Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: I en rolig retssal i Luxembourg løfter en dommers hånd et tungt lod mærket "tilknytning" af en gammel skålvægt med to små papirhuse, mens en dansk boligblok med to oplyste vinduer ses gennem vinduet.

Tilknytningskrav til ægtefæller til tyrkiske arbejdstagere var ulovligt

EU-DomstolenUdlændinge og statsborgerskabDom i sag C-89/1810. juli 2019

Spørgsmålet var, om et dansk krav om større tilknytning til Danmark end til et tredjeland for familiesammenføring med en tyrkisk arbejdstager var en ny begrænsning efter associeringsaftalen. Domstolen svarede, at kravet var en ny begrænsning, og at det ikke var begrundet.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

Klageren er tyrkisk statsborger og blev gift med en tyrkisk mand, som senere fik opholdstilladelse i Danmark som ægtefælle til en unionsborger [1]. Han fik tidsubegrænset opholdstilladelse i 2006, og parrets fire børn fik også opholdstilladelse i Danmark [1]. Efter en skilsmisse blev parret gift igen i Danmark i 2009, og klageren ansøgte om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring [1]. Udlændingemyndigheden afslog ansøgningen, og ministeriet stadfæstede afslaget med henvisning til, at ægtefællernes samlede tilknytning til Tyrkiet var større end til Danmark [1]. Klageren anlagde sag, som blev henvist til Østre Landsret, der forelagde Domstolen spørgsmål om fortolkningen af artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 [1].

Spørgsmålet

Domstolen skulle tage stilling til, om et nationalt krav om, at ægtefællernes tilknytning til Danmark skal være større end til et tredjeland, udgør en »ny begrænsning« efter artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 [1]. Domstolen skulle også vurdere, om en sådan begrænsning kan begrundes i hensynet til vellykket integration eller effektiv styring af migrationsstrømme [1].

Resultatet

Domstolen fastslog, at kravet udgør en ny begrænsning i artikel 13’s forstand [1]. Den fandt, at begrænsningen ikke var begrundet, hverken i formålet om vellykket integration eller i formålet om effektiv styring af migrationsstrømme [1]. Den danske stat fik dermed ikke medhold i, at kravet var begrundet [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i standstill-klausulen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, som forbyder nye begrænsninger for tyrkiske arbejdstageres adgang til beskæftigelse [1]. Den fandt, at den danske regel blev indført efter afgørelsens ikrafttræden og skærpede betingelserne for første indrejse for ægtefæller til tyrkiske arbejdstagere [1]. Reglen kunne påvirke lønmodtagerens frihed til at arbejde i Danmark, fordi vanskelig familiesammenføring kan tvinge ham til at vælge mellem arbejde og familieliv [1]. En ny begrænsning er forbudt, medmindre den er begrundet i et tvingende alment hensyn, egnet og ikke går videre end nødvendigt [1]. Domstolen anerkendte, at vellykket integration kan være et sådant hensyn [1]. Men tilknytningskravet vurderede ikke ansøgerens mulighed for integration i Danmark [1]. Tilknytning til oprindelseslandet udelukker ikke integration i værtslandet [1]. Reglen indeholdt ingen integrationsforanstaltninger [1]. Myndighedernes vurdering byggede på diffuse og upræcise kriterier, som kunne give forskellig og uforudsigelig praksis [1]. Derfor var kravet ikke egnet til at sikre integration [1]. Det var heller ikke egnet til at styre migrationsstrømme, fordi det ikke vurderede ansøgerens integrationsmulighed [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering slår dommen fast, at et generelt tilknytningskrav som det danske ikke i sig selv kan begrundes med integration, når kravet ikke vurderer den konkrete ægtefælles integrationsmuligheder [1]. Dommen rækker således til den konkrete regel og den måde, myndighederne anvendte den på, hvor kriterierne blev fundet diffuse og upræcise [1]. Den afgør ikke, om andre og mere præcise integrationskrav kan være lovlige, og den siger heller ikke, at alle tilknytningskrav er forbudte i alle situationer [1]. Den tager ikke stilling til, hvordan en konkret ansøgning skal afgøres, eller om klageren skal have opholdstilladelse [1]. Dommen viser dog, at en begrænsning skal være egnet til at nå det formål, den påberåbes til, og at myndighederne ikke kan nøjes med en generel henvisning til integration [1]. Den viser også, at formålet om effektiv styring af migrationsstrømme ikke i sig selv gør en foranstaltning egnet, hvis den ikke vurderer ansøgerens situation [1]. Det er en vurdering, ikke rådgivning, og den forudsiger ikke udfaldet af andre sager [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen drejede sig om artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 og det danske tilknytningskrav i udlændingelovens § 9, stk. 7 [1]. Generaladvokaten behandlede i sit forslag samme spørgsmål om, hvorvidt kravet var en ny restriktion, og om det kunne begrundes [2]. Den gengivne del af forslaget viser ikke den endelige konklusion [2]. Domstolen nåede frem til, at kravet var en ny begrænsning, og at det ikke var begrundet [1]. Ifølge generaladvokatens forslag havde de danske myndigheder reageret på en tidligere dom om en anden bestemmelse i udlændingeloven, men ikke ændret betingelserne for ægtefæller til tyrkiske arbejdstagere [2]. Kilderne viser dermed en sag om samme regel og samme EU-retlige standstill-spørgsmål [1][2].

Fra kilderne

En sådan begrænsning er ikke begrundet. [1]
den i hovedsagen omhandlede nationale foranstaltning ikke er egnet til at sikre virkeliggørelsen af formålet om at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark. [1]
de kompetente nationale myndigheders vurdering af kravet i udlændingelovens § 9, stk. 7, hviler på diffuse og upræcise kriterier [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-89/18: Domstolens dom (Første Afdeling) af 10. juli 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. dommen · 10. juli 2019
  2. Forslag til afgørelse i sag C-89/18: Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Pitruzzella fremsat den 14. marts 2019. — A mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. generaladvokatens forslag til afgørelse · 14. marts 2019