Må en kommune give en opgave direkte til sit eget selskab uden udbud?
Spørgsmålet var, om en kommune må give en opgave direkte til et selskab, den kontrollerer, uden udbud, og om nationale krav kan stille yderligere betingelser. Domstolen svarede, at sådanne krav er tilladt, hvis de er klare og gennemsigtige.
Sagen
Kaunas kommune udbød i 2014 vedligeholdelse af parker, skove og plantager. Opgaven gik til selskabet Irgita, som fik en treårig kontrakt om slåningsydelser fra marts 2014 [1]. Kommunen var ikke forpligtet til at bestille hele den mængde, kontrakten fastsatte, og den betalte kun for reelt udførte ydelser [1]. I april 2016 bad kommunen om tilladelse til at give tilsvarende ydelser til sit eget selskab Kauno švara, som kommunen ejede helt og som i 2015 havde 90,07 procent af sin omsætning fra kommunen [1]. En in house-aftale er en direkte aftale mellem en myndighed og et selskab, den kontrollerer, uden udbud. Kontoret for offentlige udbud gav tilladelse den 20. april 2016, men pålagde kommunen at vurdere, om ydelserne kunne købes i udbud [1]. Kommunen indgik kontrakt med Kauno švara den 19. maj 2016 for fem år. Irgita sagsøgte, og appelretten annullerede beslutningen og kontrakten. Sagen endte ved Litauens øverste domstol, som forelagde spørgsmål for EU-Domstolen [1][2].
Spørgsmålet
Retten skulle afgøre, hvilket EU-udbudsdirektiv der gælder, når processen startede under et ældre direktiv, men kontrakten blev indgået efter dets ophævelse [1]. Den skulle også tage stilling til, om nationale krav til in house-aftaler er tilladt, og om en sådan aftale i sig selv er i overensstemmelse med EU-retten [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at det nye direktiv gælder, hvis den ordregivende myndighed først efter ophævelsen endeligt besluttede, om der skulle udbydes [1]. Den fastslog også, at EU-retten ikke er til hinder for nationale krav til in house-aftaler, men at kravene skal være klare og gennemsigtige. En in house-aftale, der opfylder EU's kriterier, er ikke i sig selv lovlig efter EU-retten [1]. Domstolen træffer ikke selv afgørelse i tvisten; det er den litauiske ret, der skal afgøre den konkrete sag [1].
Rettens begrundelse
Domstolen begyndte med, hvilket direktiv der gælder. Kontoret for offentlige udbud gav sin tilladelse den 20. april 2016, efter at det ældre direktiv var ophævet den 18. april 2016, og derfor gælder det nye direktiv [1]. Artikel 12, stk. 1, i direktiv 2014/24 fastsætter tre betingelser, og når de er opfyldt, falder kontrakten uden for direktivets anvendelsesområde [1]. Domstolen understregede, at artiklen ikke fastsætter, hvordan en kontrakt skal tildeles. Medlemsstaterne står frit til at vælge, om en opgave skal løses med egne midler, og direktivet tvinger dem ikke til at outsource [1]. Den frihed er ikke ubegrænset. Den skal respektere EU-traktatens grundlæggende principper som ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og gennemsigtighed [1]. Derfor må en medlemsstat gerne stille krav om kontinuitet, kvalitet og tilgængelighed. Kravene skal være klare og forudsigelige, så vilkårlighed undgås [1]. Domstolen afviste at besvare spørgsmål om artikel 1, stk. 4, og chartrets artikel 36, fordi forelæggelsesafgørelsen ikke viste, at de var relevante [1]. Endelig skal samarbejdet ikke føre til konkurrenceforvridning over for private aktører, og den forelæggende ret skal vurdere, om kommunen har tilsidesat sine forpligtelser over for Irgita [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at medlemsstaterne har stor frihed til at vælge, om offentlige opgaver skal løses internt eller udbydes, og at EU-udbudsreglerne ikke tvinger dem til at udbyde [1][2]. Dommen afgør dog ikke, hvordan nationale krav i Litauen skal udformes; det er den litauiske ret, der skal vurdere det. Dommen siger heller ikke, at en in house-aftale er lovlig i den konkrete sag. Efter analysens vurdering er det et centralt punkt, at nationale krav skal være tilgængelige og forudsigelige, så både myndigheder og virksomheder kan vide, hvad der gælder [1]. Dommen rækker kun til situationer, hvor kriterierne i artikel 12 er opfyldt, og den forudsætter, at valget af leveringsmetode er truffet før kontraktindgåelsen [1]. Dommen besvarer heller ikke, hvordan konkurrencen skal vurderes i andre sager. Den nævner blot, at samarbejde mellem offentlige enheder ikke må skabe konkurrenceforvridning over for private aktører [1]. Efter analysens vurdering bør læseren derfor se dommen som en afklaring af rammerne, ikke som en afgørelse af en bestemt kommunes forhold.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 2 er generaladvokat G. Hogans forslag til afgørelse fra den 7. maj 2019, som behandler de samme spørgsmål om tidsmæssig anvendelse og yderligere nationale betingelser [2]. Teksten i kilden er afbrudt, før forslagets konklusion fremgår, så det kan ikke afgøres her, om Domstolen fulgte forslaget [2]. Dommen bygger på artikel 12, stk. 1, i direktiv 2014/24, sammenholdt med betragtningerne 2, 5, 31 og 32 [1]. Domstolen omformulerede det tredje spørgsmål, litra a), og afgjorde det på grundlag af artikel 12, stk. 1 [1]. Kilderne viser ikke, hvordan danske myndigheder har brugt dommen.
Fra kilderne
Denne bestemmelse vedrører imidlertid udelukkende anvendelsesområdet for direktiv 2014/24 og kan ikke forstås således, at den fastsætter betingelserne for, hvordan en offentlig kontrakt kan tildeles som led i en in house-aftale. [1]
intet i dette direktiv forpligter medlemsstaterne til at outsource eller eksternalisere levering af tjenesteydelser, som de selv ønsker at levere [1]
princippet om gennemsigtighed kræver i lighed med retssikkerhedsprincippet, at de betingelser, som medlemsstaterne fastsætter for indgåelsen af in house-aftaler, fastlægges ved regler, som er tilstrækkeligt tilgængelige, præcise og forudsigelige i deres anvendelse [1]
Kilder
- Dom i sag C-285/18: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 3. oktober 2019. — Sag anlagt af Kauno miesto savivaldybė og Kauno miesto savivaldybės administracija. dommen · 3. oktober 2019
- Forslag til afgørelse i sag C-285/18: Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 7. maj 2019. — Sag anlagt af Kauno miesto savivaldybė og Kauno miesto savivaldybės administracija. generaladvokatens forslag til afgørelse · 7. maj 2019