Frisør i salon var selvstændig, ikke lønmodtager
Spørgsmålet var, om en frisør med samarbejdsaftale og eget CVR-nr. reelt var lønmodtager og omfattet af overenskomsten. Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen og frifandt salonindehaveren.
Sagen
En frisør indgik i 2013 en samarbejdsaftale med indehaveren af en frisørsalon om at arbejde fra salonen. Frisøren skulle registreres som selvstændig med CVR-nr., betale månedlig leje og kunne bruge salonens inventar. Indehaveren ejede lejemålet og inventaret, tegnede salonen udadtil og stod for indkøb, mens frisøren fik provision ved salg af produkter. Frisøren fik eget regnskab via revisor, markedsførte sig i et vist omfang selv og kunne som udgangspunkt tilrettelægge sin arbejdstid. Fagbevægelsens Hovedorganisation for Serviceforbundet krævede efterbetaling og bod og gjorde gældende, at forholdet reelt var ansættelse. Indklagede krævede frifindelse og anførte, at der var tale om et reelt samarbejde mellem to selvstændige. [1]
Spørgsmålet
Skulle frisøren anses som lønmodtager omfattet af frisøroverenskomsten, fordi samarbejdsaftalen reelt var en aftale om ansættelse? Hvis ja, skulle salonindehaveren betale efterbetaling og bod for brud på overenskomsten? [1]
Resultatet
Arbejdsretten frifandt salonindehaveren. Retten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at samarbejdet indebar, at frisøren reelt var ansat og ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Serviceforbundet skulle betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten. [1]
Rettens begrundelse
Retten tog udgangspunkt i hovedaftalens § 6 og overenskomstens § 31, stk. 4. Hovedaftalens § 6 handler om at modvirke, at personer holdes uden for arbejdstagerorganisationerne gennem selskabsretlige eller andre aftaler, der ikke gør dem til virkelige medejere. Overenskomstens § 31, stk. 4 forbyder bl.a. forpagtningsforhold mellem arbejdsgivere, mesterstedfortrædere og svende og udleje/leje af betjeningspladser inden for frisørfaget. Retten henviste til en opmandsafgørelse om, at forbuddet mod udleje af betjeningspladser skal forhindre omgåelse ved at gøre en frisør »falsk selvstændig«, men at flere frisørvirksomheder i samme lejemål ikke i sig selv er i strid med forbuddet. Derfor skulle forholdet vurderes konkret ud fra samarbejdsaftalen og den faktiske tilrettelæggelse. Retten lagde vægt på, at frisøren var registreret som selvstændig med CVR-nr., at parterne alene hæftede for egne forpligtelser, at hver part tegnede egne forsikringer, og at parterne skulle udarbejde regnskab til gensidig forelæggelse. Frisøren modtog indtægten af sit eget arbejde og fik med egen revisor udarbejdet regnskab. Hun markedsførte sig i et vist omfang selv og måtte som udgangspunkt selv tilrettelægge sit arbejde og sin arbejdstid. Retten fandt ikke grundlag for, at salonindehaveren havde ledelses- eller instruktionsbeføjelser. Samlet set var der ikke grundlag for at anse frisøren for reelt ansat. [1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at Arbejdsretten foretager en konkret helhedsvurdering af samarbejdsaftalen og den faktiske tilrettelæggelse. Det er ikke nok at pege på enkelte træk som leje, salonens navn eller indehaverens ejerskab af inventar, hvis andre forhold trækker i retning af selvstændighed. Omvendt betyder registrering med CVR-nr. og eget regnskab heller ikke i sig selv, at forholdet er et reelt selvstændigt erhvervsdrivendeforhold. Dommen rækker ikke længere end de konkrete vilkår, som retten havde oplyst. Den fastslår ikke generelt, at samarbejdsaftaler i frisørbranchen er lovlige, og den afgør ikke, hvordan en anden aftale med andre arbejdstider, instruktioner eller økonomiske vilkår ville blive vurderet. Den siger heller ikke, at en frisør altid er selvstændig, når der er eget CVR-nr. Efter analysens vurdering er dommen derfor et eksempel på en konkret bevisvurdering, hvor det skriftlige grundlag og den faktiske praksis blev afvejet samlet. Den bør ikke læses som en generel godkendelse af stoleleje eller af alle samarbejdsaftaler. [1]
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er den relevante kilde. Den gengiver hovedaftalens § 6 og overenskomstens § 31, stk. 4, og henviser til en opmandsafgørelse om forståelsen af forbuddet mod udleje af betjeningspladser. Sagen drejer sig om, hvorvidt en samarbejdsaftale mellem en frisør og en salonindehaver reelt var ansættelse, og om der derfor skulle betales efterbetaling og bod. Arbejdsretten vurderede aftalen og den faktiske drift og frifandt salonindehaveren. Dommen beskriver selv de regler og den praksis, som retten byggede på. [1]
Fra kilderne
Forpagtningsforhold kan ikke indgås mellem arbejdsgivere, mesterstedfortrædere og svende, ligesom arbejdsgivere i øvrigt ikke kan bortforpagte deres virksomhed eller udleje/leje betjeningspladser indenfor frisørfaget. [1]
Hovedorganisationerne vil modvirke forsøg på at holde personer uden for arbejdstagerorganisationerne under påberåbelse af selskabsretlige og andre aftaler eller indehavelse af anparter eller aktier, der ikke gør de pågældende til virkelige medejere af virksomheden. [1]
Parterne var endvidere forpligtede til at udarbejde regnskab til gensidig forelæggelse. [1]
Herefter tages indklagedes påstand om frifindelse til følge. [1]
Kilder
- Arbejdsrettens dom af 16. januar 2020 i sag 2019-442 dommen · 16. januar 2020