Ligeløn: To-års-grænse for efterbetaling blev ikke anvendt ved vildledende oplysninger
Spørgsmålet var, om EU-retten tillader en to-års-begrænsning af efterbetaling af løn, når arbejdsgiveren forsætligt har givet urigtige lønoplysninger. Domstolen svarede, at EU-retten i så fald er til hinder for begrænsningen.
Sagen
Klageren var fra februar 1991 ansat som leder af et bookmaker-agentur, som arbejdsgiveren T.H. Jennings (Harlow Pools) Ltd ejede [1]. I december 1991 overtog hun lederstillingen i et andet agentur efter en mandlig forgænger, der havde fået 11 400 GBP om året [1]. Arbejdsgiveren meddelte hende, at forgængeren kun havde fået 10 800 GBP, og hendes løn blev hævet til dette beløb [1]. Først i april 1992 steg hendes løn til 11 400 GBP [1]. Klageren opdagede forskellen, da hun stoppede i marts 1993, og anlagde sag i september 1993 efter Equal Pay Act 1970 [1]. Nævnet fandt, at hun kun kunne få efterbetalt løn for tiden efter 17. september 1991, fordi en bestemmelse begrænser krav til to år før sagsanlægget [1]. Klageren gjorde gældende, at begrænsningen var i strid med EU-retten, og Equal Opportunities Commission trådte ind til støtte for hende [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om EU-retten (traktatens artikel 119 og direktiv 75/117) er til hinder for at anvende en national regel, der begrænser efterbetaling af løn til to år før sagsanlægget, når arbejdsgiveren forsætligt har givet urigtige lønoplysninger og dermed forsinket kravet [1]. Domstolen skulle også tage stilling til, om en anden sagsvej, hvor reglen ikke gælder, ændrer svaret [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at EU-retten er til hinder for begrænsningen, når forsinkelsen skyldes, at arbejdsgiveren forsætligt har givet urigtige lønoplysninger [1]. Den fastslog også, at dette gælder, selv hvis der findes et andet retsmiddel med mindre gunstige processuelle regler, men at den nationale ret skal afgøre, om det er tilfældet [1]. Svaret støtter klagerens synspunkt, men det er den nationale ret, der skal afgøre sagen [1].
Rettens begrundelse
Domstolen tog udgangspunkt i, at EU-retten ikke har harmoniseret reglerne om procedure, så hvert medlemsland selv fastsætter sagsregler [1]. Reglerne må dog ikke være mindre gunstige end for tilsvarende nationale krav (ækvivalensprincippet), og de må ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve EU-rettigheder (effektivitetsprincippet) [1]. Domstolen sagde, at rimelige præklusive frister, altså frister der afskærer et krav, når de er udløbet, er tilladt. Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden [1]. Den to-årige grænse var derfor ikke i sig selv kritisabel [1]. Det afgørende var, at arbejdsgiveren havde givet urigtige oplysninger om lønnen for mænd i tilsvarende arbejde. Når det sker, kan lønmodtageren ikke vide, om hun er forskelsbehandlet, eller hvor stort beløbet er [1]. Domstolen fandt, at det ville være åbenbart uforeneligt med effektivitetsprincippet at lade arbejdsgiveren påberåbe sig reglen i den situation [1]. Reglen fandtes heller ikke at være rimeligt begrundet i retssikkerhed eller hensigtsmæssig sagsafvikling [1]. Om ækvivalensprincippet fastslog Domstolen, at Equal Pay Act ikke kan være sammenligningsgrundlag, fordi den er den lov, der gennemfører EU-kravet [1]. Krav efter national ret, fx om kontraktbrud, begrænses ikke af samme regel, og den nationale ret skal vurdere, om de er tilsvarende [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering er dommens kerne, at en to-års-begrænsning ikke kan anvendes, når arbejdsgiveren forsætligt har givet urigtige lønoplysninger, og lønmodtageren derfor ikke kan kende sit krav [1]. Dommen siger ikke, at to-års-reglen i sig selv er ulovlig, og Domstolen udtrykte netop, at en national regel ikke i sig selv giver anledning til kritik [1]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen derfor mest der, hvor der er tale om bevidst vildledende oplysninger fra arbejdsgiveren. Dommen afgør ikke, hvordan andre typer forsinkelser skal bedømmes. Den afgør heller ikke, om et alternativt retsmiddel, som en sag ved County Court, giver tilstrækkelig beskyttelse, fordi det overlades til den nationale ret [1]. Den nationale ret skal selv efterprøve, om de processuelle regler er mindre gunstige [1]. Efter analysens vurdering giver dommen derfor retningslinjer for vurderingen, men ikke et endeligt svar for andre sagstyper.
Sådan hænger kilderne sammen
Dommen er en præjudiciel afgørelse, der følger en anmodning fra Employment Appeal Tribunal, og den besvarer to spørgsmål om artikel 119 og direktiv 75/117 [1]. Generaladvokat Légers forslag til afgørelse i samme sag foreligger også, men i den udleverede tekst er det kun delvist gengivet [2]. Det viser, at spørgsmålet om, hvilke krav der kan sammenlignes, kan kræve en vurdering af sagens konkrete omstændigheder [2]. Dommen viser, at Domstolen overlod den endelige vurdering til den nationale ret [1]. I sag C-78/98 om pensionsrettigheder fandt Domstolen, at en regel, der begrænsede beregningen til to år før sagsanlægget, var ulovlig, mens en seks-måneders frist var tilladt [3]. Generaladvokaten i den sag foreslog tilsvarende, at en tilbagevirkende begrænsning til to år kunne gøre det umuligt eller urimeligt vanskeligt at udøve rettighederne [4]. Kilderne viser ikke, hvordan danske myndigheder har anvendt dommen.
Fra kilderne
Det ville, med andre ord, under omstaendigheder som dem, der foreligger i hovedsagen, vaere aabenbart uforeneligt med det ovenfor beskrevne effektivitetsprincip at tillade en arbejdsgiver at paaberaabe sig en national bestemmelse som den omtvistede bestemmelse. [1]
Naar en arbejdsgiver har givet en arbejdstager urigtige oplysninger om loenniveauet for arbejdstagere af det modsatte koen, der udfoerer tilsvarende arbejde, kan arbejdstageren ikke vide, om hun er udsat for forskelsbehandling, eller kende omfanget heraf. [1]
Saadanne frister kan ikke antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden [1]
Kilder
- Dom i sag C-326/96: Domstolens Dom af 1. december 1998. - B.S. Levez mod T.H. Jennings (Harlow Pools) Ltd. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Employment Appeal Tribunal, London - Forenede Kongerige dommen · 1. december 1998
- Forslag til afgørelse i sag C-326/96: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 12. maj 1998. - B.S. Levez mod T.H. Jennings (Harlow Pools) Ltd. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: generaladvokatens forslag til afgørelse · 12. maj 1998
- Dom i sag C-78/98: Domstolens Dom af 16. maj 2000. - Shirley Preston m.fl. mod Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl. og Dorothy Fletcher m.fl. mod Midland Bank plc. - Anmodning om præjudiciel afgør anden afgørelse med lignende indhold · 16. maj 2000
- Forslag til afgørelse i sag C-78/98: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Léger fremsat den 14. september 1999. - Shirley Preston m.fl. mod Wolverhampton Healthcare NHS Trust m.fl. og Dorothy Flet anden afgørelse med lignende indhold · 14. september 1999