Om snerydning og saltning af en boligvej i landzone
Spørgsmålet var, om kommunen må undlade at salte en boligvej i landzone, og om ansvaret ved ulykker så kan ligge hos den tilskadekomne. Vejdirektoratet svarede, at forsikringsspørgsmålet ikke er reguleret i vejloven.
Sagen
Klageren er bosat i Bandholm i Lolland Kommune og bor ved en villavej, som kommunen kalder en boligvej. Vejen ligger i landzone [1]. Efter en frostperiode faldt klageren to gange på sort is og bad kommunen om at få saltet vejen [1]. Kommunen svarede, at boligveje ikke saltes [1]. Ifølge klageren skrev kommunen desuden, at den med en kontakt til politiet og en annonce i dagbladene havde offentliggjort, at vejtypen ikke bliver snerydet eller saltet. Kommunen mente dermed, at ansvaret for en eventuel ulykke lå hos den tilskadekomne og ikke hos kommunen [1]. Klageren spurgte, om dette er lovligt, og henvendelsen blev sendt til indenrigs- og boligministeren og besvaret af Vejdirektoratet [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om kommunen må undlade at salte en boligvej i landzone, og om det er lovligt at henvise ansvaret for ulykker til den tilskadekomnes egen forsikring [1]. Vejdirektoratet skulle kun tage stilling til spørgsmål, der er reguleret i vejlovgivningen [1].
Resultatet
Vejdirektoratet fandt, at vejloven ikke pålægger ejeren af en ejendom ved en kommunevej i landzone at snerydde eller glatførebekæmpe fortovet, medmindre kommunen har besluttet at administrere området efter byreglerne [1]. Vejdirektoratet fandt også, at det ikke er reguleret i vejloven, om klageren forsikringsretligt kan gøres ansvarlig for glideskader, og henviste til husforsikringen [1]. Vejdirektoratet anså dermed spørgsmålene for besvaret, og det er en udtalelse, ikke en domstolsafgørelse [1].
Rettens begrundelse
Vejdirektoratet tog udgangspunkt i vejlovens § 62, hvorefter vejmyndigheden har pligt til snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse af offentlige veje [2]. Vejmyndigheden bestemmer omfanget og rækkefølgen, og den kan efter forhandling med politiet undtage enkelte vejstrækninger fra pligten [2]. På offentlige veje i landzone omfatter renholdelsespligten alene det, der er nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden [2]. Pligten til at rydde fortov og sti pålægges grundejere efter vejloven kun i byer og bymæssige områder, og det kræver en beslutning efter forhandling med politiet [4]. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at byreglerne gælder i landzone, når området har bymæssig karakter, jf. privatvejslovens § 3, stk. 2 [5]. Vejdirektoratet vurderede, at en sådan beslutning synes tvivlsom, da der ikke ses at være private fællesveje i området [1]. Lolland Kommunes vinterregulativ placerer boligveje i kategori IV, hvor snerydning kun iværksættes, når øvrige vejklasser er under kontrol og i normal arbejdstid, og hvor der ikke glatførebekæmpes [1]. Vejdirektoratet kunne ikke tage stilling til kommunens trafikale skøn [1]. Om domstolene har givet medhold i erstatningssager, henviste udtalelsen til en landsretsdom og understregede, at resultatet afhænger af de konkrete omstændigheder [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser udtalelsen, at en grundejer i landzone efter vejloven som udgangspunkt ikke selv skal rydde fortovet ved en kommunevej, medmindre kommunen har besluttet at administrere området efter byreglerne [1][2][5]. Efter analysens vurdering rækker svaret kun til den konkrete henvendelse og de forhold, der er beskrevet [1]. Det er en udtalelse fra Vejdirektoratet, der kun tager stilling til retlige spørgsmål, og den er ikke en domstolsafgørelse [1]. Den afgør ikke, om kommunens prioritering af vintertjenesten er rimelig, fordi Vejdirektoratet ikke kan vurdere kommunens skøn inden for lovens rammer [1]. Den afgør heller ikke erstatningsansvar i en konkret ulykkessag, da udtalelsen selv peger på, at domstolene har vurderet sådanne sager forskelligt, og at det afhænger af de konkrete omstændigheder [1]. Om en forsikring kan gøre den tilskadekomne ansvarlig, er ikke afgjort i udtalelsen, som henviser til den konkrete husforsikring [1]. Vi forudsiger ikke udfaldet af andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er Vejdirektoratets svar og bygger på vejlovens § 62, der fastslår vejmyndighedens pligt til snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse [2]. Stk. 5 i samme bestemmelse begrænser renholdelsen i landzone til det, der er nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden [2]. Vejlovens § 3, nr. 5, definerer byer og bymæssige områder og omfatter nærmere afgrænsede områder i landzone, som kommunalbestyrelsen har besluttet at administrere efter byreglerne [3]. Vejlovens § 64 giver mulighed for at pålægge grundejere at rydde fortov og sti i byer og bymæssige områder [4]. Privatvejslovens § 3, stk. 2, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at bestemme, at byreglerne gælder i landzone med bymæssig karakter [5]. Dommen selv gengiver kun de regler, den nævner, og den beskriver ikke senere brug af dem i danske myndigheders praksis [1].
Fra kilderne
Vi kan derimod ikke tage stilling til kommunalbestyrelsens eller politiets skøn inden for lovens rammer [1]
Vejmyndigheden kan efter forhandling med politiet bestemme, at enkelte vejstrækninger skal undtages fra pligten til snerydning eller glatførebekæmpelse. [2]
Spørgsmålet om, hvorvidt du i en sådan situation forsikringsretligt kan gøres ansvarlig for eventuelle glideskader, er ikke reguleret i vejloven. [1]
Kilder
- Vintervedligeholdelse af kommunevej i landzone dommen · 3. maj 2021
- Vejloven § 62 lovbestemmelse · 30. december 2014
- Vejloven § 3 lovbestemmelse · 30. december 2014
- Vejloven § 64 lovbestemmelse · 30. december 2014
- Privatvejsloven § 3 lovbestemmelse · 11. november 2015