Standsningsforbud i gågade underkendt, fordi kommunen ikke hørte el-virksomheden
Kunne en el-installatørvirksomhed anfægte kommunens standsningsforbud i sin gade, og var forbuddet gyldigt? Landsretten sagde ja til søgsmålet og kendte forbuddet ugyldigt, fordi virksomheden ikke var partshørt.
Sagen
En el-installatørvirksomhed har siden 1958 drevet forretning og lager fra Rosengården i København. Gaden er gågade, og der var indtil november 2007 parkeringsforbud. [1] Flere erhvervsdrivende klagede over parkering i gaden, og klagerne pegede især på virksomhedens biler. [1] Københavns Kommune besigtigede gaden i september 2007 og fandt først ikke grundlag for at ændre reglerne. Efter en henstilling i oktober 2007 fra næsten alle forretninger i gaden besigtigede kommunen igen, indhentede politiets samtykke og indførte standsningsforbud kl. 11-17 med hjemmel i færdselslovens § 92. [1] Virksomheden havde ikke skrevet under på henstillingen og blev ikke hørt inden afgørelsen. Dens direktør forklarede, at medarbejderne jævnligt skal hente materialer og værktøj på lageret i løbet af dagen. [1] Virksomheden anlagde sag med påstand om, at afgørelsen er ugyldig. Kommunen påstod afvisning og subsidiært frifindelse. Byretten henviste sagen til landsretten. [1]
Spørgsmålet
Landsretten skulle tage stilling til, om virksomheden havde søgsmålskompetence, altså en retlig interesse i at få sagen prøvet ved domstolene. Hvis ja, skulle den afgøre, om kommunens ændring fra parkeringsforbud til standsningsforbud var gyldig. [1]
Resultatet
Landsretten fandt, at virksomheden havde retlig interesse og var part i sagen. Kommunens afgørelse var ugyldig, fordi virksomheden burde have været partshørt. Virksomheden fik medhold, og kommunen skulle betale 50.000 kr. i sagsomkostninger. [1]
Rettens begrundelse
Landsretten lagde direktørens forklaring til grund: Driften kræver i ikke ubetydeligt omfang, at de ansatte kan aflevere og afhente materialer og værktøj i løbet af en arbejdsdag. Muligheden for at standse ved kontor og lager også kl. 11-17 var derfor af væsentlig interesse, og virksomheden havde den nødvendige retlige interesse. [1] Retten lagde videre til grund, at virksomhedens biler blev nævnt i alle de henvendelser, der indgik i kommunens grundlag. Virksomheden havde derfor en så væsentlig, direkte og individuel interesse, at den var part. Kommunen burde have indset, at virksomheden kunne adskille sig fra almindelig butiksdrift i gaden. Der burde derfor have været partshøring. [1] Kommunen havde selv skrevet, at et standsningsforbud ville forringe forholdene væsentligt for erhvervslivet i gaden. Kommunens grundlag indeholdt også faktiske oplysninger, som virksomheden ikke fik lejlighed til at udtale sig om og som direktøren bestred. [1] Retten fandt ikke, at kommunen havde godtgjort, at partshøring utvivlsomt ikke ville have givet en anden afgørelse. Høringen kunne også have vist, om forbuddet undtagelsesvis ramte én virksomhed så hårdt, at det var et ekspropriativt indgreb efter grundlovens § 73. [1]
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en erhvervsvirksomhed kan have retlig interesse i at få prøvet et færdselsretligt forbud, når forbuddet griber ind i selve driften. Retten lagde vægt på, at virksomheden var nævnt i alle klagerne, og at kommunen burde have set, at dens behov adskilte sig fra butikkernes. [1] Efter analysens vurdering rækker dommen ikke længere end disse konkrete forhold. Landsretten tog ikke stilling til, om kommunen har vide skønsbeføjelser efter færdselslovens § 92, eller om forbuddet var uforholdsmæssigt. Det afgjorde den heller ikke, om forbuddet var ekspropriativt. Den pegede alene på, at partshøring kunne have givet et sikrere grundlag for den vurdering. [1] Ugyldigheden byggede på, at kommunen ikke kunne godtgøre, at manglende partshøring utvivlsomt var uden betydning. Det er efter analysens vurdering ikke det samme som, at ethvert standsningsforbud kræver høring af alle erhvervsdrivende i en gade. Kommunens vidne forklarede, at afgørelsen angik hele gaden, men landsretten lagde vægt på virksomhedens særlige stilling. [1] Dommen er en landsretsdom, og kilderne viser ikke, om den er anket eller fulgt i andre sager. [1]
Sådan hænger kilderne sammen
Kilde 1 er den eneste kilde, der handler om denne sag. De øvrige kilder angår andre emner og indgår ikke. Dommen gengiver selv de regler, sagen drejede sig om. Kommunen traf afgørelsen som vejbestyrelse efter færdselslovens § 92 og med politiets samtykke. [1] Landsretten behandlede sagen efter byrettens henvisning i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1. [1] Virksomheden henviste til forvaltningslovens § 19 om partshøring og til kravene om meddelelse, begrundelse og klagevejledning. Den henviste også til grundlovens § 73 om ekspropriation. [1] Rigspolitiet havde forinden afvist virksomhedens klage, fordi den ikke var klageberettiget. Landsretten bemærkede ikke noget om afvisningens rigtighed. Virksomheden gjorde gældende, at afvisningen ikke var til prøvelse i sagen. [1]
Fra kilderne
kommunen burde have indset, at Sagsøgerens virksomhed kunne adskille sig fra den almindelige butiksvirksomhed i gaden med hensyn til behovet for kortvarige standsninger ved virksomhedens kontor 0g lager [1]
Landsretten finder derfor, at Københavns Kommuncs afgørclsc om indlørelse af stands - ningsforbud i Rosengården mellem kl. 11 og 17 er ugyldig: [1]
I sagsomkostninger skal Købenbavns Kommune inden 14 dage betale 50.000 kr . till Sagceger [1]