Danmark frifindes i sag om dansk cabotagevejledning
Kommissionen mente, at Danmark ulovligt begrænsede cabotagekørsel ved kun at tillade flere læssesteder eller flere lossesteder. Domstolen frifandt Danmark, fordi EU-forordningen var uklar, og vejledningen var forholdsmæssig.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
Europa-Kommissionen anlagde sag mod Kongeriget Danmark ved Domstolen med påstand om, at Danmark ikke havde opfyldt forpligtelser i artikel 2, nr. 6), og artikel 8 i forordning nr. 1072/2009 [1]. Baggrunden var en dansk cabotagevejledning fra Trafikstyrelsen, hvor det stod, at en cabotagekørsel kan bestå enten af flere læssesteder eller af flere lossesteder [1]. Kommissionen mente, at en og samme cabotagekørsel også kunne omfatte både flere læssesteder og flere lossesteder [1]. Den henviste til et Spørgsmål & Svar-dokument fra Kommissionen, som efter dens opfattelse var bindende [1]. Danmark bestred dette og gjorde gældende, at forordningen var uklar, og at medlemsstaterne derfor kunne præcisere begrebet [1]. Sagen endte med, at Domstolen frifandt Danmark og pålagde Kommissionen at betale sagsomkostningerne [1].
Spørgsmålet
Skulle Domstolen fastslå, at Danmark havde tilsidesat artikel 2, nr. 6), og artikel 8 i forordning nr. 1072/2009 ved at have en national vejledning, der kun tillod flere læssesteder eller flere lossesteder i en cabotagekørsel, men ikke begge dele? [1]
Resultatet
Domstolen frifandt Kongeriget Danmark [1]. Den fandt, at Kommissionen ikke havde bevist, at Danmark ikke havde opfyldt sine forpligtelser efter artikel 2, nr. 6), og artikel 8 i forordning nr. 1072/2009 [1]. Kommissionen blev pålagt at betale sagsomkostningerne [1].
Rettens begrundelse
Domstolen begyndte med, at det i en traktatbrudssag påhviler Kommissionen at godtgøre, at traktatbruddet foreligger, og at Kommissionen ikke kan påberåbe sig en formodning herom [1]. Derefter undersøgte Domstolen, om Danmark kunne vedtage nationale gennemførelsesforanstaltninger. Medlemsstaterne kan vedtage sådanne foranstaltninger, hvis de ikke hindrer forordningens direkte anvendelighed, ikke skjuler dens EU-retlige karakter og præciserer udøvelsen af det skøn, som forordningen tildeler dem, alt inden for forordningens grænser [1]. De relevante bestemmelser tillod ikke udtrykkeligt nationale foranstaltninger [1]. Domstolen fandt, at begrebet cabotagekørsel var uklart: artikel 2, nr. 6), definerer cabotagekørsel som national transport for fremmed regning i en begrænset periode, men siger intet om antallet af læssesteder og lossesteder [1]. Artikel 8, stk. 2, tillader op til tre cabotagekørsler og nævner »sidste aflæsning«, hvilket viser, at der kan være flere lossesteder, men bestemmelsen afklarer ikke, om der også kan være flere læssesteder [1]. Domstolen lagde vægt på, at medlemsstaterne fortolkede begrebet forskelligt, og at Kommissionen selv havde anerkendt et behov for at tydeliggøre det [1]. Kommissionens Spørgsmål & Svar-dokument kunne ikke ændre dette, fordi det ikke var offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, ikke var sat til afstemning i Vejtransportudvalget, og Kommissionen selv havde anerkendt, at det ikke var retligt bindende [1]. Derfor kunne Danmark vedtage nationale foranstaltninger til at præcisere begrebet [1]. Efter proportionalitetsprincippet var vejledningen egnet til at sikre tre-kørselsgrænsen og cabotagens midlertidige karakter [1]. Den gik ikke videre end nødvendigt, fordi den kun forbød kørsler med både flere læssesteder og flere lossesteder [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en medlemsstat kan have et vist råderum til at præcisere et uklart EU-begreb, selv om forordningen ikke udtrykkeligt giver hjemmel til nationale gennemførelsesforanstaltninger [1]. Rækkevidden er dog begrænset: Domstolen fastslog ikke, at den danske definition er den eneste rigtige fortolkning af cabotagekørsel [1]. Den fastslog, at Kommissionen ikke havde bevist et traktatbrud, fordi forordningen var uklar, og fordi den danske vejledning var forholdsmæssig [1]. Dommen siger heller ikke, at medlemsstaterne frit kan begrænse cabotagekørsel; nationale foranstaltninger skal stadig respektere forordningens direkte anvendelighed og proportionalitetsprincippet [1]. Den afklarer ikke endeligt, hvordan flere læssesteder og lossesteder skal behandles efter EU-retten, og den tager ikke stilling til andre nationale modeller [1]. For læseren betyder det, at sagen er et eksempel på, at uklarhed i et EU-regelsæt kan give nationalt spillerum, men at spillerummet er bundet af både formål og proportionalitet [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om artikel 2, nr. 6), og artikel 8 i forordning nr. 1072/2009 [1]. Generaladvokaten behandlede i sit forslag bl.a., at bestemmelserne ikke udtrykkeligt regulerede antallet af læssesteder og lossesteder, og at retskraften af Kommissionens Spørgsmål & Svar var central [2]. Domstolen henviste på flere punkter til generaladvokatens forslag og lagde vægt på, at Spørgsmål & Svar-dokumentet ikke var bindende, og at forordningen var uklar [1]. Der er ikke i kilderne oplysninger om, hvordan danske myndigheder senere har brugt dommen [1].
Fra kilderne
En cabotagekørsel kan bestå enten af flere læssesteder eller af flere lossesteder. [1]
dette dokument ikke har en retligt bindende karakter [1]
cabotagevejledningen er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet [1]
Kongeriget Danmark frifindes. [1]
Kilder
- Dom i sag C-541/16: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 12. april 2018. — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark. dommen · 12. april 2018
- Forslag til afgørelse i sag C-541/16: Forslag til afgørelse fra generaladvokat E. Tanchev fremsat den 23. november 2017. — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark. generaladvokatens forslag til afgørelse · 23. november 2017