Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En britisk skattemand med bowlerhat har hængt sin medaljebehængte uniformsjakke på en knage og står nu med en tyk mappe i kø blandt almindelige borgere med en ødelagt cykel, en buklet havenisse og en revnet urtepotte ved EU-Domstolen.

Erstatningskrav for momsbedrageri hører under civilreglerne

EU-DomstolenStaten og EU-reglerneDom i sag C-49/1212. september 2013

Spørgsmålet var, om en britisk skattemyndigheds erstatningssag mod danske selskaber og personer for påstået momsbedrageri hører under civil- og handelsretten. Domstolen svarede ja, fordi kravet bygger på erstatningsansvar uden for kontrakt, ikke på offentligretlige beføjelser.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

Commissioners, skattemyndigheden i Det Forenede Kongerige, mente, at danske selskaber og flere fysiske personer havde deltaget i momsunddragelse af »karrusel«-typen [1]. Myndigheden anlagde derfor sag ved High Court of Justice i Det Forenede Kongerige med krav om erstatning [1]. Kravet var ikke bygget på momslovgivningen, men på regler om erstatningsansvar uden for kontrakt, nærmere bestemt en påstået ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri [1]. De sagsøgte var ikke momspligtige i Det Forenede Kongerige [1]. Samtidig fik Commissioners foretaget arrest i aktiver i Danmark, og der blev anlagt en dansk sag efter retsplejelovens § 634 [1]. Spørgsmålet var, om den danske sag skulle udsættes, indtil den britiske sag var afgjort, fordi en britisk dom måske kunne få bindende virkning i Danmark [1]. Det afhang af, om den britiske sag faldt ind under forordning nr. 44/2001 [1][2].

Spørgsmålet

Retten skulle nærmere bestemt tage stilling til, om artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 omfatter en sag, hvor en myndighed i en medlemsstat kræver erstatning af fysiske og juridiske personer i en anden medlemsstat for en påstået ansvarspådragende sammensværgelse om at begå momsbedrageri [1].

Resultatet

Domstolen besvarede spørgsmålet med, at begrebet »det civil- og handelsretlige område« omfatter en sådan sag [1]. Den overlod dog til den forelæggende ret at efterprøve, om myndigheden havde brugt beviser opnået gennem offentligretlige beføjelser [1]. Der var ikke en vindende part i egentlig forstand, fordi Domstolen kun fortolkede forordningen og ikke afgjorde erstatningskravet eller spørgsmålet om udsættelse [1].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i, at forordning nr. 44/2001 kun gælder på det civil- og handelsretlige område, og at området afgrænses af, hvad der kendetegner retsforholdet mellem parterne og tvistens genstand [1]. En offentlig myndighed kan godt være part i en sag, der er omfattet, men ikke når myndigheden udøver offentligretlige beføjelser [1]. Derfor undersøgte Domstolen, på hvilket grundlag og efter hvilke regler Commissioners havde anlagt sagen [1]. Commissioners’ krav var ikke støttet på Det Forenede Kongeriges momslovgivning, men på regler om erstatningsansvar uden for kontrakt på grund af en påstået ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri [1]. De sagsøgte var ikke momspligtige i Det Forenede Kongerige, og myndigheden kunne ikke selv udstede det tvangsfuldbyrdelsesdokument, der normalt følger med offentligretlige beføjelser, men måtte bruge almindelige retsmidler [1]. At erstatningskravet beløbsmæssigt svarede til moms, ændrede ikke vurderingen [1]. Domstolen tilføjede, at den forelæggende ret skulle efterprøve, om Commissioners under sagen brugte beviser opnået gennem offentligretlige beføjelser, og om myndigheden i givet fald var i samme situation som en privat person [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering præciserer dommen, at en offentlig myndigheds erstatningskrav for deltagelse i momsbedrageri kan falde ind under det civil- og handelsretlige område, når kravet bygger på almindelige erstatningsregler og ikke på myndighedens offentligretlige beføjelser [1]. Det er især relevant, fordi kravet beløbsmæssigt kan svare til unddraget moms, uden at sagen derfor bliver en skattesag efter forordningen [1]. Dommen rækker ikke længere end til denne afgrænsning [1]. Den afgør ikke, om Commissioners’ erstatningskrav faktisk er berettiget, og den afgør heller ikke, om en britisk dom konkret skal anerkendes eller fuldbyrdes i Danmark [1]. Den fastslår heller ikke, at alle sager, hvor en stat kræver penge af private, er civile; tværtimod skal der ses på grundlaget og på, om der udøves offentligretlige beføjelser [1]. Den overlader desuden til den nationale ret at undersøge, om myndigheden har brugt beviser opnået gennem sådanne beføjelser [1]. Efter analysens vurdering er dommen derfor et klart eksempel på, at formen for kravet og de anvendte regler kan være afgørende, men den kan ikke alene bruges til at forudsige udfaldet af andre sager med en offentlig myndighed som sagsøger [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Kilde 1 er selve dommen, og kilde 2 er generaladvokatens forslag til afgørelse i samme sag [1][2]. Generaladvokaten behandlede bl.a. de danske retters forelæggelseskompetence og spørgsmålet om det civil- og handelsretlige område [2]. Domstolen henviste i sin begrundelse til generaladvokatens bemærkninger om, at myndigheden ikke selv kunne udstede tvangsfuldbyrdelsesdokumentet, og om den nationale rets efterprøvelse [1]. Sagen drejede sig om artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 og om anvendelsen af forordningen i forholdet mellem EU og Danmark gennem aftalen mellem EF og Danmark [1][2]. Kilderne viser ikke, om Domstolen fulgte generaladvokaten på alle punkter, og hvordan danske myndigheder senere har brugt dommen [1][2].

Fra kilderne

Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender. [1]
det mellem Commissioners og Sunico bestående retlige forhold ikke er et retligt forhold, der er baseret på offentlig ret [1]
den af Commissioners anlagte sag mod Sunico ikke støttet på Det Forenede Kongeriges momslovgivning, men på Sunicos påståede deltagelse i en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri [1]
det omfatter en sag, hvor en myndighed i en medlemsstat kræver erstatning fra fysiske og juridiske personer, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-49/12: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 12. september 2013. — The Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs mod Sunico ApS m.fl. dommen · 12. september 2013
  2. Forslag til afgørelse i sag C-49/12: Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 11. april 2013. — The Commissioners for Her Majesty’s Revenue & Customs mod Sunico ApS m.fl. generaladvokatens forslag til afgørelse · 11. april 2013