Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: Dommere med parykker strikker, løser kryds og vander planter i en retssal på pause, mens advokaterne sover, og et fjernt kontor blandt palmer travlt stempler papirer.

Retssag om varemærkekrænkelse udsat, mens EU-kontoret prøver varemærkernes gyldighed

Østre LandsretStaten og EU-reglerneKærendes anmodning om at der foretages præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen tages ikke til følge, og Sø- og Handelsrettens kendelse stadfæstes23. juni 2020

Landsretten skulle afgøre, om krænkelsessager om EU-varemærker skulle udsættes, indtil EUIPO har afgjort varemærkernes gyldighed. Landsretten stadfæstede udsættelsen og afviste at spørge EU-Domstolen.

Læs hele dommen


Sagen

NHS, Inc. ejer flere EU-varemærker, blandt andet SANTA CRUZ. Selskabet anlagde sag ved Sø- og Handelsretten mod Sports Group Denmark A/S og Sport24 A/S. Sagen angik påstået krænkelse ved brug af varemærket CRUZ på sportsartikler. Stævningen er dateret 14. maj 2018 [1]. Den 11. juni 2018 indgav Sports Group Denmark A/S begæring til EU-kontoret for intellektuel ejendomsret (EUIPO) om, at varemærkerne skulle erklæres fortabt eller ugyldige. Den 9. april 2019 rejste de to sagsøgte selskaber et modkrav om ugyldighed i retssagen [1]. Sø- og Handelsretten afviste den 25. januar 2019 at udsætte sagen efter artikel 132, stk. 1. Den 11. november 2019 udsatte retten alligevel sagerne efter artikel 128, stk. 4, indtil EUIPO har afgjort sagen. NHS, Inc. kærede kendelsen til Østre Landsret og bad om, at EU-Domstolen blev forelagt spørgsmål [1].

Spørgsmålet

Skulle Sø- og Handelsretten udsætte krænkelsessagerne efter varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, når begæringen til EUIPO var indgivet efter sagens anlæg, men før modkravet blev rejst? Og var der grundlag for at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen? [1]

Resultatet

Østre Landsret stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse, så sagerne forblev udsat. Landsretten afviste NHS, Inc.s anmodning om præjudiciel forelæggelse, altså at stille spørgsmål til EU-Domstolen. NHS, Inc. skulle betale 5.000 kr. i kæresagsomkostninger til hvert af de to selskaber [1].

Rettens begrundelse

Landsretten tog udgangspunkt i artikel 128, stk. 4. Efter bestemmelsen skal en EU-varemærkedomstol udsætte sagen, hvis der er indgivet begæring til EUIPO om fortabelse eller ugyldighed, før modkravet blev rejst for domstolen. Udsættelsen varer, indtil afgørelsen er endelig, eller begæringen er trukket tilbage [1]. Landsretten pegede på betragtning 33 til forordningen. Formålet med artikel 128 og 132 er at undgå indbyrdes modstridende domme. Landsretten lagde også vægt på bestemmelsernes indhold og systematik og på EUIPOs særlige kompetence, jf. EU-Domstolens præmis 50 i sagen om Apple and Pear Australia [1]. Landsretten forstod derfor artikel 128, stk. 4, i overensstemmelse med ordlyden, som Sø- og Handelsretten havde gjort. Her var begæringen indgivet den 11. juni 2018 og modkravet først rejst den 9. april 2019. Derfor skulle sagerne udsættes [1]. At der ikke var grundlag for udsættelse efter artikel 132, stk. 1, ændrede ikke resultatet [1]. Landsretten fandt ikke tvivl om forståelsen af reglerne. Derfor var der ikke grund til at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen. Sagsomkostningerne forrentes efter renteloven § 8 a, som lader renten løbe fra fuldbyrdelsesfristens udløb [1][2].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser kendelsen, at artikel 128, stk. 4, kan føre til udsættelse, selv om krænkelsessagen er anlagt før begæringen til EUIPO. Afgørende er tidsrækkefølgen mellem begæringen til EUIPO og modkravet i retssagen [1]. NHS, Inc. gjorde gældende, at ordningen kan misbruges til at holde krænkelsessager tilbage i mange år. Efter analysens vurdering svarer kendelsen ikke udførligt på det synspunkt. Landsretten pegede i stedet på, at en domstol efter artikel 132, stk. 2 og 3, kan udsætte sagen og træffe foreløbige foranstaltninger, så varemærkeindehaverens interesser ikke forspildes [1]. Kendelsen gælder kun udsættelsen og forelæggelsesspørgsmålet. Den afgør ikke, om varemærkerne er gyldige, og heller ikke, om der er sket krænkelse [1]. Den siger heller ikke, hvordan andre tidsforløb skal bedømmes. Kendelsen er desuden afsagt efter en skriftveksling om udsættelse og forelæggelse, og EUIPO havde stillet ophævelsesbegæringerne i bero, til kæresagen var afgjort [1]. Hvor langt afgørelsen rækker, må efter analysens vurdering bero på den enkelte sags tidsforløb.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen drejer sig om to bestemmelser i forordning 2017/1001. Artikel 128, stk. 4, forbyder domstolen at behandle et modkrav om ugyldighed, før EUIPO har fået besked om modkravet. Hvis en begæring allerede var indgivet til EUIPO, skal domstolen udsætte sagen [1]. Artikel 132, stk. 1, siger, at sager som udgangspunkt udsættes, hvis gyldigheden allerede er bestridt ved en anden EU-varemærkedomstol eller ved EUIPO [1]. Artikel 132, stk. 2 og 3, giver EUIPO en pligt til at udsætte og domstolen mulighed for foreløbige retsmidler [1]. En anden afgørelse i kilderne angives at være fra Højesteret. Den angår samme bestemmelser og samme selskab og stadfæster en udsættelse. Den afviser også anmodningen om præjudiciel forelæggelse [3].

Fra kilderne

Landsretten finder, at der ikke består en tvivl om forståelsen af artikel 128, stk. 4, og artikel 132 i varemærkeforordningen, der medfører, at der skal ske præjudiciel forelæggelse i medfør af TEUF artikel 267, stk. 3. [1]
Det fremgår af betragtning 33 til varemærkeforordningen, at formålet med bestemmelserne i artikel 128 og 132 er at undgå, at der afsiges indbyrdes modstridende domme [1]
På denne baggrund stadfæster landsretten Sø- og Handelsrettens kendelse. [1]

Kilder

  1. Kærendes anmodning om at der foretages præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen tages ikke til følge, og Sø- og Handelsrettens kendelse stadfæstes dommen · 23. juni 2020
  2. Renteloven § 8 a lovbestemmelse · 15. maj 2014
  3. Om sager om krænkelse af EU-varemærker skal afvente Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsrets endelige afgørelse om gyldigheden af varemærkerne, jf. EU-varemærkeforordningens artikel 128, stk. 4, og artikel 132, stk. 1. anden afgørelse med lignende indhold · 16. december 2021