Midlertidig dispensation fra en lokalplan og grænserne for den
Spørgsmålet var, om kommuner må give midlertidig dispensation fra en lokalplans principper efter planlovens § 19. Nævnet svarede ja i to sager med midlertidige forhold, men nej i en sag om en permanent overkørsel.
Sagen
Planklagenævnet traf i juni 2026 tre afgørelser om midlertidige dispensationer fra principperne i en lokalplan [1]. Sag A gjaldt en festuge over fem dage med koncerter og op til 12.000 gæster pr. dag i en bypark [1]. Sag B gjaldt en restaurant med udeservering, som kommunen havde givet midlertidig dispensation til at bibeholde. Restauranten var indrettet i og uden for en eksisterende bygning [1]. Sag C gjaldt en overkørsel fra en dagligvarebutik, som var i strid med den gældende lokalplan [1]. Sag C blev afgjort af nævnets formand, mens sag A og B blev afgjort af nævnet [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om kommunen havde hjemmel i planlovens § 19, stk. 1, til at give midlertidig dispensation, når dispensationen var i strid med planens principper [1][2]. Nævnet skulle i de tre sager vurdere, om forholdet reelt var midlertidigt, eller om det i praksis var en permanent ændring [1].
Resultatet
Nævnet fandt i sag A og B, at kommunen havde hjemmel til at give midlertidig dispensation, mens det i sag C fandt, at kommunen ikke havde hjemmel [1]. Kommunens dispensationer blev dermed godkendt i sag A og B, mens dispensationen i sag C ikke kunne gives [1].
Rettens begrundelse
Planklagenævnet tog udgangspunkt i planlovens § 19, stk. 1, der tillader en dispensation, hvis den ikke er i strid med lokalplanens principper, eller hvis den tidsbegrænses [1][2]. Principperne omfatter planens formål, anvendelsesbestemmelserne og den planlagte struktur [1]. Forarbejderne siger, at der bør udvises tilbageholdenhed, og at der ikke kan dispenseres til anlæg, som ikke kan fjernes, eller som på anden måde medfører en permanent ændring [1]. I sag A fandt nævnet, at festugen var et tidsbegrænset arrangement på fem dage uden permanente konstruktioner, og at kommunen var i gang med en lokalplan for parken. Forarbejderne nævner også musikarrangementer som eksempel [1]. Nævnet påpegede, at flere festuger kunne blive et tilbagevendende arrangement, som kan kræve lokalplan efter § 13, stk. 2 [1][3]. I sag B fandt nævnet, at restauranten var indrettet i en eksisterende bygning uden nyt byggeri, og at der var igangsat planlægning for bymidten [1]. Da dispensationsmuligheden var brugt før, ville vurderingen skærpes. Nævnet mente derfor, at kommunen ikke kunne give endnu en tidsbegrænset dispensation på det nuværende grundlag [1]. I sag C fandt nævnet, at overkørslen havde karakter af en permanent indretning, der skulle forbedre trafikafviklingen. Dispensationen var derfor ikke reelt midlertidig [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelserne, at en midlertidig dispensation fra en lokalplan ikke kun kræver en tidsgrænse på papiret. Den skal også reelt være midlertidig, og det taler imod permanente anlæg og varige ændringer af området [1]. Efter analysens vurdering rækker det dog kun så langt, som de konkrete forhold i de tre sager gør. Det var særligt afgørende, at festugen var kortvarig, at restauranten lå i en eksisterende bygning, og at overkørslen var en fast indretning [1]. Hvor langt tidsgrænsen og gentagelser kan strække sig, fremgår ikke af materialet ud over, at vurderingen skærpes ved gentagen brug [1]. Afgørelserne afgør heller ikke, om andre dispensationer er lovlige, og de siger intet om, hvordan kommunerne vil bruge reglen fremover. Kilde 1 betegner selv klagenævnspraksis som sparsom [1]. Læseren bør derfor ikke se afgørelserne som en fast vejledning for egne forhold. Ved konkrete spørgsmål kan en juridisk rådgiver vurdere sagen. Det er ikke rådgivning, og vurderingen skal ikke ses som en forudsigelse af udfaldet i andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er en oversigt fra Planklagenævnet over tre afgørelser, der alle bygger på planlovens § 19, stk. 1 [1][2]. Reglen om midlertidige dispensationer blev indført ved en ændring af planloven, og forarbejderne bruges i afgørelserne som fortolkningsgrundlag [1]. Kilde 5 er en dom om en tilbygning, hvor retten vurderede en dispensation fra en byplanvedtægt efter samme bestemmelse. Retten frifandt kommunen og de øvrige parter [5]. Retten fandt, at byggetilladelsen ikke fremstod som åbenbart urigtig eller urimelig [5]. Kilde 4 er en dom om lokalplanstridigt byggeri, hvor retten tiltrådte, at kommunen kunne foretage en samlet skønsmæssig vurdering og afslå en lovliggørende dispensation [4]. Materialet viser ikke, hvordan kommuner eller andre myndigheder har brugt afgørelserne i praksis efterfølgende [1].
Fra kilderne
der ikke vil kunne dispenseres til anlæg mv., som ikke vil kunne fjernes, eller som på anden måde vil medføre en permanent ændring eller påvirkning af området [1]
Dispensationen havde derfor efter nævnets vurdering ikke reelt karakter af et midlertidigt forhold. [1]
bebyggelsesregulerende bestemmelser anses normalt ikke som principper [5]
Kilder
- Planklagenævnet Orienterer nr. 53 – Midlertidig dispensation fra en lokalplans principper dommen · 22. juni 2026
- Planloven § 19 lovbestemmelse · 1. juni 2024
- Planloven § 13 lovbestemmelse · 1. juni 2024
- Sag om prøvelse af Planklagenævnets afgørelse af 21. november 2024 om et nyopført bolig var i strid med lokalplanen anden afgørelse med lignende indhold · 3. juli 2026
- Sag om, hvorvidt meddelt byggetilladelse er i strid med tinglyst deklaration anden afgørelse med lignende indhold · 1. marts 2023