Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En forkølet EU-tjenestemand i slåbrok med termometer i munden klamrer sig til et højt tårn af liggestole, mens en høflig administrator prøver at bære de fleste af dem væk.

Syg EU-tjenestemand kunne kræve betaling for ferie, han ikke kunne holde

EU-PersonalerettenArbejde og overenskomstDom i sag F-120/0715. marts 2011

Kunne en EU-tjenestemand, der var sygemeldt næsten hele 2004, kun overføre 12 feriedage? Personaleretten fandt, at direktivets ret til betalt ferie også gælder ham, og annullerede afslaget.

Læs hele dommen


Sagen

Tjenestemanden var ansat i Kommissionen siden 1995 og arbejdede til sidst i Eurostat. Fra 1. marts 2004 var han sygemeldt, indtil han gik på invalidepension den 1. april 2005 [1]. I december 2004 søgte han om at overføre 38,5 feriedage fra 2004 til 2005. Han oplyste, at han ikke havde kunnet holde dem på grund af en erhvervssygdom [1]. Kommissionen overførte automatisk 12 dage, men afslog de resterende 26,5 dage i en afgørelse af 30. maj 2005. Hans klage blev også afslået [1]. Senere anerkendte Kommissionen, at hans helbred var forværret, og ville dække visse lægeudgifter efter vedtægtens artikel 73 [1]. I november 2006 søgte han på ny om overførsel. Det blev afslået ved afgørelse af 15. marts 2007 [1]. Han anlagde sag og krævede afgørelserne annulleret og kompensation for 26,5 feriedage [1].

Spørgsmålet

Kunne Kommissionen nægte at overføre mere end 12 feriedage, når tjenestemanden havde været sygemeldt næsten hele året? Spørgsmålet var, om vedtægtens regel om »tjenstlige grunde« og direktiv 2003/88 gav ham ret til mere. [1]

Resultatet

Personaleretten annullerede Kommissionens afgørelse af 15. marts 2007. Søgsmålet mod afgørelsen af 30. maj 2005 blev afvist som anlagt for sent. Erstatningspåstandene blev forkastet som uden genstand, og Kommissionen blev frifundet i øvrigt, men skulle betale tjenestemandens sagsomkostninger. [1]

Rettens begrundelse

Retten pegede først på vedtægtens artikel 1e, stk. 2, der kræver sundheds- og sikkerhedsstandarder, som mindst svarer til EU's minimumskrav. Kommissionen skulle derfor sikre, at direktiv 2003/88 blev overholdt, når den anvendte vedtægtens ferieregler [1]. Retten henviste til, at retten til årlig betalt ferie er et særligt vigtigt princip, der ikke kan fraviges. Ferien kan efter direktivets artikel 7, stk. 2, kun erstattes af penge, når ansættelsen ophører [1]. Formålet med ferie er hvile og fritid. Formålet med sygeorlov er at komme sig over sygdom [1]. Tjenestemanden var sygemeldt næsten hele 2004. Muligheden for at holde ferie i januar og februar var efter retten kun teoretisk. Han kunne derfor ikke fratages en økonomisk godtgørelse for ferien [1]. Vedtægtens artikel 4 i bilag V regulerer ikke dette spørgsmål, og tidligere afgørelser om »tjenstlige grunde« gjaldt andre faktiske forhold [1]. Direktivets minimumsregler supplerer vedtægtens ferieregler og gælder hele de 24 feriedage, uanset grænsen på 12 dage [1]. Kommissionens argument om Europas konkurrenceevne var ikke underbygget [1]. Kommissionen havde derfor tilsidesat rækkevidden af artikel 4 [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at en EU-institution ikke uden videre kan holde sig til vedtægtens grænse på 12 overførte feriedage, når en tjenestemand har været syg næsten hele året. Retten lagde vægt på direktivets krav om betalt ferie [1]. Dommen rækker efter analysens vurdering ikke længere end de konkrete forhold. Retten lagde vægt på, at sygdommen varede næsten hele året og frem til invalidepensionen [1]. Dommen siger derfor næppe noget om kortere sygdomsperioder. Retten tog heller ikke stilling til, om sygdommen var en erhvervssygdom. Det spørgsmål var genstand for en særskilt procedure efter artikel 73 [1]. Retten fandt det ikke nødvendigt at afgøre, hvordan en egentlig konflikt mellem vedtægten og direktivet skal løses [1]. Dommen handler om EU-tjenestemænd og Kommissionen og siger ikke noget om dansk ret. Efter analysens vurdering kan den ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager, hvor forholdene er anderledes.

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 2 er en afkortet gengivelse af selve dommen. Den indeholder intet forslag fra en generaladvokat. Kilde 3 beskriver Domstolens senere dom, hvor Kommissionen appellerede. Ifølge den forkastede Domstolen appellen og fastslog, at tjenestemanden havde ret til overførsel af ferien efter direktiv 2003/88 og chartrets artikel 31, stk. 2 [2]. Kildens beskrivelse nævner også en ophævelse af Rettens dom, hvilket ikke passer med resten. Vi bygger derfor kun på, at appellen blev forkastet. Dommen gengiver selv de centrale regler: vedtægtens artikel 57 om mindst 24 feriedage, artikel 4 i bilag V om overførsel af højst 12 dage, og direktivets artikel 7 om fire ugers betalt ferie [1]. Kilderne siger intet om danske myndigheders brug af dommen. Kilde 4 og 5 handler om andre spørgsmål og bruges ikke.

Fra kilderne

Det må således konstateres, at sagsøgeren i næsten hele 2004 var ude af stand til at benytte sig af sin ret til årlig betalt ferie. [1]
Dette formål er forskelligt fra formålet med retten til sygeorlov, som er begrundet i, at arbejdstageren skal have mulighed for at komme sig over en sygdom [1]
dette argument på ingen måde er blevet underbygget og under de foreliggende omstændigheder ikke kan tiltrædes. [1]

Kilder

  1. Dom i sag F-120/07: EU-PERSONALERETTENS DOM (Anden Afdeling) dommen · 15. marts 2011
  2. Dom i sag C-579/12: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2013. — Europa-Kommissionen mod Guido Starck. anden afgørelse med lignende indhold · 19. september 2013