Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En kommunal leder med fløjte holder to gule kort op foran to tillidsrepræsentanter, mens medarbejdere til et medlemsmøde vifter med tykke personalemapper.

Fællestillidsrepræsentanter fik advarsler efter medlemsmøde om personalemapper

ArbejdsrettenArbejde og overenskomstArbejdsrettens dom af 28. september 2021 i sag 2020-161728. september 2021

Sagen handlede om, hvorvidt en kommune misbrugte ledelsesretten og udviste organisationsfjendtlig adfærd ved at tjenestefritage og advare to fællestillidsrepræsentanter. Arbejdsretten frifandt kommunen.

Læs hele dommen


Sagen

Sagen udsprang af et medlemsmøde den 13. november 2019 for medlemmer af FOA og BUPL på en SFO. I forbindelse med mødet skaffede fire medarbejdere sig adgang til deres personalemapper i et ulåst arkivskab på institutionslederens kontor, og et dokument blev fjernet. Det præcise tidspunkt var omstridt; flere forklaringer placerede hændelsen ved mødets afslutning eller under opbruddet. Ifølge et notat fra institutionslederen oplyste fællestillidsrepræsentanten for FOA dagen efter, at hun havde tilbudt medarbejderne at se i egne mapper, og at hun havde tilladt en medarbejder at tage et papir. Hun forklarede senere, at hun tværtimod havde sagt, at papiret ikke måtte fjernes. Kommunen tjenestefritog hende den 19. november og fællestillidsrepræsentanten for BUPL den 20. november, mens forholdet blev undersøgt. Tjenestefritagelserne blev ophævet i forlængelse af samtalerne den 27. november. Den 13. januar 2020 fik begge advarsler, mens fire medarbejdere fik påtaler. Sagen blev ført for Arbejdsretten af Fagbevægelsens Hovedorganisation for BUPL og FOA mod KL for X Kommune [1].

Spørgsmålet

Skulle Arbejdsretten anerkende, at X Kommune havde misbrugt ledelsesretten og udvist organisationsfjendtlig adfærd ved at tjenestefritage og advare de to fællestillidsrepræsentanter, og skulle kommunen trække advarslerne tilbage og betale bod? [1]

Resultatet

Arbejdsretten frifandt X Kommune. Retten fandt, at tjenestefritagelserne var rimeligt begrundede i behovet for at klarlægge et muligt bortvisningsgrundlag, og at de hverken var misbrug af ledelsesretten eller organisationsfjendtlig adfærd. Advarslerne blev opretholdt, og der blev ikke pålagt bod. Klageren skulle betale sagsomkostninger til Arbejdsretten [1].

Rettens begrundelse

Arbejdsretten prøvede, om tjenestefritagelserne og advarslerne var udtryk for misbrug af ledelsesretten eller organisationsfjendtlig adfærd. Retten lagde vægt på, at kommunen via institutionslederens notat fik oplysninger om, at fællestillidsrepræsentanten for FOA i forbindelse med medlemsmødet skulle have tilbudt medarbejdere at åbne deres personalemapper og have tilladt, at et papir blev fjernet. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der på dette grundlag kunne være tale om forhold, som kunne føre til bortvisning, og at en afklaring krævede nærmere undersøgelser, navnlig samtaler med andre deltagere. Derfor var tjenestefritagelserne rimeligt begrundede, og de varede ikke længere end nødvendigt. Der var ikke grundlag for at antage, at tjenestefritagelserne var begrundet i organisationsforhold. Efter undersøgelserne vurderede kommunen, at begge fællestillidsrepræsentanter burde have grebet mere aktivt ind eller sagt tydeligere fra, da medarbejdere skaffede sig adgang til personalemapperne. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte denne vurdering, som navnlig byggede på samtaler med medarbejdere, der var til stede. Der var heller ikke grundlag for at antage, at advarslerne var begrundet i organisationsforhold. Retten fandt desuden, at grundlaget for advarslerne fremgik med fornøden klarhed. Derfor blev kommunen frifundet for påstandene om advarslerne og bod [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at Arbejdsretten i denne sag accepterede en tjenestefritagelse, mens kommunen undersøgte et muligt bortvisningsgrundlag, og at retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at fællestillidsrepræsentanterne burde have grebet ind. Dommen siger derfor noget om, at arbejdsgiverens vurdering kan få betydning, når sagen drejer sig om konkrete handlinger under et medlemsmøde, og når retten bygger på samtaler med deltagerne. Den rækker ikke længere end de konkrete omstændigheder. Der var ifølge dommen ikke retningslinjer for, hvordan fællestillidsrepræsentanter skulle agere på medlemsmøder, og dommen fastlægger efter analysens vurdering ikke en almindelig regel om et bestemt værtsansvar. Den afgør heller ikke, hvordan andre sager med andre faktiske forløb eller andre ansættelsesforhold skal vurderes. Det er også usikkert, hvor meget vægt et notat fra en leder og efterfølgende medarbejdersamtaler kan få i en anden sag. Dommen er derfor et konkret eksempel på, at Arbejdsretten kan efterprøve, men ikke nødvendigvis underkende, en arbejdsgivers vurdering, når der er gennemført en undersøgelse [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Analysen bygger alene på dommen [1]. Den beskriver et arbejdsretligt forløb, hvor en kommune først tjenestefritog to fællestillidsrepræsentanter og senere gav dem advarsler. Dommen gengiver parternes påstande, de faktiske forhold og Arbejdsrettens vurdering efter bevisførelsen. Den viser, at retten prøvede, om tjenestefritagelserne og advarslerne var udtryk for misbrug af ledelsesretten eller organisationsfjendtlig adfærd, og at der ikke var grundlag for at antage, at de var begrundet i organisationsforhold [1]. Der er ikke i dommen oplysninger om andre retsregler eller om, hvordan danske myndigheder senere har brugt afgørelsen.

Fra kilderne

Arbejdsretten finder herefter, at tjenestefritagelserne hverken var udtryk for misbrug af ledelsesretten eller for organisationsfjendtlig adfærd, [1]
Herefter, og da grundlaget for advarslerne findes at fremgå med fornøden klarhed, frifindes indklagede for klagers påstand 1, 3 og 5. [1]
Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering [1]
Som følge af ovenstående frifindes indklagede for klagers påstand om bod. [1]

Kilder

  1. Arbejdsrettens dom af 28. september 2021 i sag 2020-1617 dommen · 28. september 2021