Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: På en grænsebro plukker en ivrig tysk embedsmand med en lang griberstang mønter op af lommen på en pendler, der cykler hjem mod Frankrig med en baguette, mens embedsmanden holder en konvolut med penge højt over hovedet uden for hans rækkevidde.

Plejegodtgørelse kunne ikke nægtes arbejdstagere, der bor i et andet EU-land

EU-DomstolenStaten og EU-reglerneDom i sag C-160/965. marts 1998

Kunne Tyskland kræve plejeforsikringsbidrag af grænsearbejdere og samtidig nægte dem plejegodtgørelse, fordi de bor i Frankrig? Domstolen svarede, at bidragskravet er lovligt, men at bopælskravet for kontantydelsen strider mod forordningen.

Læs hele dommen


Sagen

Et ægtepar arbejdede begge som lønmodtagere i Tyskland, men boede i Frankrig. Den ene var nederlandsk, den anden tysk statsborger. Begge var frivilligt sygeforsikret i Tyskland og dermed omfattet af den tyske plejeforsikring, som alle sygeforsikrede skal betale bidrag til. [1] Plejeforsikringen dækker udgifter til pleje i hjemmet. Den forsikrede kan vælge hjælp fra godkendte organer eller en månedlig kontantydelse, plejegodtgørelsen. Forsikringen dækker også pleje på institution og særligt udstyr. [1] Efter den tyske lov var retten til ydelser betinget af, at den forsikrede opholdt sig i Tyskland. Sygekassen, Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Württemberg, meddelte parret, at de ikke havde ret til ydelser, så længe de boede i Frankrig. [1] Parret gik til Sozialgericht Karlsruhe og krævede at blive fritaget for bidragspligten, så længe de ikke kunne få ydelser. De mente, at bopælskravet var i strid med EF-traktaten. Retten forelagde spørgsmålet for Domstolen. [1]

Spørgsmålet

Kunne EF-traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, hindre en medlemsstat i at pålægge personer, der arbejder dér, men bor i en anden medlemsstat, at betale bidrag til en plejeforsikring, når bopælen udelukker dem fra ydelserne? Domstolen undersøgte også, hvad forordning nr. 1408/71 sagde om ydelserne. [1]

Resultatet

Domstolen fandt, at traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, ikke er til hinder for, at en medlemsstat pålægger bidrag til plejeforsikringen. Parret fik dermed ikke medhold i, at de skulle fritages for bidrag. [1] Derimod er artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 til hinder for, at retten til en kontantydelse som plejegodtgørelsen kræver bopæl i den stat, hvis ordning den forsikrede er tilsluttet. Her fik parret medhold. [1]

Rettens begrundelse

Domstolen behandlede spørgsmålet efter forordning nr. 1408/71, som Rådet har vedtaget for at fjerne de vanskeligheder, nationale socialsikringsregler kan give vandrende arbejdstagere. [1] Alle parter var enige om, at plejeforsikringen er omfattet af forordningen. Domstolen fandt, at ydelserne har et lovbestemt grundlag og i det væsentlige supplerer sygeforsikringen. Derfor er de »ydelser i anledning af sygdom«. [1] Forordningen skelner mellem naturalydelser og kontantydelser. Plejegodtgørelsen udbetales regelmæssigt og med et fast beløb. Der kræves hverken forudgående udgifter eller dokumentation, og modtageren bestemmer selv, hvordan pengene bruges. Derfor er den en kontantydelse, som skal udbetales af den kompetente institution til en arbejdstager bosat i en anden medlemsstat. [1] Det tyske bopælskrav strider derfor mod artikel 19, stk. 1, litra b, og tilsvarende regler for arbejdsløse og pensionister. [1] Bidragspligten blev dog ikke påvirket. Fællesskabsretten kræver ikke, at den kompetente institution undersøger retten til alle ydelser, før den opkræver bidrag. Retten vurderes, når den opstår, og bopælen er ikke en uforanderlig kendsgerning. En fritagelse ville desuden svare til, at arbejdstageren på forhånd gav afkald på sine rettigheder efter forordningen. [1]

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at en medlemsstat kan opkræve bidrag til en plejeforsikring hos grænsearbejdere, men ikke kan gøre kontantydelser fra ordningen afhængige af bopæl i landet. Dommen lægger vægt på, at plejegodtgørelsen er en kontantydelse med de særlige kendetegn, Domstolen beskriver. [1] Efter analysens vurdering rækker dommen ikke længere end til den konkrete ydelse og de bestemmelser, den bygger på. Den siger, at naturalydelser ydes af institutionen på bopælsstedet efter bopælsstatens lovgivning, hvis den indeholder bestemmelser om ydelser, der dækker de samme risici. [1] Dommen afgør ikke, hvordan ydelser i andre nationale ordninger skal klassificeres. Den udtaler sig heller ikke om andre forhold end dem, de forelagte spørgsmål rejste. Den afgør ikke, hvordan en medlemsstats egne regler om bidrag i andre situationer skal behandles. Kilderne viser ikke, hvordan de enkelte ydelser i dansk ret skal vurderes, så det kan ikke udledes af dem. Det er et åbent spørgsmål, hvordan dommen vil blive brugt i andre sager.

Sådan hænger kilderne sammen

Generaladvokat Cosmas pegede i sit forslag på, at nøglespørgsmålet var, hvordan ydelserne skal kvalificeres efter EU-retten. De kunne enten være sociale sikringsydelser efter forordning nr. 1408/71 eller en social fordel efter forordning nr. 1612/68. [2] Den del af forslaget, der er tilgængelig her, viser ikke hans konklusion, så det kan ikke siges, om Domstolen fulgte ham. Domstolen valgte selv at behandle sagen efter forordning nr. 1408/71 og kvalificerede ydelserne som ydelser i anledning af sygdom. [1] Senere har Domstolen i en sag om østrigsk plejeydelse fastslået, at forordningen er til hinder for at gøre retten til plejeydelsen afhængig af opholdssted i Østrig. [3] Kilderne indeholder ikke danske afgørelser, der konkret bruger dommen.

Fra kilderne

Plejegodtgoerelsen udgoer saaledes en oekonomisk stoette, som bevirker, at plejekraevende personers levestandard kan forbedres, idet de kompenseres for de merudgifter, de maatte have som foelge af deres plejebehov. [1]
Faellesskabsretten indeholder saaledes ingen bestemmelser, hvorefter den kompetente institution skal undersoege, om en arbejdstager er berettiget til samtlige ydelser fra en sygeforsikringsordning, foer den optager ham som medlem af ordningen [1]
Saafremt en vandrende arbejdstager kunne blive fritaget for bidragspligten, ville det svare til, at den kompetente stat anmodede ham om paa forhaand at give afkald paa de rettigheder, der er indfoert ved artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1 [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-160/96: Domstolens Dom af 5. marts 1998. - Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar mod Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Württemberg. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Sozialgericht dommen · 5. marts 1998
  2. Forslag til afgørelse i sag C-160/96: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Cosmas fremsat den 9. december 1997. - Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar mod Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Wü generaladvokatens forslag til afgørelse · 9. december 1997
  3. Dom i sag C-215/99: Domstolens Dom af 8. marts 2001. - Friedrich Jauch mod Pensionsversicherungsanstalt der Arbeiter. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Landesgericht Feldkirch - Østrig. - Social s anden afgørelse med lignende indhold · 8. marts 2001