Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En mand stormer ind på et klagekontor med en gulnet elregning fuld af spindelvæv, mens et træ uden for vinduet viser alle årstider på én gang, og nævnsmedarbejderen kigger på en tyk kalender med to års afrevne sider.

Elregning med skønnet forbrug: kunne en betalt regning kræves tilbage efter to år?

Ankenævnet på EnergiområdetForbrug og kontrakterAnkenævnet på Energiområdet, sag 4/1920-0101-003010. juli 2006

Kunne klageren få tilbage en elregning, der var betalt efter skøn, når klagen først kom næsten to år efter afvisningen? Nej, nævnet fandt, at klagerens passivitet havde afskåret kravet.

Læs hele dommen


Sagen

Klageren fik i oktober 2002 en årsregning fra energiselskabet på 14.074,02 kr. [1] Regningen var baseret på klagerens selvaflæsning fra september 2002 og dækkede forbruget siden sidste aflæsning. Selskabet havde i årene 1999-2001 ikke modtaget klagerens selvaflæsninger og havde derfor skønnet forbruget [1]. Klageren mente, at fejlskønnet ikke burde lægges hende til last, og klagede i november 2002. Selskabet fastholdt regningen og tilbød en kontrolmåler, som klageren ikke tog imod [1]. Klageren indgik en betalingsordning og betalte beløbet [1]. I februar og april 2005 krævede klageren pengene tilbage, men selskabet afviste igen. Klagen til ankenævnet kom i juni 2005 [1].

Spørgsmålet

Kunne klageren få tilbagebetalt det betalte beløb, når hun først havde klaget ca. to år og syv måneder efter, at reklamationen var afvist og beløbet betalt [1]? Nævnet skulle vurdere, om passivitet afskar kravet.

Resultatet

Ankenævnet gav ikke klageren medhold i kravet om tilbagebetaling af de 14.074,02 kr. [1] Selskabet skulle ikke betale sagsomkostninger, og klagegebyret blev ikke returneret [1].

Rettens begrundelse

Nævnet lagde til grund, at klageren første gang reklamerede i november 2002, men betalte, da selskabet afviste reklamationen [1]. Fordi klageren først reagerede ca. to år og syv måneder senere, fandt nævnet, at klageren ved sin passivitet havde afskåret sig fra at kræve beløbet tilbage [1]. Nævnet lagde vægt på, at mellemværendet blev endeligt afviklet ved betalingen uden forbehold, efter at reklamationen var afvist. Selskabet havde derfor med føje indrettet sig på, at forholdet var afsluttet [1]. Nævnet fandt ikke, at den fornyede henvendelse ca. to år og seks måneder senere ændrede dette [1]. Afgørelsen bygger altså på passiviteten og den endelige betaling. Kilderne viser ikke, at nævnet tog endelig stilling til, om skønnet af forbruget var korrekt [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en forbruger, der betaler en regning uden forbehold efter at have fået sin reklamation afvist, kan miste retten til at kræve beløbet tilbage, hvis forbrugeren venter længe med at klage igen [1]. Det er et vigtigt signal, fordi det ikke er selve fejlen i skønnet, der blev afgjort, men tiden og måden, hvorpå klageren handlede. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen dog ikke langt ud over sine konkrete omstændigheder. Nævnet lagde vægt på flere forhold samlet: betalingen uden forbehold, den lange ventetid og at selskabet havde indrettet sig efter, at sagen var afsluttet [1]. Afgørelsen siger ikke, hvor lang tid der må gå, før passivitet er afgørende, og den siger ikke noget om, hvornår en forbruger kan kræve tilbagebetaling, hvis reklamationen ikke er afvist endeligt eller hvis forbrugeren har betalt under forbehold. Det er heller ikke en vurdering af, hvordan andre nævn eller domstole ville bedømme lignende sager.

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er nævnets egen afgørelse, og den gengiver kun de regler, nævnet anvendte, nemlig ideen om passivitet og endelig afvikling af et mellemværende [1]. En anden kilde, en landsretskendelse om en elforbrugstvist, handler om et beslægtet spørgsmål: om en forbruger skal oplyses om muligheden for nævnsbehandling efter retsplejelovens § 361 [2]. Den kendelse hjemviste sagen til byretten og tog ikke stilling til, om sagen skulle overgå til nævnet [2]. Den handler altså om domstolenes sagsbehandling og ikke om passivitet ved betaling, og den viser ikke, hvordan nævnet selv har fulgt op på afgørelsen [1][2].

Fra kilderne

Nævnet finder ikke, at klagerens fornyede henvendelse om samme forhold ca. 2½ år senere ændrer herved. [1]
Nævnet lægger vægt på, at parternes mellemværende blev endeligt afviklet ved klagerens betaling uden noget forbehold [1]
Landsretten fandt det ikke åbenbart, at nævnet ikke kunne give medhold [2]

Kilder

  1. Ankenævnet på Energiområdet, sag 4/1920-0101-0030: Passivitet - Skønnet forbrug - Manglende selvaflæsninger i 3 år - Frist for indgivelse af klage til Ankenævnet på Energiområdet dommen · 10. juli 2006
  2. Byrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling af spørgsmål om nævnsbehandling anden afgørelse med lignende indhold · 6. september 2010