GDPR-bøder: Bødeloftet følger virksomhedsbegrebet fra konkurrenceretten
Spørgsmålet var, om »virksomhed« i GDPR's bøderegler skal forstås som i konkurrenceretten. Domstolen svarede ja: Bødeloftet beregnes ud fra den økonomiske enheds samlede omsætning, og begrebet indgår også i vurderingen af bødemodtagerens økonomiske formåen [1].
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
ILVA A/S driver en kæde af møbelforretninger og indgår i Lars Larsen Group [1]. Koncernen omsatte for ca. 881 mio. EUR i regnskabsåret 2016/2017, og ILVA's egen omsætning var ca. 241 mio. EUR [1]. ILVA blev tiltalt for at have overtrådt databeskyttelsesforordningen (GDPR) fra maj 2018 til januar 2019 ved opbevaringen af oplysninger om mindst 350.000 tidligere kunder [1]. I Danmark kan Datatilsynet ikke selv udstede bøder. Bøder pålægges i stedet af domstolene i en straffesag [1][2]. Efter indstilling fra Datatilsynet krævede Anklagemyndigheden en bøde på 1,5 mio. kr. Beløbet byggede også på koncernens omsætning [1]. Retten i Aarhus fandt ILVA skyldig i uagtsomhed og idømte en bøde på 100.000 kr. Retten så kun på ILVA's omsætning, fordi kun ILVA var tiltalt [1]. Anklagemyndigheden ankede til Vestre Landsret. Landsretten bad EU-Domstolen om at fortolke forordningen ved en præjudiciel forelæggelse, dvs. en anmodning om fortolkning af EU-retten [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om begrebet »virksomhed« i GDPR artikel 83, stk. 4-6, svarer til begrebet i konkurrencereglerne i artikel 101 og 102 TEUF [1]. Den skulle også afgøre, om bøden i så fald skal udmåles ud fra omsætningen i den økonomiske enhed, som selskabet indgår i, eller kun ud fra selskabets egen omsætning [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at »virksomhed« i artikel 83, stk. 4-6, svarer til begrebet i artikel 101 og 102 TEUF [1]. Bødens maksimumsbeløb skal derfor fastsættes som en procentdel af virksomhedens samlede globale årlige omsætning i det foregående regnskabsår [1]. Begrebet skal også bruges til at vurdere bødemodtagerens reelle økonomiske formåen og dermed, om bøden er effektiv, rimelig og afskrækkende [1]. Dommen tager ikke stilling til, om ILVA og Lars Larsen Group udgør én økonomisk enhed, eller til bødens størrelse i den konkrete sag [1].
Rettens begrundelse
Domstolen byggede videre på sin tidligere dom i Deutsche Wohnen-sagen [1]. Her havde den fastslået, at det konkurrenceretlige virksomhedsbegreb ikke har betydning for, om en bøde kan pålægges, men kun for bødens størrelse [1]. Det er i den sammenhæng, at 150. betragtning til GDPR henviser til artikel 101 og 102 TEUF [1]. I konkurrenceretten omfatter »virksomhed« enhver enhed, der udøver økonomisk virksomhed, også når den juridisk består af flere personer [1]. Domstolen sondrede mellem to trin. Det første er bødeloftet, som beregnes ud fra virksomhedens samlede omsætning [1]. Det andet er selve udmålingen af bøden, hvor faktorerne i artikel 83, stk. 2, skal vurderes, fx overtrædelsens alvor, varighed og om den var forsætlig eller uagtsom [1]. Bøden skal efter artikel 83, stk. 1, være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Det kræver, at der i påkommende tilfælde tages hensyn til bødemodtagerens reelle økonomiske formåen, herunder om modtageren er en del af en virksomhed i konkurrenceretlig forstand [1]. Domstolen fandt, at det samme gælder, når bøden pålægges af en straffedomstol efter artikel 83, stk. 9 [1]. Straffedomstolen skal dog overholde de strafferetlige regler, herunder den tiltaltes processuelle rettigheder og det strafferetlige proportionalitetsprincip [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering præciserer dommen, at det konkurrenceretlige virksomhedsbegreb spiller en rolle både for bødeloftet og for vurderingen af den konkrete bøde efter GDPR [1]. Det synes at betyde, at omsætningen hos et enkelt selskab ikke nødvendigvis er det eneste udgangspunkt, hvis selskabet er en del af en større økonomisk enhed [1]. Dommen ser ud til at gøre det klart, at dette også gælder i Danmark, hvor bøder pålægges af domstolene i straffesager [1]. Efter analysens vurdering er dommens rækkevidde dog afgrænset. Domstolen tager ikke stilling til, hvornår et moderselskab og et datterselskab udgør én økonomisk enhed [1]. Den siger heller ikke, hvor stor vægt omsætningen i en sådan enhed skal have ved selve udmålingen. Den understreger tværtimod, at faktorerne i artikel 83, stk. 2, og proportionalitetsprincippet fortsat skal iagttages [1]. Dommen afgør heller ikke, om ILVA's bøde skal forhøjes. Den konkrete vurdering hører under de danske domstole [1]. Efter analysens vurdering kan dommen derfor ikke læses sådan, at en koncerns samlede omsætning automatisk skal lægges til grund. Den giver snarere en ramme, som de nationale domstole må anvende ud fra sagens omstændigheder [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om GDPR artikel 83, stk. 1, 2, 4-6 og 9, samt 150. og 151. betragtning, og om den danske databeskyttelseslovs § 41, der henviser til artikel 83, stk. 2 [1]. Generaladvokat L. Medina behandlede de to spørgsmål samlet, ligesom Domstolen gjorde [1][2]. Hun lagde vægt på Deutsche Wohnen-dommen og sammenlignede bødeloftet i GDPR med loftet i konkurrencereglerne i forordning nr. 1/2003 [2]. Domstolen henviste udtrykkeligt til punkt 74 i hendes forslag om, at proportionalitetsprincippet altid skal overholdes ved beregningen af bøden [1]. Den del af forslaget, der indeholder hendes endelige indstilling, fremgår ikke af det foreliggende uddrag [2]. Datatilsynets rolle i sagen var at indstille bøden, som Anklagemyndigheden derefter krævede [1].
Fra kilderne
Der skal imidlertid sondres mellem fastsættelsen af dette maksimumsbeløb og selve beregningen af størrelsen af en bøde, som den kompetente tilsynsmyndighed skal pålægge for den eller de specifikke overtrædelser af databeskyttelsesforordningen, som denne bøde sanktionerer. [1]
Der skal ligeledes tages hensyn til begrebet »virksomhed« for at vurdere bødemodtagerens reelle eller faktiske økonomiske formåen og for således at efterprøve, om bøden både er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. [1]
EU-lovgiver havde til hensigt at skabe en forbindelse mellem databeskyttelsesforordningens regler og EU-konkurrencereglerne ved fastsættelsen af den maksimale størrelse af bøderne i henhold til databeskyttelsesforordningen. [2]
Kilder
- Dom i sag C-383/23: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 13. februar 2025. — Straffesag mod ILVA A/S. dommen · 13. februar 2025
- Forslag til afgørelse i sag C-383/23: Forslag til afgørelse fra generaladvokat L. Medina fremsat den 12. september 2024. — Straffesag mod ILVA A/S. generaladvokatens forslag til afgørelse · 12. september 2024