Indsigt i en fængselsbetjents navn i Kriminalforsorgens sagssystem
Spørgsmålet var, om en fængselsbetjent skulle have indsigt i rapporter med hans navn, og om indsigt i fritekstfelter kunne afvises. Datatilsynet kritiserede den sene indsigt, men fandt, at fritekstfelterne kunne afvises.
Sagen
En fængselsbetjent anmodede Kriminalforsorgen om indsigt i dokumenter, der kunne vise, at han havde deltaget i voldsomme episoder, blandt andet magtanvendelser og anbringelser i observations- og sikringsceller [1]. Kriminalforsorgen svarede først, at det ikke teknisk var muligt at finde alle episoder, og at kun rapporter, han selv havde skrevet, kunne fremsøges [1]. Efter henvendelse til Datatilsynet fandt Kriminalforsorgen med systemleverandørens hjælp frem til specifikke rapporter og gav indsigt i dem [1]. Kriminalforsorgen kunne dog ikke søge i rapporternes fritekstfelter, fordi det ville kræve en søgning i 8-10 mio. dokumenter i systemets dokumentserver, og det kunne ikke understøttes teknisk [1]. Klageren mente, at han ikke havde fået fuld indsigt, fordi der ikke var oplyst, hvilke rapporter der var udeladt [1].
Spørgsmålet
Datatilsynet skulle vurdere, om Kriminalforsorgen havde givet indsigt efter retshåndhævelseslovens § 15 [3]. Tilsynet skulle også vurdere, om en anmodning om indsigt i fritekstfelter kunne afvises efter § 19 [2][1].
Resultatet
Datatilsynet udtalte kritik af Kriminalforsorgen, fordi indsigt først blev givet efter tilsynets henvendelse [1]. Klageren fik ikke medhold i den del, der angik fritekstfelterne, da tilsynet fandt, at anmodningen kunne afvises efter § 19 [1].
Rettens begrundelse
Datatilsynet fandt, at behandlingen af oplysninger i klientsystemet er omfattet af retshåndhævelsesloven, fordi systemet uløseligt er forbundet med fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner og tvangsindgreb over for indsatte [1][5]. Tilsynet tog ikke stilling til HR-systemerne, da klageren var blevet meddelt fuld indsigt i de oplysninger, der lå der [1]. Retshåndhævelseslovens § 15 giver som udgangspunkt den registrerede ret til bekræftelse og adgang til oplysninger, når der behandles oplysninger om vedkommende [3]. Kriminalforsorgen havde ikke inddraget systemleverandøren, før tilsynet henvendte sig, og derfor var kritikken berettiget [1]. Om fritekstfelterne henviste tilsynet til § 19, der giver mulighed for at afvise åbenbart grundløse eller overdrevent gentagne anmodninger [2]. Tilsynet fortolkede bestemmelsen, så den også gælder overdrevne anmodninger, og begrundede det med forarbejderne og direktivet [1]. Tilsynet forudsatte, at fritekstfelterne overvejende beskrev en funktion, som fængselsbetjenten havde varetaget, og ikke hans egne valg eller handlinger, han var udsat for [1]. Der indgik også, at Kriminalforsorgen allerede havde gjort betydelige bestræbelser, at en søgning ville kræve ikke ubetydelige ressourcer, og at klageren ikke kunne præcisere anmodningen [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en dataansvarlig kan afvise en indsigtsanmodning om oplysninger i fritekstfelter, når en søgning vil kræve en meget omfattende gennemgang, og oplysningerne mest sandsynligt kun beskriver en arbejdsfunktion [1][2]. Sagen er ifølge tilsynet den første, hvor det har truffet afgørelse om § 19, så den giver vejledning om fortolkningen, men den er ikke en generel regel [1]. Afgørelsen rækker dog kun så langt, som tilsynets forudsætninger gør. Tilsynet kendte ikke indholdet af de fritekstfelter, der ikke var fremsøgt, og lagde til grund, at oplysningerne overvejende var af den type, der ikke er personlige [1]. Hvis en fritekst indeholder beskrivelser af en persons egne handlinger eller reaktioner, kan vurderingen efter analysens vurdering blive en anden [1]. Afgørelsen tager heller ikke stilling til, hvilke regler der i den konkrete sag giver den mest gunstige indsigt, da tilsynet selv sagde, at det er et forvaltningsretligt spørgsmål [1]. Tilsynet opfordrede Kriminalforsorgen til at overveje retningslinjer for at begrænse registrering i fritekstfelter, der ikke kan søges i [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Afgørelsen bygger på retshåndhævelsesloven. § 1 afgrænser loven, § 15 regulerer indsigt, og § 19 giver mulighed for at afvise anmodninger [5][3][2]. Datatilsynet henviste også til persondataloven § 33 om ny meddelelse efter seks måneder og til offentlighedsloven § 8, hvorefter den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne [6][4][1]. Kriminalforsorgen mente, at indsigt efter retshåndhævelsesloven § 15 giver en bedre retsstilling end offentlighedsloven § 8, men tilsynet tog ikke stilling til det [1]. Kriminalforsorgen oplyste også, at leverandøren har ændret proceduren for søgningerne i klientsystemet [1]. Kilderne indeholder ikke oplysninger om, hvordan andre myndigheder har brugt afgørelsen.
Fra kilderne
Det er den dataansvarlige, som bærer bevisbyrden for, at betingelserne for, at der kan ske afvisning er opfyldt. [1]
Datatilsynet lagde endvidere vægt på bl.a., at Kriminalforsorgen allerede havde udfoldet betydelige bestræbelser på at fremfinde oplysninger om fængselsbetjenten [1]
Den dataansvarlige kan afvise at imødekomme åbenbart grundløse eller overdrevent gentagne anmodninger [2]
Kilder
- Kriminalforsorgens håndtering af anmodning om indsigt dommen · 11. maj 2020
- Retshåndhævelsesloven § 19 lovbestemmelse · 29. april 2017
- Retshåndhævelsesloven § 15 lovbestemmelse · 29. april 2017
- Offentlighedsloven § 8 lovbestemmelse · 27. februar 2020
- Retshåndhævelsesloven § 1 lovbestemmelse · 29. april 2017
- Persondataloven § 33 lovbestemmelse · 2. juni 2000