Vikarlovens krav om midlertidig udsendelse efter flere forlængelser
Spørgsmålet var, om en vikars flere forlængelser hos SGL betød, at hun ikke var udsendt midlertidigt og derfor faldt uden for vikarloven. Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort og frifandt SGL.
Sagen
Lønmodtageren blev ansat af vikarbureauet Moment og udsendt som lagermedarbejder, først til IC Group og senere til SGL E-Commerce/SGL. Hendes vikariat blev forlænget flere gange, og den sidste forlængelse havde ikke en slutdato. Efter hendes egen forklaring udførte hun samme opgaver som de fastansatte, og hun ønskede at blive fastansat. Hun sendte en indberetning til SGL’s whistleblowerordning om forskelsbehandling af vikarer og blev derefter opsagt af Moment med henvisning til arbejdsmangel. En direktør for SGL har forklaret, at virksomheden havde svingende kundebehov, at onlinehandel og Corona-nedlukningen skabte usikkerhed, og at der var problemer med forsyningskæderne. Han har også forklaret, at SGL ikke kunne undvære vikarer, og at SGL ikke havde indflydelse på forlængelsen af lønmodtagerens vikariat. Klageren gjorde gældende, at vikariatet reelt ikke var midlertidigt, og at hun derfor skulle stilles som direkte ansat af SGL. SGL bestred dette. [1]
Spørgsmålet
Arbejdsretten skulle først afgøre, om lønmodtagerens udsendelse til SGL var midlertidig i vikarlovens § 1, stk. 1’s forstand. Hvis den ikke var det, skulle retten tage stilling til, om hun skulle stilles, som hvis hun var ansat direkte af SGL. [1]
Resultatet
Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at lønmodtageren ikke var udsendt for midlertidigt at udføre lagerarbejde hos SGL. SGL blev derfor frifundet. Klageren skulle betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten. [1]
Rettens begrundelse
Arbejdsretten tog udgangspunkt i vikarlovens § 1, stk. 1, hvorefter loven gælder for vikarer, der udsendes til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver. Loven definerer ikke “midlertidigt”, og hverken forarbejderne eller det bagvedliggende direktiv om vikararbejde gav nærmere vejledning. Bestemmelsens formulering (“for midlertidigt …”) talte for, at der måtte lægges vægt på, om det ved udsendelsen eller en forlængelse var tilsigtet, at arbejdsforholdet skulle være midlertidigt. Retten lagde desuden vægt på vikarlovens § 3, stk. 4, om forbud mod usaglige successive udsendelser, og § 8, stk. 2 og 3, om bøde og godtgørelse. Disse regler forudsætter efter rettens syn, at selv usaglige successive udsendelser kan være omfattet af loven og altså anses som midlertidige. Derfor skulle “midlertidigt” forstås bredt. Retten fandt også, at en snæver forståelse kunne forringe vikarens retsbeskyttelse, og at den brede forståelse var i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis. I den konkrete sag fandt retten efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om SGL’s drift og kundesammensætning og betydningen af Corona-nedlukningen, ikke godtgjort, at lønmodtageren ikke var udsendt for midlertidigt at udføre lagerarbejde hos SGL. [1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at Arbejdsretten anlægger en bred forståelse af “midlertidigt” i vikarloven. Retten bygger ikke kun på sagens konkrete fakta, men også på en generel sammenhæng mellem § 1, stk. 1, § 3, stk. 4, og § 8. Det betyder, at lang varighed og flere forlængelser ikke i sig selv nødvendigvis fører til, at vikarloven ikke finder anvendelse. Dommen afgør ikke, om der i denne sag forelå en overtrædelse af § 3, stk. 4, om successive udsendelser, og den afgør heller ikke spørgsmålet om bod, som parterne havde bedt om at udskyde. Den afgør heller ikke, om lønmodtageren skulle stilles som direkte ansat, fordi retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte vikarlovens anvendelse. Efter analysens vurdering må udfaldet fortsat afhænge af en konkret bedømmelse af oplysningerne i den enkelte sag. Dommen er ikke rådgivning og siger ikke, hvordan andre sager vil blive afgjort. [1]
Sådan hænger kilderne sammen
Kilden er Arbejdsrettens dom. Den gengiver vikarlovens § 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 4 og 5, og § 8, stk. 2-4 samt EU-Domstolens dom i sag C-232/20 om successive udsendelser. Arbejdsretten brugte især § 3, stk. 4, og § 8 til at forstå “midlertidigt” bredt. Sagen drejede sig om, hvorvidt vikarloven fandt anvendelse på lønmodtagerens ansættelsesforhold, og om hun, hvis den ikke gjorde, skulle stilles som direkte ansat af SGL. Retten behandlede ikke bodskravet, fordi parterne havde anmodet om at udskyde spørgsmålet. [1]
Fra kilderne
Loven har ikke nogen definition af udtrykket “midlertidigt” [1]
Dette taler for, at udtrykket “midlertidigt” skal forstås bredt. [1]
En snæver forståelse af udtrykket vil således kunne indebære en forringelse af vikarens retsbeskyttelse. [1]
Arbejdsretten tager herefter indklagedes frifindelsespåstand til følge. [1]
Kilder
- Dom af 19. august 2025 i Arbejdsrettens sag 2023-171 dommen · 19. august 2025