Spring til indhold

Retsinformation

Tillægsbetænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.)

2006/1 TBL 166Tillægsbetænkning over lovforslagFolketinget15. juni 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 31. maj 2007

Tillægsbetænkning

over

Forslag til lov om ændring af forskellige

lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.

(Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af

fordringer, ophævelse af købelovens

reklamationsfrister ved visse køb m.v.)

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

1. Ændringsforslag

Der er af justitsministeren stillet 1 ændringsforslag til

lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 28. februar 2007 og var til 1.

behandling den 22. marts 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav betænkning den 3. maj 2007.

Lovforslaget var til 2. behandling den 22. maj 2007, hvorefter det blev

henvist

til fornyet behandling i Retsudvalget.

Dispensation fra §

8 a, stk. 2, i Folketingets

forretningsorden

Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i

forretningsordenen om, at 3. behandling først må finde sted 2 dage efter, at

tillægsbetænkningen er omdelt.

Sammenhæng med lovforslag nr. L 165

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om

forældelse af fordringer (forældelsesloven) (lovforslag nr. L 165).

Møder

Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet

Læs alt

udvalgsbehandling, behandlet dette i 2 møder.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget

modtaget skriftlige henvendelser fra:

Advokatfirmaet Elmer & Partnere,

Forsikring & Pension og

Fælles Fagligt Forbund.

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret de

skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputation

Endvidere har advokatfirmaet Elmer & Partnere mundtligt over

for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet

4 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har

besvaret.

Samråd

Udvalget har stillet 1 samrådsspørgsmål til justitsministeren

til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmålet i et samråd med

udvalget den 24. maj 2007. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det

talepapir, der lå til grund for ministerens besvarelse af spørgsmålet.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget konstaterer med tilfredshed, at Justitsministeriet vil

være indstillet på at afgive en redegørelse om de foreslåede

forældelsesreglers

betydning i arbejdsskadesager, når reglerne har været i kraft så længe, at

virkningerne af reglerne kan vurderes.

Et

flertal

i udvalget

(udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med det stillede

ændringsforslag.

Et

mindretal

i

udvalget (EL) indstiller lovforslaget til

forkastelse

ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Enhedslisten stemmer imod lovforslag nr. L 165 og nr. L 166.

De nye forældelsesregler kan få alvorlige konsekvenser for

mennesker, der kommer til skade på arbejde. I arbejdsskadesager har der

indtil

vedtagelsen af disse forslag ikke været en kort forældelsesfrist, men

udelukkende en lang frist på 20 år. Denne frist bliver reelt med forslaget

nedsat til 5 år. Det er logik for burhøns, at en sådan kortere frist vil få

betydning. Det er jo et faktum, at arbejdsskadesager meget tit har en særlig

karakter. For det første bliver de som udgangspunkt behandlet af offentlige

myndigheder: Arbejdsskadesstyrelsen og Ankestyrelsen. For det andet behandles

en række sager også ved domstolene. Det drejer sig om sager, hvor

arbejdsgiveren kan pålægges et direkte ansvar og dermed forpligtes til at

betale erstatning efter erstatningsansvarsloven.

Sagerne bliver yderligere kompliceret af en række faktorer. For

det første kan der ikke gives erstatning for svie og smerte og tabt

arbejdsfortjeneste efter arbejdsskadeloven, men kun efter

erstatningsansvarsloven.

For det andet er erstatningsniveauet, når det handler om men og

erhvervsevnetab,

i arbejdsskadeloven generelt lavt, hvorfor der nogle gange vil være basis for

at videreføre en vunden sag ved domstolene med de såkaldte differencekrav.

For

det tredje er mulighederne for rent faktisk at få erstatning for en

arbejdsskade i en række sager uklare. Det gælder ikke mindst erhvervssygdomme

og i særdeleshed sager om skader på bevægeapparatet.

Endelig er der det særlige forhold i arbejdsskadesager, at

skadeforvolderen er arbejdsgiver for den skadelidte. Det betyder, at

skadelidte

i nogle sager kan være tvunget til at tage hensyn til mulighederne for

fremtidig beskæftigelse med i overvejelserne om et sagsanlæg eller ej.

Disse forhold begrunder i sig selv en væsentlig længere

forældelsesfrist end 5 år.

For at det ikke skal være løgn, er det fuldstændig uklart, hvor

omfattende forringelserne for de arbejdsskadedes muligheder for at føre

erstatningssager bliver på grund af lovforslagene. Der er lagt op til et utal

af fortolkningsmuligheder, når loven skal omsættes til praksis. Under

udvalgsbehandlingen har førende arbejdsskadeadvokater kritiseret

lovforslagene,

og på trods af de stillede ændringsforslag er kritikken på ingen måde

tilbagevist.

Til illustration fremgår det af ministerens besvarelse af L 165 –

spørgsmål 38, at Højesterets underkendelse af en administrativt indført

5-års-forældelsesfrist

i 1999 førte til 998 genoptagne sager, hvoraf de 345 gav erstatning til de

skadelidte. Om den aktuelle 5-års-frist vil have lige så omfattende

konsekvenser, kan hverken be- eller afkræftes.

Kort sagt findes der ingen fornuftig begrundelse for at indføre

en 5-års-forældelsesfrist i arbejdsskadesager, hvorimod der er mange gode

grunde til at lade være.

Enhedslisten støtter det stillede ændringsforslag til L 166, som

trods alt forbedrer mulighederne for de arbejdsskadede i forhold til det

oprindelige forslag. Hvor det oprindelige forslag generelt opererede med en

3-års-forældelsesfrist,

betyder ændringerne, at den i arbejdsskadesager bliver 5 år. Det ændrer dog

ikke ved det faktum, at forældelsesfristen forkortes fra de nuværende 20 år.

Det må siges at være 4 skridt baglæns og et skridt frem. Samtidig betyder

ændringsforslaget, at fristen kan forlænges med 3 år i stedet for det

oprindelige 1 år. Det vil have betydning i sager, der først køres gennem

Arbejdsskadesstyrelsen

og Ankestyrelsen og derefter rejses ved domstolene. Men også her er det kun

tale om en delvis genopretning af skaderne i det oprindelige forslag.

Endelig skal det fremhæves, at præciseringen i ændringsforslaget

og bemærkningerne hertil af, fra hvilken dag forældelsesfristen skal regnes,

også er et fremskridt i forhold til det oprindelige forslag. Men det betyder

overhovedet ikke en hug- og stikfast sikring mod, at arbejdsskadede helt

uforskyldt kan blive ramt af forældelsesfristen.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med

indstillinger

eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

tillægsbetænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

justitsministeren,

tiltrådt af

udvalget:

Til § 21

1)

Før nr. 1 indsættes som nye numre:

»01.

Overskriften til

kapitel 7

affattes

således:

»Anmeldelse, sagsbehandling og forældelse.«

02.

§ 36, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

Krav efter

loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af

en arbejdsskade, jf. § 5, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog

stk. 3-5.«

03.

I

§ 36

indsættes som

stk. 3-5:

»Stk. 3.

Fristen efter

forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år for krav som nævnt i stk. 2. Denne

forældelsesfrist

regnes først fra den dag, da fordringshaveren blev bekendt med fordringen og

skyldneren, eller fra den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan

tilregnes denne som groft uagtsomt.

Stk. 4.

Er en

arbejdsskade anmeldt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af

krav efter loven tidligst 3 år efter, at Arbejdsskadestyrelsen eller den, der

efter regler fastsat i medfør af § 15, stk. 6, eller § 35, stk. 3, træffer

afgørelse eller tager stilling, har givet meddelelse om sin afgørelse eller

stillingtagen. Indbringes sagen for Ankestyrelsen inden for de i § 44, stk.

3,

fastsatte frister, regnes fristen på 3 år fra meddelelsen om Ankestyrelsens

afgørelse. Det samme gælder, når Ankestyrelsen behandler sagen, selv om

klagefristerne er overskredet, jf. § 44, stk. 4.

Stk. 5.

Stk. 3 og

forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på krav på

erstatning eller godtgørelse i sager omfattet af § 41, stk. 2. Det samme

gælder

ved genoptagelse på andet grundlag end §§ 41-43.««

[Regler om forældelse af krav i anledning af arbejdsskader]

Bemærkninger

Til nr. 1

Efter den gældende § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder

tilskadekomnes eller efterladtes krav 5 år efter arbejdsskadens indtræden,

hvis

sagen ikke kan behandles på grund af forhold, der kan henføres til

tilskadekomne

eller efterladte, herunder passivitet. Bestemmelsen, der kun er blevet

anvendt i

få sager, foreslås ophævet som en konsekvens af, at der foreslås indført en

5-årig forældelsesfrist. Det indebærer en forbedring af tilskadekomnes

retsstilling i forhold til i dag, idet den gældende 5-årige frist regnes fra

arbejdsskadens indtræden uden mulighed for suspension, mens den 5-årige

forældelsesfrist, der foreslås indført, ligeledes regnes fra skadens

indtræden,

men desuden suspenderes i visse tilfælde, jf. nedenfor.

Ved nyaffattelsen af § 36, stk. 2, foreslås det præciseret i

arbejdsskadesikringsloven, at den foreslåede forældelseslov som udgangspunkt

vil finde anvendelse på arbejdsskadekrav. Det foreslås samtidig, at dette

udgangspunkt fraviges på visse punkter, jf. forslaget til § 36, stk. 3-5.

Henset til arbejdsskadeområdets særlige karakter foreslås i stk.

3 og 4 dels en særlig lang forældelsesfrist for krav på erstatning eller

godtgørelse i anledning af arbejdsskader, dels en ændret udformning af den

såkaldte

suspensionsregel i forældelseslovens § 3, stk. 2, dels en særlig lang

tillægsfrist,

for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven, når en sag har været

behandlet af arbejdsskademyndighederne.

Det foreslås for det første, at forældelseslovens »korte«

forældelsesfrist, for så vidt angår krav efter arbejdsskadesikringsloven og

eventuelt mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af

en

arbejdsskade, skal være 5 år (i stedet for 3 år), jf. forslaget til § 36,

stk.

3. Bestemmelsen omfatter alene arbejdsskader, som er omfattet af definitionen

i

arbejdsskadesikringslovens § 5.

Det foreslås for det andet, at denne 5-årige forældelsesfrist

suspenderes, hvis den tilskadekomne eller dennes efterladte er ubekendt med

fordringen

eller skyldneren, og at fristen i disse tilfælde først begynder at løbe fra

den

dag, da fordringshaveren fik kendskab til fordringen og skyldneren, eller fra

den dag, da fordringshaverens manglende kendskab kan tilregnes denne som

groft

uagtsomt. Formålet hermed er at slå fast, at der på arbejdsskadeområdet vil

være et meget snævert anvendelsesområde for den tilskadekomnes »burde vide«

– sammenlign

her med den foreslåede almindelige suspensionsregel i forældelseslovens § 3,

stk. 2. I arbejdsskadesager vil forældelsesfristen bl.a. som altovervejende

hovedregel først kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor en læge giver

den tilskadekomne oplysninger, som medfører, at lægen har pligt til at

indberette sagen til Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 950

af

26. november 2003, medmindre der er tale om skader, der indtræder umiddelbart

i

direkte forbindelse med en arbejdsulykke. Adskillige sygdomme kan skyldes

skadelige påvirkninger, der findes både i og uden for den tilskadekomnes

arbejdsmiljø,

og det vil generelt heller ikke kunne kræves, at den tilskadekomne eller de

efterladte skal have kendskab til, hvilke sygdomme der eventuelt er eller kan

være arbejdsbetingede.

F

orældelsesfristen for

de enkelte tabsposter vil kunne løbe fra forskellige tidspunkter, afhængigt

af

de konkrete helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold.

F.eks. vil

forældelsesfristen for et krav på erstatning for tab af erhvervsevne tidligst

kunne regnes fra det tidspunkt, hvor de helbredsmæssige og erhvervsmæssige

forhold er så afklarede, at det kan konstateres, at den tilskadekomne har

pådraget

sig en varig nedsættelse af erhvervsevnen, og det gælder, uanset hvornår en

læge har indberettet sagen til Arbejdsskadestyrelsen. Forældelsesfristen for

krav på godtgørelse for varigt men vil tidligst kunne regnes fra det

tidspunkt,

hvor de helbredsmæssige forhold er så afklarede, at den tilskadekomne er i

stand til at opgøre et krav.

I et tænkt forløb, hvor

en person f.eks. mærker et knæk i ryggen i forbindelse med et tungt løft på

arbejdet og i den første tid herefter fortsætter med sit job, men hvor

helbredstilstanden på grund af rygskaden efter nogle år udvikler sig sådan,

at

den pågældende må ophøre med at arbejde, vil forældelsesfristen for kravet på

erstatning for varigt tab af erhvervsevne først begynde at løbe fra det

tidspunkt, hvor det konstateres, at den tilskadekomne må ophøre med at

arbejde.

For det tredje foreslås, at tillægsfristen ved foreløbig

afbrydelse af forældelsen skal være 3 år (i stedet for 1 år), når en sag har

været behandlet af arbejdsskademyndighederne, jf. forslaget til § 36, stk. 4.

Det foreslås således, at forældelse tidligst indtræder 3 år efter, at

Arbejdsskadestyrelsen har givet meddelelse om sin afgørelse, når

arbejdsskaden

er anmeldt inden forældelsesfristens udløb. Hvis det drejer sig om et

forsikringsselskabs stillingtagen, f.eks. fordi skaden alene medfører

betaling

af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler, indtræder

forældelse

tidligst 3 år efter, at forsikringsselskabet har givet meddelelse om sin

stillingtagen. Hvis forsikringsselskabets stillingtagen indbringes for

Arbejdsskadestyrelsen, regnes tillægsfristen fra Arbejdsskadestyrelsens

afgørelse. Indbringes Arbejdsskadestyrelsens afgørelse for Ankestyrelsen

inden

for de i arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 3, fastsatte frister, regnes

fristen på 3 år fra meddelelsen om Ankestyrelsens afgørelse. Det samme

gælder,

når Ankestyrelsen behandler sagen, selv om klagefristerne er overskredet, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 4. Hvis Ankestyrelsen afviser klagen,

fordi klagefristerne er overskredet og der ikke er grundlag for at se bort

fra

overskridelsen, regnes tillægsfristen fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Bestemmelsen i § 36, stk. 4, omfatter krav efter

arbejdsskadesikringsloven, men i modsætning til § 36, stk. 3, ikke krav på

f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for svie og

smerte. Det skal ses i sammenhæng med, at sådanne tabsposter ikke kan

behandles

af arbejdsskademyndighederne. Det samme gælder krav på supplerende

godtgørelse

for varigt men og supplerende erstatning for tab af erhvervsevne

(»differencekrav«).

Sådanne krav, der rejses efter almindelige erstatningsretlige regler, kan

efter

retspraksis først rejses, når spørgsmålet om krav efter

arbejdsskadesikringsloven

er afgjort. Det følger af § 14 i forslaget til ny forældelseslov (L 165), at

hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund

af

en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder

forældelse

tidligst 1 år efter hindringens ophør. Denne bestemmelse vil i givet fald

finde

anvendelse på differencekrav.

Endelig indebærer forslaget til § 36, stk. 5,

at forældelseslovens »korte« 3-årige

(efter ændringsforslaget 5-årige) frist ikke vil finde anvendelse i to

tilfælde:

dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pågældende sygdom

efterfølgende er blevet optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages på andet

grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori

angår tilfælde, hvor sager genoptages på almindelig forvaltningsretligt

grundlag i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis.

Arbejdsskadestyrelsen har således genoptaget sager i tilfælde, hvor

arbejdsskademyndighedernes

praksis er blevet underkendt ved domstolene.

Den foreslåede ændring berører ikke spørgsmålet om, i hvilke

tilfælde der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.

Baggrunden for forslaget til § 36, stk. 5, er, at

Beskæftigelsesministeriet har anført, at man

finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i de nævnte to særlige

tilfældegrupper fortsat vil gælde en særlig lang frist for at søge sagen

genoptaget.

Forslaget vil medføre, at krav i anledning af skader, hvor den skadevoldende

handling er ophørt for mindre end 30 år siden, vil kunne genoptages i de

omhandlede tilfælde. Dette er en forlængelse i forhold til den gældende frist

på 20 år.

En tilsvarende bestemmelse vedrørende tilfælde, hvor

myndighedernes praksis ændres, gælder og vil efter lovforslaget fortsat gælde

for krav på skatteområdet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7,

og

§ 32, stk. 1, nr. 1, og lovforslagets § 37, nr. 4 (forslag til

skatteforvaltningslovens §

34 a,

stk. 4).

Hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny

forældelseslov (L 165) navnlig medføre følgende ændringer for de

tilskadekomne

på arbejdsskadeområdet:

Lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som

følger af ændringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels

kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens

indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til

fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels

kommer

til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den

skadevoldende handlings ophør.

I dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist efter Danske

Lov. Denne frist kan ligesom den foreslåede 30-års-frist ikke suspenderes og

løber

fra den skadevoldende handlings ophør.

Arbejdsskadesikringslovens særlige regler om anmeldelsesfrister over

for arbejdsskademyndighederne berøres ikke af lovforslaget. Med forbehold for

disse regler betyder lovforslaget i praksis, at f.eks. en person, som 21 år

efter

at være ophørt med et farligt arbejde bliver syg som følge af arbejdet, i

modsætning til i dag vil kunne fremsætte krav om erstatning m.v. inden for 5

år

fra sygdommens opståen. Dette er en klar forbedring i forhold til i dag, og

lovforslaget vil altså være til gavn for dem, der bliver ramt af sygdomme,

som

er meget længe om at udvikle sig. Omvendt vil reglerne blive skærpet f.eks.

for

den, som forholder sig passiv i mere end 5 år efter at have fået kendskab

til,

at vedkommende er blevet syg som følge af arbejdet. Denne skærpelse vil på

den

anden side i mange tilfælde i virkeligheden være en fordel for tilskadekomne,

idet en hurtigere afklaring af sagen alt andet lige vil øge mulighederne for,

at afgørelsen træffes på et bevismæssigt sikkert grundlag.

For så vidt angår genoptagelse af sagen ved

arbejdsskademyndighederne, vil lovforslaget med de foreslåede ændringer ikke

medføre

forringelser af betydning i forhold til gældende ret, men derimod den

forbedring, at de sager, der er omfattet af ændringsforslaget, fremover vil

kunne genoptages i op til 30 år i stedet for som i dag i op til 20 år.

For så vidt angår indbringelse af arbejdsskademyndighedernes

afgørelse for domstolene, vil forslaget om en tillægsfrist på 3 år betyde, at

der altid vil være mindst 3 år til at overveje, om man vil indbringe

afgørelsen

for domstolene. I dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist også i denne

relation, men 3 år bør være nok til at vurdere en afgørelse fra

arbejdsskademyndighederne,

og som ovenfor nævnt er det ikke nødvendigvis til tilskadekomnes fordel at

vente meget længe med at anlægge sag. Fremkommer der væsentlige nye faktiske

oplysninger, vil der desuden være mulighed for at få sagen genoptaget efter

arbejdsskadesikringslovens regler herom.

Birthe Rønn Hornbech (V)

Michael Aastrup Jensen (V)

Karsten Nonbo (V)

Søren Pind (V)

Peter Skaarup (DF)

fmd.

Kim Christiansen (DF)

Hans Kristian Skibby (DF)

Tom Behnke (KF)

Allan Niebuhr (KF)

Simon Pihl Sørensen (S)

Per Kaalund (S)

Lissa Mathiasen (S)

Frode Sørensen (S)

Elisabeth Arnold (RV)

Simon Emil Ammitzbøll (RV)

Anne Baastrup (SF)

nfmd.

Line Barfod (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit

Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

51

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

23

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

16

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

3

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 166 efter

betænkningsafgivelsen

Bilagsnr.

Titel

6

Henvendelse af 11/5-07 fra Forsikring & Pension

7

Betænkning afgivet 3/5-07

8

Kopi af brev fra advokat Torben Buur til

justitsministeren og ministerens kommentar hertil

9

Henvendelse af 14/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &

Partnere

11

Henvendelse af 23/5-07 fra

3F, Fælles Fagligt Forbund

12

Henvendelse af 23/5-07 fra advokatfirmaet Elmer &

Partnere

13

Ændringsforslag fra justitsministeren

14

2. udkast til tillægsbetænkning

15

Kopi af brev fra DSB S-tog a/s til Justitsministeriet

16

Kopi af svar på L 165 – spm. 28 vedrørende ministerens

talepapir fra samrådet 24/5-07, jf. L 165 – samrådsspm. A

17

Ændringsforslag fra justitsministeren

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 166 efter

betænkningsafgivelsen

Spm.nr.

Titel

3

Spm. om kommentar til henvendelsen af 11/5-07 fra

Forsikring & Pension, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelsen af 14/5-07 fra

advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens

svar herpå

5

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra

3F, Fælles Fagligt Forbund, til justitsministeren,

og ministerens svar herpå

6

Spm. om kommentar til henvendelsen af 23/5-07 fra

advokatfirmaet Elmer & Partnere, til justitsministeren, og ministerens

svar herpå

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 166 efter

betænkningsafgivelsen

Samråds-spm.nr.

Titel

A

Samrådsspm. om en uddybelse af besvarelsen af spørgsmål 4

om henvendelsen fra advokatfirmaet Elmer & Partnere vedrørende

arbejdsskader,

til justitsministeren

Lignende dokumenter