Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 31. maj 2007
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.
(Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af
fordringer, ophævelse af købelovens
reklamationsfrister ved visse køb m.v.)
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
1. Ændringsforslag
Der er af justitsministeren stillet 1 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2007 og var til 1.
behandling den 22. marts 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist
til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 3. maj 2007.
Lovforslaget var til 2. behandling den 22. maj 2007, hvorefter det blev
henvist
til fornyet behandling i Retsudvalget.
Dispensation fra §
8 a, stk. 2, i Folketingets
forretningsorden
Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i
forretningsordenen om, at 3. behandling først må finde sted 2 dage efter, at
tillægsbetænkningen er omdelt.
Sammenhæng med lovforslag nr. L 165
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven) (lovforslag nr. L 165).
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
Læs alt
udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
modtaget skriftlige henvendelser fra:
Advokatfirmaet Elmer & Partnere,
Forsikring & Pension og
Fælles Fagligt Forbund.
Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de
skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputation
Endvidere har advokatfirmaet Elmer & Partnere mundtligt over
for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet
4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
Samråd
Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til justitsministeren
til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med
udvalget den 24. maj 2007. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det
talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Justitsministeriet vil
være indstillet på at afgive en redegørelse om de foreslåede
forældelsesreglers
betydning i arbejdsskadesager, når reglerne har været i kraft så længe, at
virkningerne af reglerne kan vurderes.
Et
flertal
i udvalget
(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til
vedtagelse
med det stillede
ændringsforslag.
Et
mindretal
i
udvalget (EL) indstiller lovforslaget til
forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.
Enhedslisten stemmer imod lovforslag nr. L 165 og nr. L 166.
De nye forældelsesregler kan få alvorlige konsekvenser for
mennesker, der kommer til skade på arbejde. I arbejdsskadesager har der
indtil
vedtagelsen af disse forslag ikke været en kort forældelsesfrist, men
udelukkende en lang frist på 20 år. Denne frist bliver reelt med forslaget
nedsat til 5 år. Det er logik for burhøns, at en sådan kortere frist vil få
betydning. Det er jo et faktum, at arbejdsskadesager meget tit har en særlig
karakter. For det første bliver de som udgangspunkt behandlet af offentlige
myndigheder: Arbejdsskadesstyrelsen og Ankestyrelsen. For det andet behandles
en række sager også ved domstolene. Det drejer sig om sager, hvor
arbejdsgiveren kan pålægges et direkte ansvar og dermed forpligtes til at
betale erstatning efter erstatningsansvarsloven.
Sagerne bliver yderligere kompliceret af en række faktorer. For
det første kan der ikke gives erstatning for svie og smerte og tabt
arbejdsfortjeneste efter arbejdsskadeloven, men kun efter
erstatningsansvarsloven.
For det andet er erstatningsniveauet, når det handler om men og
erhvervsevnetab,
i arbejdsskadeloven generelt lavt, hvorfor der nogle gange vil være basis for
at videreføre en vunden sag ved domstolene med de såkaldte differencekrav.
For
det tredje er mulighederne for rent faktisk at få erstatning for en
arbejdsskade i en række sager uklare. Det gælder ikke mindst erhvervssygdomme
og i særdeleshed sager om skader på bevægeapparatet.
Endelig er der det særlige forhold i arbejdsskadesager, at
skadeforvolderen er arbejdsgiver for den skadelidte. Det betyder, at
skadelidte
i nogle sager kan være tvunget til at tage hensyn til mulighederne for
fremtidig beskæftigelse med i overvejelserne om et sagsanlæg eller ej.
Disse forhold begrunder i sig selv en væsentlig længere
forældelsesfrist end 5 år.
For at det ikke skal være løgn, er det fuldstændig uklart, hvor
omfattende forringelserne for de arbejdsskadedes muligheder for at føre
erstatningssager bliver på grund af lovforslagene. Der er lagt op til et utal
af fortolkningsmuligheder, når loven skal omsættes til praksis. Under
udvalgsbehandlingen har førende arbejdsskadeadvokater kritiseret
lovforslagene,
og på trods af de stillede ændringsforslag er kritikken på ingen måde
tilbagevist.
Til illustration fremgår det af ministerens besvarelse af L 165 –
spørgsmål 38, at Højesterets underkendelse af en administrativt indført
5-års-forældelsesfrist
i 1999 førte til 998 genoptagne sager, hvoraf de 345 gav erstatning til de
skadelidte. Om den aktuelle 5-års-frist vil have lige så omfattende
konsekvenser, kan hverken be- eller afkræftes.
Kort sagt findes der ingen fornuftig begrundelse for at indføre
en 5-års-forældelsesfrist i arbejdsskadesager, hvorimod der er mange gode
grunde til at lade være.
Enhedslisten støtter det stillede ændringsforslag til L 166, som
trods alt forbedrer mulighederne for de arbejdsskadede i forhold til det
oprindelige forslag. Hvor det oprindelige forslag generelt opererede med en
3-års-forældelsesfrist,
betyder ændringerne, at den i arbejdsskadesager bliver 5 år. Det ændrer dog
ikke ved det faktum, at forældelsesfristen forkortes fra de nuværende 20 år.
Det må siges at være 4 skridt baglæns og et skridt frem. Samtidig betyder
ændringsforslaget, at fristen kan forlænges med 3 år i stedet for det
oprindelige 1 år. Det vil have betydning i sager, der først køres gennem
Arbejdsskadesstyrelsen
og Ankestyrelsen og derefter rejses ved domstolene. Men også her er det kun
tale om en delvis genopretning af skaderne i det oprindelige forslag.
Endelig skal det fremhæves, at præciseringen i ændringsforslaget
og bemærkningerne hertil af, fra hvilken dag forældelsesfristen skal regnes,
også er et fremskridt i forhold til det oprindelige forslag. Men det betyder
overhovedet ikke en hug- og stikfast sikring mod, at arbejdsskadede helt
uforskyldt kan blive ramt af forældelsesfristen.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit
var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger
eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af
justitsministeren,
tiltrådt af
udvalget:
Til § 21
1)
Før nr. 1 indsættes som nye numre:
»01.
Overskriften til
kapitel 7
affattes
således:
»Anmeldelse, sagsbehandling og forældelse.«
02.
§ 36, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
Krav efter
loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af
en arbejdsskade, jf. § 5, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog
stk. 3-5.«
03.
I
§ 36
indsættes som
stk. 3-5:
»Stk. 3.
Fristen efter
forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år for krav som nævnt i stk. 2. Denne
forældelsesfrist
regnes først fra den dag, da fordringshaveren blev bekendt med fordringen og
skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan
tilregnes denne som groft uagtsomt.
Stk. 4.
Er en
arbejdsskade anmeldt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af
krav efter loven tidligst 3 år efter, at Arbejdsskadestyrelsen eller den, der
efter regler fastsat i medfør af § 15, stk. 6, eller § 35, stk. 3, træffer
afgørelse eller tager stilling, har givet meddelelse om sin afgørelse eller
stillingtagen. Indbringes sagen for Ankestyrelsen inden for de i § 44, stk.
3,
fastsatte frister, regnes fristen på 3 år fra meddelelsen om Ankestyrelsens
afgørelse. Det samme gælder, når Ankestyrelsen behandler sagen, selv om
klagefristerne er overskredet, jf. § 44, stk. 4.
Stk. 5.
Stk. 3 og
forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på krav på
erstatning eller godtgørelse i sager omfattet af § 41, stk. 2. Det samme
gælder
ved genoptagelse på andet grundlag end §§ 41-43.««
[Regler om forældelse af krav i anledning af arbejdsskader]
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter den gældende § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder
tilskadekomnes eller efterladtes krav 5 år efter arbejdsskadens indtræden,
hvis
sagen ikke kan behandles på grund af forhold, der kan henføres til
tilskadekomne
eller efterladte, herunder passivitet. Bestemmelsen, der kun er blevet
anvendt i
få sager, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der foreslås indført en
5-årig forældelsesfrist. Det indebærer en forbedring af tilskadekomnes
retsstilling i forhold til i dag, idet den gældende 5-årige frist regnes fra
arbejdsskadens indtræden uden mulighed for suspension, mens den 5-årige
forældelsesfrist, der foreslås indført, ligeledes regnes fra skadens
indtræden,
men desuden suspenderes i visse tilfælde, jf. nedenfor.
Ved nyaffattelsen af § 36, stk. 2, foreslås det præciseret i
arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt
vil finde anvendelse på arbejdsskadekrav. Det foreslås samtidig, at dette
udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til § 36, stk. 3-5.
Henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk.
3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller
godtgørelse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den
såkaldte
suspensionsregel i forældelseslovens § 3, stk. 2, dels en særlig lang
tillægsfrist,
for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været
behandlet af arbejdsskademyndighederne.
Det foreslås for det første, at forældelseslovens »korte«
forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og
eventuelt mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af
en
arbejdsskade, skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til § 36,
stk.
3. Bestemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitionen
i
arbejdsskadesikringslovens § 5.
Det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist
suspenderes, hvis den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med
fordringen
eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra
den
dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og skyldneren, eller fra
den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som
groft
uagtsomt. Formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil
være et meget snævert anvendelsesområde for den tilskadekomnes »burde vide«
– sammenlign
her med den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelseslovens § 3,
stk. 2. I arbejdsskadesager vil forældelsesfristen bl.a. som altovervejende
hovedregel først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor en læge giver
den tilskadekomne oplysninger, som medfører, at lægen har pligt til at
indberette sagen til Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 950
af
26. november 2003, medmindre der er tale om skader, der indtræder umiddelbart
i
direkte forbindelse med en arbejdsulykke. Adskillige sygdomme kan skyldes
skadelige påvirkninger, der findes både i og uden for den tilskadekomnes
arbejdsmiljø,
og det vil generelt heller ikke kunne kræves, at den tilskadekomne eller de
efterladte skal have kendskab til, hvilke sygdomme der eventuelt er eller kan
være arbejdsbetingede.
F
orældelsesfristen for
de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskellige tidspunkter, afhængigt
af
de konkrete helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold.
F.eks. vil
forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne tidligst
kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige
forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har
pådraget
sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og det gælder, uanset hvornår en
læge har indberettet sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Forældelsesfristen for
krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det
tidspunkt,
hvor de helbredsmæssige forhold er så afklarede, at den tilskadekomne er i
stand til at opgøre et krav.
I et tænkt forløb, hvor
en person f.eks. mærker et knæk i ryggen i forbindelse med et tungt løft på
arbejdet og i den første tid herefter fortsætter med sit job, men hvor
helbredstilstanden på grund af rygskaden efter nogle år udvikler sig sådan,
at
den pågældende må ophøre med at arbejde, vil forældelsesfristen for kravet på
erstatning for varigt tab af erhvervsevne først begynde at løbe fra det
tidspunkt, hvor det konstateres, at den tilskadekomne må ophøre med at
arbejde.
For det tredje foreslås, at tillægsfristen ved foreløbig
afbrydelse af forældelsen skal være 3 år (i stedet for 1 år), når en sag har
været behandlet af arbejdsskademyndighederne, jf. forslaget til § 36, stk. 4.
Det foreslås således, at forældelse tidligst indtræder 3 år efter, at
Arbejdsskadestyrelsen har givet meddelelse om sin afgørelse, når
arbejdsskaden
er anmeldt inden forældelsesfristens udløb. Hvis det drejer sig om et
forsikringsselskabs stillingtagen, f.eks. fordi skaden alene medfører
betaling
af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler, indtræder
forældelse
tidligst 3 år efter, at forsikringsselskabet har givet meddelelse om sin
stillingtagen. Hvis forsikringsselskabets stillingtagen indbringes for
Arbejdsskadestyrelsen, regnes tillægsfristen fra Arbejdsskadestyrelsens
afgørelse. Indbringes Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for Ankestyrelsen
inden
for de i arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 3, fastsatte frister, regnes
fristen på 3 år fra meddelelsen om Ankestyrelsens afgørelse. Det samme
gælder,
når Ankestyrelsen behandler sagen, selv om klagefristerne er overskredet, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 4. Hvis Ankestyrelsen afviser klagen,
fordi klagefristerne er overskredet og der ikke er grundlag for at se bort
fra
overskridelsen, regnes tillægsfristen fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
Bestemmelsen i § 36, stk. 4, omfatter krav efter
arbejdsskadesikringsloven, men i modsætning til § 36, stk. 3, ikke krav på
f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og
smerte. Det skal ses i sammenhæng med, at sådanne tabsposter ikke kan
behandles
af arbejdsskademyndighederne. Det samme gælder krav på supplerende
godtgørelse
for varigt men og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne
(»differencekrav«).
Sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan
efter
retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter
arbejdsskadesikringsloven
er afgjort. Det følger af § 14 i forslaget til ny forældelseslov (L 165), at
hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund
af
en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder
forældelse
tidligst 1 år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald
finde
anvendelse på differencekrav.
Endelig indebærer forslaget til § 36, stk. 5,
at forældelseslovens »korte« 3-årige
(efter ændringsforslaget 5-årige) frist ikke vil finde anvendelse i to
tilfælde:
dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pågældende sygdom
efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf.
arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på andet
grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori
angår tilfælde, hvor sager genoptages på almindelig forvaltningsretligt
grundlag i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis.
Arbejdsskadestyrelsen har således genoptaget sager i tilfælde, hvor
arbejdsskademyndighedernes
praksis er blevet underkendt ved domstolene.
Den foreslåede ændring berører ikke spørgsmålet om, i hvilke
tilfælde der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.
Baggrunden for forslaget til § 36, stk. 5, er, at
Beskæftigelsesministeriet har anført, at man
finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i de nævnte to særlige
tilfældegrupper fortsat vil gælde en særlig lang frist for at søge sagen
genoptaget.
Forslaget vil medføre, at krav i anledning af skader, hvor den skadevoldende
handling er ophørt for mindre end 30 år siden, vil kunne genoptages i de
omhandlede tilfælde. Dette er en forlængelse i forhold til den gældende frist
på 20 år.
En tilsvarende bestemmelse vedrørende tilfælde, hvor
myndighedernes praksis ændres, gælder og vil efter lovforslaget fortsat gælde
for krav på skatteområdet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7,
og
§ 32, stk. 1, nr. 1, og lovforslagets § 37, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens §
34 a,
stk. 4).
Hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny
forældelseslov (L 165) navnlig medføre følgende ændringer for de
tilskadekomne
på arbejdsskadeområdet:
Lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som
følger af ændringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels
kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens
indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til
fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels
kommer
til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den
skadevoldende handlings ophør.
I dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist efter Danske
Lov. Denne frist kan ligesom den foreslåede 30-års-frist ikke suspenderes og
løber
fra den skadevoldende handlings ophør.
Arbejdsskadesikringslovens særlige regler om anmeldelsesfrister over
for arbejdsskademyndighederne berøres ikke af lovforslaget. Med forbehold for
disse regler betyder lovforslaget i praksis, at f.eks. en person, som 21 år
efter
at være ophørt med et farligt arbejde bliver syg som følge af arbejdet, i
modsætning til i dag vil kunne fremsætte krav om erstatning m.v. inden for 5
år
fra sygdommens opståen. Dette er en klar forbedring i forhold til i dag, og
lovforslaget vil altså være til gavn for dem, der bliver ramt af sygdomme,
som
er meget længe om at udvikle sig. Omvendt vil reglerne blive skærpet f.eks.
for
den, som forholder sig passiv i mere end 5 år efter at have fået kendskab
til,
at vedkommende er blevet syg som følge af arbejdet. Denne skærpelse vil på
den
anden side i mange tilfælde i virkeligheden være en fordel for tilskadekomne,
idet en hurtigere afklaring af sagen alt andet lige vil øge mulighederne for,
at afgørelsen træffes på et bevismæssigt sikkert grundlag.
For så vidt angår genoptagelse af sagen ved
arbejdsskademyndighederne, vil lovforslaget med de foreslåede ændringer ikke
medføre
forringelser af betydning i forhold til gældende ret, men derimod den
forbedring, at de sager, der er omfattet af ændringsforslaget, fremover vil
kunne genoptages i op til 30 år i stedet for som i dag i op til 20 år.
For så vidt angår indbringelse af arbejdsskademyndighedernes
afgørelse for domstolene, vil forslaget om en tillægsfrist på 3 år betyde, at
der altid vil være mindst 3 år til at overveje, om man vil indbringe
afgørelsen
for domstolene. I dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist også i denne
relation, men 3 år bør være nok til at vurdere en afgørelse fra
arbejdsskademyndighederne,
og som ovenfor nævnt er det ikke nødvendigvis til tilskadekomnes fordel at
vente meget længe med at anlægge sag. Fremkommer der væsentlige nye faktiske
oplysninger, vil der desuden være mulighed for at få sagen genoptaget efter
arbejdsskadesikringslovens regler herom.
Birthe Rønn Hornbech (V)
Michael Aastrup Jensen (V)
Karsten Nonbo (V)
Søren Pind (V)
Peter Skaarup (DF)
fmd.
Kim Christiansen (DF)
Hans Kristian Skibby (DF)
Tom Behnke (KF)
Allan Niebuhr (KF)
Simon Pihl Sørensen (S)
Per Kaalund (S)
Lissa Mathiasen (S)
Frode Sørensen (S)
Elisabeth Arnold (RV)
Simon Emil Ammitzbøll (RV)
Anne Baastrup (SF)
nfmd.
Line Barfod (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit
Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
51
Enhedslisten (EL)
6
Socialdemokratiet (S)
47
Siumut (SIU)
1
Dansk Folkeparti (DF)
23
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
Fólkaflokkurin (FF)
1
Det Radikale Venstre (RV)
16
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
11
Uden for folketingsgrupperne (UFG)
3
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 166 efter
betænkningsafgivelsen
Bilagsnr.
Titel
6
Henvendelse af 11/5-07 fra Forsikring & Pension
7
Betænkning afgivet 3/5-07
8
Kopi af brev fra advokat Torben Buur til
justitsministeren og ministerens kommentar hertil
9
Henvendelse af 14/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &
Partnere
11
Henvendelse af 23/5-07 fra
3F, Fælles Fagligt Forbund
12
Henvendelse af 23/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &
Partnere
13
Ændringsforslag fra justitsministeren
14
2. udkast til tillægsbetænkning
15
Kopi af brev fra DSB S-tog a/s til Justitsministeriet
16
Kopi af svar på L 165 – spm. 28 vedrørende ministerens
talepapir fra samrådet 24/5-07, jf. L 165 – samrådsspm. A
17
Ændringsforslag fra justitsministeren
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 166 efter
betænkningsafgivelsen
Spm.nr.
Titel
3
Spm. om kommentar til henvendelsen af 11/5-07 fra
Forsikring & Pension, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra
advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra
3F, Fælles Fagligt Forbund, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå
6
Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra
advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå
Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 166 efter
betænkningsafgivelsen
Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om en uddybelse af besvarelsen af spørgsmål 4
om henvendelsen fra advokatfirmaet Elmer & Partnere vedrørende
arbejdsskader,
til justitsministeren
Lignende dokumenter
- Tillægsbetænkning over Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) Retsinformation · 15. juni 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) Retsinformation · 14. maj 2007
- Betænkning over Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven) Retsinformation · 14. maj 2007
- Skriftlig fremsættelse (28. februar 2007) - L 166 Retsinformation · 28. februar 2007
- 1994 BTL 218 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORBRUGERBESKYTTELSE VED ERHVERVELSE AF FAST EJENDOM M.V. NR L 218 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 15. august 1995
- 2009-0018589 - Ikke part i sag og anmodning om aktindsigt ikke imødekommet (28. august 2009) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. august 2009