Kunden påstod, at fibernettet ikke virkede, og skulle alligevel betale 2.802 kr.
Klageren påstod, at hans fiberforbindelse aldrig virkede, og ville slippe for et krav på 2.802,46 kr. Teleankenævnet gav ham ikke medhold, fordi han først reklamerede mere end seks måneder efter aftalen.
Sagen
Den 30. december 2024 indgik klageren en aftale i en af Telenors butikker om en fiberforbindelse på 1000 Mbit. Prisen var 389 kr. om måneden, med en kampagnepris på 129 kr. i de første tre måneder og seks måneders binding [1]. Forbindelsen blev aktiveret 6. januar 2025. Regningen gik med brev, fordi kontoen ikke var tilmeldt automatisk betaling [1]. Klageren betalte ikke den første regning på 170,61 kr. Han reagerede heller ikke på rykkere og senere regninger med gebyrer og morarenter [1]. Telenor opsagde abonnementet pr. 26. marts 2025 og krævede betaling for resten af bindingsperioden, 1.122,66 kr. Sagen gik til inkasso 7. april 2025. Med inkassoomkostninger på 950 kr. udgjorde kravet 2.802,46 kr. [1] Klageren reklamerede først 15. juli 2025 til Telenors interne regningsklagenævn. Han gjorde gældende, at forbindelsen aldrig virkede, og at han ikke kunne opsige i tide, fordi han fik arbejde i en anden by. Han er ukrainsk statsborger og forstod ikke dansk fuldt ud [1].
Spørgsmålet
Teleankenævnet skulle tage stilling til, om klageren skulle betale Telenors krav på 2.802,46 kr. med inkassoomkostninger [1]. Klageren gjorde gældende, at forbindelsen aldrig havde virket, og at kravet derfor skulle bortfalde [1].
Resultatet
Nævnet gav ikke klageren medhold. Han skulle betale 2.802,46 kr. [1] Klagegebyret på 175 kr. blev ikke returneret, og Telenor skulle ikke betale sagsomkostninger [1].
Rettens begrundelse
Nævnet lagde vægt på, at Telenor havde fremlagt en underskrevet aftale af 30. december 2024. Den viste en pris på 129 kr. om måneden de første tre måneder og derefter 389 kr. [1] Nævnet fandt, at det samlede krav var dokumenteret ved regninger med udspecificerede beløb for betalingsperioder, rykkergebyrer og morarenter [1]. Nævnet pegede på, at klagerens påstand om en forbindelse, der aldrig virkede, først kom 15. juli 2025. Det var mere end seks måneder efter aftalen og efter Telenors opsigelse. Nævnet fandt derfor, at klageren havde forholdt sig passiv under hele aftaleperioden [1]. Nævnet bemærkede, at Telenor ikke havde kunnet udbedre en eventuel fejl, fordi klageren ikke reklamerede [1]. Telenor er ikke forpligtet til at påse, om og i hvilket omfang en forbindelse bliver brugt. At forbindelsen ikke var brugt, fritog derfor ikke klageren for at betale [1]. Nævnet fandt også, at klagerens begrundelse for ikke at have opsagt tidligere ikke kunne føre til, at betalingspligten bortfaldt [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en kunde, der mener, at en internetforbindelse ikke virker, risikerer at miste dette argument, hvis han ikke klager undervejs. Nævnet lagde vægt på, at udbyderen ikke fik mulighed for at rette en eventuel fejl [1]. Afgørelsen siger ikke, at forbindelsen faktisk virkede. Nævnet skrev kun om, hvad der gælder, hvis den ikke virkede [1]. Den tager derfor ikke stilling til, hvad en kunde kan kræve, hvis han reklamerer i tide. Nævnet nævnte heller ikke klagerens sproglige vanskeligheder som selvstændigt punkt. Det behandlede kun hans begrundelse for ikke at opsige aftalen tidligere [1]. Telenor henviste til, at det er kundens opgave at dokumentere en opsigelse. Nævnet gentog ikke dette som begrundelse, så efter analysens vurdering kan det ikke læses som en afgørelse om bevisbyrden [1]. Sagen angår én kunde og én aftale med seks måneders binding. Dens rækkevidde til andre situationer er derfor usikker.
Sådan hænger kilderne sammen
Kun dommen er brugt som kilde. De øvrige kilder handler om andre emner, nemlig købelovens reklamationsfrist, et satellit-tv-abonnement og momsreglerne, og er ikke taget med. Afgørelsen gengiver selv en række forhold. Telenor henviste til nævnets afgørelse i sag 17-181 om, at en udbyder ikke skal påse, hvordan ydelserne bruges [1]. Nævnet brugte samme tanke i sin begrundelse, men nævnte ikke sag 17-181 [1]. Om sagsomkostninger henviste nævnet til vedtægternes § 27 om klagegebyret og § 28 om, at tilsluttede virksomheder bidrager til nævnets drift [1].
Fra kilderne
Klager har således forholdt sig passiv under hele aftaleperioden. [1]
Hvis forbindelsen ikke virkede, har indklagede ikke haft mulighed for at udbedre dette som følge af klagers manglende reklamation. [1]
At internetforbindelsen ikke har været anvendt, fritager derfor ikke klager for sin betalingsforpligtelse. [1]