Store overførsler kaldet lån: gaver, der skal beskattes, eller reelle lån?
Spørgsmålet var, om tre store overførsler til klageren var lån eller skattepligtige gaver, og hvilke år de i så fald skulle beskattes i. Landsskatteretten gav klageren fuld medhold for 2006, delvist medhold for 2012 og fastholdt forhøjelsen for 2010.
Sagen
Klageren fik i 2006, 2010 og 2012 overført penge fra en velhavende kvinde, som var arving efter sin søster. Overførslerne var 1 mio. kr. i 2006, 1 mio. kr. i 2010 og 2 mio. kr. i 2012 [1]. Bankudskrifterne betegnede flere overførsler som lån. Der fandtes et skriftligt lånedokument for en million i 2012, men ikke for de øvrige beløb [1]. I februar 2013 skrev gavegiverens advokat til klageren og bad om gældsbreve samt en drøftelse af gælden og afviklingen af den [1]. Advokaten oplyste senere over for SKAT, at gavegiveren ikke var interesseret i at gøre mere ved forholdet eller tilbagesøge lånene [1]. SKAT forhøjede klagerens personlige indkomst med 4 mio. kr. i alt for de tre år. Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om overførslerne var lån, som ikke er indkomst, eller skattepligtige gaver efter statsskattelovens § 4, litra c [1]. Hvis det var gaver, skulle det også afgøres, i hvilket indkomstår de skulle medregnes [1].
Resultatet
Landsskatteretten gav klageren medhold for 2006, hvor den påklagede forhøjelse på 1 mio. kr. blev sat til 0 kr. [1]. For 2010 blev forhøjelsen på 1 mio. kr. fastholdt. For 2012 blev forhøjelsen nedsat fra 2 mio. kr. til 1 mio. kr. [1]. Klageren fik altså delvist medhold, og SKAT, som er en dansk myndighed, tabte delvist [1].
Rettens begrundelse
Kilden gengiver ikke Landsskatterettens begrundelse. Der foreligger kun resultatet i en oversigt [1]. Derfor beskrives her de synspunkter, parterne fremførte, og de regler de byggede på. SKAT lagde statsskattelovens § 4, litra c til grund og mente, at gaver er skattepligtige efter retserhvervelsesprincippet, altså princippet om, at en indtægt skal medregnes, når retten til den er erhvervet. Det var det år, hvor gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab [1]. SKAT lagde vægt på, at gavegiveren ikke havde krævet tilbagebetaling, at klageren ikke havde selvangivet renteudgifter, og at der efter SKATs opfattelse gælder en skærpet bevisbyrde i et gavemiljø. Bevisbyrde betyder, hvem der skal dokumentere sit synspunkt [1]. Klagerens repræsentant gjorde gældende, at overførslerne var lån, og at lån ikke er indkomst efter statsskattelovens § 5, litra c [1]. Subsidiært mente klageren, at gavehensigten først forelå i 2013, og at SKAT ikke kunne genoptage ansættelserne efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fordi klageren ikke handlede forsætligt eller groft uagtsomt [1]. Klageren gjorde også gældende, at afgørelsen var ugyldig, fordi SKAT ikke havde givet partshøring over gavegiverens advokats henvendelser [1]. SKAT svarede, at henvendelserne ikke havde ændret grundlaget for forslaget [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at samme type overførsler fra samme giver ikke nødvendigvis fik samme skattemæssige behandling. Landsskatteretten gav klageren medhold for 2006 og delvist for 2012, mens SKATs forhøjelse for 2010 blev fastholdt [1]. Da begrundelsen ikke foreligger i kilden, kan vi ikke sige, hvilke forhold der var afgørende for udfaldet, herunder om lånedokumenterne, renterne eller den manglende tilbagebetaling vejede tungest [1]. Efter analysens vurdering bør afgørelsen derfor ikke læses som en generel regel om, hvornår penge fra familie eller venner er lån. Den afgør kun de konkrete overførsler i denne sag og siger intet om andre sager. Kilden viser heller ikke, hvilke beløb der blev nedsat i 2012, og om lånedokumentet spillede en rolle [1]. Afgørelsen giver heller ikke svar på, om SKATs genoptagelse var lovlig, eller om partshøringen var tilstrækkelig, da begrundelsen mangler [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er selv en afgørelse, og den gengiver de bestemmelser, sagen drejede sig om. Den citerer statsskattelovens § 4, litra c og § 5, litra c samt skatteforvaltningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 5 [1]. Kilde 2 og 3 gengiver disse bestemmelser i deres nuværende ordlyd, herunder fristerne i § 26 og genoptagelse ved forsætlig eller groft uagtsom adfærd i § 27 [2][3]. Kilde 4 er forvaltningslovens § 19, som kræver, at en part får lejlighed til at udtale sig om oplysninger, der er til ugunst for vedkommende [4]. Kilde 5 er den tidligere affattelse i skattestyrelsesloven § 35, som kilde 1 bruger som fortolkningsbidrag [5]. Kilde 6 er skatteforvaltningslovens § 20 om varsling af en påtænkt afgørelse [6]. SKAT henviste i kilde 1 til § 27 for indkomståret 2006 [1].
Fra kilderne
Gaver anses for skattepligtig i det år, hvor gavetilsagnet kommer til modtagerens kundskab, og man dermed erhverver ret til gaven. [1]
Det er SKATs opfattelse, at der stilles skærpet bevisbyrde til dokumentation af, at der reelt foreligger lån til tilbagebetaling, når overførsler sker i et gavemiljø som nærværende [1]
Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. [2]
Kilder
- Landsskatteretten, j.nr. 14-0479849: Indkomstskattepligtig gave dommen · 20. marts 2018
- Skatteforvaltningsloven § 27 lovbestemmelse · 20. november 2015
- Skatteforvaltningsloven § 26 lovbestemmelse · 20. november 2015
- Forvaltningsloven § 19 lovbestemmelse · 3. maj 2014
- Skattestyrelsesloven § 35 lovbestemmelse · 31. august 2004
- Skatteforvaltningsloven § 20 lovbestemmelse · 20. november 2015