Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En pendler viser stolt et afmonteret kilometertæller og et dufttræ som bevis på sine lange ture, mens en venlig skattemedarbejder måler et kort stykke af et stort danmarkskort med en lille lineal og spørger efter kørebogen.

Kørselsfradrag til job langt fra hjemmet og kravene til dokumentation

LandsskatterettenSkat, moms og toldLandsskatteretten, j.nr. 08-0297320. juli 2009

Spørgsmålet var, om klageren kunne få det fulde befordringsfradrag for 2006 og 2007, som han havde selvangivet. Landsskatteretten stadfæstede SKAT's afgørelse, der godkendte et væsentligt mindre fradrag, fordi klageren ikke kunne dokumentere sine ture.

Læs hele dommen


Sagen

Klageren fik i november 2005 et vikariat hos G1 frem til 1. marts 2006. I februar 2006 fik klageren tilbudt en fast stilling, og han tog imod den. Forinden havde klageren telefonisk kontaktet Told & Skat. Klageren oplyste, at han fik at vide, at han kunne trække befordring fra for sine arbejdsdage, hvis han blev fastansat. Klagerens ægtefælle ville ikke flytte fra X-by af hensyn til familie og arbejde, så arbejdspladsen i Y-by lå langt fra hjemmet. SKAT beregnede afstanden til 681 km tur/retur. Klageren havde ikke gemt kvitteringer, men havde lavet en oversigt over sine rejser. SKAT godkendte fradrag for 2006 med 44.439 kr. og for 2007 med 52.626 kr., mens klageren havde selvangivet 133.427 kr. og 236.231 kr. [1]

Spørgsmålet

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om klageren havde ret til det selvangivne befordringsfradrag for 2006 og 2007. Retten skulle også vurdere, om klageren kunne få medhold, fordi han havde fået oplysninger fra skattemyndighederne, inden han tog jobbet [1].

Resultatet

Landsskatteretten stadfæstede SKAT's afgørelse for både 2006 og 2007, så klageren fik ikke medhold. Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort antallet af ture, og at forventningsprincippet ikke førte til et andet resultat [1].

Rettens begrundelse

Landsskatteretten tog udgangspunkt i ligningslovens § 9 C. Fradraget beregnes ud fra den normale transportvej ved bilkørsel, og der gives ikke fradrag for de første 24 km på en arbejdsdag. For kørsel op til 100 km gives standardsatsen, mens yderligere kørsel som udgangspunkt kun giver 50 % af satsen. I visse udkantskommuner kan fradrag for kørsel over 100 km dog gives med standardsatsen, og X-by kommune var i indkomståret 2006 en af disse kommuner [1]. Retten fandt, at klageren havde en usædvanlig lang afstand mellem bopæl og arbejdssted. Ved ekstraordinært lange afstande stiller praksis skærpede krav til dokumentation af, at kørslen har fundet sted [1]. Klageren gjorde gældende, at han havde handlet på baggrund af den telefoniske oplysning fra SKAT, og at forventningsprincippet derfor skulle føre til bindende virkning. Nævnet fandt, at et forventningsprincip kræver en klar, entydig og positivt udmeldt tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, som skatteyderen kan dokumentere, og at klageren ikke kunne dokumentere tilkendegivelsen [1]. Da klageren ikke havde dokumenteret kørslen, var der ikke grundlag for at fravige SKAT's skøn over antallet af ture [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at der ved meget lange afstande stilles skærpede krav til dokumentation for befordring, og at SKAT's skøn kan lægges til grund, når dokumentation mangler [1]. Efter analysens vurdering er det vigtigt, at forventningsprincippet her blev afvist, fordi klageren ikke kunne dokumentere den telefoniske oplysning. Afgørelsen viser dermed, at en mundtlig oplysning ikke uden videre binder skattemyndighederne [1]. Dommen rækker kun så langt som sagens konkrete forhold. Den vedrører indkomstårene 2006 og 2007, en bestemt udkantskommune og en bestemt afstand. Efter analysens vurdering afgør den ikke, hvordan andre skatteydere med andre afstande, andre kommuner eller anden dokumentation vil blive behandlet. Den siger heller ikke noget om, hvilket udfald en skriftlig tilkendegivelse ville have fået. Der er tale om en vurdering af afgørelsens indhold, ikke om en rådgivning om en konkret sag.

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er selve afgørelsen, og den bygger på ligningslovens § 9 C, som er gengivet i kilde 2 [2]. Kilde 2 viser, at fradrag kun kan gives for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km, og at fradraget for kørsel over 100 km som udgangspunkt beregnes med 50 % af kilometertakst, med undtagelse for visse kommuner [2]. Afgørelsen henviser selv til en Højesteretsdom fra 2004 og en afgørelse i TfS 1997 om henholdsvis dokumentationskrav og forventningsprincippet [1]. Kilde 3 og kilde 4 handler om andre spørgsmål, nemlig forskerskatteordningen og fradrag for erstatning som bestyrelsesmedlem, og de er derfor ikke brugt her.

Fra kilderne

Klageren må anses at have usædvanlig lang afstand mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. [1]
Hvor der er tale om ekstraordinært lange afstande, stilles der ifølge praksis skærpede krav til skatteyderens dokumentation eller sandsynliggørelse af, at befordringen har fundet sted. [1]
Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer. [2]

Kilder

  1. Landsskatteretten, j.nr. 08-02973: Fradrag for befordring mellem hjem og arbejde efter ligningslovens § 9 C. Klageren er anset at have usædvanlig lang afstand mellem hjem og arbejdssted dommen · 20. juli 2009
  2. Ligningsloven § 9 c lovbestemmelse · 13. marts 2009