Hvornår må en kommune dispensere fra en lokalplan?
Spørgsmålet er, hvornår en kommune kan dispensere fra en lokalplan uden at stride mod planens principper. Nævnet fandt, at friarealer, udstykningsforbud og planens struktur kan være principper, mens bebyggelsesregulerende bestemmelser som udgangspunkt ikke er det.
Sagen
Planklagenævnet har samlet en række afgørelser om dispensation fra lokalplaner, og det er dem, der gennemgås her [1]. I Jammerbugt Kommune gav kommunen i november 2022 dispensation til udstykning af en parcel, selv om lokalplanen havde et udstykningsforbud i visse områder [1]. I Furesø Kommune havde kommunen givet afslag på dispensation til et enfamiliehus uden for et fastlagt byggefelt, og klageren gjorde gældende, at byggeriet ikke var i strid med planens principper [1]. I Hjørring Kommune blev der givet en lovliggørende dispensation, altså en dispensation der skulle gøre allerede etablerede forhold lovlige, til affaldsbeholdere og terrænregulering på et fælles friareal i et sommerhusområde [1]. I Halsnæs Kommune blev et fællesareal reduceret fra 2.230 m2 til 1.624 m2 ved en udstykning [1].
Spørgsmålet
Nævnet skulle i hver sag tage stilling til, om kommunen havde hjemmel til at dispensere fra en lokalplanbestemmelse, eller om dispensationen var i strid med planens principper [1][2]. Et centralt spørgsmål var, om en bestemmelse var en del af principperne, fordi den stod i formålsbestemmelsen, fordi den fremgik af redegørelsen, eller fordi den vedrørte friarealer [1].
Resultatet
Nævnet ophævede kommunernes afgørelser i sag A, C, F, G og H og ophævede og hjemviste afgørelsen i sag B [1]. I sag D var nævnet enig med kommunen i, at dispensationen ikke kunne gives, og i sag E fandt nævnet, at anvendelsen var i strid med lokalplanen [1].
Rettens begrundelse
Nævnet tog udgangspunkt i planlovens § 19, stk. 1, der tillader en kommune at dispensere, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, eller hvis den tidsbegrænses [1][2]. Principperne er efter forarbejderne planens formålsbestemmelse og de anvendelsesbestemmelser, der er fastsat ud fra formålet, og de omfatter også den planlagte struktur og fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer [1]. Mere detaljerede bestemmelser om omfang, udformning og placering er som hovedregel ikke principper [1]. Nævnet fandt dog, at en bestemmelse kan være en del af principperne, selv om formålsbestemmelsen ikke henviser til den, hvis det under særlige omstændigheder fremgår af lokalplanens redegørelse, at bestemmelsen skal fastholde en særlig udformning [1]. Det var tilfældet i sag D, hvor redegørelsen viste, at planen var udløst af et forbud efter planlovens § 14 mod byggeri på en klittop [1][3]. I sag E fandt nævnet, at en anvendelse til bosted ikke lå tæt på de tilladte serviceformål, og at dispensation derfor ikke kunne gives [1]. I sagene om friarealer og struktur fremhævede nævnet, at fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer er en del af principperne [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser orienteringen, at spørgsmålet om dispensation ofte afgøres af, om en bestemmelse er en del af planens principper [1]. Kilderne giver ingen fast opskrift: samme type bestemmelse kan i én sag være en del af principperne og i en anden ikke, og det afhænger af formålsbestemmelsen, redegørelsen og lokalplanens samlede opbygning [1]. Efter analysens vurdering er det særligt tydeligt, at friarealer og den planlagte struktur behandles som principper, så dispensation fra dem er vanskelig at give [1]. Orienteringen afgør ikke, om en kommune i en konkret sag kan dispensere, fordi nævnet henviser til de konkrete omstændigheder [1]. Nævnet understregede i sag B, at spørgsmålet om, hvorvidt kommunen ønsker at dispensere, er en skønsmæssig vurdering, som nævnet ikke kan efterprøve [1]. Efter analysens vurdering rækker orienteringen derfor kun til at vise, hvilke hensyn nævnet har lagt vægt på, og den kan ikke bruges til at forudsige udfaldet af nye sager [1]. Den siger heller ikke noget om, hvordan kommunerne efterfølgende har handlet [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Lovgrundlaget i kilderne er planlovens § 19, stk. 1, der tillader dispensation, når den ikke er i strid med planens principper, og stk. 2, der kræver en ny lokalplan ved videregående afvigelser [2]. Planlovens § 14 om forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan, nævnes i sag D om klittoppen [1][3]. Andre afgørelser i kilderne handler om den samme vurdering af principper: i en sag om en byplanvedtægt fandt retten, at bebyggelsesregulerende bestemmelser normalt ikke anses som principper [4]. I en sag om Hørsholm Kommune fastslog retten, at en dispensation ville være i strid med lokalplanens formål og principper, og at en fejlagtig meddelelse ikke skaber en gyldig byggetilladelse [5]. Kilderne siger ikke, hvordan danske myndigheder har brugt denne orientering [1].
Fra kilderne
Principperne omfatter som hovedregel ikke de bestemmelser, der mere detaljeret regulerer bebyggelsens omfang, udformning og placering [1]
den planlagte struktur, fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer er en del af en lokalplans principper [1]
lokalplanens pkt. 6.07 måtte anses for at være fastsat for at fastholde en særlig udformning af bebyggelsen i lokalplanområdet [1]
Kilder
- Planklagenævnet Orienterer nr. 42 – Lokalplanens principper dommen · 27. maj 2024
- Planloven § 19 lovbestemmelse · 7. marts 2024
- Planloven § 14 lovbestemmelse · 7. marts 2024
- Sag om, hvorvidt meddelt byggetilladelse er i strid med tinglyst deklaration anden afgørelse med lignende indhold · 1. marts 2023
- Sagen angår spørgsmålet om gyldigheden af et forhåndstilsagn til et byggeprojekt anden afgørelse med lignende indhold · 18. marts 2024