Hvordan beregnes godtgørelse, når en bank ikke tilbød et større realkreditlån
Spørgsmålet var, hvor stor rentegodtgørelse klageren havde ret til efter en tidligere afgørelse mod Sydbank. Nævnet fandt, at han ikke havde accepteret bankens beregning, og fastlagde, hvordan godtgørelsen skal opgøres.
Sagen
Klageren var kunde i Sydbank og omlagde i sommeren 2009 sine realkreditlån via banken. Han mente, at banken ikke havde rådgivet ham om muligheden for at øge realkreditbelåningen af ejendommen og dermed nedbringe banklånet tilsvarende [1]. Ankenævnet havde i en tidligere sag, 160/2010, pålagt Sydbank at stille klageren, som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu på 130.000 kr. højere end tilfældet var [1]. Banken udbetalte herefter 8.811,03 kr. efter en opgørelse, der byggede på en periode på fem år og fradrag for skat og kurtage [1]. Klageren fandt beløbet for lavt og krævede 54.447,75 kr. Han havde flyttet sit banklån til et andet pengeinstitut i marts 2010 [1]. Sydbank har påstået frifindelse [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, hvor stor rentegodtgørelse klageren havde ret til efter den tidligere afgørelse i sag 160/2010. Nævnet skulle også tage stilling til, om klageren ved at beholde det udbetalte beløb havde accepteret bankens beregning [1].
Resultatet
Nævnet fandt ikke, at klageren ved at beholde de 8.811,03 kr. havde accepteret Sydbanks beregning [1]. Nævnet fastlagde, at banken skulle tilbyde et lån på 130.000 kr. på samme vilkår som Totalkredit-lånet, hvis klageren anmodede om det inden otte uger, og at godtgørelsen skulle beregnes ud fra merrenteudgiften og skattefordelen [1]. Nævnet fandt det sandsynligt, at det beløb, banken allerede havde betalt, overstiger godtgørelsen, og at et eventuelt overskud skal tilbagebetales, hvis lånet optages [1]. Klageren fik klagegebyret tilbage, men nævnet tilkendte ikke de 54.447,75 kr., han havde krævet [1].
Rettens begrundelse
Nævnet tog udgangspunkt i sin tidligere afgørelse i sag 160/2010 og fortolkede, hvordan den skulle opfyldes. Efter nævnets opfattelse kunne det ske ved, at banken tilbød et lån på 130.000 kr. på samme vilkår som det realkreditlån, klageren fik udbetalt i juli 2009 [1]. Det indebar, at renten skulle følge realkreditlånets rente- og bidragssats, herunder rentetilpasningsterminerne, og at løbetid, optagelses- og indfrielsesvilkår samt kurser skulle svare til realkreditlånet [1]. Godtgørelsen skulle tage udgangspunkt i bankens udregning, men merrenteudgiften skulle opgøres som den faktiske forskel mellem renten på banklånet og renten og bidraget på realkreditlånet, indtil klageren eventuelt fik et tilbud som beskrevet [1]. Nævnet understregede, at godtgørelsen skulle tage højde for skattefordelen ved en højere rentebetaling [1]. Klageren havde gjort gældende, at han havde optaget et 30-årigt lån med rentetilpasning hvert femte år, og at bankens beregning kun dækkede fem år. Banken havde gjort gældende, at fremtidig renteudvikling ikke kan forudses, og at klageren selv måtte bære renterisikoen ud over fem år [1]. Nævnet gengav parternes synspunkter, men afgjorde ikke de enkelte tal, udover at fastlægge metoden [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, hvordan et ankenævn kan fastlægge en erstatning, når en bank skal stille en kunde, som om et bestemt lån var optaget. Den løser ikke spørgsmålet om den fremtidige renteudvikling, og kilden viser ikke, hvor langt perioden skal strække sig ud over de fem år, bankens beregning dækkede [1]. Det er efter analysens vurdering også væsentligt, at nævnet ikke afgjorde det samlede beløb, men alene den metode, der skal bruges. Afgørelsen bygger på den tidligere sag 160/2010, og den siger ikke noget generelt om, hvordan andre banker skal behandle lignende henvendelser. Kilden indeholder heller ikke en stillingtagen til klagerens indsigelse om, at et eventuelt mellemværende med skattevæsenet ikke var relevant [1]. Efter analysens vurdering er afgørelsen derfor først og fremmest et eksempel på, hvordan en konkret sag om rentegodtgørelse kan opgøres, og den rækker ikke længere end de konkrete forhold. Det er ikke en rådgivning om, hvordan andre sager vil udfalde.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilden er Ankenævnets afgørelse i sag 332/2011, som bygger på den tidligere afgørelse i sag 160/2010 [1]. Afgørelsen drejer sig om, hvordan et lån skal stilles til rådighed og hvordan merrenteudgiften og skattefordelen skal indgå i godtgørelsen [1]. De to øvrige kilder i materialet er Kommissionens afgørelser om statsstøtte til to virksomheder i Polen og Spanien. De handler ikke om banklån eller kundeerstatning, og de er derfor ikke brugt i analysen.
Fra kilderne
Ankenævnet finder ikke, at klageren ved at beholde det tilsendte beløb på 8.811,03 kr. har accepteret Sydbanks beregning. [1]
Godtgørelsen skal tage højde for skattefordelen ved en højere rentebetaling. [1]
Det gælder dog kun, hvis klageren vælger at optage lånet på 130.000 kr. [1]