Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: Tre europæiske dommere i røde kapper har mast sig ind i et lille dansk kontor til en ældre medarbejders afskedsreception, mens én af dem høfligt skubber en gammel regelbog ud ad vinduet.

Alder og fratrædelsesgodtgørelse: EU-princip gælder mellem private

EU-DomstolenArbejde og overenskomstDom i sag C-441/1419. april 2016

Spørgsmålet var, om et EU-princip mod aldersforskelsbehandling gælder i en tvist mellem private, og om retssikkerhed kan ændre det. Domstolen svarede, at princippet er til hinder for den danske regel, og at domstole skal fortolke eller undlade at anvende den.

Læs hele dommen

In English · En français · Auf Deutsch


Sagen

En lønmodtager blev afskediget i en alder af 60 år efter mange års ansættelse [1]. Han havde ret til arbejdsgiverbetalt alderspension fra en ordning, han var indtrådt i før det fyldte 50. år [1]. Efter funktionærlovens § 2a, stk. 1, ville han som udgangspunkt have ret til en fratrædelsesgodtgørelse på tre måneders løn [1]. Efter § 2a, stk. 3, bortfaldt godtgørelsen imidlertid, fordi han ved fratrædelsen ville oppebære en sådan alderspension [1]. Det gjaldt efter fast national retspraksis, selv om han fortsatte på arbejdsmarkedet [1]. Lønmodtageren var i mellemtiden afgået ved døden, og boet efter ham fik medhold i Sø- og Handelsretten [1][2]. Arbejdsgiveren appellerede til Højesteret, som udsatte sagen og spurgte EU-Domstolen, hvordan det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder skulle forstås i en tvist mellem private [1].

Spørgsmålet

Skulle det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder forstås sådan, at det også i en tvist mellem private er til hinder for den danske regel om bortfald af fratrædelsesgodtgørelse [1]? Kunne en national domstol afveje princippet mod retssikkerhed og beskyttelse af berettigede forventninger og nå til, at arbejdsgiveren ikke skulle betale [1]? Havde det betydning, at lønmodtageren muligvis kunne kræve erstatning fra staten [1]?

Resultatet

Domstolen svarede, at det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder også i en tvist mellem private er til hinder for en national lovgivning som den danske [1]. Den nationale domstol skal fortolke national ret i overensstemmelse med direktivet eller, hvis det ikke er muligt, undlade at anvende den nationale bestemmelse, der er i strid med princippet [1]. Retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan ikke ændre dette, og muligheden for at kræve erstatning fra staten ændrer heller ikke forpligtelsen [1]. Svaret understøttede dermed boets synspunkt om, at reglen var i strid med EU-retten, men Højesterets endelige afgørelse fremgår ikke af kilderne [1][2].

Rettens begrundelse

Domstolen tog udgangspunkt i, at det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er konkretiseret i direktiv 2000/78, og at princippet nu også er fastsat i artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder [1]. Den henviste til, at den danske regel påvirker afskedigelsesvilkårene og derfor ligger inden for direktivets anvendelsesområde [1]. Domstolen henviste til en tidligere dom, hvor artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktivet blev fortolket sådan, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter arbejdstagere alene som følge af ret til arbejdsgiverbetalt alderspension fra en ordning, de er indtrådt i før det fyldte 50. år, ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse [1]. For det almindelige princip fastslog Domstolen, at det også i en tvist mellem private er til hinder for den danske lovgivning, uanset om arbejdstagerne vælger at fortsætte på arbejdsmarkedet eller gå på pension [1]. I en tvist mellem private kan direktivet ikke i sig selv skabe forpligtelser for private, men nationale domstole skal fortolke national ret i lyset af direktivet [1]. Hvis en overensstemmende fortolkning er umulig, skal domstolen undlade at anvende den nationale bestemmelse, der er i strid med det almindelige princip [1]. Domstolen afviste, at retssikkerhed eller beskyttelse af berettigede forventninger kunne føre til et andet resultat, og den afviste også, at statens erstatningsansvar kunne ændre forpligtelsen [1]. Den fastslog desuden, at en fast national retspraksis i strid med direktivet ikke i sig selv gør en overensstemmende fortolkning umulig [1].

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kan få betydning også i en sag mellem private, selv om et direktiv ikke direkte kan påberåbes over for en privat arbejdsgiver [1]. Dommen rækker så langt, at en national domstol skal forsøge at fortolke national ret i overensstemmelse med direktivet og, hvis det ikke kan lade sig gøre, undlade at anvende den nationale bestemmelse [1]. Dommen fastslår også, at retssikkerhed og beskyttelse af berettigede forventninger ikke i sig selv kan begrunde, at en sådan bestemmelse anvendes [1]. Efter analysens vurdering afklarer dommen ikke, hvordan Højesteret skulle afgøre den konkrete betalingssag, og den fastlægger ikke en udtømmende metode for, hvornår en fortolkning er umulig [1]. Den afgør heller ikke, om boet efter lønmodtageren i den konkrete sag havde krav på godtgørelse, eller hvordan et eventuelt erstatningskrav mod staten skulle beregnes [1]. Dommen skal derfor læses som en præcisering af de EU-retlige rammer for nationale domstoles anvendelse af national ret i private tvister [1].

Sådan hænger kilderne sammen

Kilderne 1 og 2 hænger sammen som dommen og generaladvokatens forslag til afgørelse i samme sag [1][2]. Generaladvokaten foreslog, at den nationale domstol skulle fortolke national ret i overensstemmelse med direktiv 2000/78, og at en fast national retspraksis i strid med direktivet ikke var en hindring [2]. Domstolen fulgte i det væsentlige denne linje og fastslog, at princippet også gælder i tvister mellem private, og at national ret skal fortolkes eller tilsidesættes, hvis det er nødvendigt [1]. Sagen drejede sig om det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, direktiv 2000/78 artikel 2 og artikel 6, stk. 1, og den danske funktionærlovs § 2a, stk. 3 [1]. Kilderne 5 og 6 er vejledninger om forskelsbehandlingsloven, som ifølge kilde 1 er den lov, der gennemfører direktivet [1][3][4]. De beskriver, at alder er et beskyttelseskriterium, og at Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse [3][4]. Kilderne gengiver ikke, hvordan danske myndigheder konkret har brugt dommen [1][3][4].

Fra kilderne

også i en tvist mellem private er til hinder for en national lovgivning [1]
om nødvendigt at undlade at anvende enhver bestemmelse i national ret, som er i strid med det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder [1]
Denne forpligtelse kan hverken drages i tvivl af retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning [1]
der foreligger en fast national retspraksis, som er i strid med direktiv 2000/78, ikke udgør en hindring for, at den forelæggende ret iagttager denne pligt til overensstemmende fortolkning [2]

Kilder

  1. Dom i sag C-441/14: Domstolens dom (Store Afdeling) af 19. april 2016. — Dansk Industri (DI) mod Sucession Karsten Eigil Rasmussen. dommen · 19. april 2016
  2. Forslag til afgørelse i sag C-441/14: Forslag til afgørelse fra generaladvokat Y. Bot fremsat den 25. november 2015. — Dansk Industri (DI) mod Sucession Karsten Eigil Rasmussen. generaladvokatens forslag til afgørelse · 25. november 2015
  3. VEJ nr 9118 af 04/02/2019: Vejledning om Forskelsbehandlingsloven dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 14. februar 2019
  4. VEJ nr 9223 af 05/04/2024: Vejledning om Forskelsbehandlingsloven dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 25. april 2024