Italienske kommuner må begrænse direkte tildeling til egne selskaber
Må en medlemsstat kræve, at et udbud er umuligt, før en opgave gives til et selskab, myndighederne selv ejer, og forbyde køb af små ejerandele? Domstolen svarede, at direktivets artikel 12, stk. 3, ikke er til hinder for nogen af delene.
Sagen
Ecolan bortskaffer byaffald. Selskabet ejes fuldt ud af 53 offentlige myndigheder i provinsen Chieti, og Lanciano kommune ejer 21,69 % [1]. Lanciano kommunalbestyrelse tildelte direkte Ecolan en kontrakt om renholdelse, uden udbud [1]. Rieco, der var interesseret i renovationskontrakten, bad en regional forvaltningsdomstol om at annullere afgørelsen. Rieco gjorde gældende, at tildelingen brød med betingelserne for in house-tildeling eller en tilsvarende fælles kontrol [1]. Forvaltningsdomstolen gav ikke Rieco medhold, og Rieco appellerede til Consiglio di Stato [1]. Ifølge Ecolans vedtægter findes der aktionærer med beslutningsret og aktionærer uden. De sidste ejer andele for måske senere at kunne tildele kontrakter direkte, men har ingen vetoret eller forvaltningsbeføjelser [1]. To tilsvarende sager om Ortona og San Vito Chietino kommuner blev behandlet sammen med denne [1].
Spørgsmålet
Er artikel 12, stk. 3, i direktiv 2014/24 til hinder for national lovgivning, der kun tillader in house-tildeling, når et udbud er umuligt, og når myndigheden kan påvise fordelene ved tildelingen [1]? Og er bestemmelsen til hinder for en regel, der forbyder en myndighed at købe en andel uden kontrol eller vetoret i et selskab, som andre myndigheder ejer, for senere at opnå fælles kontrol [1]?
Resultatet
Domstolen svarede nej til begge spørgsmål. Artikel 12, stk. 3, er ikke til hinder for de italienske regler om in house-tildeling [1]. Den er heller ikke til hinder for forbuddet mod at erhverve kapitalandele, der ikke giver kontrol eller vetoret [1]. Domstolen afgjorde sagen ved begrundet kendelse [1].
Rettens begrundelse
Domstolen afgjorde sagen ved begrundet kendelse efter artikel 99 i procesreglementet, fordi svarene kunne udledes af retspraksis eller ikke gav rimelig tvivl [1]. Om det første spørgsmål henviste den til Irgita-dommen. Her havde den fastslået, at direktivets artikel 12, stk. 1, kun præciserer betingelserne for en intern aftale og giver medlemsstaterne beføjelse til at holde en sådan aftale uden for direktivet [1]. Bestemmelsen kan derfor ikke fratage medlemsstaterne friheden til at foretrække én metode til levering af tjenesteydelser frem for andre [1]. Det støttes af femte betragtning, hvorefter intet i direktivet forpligter staterne til at eksternalisere tjenesteydelser [1]. Friheden er dog ikke ubegrænset. Den skal udøves under overholdelse af traktatens grundregler og principper som ligebehandling, proportionalitet og gennemsigtighed [1]. Irgita-dommen angik stk. 1, men eneste forskel til stk. 3 er, at flere ordregivende myndigheder her kontrollerer enheden i fællesskab [1]. Staterne kan derfor gøre en intern transaktion betinget af, at en offentlig kontrakt er umulig, og at fordelene kan godtgøres [1]. Om det andet spørgsmål fastslog Domstolen, at stk. 3 kun fastsætter betingelser for selve tildelingen, bl.a. fælles kontrol. Den stiller ikke krav til, hvordan en myndighed erhverver andele i et selskab [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser kendelsen, at direktivets bestemmelse om in house-kontrakter fungerer som en mulighed og ikke som en pligt. Medlemsstaterne synes at kunne gøre muligheden snævrere end direktivet, bl.a. ved at kræve, at udbud er umuligt, og at fordelene påvises [1]. Efter analysens vurdering rækker det også til reglerne om, hvem myndigheder må købe andele af, da direktivet ikke regulerer erhvervelsen af andele [1]. Kendelsen bygger tydeligt på Irgita-dommen og overfører dens ræsonnement fra stk. 1 til stk. 3 [1]. Den afgør ikke, om de italienske regler i øvrigt overholder traktatens grundregler. Domstolen minder om, at valget skal ske under hensyn til ligebehandling, ikke-forskelsbehandling, proportionalitet og gennemsigtighed [1]. Kendelsen tager heller ikke stilling til, om Ecolans tildelinger faktisk opfyldte betingelserne for fælles kontrol. Det spørgsmål vedrører de konkrete forhold, som den forelæggende ret behandler. Vi vurderer derfor, at kendelsen først og fremmest bekræfter medlemsstaternes handlefrihed og ikke fastlægger, hvor grænserne går i den enkelte sag [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kendelsen vedrører direktiv 2014/24, artikel 12. Stk. 1 undtager kontrakter til en juridisk person, som myndigheden kontrollerer som sine egne afdelinger. Stk. 3 gælder, når flere myndigheder kontrollerer sammen. I begge tilfælde skal over 80 % af aktiviteterne være betroede opgaver, og der må ikke være direkte privat kapitalandel ud over visse ikke-kontrollerende former [1]. Fælles kontrol kræver bl.a., at beslutningsorganerne består af repræsentanter for alle myndigheder, og at myndighederne i fællesskab kan bestemme over de strategiske mål [1]. De italienske regler stiller strengere krav, bl.a. begrundelse for tildelingen uden udbud og forbud mod at erhverve andele i selskaber, der ikke er strengt nødvendige for myndighedens formål [1]. Domstolen støttede sig på sin tidligere Irgita-dom [1].
Fra kilderne
Bestemmelsen kan følgelig ikke fratage medlemsstaterne friheden til at foretrække én metode til levering af tjenesteydelser, til gennemførelse af bygge- og anlægsarbejder eller til leveringer frem for andre. [1]
Den valgfrihed, som medlemsstaterne har med hensyn til den forvaltningsmetode, som de finder egnet til gennemførelse af bygge- og anlægsarbejdet eller til leveringen af tjenesteydelserne, er imidlertid ikke ubegrænset. [1]
Det følger heraf, at artikel 12, stk. 3, i direktiv 2014/24 ikke fastsætter noget krav vedrørende de betingelser, hvorunder en myndighed erhverver kapitalandele i et selskab, hvis aktionærer er andre myndigheder. [1]