Bank hævede den variable rente på et boliglån fem gange, men klagen fik ikke medhold
Spørgsmålet var, om banken måtte hæve den variable rente på et boliglån, og om klagerne kunne få tilbage den forhøjede rente. Nævnet fandt, at bankens renteændringer var hjemlet og varslet korrekt, og at klagerne ikke fik medhold.
Sagen
Klagerne, to kunder i Danske Bank, optog i juni 2011 et boliglån på 300.000 kr. som et efterfinansieringslån til renovering af deres ejendom [1]. Lånet havde variabel rente, og renten var på udbetalingstidspunktet 5,9 % pr. år [1]. Mellem maj 2011 og april 2012 varslede banken fem renteforhøjelser, og renten nåede 8,65 % [1]. Klagerne gjorde gældende, at de ikke var blevet oplyst om stigningerne, og at de først opdagede dem i 2021, da banken hjalp med at sanere deres økonomi og indfriede lånet [1]. Banken henviste til gældsbrevet, sine forretningsbetingelser og de kontoudskrifter, den løbende sendte til klagerne [1]. Klagen til banken kom i september 2022, og sagen blev indbragt for Ankenævnet i november 2022 [1].
Spørgsmålet
Nævnet skulle tage stilling til, om banken havde hjemmel til at hæve renten på lånet. Nævnet skulle også vurdere, om et tilbagebetalingskrav var forældet, og om renteforhøjelserne kunne tilsidesættes som urimelige efter aftaleloven § 36 [1][3].
Resultatet
Nævnet fandt, at banken havde hjemmel i gældsbrevet og de almindelige forretningsbetingelser til renteændringerne [1]. Et tilbagebetalingskrav for tiden før 2. november 2019 var under alle omstændigheder forældet [1]. Klagerne fik ikke medhold, fordi tre medlemmer ikke fandt, at rentesatserne kunne tilsidesættes, mens to medlemmer ville give klagerne medhold [1].
Rettens begrundelse
Nævnet lagde til grund, at renteændringerne var gældende for alle bankens kunder med tilsvarende lån [1]. Gældsbrevet gav banken ret til at ændre renten efter bankens til enhver tid gældende satser og vilkår, og forretningsbetingelserne skelnede mellem ændringer uden varsel, når det almindelige renteniveau ændrede sig, og ændringer med en måneds varsel, når forholdene var markedsmæssige eller bankens egne [1]. Nævnet fandt, at renteforhøjelserne skete med de varsler, forretningsbetingelserne krævede, og at klagerne var informeret på fyldestgørende måde, jf. kreditaftaleloven § 9 [1][2]. Kreditaftaleloven § 9 kræver, at kreditgiveren underretter forbrugeren om enhver ændring i debitorrenten på papir eller et andet varigt medium, inden ændringen træder i kraft [2]. Klagerne havde desuden løbende fået kontoudskrifter, hvor renter, rentesats og restgæld fremgik [1]. Da renten blev tilskrevet og betalt løbende, fandt nævnet, at et tilbagebetalingskrav før 2. november 2019 var forældet [1]. Tre medlemmer fandt ikke, at rentesatserne på 6,15 % og 8,65 % kunne tilsidesættes som urimelige efter aftaleloven § 36, jf. § 38c [1][3]. To medlemmer fandt, at aftalen var urimelig, fordi renten ikke var nedsat siden 2012, og det generelle renteniveau var faldet betydeligt [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en bank kan ændre en variabel rente, når gældsbrevet og forretningsbetingelserne giver hjemmel til det, og når kunden er underrettet om stigningerne på den måde, nævnet lagde til grund [1][2]. Det ser ud til, at nævnet lagde vægt på, at renteændringerne fulgte de varsler, forretningsbetingelserne foreskriver, og at kunden fik kontoudskrifter, hvor rentesatsen fremgik [1]. Efter analysens vurdering rækker afgørelsen kun til de konkrete forhold i sagen, herunder gældsbrevets ordlyd og de forretningsbetingelser, der var gældende i 2011 og 2021 [1]. Dommen afgør ikke, om en rente kan være urimelig i andre sager, og den tager ikke stilling til, hvordan andre forældelsesspørgsmål skal bedømmes. Mindretallets synspunkt om, at en fastholdt rente kan være urimelig, blev efter analysens vurdering ikke det afgørende synspunkt, men det viser, at spørgsmålet var omstridt i nævnet [1]. Dommen er ikke rådgivning, og den siger ikke noget om udfaldet af andre sager [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Kilderne er dommen, kreditaftaleloven § 9 og aftaleloven § 36. Dommen henviser til kreditaftalelovens § 9 om underretning om ændringer i debitorrenten, og til aftaleloven § 36, hvorefter en aftale kan ændres eller tilsidesættes, hvis det vil være urimeligt at gøre den gældende [1][2][3]. De tre medlemmer, der udgjorde flertallet, vurderede, at rentesatserne ikke var urimelige efter aftaleloven § 36, jf. § 38c [1][3]. De to medlemmer i mindretal begrundede deres stemme med, at renten ikke var nedsat siden 2012, og at det generelle renteniveau var faldet betydeligt. De nævnte ikke aftaleloven § 36 [1]. Kilderne indeholder ikke oplysninger om, hvordan danske myndigheder har brugt dommen.
Fra kilderne
Ankenævnet lægger endvidere til grund, at renteforhøjelserne skete med de varsler, der følger af bankens almindelige forretningsbetingelser [1]
Banken havde hjemmel i gældsbrevet og bankens almindelige forretningsbetingelser til at foretage de i sagen omhandlede renteændringer [1]
En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. [3]
Kilder
- Det finansielle ankenævn, sag 459/2022: Indsigelse mod forhøjelse af rente på boliglån. — Danske Bank dommen · 23. juni 2023
- Kreditaftaleloven § 9 lovbestemmelse · 17. august 2019
- Aftaleloven § 36 lovbestemmelse · 5. marts 2016