Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En mand i badekåbe står i et lille, tapet hjørne med seng og lænestol i en enorm erhvervshal, mens en venlig skattemedarbejder måler hjørnet op med målebånd.

Fri bolig i selskabsejet erhvervsejendom: hvor stor en del skal hovedanpartshaveren beskattes af?

LandsskatterettenSkat, moms og toldLandsskatteretten, j.nr. 11-030066114. februar 2013

Spørgsmålet var, om en hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bolig i selskabets ejendom, hvor han var tilmeldt. Landsskatteretten svarede, at han kun skal beskattes af rådigheden over den del, han erklærede at bebo, svarende til ca. 35 m2.

Læs hele dommen


Sagen

Et selskab, hvor klageren var hovedanpartshaver, ejede fra 2007 en ejendom på 495 m2, heraf 303 m2 beboelse og 192 m2 erhverv [1]. Klageren var tilmeldt adressen fra 2008, mens han ifølge flere erklæringer fra forretningspartnere, naboer og ægtefællen i praksis boede i familiens hjem andetsteds [1]. SKAT ansatte værdien af fri bolig efter ligningslovens § 16, stk. 9, til ca. 660.000 kr. årligt for indkomstårene 2008-2010 og lagde til grund, at hele beboelsesdelen var til klagerens rådighed [1]. Klageren havde over for Skattecentret oplyst, at han beboede to værelser med adgang til køkken, bad og toilet mod en månedlig leje på 3.800 kr., som skulle modregnes i et lån til selskabet [1]. Der var ingen lejekontrakt, og selskabets konkursbo fandt ingen betalt husleje i bogføringen [1].

Spørgsmålet

Spørgsmålet var, om klageren havde rådighed over ejendommen, og i givet fald hvor stor en del af den der skulle beskattes [1].

Resultatet

Landsskatteretten fandt, at klageren skal beskattes af rådigheden over den del af ejendommen, han erklærede at bebo, og som passende kan ansættes til 35 m2 [1]. SKAT's afgørelse blev ændret på det punkt, og SKAT skal selv foretage den talmæssige opgørelse [1]. Klageren fik dermed delvist medhold, men hans principale påstand om ingen beskatning blev ikke taget til følge [1].

Rettens begrundelse

Retten tog udgangspunkt i ligningslovens § 16, stk. 9, hvorefter det er rådigheden over en ejendom, der beskattes, og ikke den faktiske benyttelse af den [1]. Retten lagde til grund, at ejendommen hovedsageligt har været brugt erhvervsmæssigt, som det var oplyst i sagen [1]. Retten fandt, at SKAT ved ansættelsen burde have taget udgangspunkt i klagerens egen erklæring om, at han beboede en mindre del af ejendommen [1]. Derfor blev beskatningen begrænset til den del, klageren selv havde angivet, svarende til 35 m2, i stedet for hele beboelsesdelen [1]. Afgørelsen gengiver ikke en samlet bevisvurdering af de erklæringer, der var fremlagt om, at klageren aldrig havde boet på adressen, og den tager heller ikke udtrykkeligt stilling til den lovbestemte bopælspligt, som parterne havde anført [1]. Retten oplyser selv, at det talmæssige beløb fastsættes af SKAT [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at beskatning af fri bolig hos en hovedanpartshaver knytter sig til rådigheden over boligen og ikke alene til, hvad der faktisk er brugt [1]. En formel tilmelding på en adresse er efter analysens vurdering ikke i sig selv nok til at lægge hele boligarealet til grund, når ejendommen overvejende er erhvervsmæssigt brugt, og når den pågældende selv har oplyst, hvilken del han beboede [1]. Dommen rækker efter analysens vurdering ikke længere end til denne konkrete sag. Landsskatteretten har ikke udtalt sig om bevisbyrden i almindelighed, om hvordan modstridende erklæringer skal vægtes, eller om den lovbestemte bopælspligt [1]. Arealet på 35 m2 er et skøn i sagen og er ikke en fast norm for andre sager [1]. Afgørelsen er ikke rådgivning, og den siger intet om, hvordan andre sager med tilmelding og erhvervsejendomme vil ende [1]. Den viser i stedet, at det, en skatteyder selv har oplyst til myndighederne, kan få betydning for, hvilket areal der lægges til grund [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Afgørelsen bygger på ligningslovens § 16, stk. 9, hvor rådighedsbegrebet ikke er nærmere defineret i lovteksten, og som er gengivet i sagen [1]. Ligningsloven § 16 og § 16 A er fremlagt i uddrag [2][3]. Den ejendomsværdi, som beregningen bygger på, henviser til ejendomsværdiskatteloven § 4 a [4]. Fordelingen mellem bolig og erhverv i vurderingen henviser til vurderingsloven § 33, som dog kun er delvist gengivet [7]. Boligreguleringslovens §§ 46 og 48 er fremlagt, fordi parterne gjorde gældende, at ejendommen var omfattet af en lovbestemt bopælspligt [5][6]. Afgørelsen tager ikke udtrykkeligt stilling til denne pligt. Øvrige kilder i materialet om bil, heste og transfer pricing vedrører andre forhold og er ikke medtaget her.

Fra kilderne

det efter ligningslovens § 16, stk. 9, er rådigheden over en ejendom og ikke den faktiske benyttelse af ejendommen, der beskattes [1]
hvilken del passende kan ansættes til 35 m2 [1]
Det må lægges til grund, at den omhandlede ejendom hovedsageligt har været anvendt erhvervsmæssigt som oplyst. [1]

Kilder

  1. Landsskatteretten, j.nr. 11-0300661: Værdi af fri bolig for hovedanpartshaver dommen · 14. februar 2013
  2. Ligningsloven § 16 lovbestemmelse · 4. november 2011
  3. Ligningsloven § 16 a lovbestemmelse · 4. november 2011
  4. Ejendomsværdiskatteloven § 4 a lovbestemmelse · 17. september 2008
  5. Boligreguleringsloven § 46 lovbestemmelse · 14. august 2010
  6. Boligreguleringsloven § 48 lovbestemmelse · 14. august 2010
  7. Vurderingsloven § 33 lovbestemmelse · 13. september 2002