Nabo klagede over ny bolig i landzone, men tilladelsen blev stadfæstet
Spørgsmålet var, om Planklagenævnet skulle ændre kommunens landzonetilladelse til en ny bolig, som en nabo klagede over. Nævnet stadfæstede tilladelsen og fandt, at klagepunkterne om servitut og bygningsreglement ikke kunne prøves af nævnet.
Sagen
Hedensted Kommune gav den 12. marts 2019 landzonetilladelse til at opføre en ny bolig på 195 m2 på en ejendom i landsbyen Snaptun [1]. Boligen skulle erstatte en ældre bolig fra 1970, som var nedrevet [1]. Ejendommen ligger i landzone, inden for kystnærhedszonen og skovbyggelinjen, og den er omfattet af en kommuneplanramme og en privatretlig servitut fra 1970 [1]. En nabo klagede til Planklagenævnet. Naboen gjorde gældende, at byggeriet strider mod servitutten, at arkitekturen og dimensionerne ikke passer til området, at terrænet unødigt reguleres, og at byggeriet giver indbliksgener [1]. Ansøgeren oplyste, at det nye hus er i ét plan uden kælder, og at den synlige del bliver 0,5 m lavere end den nedrevne bolig [1].
Spørgsmålet
Skulle nævnet ændre kommunens landzonetilladelse, eller kunne klagepunkterne føre til afslag eller vilkår? Nævnet skulle også afgøre, hvilke af klagepunkterne det overhovedet havde kompetence til at behandle [1].
Resultatet
Planklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse, så tilladelsen gælder. Ansøgeren og kommunen fik dermed medhold, mens klageren ikke fik medhold [1]. Nævnet kunne ikke tage stilling til klagepunktet om servitutten, fordi kommunen ikke havde truffet en afgørelse efter planloven om den [1].
Rettens begrundelse
Planklagenævnet kan tage stilling til kommunens landzonetilladelser efter planloven og til retlige spørgsmål i kommunens øvrige afgørelser efter planloven [1]. Nævnet har ikke kompetence til at vurdere, om byggeriet lever op til byggeloven og bygningsreglementet [1]. Om servitutten fandt nævnet, at kommunen selv beslutter, om den vil håndhæve en privatretlig servitut med påbud eller forbud efter planlovens § 43 [4][1]. Kommunens valg om ikke at håndhæve servitutten er ikke en afgørelse efter planloven, og nævnet kunne derfor ikke tage stilling til den del af klagen [1]. Et forbud efter planlovens § 14 er en skønsmæssig beslutning for kommunen, og nævnet kan ikke efterprøve den [2][1]. Om landzonereglerne lagde nævnet vægt på, at der er tale om genopførelse af et helårshus i tilknytning til andre boliger i landsbyen, og at kommuneplanrammen tillader to etager [1]. Nævnet fandt ikke, at byggeriet var så væsentligt, at det krævede en lokalplan, og de hensyn, der gælder i skovbyggelinjen og kystnærhedszonen, kunne ikke begrunde afslag [1][3]. Højde, terrænregulering og udformning kunne efter nævnets vurdering heller ikke føre til afslag. Afstanden på mere end 20 m til klagerens bolig gjorde heller ikke indbliksgenerne tilstrækkelige til afslag [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, hvad et klagenævn kan og ikke kan prøve i en sag som denne. Nævnet kan vurdere landzonetilladelsen, men ikke, om byggeriet overholder en privatretlig servitut eller bygningsreglementet, og kommunens valg om at håndhæve en servitut eller give et § 14-forbud kan nævnet ikke efterprøve [1][2][4]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen primært til genopførelse af et helårshus, hvor det nye hus står nogenlunde samme sted som det gamle, og hvor kommuneplanrammen åbner for byggeriet [1]. Nævnets vægt på, at byggeriet var i overensstemmelse med kommuneplanrammen, og at en anden stil ikke alene kunne begrunde afslag, gør efter analysens vurdering, at afgørelsen ikke kan læses som en generel regel om, at nye boliger i landsbyer altid kan godkendes [1]. Afgørelsen afgør heller ikke, om byggeriet i praksis overholder bygningsreglementet, eller hvordan servitutten skal forstås, da de spørgsmål ligger uden for nævnets kompetence [1]. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men den kan prøves ved retten inden seks måneder, og det er ikke en vurdering af, hvordan en domstol ville afgøre sagen [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Afgørelsen henviser til flere lovbestemmelser, som også findes i kilderne: planlovens § 14 om forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan [2], planlovens § 35 om landzonetilladelser og kystnærhedszonen [3], og planlovens § 43 om håndhævelse af servitutter [4]. Naturbeskyttelseslovens § 17 om afstand til skove, som nævnet nævner i forbindelse med skovbyggelinjen, står også i kilderne [5]. Planlovens § 36, stk. 1, nr. 10, om til- og ombygning af helårshuse op til 500 m2 uden tilladelse, står ligeledes i kilderne [6]. Kilderne indeholder ingen anden afgørelse om samme sag, og kilde 8 til 10 handler om andre forhold, så de er ikke brugt.
Fra kilderne
Planklagenævnet finder ikke, at der i den konkrete sag er særlige omstændigheder, som klart taler imod en landzonetilladelse til genopførelse af bolig inden for landsbyafgrænsningen [1]
er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til og efterprøves af Planklagenævnet. [1]
Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. [2]
Kilder
- Afgørelse i klagesag om Hedensted Kommunes landzonetilladelse til opførelse af ny bolig på [vejnavn1], Juelsminde dommen · 5. juli 2019
- Planloven § 14 lovbestemmelse · 21. april 2018
- Planloven § 35 lovbestemmelse · 21. april 2018
- Planloven § 43 lovbestemmelse · 21. april 2018
- Naturbeskyttelsesloven § 17 lovbestemmelse · 16. marts 2019
- Planloven § 36 lovbestemmelse · 21. april 2018