Nyt hjemmeplejeselskab hæfter for det gamle selskabs løngæld og overenskomst
Arbejdsretten skulle afgøre, om et nystiftet hjemmeplejeselskab var arbejdsretligt identisk med et nu konkursramt søsterselskab. Retten fandt identitet, så det nye selskab skal betale løngæld, godtgørelser og bod, men det blev frifundet for misbrug af ledelsesretten [1].
Sagen
Human Care A/S leverede hjemmepleje og var omfattet af en overenskomst med FOA [1]. I marts 2024 skiftede selskabet branchekode til vikarbureau og navn til Hovedstadens Vikar Service A/S [1]. Samtidig stiftede samme holdingselskab Human Care ApS. Det fik samme adresse, telefonnummer og mailadresse og videreførte kontrakten med Hvidovre Kommune [1]. Medarbejderne fik besked om, at de pr. 1. april 2024 overgik til det nye selskab på uændrede vilkår [1]. Det nye selskab frasagde sig overenskomsten [1]. Det skiftede senere navn til Hovedstadens Hjemmehjælp Service ApS, mens det gamle selskab gik konkurs [1]. FOA havde allerede i 2023 krævet efterbetaling af løn mv. En faglig voldgift fandt i 2024, at fire ud af fem bortvisninger fra 2022 var uberettigede [1]. FOA krævede, at det nye selskab hæftede for disse krav og betalte bod [1].
Spørgsmålet
Arbejdsretten skulle først afgøre, om der var arbejdsretlig identitet mellem de to selskaber, altså om de reelt skulle anses som samme arbejdsgiver [1]. Dernæst skulle retten tage stilling til efterbetaling, godtgørelser, passivitet og bod, herunder om bortvisningerne var misbrug af ledelsesretten [1].
Resultatet
Retten fandt, at der var arbejdsretlig identitet, og FOA fik medhold i den del [1]. Det nye selskab skal betale 700.000 kr. i løn, pension og feriepenge, 310.909,73 kr. i godtgørelser for uberettigede bortvisninger og 175.000 kr. i bod [1]. Selskabet blev frifundet for påstandene om misbrug af ledelsesretten og bod for bortvisningerne [1].
Rettens begrundelse
Retten lagde til grund, at selskaberne før konkursen havde samme ejerkreds og ledelse og i en periode brugte samme adresse og telefonnummer [1]. Retten pegede på brevet til Hvidovre Kommune om, at det nye selskab ville videreføre kontrakten på uændrede vilkår. Den pegede også på brevet til medarbejderne om, at de overgik på uændrede vilkår og med uændrede opgaver [1]. Efter en samlet vurdering var selskaberne ikke reelt drevet som to selvstændige enheder med forskellige opgaver. Der var ingen dokumentation for vikarservice i nævneværdigt omfang [1]. Kravet om efterbetaling var ikke bortfaldet ved passivitet, det vil sige ved at FOA ventede for længe. FOA havde taget forbehold om at gå til Arbejdsretten på fællesmøder i 2023 og 2024. FOA havde heller ikke givet anledning til at tro, at sagen var opgivet [1]. Retten fandt, at der var forskyldt bod for overenskomstbrud på grund af de manglende lønbetalinger, og fastsatte boden til 175.000 kr. [1]. Om bortvisningerne fandt retten, at voldgiftskendelsen byggede på konkrete vurderinger af hver sag. Den gav ikke grundlag for at fastslå, at arbejdsgiveren handlede forsætligt eller med en sådan grad af uagtsomhed, at bod er en rimelig reaktion [1]. Lige efter skriver retten dog: »Der er heller ikke grundlag for bod for brud på overenskomsten, jf. herved klagers påstand 5« [1]. Det står i modstrid med den bod, retten fastsatte tidligere i præmisserne. Domskonklusionen pålægger dog bod på 175.000 kr. [1]. På grund af identiteten hæfter det nye selskab for de godtgørelser, som det gamle selskab blev pålagt [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en arbejdsgiver ikke uden videre kan slippe for overenskomstforpligtelser og gæld ved at flytte driften til et nyt selskab med samme ejere og ledelse [1]. Retten byggede sin samlede vurdering på konkrete forhold: fælles ejerkreds og ledelse, samme adresse og telefonnummer, videreførelse af den samme kommunale kontrakt og medarbejdernes overgang med uændrede opgaver [1]. Præmisserne tager ikke udtrykkeligt stilling til det nye selskabs henvisning til forskellige selskabsformer, branchekoder og formål [1]. Dommen siger derfor efter analysens vurdering ikke noget klart om, hvilken vægt sådanne forhold har. Retten lagde også vægt på, at der manglede dokumentation for vikarvirksomheden [1]. Det tyder på, at beviserne for den reelle drift kan få betydning. Dommen viser desuden, at det identiske selskab kan hæfte for det gamle selskabs gæld [1]. Konklusionen pålægger også bod for manglende lønbetaling. Præmisserne siger dog samtidig, at der ikke er grundlag for bod efter påstand 5 [1]. Efter analysens vurdering svækker denne indre modstrid dommens vægt på netop dette punkt. Dommen afgør ikke, hvornår en række uberettigede bortvisninger kan udgøre misbrug af ledelsesretten. Retten fandt blot, at en voldgiftskendelse med konkrete vurderinger ikke i sig selv var nok [1]. Dommen tager heller ikke stilling til, om der var tale om en virksomhedsoverdragelse [1]. Afgørelsen er efter analysens vurdering meget konkret og bør læses med forsigtighed.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen kredser om flere regelsæt, som parterne henviste til [1]. Det gamle selskab skrev til Hvidovre Kommune, at kontrakten efter udbudslovens § 178, stk. 2, kunne videreføres på samme vilkår [1]. Bestemmelsen siger blandt andet, at det altid er en ændring af grundlæggende elementer, når en ny leverandør erstatter den oprindelige [2]. Arbejdsretten tog ikke stilling til det udbudsretlige spørgsmål [1]. FOA henviste i sin korrespondance til virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a, da det nye selskab frasagde sig overenskomsten [1]. Efter § 4 a kan en erhverver inden for en frist meddele fagforbundet, at den ikke vil tiltræde overenskomsten [3]. FOA byggede dog sagen på arbejdsretlig identitet, ikke virksomhedsoverdragelse [1]. Arbejdsretten afgjorde sagen på dette grundlag [1].
Fra kilderne
finder Arbejdsretten, at de to selskaber ikke kan anses for i de få måneder, hvor begge eksisterede, reelt at være blevet drevet som to selvstændige enheder, som skulle løse forskellige opgaver. [1]
Det bemærkes herved, at der ikke er fremlagt nogen dokumentation for, at Hovedstadens Vikar Service A/S har udført vikarservice i nævneværdigt omfang. [1]
ikke giver fornødent grundlag for at fastslå, at arbejdsgiveren handlede forsætligt eller med en sådan grad af uagtsomhed, at bod er en rimelig reaktion. [1]
Kilder
- Arbejdsrettens dom af 23. marts 2026 i sag 2025-463 dommen · 23. marts 2026
- Udbudsloven § 178 lovbestemmelse · 7. februar 2025
- Virksomhedsoverdragelsesloven § 4 a lovbestemmelse · 3. september 2002