Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: Et par i redningsveste i en sejlbåd peger ivrigt mod et højt fyrtårn, mens bankrådgiveren ved det fastlåste rat styrer mod et lidt lavere fyrtårn lige ved siden af.

Kurssikring ved omlægning af realkreditlån i Danske Bank

Det finansielle ankenævnForbrug og kontrakterDet finansielle ankenævn, sag 304/201517. november 2016

Spørgsmålet var, om Danske Bank skulle betale erstatning til kunder, der mente at have aftalt en fastkurs på 97,15 ved omlægning af deres realkreditlån. Nævnet fandt ikke, at der var aftalt den kurs, men at parterne havde indgået en fastkursaftale til 95,535, og klagerne fik derfor ikke medhold.

Læs hele dommen


Sagen

Klagerne var kunder i Danske Bank og ville i 2012 optage et tillægslån. Banken foreslog at omlægge deres eksisterende 5 % realkreditlån til et nyt 2 % obligationslån med 15 års løbetid [1]. Klagerne spurgte flere gange, hvornår de skulle omlægge, og hvilket lån der var mest fordelagtigt. Banken svarede, at det var klagerne selv, der skulle vælge, og at de kunne sikre kursen med en fastkursaftale [1]. Klagerne ønskede en fastkurs på 97,15, som de mente at have fået tilbud om den 31. august 2012 [1]. Den 17. september 2012 blev lånetilbuddet udarbejdet, og den 20. september underskrev klagerne dokumenterne med egne rettelser [1]. Lånet blev udbetalt den 28. september 2012 til kurs 95,535 med et overskud på 591.076,04 kr. [1].

Spørgsmålet

Nævnet skulle tage stilling til, om banken skulle betale erstatning, fordi klagerne mente, at de ikke havde fået rådgivning, og at der var indgået en fastkursaftale til kurs 97,15 [1]. Nævnet skulle også vurdere, om lånedokumenterne var fejlagtige [1].

Resultatet

Klagerne fik ikke medhold, og Danske Bank blev frifundet for erstatningskravet [1]. Nævnet fandt, at parterne havde indgået en fastkursaftale til kurs 95,535 og ikke til kurs 97,15 [1]. Klagerne fik klagegebyret tilbage [1].

Rettens begrundelse

Nævnet fandt det godtgjort, at banken havde rådgivet klagerne om muligheden for at indgå en fastkursaftale, også kaldet kurssikring [1]. Bankens e-mail af 31. august 2012 angav en aktuel fastkurs på 97,15, men den indeholdt ikke et tilbud, som klagerne kunne acceptere [1]. Da klagerne først ville acceptere kursen den 12. september 2012, var kursen ændret, og banken oplyste en øjeblikskurs på 96,20 [1]. Nævnet lagde vægt på, at klagerne på baggrund af korrespondancen måtte vide, at kursen på obligationerne løbende ændrede sig [1]. Klagerne måtte også vide, at en fastkurs kun kunne indgås ved en øjeblikkelig telefonisk aftale eller ved et angivet spænd [1]. Derfor lagde nævnet til grund, at parterne indgik en fastkursaftale til kurs 95,535 [1]. Om det tilbudte boliglån på 8.923,96 kr. fandt nævnet, at banken ikke kunne pålægges at tilbyde mere [1]. Klagernes henvisning til fortolkning til forbrugerens fordel blev fremført under sagen, men nævnets bemærkninger tager ikke udtrykkeligt stilling til den regel [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser sagen, at et ankenævn lægger stor vægt på den skriftlige korrespondance om kurssikring og på, hvad kunden må være bekendt med om kursudviklingen [1]. Dommen afgør, at en kurs nævnt i en e-mail ikke uden videre er en aftale, når e-mailen ikke indeholder et tilbud, som kunden kan acceptere [1]. Efter analysens vurdering rækker dommen ikke længere end til de konkrete forhold i denne sag, herunder de bestemte e-mails, datoer og kurser [1]. Den er heller ikke en generel afgørelse om, hvordan banker skal rådgive om lån eller kurssikring. Efter analysens vurdering kan sagen derfor ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager. Dommen tager heller ikke stilling til, om de fejlagtige dokumenter i sig selv var ansvarspådragende, da nævnet ikke gik ind i den side af klagen [1]. Dommen afgør heller ikke, hvordan en fortolkningsregel skal anvendes, når et vilkår ikke har været forhandlet [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen står alene i kilderne, og der er ingen andre afgørelser om samme forhold. Kilde 2 er aftaleloven § 38 b, som klagerne påberåbte, og som sikrer, at tvivl om et vilkår, der ikke har været individuelt forhandlet, fortolkes til forbrugerens fordel [1][2]. Bestemmelsen siger også, at den erhvervsdrivende har bevisbyrden for individuel forhandling [2]. Nævnet nævnte ikke bestemmelsen i sine bemærkninger, men byggede sin vurdering på korrespondancen om kursen [1]. Det fremgår derfor ikke af kilderne, hvordan myndigheder har brugt dommen [1].

Fra kilderne

Den endelige kurs fastsættes først, når lånet udbetales [1]
Ankenævnet finder derfor ikke, at parterne har indgået aftale om en fast kurs på 97,15. [1]
Ankenævnet finder det herefter godtgjort, at banken har rådgivet klagerne om muligheden for at indgå en fastkursaftale (kurssikring). [1]

Kilder

  1. Det finansielle ankenævn, sag 304/2015: Krav om erstatning i forbindelse med omlægning af realkreditlån og tillægsbelåning. Spørgsmål om kurssikring. — Danske Bank dommen · 17. november 2016
  2. Aftaleloven § 38 b lovbestemmelse · 5. marts 2016