Tab på gearet investering i garantiobligationer: Saxo Bank slap for erstatning
Klageren krævede erstatning af Saxo Bank for tab på en gearet investering i garantiobligationer. Ankenævnet gav ikke klageren medhold og tog ikke stilling til, om kravet var forældet.
Sagen
Klageren boede i Norge og blev i marts 2005 kunde i Saxo Bank. Kunderegistreringen beskrev ham som erfaren og risikovillig investor [1]. Efter tab på valutahandler stod der ca. 79.000 NOK på kontoen i september 2005. Klageren indskød 71.000 NOK mere [1]. De 150.000 NOK blev brugt til en gearet investering i 24 garantiobligationer à 25.000 NOK, i alt 600.000 NOK [1]. Gearing betyder, at man investerer for flere penge, end man selv skyder ind. Tegningsblanketten nævnte 100 % garanteret kapital ved udløb i 2010. Den nævnte også en finansiering med rente og omkostninger [1]. I juli 2006 meddelte banken, at obligationernes forbindelse til den underliggende strategi var ophørt. Værdien var da 21.025 NOK pr. obligation [1]. I marts 2008 bekræftede klageren salg til den kurs. Bagefter betalte han 34.600 NOK og 1.263,83 NOK til dækning af underbalance på engagementet. Han krævede i alt 185.863,83 NOK fra banken [1].
Spørgsmålet
Ankenævnet skulle afgøre, om Saxo Bank skulle betale erstatning for klagerens tab på den gearede investering i garantiobligationer. Klageren gjorde gældende, at bankens rådgivning og oplysninger havde været mangelfulde og vildledende [1].
Resultatet
Klageren fik ikke medhold i klagen. Ankenævnet afviste ikke sagen, men fandt ikke grundlag for at pålægge banken ansvar. Nævnet tog ikke stilling til, om kravet var forældet [1].
Rettens begrundelse
Ankenævnet begyndte med at fastslå, at sagen ikke skulle afvises [1]. Det beskrev derefter investeringen: Et indskud på 150.000 NOK var gearet op til 600.000 NOK i obligationer med udløb i 2010 og en garanteret kurs på 25.000 NOK pr. styk [1]. Nævnet fandt, at klageren som følge af gearingen måtte indse, at investeringen ville give tab, hvis der ved udløbet ikke var opnået en kursgevinst, der kunne dække omkostningerne ved den del af investeringen, der oversteg hans indskud [1]. Salget i marts 2008 skete til 21.025 NOK pr. styk. Det svarede til et kurstab på cirka 96.000 NOK [1]. Nævnet fandt ikke grundlag for at sige, at banken dengang burde have frarådet klageren at realisere tabet for at afvente indfrielse til 25.000 NOK ved udløb [1]. Nævnet fandt heller ikke, at klageren på baggrund af bankens brev fra juli 2006 berettiget kunne forvente at få differencen op til 25.000 NOK udbetalt ved udløb efter salget. Det fandt heller ikke, at banken burde have indset, at klageren var i en vildfarelse om det [1]. Fordi klageren tabte på disse punkter, behøvede nævnet ikke at tage stilling til forældelse efter forældelsesloven § 3 [1][2].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen først og fremmest, at en kapitalgaranti ved udløb ikke i sig selv giver en kunde krav på erstatning, hvis kunden sælger obligationerne før udløb og realiserer et tab. Nævnet lagde vægt på, at klageren måtte indse tabsrisikoen ved gearingen, og at der ikke var grundlag for at sige, at banken burde have frarådet salget [1]. Afgørelsen er kortfattet. Nævnet gik ikke ind i, om omkostningerne ved gearingen fremgik tydeligt af materialet. Klageren bestred det, mens banken mente, at det var tilfældet. Nævnet afgjorde heller ikke, om oplysningen om 100 % kapitalgaranti var vildledende [1]. Efter analysens vurdering kan afgørelsen derfor næppe læses som en generel godkendelse af bankens oplysninger. Den afgør heller ikke forældelsesspørgsmålet, som nævnet lod ligge [1]. Den bygger på denne sags forhold, herunder at klageren selv bekræftede salget i marts 2008 [1]. Hvad den ville betyde i sager med andre oplysninger, andre produkter eller anden rådgivning, kan vi ikke læse ud af afgørelsen.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen er afgjort af Det finansielle ankenævn, og kun nævnets afgørelse er kilden til udfaldet. Banken gjorde gældende, at et krav var forældet efter forældelsesloven. Efter lovens § 3, stk. 1 er fristen 3 år. Efter stk. 2 regnes fristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen [1][2]. Klageren henviste til, at han først fik kendskab i oktober 2010, og til sin klage til Forbrugerombudsmanden [1]. Lovens § 21, stk. 3 lader reglerne om en sag for en administrativ myndighed gælde tilsvarende, når en tvist indbringes for et privat ankenævn inden fristens udløb [3]. Nævnet tog ikke stilling til disse spørgsmål [1].
Fra kilderne
Der er ikke grundlag for at fastslå, at banken i den forbindelse burde have frarådet klageren at realisere det aktuelle tab med henblik på at afvente indfrielse til 25.000 NOK pr. styk ved udløb. [1]
Ankenævnet finder heller ikke, at banken burde have indset, at klageren var i en vildfarelse herom. [1]
Klageren får ikke medhold i klagen. [1]
Kilder
- Det finansielle ankenævn, sag 254/2011: Krav om erstatning for tab på gearet investering i garantiobligationer. — Saxo Bank dommen · 21. marts 2012
- Forældelsesloven § 3 lovbestemmelse · 7. juni 2007
- Forældelsesloven § 21 lovbestemmelse · 7. juni 2007