Lejers krav på depositum skulle ifølge landsretten til huslejenævnet
Spørgsmålet var, om boligretten kunne behandle en lejers krav på depositum og forudbetalt leje, når udlejer også krævede husleje. Landsretten svarede nej og stadfæstede afvisningen, fordi sagen hørte under huslejenævnet.
Sagen
Lejeren boede i en lejlighed fra december 2016 til marts 2018. Han forklarede, at varmen ikke virkede tilfredsstillende, og han hævede lejeaftalen ved en mail af 2. februar 2018 [1]. Han betalte ikke husleje fra marts 2018 [1]. Udlejeren, P/S Høeghsmindes Parkbebyggelse, sendte en flytteopgørelse den 11. oktober 2018. Lejeren var uenig i udgifterne til istandsættelse [1]. Han krævede 68.537,99 kr. tilbage, subsidiært et beløb fastsat af retten [1]. Retten i Lyngby afviste sagen ved dom af 18. september 2019 [1]. Lejeren indbragte derefter sagen for Huslejenævnet for Gentofte Kommune. Nævnet fandt den 15. maj 2020, at det ikke kunne vurdere en lejers ophævelse, og henviste parterne til boligretten [1]. Lejeren anlagde sagen ved landsretten og bad om hjemvisning til boligretten [1].
Spørgsmålet
Landsretten skulle afgøre, om boligretten med rette havde afvist lejerens krav om tilbagebetaling af depositum og forudbetalt leje. Det afhang af, om tvisten efter lejeloven skulle behandles af huslejenævnet i stedet [1].
Resultatet
Landsretten stadfæstede boligrettens afvisning. Udlejeren fik dermed medhold. Lejeren skulle betale 20.000 kr. i sagsomkostninger for landsretten til udlejeren [1].
Rettens begrundelse
Landsretten tog udgangspunkt i lejelovens § 106, stk. 1, nr. 4. Efter den træffer huslejenævnet afgørelse i tvister om lejerens pligt til istandsættelse efter fraflytning, om størrelsen af istandsættelsesbeløbene og om tilbagebetaling af depositum i forbindelse med fraflytning [1][2]. Landsretten henviste også til lovforarbejderne. Ifølge dem har nævnet kompetence, selv om arbejderne er udført, og når tvisten handler om depositum eller en kombination af tvisterne [1]. Efter lejelovens § 107, stk. 1, kan en tvist kun indbringes for byretten som boligret, hvis spørgsmålet ikke kan indbringes for huslejenævnet [1][4]. Landsretten lagde til grund, at tvisten både angik udlejerens ret til at fratrække istandsættelsesudgifter i depositummet og retten til at fratrække ikke betalt husleje. Den fandt, at sagen var en kombination af tvister, som efter § 106, stk. 1, nr. 4, og forarbejderne skulle behandles af huslejenævnet [1]. Derfor kunne sagen ikke indbringes for boligretten, og afvisningen blev tiltrådt [1]. Landsretten bemærkede desuden, at lejerens processkrift til landsretten ikke var en indbringelse for boligretten på den måde, som boligreguleringslovens § 43, stk. 1, foreskriver [1][3].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at landsretten læste lejelovens § 106, stk. 1, nr. 4, og forarbejdernes ord om en kombination af tvister bredt. På den måde kom et lejerestancekrav med under huslejenævnets område, når det hang sammen med depositum og istandsættelse [1]. Dommen siger ikke noget om, hvorvidt lejerens ophævelse var berettiget. Landsretten tog ikke stilling til varmeforholdene, men kun til, hvilken instans der skulle behandle tvisten [1]. Der er en vigtig begrænsning. En anden afgørelse i kilderne ser ud til at angå samme sag, med samme udlejer og et krav på 68.537,99 kr. Her ændrede Højesteret landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling i boligretten. Højesteret lagde vægt på, at lejerestancen ikke var omfattet af ordlyden i § 106, stk. 1, nr. 4, og at forarbejdernes kombination ikke omfatter tvister, som ikke i sig selv er omfattet [6]. Efter analysens vurdering kan landsrettens resultat derfor næppe læses som gældende retsstilling på dette punkt. Dommen kan heller ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om samspillet mellem lejelovens § 106, der opregner huslejenævnets kompetence, og § 107, der giver boligretten kompetence, når nævnet ikke har den [2][4]. Boligreguleringslovens § 43 regulerer, hvordan nævnets afgørelse indbringes for boligretten, med en frist på 4 uger [3]. Landsretten stadfæstede en afvisning fra boligretten. En anden afgørelse i kilderne afviste ligeledes en sag om depositum og forudbetalt leje fra samme udlejer, men kilderne siger ikke direkte, at den er byrettens afgørelse i denne sag [5]. Højesteret har siden ændret landsrettens dom i en sag med samme udlejer og samme beløb og hjemvist den til boligretten [6].
Fra kilderne
Herefter kan sagen ikke indbringes for boligretten, jf. lejelovens § 107, stk. 1, 1. pkt., hvorfor landsretten tiltræder, at boligretten har afvist sagen. [1]
Tvister om opfyldelse af lejerens pligt til renholdelse, vedligeholdelse og fornyelse, jf. kapitel IV. [2]
På denne baggrund finder landsretten, at sagen angår en kombination af tvister [1]
Kilder
- Landsretten stadfæstede byrettens dom i sag om lejers krav på tilbagebetaling af depositum og forudbetalt husleje som følge af ophævelse af lejemålet på baggrund af væsentlige mangler ved dette. Nærværende afgørelse vedrører spørgsmålet om boligrettens kompetence dommen · 4. maj 2021
- Lejeloven § 106 lovbestemmelse · 11. september 2019
- Boligreguleringsloven § 43 lovbestemmelse · 11. september 2019
- Lejeloven § 107 lovbestemmelse · 11. september 2019
- Sagen drejer sig om sagsøgers krav på tilbagebetaling af depositum og forudbetalt husleje som følge af ophævelse af lejemålet på baggrund af væsentlige mangler ved dette. Nærværende afgørelse vedrører spørgsmålet om boligrettens kompetence anden afgørelse med lignende indhold · 18. september 2019
- Højesteret ændrer landsrettens dom i sag om boligrettens kompetence til behandling af sag om økonomisk opgør efter fraflytning af lejemål og hjemviser sagen til behandling ved byretten anden afgørelse med lignende indhold · 19. september 2022