EU-dom: Udenlandske investeringsinstitutter må ikke nægtes skattefritagelse
Spørgsmålet var, om Danmark måtte kræve kildeskat af udbytter til udenlandske investeringsinstitutter, når danske institutter kunne få fritagelse. Domstolen svarede, at artikel 63 TEUF er til hinder for en sådan ordning.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Sagen drejede sig om flere investeringsinstitutter hjemmehørende i Det Forenede Kongerige og Luxembourg [1]. De havde investeret i danske selskaber som porteføljeinvesteringer under 10 pct. af aktiekapitalen [1]. De krævede tilbagebetaling af kildeskat på udbytter fra danske selskaber for perioden 2000-2009 [1]. Efter dansk ret blev udbytter til ikke-hjemmehørende institutter kildebeskattet, mens hjemmehørende institutter kunne få fritagelse, hvis de var udloddende investeringsforeninger efter ligningslovens § 16 C og faktisk udloddede eller teknisk opgjorde en minimumsudlodning [1]. Institutterne havde ikke meddelt danske skattemyndigheder, at de ønskede en sådan status, og de havde ikke tilpasset deres vedtægter til de ældre regler [1]. Skatteministeriet mente, at forskellen var begrundet i hensynet til sammenhæng i beskatningsordningen og en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen [1].
Spørgsmålet
Retten skulle afgøre, om de frie kapitalbevægelser (artikel 63 TEUF) eller den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF) er til hinder for en dansk ordning, hvor udbytter til udenlandske investeringsinstitutter kildebeskattes, mens danske institutter kan få fritagelse, hvis de faktisk udlodder en minimumsudlodning eller teknisk opgør en minimumsudlodning og indeholder skat heraf i forhold til medlemmerne [1]. Den skulle også tage stilling til, hvilken af de to friheder der var den relevante [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at artikel 63 TEUF er til hinder for den danske ordning [1]. Den fandt, at udbytter til ikke-hjemmehørende institutter blev behandlet ugunstigt, og at hverken sammenhængen i beskatningsordningen eller fordelingen af beskatningskompetencen kunne begrunde det [1]. Fidelity Funds m.fl. fik dermed medhold i, at ordningen var i strid med EU-retten [1].
Rettens begrundelse
Domstolen tog udgangspunkt i, at sagen gjaldt beskatning af udbytter modtaget af investeringsinstitutter, og at den derfor hørte under de frie kapitalbevægelser [1]. Den fandt, at den frie udveksling af tjenesteydelser var sekundær [1]. Efter artikel 63 TEUF er restriktioner forbudt, og Domstolen fandt, at den danske ordning udgjorde en restriktion, fordi ikke-hjemmehørende institutter blev kildebeskattet, mens hjemmehørende kunne få fritagelse [1]. Domstolen undersøgte, om situationerne var objektivt sammenlignelige [1]. Den lagde vægt på, at Danmark havde valgt at beskatte udbytter til ikke-hjemmehørende institutter, og at der derfor var risiko for økonomisk dobbeltbeskatning [1]. Den fandt også, at et ikke-hjemmehørende institut kan have investorer, der er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, og at Danmark kan beskatte dem [1]. Derfor var der ikke en objektiv forskel, som kunne begrunde forskelsbehandlingen [1]. Domstolen afviste, at hensynet til en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen kunne begrunde restriktionen, fordi Danmark ikke beskattede hjemmehørende institutter af udbyttet [1]. Den afviste også sammenhængsargumentet [1]. Efter Domstolens syn kunne sammenhængen opretholdes med en mindre restriktiv ordning, hvor udenlandske institutter, der opfyldte § 16 C, kunne få fritagelse, hvis myndighederne sikrede, at de betalte en tilsvarende skat [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en medlemsstat ikke kan forbeholde en kildeskattefritagelse for hjemmehørende investeringsinstitutter, når ikke-hjemmehørende institutter i en sammenlignelig situation pålægges kildeskat [1]. Dommen rækker til den konkrete danske ordning med krav om hjemsted og status som udloddende investeringsforening efter ligningslovens § 16 C [1]. Den afgør ikke i sig selv, om et bestemt udenlandsk institut har ret til tilbagebetaling [1]. Det fremgår af de danske opfølgende kilder, at Højesteret fandt, at hjemstedskravet var EU-retstridigt, men at udenlandske institutter ikke havde ret til tilbagebetaling, fordi de ikke opfyldte de relevante betingelser [3]. Kilderne viser også, at refusion kan kræve, at instituttet har valgt status som udloddende og opgjort en minimumsudlodning [4][5][6]. Dommen siger derfor ikke, at alle udenlandske fonde automatisk skal have hele kildeskatten tilbage [1]. Den peger mere på, at en mindre restriktiv ordning skal gøre det muligt at opnå fritagelse under tilsvarende betingelser [1]. Efter analysens vurdering er det en vigtig begrænsning, at dommen ikke fastlægger de nærmere dokumentations- og kontrolkrav [1]. Den er ikke rådgivning og kan ikke bruges til at forudsige udfaldet af andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Generaladvokaten foreslog i sit forslag, at sagen skulle vurderes efter de frie kapitalbevægelser, og at den frie udveksling af tjenesteydelser var sekundær [2]. Domstolen valgte samme frihedsret og byggede på artikel 63 TEUF [1]. Sagen drejede sig om dansk kildeskat på udbytter til udenlandske investeringsinstitutter og om fritagelsen for hjemmehørende udloddende investeringsforeninger efter ligningslovens § 16 C [1]. Efter dommen har danske myndigheder og klageinstanser brugt den sammen med en Højesteretsdom [3][4][5][6]. Kilde 3 beskriver, at hjemstedskravet blev anset for EU-retstridigt, mens kilderne 4-6 beskriver, at refusion eller fuld refusion blev nægtet, når instituttet ikke havde valgt status som udloddende og opgjort minimumsudlodning [3][4][5][6]. Kilde 6 viser dog, at fonden fik delvis refusion på 297.068,84 kr. og blev nægtet resten [6]. En kilde nævner også, at refusionskrav forældes efter tre år, medmindre en dobbeltbeskatningsoverenskomst fører til andet [3].
Fra kilderne
Artikel 63 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning som den i hovedsagerne omhandlede [1]
Den i hovedsagerne omhandlede lovgivning udgør derfor en restriktion af de frie kapitalbevægelser [1]
At give sådanne investeringsinstitutter mulighed for, under disse betingelser, at opnå denne fritagelse ville være en mindre restriktiv foranstaltning end den nuværende ordning. [1]
For at få refunderet udbytteskat skal et udenlandsk institut opfylde specifikke betingelser [3]
Kilder
- Dom i sag C-480/16: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 21. juni 2018. — Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet. dommen · 21. juni 2018
- Forslag til afgørelse i sag C-480/16: Forslag til afgørelse fra generaladvokat P. Mengozzi fremsat den 20. december 2017. — Fidelity Funds m.fl. mod Skatteministeriet. generaladvokatens forslag til afgørelse · 20. december 2017
- SKR nr 9938 af 21/06/2022: Refusion af indeholdt udbytteskat til udenlandske investeringsinstitutter - EU-Domstolens dom i sag C-480/16 og Højesterets dom offentliggjort som SKM2021.353.HR - styresign dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 8. september 2022
- Den juridiske vejledning C.D.1.1.10.2.2: C.D.1.1.10.2.2 Udbytte fra danske selskaber til udenlandske investeringsinstitutter dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 1. juli 2026
- Landsskatteretten, j.nr. 17-0294868: SKAT har givet afslag på [Fond1]s anmodning om refusion af udbytteskat for indkomstårene 2010-2012 for i alt 1.113.289,50 kr dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 19. september 2025
- Landsskatteretten, j.nr. 21-0033943: Skattestyrelsen har godkendt refusion med 297.068,84 kr dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 23. juni 2025