EU-dom: Arbejdstagerrepræsentanter har krav på effektiv, men ikke skærpet beskyttelse
Spørgsmålet var, om EU-retten kræver skærpet beskyttelse mod afskedigelse af arbejdstagerrepræsentanter, og om en overenskomst kan omfatte ansatte uden for den overenskomstbærende fagforening. Domstolen svarede nej til skærpet standard, men krævede effektiv minimumsbeskyttelse.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
En lønmodtager var ansat som projektingeniør på en individuel kontrakt og var omfattet af funktionærloven [1]. I 2001 blev han valgt af ingeniørerne til samarbejdsudvalget på virksomheden efter reglerne i Samarbejdsaftalen [1]. I 2006 blev han afskediget med seks måneders varsel på grund af personalenedskæringer, og han bestred, at afskedigelsen var saglig [1]. Han var medlem af IDA, som ikke var medlem af LO og ikke havde indgået kollektiv overenskomst med virksomheden for ingeniørerne [1]. Virksomheden havde omkring 240 ansatte og var medlem af Dansk Industri, som er medlem af DA [1]. IDA anlagde sag og gjorde gældende, at han som arbejdstagerrepræsentant havde krav på en skærpet beskyttelse efter artikel 7 i direktiv 2002/14 [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle tage stilling til, om direktiv 2002/14 er til hinder for, at en kollektiv overenskomst omfatter en gruppe ansatte, som ikke er medlem af den overenskomstbærende fagforening, og som fagforeningen ikke repræsenterer [1]. Den skulle også afgøre, om artikel 7 kræver en skærpet standard for beskyttelse mod afskedigelse af arbejdstagerrepræsentanter [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at direktivet ikke er til hinder for en overenskomstmæssig gennemførelse, der omfatter ansatte uden for den overenskomstbærende fagforening, hvis overenskomsten garanterer dem en effektiv beskyttelse [1]. Den fastslog også, at artikel 7 ikke kræver en skærpet standard for beskyttelse mod afskedigelse [1]. En gennemførelsesforanstaltning skal dog respektere den minimumsbeskyttelse, der følger af artikel 7 [1]. IDA fik dermed ikke medhold i kravet om en skærpet standard, og den konkrete vurdering af lønmodtagerens beskyttelse blev overladt til den nationale ret [1].
Rettens begrundelse
Domstolen lagde vægt på, at medlemsstaterne kan overlade det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre direktivet, og at arbejdsmarkedets parter kan spille en vigtig rolle ved at fastsætte informations- og høringsregler [1]. Denne mulighed fritager dog ikke medlemsstaterne for at sikre, at alle arbejdstagere får den beskyttelse, direktivet tildeler dem, også når en arbejdstager ikke er organiseret [1]. Derfor kan en overenskomst godt omfatte ansatte, der ikke er medlemmer af den overenskomstbærende fagforening, hvis den giver en effektiv beskyttelse [1]. For artikel 7 fandt Domstolen, at hverken ordlyden af eller ånden i artiklen kræver en skærpet standard mod afskedigelse [1]. Desuden følger det af betragtning 18 og artikel 1, stk. 1, at direktivet opstiller en generel ramme med minimumskrav, og at medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter har en bred skønsmargin [1]. Skønsmarginen er ikke ubegrænset: en afskedigelse begrundet i arbejdstagerrepræsentantens egenskab eller virke som sådan er ikke forenelig med artikel 7 [1]. Arbejdstagerrepræsentanten skal kunne få efterprøvet, at afskedigelsen ikke skyldes denne egenskab eller dette virke, og der skal være passende sanktioner, hvis der er en sammenhæng [1]. En kollektiv overenskomst med ringere beskyttelse end den, lovgiver har anset for nødvendig, kan ikke anses for direktivkonform [1].
Hvad dommen betyder
Dommen præciserer, at artikel 7 ikke opstiller et krav om en særlig skærpet afskedigelsesbeskyttelse for arbejdstagerrepræsentanter [1]. Den fastslår samtidig, at der gælder en minimumsbeskyttelse: en afskedigelse må ikke ske på grund af repræsentantens egenskab eller virke, og repræsentanten skal kunne få det efterprøvet med passende sanktioner [1]. Domstolen fremhæver, at den statslige garanti skal finde anvendelse, hvis beskyttelsen ikke er sikret på anden måde [1]. Den afgør ikke konkret, om den pågældende lønmodtager var omfattet af Samarbejdsaftalen eller af loven af 2005; det overlades til den nationale ret at vurdere [1]. Det følger også af dommen, at en kollektiv overenskomst skal give en effektiv beskyttelse [1]. Efter analysens vurdering er dommen især relevant, fordi den viser, at overenskomstmæssig gennemførelse kan accepteres, men at løsningen ikke står alene, hvis overenskomsten ikke dækker alle. Den bør derfor ikke læses som en generel godkendelse af enhver overenskomstmæssig beskyttelse. Det er en vurdering, ikke rådgivning, og den forudsiger ikke udfaldet af andre sager.
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 2 er generaladvokatens forslag til afgørelse i samme sag [2]. Generaladvokaten foreslog, at direktivet ikke er til hinder for, at en arbejdstager uden medlemskab af den overenskomstbærende fagforening omfattes af overenskomsten, og at artikel 7 ikke kræver en skærpet standard, men at repræsentanten skal kunne få efterprøvet afskedigelsen og få sanktioneret en ulovlig afskedigelse [2]. Domstolen fulgte hovedlinjen i forslaget og fastslog, at overenskomstmæssig gennemførelse kan være mulig, hvis beskyttelsen er effektiv, og at artikel 7 ikke kræver en skærpet standard, men en minimumsbeskyttelse [1][2]. Sagen drejede sig om direktiv 2002/14 og navnlig artikel 7 samt reglerne om overenskomstmæssig gennemførelse [1]. Dommen afgjorde ikke, om den konkrete lønmodtager var dækket; det skulle den nationale ret vurdere [1].
Fra kilderne
at der ikke skal gælde en skærpet standard for beskyttelse mod afskedigelse for arbejdstagerrepræsentanter. [1]
En afskedigelse af en arbejdstagerrepræsentant begrundet i hans egenskab af eller virke som sådan ville ikke være forenelig med beskyttelsen som påkrævet i artikel 7 i direktiv 2002/14. [1]
for så vidt som den kollektive overenskomst kan garantere de arbejdstagere, som er omfattet heraf, en effektiv beskyttelse af de rettigheder, som dette direktiv tildeler dem. [1]
artikel 7 i direktiv 2002/14 skal fortolkes således, at den ikke stiller krav om, at der skal gælde en skærpet standard for beskyttelse mod afskedigelse af en arbejdstagerrepræsentant. [2]
Kilder
- Dom i sag C-405/08: DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 11. februar 2010 dommen · 11. februar 2010
- Forslag til afgørelse i sag C-405/08: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT Y. BOT fremsat den 29. oktober 2009 1 Sag C-405/08 generaladvokatens forslag til afgørelse · 29. oktober 2009