Nordea fik medhold i sag om ansattes private kryptoinvesteringer
Spørgsmålet var, om Nordea Danmarks interne forbud mod ansattes private investeringer i kryptovaluta gik ud over ledelsesretten. Arbejdsretten frifandt banken, fordi retten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte bankens skøn og ikke anså forbuddet mere indgribende end nødvendigt.
Sagen
Nordea Danmark reviderede i 2017-2018 et koncerndirektiv om handel for egen regning og indførte fra den 28. februar 2018 et forbud mod, at medarbejderne investerer i bitcoin og andre kryptovalutaer [1]. Medarbejderne måtte beholde eksisterende beholdninger, men blev opfordret til at sælge, og nærtståendes handler var kun omfattet, hvis medarbejderen deltog [1]. Banken begrundede forbuddet med, at kryptovaluta er ureguleret, meget volatil, uden forbrugerbeskyttelse og forbundet med risiko for hvidvask og kriminalitet [1]. Finanstilsynet havde advaret mod virtuelle valutaer i 2015 og igen i februar 2018 [1]. Finansforbundet mente, at forbuddet greb unødigt ind i medarbejdernes privatøkonomi, og rejste sag om brud på Hovedaftalens § 2 og bod [1]. Nordea henviste bl.a. til hvidvasklovens § 7 og § 8 og til bankens pligt til at håndtere loyalitets- og interessekonflikter [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om Nordea Danmarks forbud mod medarbejdernes private investeringer i kryptovaluta overskred ledelsesrettens grænser efter Hovedaftalens § 2, og om der i givet fald skulle betales bod [1].
Resultatet
Arbejdsretten frifandt Nordea Danmark for Finansforbundets påstande [1]. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bankens skøn over risici for loyalitetskonflikter og driftsmæssig betydning [1]. Forbuddet blev ikke anset for mere indgribende end nødvendigt [1]. Finansforbundet skulle betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten [1].
Rettens begrundelse
Arbejdsretten tog udgangspunkt i, at arbejdsgiveren efter arbejdsretlig teori og praksis kan give regler for medarbejdernes adfærd, hvis reglerne har et sagligt driftsmæssigt formål og ikke går videre end nødvendigt [1]. Retten vurderede forbuddet mod private kryptoinvesteringer i lyset af de risici, der efter det foreliggende grundlag måtte antages at være forbundet med kryptovaluta, og de lovgivningsinitiativer på europæisk plan, som risiciene havde ført til [1]. Retten lagde også vægt på, at bankens interne regler i forvejen begrænsede medarbejdernes privatøkonomiske dispositioner, bl.a. med et forbud mod spekulative transaktioner i fremmed valuta, og at dette måtte antages at hænge sammen med bankens rolle som finansiel virksomhed og risikoen for loyalitetskonflikter [1]. Forbuddet blev ikke anset for vilkårligt, fordi det gjaldt alle medarbejdere [1]. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte bankens skøn over risici for loyalitetskonflikter og den driftsmæssige betydning af at forbyde private kryptoinvesteringer [1]. Endelig fandt retten, at forbuddet ikke var mere indgribende end nødvendigt, da medarbejderne ikke skulle afhænde allerede erhvervede beholdninger, og da nærtståendes dispositioner ikke var omfattet, medmindre medarbejderen var involveret [1]. Indklagede havde under sagen henvist til hvidvasklovens § 7 og § 8 [1], som kræver risikovurdering og skriftlige politikker [2][3].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at Arbejdsretten i denne konkrete sag ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Nordeas skøn over de risici for loyalitetskonflikter og den driftsmæssige betydning, som banken havde peget på [1]. Retten byggede på de risici, der på det foreliggende grundlag må antages at være forbundet med investering i kryptovaluta, på bankens rolle som finansiel virksomhed og på de begrænsninger, banken i forvejen havde for medarbejdernes privatøkonomi [1]. Dommen rækker derfor ikke længere, end de konkrete forhold og den konkrete udformning af forbuddet bærer [1]. Den afgør ikke, om en bank eller anden arbejdsgiver kan forbyde andre lovlige private investeringer, og den afgør heller ikke, om et mere indgribende forbud ville være lovligt [1]. Den tager ikke stilling til erstatning til medarbejdere, der havde kryptovaluta, eller til andre ansættelsesretlige sanktioner [1]. Den siger heller ikke, at medarbejderne ikke må beholde eksisterende beholdninger; dommen fremhæver netop, at de måtte beholde dem [1]. Retten lagde vægt på, at forbuddet gjaldt alle medarbejdere, da den afviste, at forbuddet var vilkårligt [1]. Afgrænsningen bestod i, at eksisterende beholdninger kunne beholdes, og at nærtståendes dispositioner ikke var omfattet, medmindre medarbejderen var involveret [1]. Efter analysens vurdering giver dommen derfor et konkret eksempel på, hvordan ledelsesretten blev anvendt, uden at den fastslår en generel regel for andre forbud [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Dommen drejer sig om Hovedaftalens § 2 og et internt koncerndirektiv [1]. Nordea henviste under sagen til hvidvasklovens § 7 og § 8 [1], som pålægger virksomheder at identificere og vurdere hvidvaskrisiko og have skriftlige politikker og kontroller [2][3]. Arbejdsretten afgjorde spørgsmålet efter ledelsesretten og lagde i sin begrundelse vægt på risici, loyalitetskonflikter og proportionalitet [1]. Kilderne hænger dermed sammen ved, at hvidvasklovens krav om risikovurdering og politikker [2][3] indgår som en del af baggrunden for bankens argumentation [1], mens dommen selv afgør spørgsmålet efter ledelsesretten [1].
Fra kilderne
Arbejdsretten finder endvidere, at forbuddet ikke er mere indgribende end nødvendigt af hensyn til formålet. [1]
Der er ikke grundlag for at anse forbuddet vedrørende kryptovaluta for vilkårligt, idet det gælder for alle medarbejdere. [1]
Arbejdsretten frifinder derfor indklagede for de nedlagte påstande. [1]
Virksomheder og personer omfattet af denne lov skal identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden eller personen kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. [2]
Kilder
- Arbejdsrettens dom af 2. december 2019 i sag AR2018.0297 dommen · 2. december 2019
- Hvidvaskloven § 7 lovbestemmelse · 11. september 2019
- Hvidvaskloven § 8 lovbestemmelse · 11. september 2019