Spring til indhold

EU-domme

Forslag til afgørelse fra generaladvokat T. Ćapeta fremsat den 12. november 2026.

Forslag til afgørelse i sag C-362/25Forslag til afgørelseEU-Domstolen12. november 2026

Læs kilden ved EU-domme (åbner i ny fane)

Teksten

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

T. ĆAPETA

fremsat den 12. november 2026 (1)

Sag C-362/25 P

Rems Kargins

mod

Kommissionen

» Appel – ansvar uden for kontraktforhold – statsstøtte – Europa-Kommissionens fremsættelse af bemærkninger til Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) i en tvist vedrørende tildeling af støtte – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse i EU-retten – forordning (EU) 2015/1589 – artikel 29, stk. 2 – samarbejde mellem Kommissionen og nationale domstole – betingelser for og omfanget af disse bemærkninger «

I. Indledning

1. Ved sin appel har Rems Kargins (herefter »appellanten«) nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver dom af 19. marts 2025, Kargins mod Kommissionen (T-350/23, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2025:312). Ved denne dom frifandt Retten Europa-Kommissionen i den sag, som appellanten havde anlagt med krav om erstatning for skade, der angiveligt var forårsaget af Kommissionens fremlæggelse af skriftlige bemærkninger i en national retssag ved Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland).

2. Appellanten gør gældende, at Kommissionen overskred sine beføjelser, da den fremsatte bemærkninger i henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning (EU) 2015/1589 (2) (herefter »statsstøtteprocedureforordningen«) i en national retssag vedrørende anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108 TEUF. Nærværende sag giver derfor Domstolen lejlighed til for første gang at fortolke den denne forordning fastlagte samarbejdsmekanisme.

II. Baggrunden for den foreliggende appel

A. De faktiske omstændigheder

3. Baggrunden for denne appel er beskrevet i den appellerede doms præmis 2-16. I forbindelse med nærværende bedømmelse er det relevant at gengive følgende.

4. AS Parex banka var en lettisk bank. Den havde to hovedaktionærer (3). Appellanten er retlig efterfølger til en af disse aktionærer (4).

5. I 2008 fik AS Parex banka likviditetsproblemer, da de finansielle forhold begyndte at forværres (5), og som reaktion herpå anmeldte Republikken Letland en pakke af statsstøtteforanstaltninger til Kommissionen (6). Disse foranstaltninger omfattede en omstrukturering af AS Parex banka (7). Denne omstruktureringsplan, som blev godkendt af Kommissionen, indebar en opdeling af AS Parex banka i en nyetableret »god« bank ved navn AS Citadele banka og en »dårlig« bank ved navn Reverta, der beholdt den tidligere banks resterende aktiver uden for kerneaktiviteterne samt misligholdte aktiver (8).

6. Appellantens indskud var blandt dem, der blev overdraget til Reverta, og var dermed omfattet af kravene om byrdefordeling i henhold til de tilsagn, Republikken Letland havde afgivet. Disse tilsagn omfattede bl.a. forhindring af udgående pengestrømme til indehavere af eksisterende efterstillede lån, indtil al støtte ydet af den pågældende medlemsstat var tilbagebetalt fuldt ud (9).

7. I 2012 anlagde appellanten sag ved de lettiske domstole med krav om tilbagebetaling af sit indskud. Rīgas apgabaltiesas Civillietu tiesu kolēģija (regional domstol for regionen Riga (afdeling for civile sager), Letland) traf afgørelse til fordel for appellanten, og denne afgørelse blev stadfæstet efter appel af Augstākās tiesas Civillietu tiesu palāta (afdeling for civile sager ved den øverste domstol, Letland) (10).

8. Ved skrivelse af 19. september 2016 underrettede Finanšu ministrija (det lettiske finansministerium) efterfølgende Kommissionen om dommen afsagt af Augstākās tiesas Civillietu tiesu palāta (afdeling for civile sager ved den øverste domstol). Ministeriet vurderede, at denne dom potentielt var i strid med Kommissionens afgørelser om godkendelse af de støtteforanstaltninger, der var ydet til AS Parex banka. I denne skrivelse opfordrede det lettiske finansministerium desuden Kommissionen til at intervenere i den nationale sag i medfør af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2 (11).

9. Den 26. januar 2017 indgav Kommissionen bemærkninger til Augstākā tiesa (øverste domstol) i forbindelse med den pågældende nationale sag (12).

10. Ved dom af 28. juni 2018 ophævede denne ret dommen afsagt af Augstākās tiesas Civillietu tiesu palāta (afdeling for civile sager ved den øverste domstol) med den begrundelse, at denne dom bl.a. ikke tager hensyn til de tilsagn, som Republikken Letland havde afgivet i forbindelse med omstruktureringen af AS Parex banka (13).

B. Den appellerede dom

11. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juni 2023 anlagde appellanten sag mod Kommissionen med krav om erstatning.

12. Den 19. marts 2025 afsagde Retten den dom, der er genstand for appel, hvorved Kommissionen blev frifundet i det af appellanten anlagte søgsmål, og sidstnævnte blev pålagt at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger.

C. Retsforhandlingerne ved Domstolen

13. Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. maj 2025 har appellanten nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, fastslår, at Kommissionen er erstatningsansvarlig for den skade, appellanten er blevet påført som følge af denne institutions indblanding i nationale retssager, pålægger Kommissionen at erstatte denne skade, fastslår, »at den økonomiske skade beløber sig til mindst 15 028 841,93 EUR plus 12% i årlig rente fra den 23. juni 2016 indtil betalingen af det fulde beløb«, samt pålægger Kommissionen at betale appellantens omkostninger og omkostningerne i forbindelse med denne appel. Appellanten har subsidiært nedlagt påstand om, at såfremt Domstolen ikke er i stand til at træffe afgørelse om sagens realitet, hjemvises sagen til Retten.

14. Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes i sin helhed og appellanten pålægges at betale sagsomkostningerne.

15. Rådet for Den Europæiske Union har støttet denne påstand.

16. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

Læs alt

III. Bedømmelse

17. I henhold til artikel 108, stk. 1, TEUF skal Kommissionen sammen med medlemsstaterne foretage en løbende undersøgelse af alle eksisterende støtteordninger. I medfør af princippet om loyalt samarbejde skal Kommissionen og de nationale domstole aktivt (14) bistå hinanden med henblik på bl.a. at sikre gennemførelsen af denne kontrolordning (15).

18. Denne bistand kan antage forskellige former (16).

19. En af disse former kommer til udtryk i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2 (17). Denne bestemmelse fastlægger i den her relevante del en samarbejdsmekanisme mellem Kommissionen og de nationale domstole, hvorefter gælder, at »hvis hensynet til den konsekvente anvendelse af artikel 107, stk. 1, [TEUF] eller artikel 108 i TEUF kræver det, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til medlemsstaternes domstole, der har ansvar for anvendelse af statsstøttereglerne« (18).

20. Nærværende appel vedrører denne samarbejdsmekanismes anvendelsesområde. Appellanten har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen handlede uden for anvendelsesområdet for statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2 – og dermed begik en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten – da den fremsatte bemærkninger i en national sag anlagt af appellanten (19). Appellanten har hævdet, at disse bemærkninger førte til et for ham ugunstigt udfald, hvilket påførte ham en skade.

21. Retten forkastede denne hævdelse med bl.a. den begrundelse, at Kommissionen ikke havde overskredet sine beføjelser i henhold til statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2. Appellantens appel støttes på to anbringender.

22. Domstolen har anmodet mig om at fremsætte forslag til afgørelse udelukkende vedrørende første og fjerde led af appellantens første appelanbringende. Jeg vil behandle disse hver for sig (20).

A. Det første appelanbringendes første led

23. I den appellerede dom lagde Retten til grund, at Kommissionen handlede »på eget initiativ« som omhandlet i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, da denne institution fremsatte bemærkninger i sagen ved Augstākā tiesa (øverste domstol). Ifølge Retten betød den omstændighed, at det lettiske finansministerium havde underrettet Kommissionen om sagen og opfordret denne institution til at intervenere i den, ikke, at den var forpligtet til at efterkomme denne opfordring (21).

24. Med det første appelanbringendes første led har appellanten anfægtet denne vurdering (22). Appellanten har gjort gældende, at Retten anlagde en urigtig fortolkning af begrebet »på eget initiativ« som omhandlet i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, idet en sådan handling af egen drift udelukker muligheden for en forudgående tilskyndelse fra en tredjepart, selv når denne tilskyndelse ikke er bindende (23). Da det lettiske finansministeriums opfordring udgjorde en sådan tilskyndelse, kunne Kommissionen ikke have handlet inden for rammerne af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, da den fremsatte bemærkninger under sagen ved Augstākā tiesa (øverste domstol).

25. Kommissionen har bestridt denne fortolkning (24).

26. Jeg er enig i, at appellantens argumenter ikke kan tiltrædes.

27. Som jeg har redegjort for, indebærer princippet om loyalt samarbejde, der følger af artikel 4, stk. 3, TEU, at de nationale domstole skal samarbejde med Kommissionen om at opfylde dens opgave med at sikre, at statsstøtte ydes og forvaltes i overensstemmelse med reglerne i artikel 107 TEUF og 108 TEUF (25).

28. Det følger af denne primærretlige forpligtelse, at såvel Kommissionen, der har enekompetence til at efterprøve, om støtte er forenelig med det indre marked, som de nationale domstole, der som medlemsstaternes retsinstanser har ansvaret for at sikre, at EU-retten »anvendes og overholdes i det nationale retssystem« (26), skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af dette traktatmæssige mål.

29. Det er i denne sammenhæng, at Domstolen længe har anerkendt, at et sådant samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole kan kræve, at Kommissionen meddeler de nationale domstole oplysninger og fremsætter bemærkninger vedrørende bl.a. anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF (27).

30. EU-lovgiver fandt det ikke desto mindre hensigtsmæssigt at fastsætte »særlige ordninger« med henblik herpå (28).

31. Disse ordninger kommer til udtryk i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29. For det første giver denne bestemmelse de nationale domstole mulighed for at anmode Kommissionen om oplysninger eller om en udtalelse vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne (artikel 29, stk. 1). For det andet giver bestemmelsen Kommissionen beføjelse til på eget initiativ at beslutte at meddele de nationale domstole sådanne oplysninger eller fremsætte sådanne bemærkninger i sager vedrørende anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108 TEUF (artikel 29, stk. 2).

32. Da sidstnævnte mulighed er et udtryk for den beføjelse, som traktaterne tillægger Kommissionen på statsstøtteområdet, er det indlysende, at Kommissionen handler »på eget initiativ« som omhandlet i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, når den beslutter, at det af hensyn til en konsekvent anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108 TEUF er hensigtsmæssigt at bistå de nationale domstole ved at fremsætte skriftlige bemærkninger.

33. Som Retten i det væsentlige bemærkede i den appellerede dom, påvirkes denne konklusion ikke af, at en tredjemand anmoder Kommissionen om eller opfordrer den til at intervenere i en national retssag, når denne tredjemand ikke har beføjelse til at pålægge Kommissionen at udøve sin beføjelse til at fremsætte bemærkninger til den nationale domstol eller til at formå den til at gøre dette (29).

34. Dette skyldes, at sådanne anmodninger eller opfordringer ikke er bindende for Kommissionen inden for rammerne af statsstøttereglerne, idet de ikke kan forpligte Kommissionen til at fremsætte bemærkninger i en national retssag som omhandlet i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2.

35. Det modsatte ville indebære, at en uopfordret anmodning eller en opfordring fra en tredjemand ville tilsidesætte Kommissionens skønsbeføjelse til at afgøre, om det som led i forpligtelsen til loyalt samarbejde er nødvendigt at bistå de nationale domstole med gennemførelsen af ordningen for statsstøttekontrol.

36. Den omstændighed, at en medlemsstats kompetente myndigheder gør Kommissionen opmærksom på nationale retssager vedrørende en konsekvent anvendelse af artikel 107, stk. 1, TEUF eller artikel 108 TEUF, ændrer ikke ved min tidligere konklusion. Behovet for at fremsætte skriftlige bemærkninger til en national domstol kan nemlig bringes til Kommissionens kendskab på forskellige måder og fra forskellige kilder. Hvis Kommissionen anses for ikke at have handlet »på eget initiativ«, hver gang den modtager sådanne oplysninger fra en kilde uden for denne institution, ville dette berøve begrebet enhver praktisk betydning.

37. Jeg er derfor af den opfattelse, at Retten ikke begik en fejl ved at konkludere, at Kommissionen handlede »på eget initiativ« som omhandlet i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, da den på baggrund af skrivelsen fra det lettiske finansministerium besluttede at fremsætte bemærkninger i sagen ved Augstākā tiesa (øverste domstol).

38. Domstolen bør således efter min opfattelse forkaste det første appelanbringendes første led som ugrundet.

B. Det første appelanbringendes fjerde led

39. I den appellerede dom indtog Retten det standpunkt, at »Kommissionens skriftlige bemærkninger i den omhandlede nationale sag som amicus curiae, som udelukkende vedrørte faktiske og retlige forhold, der var relevante for den pågældende sag, ikke kan anses for en indgriben i de nationale domstoles uafhængighed« (30).

40. Med det første appelanbringendes fjerde led har appellanten anfægtet denne vurdering, idet han har gjort gældende, at Retten begik en fejl ved fortolkningen af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, eftersom denne bestemmelse alene giver Kommissionen mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger vedrørende retlige forhold. Bemærkninger vedrørende faktiske forhold ville således falde uden for denne samarbejdsordnings anvendelsesområde.

41. Kommissionen har bestridt dette argument (31).

42. Jeg finder heller ikke appellantens argumenter overbevisende.

43. Som anført giver statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, Kommissionen mulighed for i en ånd af loyalt samarbejde at fremsætte skriftlige bemærkninger til en national domstol med henblik på at opfylde formålet med systemet for kontrol med statsstøtte, »hvis hensynet til den konsekvente anvendelse af artikel 107, stk. 1, [TEUF] eller artikel 108 TEUF kræver det«.

44. Dette er den eneste betingelse, der følger af bestemmelsens ordlyd, og bestemmelsen skal fortolkes bredt, eftersom der i en række forskellige situationer kan være risiko for, at statsstøttereglerne ikke anvendes konsekvent (32).

45. Kommissionen kan derfor, i modsætning til hvad appellanten har gjort gældende, også være foranlediget til at fremsætte bemærkninger om faktiske forhold som led i sit samarbejde i henhold til statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, når det er nødvendigt for at sikre en konsekvent anvendelse af statsstøttereglerne (33).

46. Dette skyldes, at sådanne faktiske forhold eksempelvis kan danne grundlag for en økonomisk eller retlig analyse vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne.

47. Som Retten fastslog i den appellerede dom (34), og som Kommissionen har forklaret, var en faktisk beskrivelse af de beslutninger, der blev truffet i forbindelse med omstruktureringen af AS Parex banka, nødvendig for at redegøre for de retlige konsekvenser, der måtte udledes af en manglende overholdelse af de tilsagn, som Republikken Letland havde afgivet vedrørende udgående pengestrømme til indehavere af eksisterende efterstillede lån. Det er efter min opfattelse indlysende, at en eventuel tilsidesættelse af sådanne tilsagn – og de dermed forbundne virkninger for, om de pågældende støtteforanstaltninger fortsat var forenelige med det indre marked – var relevante forhold, som den nationale dommer skulle tage i betragtning.

48. På baggrund af disse betragtninger er det uden betydning, om den nationale retssag – hvori Kommissionen fremsætter bemærkninger – er begrænset (35) til retsspørgsmål. En appel, der er begrænset til retsspørgsmål, kan nemlig også afhænge af en lavere retsinstans’ behandling af visse faktiske forhold (36).

49. Det følger heraf, at Retten ikke kan kritiseres for at have forkastet appellantens restriktive fortolkning af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, og for at have konkluderet, at de bemærkninger, som Kommissionen fremsætter i medfør af denne bestemmelse, også kan vedrøre de faktiske og retlige forhold, der er forbundet med anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108 TEUF.

50. På denne baggrund foreslår jeg, at Domstolen også forkaster det første appelanbringendes fjerde led som ugrundet.

IV. Forslag til afgørelse

51. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen forkaster det første appelanbringendes første og fjerde led som ugrundede.

1– Originalsprog: engelsk.

2– Rådets forordning af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9).

3– Jf. Kommissionens afgørelse af 15.9.2010 om Letlands planlagte statsstøtte C 26/09 (ex N 289/09) til omstruktureringen af AS Parex banka (EUT 2011, L 163, s. 28, herefter »afgørelse C 26/2009«), fjerde betragtning.

4– Jf. den appellerede doms præmis 2.

5– Jf. afgørelse C 26/2009, 14. betragtning.

6– Jf. den appellerede doms præmis 5. Yderligere foranstaltninger blev ydet på et senere tidspunkt, jf. generelt Kommissionens afgørelse (EU) 2015/162 af 9.7.2014 om statsstøtte SA. 36612 (2014/C) (ex 2013/NN), som Letland har gennemført for Parex (EUT 2015, L 27, s. 12).

7– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 6 og 7 samt afgørelse C 26/2009, 13. betragtning ff.

8– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 7.

9– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 8 og 9.

10– Jf. den appellerede doms præmis 11 og 12.

11– Jf. den appellerede doms præmis 13.

12– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 14 og 15.

13– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 16.

14– Jf. i denne forbindelse kendelse af 13.7.1990, Zwartveld m.fl. (C-2/88-IMM, EU:C:1990:315, præmis 22) (hvori det præciseres, at »[e]nhver [EU-]institution er forpligtet til aktivt at bistå ved opklaringen af en national straffesag«, hvor en national domstol behandler en sag om overtrædelse af EU-retten).

15– Jf. i denne retning dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 41), af 21.11.2013, Deutsche Lufthansa (C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis), og af 12.1.2023, DOBELES HES (C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis) (hvori det præciseres, at gennemførelsen af ordningen for kontrol med statsstøtte i medfør af princippet om loyalt samarbejde påhviler både Kommissionen og de nationale retter, der hver især varetager komplementære og særskilte opgaver). Jf. ligeledes vedrørende Kommissionens og de nationale retters komplementære og særskilte opgaver dom af 21.11.1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon (C-354/90, EU:C:1991:440, præmis 9-11).

16– For en udførlig gennemgang af dette emne, jf. Kommissionens meddelelse – Meddelelse fra Kommissionen om de nationale domstoles håndhævelse af statsstøttereglerne (EUT 2021, C 305, s. 1, punkt 100-133). Som Rådet anførte i sit interventionsindlæg for Retten i den underliggende sag, bygger denne meddelelse på meddelelserne fra 1995 og 2009 om samarbejdet mellem de nationale domstole og Kommissionen på statsstøtteområdet (jf. EFT 1995, C 312, s. 8, og EUT 2009, C 85, s. 1), hvoraf den første blev vedtaget af Kommissionen efter dom af 21.11.1991, Fédération nationale du commerce extérieur des produits alimentaires og Syndicat national des négociants et transformateurs de saumon (C-354/90, EU:C:1991:440).

17– Jf. analogt – i forbindelse med den tilsvarende affattede artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) – dom af 11.6.2009, X BV (C-429/07, EU:C:2009:359, præmis 20-22). Jf. ligeledes, for så vidt angår samme type samarbejdsmekanisme, artikel 39 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 af 14.9.2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) (EUT 2022, L 265, s. 1).

18– Min fremhævelse. For fuldstændighedens skyld fastsættes det i bestemmelsens andet og tredje afsnit, at »Kommissionen underretter den pågældende medlemsstat om sin hensigt om at fremsætte bemærkninger, inden den fremsætter dem formelt« (andet afsnit), og at »[u]delukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger kan Kommissionen anmode medlemsstatens relevante domstol om at tilsende den de dokumenter, som domstolen har til sin rådighed, og som er nødvendige med henblik på Kommissionens vurdering af spørgsmålet« (tredje afsnit). Hverken bestemmelsens andet eller tredje afsnit behandles i den appellerede dom eller i selve appelskriftet.

19– I denne forbindelse er jeg i tvivl om, hvorvidt – henset til princippet om domstolenes uafhængighed af den udøvende magt (jf. analogt dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis) – en afgørelse truffet af Kommissionen om at fremsætte bemærkninger i en verserende sag ved en national ret overhovedet kan opfylde kravet om, at den angivelige skade rent faktisk er forårsaget af denne afgørelse og ikke snarere af den efterfølgende dom, som disse bemærkninger kan have bidraget til (jf. analogt dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

20– Med det første appelanbringendes øvrige led er det gjort gældende, at Retten gengav de faktiske omstændigheder vedrørende nationale processuelle regler urigtigt (andet led) (jf. dog i denne forbindelse fodnote 35 til dette forslag til afgørelse), at Retten anlagde en »rent formel holdning« til begrebet om retsvæsenets uafhængighed (tredje led), at Retten angav en fejlagtig karakterisering af Kommissionens skriftlige bemærkninger (femte led), og at Retten begik en fejl ved »ikke at anerkende nogen rimelige begrænsninger for Kommissionens […] [mulighed for at] handle upartisk og respektere den retslige proces’ integritet på nationalt plan« (sjette led). Det andet appelanbringende vedrører Rettens manglende tiltrædelse af appellantens ulovlighedsindsigelse mod statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, idet appellanten har gjort gældende, at Retten begik en fejl dels ved ikke at identificere et passende retsgrundlag for Kommissionens beføjelse til at fremsætte skriftlige bemærkninger, dels ved at fastslå, at »amicus curiae«-ordningen er forenelig med proceduren for præjudicielle forelæggelser.

21– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 64.

22– Appellantens kritik er nærmere bestemt rettet mod den appellerede doms præmis 64-66.

23– I sammenhæng med denne redegørelse har appellanten ligeledes gjort gældende, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt i den appellerede doms præmis 13, 62-64 og 83. I henhold til artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement skal en part, der gør gældende, at de faktiske omstændigheder er blevet gengivet urigtigt, imidlertid præcist angive, hvilke oplysninger Retten angiveligt har gengivet urigtigt, og godtgøre de analysefejl i Rettens vurdering, som efter partens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse, for således at løfte sin bevisbyrde (jf. bl.a. dom af 10.9.2024, KS m.fl. mod Rådet m.fl., C-29/22 P og C-44/22 P, EU:C:2024:725, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis). Da appellanten blot har kritiseret Retten for at have fremsat visse faktuelle udsagn uden dog på nogen måde at anfægte gengivelsen af de faktiske omstændigheders væsentlige indhold eller angive, hvorledes den angiveligt urigtige gengivelse åbenbart fremgår af Rettens vurdering, bør dette aspekt af det første appelanbringendes første led forkastes som ugrundet.

24– Det skal anføres, at eftersom Rådet alene har interveneret til støtte for lovligheden af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, har det ikke fremsat bemærkninger til det første appelanbringendes første led.

25– Jf. punkt 17 i dette forslag til afgørelse. Jf. ligeledes i denne retning dom af 12.1.2023, DOBELES HES (C-702/20 og C-17/21, EU:C:2023:1, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis), og af 1.8.2025, Tiberis Holding (C-514/23, EU:C:2025:597, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

26– Jf. kendelse af 13.7.1990, Zwartveld m.fl. (C-2/88-IMM, EU:C:1990:315, præmis 18).

27– Jf. på statsstøtteområdet dom af 11.7.1996, SFEI m.fl. (C-39/94, EU:C:1996:285, præmis 50), og på konkurrencerettens område dom af 28.2.1991, Delimitis (C-234/89, EU:C:1991:91, præmis 53), og af 12.12.1995, Dijkstra m.fl. (C-319/93, C-40/94 og C-224/94, EU:C:1995:433, præmis 36). Jf. ligeledes dom af 18.9.1996, Postbank mod Kommissionen (T-353/94, EU:T:1996:119, præmis 94 og 95 og den deri nævnte retspraksis).

28– Jf. 18. betragtning til Rådets forordning (EU) nr. 734/2013 af 22.7.2013 om ændring af forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EUT 2013, L 204, s. 15). Ifølge denne betragtning, der redegør for baggrunden for indførelsen af den samarbejdsordning, som nu er fastsat i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, var sådanne ordninger nødvendige for at sikre, at »statsstøttereglerne […] anvendes på en konsekvent måde«. Det er interessant, at Kommissionens oprindelige forslag, hvorved den bestemmelse, der nu findes i statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, blev indført, stadig omtalte en »ret for Kommissionen til at fremsætte indlæg for nationale domstole« (min fremhævelse) med henblik på »at henlede [disse] retters opmærksomhed på spørgsmål af væsentlig betydning for en konsekvent anvendelse af EU’s statsstøtteregler«. Jf. forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (COM(2012) 725 final, s. 6).

29– Jf. i denne retning den appellerede doms præmis 64.

30– Jf. den appellerede doms præmis 78. Min fremhævelse.

31– Rådet har ikke fremsat bemærkninger til denne del af appellen.

32– Jf. analogt dom af 11.6.2009, X BV (C-429/07, EU:C:2009:359, præmis 30), hvori artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, hvis ordlyd i mange henseender svarer til ordlyden af statsstøtteprocedureforordningens artikel 29, stk. 2, blev fortolket således, at bestemmelsen netop finder anvendelse i tilfælde, hvor de konkurrenceretlige regler ikke »direkte« er genstand for sagen, men derimod kommer i betragtning ved afgørelsen af et nationalretligt spørgsmål (i det pågældende tilfælde spørgsmålet om skattemæssig fradragsret for bøder pålagt ved en afgørelse fra Kommissionen i medfør af (de nuværende) artikel 101 TEUF og/eller 102 TEUF).

33– Jf. i samme retning ligeledes J. Holzwarth, »Cooperation between the Commission and the courts of the EU Member States«, i E. Rousseva (red.), EU Antitrust Procedure, punkt 20.35, og R. Dohms, »Article 15 Cooperation with national courts«, i K. Dekeyser m.fl. (red.), Regulation 1/2003 and EU Antitrust Enforcement – A Systematic Guide, Wolters Kluwer, 2023, s. 378.

34– Jf. den appellerede doms præmis 70.

35– Jeg bør anføre, at Retten ikke tog stilling til anvendelsesområdet for de lettiske processuelle regler. I denne forbindelse er det endnu ikke fastslået, om appellanten faktisk har ret i sit udsagn om, at disse regler regulerer indholdet af Kommissionens indlæg i forbindelse med en appel til prøvelse af retsspørgsmål. Under alle omstændigheder er det indlysende, at kravet i 38. betragtning til statsstøtteprocedureforordningen om, at Kommissionens bemærkninger skal fremsættes »inden for rammerne af de nationale retsplejeregler og national praksis«, alene vedrører den form, som sådanne bemærkninger skal have, og ikke kan forstås således, at sådanne regler kan tilsidesætte en beføjelse, der følger af EU-retten.

36– Jf. analogt bl.a. dom af 4.4.2017, Ombudsmanden mod Staelen (C-337/15 P, EU:C:2017:256, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis) (vedrørende »de retlige konsekvenser, Retten har draget«).

Lignende dokumenter