Hvilket lands lov gælder, når en netbutiks handelsbetingelser søges forbudt
Spørgsmålet var, hvilket lands lov der gælder, når en forbrugerorganisation vil forbyde urimelige vilkår i en netbutiks almindelige betingelser. Domstolen svarede, at søgsmålet bedømmes efter Rom II-forordningen, mens selve vurderingen af vilkårene følger Rom I-forordningen.
Sagen
Verein für Konsumenteninformation, en østrigsk forbrugerbeskyttelsesorganisation, anlagde et søgsmål med påstand om forbud mod Amazon EU Sàrl, et selskab med hjemsted i Luxembourg. Selskabet solgte varer online til forbrugere i Østrig via et tysksproget websted. Dets almindelige forretningsbetingelser indeholdt en klausul om, at luxembourgsk lov skulle gælde for kontrakterne. Organisationen mente, at flere vilkår var ulovlige, herunder lovvalgsklausulen og vilkår om behandling af kundernes oplysninger. Førsteinstansen gav organisationen medhold i de fleste påstande, men appelinstansen ophævede dommen og hjemviste sagen. Den østrigske øverste domstol forelagde derfor spørgsmål for Domstolen.[1]
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, hvilken lov der finder anvendelse på et søgsmål med påstand om forbud mod urimelige kontraktvilkår, og hvilken lov der skal bruges til at vurdere vilkårene. Den skulle også tage stilling til, om en lovvalgsklausul kan være urimelig, og hvilken lov der gælder for behandling af personoplysninger.[1]
Resultatet
Domstolen fastslog, at søgsmålet bedømmes efter reglerne om forpligtelser uden for kontrakt, mens vurderingen af et vilkår bedømmes efter reglerne om kontraktlige forpligtelser. Den fandt, at en lovvalgsklausul kan være urimelig, hvis den vildleder forbrugeren om hans beskyttelse i bopælslandet. Det blev overladt til den nationale ret at afgøre, om det var tilfældet, og Domstolen afgjorde ikke selv sagens udfald.[1]
Rettens begrundelse
Domstolen tog udgangspunkt i, at et søgsmål med påstand om forbud mod urimelige vilkår er en forpligtelse uden for kontrakt, fordi det handler om at stoppe brugen af vilkår over for forbrugere. Lovvalget for søgsmålet findes derfor i Rom II-forordningens artikel 6, stk. 1, om illoyal konkurrence, som peger på det land, hvor forbrugernes kollektive interesser påvirkes. Domstolen fandt, at en lovvalgsklausul i virksomhedens egne betingelser ikke med rette kan udgøre en åbenbart nærmere tilknytning efter artikel 4, stk. 3. Selve vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, følger Rom I-forordningen, som er EU's regler om, hvilken lov der gælder for kontrakter, uanset om sagen er individuel eller kollektiv. Lovvalgsklausuler er som udgangspunkt tilladt. Efter direktivet om urimelige kontraktvilkår er et vilkår, der ikke er individuelt forhandlet, urimeligt, hvis det skaber en betydelig skævhed til skade for forbrugeren. En lovvalgsklausul er kun urimelig, hvis ordlyden eller konteksten viser særlige forhold, og vildledning om forbrugerens ufravigelige beskyttelse er et sådant forhold. For personoplysninger fandt Domstolen, at loven i det land, hvor virksomheden som led i sine aktiviteter er etableret, finder anvendelse, og at den nationale ret skal efterprøve dette.[1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, hvordan EU's lovvalgsregler skal anvendes, når en forbrugerorganisation går til domstolene for at stoppe brugen af standardvilkår. Efter analysens vurdering kan den have betydning for netbutikker, der sælger til forbrugere i flere lande, fordi den peger på forbrugerens bopælsland som det land, hvis interesser er i spil. Efter analysens vurdering er den centrale pointe, at en lovvalgsklausul ikke i sig selv er ulovlig, men kan blive urimelig, hvis den får forbrugeren til at tro, at kun virksomhedens hjemlands lov gælder. Efter analysens vurdering afgør dommen ikke, om de konkrete vilkår i sagen er urimelige, for det skal den østrigske øverste domstol vurdere. Dommen besvarer de spørgsmål, den østrigske ret stillede, og tager ikke stilling til andre forhold i sagen. Efter analysens vurdering giver den heller ikke et generelt svar på, hvordan alle vilkår i alle netbutikker skal vurderes, da det afhænger af vilkårenes ordlyd og de omstændigheder, den nationale ret konkret vurderer.[1]
Sådan hænger kilderne sammen
Generaladvokat H. Saugmandsgaard Øe fremsatte et forslag til afgørelse den 2. juni 2016, som Domstolen henviste til flere steder i dommen, blandt andet om lovvalgsklausuler.[2][1] Dommen drejede sig om Rom I- og Rom II-forordningerne, direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår, direktiv 95/46 om personoplysninger og direktiv 2009/22 om søgsmål med påstand om forbud. Senere sag C-272/18 om mandataftaler med et tysk selskab rejser lignende spørgsmål om lovvalgsklausuler, og generaladvokaten foreslog, at en klausul er urimelig, hvis den ikke oplyser forbrugeren om ufravigelige bestemmelser i østrigsk ret.[3] Domstolen beskrev i en dom fra oktober 2019, at en sådan klausul er urimelig, hvis den vildleder forbrugeren.[4] Kilderne oplyser ikke, om danske myndigheder har brugt dommen.
Fra kilderne
kun urimelig, for så vidt som dens ordlyd eller kontekst udviser særlige kendetegn, der medfører en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser. [1]
den lov, der finder anvendelse ved undersøgelsen af den urimelige karakter af vilkår, som findes i forbrugeraftaler, og som er genstand for et søgsmål med påstand om forbud, fastsættes selvstændigt i forhold til karakteren af disse vilkår. [1]
mens den lov, der finder anvendelse ved bedømmelsen af et givent kontraktvilkår, altid skal fastsættes i medfør af Rom I-forordningen, uanset om der er tale om et individuelt søgsmål eller et kollektivt søgsmål. [1]
Kilder
- Dom i sag C-191/15: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 28. juli 2016. — Verein für Konsumenteninformation mod Amazon EU Sàrl. dommen · 28. juli 2016
- Forslag til afgørelse i sag C-191/15: Forslag til afgørelse fra generaladvokat H. Saugmandsgaard Øe fremsat den 2. juni 2016. — Verein für Konsumenteninformation mod Amazon EU Sàrl. generaladvokatens forslag til afgørelse · 2. juni 2016
- Forslag til afgørelse i sag C-272/18: Forslag til afgørelse fra generaladvokat H. Saugmandsgaard Øe fremsat den 5. september 2019. — Verein für Konsumenteninformation mod TVP Treuhand- und Verwaltungs anden afgørelse med lignende indhold · 5. september 2019
- Dom i sag C-272/18: Domstolens dom (Første Afdeling) af 3. oktober 2019. — Verein für Konsumenteninformation mod TVP Treuhand- und Verwaltungsgesellschaft für Publikumsfonds mbH & Co KG. anden afgørelse med lignende indhold · 3. oktober 2019