Bil købt med fiktiv faktura: ejeren skal betale yderligere registreringsafgift
Spørgsmålet var, om klageren skulle betale yderligere registreringsafgift på en bil, hvor den fremlagte købsfaktura var fiktiv, selv om han var i god tro. Landsskatteretten svarede ja: ejeren hæfter for afgiften, og godtro blev ikke tillagt vægt.
Sagen
Klageren anmeldte i marts 2006 en VW Passat til afgiftsberigtigelse efter reglerne for parallelimport, altså en bil importeret fra Tyskland. Han betalte registreringsafgift på 99.969 kr. og moms på 18.803 kr., beregnet ud fra en købspris på 9.250 euro, dokumenteret med en faktura [1]. Efter at politiet havde ransaget sælgeren, konstaterede skattecentret, at sælgeren handlede med nye biler og ikke med parallelimporterede. Bilen var før salget til klageren solgt fra en dansk importør til en forhandler for 136.260 kr. uden indregistrering. Fakturaen var derfor fiktiv [1]. Skattecentret krævede 104.792 kr. yderligere i registreringsafgift. Klageren mente ikke, at han skulle betale, og påberåbte sig god tro. Landsskatteretten skulle tage stilling til kravet [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var, om klageren skulle betale yderligere registreringsafgift, når den betalte pris var baseret på en fiktiv faktura, og om hans gode tro kunne ændre resultatet [1]. Retten skulle også tage stilling til, om der var hjemmel til at opkræve afgiften hos klageren [1].
Resultatet
Landsskatteretten stadfæstede skattecentrets afgørelse, så klageren skal betale yderligere registreringsafgift på i alt 104.792 kr. [1]. Skattecentret fik dermed medhold i hele sit krav [1].
Rettens begrundelse
Landsskatteretten tog udgangspunkt i den dagældende registreringsafgiftslov. Efter § 8, stk. 1, er den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj dets almindelige pris ved salg til bruger, og efter stk. 3 medregnes værdien af alt udstyr, der leveres med køretøjet [3]. Efter § 19, stk. 2, hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres, for betaling af afgiften [1]. Retten fandt, at klageren som ejer hæftede for den yderligere afgift. Den konkluderede, at det ikke var tillagt vægt, at klageren eventuelt havde været i god tro ved købet [1]. Klageren havde argumenteret, at den første afgørelse fra 2006 skulle stå ved magt efter forvaltningsretlige principper, medmindre der forelå særlige grunde, fx ond tro, og at skattecentret ikke kunne påvise ond tro. Retten gav ikke nærmere begrundelse for, hvorfor disse principper ikke førte til et andet resultat [1]. Om hjemlen til at opkræve afgiften henviste retten til opkrævningslovens § 5, jf. § 1, stk. 3 [1]. Bestemmelsen § 5 omtaler i sin ordlyd virksomheder, der har afgivet urigtig angivelse [2]. Dommen gengiver ikke § 1, stk. 3, og forklarer ikke, hvordan hjemlen blev anvendt på en forbruger. Det er derfor usikkert, hvordan retten begrundede dette punkt [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser afgørelsen, at en ejer af en bil, der er købt med en fiktiv faktura, kan blive opkrævet yderligere registreringsafgift, selv om ejeren har været i god tro [1]. Efter analysens vurdering er det særligt tydeligt, at ejeren eller den, i hvis navn bilen registreres, hæfter for afgiften [1]. Afgørelsen rækker dog sandsynligvis ikke længere end sagens særlige forhold. Her var fakturaen konstateret fiktiv gennem en politiransagelse hos sælgeren, og skattecentret havde oplysninger om en langt højere pris end den, der var angivet [1]. Efter analysens vurdering kan man ikke uden videre slutte, at samme resultat gælder, hvis forholdene var anderledes. Dommen afgør heller ikke, om sælgeren kan gøres ansvarlig, og den siger intet om, hvordan afgiften skal fordeles mellem køber og sælger. Hjemlen til at opkræve afgiften hos klageren bygger på en bestemmelse, der i sin ordlyd omtaler virksomheder, og dommen forklarer ikke fuldt ud, hvorfor bestemmelsen kunne anvendes her [1][2]. Efter analysens vurdering bør dommen derfor læses som en afgørelse i en konkret sag og ikke som en generel afklaring af, hvem der hæfter i alle tilfælde [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er Landsskatteretningens afgørelse, og den henviser til tre bestemmelser. Registreringsafgiftslovens § 8 og § 9 handler om, hvordan den afgiftspligtige værdi for nye biler fastsættes, herunder ved anmeldt pris, skøn og listepris [3][4]. Opkrævningslovens § 5 handler om efteropkrævning hos virksomheder, der har afgivet urigtig angivelse [2]. Dommen citerer den dagældende version af registreringsafgiftsloven, mens kilde 3 og 4 bruger den nyere betegnelse told- og skatteforvaltningen i stedet for statslige told- og skattemyndigheder [1][3][4]. Der foreligger ingen anden kilde om samme sag, så dommens egne henvisninger er det eneste grundlag for sammenhængen [1].
Fra kilderne
det er ikke tillagt vægt, at klageren eventuelt har været i god tro ved købet [1]
Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift [3]
for betaling af afgift hæfter ejeren eller den, i hvis navn køretøjet registreres [1]
Den faktura, klageren har fremlagt til brug for beregningen af registreringsafgift, er således fiktiv. [1]
Kilder
- Landsskatteretten, j.nr. 09-00022: Registreringsafgift af en bil importeret fra Tyskland dommen · 11. juni 2009
- Opkrævningsloven § 5 lovbestemmelse · 6. maj 2003
- Registreringsafgiftsloven § 8 lovbestemmelse · 28. juni 2008
- Registreringsafgiftsloven § 9 lovbestemmelse · 28. juni 2008