Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En rejsende i paskontrollen ruller en kæmpelang kvittering ud over skranken, mens grænsebetjenten tøver med stemplet løftet i luften.

Midlertidig anholdelse efter Interpol-efterlysning og forbuddet mod dobbelt straf

EU-DomstolenStraf og politiDom i sag C-505/1912. maj 2021

Må en stat anholde en person midlertidigt efter en Interpol-efterlysning, når forbuddet mod dobbelt straf kan gælde? Ja, så længe det ikke er godtgjort, at forbuddet gælder. Er det godtgjort, er anholdelse udelukket.

Læs hele dommen


Sagen

Interpol offentliggjorde i 2012 et efterlysningsblad (rødt hjørne) om en tysk statsborger efter anmodning fra USA. Et rødt hjørne er en efterlysning, der skal hjælpe med at finde personen og anholde ham eller begrænse hans rejser med henblik på udlevering [1]. Efterlysningen byggede på en amerikansk arrestordre, der bl.a. vedrørte korruptionsanklager [1]. Den tyske anklagemyndighed i München havde allerede efterforsket de samme forhold. Efterforskningen blev indstillet ved afgørelse af 27. januar 2010, efter at klageren havde betalt et pengebeløb efter strafferetsplejelovens § 153a [1]. I 2013 fik det tyske forbundskriminalpoliti Interpol til at tilføje et tillæg om, at forbuddet mod dobbelt retsforfølgning efter dets opfattelse gjaldt [1]. I 2017 sagsøgte klageren Tyskland ved forvaltningsdomstolen i Wiesbaden. Han ville have Tyskland pålagt at få efterlysningen trukket tilbage. Han gjorde gældende, at han ikke kunne rejse til andre Schengenstater uden risiko for anholdelse [1]. Interpol slettede efterlysningen den 5. september 2019, og klageren tilpassede sit søgsmål [1].

Spørgsmålet

Domstolen skulle bl.a. tage stilling til, om Schengenkonventionens artikel 54 og artikel 21 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 50, forbyder en stat at anholde en person midlertidigt på et rødt hjørne. Det gjaldt, når en anden stat har indstillet en straffesag mod betaling af et beløb. Det omfattede også, om en sådan afgørelse falder under forbuddet mod dobbelt retsforfølgning [1].

Resultatet

Domstolen fandt, at forbuddet gælder for tiltalefrafald som det tyske, hvis afgørelsen bygger på en vurdering af sagens realitet [1]. En midlertidig anholdelse er tilladt, så længe det ikke er godtgjort, at forbuddet gælder. Den er udelukket, når der foreligger en endelig retsafgørelse om, at forbuddet gælder [1]. Domstolen afviste spørgsmålet om Interpols databeskyttelse som uantageligt [1]. Uddraget af dommen slutter ved præmis 100 og dækker ikke svarene på de øvrige spørgsmål [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i artikel 54, der forbyder, at en person, som en anden stat har dømt endeligt, retsforfølges for de samme handlinger. Artiklen skal læses i lyset af chartrets artikel 50 [1]. Ordlyden sagde ikke, om en midlertidig anholdelse er »retsforfølgning«. Derfor så Domstolen på sammenhængen og formålet. Formålet er, at en person kan færdes frit uden at frygte ny forfølgning, og at staterne har gensidig tillid til hinandens afgørelser [1]. Tiltalefrafald efter den tyske § 153a kan være omfattet, hvis afgørelsen bygger på en vurdering af realiteten [1]. Domstolen fandt, at en stat kun skal afstå fra at anholde, hvis det er ubestridt, at en anden stat har afsagt endelig dom. Den støttede dette på artikel 57, der giver mulighed for at indhente oplysninger [1]. En midlertidig anholdelse kan være et nødvendigt skridt til at kontrollere forholdene og hindre, at personen flygter. Den begrænser den frie bevægelighed, men kan begrundes i formålet om at undgå straffrihed [1]. Foreligger der en endelig retsafgørelse om, at forbuddet gælder, falder dette formål bort, og anholdelse er udelukket [1]. Staterne skal sikre retsmidler, så personen kan opnå en sådan afgørelse [1]. Interpols regler forpligter kun til anholdelse, hvis national ret og traktater tillader det [1]. Argumenter om, at artikel 54 kun gælder i Schengenområdet, og om EU-USA-udleveringsaftalen, forkastede Domstolen, fordi sagen angik anholdelse og ikke udlevering [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen en skillelinje mellem to situationer. Er det uafklaret, om forbuddet mod dobbelt straf gælder, tillader Domstolen midlertidig anholdelse. Foreligger der en endelig retsafgørelse om, at det gælder, udelukker den anholdelsen [1]. Efter analysens vurdering kan det praktiske værn for den eftersøgte derfor ligge i at opnå en sådan afgørelse, og Domstolen kræver, at staterne giver adgang til retsmidler [1]. Uddraget bruger ikke begrebet bevisbyrde og siger ikke noget om, hvem der skal føre bevis. Dommen rækker efter analysens vurdering til midlertidig anholdelse på et rødt hjørne. Den afgør ikke selve udleveringen, som Domstolen udtrykkeligt holdt uden for sagen [1]. Den siger heller ikke generelt, at alle former for henlæggelse udløser forbuddet. Tiltalefrafald er kun omfattet, hvis afgørelsen bygger på en vurdering af realiteten [1]. Det foreliggende uddrag slutter ved præmis 100. Vi kan derfor ikke vurdere, hvad dommen siger om behandling af personoplysninger efter direktiv 2016/680 [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Generaladvokaten opstillede to spørgsmål. Først om medlemsstaterne må gennemføre et rødt hjørne, når en anden medlemsstat har gjort opmærksom på forbuddet mod dobbelt straf. Dernæst om de må behandle den eftersøgtes personoplysninger, hvis forbuddet faktisk gælder [2]. Vores uddrag af forslaget slutter med sagens faktiske forhold, så vi kan ikke se hans konklusion. Domstolen henviser til hans forslag, da den læser artikel 57 og begrebet »retsforfølgning« [1]. Dommen bygger på Schengenkonventionens artikel 54 og 57, chartrets artikel 50, artikel 21 TEUF samt Interpols regler om røde hjørner [1]. Direktiv 2016/680 om personoplysninger indgik også i spørgsmålene [1]. Den danske regering afgav indlæg i sagen [1]. Vores kilder viser ikke, hvordan danske myndigheder har brugt dommen.

Fra kilderne

foretage en midlertidig anholdelse af en person, der er genstand for et efterlysningsblad (rødt hjørne) offentliggjort af INTERPOL, så længe det ikke er godtgjort, at princippet ne bis in idem finder anvendelse [1]
finder anvendelse på procedurer med tiltalefrafald – som den, der er omhandlet i StPO’s § 153a – hvorved anklagemyndigheden i en kontraherende stat uden medvirken af en retsinstans indstiller en straffesag [1]
påhviler det medlemsstaterne og de kontraherende stater at sikre adgang til retsmidler, der gør det muligt for de berørte personer at opnå en endelig retsafgørelse [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-505/19: Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. maj 2021. — WS mod Bundesrepublik Deutschland. dommen · 12. maj 2021
  2. Forslag til afgørelse i sag C-505/19: Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Bobek fremsat den 19. november 2020. — WS mod Bundesrepublik Deutschland. generaladvokatens forslag til afgørelse · 19. november 2020