Blot kendskab til udenlandsk varemærke er ikke nok til ond tro
Spørgsmålet var, om en ansøger var i ond tro, blot fordi ansøgeren kendte eller burde kende et udenlandsk varemærke. Domstolen svarede, at ond tro kræver en samlet vurdering, og at kendskab alene ikke er nok.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Yakult fik i 1965 designregistreret en plasticflaske til en mælkedrik i Japan, og flasken blev senere registreret som varemærke i Japan og flere andre lande, herunder EU-lande [1]. Malaysia Dairy producerede og solgte fra 1977 en mælkedrik i en plasticflaske og opnåede på baggrund af en ansøgning fra 1980 varemærkeregistrering i bl.a. Malaysia [1]. I 1993 indgik selskaberne en forligsaftale om brug og registrering af flaskerne i en række lande [1]. Malaysia Dairy fik efter en ansøgning indgivet i 1995 registreret sin plasticflaske som tredimensionalt varemærke i Danmark [1]. Yakult gjorde den 16. oktober 2000 indsigelse og anførte, at Malaysia Dairy ved indgivelsen af ansøgningen havde eller burde have haft kendskab til Yakults ældre identiske udenlandske varemærker [1]. Ankenævnet ophævede registreringen, og sagen endte ved Højesteret, som forelagde Domstolen spørgsmål om fortolkningen af ond tro [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afklare, om begrebet ond tro i artikel 4, stk. 4, litra g), i direktiv 2008/95 er et EU-retligt begreb, og om kendskab eller burde-kendskab til et udenlandsk varemærke alene kan begrunde ond tro [1]. Den skulle også tage stilling til, om en medlemsstat kan indføre en særlig beskyttelse af udenlandske varemærker, der bygger på et sådant kendskab [1].
Resultatet
Domstolen svarede, at ond tro er et selvstændigt EU-retligt begreb, som skal fortolkes ensartet [1]. Den fastslog, at der skal foretages en samlet vurdering af alle relevante faktorer på ansøgningstidspunktet, og at kendskab eller burde-kendskab alene ikke er tilstrækkeligt [1]. Den fastslog også, at medlemsstaterne ikke må indføre en særegen beskyttelsesordning for udenlandske mærker, der adskiller sig fra direktivets bestemmelse [1]. Malaysia Dairy fik dermed medhold i sit synspunkt, mens ankenævnet og den danske regering ikke fik medhold i deres fortolkning; hovedsagens endelige udfald blev overladt til Højesteret [1].
Rettens begrundelse
Domstolen lagde vægt på, at artikel 4, stk. 4, litra g), i direktiv 2008/95 er en fakultativ registreringshindring eller ugyldighedsgrund [1]. Bestemmelsen definerer ikke ond tro og henviser ikke til medlemsstaternes ret. Derfor skal begrebet efter Domstolen fortolkes selvstændigt og ensartet ud fra bestemmelsens kontekst og direktivets formål [1]. At grunden er fakultativ, ændrer ikke kravet om ensartet fortolkning [1]. Domstolen sammenholdt også direktivet med EF-varemærkeordningen og fandt, at ond tro i direktivet skal fortolkes på samme måde som i forordning nr. 207/2009 for at sikre et harmonisk samspil mellem de to systemer [1]. Efter den praksis, som Domstolen henviste til, skal der foretages en helhedsvurdering af alle relevante faktorer på ansøgningstidspunktet [1]. Ansøgerens viden eller burde-viden om, at en tredjemand bruger et identisk eller lignende tegn, er ikke i sig selv nok [1]. Der skal også tages hensyn til ansøgerens hensigt, som er et subjektivt element, der vurderes på baggrund af sagens objektive omstændigheder [1]. Endelig byggede Domstolen på ottende betragtning til direktivet, hvorefter registreringshindringer og ugyldighedsgrunde vedrørende konflikter med ældre rettigheder er angivet udtømmende, også når de blot er fakultative [1]. Derfor kunne medlemsstaterne ikke tilføje en særegen beskyttelse, der bygger på kendskab eller burde-kendskab [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering præciserer dommen, at ond tro i den fakultative regel om udenlandske varemærker ikke kan reduceres til et spørgsmål om kendskab eller burde-kendskab [1]. Den fastlægger en EU-retlig standard, som de nationale domstole skal anvende, og den begrænser medlemsstaternes mulighed for at give udenlandske mærker en videre beskyttelse end direktivet [1]. Dommen rækker således til fortolkningen af artikel 4, stk. 4, litra g), i direktiv 2008/95 og til samspillet med EF-varemærkeordningen [1]. Den afgør ikke, om Malaysia Dairy konkret var i ond tro, og den fastslår ikke, hvordan en bestemt sag skal falde ud [1]. Den opstiller heller ikke en udtømmende liste over de faktorer, som indgår i helhedsvurderingen [1]. Efter analysens vurdering er det derfor fortsat en konkret vurdering, om en ansøger havde den fornødne hensigt, og dommen giver ikke grundlag for at antage, at kendskab alene fører til ét bestemt resultat [1]. Det er heller ikke afgjort, hvordan Højesteret skal vurdere de konkrete omstændigheder i hovedsagen [1]. Det er ikke rådgivning.
Sådan hænger kilderne sammen
Analysen bygger alene på dommen [1], fordi de øvrige kilder ikke behandler samme fortolkning af ond tro i artikel 4, stk. 4, litra g), i direktiv 2008/95 [2][3][4][5][6]. Dommen gengiver de relevante regler i direktivet og den danske varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3 [1]. Sagen kom fra Højesteret, fordi den danske bestemmelse byggede på, om ansøgeren havde eller burde have haft kendskab til det udenlandske mærke [1]. Domstolen oplyser, at den efter at have hørt generaladvokaten besluttede at pådømme sagen uden forslag til afgørelse [1]. Dommen besvarer tre præjudicielle spørgsmål om begrebet ond tro, om kendskabets betydning og om medlemsstaternes mulighed for at indføre en særegen beskyttelse [1]. Der er ikke i kilden oplysninger om, hvordan danske myndigheder senere har brugt dommen [1].
Fra kilderne
udgør et selvstændigt EU-retligt begreb, der skal fortolkes ensartet i Unionen. [1]
er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at det kan fastslås, at ansøgeren er i ond tro [1]
skal der tages hensyn til alle de relevante faktorer, der kendetegner den konkrete sag, og som forelå på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen. [1]
bestemmelsen ikke tillader medlemsstaterne at indføre en særegen beskyttelsesordning for udenlandske mærker [1]
Kilder
- Dom i sag C-320/12: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 27. juni 2013. — Malaysia Dairy Industries Pte. Ltd mod Ankenævnet for Patenter og Varemærker. dommen · 27. juni 2013
- Klagenævnet for Domænenavne, sag 2026-00055: swisspor.dk (sag 2026-00055) dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 13. maj 2026
- 2018/1 LSF 49: Forslag til Lov om ændring af varemærkeloven og forskellige andre love og om ophævelse af fællesmærkeloven (Behandling af ansøgninger, registreringshindringer, gengivelse af varemærker, dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 4. oktober 2018
- Dom i sag T-276/09: Judgment of the General Court (Fifth Chamber) of 21 June 2012 — anden afgørelse med lignende indhold · 21. juni 2012
- Forslag til afgørelse i sag C-104/18: Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Kokott fremsat den 4. april 2019. — Koton Mağazacilik Tekstil Sanayi ve Ticaret AŞ mod Den Europæiske Unions Kontor fo anden afgørelse med lignende indhold · 4. april 2019
- DOMSTOLENS AFGØRELSE af 4. september 2024 om indlevering og forkyndelse af procesdokumenter via applikationen e-Curia anden afgørelse med lignende indhold · 4. september 2024