældelsesfrist, som udvalget ønsker nærmere belyst. Det
vil jeg derfor koncentrere mig om i det følgende, og hvis udvalget derefter
har
supplerende eller uddybende spørgsmål om detaljerne, vil jeg og mine
embedsmænd
naturligvis prøve at besvare dem.
2. Langt de fleste krav er
i dag
underlagt både en kort
og en lang forældelsesfrist. Den korte frist er på 5 år og den lange frist er
på 20 år. Den korte frist begynder først at løbe fra det tidspunkt, hvor
kreditor vidste eller burde vide, at kravet bestod, mens den lange frist
løber
fra det tidspunkt, hvor kravet opstod, uanset om kreditor vidste eller burde
vide, at kravet bestod. En fordring forældes, når én af disse to
forældelsesfrister
er udløbet.
3. Denne kombination af en 5-årig og en 20-årig frist gælder i
dag bl.a. for almindelige krav om personskadeerstatning.
Hvis der er tale om et erstatningskrav i henhold til
arbejdsskadesikringsloven,
gælder imidlertid ifølge en højesteretsdom fra 1999 det særlige, at den
5-årige
forældelsesfrist ikke finder anvendelse. Højesterets afgørelse blev vel at
mærke ikke truffet på baggrund af en vurdering af, om det er rimeligt, at
lovens korte forældelsesfrist finder anvendelse også på dette område, men
alene
på baggrund af en fortolkning af den gældende 1908-lov.
Situationen er altså i dag, at et krav, der fremsættes over for
arbejdsskademyndighederne efter arbejdsskadesikringsloven, alene forældes
efter
20-års fristen.
4.
Også
efter
lovforslaget
vil langt de fleste krav være omfattet af både en kort og en
lang frist.
Lovens lange frist forkortes fra 20 til 10 år, men dog med visse
undtagelser, bl.a. for krav på personskadeerstatning −
herunder
krav efter arbejdsskadesikringsloven − hvor fristen tværtimod
forlænges
fra 20 til 30 år.
Lovens korte forældelsesfrist forkortes efter forslaget fra 5
til 3 år, men stadig sådan, at den korte frist først begynder at løbe fra det
tidspunkt, hvor kreditor – den skadelidte – var eller burde være
bekendt med
kravet. Baggrunden for forslaget om at forkorte lovens korte frist fra 5 til
3
år er, at tvister om fordringer generelt bør søges afgjort så hurtigt som
muligt, bl.a. for at undgå bevistvivl, og forslaget bygger på den grundtanke,
at det i vore dage som regel vil være rimeligt at forlange, at man reagerer
over for skyldneren inden for 3 år efter, at man er blevet klar over, at man
havde et krav mod vedkommende.
Efter lovforslaget vil 3-års fristen gælde i kombination med en
absolut 30-års frist for alle krav på personskadeerstatning − også
krav,
der rejses over for arbejdsskademyndighederne i medfør af
arbejdsskadesikringsloven.
Så mens der på arbejdsskadeområdet i dag gælder en absolut
20-års frist, vil der fremover gælde en absolut 30-års frist kombineret med
en
3-års frist, som imidlertid først begynder at løbe, når man er eller bør være
klar over, at man har lidt en skade, og at skaden skyldes arbejdet.
Det er altså ikke dækkende, hvis det hævdes, at man med
lovforslaget på dette område vil gå fra en 20-års frist til en 3-års frist:
Man
går fra en 20-års frist til en
30-års frist, og samtidig kræver man
blot, at personer der kommer til skade på deres arbejde – efter helt
samme
princip som for alle andre personer, der kommer til skade – skal reagere
inden
for 3 år efter, at der er blevet klarhed om sygdommen og dens sammenhæng med
arbejdet. Efter min opfattelse vil det være en rimelig og hensigtsmæssig
retstilstand.
Lad mig nævne et eksempel på, hvordan de nye regler vil virke: Hvis
f.eks. en person først bliver syg nogle år efter det skadelige arbejdes
ophør,
og den pågældende til at begynde med håber på bedring og forsøger at arbejde
videre, men senere må opgive, vil den pågældende typisk have krav på
erstatning
for tab af erhvervsevne. Dette erstatningskrav vil i et sådant tilfælde først
blive forældet efter lovens korte frist 3 år efter, at den pågældende måtte
opgive
at arbejde videre.
I et sådant tilfælde skal den skadelidte altså blot sørge for at
rejse kravet over for arbejdsskademyndighederne inden for 3 år efter, at den
pågældende måtte holde op med at arbejde.
Man kan så forestille sig den situation, at arbejdsskademyndighederne
afviser kravet, fordi man ikke finder det bevist, at sygdommen skyldtes den
pågældendes arbejde. En sådan afvisning har jo umiddelbart ikke noget med
forældelsesreglerne at gøre, men hvad sker der, hvis der 4 år senere kommer
væsentlige nye oplysninger, der betyder, at årsagssammenhængen mellem
sygdommen
og arbejdet nu faktisk kan bevises? Her vil arbejdsskadesikringslovens
betingelser for at få sagen genoptaget hos myndighederne være opfyldt, men
risikerer man så, at kravet i mellemtiden er blevet forældet? Nej, i et
sådant
tilfælde vil 3-års fristen også være suspenderet, og fristen begynder altså
først at løbe fra det tidspunkt, hvor de nye væsentlige oplysninger
foreligger.
På baggrund af det jeg her har sagt, er det min konklusion, at
der ikke er tale om at stille de skadelidte i arbejdsskadesager i en urimelig
situation, og jeg synes ikke, at der er behov for at lave særregler, der
afviger fra de regler, der i øvrigt vil gælde på personskadeområdet.
Jeg har i første omgang undladt at komme ind på det ændringsforslag,
jeg har fremsat efter aftale med beskæftigelsesministeren. Det vedrører jo en
mere specifik problemstilling vedrørende genoptagelse af afgjorte sager.
Spørgsmål 29:
Ministeren bedes i fortsættelse af samrådet 24/5-07 om
samrådsspørgsmål A ved anvendelsen af konkrete eksempler uddybe/konkretisere,
hvad der i forhold til forældelsesfristens påbegyndelse for så vidt angår
arbejdsskader nærmere ligger i, at den tilskadekomne fik eller »burde« have
fået kendskab til kravet.
Svar:
Lovforslagets § 3, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Stk. 2.
Var
fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes
forældelsesfristen
i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået
kendskab hertil.«
På det omhandlede punkt svarer den såkaldte suspensionsregel i
lovforslagets § 3, stk. 2, indholdsmæssigt til § 3 i den gældende 1908-lov.
Ifølge en højesteretsdom fra 1999 finder 1908-loven dog ikke anvendelse ved
krav i henhold til arbejdsskadesikringsloven.
Både den gældende og den foreslåede suspensionsregel har til
formål at sikre, at kreditor kun mister sit krav efter lovens korte frist,
hvis
det kan bebrejdes kreditor, at han eller hun ikke reagerede før fristens
udløb.
Suspensionsreglen skal sikre, at lovens korte frist ikke medfører resultater,
der er urimelige for kreditor, og derfor er der ved anvendelsen af den
gældende
regel generelt blevet taget et betydeligt hensyn til kreditor, jf. herved
Eivind Einersen,
Forældelsesloven af 1908
med kommentarer
(1999), side 264.
Både den gældende og den foreslåede suspensionsregel er således
udtryk for en almindelig culparegel, idet forældelsesfristen kun begynder at
løbe,
hvis det skyldes kreditors culpøse adfærd, at denne ikke har viden om
fordringen og skyldneren, jf. herom bl.a. Bo von Eyben,
Forældelse I
(2003), side 448.
Som et eksempel på anvendelse af den gældende suspensionsregel
uden for arbejdsskadeområdet, kan nævnes Højesterets kendelse af 5. november
1990, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1991.1 H. Sagen drejede sig om en person,
der
efter et trafikuheld den 3. november 1981 var blevet behandlet på hospitaler
bl.a. for en knæskade. En hofteskade blev først opdaget den 6. juli 1982 ved
en
ambulant kontrol. Lægen, der havde foretaget denne kontrol, forklarede i
retten, at han ikke kunne huske, om han havde sagt til den skadelidte, at der
kunne blive tale om varigt men efter hofteskaden, og at det efter hans
opfattelse var en lægefejl, at hofteskaden ikke var blevet opdaget og
behandlet
tidligere. Den skadelidte havde i 1984 set en erklæring fra lægen herom.
Højesteret fastslog ved kendelsen, at den skadelidtes eventuelle
erstatningskrav
ikke var forældet efter 1908-lovens 5-års frist den 10. september 1988, hvor
den skadelidte anlagde retssag mod de hospitaler, der havde foretaget
behandlingen
efter trafikuheldet.
Ved en arbejdsskade forstås efter arbejdsskadesikringslovens § 5
en ulykke eller en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de
forhold,
som arbejdet er foregået under.
I praksis kan der bl.a. opstå tvivl om, hvorvidt der er
årsagssammenhæng mellem skaden og arbejdet eller arbejdsforholdene.
Er der tale om skader, der opstår umiddelbart i forbindelse med
en
ulykke
på arbejdet, må den
skadelidte (eller eventuelt dennes efterladte) som udgangspunkt antages at
have
fået fornøden viden om den formodede årsagssammenhæng med arbejdet på
ulykkesdagen.
Er der tale om en
erhvervssygdom
eller om
følgeskader
, som er indtrådt
nogen tid efter en ulykke, vil det derimod ikke uden videre kunne lægges til
grund, at den skadelidte (eller dennes efterladte) vidste eller burde vide,
at
sygdommen var arbejdsbetinget. Anvendelsesområdet for »burde viden« vil her
være meget snævert, idet forældelsesfristen typisk først vil kunne løbe fra
det
tidspunkt, hvor en læge har fortalt den skadelidte eller de efterladte, at
der
er tale om en sygdom eller skade, som må antages at være arbejdsbetinget.
Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at man til brug for
vurderingen af, om og hvornår den skadelidte eller de efterladte har fået den
relevante viden, i givet fald bl.a. vil indhente relevante journaloplysninger
fra de læger og hospitaler, som har undersøgt den skadelidte.
Adskillige sygdomme kan skyldes skadelige påvirkninger, der
findes både i og uden for den skadelidtes arbejdsmiljø, og det vil generelt
ikke kunne kræves, at den skadelidte eller de efterladte skal have kendskab
til, hvilke sygdomme der er eller kan være arbejdsbetingede.
Ud over spørgsmålet om årsagssammenhæng med arbejdet vil der i
praksis bl.a. også kunne være tvivl om, hvornår skadelidte var i stand til at
opgøre sit krav.
Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets
§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for et krav om f.eks. tab af erhvervsevne
tidligst vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor det er muligt at
konstatere,
at der er lidt et erhvervsevnetab, f.eks. det tidspunkt, hvor den skadelidte
på
grund af arbejdsskadens følger må ophøre med at arbejde eller må overgå til
anden og lavere lønnet beskæftigelse.
Spørgsmål 32:
Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17
konkret, at arbejdsskadekrav i som udenfor kontrakt omfattes af 5-årsfristen
i
§ 4. Ministeren bedes uddybende kommentere dette forslag til ændring,
herunder
redegøre for, hvad der taler for henholdvis mod forslaget.
Svar:
Forslaget fra advokatfirmaet Elmer & Partnere om at forlænge
den foreslåede forældelsesfrist fra 3 år til 5 år for arbejdsskadekrav vil
indebære, at skadelidte vil have 5 år i stedet for 3 år til at anmelde et
krav
i anledning af en arbejdsskade til myndighederne regnet fra tidspunktet, hvor
den pågældende fik eller burde have fået kendskab til kravet, hvilket vil
sige
fra tidspunktet, hvor skadelidte er i stand til at opgøre et krav og til at
indse, at kravet er begrundet i en arbejdsskade.
Imod et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres, at det ikke
i samme omfang som en forældelsesfrist på 3 år vil tilskynde den skadelidte
til
at søge kravet bragt på det rene hurtigt med henblik på at sikre, at en
eventuel
tvist kan løses på det bevismæssigt bedste grundlag.
For et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres
arbejdsskadeområdets særlige karakter, herunder at der i dag ikke gælder
nogen
»kort« forældelsesfrist på dette område, og at Folketinget netop har vedtaget
at udvide adgangen til at dispensere fra de gældende anmeldelsesfrister efter
arbejdsskadeloven.
Spørgsmål 33:
Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17
konkret, at begyndelsestidspunktet for arbejdsskadesager bliver det tidligste
af de tidspunkter, hvor et varigt mén eller et klart erhvervsevnetab med
sikkerhed kan fastslås. Ministeren bedes uddybende kommentere dette forslag
til
ændring, herunder redegøre for, hvad der taler for henholdsvis mod forslaget.
Svar:
Advokaterne
Søren Kjær Jensen og Karsten Høj foreslår i den pågældende henvendelse, at
begyndelsestidspunktet
for forældelse af krav i anledning af arbejdsskader begynder at løbe efter de
retningslinjer, der fremgår af Højesterets dom optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005, side 1594.
Den
foreslåede 3-årige forældelsesfrist skal som udgangspunkt regnes fra
tidspunktet for skadens indtræden, men efter lovforslagets § 3, stk. 2,
begynder
forældelsesfristen først at løbe fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren får
eller burde have fået kendskab til fordringen og skyldneren.
Højesteret
fastslog ved den nævnte dom, at en række krav ikke var forældet, fordi den
skadelidte havde befundet sig i utilregnelig uvidenhed om sine krav på
erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt men.
Som
anført i lovforslagets bemærkninger viderefører bestemmelsen i lovforslagets
§
3, stk. 2, den gældende retstilstand på dette punkt. Der er således ikke
behov
for at ændre lovforslaget for at opnå en videreførelse af den retstilstand,
som
dommen er udtryk for.
Det
indebærer i praksis bl.a., at den foreslåede 3-årige forældelsesfrist først
kan
begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor skadelidte er i stand til at opgøre
et
krav og til at indse, at kravet er begrundet i en arbejdsskade.
Forældelsesfristen
for krav på godtgørelse for varigt men regnes således tidligst fra det
tidspunkt, hvor de helbredsmæssige følger af skaden er så afklarede, at den
skadelidte kan opgøre et krav. Forældelsesfristen for krav på erstatning for
tab af erhvervsevne regnes på samme måde tidligst fra det tidspunkt, hvor de
helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold er så afklarede, at den skadelidte
kan opgøre et krav.
Det
bemærkes, at det bl.a. også følger af den omhandlede højesteretsdom, at
forældelsesfristen for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og
godtgørelse for svie og smerte efter omstændighederne vil kunne opgøres på et
tidligere tidspunkt end krav på godtgørelse for varigt men og krav på
erstatning for tab af erhvervsevne.
Spørgsmål 34:
Elmer & Partnere foreslår i henvendelsen omdelt på bilag 17
konkret, at tillægsfristen for arbejdsskader fastsættes til 3 år, fordi
området
tidligere har været underlagt en 20-årsfrist. Ministeren bedes uddybende
kommentere dette forslag til ændring, herunder redegøre for, hvad der taler
for
henholdvis mod forslaget.
Svar:
Forslaget fra advokatfirmaet Elmer & Partnere om at forlænge
den foreslåede tillægsfrist fra 1 år til 3 år for arbejdsskadekrav vil
indebære, at skadelidte vil have mindst 3 år i stedet for mindst 1 år regnet
fra det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om arbejdsskademyndighedernes
afgørelse, til at afbryde forældelsen endeligt, eksempelvis ved at indbringe
afgørelsen for domstolene.
Imod et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres, at det ikke
i samme omfang som en tillægsfrist på 1 år vil tilskynde den skadelidte til
at
søge kravet bragt på det rene hurtigt med henblik på at sikre, at en eventuel
tvist kan løses på det bevismæssigt bedste grundlag.
For et sådant ændringsforslag kan navnlig anføres
arbejdsskadeområdets særlige karakter, herunder at der i dag ikke gælder
nogen
»kort« forældelsesfrist på dette område.
Spørgsmål 35:
Ministeren bedes kommentere de to eksempler på sager, som efter
de nye foreslåede regler ville falde for forældelsesfristen, jf. henvendelsen
fra Elmer & Partnere af 23/5-07 (bilag 17).
Svar:
Justitsministeriet er ikke i besiddelse af de to utrykte
landsretsdomme, som advokaterne henviser til som grundlag for de to
eksempler.
Det første eksempel drejer sig om en hjemmehjælper, der først
anmelder en skade 6 år efter skadens indtræden. Hjemmehjælperen har i den
mellemliggende periode fortsat kunnet passe sit arbejde, men dog med mange
sygedage. Spørgsmålet er, om et eventuelt krav på erstatning for tabt
erhvervsevne
i en sådan situation ville være forældet efter de foreslåede regler.
Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets
§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for krav på erstatning for tab af
erhvervsevne tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor det er muligt for den
skadelidte at opgøre sit krav, f.eks. det tidspunkt, hvor den skadelidte
ophører med at arbejde eller overgår til anden og lavere lønnet beskæftigelse
på grund af arbejdsskadens følger.
I det pågældende eksempel ville forældelsesfristen for kravet om
erhvervsevnetabserstatning derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke
være udløbet efter de foreslåede regler.
I det andet eksempel beskrives en situation, hvor den skadelidte
ikke regner med, at hun vil få varige men. Skadelidte har indimellem nogle
rygproblemer, som hun kommer sig over, og først da skadelidte efter et
rygproblem knap tre år efter ulykken ikke kommer sig igen, anmelder hun
skaden.
At skadelidte anmelder kravet, inden der er gået 3 år fra den begivenhed, der
gav anledning til rygproblemerne, skyldes ifølge advokaterne den
tilfældighed,
at rygproblemernes varige karakter når at vise sig inden for 3 år.
Efter Justitsministeriets opfattelse følger det af lovforslagets
§ 3, stk. 2, at forældelsesfristen for krav på godtgørelse for varigt men i
en
sådan situation tidligst vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor de
helbredsmæssige følger af skaden er så afklarede, at den skadelidte kan
opgøre
sit krav. I det nævnte eksempel vil forældelsesfristen for kravet på
mengodtgørelse derfor efter Justitsministeriets opfattelse først skulle
regnes
fra det tidspunkt, hvor det kan konstateres, at rygproblemerne har en varig
karakter.
I dette eksempel ville forældelsesfristen for kravet om
mengodtgørelse derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke være udløbet
efter de foreslåede regler, selv om rygproblemernes varige karakter først
havde
kunnet konstateres f.eks. 4 år efter skaden.
Spørgsmål nr. 36:
I et tænkt eksempel, hvor en person kommer ud for en
arbejdsulykke, antager vi, at sagen bliver endeligt afgjort i Ankenævnet
efter
2 år med en erstatning for såvel mén som delvis erhvervsevnetab. I så fald
bedes ministeren redegøre for, hvor lang tid, der herefter må gå, før sagen
bliver indbragt for domstolene med krav om erstatning efter
erstatningsansvarsloven. Herunder om der er forskel i forhold til sager om
supplerende mén- og erstatningsansvarserstatning og sager om godtgørelse for
svie
og smerte.
Svar:
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 20 vedrørende
lovforslaget, vil den foreslåede »korte« forældelsesfrist som udgangspunkt
skulle regnes fra skadens indtræden både for krav efter
arbejdsskadesikringsloven og krav efter de almindelige erstatningsretlige
regler, jf. lovforslagets § 2, stk. 1 og 4. Denne forældelsesfrist begynder
dog
ikke at løbe, hvis skadelidte var i utilregnelig uvidenhed om fordringen
eller
skyldneren, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.
Det følger af Højesterets dom, der er optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 1995.843 H, at i tilfælde, hvor et krav kan være omfattet af
arbejdsskadesikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge
sit eventuelle krav efter de almindelige erstatningsretlige regler, før
spørgsmålet om dennes tilsvarende krav efter arbejdsskadesikringsloven er
afgjort. Dommen indebærer, at krav på supplerende godtgørelse for varigt men
og
supplerende erstatning for tab af erhvervsevne (»differencekrav«) ikke kan
rejses efter de almindelige erstatningsretlige regler, før spørgsmålet om
kravet efter arbejdsskadesikringsloven er afgjort.
Det følger af lovforslagets § 14, at hvis fordringshaveren har
været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke
beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst et år efter
hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald finde anvendelse på den
beskrevne situation, således at forældelsesfristen vedrørende differencekrav
tidligst kan udløbe et år efter arbejdsskademyndighedernes afgørelse om
kravene
i henhold til arbejdsskadesikringsloven.
Den skadelidte vil i det nævnte eksempel, hvor der kun er gået 2
år fra forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, da der træffes afgørelse
efter
arbejdsskadesikringsloven, have et år efter Ankestyrelsens afgørelse til at
indbringe det supplerende krav mod arbejdsgiveren for domstolene. Var der
f.eks. blevet truffet afgørelse efter 1 år, ville den skadelidte have haft 2
år
til at indbringe sagen for domstolene i medfør af den foreslåede 3-årige
forældelsesfrist, og § 14 ville i så fald ikke have haft selvstændig
betydning.
Var der f.eks. blevet truffet afgørelse efter 3 år, ville den skadelidte i
medfør af § 14 have haft et år til at indbringe sagen for domstolene.
Der kan ikke efter arbejdsskadesikringsloven rejses krav på
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og smerte.
Sådanne krav vil derfor kunne rejses uafhængigt af arbejdsskademyndighedernes
behandling af kravet efter arbejdsskadesikringsloven. Forældelsesfristen for
disse
krav vil skulle regnes fra skadens indtræden, jf. lovforslagets § 2, stk. 4,
medmindre skadelidte hverken kendte eller burde kende fordringen eller
skyldneren, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.
I det nævnte eksempel, hvor der er gået 2 år fra
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, da der træffes afgørelse efter
arbejdsskadesikringsloven, vil den skadelidte derfor have et år efter
Ankestyrelsens
afgørelse til at indbringe krav mod arbejdsgiveren på erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste
eller godtgørelse for svie og smerte for domstolene. Var der f.eks. blevet
truffet afgørelse efter 1 år, ville den skadelidte have haft 2 år til at
indbringe sagen for domstolene i medfør af den foreslåede 3-årige
forældelsesfrist.
Var der f.eks. blevet truffet afgørelse efter 3 år, ville den skadelidte ikke
have nogen yderligere frist for at indbringe de pågældende krav for
domstolene,
medmindre den 3-årige forældelsesfrist er suspenderet efter lovforslagets §
3,
stk. 2.
Spørgsmål 37:
Er ministeren enig i, at 3 ud af de 4 domme, som Elmer &
Partnere nævner, jf. bilag 17, ikke ville have medført de store erstatninger
til de pågældende, hvis deres sager var blevet behandlet efter de regler, der
foreslås?
Svar:
De to første domme, som advokaterne nævner, er behandlet i
besvarelsen af spørgsmål nr. 35 vedrørende lovforslaget. Som det fremgår
heraf,
er det Justitsministeriets opfattelse, at kravene i disse to sager ikke ville
have
været forældet efter de foreslåede regler.
Advokaterne nævner endvidere Højesterets domme optrykt i
Ugeskrift for Retsvæsen 2006, side 1444 og 2006, side 3370. Begge domme angår
tilfælde, hvor Arbejdsskadestyrelsen har genoptaget sager på andet grundlag
end
arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Ingen af kravene i disse sager ville
have
været forældet efter de foreslåede regler, hvis Folketinget vedtager det
ændringsforslag, som er sendt til Retsudvalget den 23. maj 2007, og som
indebærer, at der i sådanne genoptagelsestilfælde alene vil gælde en absolut
forældelsesfrist på 30 år.
Spørgsmålet kan således besvares benægtende.
Spørgsmål 38:
Kan ministeren bekræfte, jf. henvendelsen fra Elmer &
Partnere (bilag 17), at antallet af sager, som er blevet afvist af
Arbejdsskadestyrelsen i den periode, hvor arbejdsskademyndighederne urigtigt
anvendte en 5-årsforældelsesfrist over en 3-årig periode var 1.679 sager?
Svar:
Justitsministeriet har anmodet Beskæftigelsesministeriet om et
bidrag til besvarelsen af spørgsmålet.
Beskæftigelsesministeriet har oplyst følgende:
»Arbejdsskadestyrelsen har i forbindelse med Højesterets dom af
5. oktober 1999 vedrørende forældelse opgjort antallet af sager, der er
afvist
med begrundelsen, at kravet var forældet, til 1.679.
I forbindelse med dommen blev der skrevet ud til 1.214 personer,
idet der i de resterende sager allerede var sket genoptagelse blandt andet
som
følge af hjemvisninger fra Ankestyrelsen.
998 fik deres sag genoptaget.
Der er tilkendt erstatning og godtgørelse i 345 af disse sager.«
Spørgsmål 39:
Er ministeren enig med Elmer & Partnere, jf. bilag 17, når
de anfører, at den 5-årige frist, der må formodes at være indarbejdet i
befolkningens bevidsthed, ikke har været mere indarbejdet, end at hundredevis
af arbejdsskaderamte hvert år har anmeldt skader mere end 5 år, efter at
disse
er indtrådt?
Svar:
Højesteret fastslog ved dommen, der er optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 2000, side 19, at den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven
ikke
finder anvendelse på krav i henhold til arbejdsskadessikringsloven. Dommen
gav
anledning til, at Arbejdsskadestyrelsen genoptog en række sager, som var
blevet
afvist med den begrundelse, at kravene var forældet efter 1908-loven. Der er
redegjort for antallet af sager i besvarelsen af spørgsmål nr. 38 vedrørende
lovforslaget.
Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at der årligt anmeldes ca.
45.000 arbejdsskader til Arbejdsskadestyrelsen. Der henvises endvidere til
besvarelsen
af spørgsmål nr. 44 vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 40:
Er ministeren enig i, at lovforslaget vil resultere i flere retssager?
Svar:
Justitsministeriet lægger til grund, at spørgsmålet navnlig
angår en eventuel forøgelse af antallet af retssager om krav i henhold til
arbejdsskadesikringsloven.
Efter lovforslaget afbrydes både den foreslåede »korte« frist på
3 år og den foreslåede »lange« frist på 10 år, for nogle kravs vedkommende 30
år, ved, at skyldneren erkender sin forpligtelse, eller ved, at
fordringshaveren foretager forskellige former for retslige skridt, jf.
lovforslagets §§ 15-18.
Efter lovforslagets § 21, stk. 2, indtræder forældelse tidligst
et år efter, at en myndighed har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en
sag
om en fordrings eksistens eller størrelse, eller en sag, som er afgørende
herfor, inden forældelsesfristens udløb er indbragt for den administrative
myndighed.
Det vil derfor i første omgang ikke være nødvendigt at anlægge
retssag for at afbryde forældelsen af et krav, der anmeldes efter
arbejdsskadesikringsloven, idet indbringelse af kravet for
arbejdsskademyndighederne
vil medføre, at forældelsesfristen foreløbigt afbrydes.
Den 1-årige tillægsfrist i lovforslagets § 21, stk. 2,
indebærer, at den skadelidte har
mindst
et år fra myndighedens afgørelse til at indbringe afgørelsen for domstolene.
Fristen vil være længere, hvis der er mere end et år tilbage af den
almindelige
forældelsesfrist.
På arbejdsskadeområdet gælder i dag alene den 20-årige
forældelsesfrist efter Danske Lov. Denne forældelsesfrist kan afbrydes ved
påmindelse, og hvis den skadelidte er uenig i arbejdsskademyndighedernes
afgørelse og ønsker at indbringe den for domstolene, vil det således i dag
ikke
være nødvendigt at gøre dette inden for et år for at undgå, at fordringen
forældes.
Det kan derfor naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at den
foreslåede 1-års frist i nogle tilfælde vil kunne medføre, at en skadelidt
vælger at anlægge retssag inden fristens udløb for at undgå forældelse, og at
det efterfølgende fastslås, at arbejdsskademyndighedernes afgørelse var
korrekt.
Spørgsmål 41:
Hvilke overvejelser, initiativer og beslutninger vil en skadelidt
typisk skulle tage inden for den foreslåede tillægsfrist på 1 år, og hvor
lang
tid må de enkelte dele skønsmæssigt vurderes at tage?
Svar:
Justitsministeriet lægger til grund, at spørgsmålet tager sigte
på arbejdsskadesager, hvor arbejdsskademyndighederne har truffet en
afgørelse,
som skadelidtes er helt eller delvis uenig i.
Der er bl.a. i besvarelsen af spørgsmål nr. 40 vedrørende
lovforslaget redegjort for bestemmelsen i lovforslagets § 21, stk. 2, som i
arbejdsskadesager indebærer, at forældelse
tidligst
indtræder et år efter, at arbejdsskademyndighederne har givet meddelelse om
afgørelsen.
Efter almindelige forvaltningsretlige principper er arbejdsskademyndighederne
forpligtede til at søge sagerne forsvarligt belyst, inden der træffes
afgørelse,
og myndighederne har bl.a. adgang til at indhente oplysninger om skadelidtes
helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold. Arbejdsskademyndighederne har
efter
forvaltningslovens almindelige regler pligt til at partshøre den skadelidte
over
de oplysninger, der måtte være indhentet til brug for behandlingen af sagen.
Skadelidte
kan i den forbindelse anføre, om der er oplysninger, som efter hans eller
hendes mangler i vurderingsgrundlaget.
Endvidere har arbejdsskademyndighederne efter forvaltningsloven
pligt til at begrunde de afgørelser, der træffes, og det skal fremgå af
begrundelsen, hvilke oplysninger der er lagt vægt på ved afgørelsen.
Uanset det anførte forekommer der naturligvis tilfælde, hvor den
skadelidte efter sagens afgørelse finder, at der er behov for at indhente
supplerende
oplysninger eller rådgivning med henblik på eventuelt at anfægte afgørelsen.
I
givet fald kan der eventuelt være anledning til at søge om fri proces. Der
kan
ikke siges noget generelt om, hvilke oplysninger der kan være tale om, eller
hvilke elementer i en afgørelse, en skadelidt kan være uenig i, og det kan
naturligvis ikke på forhånd udelukkes, at der vil kunne forekomme tilfælde,
hvor der er truffet en forkert afgørelse af myndighederne, og hvor den
skadelidte har behov for supplerende oplysninger, som ikke kan skaffes inden
for et år.
Det bemærkes, at arbejdsskademyndighedernes afgørelse bl.a. vil
kunne genoptages efter arbejdsskadesikringslovens regler herom, hvis der
efter
afgørelsen er fremkommet nye, væsentlige, faktiske oplysninger. I så fald får
den foreslåede tillægsfrist ingen betydning.
Spørgsmål 42:
Mener ministeren i fortsættelse af forrige spørgsmål, at
skadelidte uden videre vil kunne nå det hele inden for 1 år?
Svar:
Der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 41 vedrørende
lovforslaget.
Spørgsmål
43
:
Ministeren bedes oplyse, hvilke grupper der vil blive stillet
ringere med en vedtagelse af L 165 og L 166.
Svar:
Efter gældende regler er forældelsesfristen for krav efter
arbejdsskadesikringsloven 20 år.
Det fremsatte forslag til ny forældelseslov indebærer for
arbejdsskadeområdet, at der indføres en kort forældelsesfrist på 3 år
kombineret med en absolut frist på 30 år. Den korte frist regnes fra det
tidspunkt, hvor tilskadekomne kunne opgøre og rejse sit krav. Den lange frist
på 30 år regnes fra ophøret af den skadevoldende handling.
Den nye forældelseslov vil således ramme personer, der forholder
sig passivt i 3 år eller mere efter, at pågældende var i stand til at opgøre
og
rejse sit krav.
Det gælder både i forhold til anmeldelse af selve skaden og
anmodning om genoptagelse. For så vidt angår genoptagelse regnes den korte
frist fra det tidspunkt, hvor de forhold, som begrunder genoptagelse efter
loven,
foreligger.
Det bemærkes, at det fremsatte ændringsforslag indebærer, at den
korte forældelsesfrist på 3 år og tillægsfristen på 1 år ikke gælder i to
tilfælde – dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den
pågældende
sygdom efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme,
jf. arbejdsskade-sikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på
andet grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43.
Den sidstnævnte kategori angår tilfælde, hvor sager genoptages
på almindelig forvaltningsretligt grundlag i anledning af, at myndighederne
har
ændret deres praksis. Arbejdsskadestyrelsen har således genoptaget sager i
tilfælde, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis er blevet underkendt ved
domstolene.
Ændringsforslaget indebærer, at alene den 30-årige
forældelsesfrist gælder i disse situationer.
Spørgsmål
44
:
Ministeren bedes i fortsættelse af forrige spørgsmål oplyse −
om muligt − hvor mange personer, det drejer sig om.
Svar:
Arbejdsskadestyrelsen modtager årligt omkring 45.000 sager,
herunder også sager om genoptagelse.
Langt de fleste af disse sager anmeldes rettidigt inden for
lovens frister og giver ikke anledning til vanskeligheder i forbindelse med
de
foreslåede forældelsesfrister.
Arbejdsskadestyrelsen har netop foretaget en forløbsanalyse for
skadeårgang 1997.
Følgende skema viser, hvornår sagerne vedrørende 1997 er
modtaget i Arbejdsskadestyrelsen. Skemaet viser kun antallet af nye skader i
1997 og viser således ikke antallet af genoptagelser vedrørende 1997.
Skader i 1997 fordelt på året for anmeldelsen
Året for anmeldelsen
I alt
1997
1998
1999
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
Antal
32.451
5.538
666
293
197
127
74
42
36
18
2
39.444
Pct.
82,3
14,0
1,7
0,7
0,5
0,3
0,2
0,1
0,1
0,0
0,0
100,0
Tabellen viser, at 96,3 pct. af sagerne er anmeldt inden for 1
år fra skadeåret.
98,7 pct. af sagerne er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen inden
3 år, og 99,5 pct. af sagerne er anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen inden 5
år.
Under 0,5 pct. af sagerne er anmeldt mere end 5 år efter skadeåret.
Tabellen viser
ikke
,
om kravene er anmeldt for sent, når de anmeldes til Arbejdsskadestyrelsen.
Det
skyldes blandt andet, at sagerne kan være rettidigt anmeldt til
forsikringsselskabet.
Tabellen viser heller ikke, om der ville være sket suspension af forældelsen,
fordi tilskadekomnes krav først på et senere tidspunkt har kunnet opgøres
endeligt.
Spørgsmål
46
:
Ministerens kommentarer udbedes til de ændringsforslag, som er
foreslået af Elmer & Partnere, jf. L 165 – bilag 17, side 6.
Svar:
Der henvises til justitsministerens besvarelse af spørgsmål 32,
33 og 34 af 24. maj 2007 fra Retsudvalget.
Spørgsmål
47
:
Ministeren bedes i fortsættelse af forrige spørgsmål oplyse,
hvor mange personer, som efter en eventuel vedtagelse af de i spørgsmålet
nævnte ændringsforslag, som skønnes at blive dårligere stillet end efter
gældende
lovgivning.
Svar:
Der henvises til svaret på spørgsmål 44.
Spørgsmål 48:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 29/5-07 fra advokat
Olav Willadsen, Glostrup, vedrørende L 165, jf. L 165 – bilag 19.
Svar:
Advokat Olav Willadsen rejser i sit brev af 29. maj 2007 til
Folketingets Retsudvalg en række spørgsmål, som han tidligere har rejst i
brev
af 16. maj 2007 til Retsudvalget. Spørgsmålene angår navnlig forslaget om at
afskaffe muligheden for, at fordringshaveren kan afbryde forældelsen efter
20-års reglen i Danske Lov alene ved en påmindelse til skyldner.
Justitsministeriet har kommenteret advokat Willadsens tidligere
henvendelse i besvarelsen af spørgsmål nr. 22 vedrørende lovforslaget,
hvortil
der henvises. Den seneste henvendelse giver Justitsministeriet anledning til
følgende supplerende bemærkninger:
Willadsen anfører, at
den foreslåede afskaffelse af muligheden for at afbryde forældelsen ved
påmindelse
navnlig er til skade for kreditorer, der yder lån.
Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 22 vedrørende
lovforslaget bygger dette punkt i forslaget på en enig anbefaling fra
Forældelsesudvalget, hvor bl.a. Finansrådet og Realkreditrådet var
repræsenteret.
Som det bl.a. er anført i udvalgets betænkning, bør forældelsesreglerne
generelt navnlig bidrage til, at fordringer afvikles eller bringes på det
rene
inden rimelig tid, og at procesførelse om meget gamle fordringer undgås.
Forældelsesudvalget anfører bl.a., at disse hensyn i de fleste tilfælde ikke
på
tilfredsstillende måde tilgodeses ved en ordning, hvor fordringshaveren har
mulighed for til enhver tid at forny forældelsesfristen ved blot at
tilkendegive over for skyldneren, at han eller hun mener at have et krav mod
den pågældende.
Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter.
Det kan tilføjes, at der
for fordringer i henhold til pengelån er foreslået en særlig lang
forældelsesfrist
(10 år), jf. lovforslagets § 6, stk. 1.
Advokat Willadsen anfører, at der gør sig særlige
forældelsesmæssige hensyn gældende, når et krav er fastslået ved en
domstolsafgørelse.
Justitsministeriet er enig i dette synspunkt, og i
overensstemmelse med Forældelsesudvalgets anbefaling indeholder lovforslaget
en
særlig lang forældelsesfrist (10 år), når fordringens eksistens og størrelse
er
fastslået ved dom, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, nr. 3.
Willadsen anfører
endvidere, at en skyldner vil kunne undgå at betale sin gæld ved at flytte
til
udlandet og opholde sig der, indtil fordringerne er forældede.
Det følger imidlertid af
lovforslagets § 14, at i tilfælde, hvor fordringshaveren har været afskåret
fra
at afbryde forældelsen på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted,
indtræder forældelse tidligst et år efter, at fordringshaver fik eller burde
have fået kendskab til skyldnerens opholdssted. Endvidere indebærer § 14, at
forældelsesfristen suspenderes, hvis fordringshaveren har været afskåret fra
at
afbryde forældelse på grund af en hindring, som ikke beror på
fordringshaverens
forhold. Dette vil omfatte tilfælde, hvor det ikke er muligt for
fordringshaveren at foretage retslige skridt mod skyldneren, f.eks. på grund
af
processuelle regler i det pågældende land. I sådanne tilfælde indtræder
forældelse tidligst et år efter hindringens ophør.
Desuden kritiserer
Willadsen i sit brev, at private kreditorer ikke kan iværksætte
lønindeholdelse.
Justitsministeriet kan
oplyse, at Retsplejerådet
som led i sin igangværende gennemgang af den civile
retspleje bl.a. skal se nærmere på reglerne om tvangsfuldbyrdelse. Rådet vil
som led i den samlede gennemgang af området også vurdere fordele og ulemper
ved
at give mulighed for lønindeholdelse for private krav.
Willadsen bemærker
afslutningsvis, at der er betydelige EU-retlige følger af lovforslaget, som
ikke
er omtalt i bemærkningerne. Som anført under pkt. 4 i lovforslagets
almindelige
bemærkninger, er det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslaget ikke
indeholder EU-retlige aspekter.
Spørgsmål 49:
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29/5-07 fra Teknisk
Landsforbund, vedr. L 165, jf. L 165 – bilag 20.
Svar:
Teknisk Landsforbund udtrykker i henvendelsen af 29. maj 2007
bekymring over lovforslagets virkninger på arbejdsskadeområdet.
Teknisk Landsforbunds kritikpunkter vedrører navnlig spørgsmål, som
Justitsministeriet har kommenteret ved besvarelserne af spørgsmål nr.
12, 16, 17, 21, 23, 24, 26 og 27 vedrørende
lovforslaget.
Efter
Justitsministeriets opfattelse vil Teknisk Landsforbunds kritikpunkter i det
væsentlige være imødekommet med det ændringsforslag til L 166, som
Justitsministeriet samtidig har fremsendt til Retsudvalget.
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) Retsinformation · 15. juni 2007
- Højesteret hjemviste sag til fortsat behandling i byretten, idet Ankestyrelsen skal anerkende, at krav på mulig erstatning for tab af erhvervsevne som følge af en arbejdsulykke ikke var forældet ved sagsanlæg mod Ankestyrelsen Domsdatabasen · 22. august 2024
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) Retsinformation · 14. februar 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) Retsinformation · 14. maj 2007
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af våbenloven, straffeloven og krigsmaterielloven (Masseødelæggelsesvåben m.v.) Retsinformation · 8. maj 2006
- Betænkning over Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) Retsinformation · 14. maj 2007