Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En kommunalt ansat ser forbløffet til, mens en gammel computer spytter støvede, spindelvævsdækkede mønter og sedler ud, og en lønmedarbejder drejer på et rustent håndtag.

Kommune skulle efterbetale løn trods gammelt krav

ArbejdsrettenArbejde og overenskomstArbejdsrettens dom af 19. december 2019 i sag AR2018.034619. december 2019

Spørgsmålet var, om et krav om efterbetaling af erfaringstillæg var forældet, eller om lønmodtagerens uvidenhed udskød fristen. Arbejdsretten fandt, at kravet ikke var forældet, og at der ikke skulle betales bod.

Læs hele dommen


Sagen

Lønmodtageren blev i 2006 ansat som omsorgs- og pædagogmedhjælper i en kommune, og ansættelsen var omfattet af en overenskomst [1]. Ved en fejl blev hun oprettet i en forkert lønklasse, så hun fra november 2008 ikke automatisk fik erfaringstillæg efter 2 og 4 års beskæftigelse [1]. Hun fik i 2010 et tillæg som kulturbærer og i 2013 et tillæg for særlige personlige kvalifikationer, men opdagede ikke fejlen [1]. I 2016 opdagede FOA fejlen under nye lønforhandlinger, og FOA rejste krav om efterbetaling fra november 2008 [1]. Kommunen betalte tilbage til december 2011, men afviste ældre krav som forældet [1]. Parterne var enige om beløbet, og tvisten gjaldt perioden før december 2011 [1].

Spørgsmålet

Skulle kommunen betale efterbetaling for perioden før december 2011, eller var kravet forældet [1]? Det afhang af, om lønmodtagerens uvidenhed om den forkerte løn kunne udskyde forældelsesfristen efter forældelsesloven § 3, stk. 2, jf. § 4 [1][2][3].

Resultatet

Arbejdsretten pålagde kommunen at betale 47.258,72 kr. til FOA med procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldstidspunkt [1]. Kommunen blev frifundet for bod [1]. Klageren fik dermed medhold i efterbetalingskravet, men ikke i bodskravet [1].

Rettens begrundelse

Efter forældelsesloven § 4, stk. 1, er fristen 5 år for krav, som støttes på aftale om udførelse af arbejde i et ansættelsesforhold [2]. Efter § 4, stk. 2, gælder § 3, stk. 2, også for sådanne krav [2][3]. Efter § 3, stk. 2, regnes fristen først fra den dag, fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen [3]. Arbejdsretten lagde vægt på, at fejlen skyldtes kommunens registrering, og at lønmodtageren gik ud fra, at lønnen var korrekt [1]. Retten fandt, at hendes ukendskab var en faktisk vildfarelse, og at ansættelsesbevisets henvisning til overenskomsten ikke i sig selv ændrede vurderingen [1]. Retten bemærkede, at forældelseslovens ordlyd og forarbejder ikke gav grundlag for en strengere bedømmelse alene på grund af den 5-årige frist [1]. Tillæggene var alene knyttet til ansættelsens længde, og hun havde ikke særlig anledning til at kontrollere løntrinnet [1]. Retten fandt heller ikke grundlag for, at FOA burde have opdaget fejlen ud fra listerne fra lokallønsforhandlingerne [1]. Derfor var forældelsesfristen suspenderet, og kravet for perioden fra 2008 til 2011 var ikke forældet [1]. Bod blev ikke pålagt, fordi betalingen beroede på afklaring af et principielt spørgsmål [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at en arbejdsgivers fejl i lønindplaceringen kan føre til, at en lønmodtagers uvidenhed om fejlen udskyder forældelsen, selv om kravet har en 5-årig frist [1][2]. Den rækker især til situationer, hvor tillæg følger automatisk af ansættelsens længde, og hvor lønmodtageren ikke har særlig grund til at kontrollere løntrinnet [1]. Den afgør ikke, om andre typer tillæg eller mere aktive forhold hos lønmodtageren ville give samme resultat [1]. Den siger heller ikke generelt, at fagforeningens viden altid kan ligestilles med lønmodtagerens; retten fandt ikke grundlag for, at FOA burde have opdaget fejlen ud fra listerne [1]. Arbejdsretten frifandt kommunen for bod, fordi bod ikke var forskyldt, da betalingen beroede på afklaring af et principielt spørgsmål [1]. Efter analysens vurdering er dommen et eksempel på en konkret helhedsvurdering, ikke en regel om, at forældelse altid suspenderes ved lønfejl [1]. Det er ikke rådgivning.

Sådan hænger kilderne sammen

Sagen drejer sig om forældelsesloven § 4, stk. 1, der giver en 5-årig frist for lønkrav, og § 4, stk. 2, der gør § 3, stk. 2, anvendelig [2][3]. § 3, stk. 2, bestemmer, at fristen først regnes fra den dag, fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen [3]. Arbejdsretten brugte netop denne suspensionsregel og vurderede, at lønmodtageren først fik eller burde have fået kendskab i 2016 [1]. Dommen gengiver ældre retspraksis om faktisk vildfarelse [1]. Retten bemærker selv, at ansættelsesbevisets henvisning til overenskomsten ikke i sig selv medfører, at lønmodtageren burde have fået kendskab tidligere [1].

Fra kilderne

Indklagede, Vesthimmerlands Kommune, skal inden 14 dage betale 47.258,72 kr. til FOA med procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldstidspunkt. [1]
Arbejdsretten finder på denne baggrund, at bod ikke er forskyldt. [1]
Forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. [2]
Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. [3]

Kilder

  1. Arbejdsrettens dom af 19. december 2019 i sag AR2018.0346 dommen · 19. december 2019
  2. Forældelsesloven § 4 lovbestemmelse · 12. november 2015
  3. Forældelsesloven § 3 lovbestemmelse · 12. november 2015