Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: Et bittelille lån ligger på et køkkenbord foran et vaklende tårn af rykkerbreve og inkassokuverter, der når op til loftslampen, mens en forvirret låner i hjemmesko kigger frem, og flere kuverter vælter ind gennem brevsprækken.

Rykkergebyrer og inkasso på et lille forbrugslån blev større end restgælden

Det finansielle ankenævnForbrug og kontrakterDet finansielle ankenævn, sag 26/199831. juli 1998

Nævnet skulle afgøre, om et finansieringsselskab kunne kræve mange rykkergebyrer og inkassoomkostninger på et lån. Flertallet gav klageren medhold, og lånet blev stillet, som om det var indfriet.

Læs hele dommen


Sagen

Klageren fik i 1987 et lån på 8.000 kr. af et finansieringsselskab, som indklagede senere overtog. Lånet skulle afvikles over 48 måneder med en ydelse på 244,53 kr. om måneden [1]. Gældsbrevet gav långiveren ret til at kræve gebyr for rykkerskrivelser og inkassoomkostninger, hvis aftalen ikke blev overholdt [1]. Girokvitteringer viste, at klageren fra oktober 1989 til juni 1992 betalte 32 ydelser, og at der næsten hver måned blev lagt et eller flere rykkergebyrer på lånet. Gebyrerne udgjorde 3.475 kr., mens saldoen var 3.211 kr. [1]. I 1992 og 1993 underskrev klageren to tillæg til låneaftalen, hvor han erkendte at skylde henholdsvis 5.245,51 kr. og 5.766,36 kr. [1]. Sagen kom også i fogedretten i 1994, og i 1997 opgjorde en advokat gælden til 15.825,06 kr. [1]. Klageren indbragte sagen for Ankenævnet i 1998 [1].

Spørgsmålet

Ankenævnet skulle tage stilling til, i hvilket omfang indklagede kunne beregne sig rykkergebyrer og inkassoomkostninger på lånet. Nævnet skulle også tage stilling til, om klagerens underskrift på de to tillæg afskar ham fra at gøre indsigelse mod gældens størrelse [1].

Resultatet

Et flertal på tre af nævnets fem medlemmer gav klageren medhold. Indklagede skal frafalde yderligere krav mod klageren efter låneaftalen. Klagegebyret skal tilbagebetales [1]. To medlemmer ville ikke give klageren medhold [1].

Rettens begrundelse

Nævnet tog udgangspunkt i, at adgangen til at opkræve gebyr for rykkerskrivelser kun gælder, når det har været rimeligt at sende dem [1]. Heraf udledte nævnet, at der må være et maksimum for gentagne rykkere, og nævnet henviste til sin faste praksis om, at maksimum er tre rykkerskrivelser [1]. Efter seks måneder i træk med sædvanemæssigt rykkergebyr kræver nævnets praksis desuden en individuelt udformet underretning om konsekvenserne af fortsat misligholdelse [1]. Kvitteringerne viste ikke, om klageren hele tiden var bagud med én ydelse, eller om ydelserne løbende kom for sent. Nævnet lagde dog til grund, at der i perioden fra oktober 1989 til juni 1992 omtrent hver måned blev lagt gebyr på lånet [1]. Flertallet fandt derfor, at en væsentlig del af gebyrerne var opkrævet med urette. De samlede gebyrer på 3.475 kr. oversteg lånets saldo på 3.211 kr., og klageren havde siden betalt 2.500 kr. Derfor måtte der ses bort fra hans erkendelse af gælden i de to tillæg [1]. Mindretallet fandt ikke, at der kunne ses bort fra underskrifterne, og ville ikke fritage klageren for inkassoomkostninger [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at et ankenævn kan tillægge rykkernes antal og kreditors opfølgning stor vægt, når gebyrerne sammenlignes med lånets størrelse. Flertallet satte endda en underskrevet gældserkendelse til side på dette grundlag [1]. Efter analysens vurdering er afgørelsen dog bundet til sine konkrete omstændigheder. Gebyrerne var meget høje i forhold til restgælden, og indklagede kunne ikke fremlægge posteringsoversigter for perioden før 28. december 1992 [1]. Afgørelsen er desuden truffet med stemmerne 3 mod 2. Det tyder på, at spørgsmålet om gældserkendelsens betydning var tvivlsomt [1]. Kilderne siger ikke, hvor mange rykkergebyrer eller hvor høje gebyrer der i andre sager vil føre til samme resultat. Afgørelsen fastslår heller ikke, at en gældserkendelse generelt mister sin virkning. Den kan heller ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager, og den siger ikke, at inkassoomkostninger i sig selv er ulovlige [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er den eneste afgørelse, der handler om samme spørgsmål. De øvrige kilder angår rådgiveransvar, en bilkøb med ejendomsforbehold og et salg af støvsuger på kredit, og de er derfor ikke inddraget. Sagen drejede sig om en bestemmelse i gældsbrevet. Den gav långiveren ret til at kræve gebyr for rykkerskrivelser og inkassoomkostninger, hvis aftalen ikke blev overholdt [1]. Nævnet gengav sin praksis om højst tre gebyrbelagte rykkere. Det gengav også kravet om en individuel underretning, når der i seks måneder i træk er debiteret rykkergebyr [1]. Indklagede gjorde gældende, at klageren havde anerkendt gælden ved sin underskrift på tillæggene, og at omkostningerne var nødvendige og rimelige [1]. Klageren gjorde gældende, at gebyrerne var urimelige, og at gælden var belastet med inkassoomkostninger mere end én gang [1].

Fra kilderne

Indklagedes adgang til at opkræve gebyr for fremsendelse af rykkerskrivelser er betinget af, at det har været rimeligt at afgive dem. [1]
Efter Ankenævnets faste praksis er dette maksimum 3 rykkerskrivelser [1]
Indklagede skal frafalde yderligere krav på klageren i henhold til låneaftalen af 11. august 1987 på oprindeligt 8.000 kr. [1]

Kilder

  1. Det finansielle ankenævn, sag 26/1998: Rykkergebyrer, antal, samlet størrelse. Inkassoomkostninger. Opgørelse af gæld overgivet til inkasso. — OF dommen · 31. juli 1998