Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En mand i grillforklæde i et supermarked stopper en tom gasflaske ind i en pantautomat, der giver en nyfyldt flaske af et andet mærke tilbage, mens en kø af kunder med tomme gasflasker venter bag ham.

Genpåfyldning af brugte gasflasker er ikke i sig selv forbudt

EU-DomstolenForbrug og kontrakterDom i sag C-46/1014. juli 2011

Spørgsmålet var, om en eksklusiv licenstager kunne forbyde en konkurrent at genpåfylde og ombytte brugte gasflasker. Domstolen svarede, at det kan licenstageren ikke, medmindre der foreligger en rimelig grund efter varemærkedirektivets artikel 7, stk. 2.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

Kosan Gas producerer og sælger flaskegas i Danmark [1]. Siden 2001 har selskabet markedsført gas i en særlig kompositflaske, hvis form er registreret som tredimensionelt varemærke, og Kosan Gas har eksklusiv licens til at bruge flasken som varemærke i Danmark [1]. Ved første køb betaler forbrugeren også for flasken, som dermed bliver forbrugerens ejendom, og Kosan Gas genopfylder tomme flasker mod betaling for gassen [1]. Viking Gas sælger gas og driver en fyldestation, hvorfra kompositflasker påfyldes og distribueres til selvstændige forhandlere [1]. Viking Gas sætter klistermærker på flaskerne med sit navn og oplysninger om fyldestation og indhold, mens Kosan Gas’ ord- og figurmærker fortsat er synlige [1]. Forbrugeren kan hos en Viking Gas-forhandler mod betaling for gassen få ombyttet en tom kompositflaske med en tilsvarende flaske, der er påfyldt af Viking Gas [1].

Spørgsmålet

Retten skulle afklare, om varemærkedirektivets artikel 5 og 7 giver indehaveren af en eksklusiv licens til en kompositgasflaske ret til at modsætte sig, at en konkurrent mod betaling ombytter brugte flasker med flasker påfyldt konkurrentens gas [1]. Retten skulle også tage stilling til, om en eventuel rimelig grund efter artikel 7, stk. 2, kunne ændre resultatet [1].

Resultatet

Domstolen fastslog, at artikel 5 og 7 ikke giver licenstageren ret til at modsætte sig konkurrentens ombytning og påfyldning, medmindre licenstageren kan påberåbe sig en rimelig grund efter artikel 7, stk. 2 [1]. Kosan Gas fik dermed ikke medhold i, at genpåfyldning i sig selv var forbudt [1]. Det fremgår ikke af kilderne, hvordan Højesteret derefter afgjorde sagen [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i, at et registreret varemærke efter artikel 5 giver indehaveren en eneret, men at artikel 7, stk. 1, begrænser denne ret, når varen er markedsført i EØS af indehaveren eller med dennes samtykke [1]. Kompositflasken blev ikke anset som simpel emballage, men som en genbrugsflaske med selvstændig økonomisk værdi og som en vare i sig selv [1]. Ved salget realiserede licenstageren den økonomiske værdi af varemærkerne, og rettighederne blev derfor konsumeret, dvs. opbrugt [1]. Køberen fik ret til frit at råde over flasken, herunder til at få den påfyldt eller ombyttet hos en virksomhed efter eget valg, også en konkurrent [1]. Konkurrentens ret til at påfylde og ombytte tomme flasker følger heraf, men kun inden for grænserne i artikel 7, stk. 2 [1]. Efter denne bestemmelse kan indehaveren modsætte sig fortsat markedsføring, hvis der foreligger en rimelig grund, især hvis varens tilstand er ændret eller forringet [1]. Domstolen nævnte også, at en rimelig grund kan foreligge, hvis brugen skader varemærkets omdømme alvorligt, eller hvis den giver indtryk af en økonomisk forbindelse mellem virksomhederne [1]. Mærkningen og omstændighederne ved ombytningen må ikke vildlede den almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbruger [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at varemærkeretten til en genbrugsflaske ikke i sig selv kan bruges til at låse forbrugeren til den oprindelige leverandør, når flasken er solgt og har selvstændig økonomisk værdi [1]. Dommen rækker især til kompositgasflasker, der er beskyttet som tredimensionelt varemærke, og til en konkurrents påfyldning og ombytning af brugte flasker [1]. Den fastslår ikke, at enhver genpåfyldning altid er tilladt; indehaveren kan fortsat påberåbe sig en rimelig grund efter artikel 7, stk. 2, og den konkrete vurdering blev overladt til den forelæggende ret [1]. Dommen afgør heller ikke, hvordan andre typer emballage eller andre markedsforhold skal bedømmes, og den indeholder ikke en endelig dom over, hvordan Højesteret afgjorde sagen [1]. Efter analysens vurdering er det centrale, at mærkningen og salgspraksissen ikke må give forbrugeren et fejlagtigt indtryk af forbindelse mellem virksomhederne [1]. Det er en vurdering, ikke rådgivning, og den siger ikke, hvordan en anden sag med andre faktiske omstændigheder vil blive afgjort [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er Domstolens dom, og kilde 2 er generaladvokatens forslag til afgørelse i samme sag [1][2]. Sagen drejede sig om varemærkedirektivets artikel 5 og 7 [1][2]. Generaladvokaten drøftede i sit forslag de samme spørgsmål om konsumption og om, hvornår der kan foreligge en rimelig grund til at modsætte sig genpåfyldning [2]. Domstolen byggede på samme bestemmelser og lagde vægt på, at salget af flasken konsumerer rettighederne, og at mærkningen ikke må skabe et fejlagtigt indtryk [1][2]. Kilderne indeholder ikke oplysninger om danske myndigheders brug af dommen [1][2].

Fra kilderne

salget af kompositflasken konsumerer de rettigheder, som licenstageren i forhold til retten til det varemærke, der består af kompositflaskens form, og indehaveren af de på flasken påførte varemærker udleder af disse varemærker [1]
medmindre indehaveren kan påberåbe sig en rimelig grund i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 89/104. [1]
Mærkningen af kompositflaskerne og de omstændigheder, hvorunder de ombyttes, må ikke foranledige den almindeligt oplyste, rimeligt opmærksomme og velunderrettede gennemsnitsforbruger til at tro, at der er en forbindelse mellem de omhandlede to virksomheder [1]
Må en virksomhed fylde sit produkt i en konkurrents brugte emballage og sælge produktet i denne form, hvis denne emballage er beskyttet som varemærke? [2]

Kilder

  1. Dom i sag C-46/10: DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 14. juli 2011 dommen · 14. juli 2011
  2. Forslag til afgørelse i sag C-46/10: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J. KOKOTT fremsat den 7. april 2011 Sag C-46/10 generaladvokatens forslag til afgørelse · 7. april 2011