Pendler mellem Sverige og Danmark: fuld skattepligt og nægtet kørselsfradrag
Var klageren fuldt skattepligtig til Danmark, og kunne han få befordringsfradrag for pendling til Sverige i 2022? Ja til skattepligt, nej til fradrag, fordi antallet af kørte arbejdsdage ikke var sandsynliggjort.
Sagen
Klageren var i 2022 gift og sambeskattet med sin ægtefælle, som var registreret med adresse i Danmark sammen med parrets to yngste fællesbørn. Klageren var registreret med bopæl i Sverige og havde arbejde i Danmark hos to virksomheder i det pågældende år. Han havde fleksløntilskud på baggrund af en arbejdsevne på 17,5 timer pr. uge, men oplyste, at arbejdstiden varierede mellem 17, 20 og 30 timer. Han selvangav 115.937,28 kr. i befordringsfradrag, svarende til 306 dages kørsel á 264 km tur/retur. Skattestyrelsen nægtede fradraget og fandt ham fuldt skattepligtig til Danmark. Der var ikke dokumenteret arbejdsdage med vagtskema.[1]
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om klageren i indkomståret 2022 var fuldt skattepligtig til Danmark. Derudover skulle det afgøres, om han havde ret til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C for kørsel mellem sin bopæl i Sverige og arbejdspladserne i Danmark.[1]
Resultatet
Landsskatteretten fandt, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i 2022. Retten fandt også, at han ikke havde godtgjort at være berettiget til fradrag i det oplyste omfang. Skattestyrelsens afgørelse blev stadfæstet, så staten fik medhold.[1]
Rettens begrundelse
Om skattepligten lagde retten vægt på kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, som pålægger skattepligt for personer, der har bopæl her i landet.[1][2] Retten fandt, at klageren havde bolig til rådighed i Danmark, fordi ægtefællen havde bolig her, og at parret var gift og sambeskattet. Retten henviste til en tidligere bindende afgørelse, hvor bopæl og ansættelse i Danmark førte til fuld skattepligt.[1] Om befordringsfradraget fastslog retten, at fradrag kun gives for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km, og kun for dage, hvor befordringen faktisk er foretaget.[1] Bevisbyrden lå hos klageren, fordi den påståede afstand var ekstraordinært lang. Retten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at klageren havde sædvanlig bopæl i Danmark, idet det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan udelukkes, at klageren havde sædvanlig bopæl her i landet.[1] Retten lagde vægt på overnatningsmuligheder hos ægtefællen, betalinger i Danmark på kontoudskrifterne og manglende dokumentation for arbejdstid. Det oplyste antal arbejdsdage lå væsentligt over et normalt antal på ca. 220 dage årligt.[1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en ægtefælles bolig i Danmark kan føre til fuld skattepligt for den anden ægtefælle, selv når vedkommende har fast bopæl i et andet land og arbejder i Danmark.[1] Nævnet lagde vægt på, at parret var gift og sambeskattet, og at ægtefællens bolig dermed kunne anses for bolig til rådighed for klageren. Efter analysens vurdering rækker det ikke længere end de konkrete forhold i sagen, herunder ægtefællens bolig og den fælles sambeskatning. Afgørelsen siger ikke, at pendlere med bopæl i Sverige generelt er fuldt skattepligtige til Danmark. Den afgør heller ikke, hvor sædvanlig bopæl ligger i andre sager, fordi nævnet selv henviste til en samlet vurdering af flere forhold.[1] På befordringsfradraget viser sagen, at skatteyderen skal sandsynliggøre det faktiske antal arbejdsdage, især når afstanden er lang og antallet af dage højt.[1] Nævnet lagde vægt på manglende dokumentation for arbejdstid og på, at det oplyste antal dage lå over et normalt antal arbejdsdage. Efter analysens vurdering er det en bevisvurdering i den enkelte sag, og den fastlægger ikke et bestemt krav til dokumentation. Afgørelsen tager heller ikke stilling til, hvor klageren reelt havde sin sædvanlige bopæl, da nævnet kun fandt, at det ikke kunne udelukkes, at den lå i Danmark.[1]
Sådan hænger kilderne sammen
Afgørelsen bygger på kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, som kilde 2 gengiver ordret, og som afgørelsen selv citerer.[1][2] Samme bestemmelse danner grundlag for vurderingen af, om klageren havde bopæl i Danmark, og afgørelsen henviser til en tidligere bindende afgørelse om bopæl og ansættelse i Danmark. For befordringsfradraget henviser afgørelsen til ligningslovens § 9 C, herunder reglen om, at fradrag kun gives for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km.[1] Kilde 2 indeholder ikke befordringsreglerne, så de kan kun ses i afgørelsens gengivelse af reglerne.[1]
Fra kilderne
Boligen udgør således en bopæl for klageren i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 [1]
idet det på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan udelukkes, at klageren havde sædvanlig bopæl her i landet [1]
1) personer, der har bopæl her i landet, [2]
Der indrømmes fradrag for det faktiske antal arbejdsdage, hvor der er kørt mellem sædvanlig bopæl og arbejdsstedet. [1]
Kilder
- Landsskatteretten, j.nr. 24-0043850: Befordringsfradrag dommen · 29. juni 2026
- Kildeskatteloven § 1 lovbestemmelse · 17. maj 2024