Spring til indhold

SKM-databasen

Forening - Medlemsgebyr - Momspligt og skattepligt - Medlemmers skattefradrag

SKM2026.523.SRBindende svarSkatterådet22. september 2026

Læs kilden ved SKM-databasen (åbner i ny fane)

Teksten

Resumé

En forening leverede både momsfritagene ydelser og ydelser, der ikke var momsfritagne, til sine medlemmer. Foreningen ville indføre et engangsgebyr for medlemskab. Dels et gebyr for fortsat medlemskab for eksisterende medlemmer. Dels et indmeldelsesgebyr for evt. nye medlemmer. Betaling af gebyret ville være en forudsætning for medlemskab. Medlemskab var en betingelse for at kunne aftage ydelser fra foreningen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at H1 ikke ville være skattepligtig af det engangsgebyr, de modtog fra medlemmerne. Det fulgte af (rets)praksis, at der ikke var mulighed for at fortolke selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, udvidende eller at anvende bestemmelsen analogt, således at engangsgebyret i den foreliggende sag ikke var skattepligtigt efter statsskattelovens § 4.

Skatterådet bekræftede, at medlemmerne, herunder H2 A/S, skattemæssigt kunne fradrage betaling af gebyret til H1 som en driftsomkostning efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, det vil sige, at udgiften var afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at gebyret ikke var momspligtigt. Gebyret måtte anses som et beløb, der blev opkrævet som betingelse for levering af ydelser, og som efter momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, skulle medregnes i momsgrundlaget. Den del af gebyret, der kunne henføres til momsfritagne ydelser, ville dog være momsfritaget.

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at H1 ikke vil være skattepligtig af de gebyrer, de modtager fra medlemmerne?

Kan det bekræftes, at medlemmerne, herunder H2 A/S, skattemæssigt kan fradrage betaling af Gebyret til H1?

Kan det bekræftes, at H1 ikke skal afregne moms af de gebyrer, de modtager fra medlemmerne, herunder H2 A/S, da der ikke er tale om betaling for en momspligtig leverance?

Svar

Nej

Ja

Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

På vegne af H1 og H2 A/S anmodes om samlet bindende svar angående den skatte- og momsmæssige behandling af et engangsgebyr (Gebyret), der betales til H1 af dets medlemmer, herunder H2 A/S.

H1 er en forening, der leverer ydelser til sine medlemmer inden for Z. H1 beskattes i henhold

til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4.

H1 og dets medlemmer har ønsket at sikre, at et medlems udtræden ikke medfører, at de øvrige medlemmer skal afholde en uforholdsmæssig andel af de omkostninger, som H1 allerede har påtaget sig eller disponeret over på vegne af medlemmerne. H1 har derfor hidtil anvendt et udtrædelsesgebyr, der blev beregnet på grundlag af det udtrædende medlems hidtidige køb af ydelser fra H1.

Konkurrencemyndighederne har foretaget en undersøgelse af H1's udtrædelsesgebyr. På baggrund heraf er der indgået aftale om at ændre gebyrmodellen, således at det hidtidige udtrædelsesgebyr erstattes af et lavere udtrædelsesgebyr samt det omhandlede engangsgebyr (Gebyret).

Gebyret har følgende karakteristika:

Gebyret beregnes på baggrund af medlemmernes årlige omsætning med H1, og reguleres én gang årligt således at gebyret til enhver tid vil blive opgjort med udgangspunkt i H1’s omsætning med medlemmet i det forudgående afsluttede hele regnskabsår. For nye medlemmer opgøres Gebyret med udgangspunkt i den forventede omsætning i det første fulde regnskabsår som medlem.

Gebyret har til hensigt at sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag i H1 i tilfælde af udmeldelser, og medlemmerne har derfor ikke et krav på at få Gebyret tilbagebetalt i tilfælde af udmeldelse.

Gebyret ydes i tillæg til ordinære medlemsbidrag til H1, og kan derfor ikke knyttes op på ét eller flere konkrete projekter eller den almindelige drift.

Regnskabsmæssigt vil Gebyret tilgå H1’s egenkapital.

I tilfælde af en solvent likvidation af H1, vil Gebyret som en del af foreningens egenkapital blive fordelt og udbetalt til medlemmerne.

H1’s vedtægter er forelagt for Skattestyrelsen. Af vedtægterne fremgår bl.a., at der for nærværende er x medlemmer i H1, og at bestyrelsen kan beslutte at optage nye medlemmer.

Af vedtægterne fremgår endvidere, at et nyt medlem skal foretage et kapitalindskud i H1, og at indskuddet henstår uforrentet. Medlemmerne vil have krav på at få kapitalindskuddet tilbagebetalt ved udtræden. Formuleringen af den foreslåede nye bestemmelse, der skal regulere Gebyret, fremgår af vedtægterne. Gebyret tilbagebetales, som anført ovenfor, ikke ved udmeldelse.

Ved likvidation af H1 følger det af vedtægterne, at en tilbageværende formue fordeles blandt medlemmerne på baggrund af de seneste x års omsætning med H1.

Egenkapitalen via indskud i H1 var pr. 31.12.2024 på x kr.

Læs alt

Spørgers opfattelse og begrundelse

Ad spørgsmål 1)

H1 beskattes i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4 - det vil sige normal selskabsbeskatning. H1 har efter foreningens vedtægter ikke en nominel selskabskapital opdelt på andele. Ejerne af H1 har således et medlemskab af foreningen, men ikke kapitalbeviser. Derfor er der ikke mulighed for at foretage kapitalforhøjelser i H1 ved udstedelse af nye andele, simpelthen fordi et medlem er et medlem og ikke kan blive mere medlem ved at indskyde yderligere kapital.

I tilfælde af en likvidation af H1 vil en tilbageværende egenkapital i H1 blive fordelt mellem medlemmerne efter deres seneste x års omsætning med H1.

Efter vores opfattelse bør der for H1 være skattefrihed for gebyret.

Dette skyldes særligt, at gebyret er foranlediget af konkurrencemyndighederne sammenholdt med, at det i en forening som H1 ikke selskabsretligt er muligt at opfylde det formelle krav om en nominel kapitaludvidelse, da H1 ikke som sådan har en nominel selskabskapital, men derimod modtager indskud fra medlemmerne. Efter vores opfattelse bør det i situationer som denne være afgørende:

At beslutningen om yderligere kapitalindskud træffes af de kompetente selskabsorganer (ligesom hvis der havde været tale om en kapitaludvidelse i eksempelvis et aktieselskab)

At der ikke foreligger en modydelse for indskuddet, og at

Det indgår som en del af foreningens egenkapital.

Der er således ingen tvivl om, at gebyret bunder i forretningsmæssige overvejelser, og ydes med henblik på at sikre H1’s fortsatte drift i tilfælde af, at et eller flere medlemmer foretager en udmeldelse. I henhold til selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1) medregnes overkurs et selskab opnår ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin kapital ikke til den skattepligtige indkomst.

Skatterådet har i en række afgørelser, senest i SKM 2014.780 SR, fastslået, at skattefriheden forudsætter, at der sker en kapitaludvidelse med udstedelse af nye selskabsandele. Skatterådets afgørelser angår alle tilfælde indenfor forsyningssektoren, hvor man har villet sammenlægge andelsforeninger. Andelsforeningerne har haft forbrugerne som medlemmer. Skatterådet har generelt afvist argumenter om, at det for andelsselskaber/foreninger ikke er muligt at udstede nye kapitalandele, da det følger af selskabernes natur, at ejerne af foreningerne er medlemmerne og ikke indehaverne af kapitalandele.

Skatterådets afgørelser bygger så vidt ses på en dom fra Højesteret fra 2009 (SKM 2009.706 HR), hvor Højesteret statuerede, at der i en international sambeskatning ville være skattepligt i Danmark af et kapitaltilskud til et udenlandsk datterselskab, selvom det i datterselskabets hjemland selskabsretligt var muligt og almindeligt at foretage kapitalforhøjelser uden udstedelse af nye aktier.

De ovennævnte afgørelser må alle anses for konkret begrundede, og kan efter vores opfattelse ikke have generel gyldighed for alle selskaber uden nominel selskabskapital. For afgørelserne indenfor forsyningssektoren har det generelt været gældende, at medlemsskaren har været flydende, forstået således, at den til enhver tid består af personer, der bor indenfor forsyningsområdet, og som ikke har fulde ejerbeføjelser i foreningerne (ingen ret til udbytte og medlemskab, der ikke selvstændigt kan overdrages).

Lægges det til grund, at H1 er skattepligtig af gebyret, vil det indebære, at alle "nr.4-foreninger" vil være skattepligtige ved tilvejebringelse af yderligere kapital fra eksisterende medlemmer, og det virker af flere grunde ikke korrekt.

For det første vil det sammenholdt med kapitalselskaber (A/S’er, ApS’er etc.) gøre det vanskeligere at drive og udvikle virksomhed i regi af "nr. 4-selskaber/foreninger", hvis de ikke skattefrit kan få tilført ny kapital til investeringer m.m.

For det andet vil det generelt stille "nr. 4-selskaber/foreninger" i en uhensigtsmæssig position, hvor alternative fremgangsmåder kan komme i spil alene af hensyn til at undgå beskatning ved kapitalforhøjelser.

Ad spørgsmål 2)

Som beskrevet ovenfor vil medlemmerne, herunder H2 A/S, efter aftalen med konkurrencemyndighederne skulle indbetale Gebyret til H1.

Indbetalinger sker med henblik på at styrke H1’s egenkapital således, at selskabet har tilstrækkelig soliditet til at stå imod eventuelle udmeldelser. Hvis et medlem melder sig ud af H1, vil Gebyret være tabt for det pågældende medlem, da der ikke vil ske tilbagebetaling af Gebyret ved udmeldelse.

For medlemmerne vil indbetaling af Gebyret være en forudsætning for fortsat medlemskab af H1.

Dette kombineret med, at medlemmerne ikke har et krav på at få Gebyret tilbagebetalt ved udmeldelse må efter vores opfattelse føre til, at medlemmerne, herunder H2 A/S, skattemæssigt vil kunne fradrage betaling af Gebyret i henhold til principperne i U 1987.523H (Fragtmandscentralen).

I den nævnte afgørelse havde et vognmandsselskab, der kørte på ruten København-Aalborg foretaget et indskud i Foreningen Københavns Fragtmandshaller. Indskuddet var en forudsætning for at kunne betjene kunder på fragtruten København-Aalborg og sikrede vognmandsselskabet mulighed for fortsat at betjene sine kunder på ruten. Indskuddet tilfaldt endeligt foreningen og ville ikke blive udbetalt ved en udmeldelse.

Højesteret fastslår, at indskuddet i foreningen primært blev ydet med henblik på at sikre vognmandsselskabets hidtidige konkurrencedygtighed og indkomst, og fandt herefter, at det samlede indskud på 175.000 kr. havde karakter af en driftsomkostning.

I nærværende sag er medlemmernes betaling af Gebyret en forudsætning for fortsat at have adgang til en række ydelser af væsentlig betydning for medlemmernes virksomhed. Endvidere vil Gebyret ikke blive tilbagebetalt i tilfælde af udmeldelse. Der er derfor stort set identitet mellem de faktiske forhold i U 1987.523 H og de faktiske forhold i denne sag.

Se også SKM 2009.563 HR, hvor en advokat ikke blev indrømmet fradrag for betaling af kontingent til Advokatsamfundet, da det ikke var godtgjort, at kontingentet ikke kunne være tilbagesøgt i et eller andet omfang. I afgørelsen blev det tillagt afgørende betydning, at der eventuelt kunne opnås tilbagebetaling, hvilket uomtvisteligt ikke kan ske for det gebyr, medlemmerne betaler til H1.

Ad spørgsmål 3)

Gebyret indføres for at sikre nødvendig kapitalmæssig robusthed og omstillingsevne, herunder i tilfælde af medlemmers eventuelle udtræden efter at der er truffet beslutning om omkostningstunge udviklingsprojekter. Spørgsmålet, der ønskes besvaret, er, om H1 skal opkræve moms af Gebyret ved implementering og ved den årlige regulering.

Som tidligere anført indføres Gebyret som følge af, at konkurrencemyndighederne har vurderet, at det hidtidige udtrædelsesgebyr begrænser konkurrencen.

Selv om Gebyret indføres som konsekvens af nedsættelsen af udtrædelsesgebyret, er det vores vurdering, at momshåndteringen af Gebyret adskiller sig fra momshåndteringen af udtrædelsesgebyrer.

Efter vores opfattelse udgør Gebyret ikke betaling for en momspligtig leverance. Vi finder derfor, at spørgsmålet skal besvares bekræftende, dvs. at der ikke skal opkræves moms ved opkrævning af Gebyret eller ved den årlige regulering.

Vores vurdering baserer sig på nedenstående forhold:

Retsgrundlag

Det følger af momslovens § 4, stk. 1, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode, mens levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Momslovens § 27, stk. 1, fastslår, at afgiftsgrundlaget ved levering af varer og ydelser er vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris. Endvidere fremgår det af § 27, stk. 2, at tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser, skal medregnes til momsgrundlaget.

Det er således en forudsætning for H1’s pligt til at opkræve moms af Gebyret, at medlemmernes betaling af Gebyret kan anses for at være betaling for en momspligtig leverance, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 27.

Ingen leverance mod vederlag

Efter vores vurdering skal H1 ikke opkræve moms ved opkrævning eller regulering af Gebyret, idet foreningen ikke leverer en ydelse til medlemmerne for dette. Gebyret er derimod udtryk for en kapitalfremskaffelse, som skal sikre H1’s fremtidige drift og eventuelle omstilling heraf, i tilfælde af medlemmernes eventuelle udtræden.

Der er således ingen direkte sammenhæng mellem betaling og en konkret modydelse, hvorfor betalingen falder uden for momslovens anvendelsesområde, jf. EU-Domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma.

Det bemærkes supplerende, at Gebyret ikke indebærer nogen individualiserbar økonomisk fordel for det enkelte medlem. Den kapitalmæssige robusthed, som Gebyret bidrager til, kommer H1 som helhed til gode og kan ikke henføres til et specifikt medlem, en bestemt periode eller bestemte leverancer. En sådan kollektiv og indirekte effekt kan ikke anses som vederlag for en leverance.

Gebyret kan heller ikke sidestilles med et momspligtigt kontingent, som i sag C-174/00, Kennemer Golf & Country Club, hvor Domstolen fandt, at en forenings årlige bidrag var momspligtige, fordi medlemmerne fik permanent adgang til faciliteter og ydelser. Betaling af kontingent gav således medlemmerne adgang til faciliteter. H1’s medlemsgebyr giver ikke adgang til faciliteter eller ydelser, da der betales særskilt herfor. Gebyret er et kapitalbidrag.

Ingen prisforbindelse

Gebyret kan ikke sidestilles med en tilslutnings-/oprettelsesafgift omfattet af momslovens § 27, stk. 2. Medlemmerne har allerede adgang til H1’s ydelser, og betaling af Gebyret medfører hverken udvidet adgang, særlige rettigheder eller ændringer i leverancernes karakter eller omfang. Gebyret er således ikke funktionelt knyttet til levering af varer eller ydelser, men udgør alene et kapitalbidrag.

Selv hvis Skattestyrelsen måtte anse Gebyret som en forudsætning for medlemskab og betaling for at aftage ydelser, finder vi, at der ikke skal opkræves moms, da Gebyret ikke kan henføres til en bestemt momspligtig leverance.

Gebyret indgår ikke i prisfastsættelsen af H1’s leverancer og kan ikke henføres til en bestemt ydelse. Der er således ikke et momsgrundlag efter § 27.

Analogi til depositum

EU-Domstolen fastslog i sag C-277/05, Société thermale, at et depositum, som en hotelkunde mistede ved annullation, ikke havde direkte sammenhæng med en leverance og derfor ikke var momspligtigt.

Et depositum udgør således ifølge domstolens afgørelse for det første en markering af indgåelsen af en aftale. For det andet tilskynder et depositum parterne til at opfylde aftalen, og for det tredje udgør et depositum en godtgørelse, idet betalingen heraf fritager den ene af parterne for at bevise størrelsen af det tab, der er lidt, når den anden part fraviger aftalen.

Gebyret har tilsvarende karakter af en betaling uden modydelse og falder derfor uden for momsens anvendelsesområde.

Analogi til tilskud

Tilskud medregnes kun til momsgrundlaget, hvis de er direkte forbundet med prisen på en leverance.

For at opfylde dette kriterium skal tilskuddet være betinget af, at en bestemt momspligtig transaktion gennemføres.

Dette understøttes af EU-praksis om tilskud, herunder sag C-184/00, Office des produits wallons, og C-144/02, Kommissionen mod Tyskland, hvorefter tilskud kun indgår i momsgrundlaget, hvis de er direkte forbundet med prisen på en konkret leverance.

Dette er ikke tilfældet her, da Gebyret ikke udgør betaling for konkrete leverancer.

Sammenfatning

På baggrund af ovenstående er det vores vurdering, at Gebyret ikke udgør betaling for en leverance i momslovens forstand, jf. § 4, stk. 1, og at der derfor hverken skal betales moms ved implementering eller ved den løbende regulering. Gebyret er efter vores vurdering et kapitaltilskud til robusthed og omstilling og falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Spørgers høringssvar

Bemærkninger til besvarelse af spørgsmål 1

Vi noterer os, at Skattestyrelsens indstilling til dette spørgsmål er "nej", hvor vores opfattelse er, at spørgsmålet bør besvares med "ja" af de grunde, vi har anført i vores oprindelige anmodning. Vi har ikke for nærværende yderligere at tilføje.

Bemærkninger til besvarelse af spørgsmål 2

Vi har ikke bemærkninger til udkast til besvarelse af spørgsmål 2.

Bemærkninger til besvarelse af spørgsmål 3

Vi er ikke enige i Skattestyrelsens indstilling vedrørende spørgsmål 3. Vi finder ikke, at Gebyret skal anses for en del af momsgrundlaget for H1’s leverancer til medlemmerne.

Overordnede bemærkninger

Indstillingen bygger efter vores opfattelse på en forkert kvalifikation af Gebyret.

Det afgørende element i vurderingen er, om der er en direkte sammenhæng mellem Gebyret og en konkret leverance mod vederlag. Efter vores opfattelse er der ikke en sådan direkte sammenhæng.

Gebyret har karakter af et kapitalbidrag til styrkelse af H1’s egenkapital og robusthed og kan derfor ikke anses som vederlag for en leverance.

Manglende identificering af den leverance, som Gebyret udgør betaling for

Skattestyrelsen anfører, at Gebyret er en del af vederlaget for H1’s ydelser, og at Gebyret må anses for et beløb, leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser.

Efter EU-Domstolens praksis, jf. bl.a. sag C-16/93, Tolsma, er det en grundlæggende betingelse for momspligt, at der foreligger et retsforhold med en gensidig udveksling af ydelser, hvor den modtagne betaling udgør modværdien for en bestemt og individualiserbar ydelse.

Gebyret giver ikke medlemmerne adgang til nye ydelser særlige medlemsrettigheder eller en udvidelse af de leverancer, som H1 allerede leverer mod særskilt betaling.

H1’s leverancer afregnes fortsat særskilt efter de hidtidige afregningsprincipper.

Der er således ikke identificeret nogen konkret modydelse, som Gebyret kan anses som betaling for.

Gebyrets formål og karakter understøtter, at der er tale om et kapitalbidrag

De objektive karakteristika ved Gebyret taler samlet for, at der er tale om et kapitalbidrag og ikke betaling for løbende leverancer, idet:

Gebyret tilgår H1’s egenkapital,

Gebyret ikke kan henføres til konkrete projekter eller konkrete leverancer,

Gebyret ikke tilbagebetales ved udtræden, men tilbagebetales ved opløsning

Gebyret har til formål at sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag ved eventuelle fremtidige udmeldelser, og

Gebyret ikke indgår i prisfastsættelsen af de løbende ydelser, som leveres af H1.

Disse forhold peger på, at der ikke foreligger betaling for en konkret leverance.

Tværtimod peger de på, at betalingen sker med henblik på at styrke H1’s kapitalgrundlag og økonomiske robusthed.

Der er ikke tale om et (mer)vederlag for ydelser

Efter vores opfattelse er Gebyret ikke udtryk for et (mer)vederlag for H1’s leverancer.

Gebyret er reelt en kollektiv ordning, hvis formål er at tilføre H1 tilstrækkelig kapital til at kunne modstå fremtidige udmeldelser, uden at det enkelte medlem eller foreningen som sådan opnår nogen modydelse herved.

Omsætningen med H1 er i den sammenhæng alene valgt som fordelingsnøgle mellem medlemmerne til brug for at opgøre det enkelte medlems andel af den samlede kapitaltilførsel.

Der er intet til hinder for, at fordelingen kunne være fastsat efter et andet kriterium, som ikke har nogen tilknytning til de leverede ydelser - eksempelvis det enkelte medlems antal medarbejdere, balancesum eller en ligedeling mellem medlemmerne. Valget af omsætning som fordelingsnøgle er efter vores opfattelse udtryk for en praktisk og rimelig måde at fordele en fælles kapitalforpligtelse på, og afspejler ikke en sammenhæng mellem betalingen og værdien af de ydelser, det enkelte medlem modtager i den pågældende periode.

Den regnskabsmæssige behandling af Gebyret understøtter efter vores opfattelse endvidere, at der er tale om en kapitaldisposition og ikke om vederlag for en leverance.

Hos medlemmerne indregnes betalingen af Gebyret ikke som en driftsomkostning, men anses som en tilgang på kapitalandelene. Hos H1 indregnes Gebyret tilsvarende ikke som omsætning, men som en reserve under egenkapitalen.

Gebyret påvirker således ikke resultatopgørelsen hos hverken medlemmerne eller H1, men indgår alene i parternes balancer. Dette står i skarp kontrast til betaling for momspligtige leverancer, som føres over resultatopgørelsen som henholdsvis en omkostning hos aftageren og en omsætning hos leverandøren.

Den regnskabsmæssige klassifikation understreger dermed, at Gebyret er en kapitaltilførsel og ikke en betaling for en modydelse.

Skattestyrelsens fortolkning fører til et vidtgående resultat

Skattestyrelsens begrundelse synes at hvile på den betragtning, at en betaling, som er obligatorisk for fortsat medlemskab af en organisation, og som sker til en organisation, der samtidig leverer ydelser til medlemmerne, nødvendigvis må anses som en del af vederlaget for disse ydelser.

Efter vores opfattelse fører en sådan fortolkning til et for vidtgående resultat.

Hvis Skattestyrelsens synspunkt lægges til grund, vil konsekvensen i praksis være, at enhver obligatorisk (egen)kapitaltilførsel til en medlemsorganisation vil kunne kvalificeres som helt eller delvist momspligtigt vederlag, blot fordi medlemmerne samtidig aftager ydelser fra organisationen. Det vil gælde, selv om betalingen hverken vedrører konkrete leverancer eller giver medlemmerne adgang til yderligere ydelser.

Denne konsekvens understreges af, at Skattestyrelsen ved besvarelsen af spørgsmål 1 omtaler Gebyret som et skattepligtigt tilskud efter statsskattelovens § 4 og samtidig anfører, at beløbet ikke anses for betaling for en konkret ydelse. Det taler efter vores opfattelse imod, at Gebyret i momsmæssig henseende kan kvalificeres som vederlag for en leverance.

Skattestyrelsens opfattelse synes hverken at have støtte i momslovens ordlyd eller i EU-Domstolens praksis om levering mod vederlag. Hverken C-295/17, MEO eller C-242/18, UniCredit Leasing eller de øvrige afgørelser, som er omtalt i indstillingen, tager stilling til eller understøtter, at et egentligt kapitalbidrag mister sin karakter af kapitaltilførsel alene fordi bidragsyderne samtidig aftager ydelser fra den pågældende organisation.

Tværtimod må det efter vores opfattelse fortsat være afgørende, om der konkret kan påvises en direkte sammenhæng mellem betalingen og en identificerbar modydelse. Hvis en sådan direkte sammenhæng ikke foreligger, er der efter vores vurdering ikke et grundlag for, at betalingen skal behandles som vederlag for en momspligtig leverance.

Skattestyrelsens indstilling indeholder efter vores opfattelse ikke nogen nærmere begrundelse for, hvor for dette principielle skridt skal tages, eller hvorfor Gebyrets karakter af egenkapitaltilførsel skal tilsidesættes alene som følge af, at medlemmernes samtidig er aftagere af H1’s ydelser.

Den foreliggende sag angår et beløb, som tilføres egenkapitalen, ikke tilbagebetales ved udtræden, ikke kan henføres til konkrete leverancer og har til formål at sikre H1’s kapitalmæssige robusthed i tilfælde af fremtidige udmeldelser. Disse forhold adskiller sig væsentligt fra de situationer, hvor EU-Domstolen har anset betalinger for at udgøre vederlag for leverancer.

På den baggrund er der efter vores opfattelse ikke grundlag for at udstrække begrebet "vederlag" i det omfang, som den foreslåede indstilling forudsætter.

Forholdene i MEO, UniCredit Leasing og SKM2020.281.SR er ikke sammenlignelige.

Skattestyrelsen støtter i væsentligt omfang sin indstilling på MEO-dommen, UniCredit Leasing-dommen og SKM2020.281.SR.

Afgørelserne har det til fælles, at de omtvistede betalinger udgør en integreret del af vederlaget for konkrete leverancer.

I MEO og UniCredit Leasing lægger EU-Domstolen vægt på, at leverandøren økonomisk stilles, som om den oprindelige aftale om momspligtige leverancer blev gennemført, og at de modtagne beløb reelt erstatter betaling for de ydelser, som kunden havde forpligtet sig til at betale for.

Denne sag adskiller sig grundlæggende fra de nævnte domme/afgørelser. Gebyret erstatter ikke betaling for leverancer og udgør ikke en del af prisen for konkrete ydelser. Hvis Gebyret ikke opkræves, skal medlemmernes fotsat betale samme driftsvederlag for de leverede ydelser.

SKM2020.281.SR vedrører kompensation for bortfald af fremtidige honorarer for konkrete momspligtige og momsfrie forvaltningsydelser. Det bindende svar omhandler en kompensation, som træder i stedet for fremtidige honorarer for konkrete og identificerbare forvaltningsydelser. I denne sag erstatter Gebyret ikke et bortfald af honorarer eller vederlag, men tilføres H1’s egenkapital og har karakter af et kapitalbidrag til sikring af H1’s kapitalmæssige robusthed. Der foreligger derfor ikke en direkte sammenhæng mellem betaling og identificerbare leverancer, som er afgørende i SKM2020.281.SR.

Gebyret har karakter af en sikringsbetaling uden direkte sammenhæng med en leverance

I modsætning til MEO og UniCredit Leasing finder sag C-277/05, Société thermale, efter vores opfattelse støtte for, at Gebyret falder uden for momslovens anvendelsesområde.

I Société thermale fandt EU-Domstolen, at beløb betalt i form af et depositum - som kunden mistede ved annullation - ikke havde direkte sammenhæng med en leverance og derfor ikke var momspligtigt. Domstolen fremhævede, at et depositum har tre karakteristika: det markerer indgåelsen af en aftale, tilskynder parterne til at opfylde aftalen, og udgør en godtgørelse, der fritager den ene part for at bevise tabets størrelse, når den anden part fraviger aftalen.

Gebyret deler disse karakteristika: det sikrer, at et medlem ikke kan unddrage sig en økonomisk forpligtelse over for foreningen ved at melde sig ud efter at have delt fordelen af fælles udviklingsomkostninger, og det vil være tabt for det pågældende medlem i tilfælde af udtrædelse. I lighed meddepositummet i Société thermale er der ikke tale om, at H1 herved stiller en individualiseret ydelse til rådighed for de betalende medlemmer som modydelse.

Skattestyrelsen afviser Société thermale-analogien uden en selvstændig konkret begrundelse, og støtter sig alene på SKM2020.281.SR, MEO og UniCredit Leasing. Som anført ovenfor angår disse domme imidlertid betalinger, der træder i stedet for en allerede prissat ydelse under en løbende leveringsaftale - en fundamentalt anden situation end den foreliggende, hvor Gebyret hverken erstatter eller modsvarer konkrete ydelsesbetalinger.

Momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, om tilslutnings- og oprettelsesafgifter mv. finder ikke anvendelse

Det er vores opfattelse, at Gebyret ikke er omfattet af momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, der omfatter tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som afkræves som betingelse for levering af varer og ydelser.

Bestemmelsen omfatter beløb, som udgør en del af vederlaget for de leverede momspligtige varer eller ydelser. Gebyret vedrører imidlertid ikke etablering af en leverance, adgang til bestemte ydelser eller levering af konkrete tjenester, ligesom H1 både leverer momspligtige og momsfrie ydelser.

Formålet er alene at sikre H1’ss kapitalgrundlag. Skattestyrelsen anfører da også selv, at det forhold, at Gebyret kan udgøre et (mer)vederlag for både momspligtige og momsfrie ydelser, kan medføre et behov for at opdele (mer)vederlaget på de momspligtige og momsfrie ydelser. Efter vores opfattelse er dette en indrømmelse af, at der ikke er identificeret nogen bestemt leverance, som Gebyret knytter sig til, og at der ikke findes nogen fordelingsnøgle, der kan henføre Gebyret til konkrete leverancer. Denne usikkerhed illustrerer efter vores opfattelse netop, at den fornødne direkte sammenhæng mellem betaling og leverance ikke foreligger, og at § 27, stk. 2, nr. 3, allerede af den grund ikke finder anvendelse.

Der mangler derfor den nødvendige sammenhæng mellem betalingen og en konkret leverance, som bestemmelsen forudsætter.

Sammenfatning

Sammenfattende er det vores opfattelse, at Gebyret ikke udgør vederlag for leverancer i momslovens forstand.

Der er ikke identificeret en konkret ydelse, som Gebyret udgør betaling for, og der foreligger ikke en direkte sammenhæng mellem betaling og modydelse, som kræves efter EU-Domstolens praksis.

Gebyret har derimod karakter af et kapitalbidrag til styrkelse af H1’s egenkapital og økonomiske robusthed.

På denne baggrund anmoder vi om, at Skattestyrelsen genovervejer indstillingen og indstiller spørgsmål 3 besvaret med "Ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at H1 ikke vil være skattepligtig af de gebyrer, de modtager fra medlemmerne.

Begrundelse

Foreningen H1 er ejet af sine medlemmer. H1 leverer Z til sine medlemmer, hvilket vil sige, den Z som medlemmerne har brug for.

Det følger af vedtægterne, at der ved enhver udtræden betales udtrædelsesgodtgørelse til foreningen.

Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser. Dog følger det af vedtægterne, at medlemmerne ved likvidation hæfter for ikke dækkede forpligtelser i forhold til medlemmets andel af foreningens samlede omsætning med medlemmerne i de nærmest foregående x år. Et evt. likvidationsprovenu fordeles på medlemmerne i samme forhold.

Der ønskes bindende svar om den skattemæssige behandling af et medlemsgebyr svarende til x måneders omsætning med H1 (i anmodningen benævnt Gebyret). Medlemsgebyret betales kun én gang. For nye medlemmer betales medlemsgebyret i forbindelse med indtræden. For eksisterende medlemmer betales medlemsgebyret i forbindelse med at tilsagnet træder i kraft.

Skattestyrelsen lægger ved besvarelsen til grund, at Gebyret er et obligatorisk, ikke refunderbart engangsbeløb, som regnskabsmæssigt bogføres på egenkapitalen. Beløbet er således ikke betaling for en konkret ydelse. Gebyret tilbagebetales ikke ved medlemmet udtræden af foreningen. H1 har ikke har en nominel selskabskapital opdelt på andele. Medlemmerne af H1 har således et medlemskab af foreningen, men ikke kapitalbeviser. Det er derfor ikke selskabsretligt muligt at foretage en kapitalforhøjelse i H1 ved udstedelse af nye andele.

Det er oplyst, at H1 er organiseret som en forening og selskabsbeskattes i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen er en opsamlingsbestemmelse med hensyn til skattepligten for de kooperative selskaber, der har til formål at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser, dvs. andelsselskaber efter nr. 3, men som ikke opfylder alle kooperationsbeskatningens betingelser. Andelsforeninger, der omfattes af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4 indkomstbeskattes på tilsvarende måde som et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende (selskabsbeskatning). Se selskabsskattelovens § 8. Alle formueforøgelser er dermed som udgangspunkt skattepligtige efter de almindelige regler, medmindre der findes en undtagelse herfor. Den relevante undtagelse for kapitalindskud er selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Der skal derfor tages stilling til, om Gebyret er skattefrit for H1 som kapitaltilførsel efter selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, eller en analogi heraf, eller om Gebyret er et skattepligtigt tilskud efter statsskattelovens § 4.

Selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1 omfatter efter sin ordlyd overkurs, som et selskab opnår ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital. Skattefriheden er betinget af, at der i forbindelse med kapitaltilførslen ved stiftelse eller ved udvidelse af aktiekapitalen udstedes aktier.

Det følger af praksis, at der ikke er mulighed for at fortolke selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, udvidende eller anvende bestemmelsen analogt.

Se SKM2009.706.HR. Sagen vedrørte selskabet S, som i år 2000 overførte cirka 14,5 mio. kr. til dets fire polske datterselskaber efter de i Polen gældende regler om kapitaltilførsel ved "additional capital payments". Der opstod efterfølgende tvist om, hvorvidt beløbet skulle indgå ved opgørelsen af de polske selskabers indkomst for 2000 og dermed indgå i sambeskatningsindkomsten for aktieselskabet N, som var eneaktionær i S. Det var ubestridt mellem parterne, at indkomsten for de sambeskattede polske selskaber skulle opgøres efter dansk ret. Selskabsrevisionen anså kapitalindskuddene for at være skattepligtige tilskud, hvilket Landsskatteretten stadfæstede.

Landsretten fandt, at der ikke i selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, var hjemmel til at undlade beskatning, da overførslerne fandt sted uden udstedelse af aktier til S. Det forhold, at S efter polsk ret kunne foretage kapitalindskud i selskaberne efter de polske regler om "additional capital payments" uden samtidig aktieudstedelse, kunne ikke begrunde en indskrænkende fortolkning af statsskattelovens § 4 eller en udvidende fortolkning af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1. Landsrettens flertal anførte i begrundelsen, at "Uanset at de pågældende kapitaltilførsler, der foretages uden for aktieemissionstilfælde, efter de polske selskabs- og regnskabsretlige regler skal foretages i henhold til vedtægterne og beslutning på generalforsamling samt bogføres under egenkapitalen som "additional capital payment", finder disse retsmedlemmer, at der efter de danske skatteregler alene er mulighed for at anse sådanne kapitaltilførsler for skattefri, såfremt de finder sted i forbindelse med en aktieemission, jf. selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1." Landsretten fandt herefter, at overførslerne var skattepligtige efter statsskattelovens § 4. Højesteret stadfæstede dommen i henhold til grundene.

Se endvidere SKM2014.780 SR, som omhandler en påtænkt sammenlægning af to varmeværker. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at A A.m.b.a. kunne indskyde aktierne i det nystiftede selskab, C A/S, i B A.m.b.a., som var skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2e, efter en analog anvendelse af overkursreglen i § 13, stk. 1, nr. 1, hvorved B A.m.b.a. ikke ville være skattepligtig af værdien af de indskudte aktier.

Det anføres i begrundelsen, at "Det forhold, at der i nærværende sag er tale om overførsel af værdier til et andelsselskab med begrænset ansvar, hvor der således ikke er mulighed for udvidelse af selskabskapital mv. som for aktie- og anpartsselskaber efter selskabslovens bestemmelser, kan således ikke medføre et andet resultat. Der henvises herved tillige til Skatterådets offentliggjorte afgørelser SKM2011.628.SR, SKM2012.625.SR og SKM2014.505.SR."

Repræsentanten havde i SKM2014.780.SR anført, at han var bekendt med, at SKAT ved et tidligere bindende svar vedrørende en lignende transaktion havde godkendt en analog anvendelse af selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, på et indskud af en forsyningsvirksomhed i forsyningsvirksomheden X a.m.b.a. Indskuddet blev i sagen godkendt som en kapitalforhøjelse til trods for, at der ikke kunne udstedes aktier som i et aktieselskab.

Det anføres i SKM2014.780.SR, at det tidligere bindende svar fra Ligningsrådet vedrørende X a.m.b.a., hvorefter Ligningsrådet godkendte, at indskud blev anset som en skattefri kapitalforhøjelse, til trods for at der ikke kunne udstedes aktier som i et aktieselskab, ikke kunne tillægges betydning. Afgørelsen var således forkert.

Det følger således af praksis, at der ikke er mulighed for at fortolke selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1, udvidende eller at anvende bestemmelsen analogt, således at Gebyret i den foreliggende sag ikke er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4.

Det af repræsentanten anførte om, det vil vanskeliggøre drift og udvikling af virksomhed i regi af "nr. 4 selskaber/foreninger", hvis de ikke i lighed med kapitalselskaber skattefrit kan få tilført ny kapital, herunder at det kan medføre at alternative fremgangsmåder kan komme i spil alene for at undgå beskatning kan ikke føre til en anden vurdering, idet der ikke som for eksempelvis kapitalselskaber og fondes modtagelse af gaver er fastsat særlige regler herom.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at medlemmerne, herunder H2 A/S, skattemæssigt kan fradrage betaling af Gebyret til H1.

Begrundelse

Gebyret er fradragsberettiget for medlemmet, hvis udgiften opfylder de almindelige betingelser for fradrag i den skattepligtige indkomst efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, det vil sige, at udgiften er afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde den skattepligtige indkomst.

Det er oplyst, at indbetaling af Gebyret er en forudsætning for (fortsat) medlemskab af H1. Det er endvidere oplyst, at Gebyret ikke tilbagebetales ved udmeldelse. Skattestyrelsen lægger til grund for besvarelsen, at de af H1 leverede ydelser og services er en forudsætning for at medlemmerne kan fortsætte deres virksomhed, og at medlemmerne ikke uden længere tids forberedelse vil kunne skifte leverandør.

Skattestyrelsen anser herefter et fortsat medlemskab af H1 for afgørende for medlemmernes fortsatte virksomhedsdrift.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at H1 ikke skal afregne moms af de gebyrer, de modtager fra medlemmerne, herunder H2 A/S, da der ikke er tale om betaling for en momspligtig leverance.

Begrundelse

Skattestyrelsen forstår spørgsmålet sådan, at Spørger ønsker bekræftet, at de omhandlede gebyrer ikke udgør en del af momsgrundlaget for Spørgers leverancer til medlemmerne.

Der er tale om et engangsgebyr, der betales til H1 af dets medlemmer, herunder H2 A/S.

Gebyret beregnes på baggrund af medlemmernes årlige omsætning med H1, og reguleres én gang årligt. Gebyret vil til enhver tid blive opgjort med udgangspunkt i H1’s omsætning med medlemmet i det forudgående afsluttede hele regnskabsår. For nye medlemmer opgøres Gebyret med udgangspunkt i den forventede omsætning i det første fulde regnskabsår som medlem.

Efter momslovens § 27, stk. 1, er momsgrundlaget ved levering af varer og ydelser vederlaget. Efter § 27, stk. 2, nr. 3, medregnes tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser, i momsgrundlaget.

Efter momssystemdirektivets artikel 73 omfatter momsgrundlaget ved levering af varer og ydelser den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

I SKM2020.281.SR blev spørgeren opsagt som kapitalforvalter af flere investeringsinstitutter og var derfor berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kompensationen ikke kunne anses for vederlag i momslovens forstand. Kompensationen var derfor momspligtig i den forstand, at kompensationen var en del af momsgrundlaget for spørgers ydelser. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at kompensationen var momsfritaget i det omfang, at ydelserne er momsfritagne som forvaltning af investeringsforeninger eller som formidling af værdipapirer.

Skatterådet fandt i SKM2020.281.SR, at det fulgte af EU-Domstolens domme i sagerne C-295/17, MEO, og C-242/18, UniCredit Leasing, at kompensationen skulle anses for vederlag i momslovens forstand. Efter disse domme skulle det beløb, som skulle betales i tilfælde af ophævelse af en kontrakt før tid, anses for at udgøre en integrerende del af det samlede beløb, som kunden har forpligtet sig til at betale for tjenesteyderens opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser. Sådanne kompensationsbeløb var derfor momspligtige som en del af vederlaget for de ydelser, som tjenesteyderen havde påtaget sig at levere.

Skatterådet fandt i SKM2020.281.SR, at dommen i sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains, omhandlede spørgsmålet, om standardiseret erstatning for aflysning af bestilling af hotelværelser i form af fortabelse af deposita var momspligtig. Dommen havde derfor ikke betydning for spørgsmålet i SKM2020.281.SR, modsat de nævnte domme C-295/17, MEO, og C-242/18, UniCredit Leasing.

Skattestyrelsen finder ikke, at det forhold, at der i SKM2020.281.SR var tale om et udtrædelsesgebyr, medens der i nærværende sag er tale om et gebyr for at forblive medlem, henholdsvis blive indmeldt, kan begrunde et andet resultat. Forpligtelsen til at betale gebyret er en del af aftalegrundlaget mellem foreningen og dens medlemmer. Medlemmernes accept af dette aftalevilkår er en forudsætning for foreningens accept af de øvrige aftalevilkår og dermed en forudsætning for, at foreningen leverer de aftale ydelser til medlemmerne.

Gebyret er derfor en del af vederlaget for ydelserne, ligesom gebyret må anses for et beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser i momslovens § 27, stk. 2, nr. 3´s forstand.

Det forhold, at gebyret efter det oplyste kan udgøre et (mer)vederlag for både momspligtige ydelser (i den betydning, at ydelserne ikke er omfattet af en momsfritagelse) og momsfrie ydelser kan ikke medføre et andet resultatet. Det kan derimod medføre et behov for at opdele (mer)vederlaget på de momspligtige og momsfrie ydelser.

Spørgers høringssvar

Spørger har anført, at momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, om tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som opkræves som betingelse for levering af varer og ydelser, ikke finder anvendelse. Ligesom Spørger har anført, at gebyret har karakter af et kapitalbidrag til styrkelse af H1’s egenkapital og økonomiske robusthed.

Skattestyrelsen skal dertil bemærke, at sådanne kapitalbidrag efter praksis anses for vederlag som "andre beløb, som opkræves som betingelse for levering af varer og ydelser". Der henvises til UfR1976, 330H, om betaling af en forholdsmæssig del (en andel) af anlægsformuen til et fjernvarmeselskab, og TfS1998, 718LSR om indbetalinger i form af indskud til et interessentskab (vandværk).

Spørger anfører, at momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, ikke finder anvendelse allerede af den grund, at H1 lever flere forskellige ydelser.

Skattestyrelsen bemærker, at der netop i momslovens § 27, stk. 2, nr. 3, anvendes formuleringen "andre beløb, som opkræves som betingelse for levering af varer og ydelser". Der kan derfor ikke indfortolkes et krav for, at bestemmelsen finder anvendelse, om, at leverandøren kun leverer en bestemt ydelse eller varer til modtagerne.

Tilsvarende er der ikke en betingelse for momspligt efter momslovens § 4, stk. 1, om, at vederlaget alene er vederlag for en bestemt vare eller ydelse, og ikke for flere varer og ydelser. Ligesom der ikke efter momslovens § 27, stk. 1, er en betingelse for, at et vederlag skal indgå i momsgrundlaget, om, at vederlaget alene er vederlag for en bestemt vare eller ydelse, og ikke for flere forskellige varer og ydelser.

Derimod er der en betingelse om, at der mellem leverandøren og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet vederlaget til leverandøren udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren, jf. EU-Domstolens dom i sag C-16/93, Tolsma. Der skal i den forbindelse ske en konkret vurdering af det relevante aftalegrundlag, jf. EU-Domstolens domme i sag C-295/17, MEO, og sag C-242/18, UniCredit Leasing, og SKM2020.281.SR.

I nærværende sag er forpligtelsen til at betale gebyret en del af aftalegrundlaget mellem foreningen og dens medlemmer. Medlemmernes accept af dette aftalevilkår er en forudsætning for foreningens accept af de øvrige aftalevilkår og dermed en forudsætning for, at foreningen leverer de aftale ydelser til medlemmerne. Derved er betingelsen for momspligt om et retsforhold om gensidig udveksling af ydelser opfyldt. Ligesom der er en direkte forbindelse mellem betalingen af gebyret og foreningens leveringer af ydelser til medlemmerne.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Selskabsskattelovens § 1

Skattepligt i henhold til denne lov påhviler følgende selskaber og foreninger mv., der er hjemmehørende her i landet:

(…)

4) foreninger, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, og som ikke er omfattet af nr. 2, 3 eller 3 a,

(…)

Selskabsskattelovens § 13

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke:

1) Overkurs, som et selskab opnår ved udstedelse af aktier eller ved udvidelse af sin aktiekapital. (…)

Statsskattelovens § 4

Som skattepligtig indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte undtagelser og begrænsninger den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f eks:

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 6

Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a) driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger; (…)

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Momslovens § 3, § 4 og § 27 har følgende ordlyd:

"§ 3. Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Stk. 2. Som afgiftspligtig person anses endvidere:

1) Enhver person, der lejlighedsvis leverer et nyt transportmiddel til et andet EU-land, jf. § 11, stk. 6.

2) Offentlige forsyningsvirksomheder.

3) Andre statslige, regionale og kommunale institutioner, for så vidt de leverer varer og ydelser i konkurrence med erhvervsvirksomheder.

Stk. 3. Flere personer, der registreres under ét, jf. § 47, stk. 4, anses som én afgiftspligtig person. Har en afgiftspligtig person flere virksomheder, der registreres hver for sig, jf. § 47, stk. 3, 2. pkt., anses hver af de selvstændigt registrerede virksomheder som én afgiftspligtig person.

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Stk. 2. Gas, vand, elektricitet, varme, kulde og lign. anses som varer.

Stk. 3. Som levering af en vare anses endvidere:

1) Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg.

2) Faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum eller salg på kredit, med en klausul om, at ejendomsretten under normale forhold overgår til lejeren eller køberen senest ved betaling af det sidste lejebeløb eller afdrag.

Stk. 4. Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

§ 27. Ved levering af varer og ydelser er afgiftsgrundlaget vederlaget, herunder tilskud, der er direkte forbundet med varens eller ydelsens pris, men ikke indbefattet afgiften efter denne lov. Finder betaling helt eller delvis sted, inden levering finder sted, eller inden faktura udstedes, udgør afgiftsgrundlaget 80 pct. af det modtagne beløb.

Stk. 2. I afgiftsgrundlaget medregnes:

1) Told og afgifter, der i henhold til andre love er opkrævet af tidligere omsætningsled, eller som betales i forbindelse med indførsel fra steder uden for EU eller ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, eller som det påhviler virksomheden at betale i forbindelse med den pågældende levering.

2) Biomkostninger som udgifter til provision, emballage, forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren forlanger afholdt af aftageren.

3) Tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og ydelser.

4) Agentprovision og lign. samt auktionssalær.

5) Kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lign.

Stk. 3. (…)

Stk. 4. I afgiftsgrundlaget kan fradrages rabatter, der er betinget af vilkår, som ikke er opfyldt ved leveringen, for så vidt rabatten senere bliver effektiv. Fradraget foretages, når rabatten bliver effektiv, og er betinget af, at der udstedes kreditnota over den ydede rabat med angivelse af afgiften. Tilsvarende gælder for andre prisafslag.

Stk. 5. I afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af beløb, der er godtgjort kunder for varer, som virksomheden har modtaget retur.

Stk. 6. I afgiftsgrundlaget kan fradrages 80 pct. af konstaterede tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser. Fradraget foretages, når tabet konstateres. Såfremt fordringerne senere betales helt eller delvis, skal 80 pct. af modtagne beløb medregnes i afgiftsgrundlaget, medmindre betalingen opnås efter konkurslovens § 96. Beløbet medregnes i den afgiftsperiode, hvor betalingen finder sted"

Momssystemdirektivets artikler 2, 14, 24, 73, 78 og 90 har følgende ordlyd:

"Artikel 2

1. Følgende transaktioner er momspligtige:

a) levering af varer, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab

b) …)

c) levering af ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab

d) (…)

Artikel 14

1. Ved »levering af varer« forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode.

2. (…)

Artikel 24

1. Ved »levering af ydelser« forstås enhver transaktion, der ikke er en levering af varer.

2. (…)

Artikel 73

Ved levering af varer og ydelser, bortset fra de i artikel 74 til 77 omhandlede, omfatter afgiftsgrundlaget den samlede modværdi, som leverandøren modtager eller vil modtage af kunden eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris.

Artikel 78

Følgende elementer medregnes i afgiftsgrundlaget:

a) skatter, told, importafgifter og andre afgifter med undtagelse af selve momsen

b) biomkostninger såsom provisions-, emballage-, transport- og forsikringsomkostninger, som leverandøren forlanger afholdt af kunden.

Medlemsstaterne kan ved anvendelsen af stk. 1, litra b), betragte omkostninger, der er omfattet af en særskilt aftale, som biomkostninger.

Artikel 90

1. I tilfælde af annullation, afbestilling, ophævelse, ikke-betaling eller kun delvis betaling eller afslag i prisen efter det tidspunkt, hvor transaktionen har fundet sted, nedsættes afgiftsgrundlaget tilsvarende på betingelser, som fastsættes af medlemsstaterne.

2. For så vidt angår ikke-betaling eller kun delvis betaling kan medlemsstaterne dog fravige stk. 1."

Praksis

C-16/93, Tolsma

Ydelser kan kun anses for udført mod vederlag og er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren.

C-174/00, Kennemer Golf & Country Club

Betingelsen om en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget er opfyldt, selvom en forening opkræver årlige bidrag af sine medlemmer, og bidraget er uafhængigt af medlemmernes faktiske brug af foreningens faciliteter og andre ydelser. Det at stille faciliteterne og ydelserne til permanent rådighed for medlemmerne udgør i sig selv en ydelse. De årlige bidrag udgør vederlaget for denne ydelse.

C-184/00, Office des produits Wallons ASBL

Sjette direktivs artikel 11, punkt A, nu momssystemdirektivets artikel 73, tager sigte på situationer, hvor tre parter er involveret, nemlig den myndighed, der yder tilskuddet, den organisation, der modtager det, og køberen af den vare eller aftageren af den tjenesteydelse, der er leveret eller udført af den tilskudsmodtagende organisation.

For at tilskuddet kan anses for at være direkte forbundet med transaktionernes pris i sjette direktivs artikel 11, punkt A's forstand, skal tilskuddet endvidere særligt være blevet betalt til den tilskudsmodtagende organisation mod, at den leverede en bestemt vare eller udførte en bestemt tjenesteydelse. Det påhviler således den forelæggende ret at tage stilling til, om der består en direkte forbindelse mellem tilskuddet og den pågældende vare eller tjenesteydelse.

Dette indebærer i første omgang en undersøgelse af, om køberne af varen eller aftagerne af tjenesteydelsen drager fordel af tilskuddet, der ydes tilskudsmodtageren. Dette kræver, at den pris, som køberen eller aftageren skal betale, fastsættes på en sådan måde, at den falder svarende til det tilskud, som er blevet ydet sælgeren af varen eller tjenesteyderen, og at tilskuddet således udgør en faktor ved fastsættelsen af den pris, der forlanges af sælgeren eller tjenesteyderen. Retten må undersøge, om sælgeren eller tjenesteyderen, fordi den pågældende får udbetalt et tilskud, objektivt set kan sælge varen eller udføre tjenesteydelsen til en lavere pris end den, den pågældende ville være nødt til at kræve, hvis der ikke var ydet noget tilskud.

C-144/02, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

Domstolen udtaler i præmisserne 26-32:

"26 Eftersom det fastsættes i sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), at momsgrundlaget i de angivne tilfælde omfatter tilskud, som udbetales til den afgiftspligtige, har det været formålet med denne bestemmelse at momspålægge hele værdien af godet eller tjenesteydelsen og herved undgå, at udbetaling af tilskud resulterer i et lavere momsprovenu.

27 I henhold til bestemmelsens ordlyd finder denne anvendelse, når tilskuddet er direkte forbundet med prisen på den omhandlede transaktion.

28 For at dette er tilfældet, skal tilskuddet for det første særligt være blevet betalt til den tilskudsmodtagende erhvervsdrivende mod, at denne har leveret en bestemt vare eller udført en bestemt tjenesteydelse. Det er kun i dette tilfælde, at tilskuddet kan anses for at være et vederlag (»modværdi«) for levering af en vare eller udførelse af en tjenesteydelse, og at det dermed er momspligtigt. Det må navnlig være godtgjort, at den ret til at oppebære tilskuddet, som tilkommer modtageren, anerkendes, når denne har udført en afgiftspligtig transaktion (dom af 22.11.2001, sag C-184/00, Office des produits wallons, Sml. I, s. 9115, præmis 12 og 13).

29 Desuden skal det undersøges, om køberne af varen eller aftagerne af tjenesteydelsen drager fordel af tilskuddet, der ydes tilskudsmodtageren. Dette kræver, at den pris, som køberen eller aftageren skal betale, fastsættes på en sådan måde, at den falder svarende til det tilskud, som er blevet ydet sælgeren af varen eller tjenesteyderen, og at tilskuddet således udgør en faktor ved fastsættelsen af den pris, som sælgeren eller tjenesteyderen forlanger. Det skal således undersøges, om sælgeren eller tjenesteyderen, fordi den pågældende får udbetalt et tilskud, objektivt set kan sælge varen eller udføre tjenesteydelsen til en lavere pris end den, den pågældende ville være nødt til at kræve, hvis der ikke var ydet noget tilskud (dommen i sagen Office des produits wallons, præmis 14).

30 Det vederlag, tilskuddet måtte udgøre, må i det mindste kunne fastsættes. Det er ikke nødvendigt, at tilskudsbeløbet nøjagtigt svarer til faldet i prisen på den leverede vare eller udførte tjenesteydelse. Det er tilstrækkeligt, at der er et klart forhold mellem prisfaldet og tilskuddet, som kan være et samlet beløb (dommen i sagen Office des produits wallons, præmis 17).

31 Endelig omfatter begrebet »tilskud, der er direkte forbundet med transaktionernes pris«, i sjette momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), kun tilskud, som udgør hele vederlaget eller en del af vederlaget for en levering af varer eller tjenesteydelser, og som tredjemand betaler sælgeren eller tjenesteyderen (dommen i sagen Office des produits wallons, præmis 18).

32 Det må konstateres, at ingen af betingelserne for at pålægge de omtvistede støttebeløb moms er opfyldt i det foreliggende tilfælde i forhold til de to kategorier af transaktioner, som Kommissionen har nævnt, dvs. dels en forarbejdningsvirksomheds salg efter tørring af foder købt hos en producent af frisk foder, dels en lønkontrakt indgået mellem en forarbejdningsvirksomhed og en producent af frisk foder."

C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains

EF-domstolen slog fast, at beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser - når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og bestyreren af hotelvirksomheden beholder disse beløb - skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation. Depositummet er herved uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af tjenesteydelser mod vederlag, og er derfor som sådan ikke momspligtig.

Forenede sager C-250/14 og C-289/14, Air France-KLM og Hop!-Brit Air

Et luftfartsselskabs udstedelse af billetter skal pålægges moms i tilfælde, hvor passagerne ikke kan opnå tilbagebetaling, hvis passagerne ikke bruger de udstedte billetter.

De ydelser, som luftfartsselskabets skal udføre for at opfylde sine forpligtelser i forbindelse med en aftale om luftbefordring af personer, er passagerernes indtjekning og ombordstigning, modtagelsen af disse om bord på flyet på det afgangssted, der er fastsat i den omhandlede befordringsaftale, flyets afgang på det planlagte afgangstidspunkt, transport af passagererne og deres bagage fra afgangs- til ankomststedet, forplejning af passagererne under flyrejsen og endelig passagerernes udstigning under sikre forhold på det i henhold til aftalen fastsatte ankomststed og ankomsttidspunkt. Gennemførelsen af disse ydelser er imidlertid kun mulig, hvis luftfartsselskabets passager møder op på den fastsatte dato og det fastsatte boardingsted, idet selskabet forbeholder passageren retten til at nyde godt heraf indtil boardingtidspunktet under de omstændigheder, der er præciseret i den transportaftale, som blev indgået i forbindelse med billetkøbet. Den individualiserede modydelse til passageren for dennes betaling for billetten er derfor passagerens ret til at nyde godt af opfyldelsen af luftfartsselskabets forpligtelser. Uanset om passageren gør brug af denne ret. Luftfartsselskabet leverer en ydelse til passageren bestående i, at passageren får mulighed for at nyde godt af, at selskabet opfylder sine forpligtelser. Den betaling for billetten, som ikke tilbagebetales, kan derfor ikke anses for en kontraktlig erstatning, der ikke skal pålægges moms, fordi den har til formål at afhjælpe det af selskabet lidte tab. Ligesom beløbet ikke kan anses for et depositum.

Afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor billetprisen modtages. Uanset om beløbet modtages af luftfartsselskabet selv, af en tredjemand, der handler i selskabets navn, eller af en tredjemand, der handler i eget navn, men for luftfartsselskabets regning.

Tilsvarende skal et luftfartsselskab betale moms af en standardkompensation modtaget fra en tredjemand, der inden for rammerne af en franchisekontrakt dels markedsfører luftfartsselskabets billetter for selskabets regning dels betaler selskabet en standardkompensation for de af passagerne ubenyttede billetter beregnet som en procentdel af den årlige omsætning på ruterne.

C-463/14, Asparuhovo Lake Investment Company

Sagen drejer sig om momspligt af og fradrag for abonnementsaftaler om rådgivningsydelser.

EU-domstolen fastslog, at momssystemdirektivets artikel 24, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet "levering af ydelser" omfatter abonnementsaftaler om levering af rådgivningsydelser til en virksomhed af bl.a. juridisk, handelsmæssig og økonomisk karakter, hvor tjenesteyderen har stillet sig til rådighed for kunden i aftalens løbetid.

Endvidere at for så vidt angår abonnementsaftaler som de i hovedsagen omhandlede skal momssystemdirektivets artikel 62, stk. 2, artikel 63 og artikel 64, stk. 1, fortolkes således, at afgiftspligten indtræder og forfalder ved udløbet af den periode, for hvilken betalingen er aftalt, uden at det kommer an på, om og hvor ofte kunden faktisk har gjort brug af tjenesteyderens ydelser.

C-295/17, MEO

Et på forhånd bestemt beløb, svarende til det månedligt aftalte abonnementsgebyr ganget med forskellen mellem den minimumsperiode, der var fastsat i aftalen med kunden, og antallet af måneder, hvor tjenesteydelsen var blevet leveret, som virksomheden opkrævede sin kunde i tilfælde af kundens førtidige ophævelse af en aftale om levering af ydelser, eller hvis førtidig ophævelse skete af en grund, der kunne tilregnes kunden, var momspligtigt vederlag for levering af ydelser.

Domstolen udtaler i præmisserne 44-52:

"44 I det omfang, MEO i henhold til de i hovedsagen omhandlede kontrakter har ret til betaling af det samme beløb i tilfælde af manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, som selskabet ville have modtaget som vederlag for levering af tjenesteydelser, som det var forpligtet til at levere i tilfælde af, at kunden ikke havde opsagt sin aftale, hvilket det i givet fald tilkommer den forelæggende ret at undersøge, ændrer kundens førtidige ophævelse aftalen eller førtidig ophævelse af en grund, der kan tilregnes kunden, ikke den økonomiske virkelighed i forholdet mellem MEO og selskabets kunde.

45 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den modværdi, kunden har betalt til MEO, udgøres af kundens ret til at drage fordel af denne aktørs opfyldelse af de forpligtelser, der følger af aftalen om levering af tjenesteydelser, selv om kunden ikke ønsker at eller ikke kan gøre brug af denne ret af en årsag, der kan tilregnes denne. I det foreliggende tilfælde gør MEO det nemlig muligt for kunden at drage fordel af denne tjenesteydelse som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 40, og ophøret af leveringen af den nævnte tjenesteydelse kan ikke tilregnes MEO.

46 Det skal i den forbindelse tilføjes, at hvis det nævnte beløb var kvalificeret som erstatning med henblik på at afhjælpe den skade, som MEO havde lidt, ville karakteren af kundens modydelse ændres ved kundens beslutning om at anvende eller ikke at anvende den omhandlede tjenesteydelse i den periode, der er fastsat i aftalen.

47 Den kunde, der har draget fordel af leveringen af tjenesteydelser i hele den minimumsperiode, der er fastsat i aftalen, og den kunde, der opsiger aftalen inden udgangen af denne periode, ville således blive behandlet forskelligt i momsmæssig henseende.

48 Som følge heraf skal det fastslås, at det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, er vederlag for de tjenesteydelser, der er leveret af MEO, hvad enten kunden anvender retten til at drage fordel af de nævnte tjenesteydelser indtil udløbet af minimumsperioden for aftalen eller ej.

49 Hvad angår kravet om, at de betalte beløb udgør den faktiske modydelse af en individualiseret ydelse, skal det fremhæves, at såvel den ydelse, der skal leveres, som det beløb, kunden faktureres i tilfælde af aftalens ophævelse i løbet af minimumsperioden, allerede er fastlagt ved aftalens indgåelse.

50 Således skal det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, betragtes som en integrerende del af den samlede pris, der betales for leveringen af tjenesteydelser opdelt i månedlige ydelser, som straks forfalder i tilfælde af manglende opfyldelse af betalingspligten.

51 Hvad angår denne sidstnævnte omstændighed fremgår det nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at afgiften på dette beløb i overensstemmelse med de gældende bestemmelser i national lovgivning forfalder på tidspunktet for udstedelsen af fakturaen, hvilket tilfælde er omhandlet i momsdirektivets artikel 66, stk. 1, litra a), der er en undtagelse til bl.a. dette direktivs artikel 64, stk. 1, hvilke bestemmelser den forelæggende ret udtrykkeligt har henvist til i forbindelse med sit første spørgsmål. I betragtning af det ovenstående, navnlig at den førtidige ophævelse af aftalen ikke ændrer den økonomiske virkelighed i forholdet mellem MEO og dette selskabs kunde, skal det fastslås, at hverken momsens førtidige forfald i tilfælde af kontraktens ophævelse eller de ovennævnte bestemmelser påvirker fortolkningen af momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), som skal lægges til grund i den foreliggende sag.

52 Som følge heraf udgør det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, modydelsen for en levering af en individualiseret ydelse."

Videre udtaler domstolen i præmisserne 59-65:

"59 For det første ønsker den forelæggende ret oplyst, om formålet med det faste beløb, som går ud på at afskrække kunderne fra ikke at overholde minimumsperioden for aftalen og erstatte de tab, som aktøren lider i tilfælde af førtidig ophævelse af aftalen, påvirker kvalifikationen af dette beløb som vederlag for en tjenesteydelse.

60 I denne forbindelse skal det bemærkes, at begrebet »levering af tjenesteydelser« skal fortolkes uafhængigt af de pågældende transaktioners formål og resultater (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Newey, C-653/11, EU:C:2013:409, præmis 41).

61 Til gengæld er det, som det allerede er blevet fastslået i denne doms præmis 43, nødvendigt at tage hensyn til den økonomiske virkelighed for den omhandlede transaktion, som er et grundlæggende kriterium ved anvendelsen af det fælles momssystem (jf. i denne retning dom af 20.6.2013, Newey, C-653/11, EU:C:2013:409, præmis 42, 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokaten har bemærket i punkt 46 i forslaget til afgørelse, sikrer det skyldige beløb for manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen ud fra en økonomisk betragtning MEO en fast indtægt i form af en kontraktligt fastsat minimumsgodtgørelse.

62 Som følge heraf er formålet med beløbet, som er at afskrække kunderne fra ikke at overholde minimumsperioden for aftalen, ikke afgørende for kvalifikationen af det nævnte beløb i det omfang, det samme beløb ud fra en økonomisk betragtning tager sigte på i princippet at sikre MEO den samme indtægt som den, selskabet ville have opnået, hvis aftalen ikke var blevet opsagt inden udløbet af minimumsperioden for aftalen af en årsag, der kan tilregnes kunden.

63 For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om den omstændighed, at det af en formidler modtagne vederlag for indgåelsen af kontrakter, der fastsætter en minimumsperiode for aftalen, er højere end det vederlag, der er fastsat i de aftaler, der ikke fastsætter en sådan periode, påvirker kvalifikationen af det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen.

64 Med henblik på at fastslå, om det nævnte beløb udgør en modydelse for en momspligtig levering af tjenesteydelser, skal der, som det fremgår af denne doms præmis 39-51, tages hensyn til de oplysninger i sagsakterne, der er indgivet til Domstolen, hvoraf det fremgår, at det samme beløb blev beregnet på grundlag af abbonnementsgebyret både for perioden forud for opsigelsen af aftalen og for perioden fra opsigelsen af aftalen til udløbet af minimumsperioden for aftalen.

65 Da Domstolens besvarelse af det første spørgsmål derfor ikke på nogen måde afhænger af den omstændighed, at det af en formidler modtagne vederlag kan variere afhængigt af den form for aftale, der er indgået med kunden, er det tilstrækkeligt at bemærke, at en sammenligning mellem de aftaler, der fastsætter en minimumsperiode, og de, der ikke gør, er irrelevant for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, udgør et vederlag for leveringen af de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser."

C-242/18, UniCredit Leasing

Domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 90 var til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person ikke kunne nedsætte sit afgiftsgrundlag ved ophør af en leasingkontrakt før tid, såfremt en berigtiget afgiftsnedsættelse, beregnet på baggrund af samtlige skyldige leasingydelser i hele kontraktens varighed, var trådt i kraft.

Domstolen fandt således, at manglende betaling af leasingydelser frem til en kontrakts ophør, samt manglende betaling af en erstatning svarende til de resterende leasingydelserne, der skulle have været betalt frem til kontraktens udløb, udgjorde et tilfælde af ikke-betaling. Ikke-betaling kan medføre en nedsættelse af afgiftsgrundlaget, hvis det dokumenteres, at der er tale om en sandsynlig, langvarig og manglende betaling. Det tilkommer de nationale myndigheder, under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, at vurdere, hvilken dokumentation der skal fremlægges.

Slutteligt fastslog domstolen, at den erstatning leasingtageren skulle betale i tilfælde af ophævelse af leasingkontrakten før tid, skulle anses som en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren havde forpligtet sig til at betale leasingiveren. Erstatningen udgjorde derfor en modværdi for en selvstændig og individualiseret ydelse, og var på den baggrund momspligtig.

Domstolen udtaler i præmisserne 66-76:

"66 Hvad for det andet angår den erstatning, der skal betales i tilfælde af ophævelse af kontrakten før tid, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at leasingkontrakten bestemte, at leasinggiveren i tilfælde af ophævelse som følge af culpøs manglende opfyldelse kunne kræve, at leasingtageren betalte en erstatning svarende til samtlige ubetalte leasingydelser i hele kontraktens varighed med fradrag af aktivets restværdi og det årlige gebyr beregnet på grundlag af den gældende rentesats for transaktionens finansiering. Det følger heraf, at afdragene i leasingkontrakten kan anses for at være forfaldne til betaling efter tidspunktet for kontraktens ophævelse, med forbehold af anvendelsen af nationale bestemmelser, der er til hinder herfor.

67 I denne henseende har Direktor, den bulgarske regering og Europa-Kommissionen gjort gældende, at den aftalte betaling af erstatning ikke udgør en reel erstatning for ophævelsen, men godtgørelse for den transaktion, som var genstand for kontrakten, og som sådan er momspligtig.

68 Det bemærkes endvidere, at i henhold til momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra a) og c), er levering af varer og ydelser, som mod vederlag foretages på en medlemsstats område af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, momspligtige.

69 Domstolen har herved udtalt, at kvalificeringen af en »transaktion mod vederlag« blot forudsætter, at der består en direkte sammenhæng mellem leveringen af varer eller tjenesteydelser og en modværdi, som den afgiftspligtige faktisk har modtaget. En sådan direkte sammenhæng foreligger, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af tjenesteyderen modtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse, som leveres til modtageren (dom af 10.1.2019, A, C-410/17, EU:C:2019:12, præmis 31).

70 Det er nærmere bestemt blevet fastslået, at det på forhånd bestemte beløb, som en erhvervsdrivende opkræver i tilfælde af den pågældendes kundes førtidige ophævelse af en aftale om levering af tjenesteydelser, eller hvis førtidig ophævelse sker af en grund, der kan tilregnes denne kunde, hvilken aftale fastsætter en minimumsperiode for aftalen, hvorved det nævnte beløb svarer til det beløb, som den erhvervsdrivende ville have modtaget i resten af den nævnte periode, såfremt der ikke forelå en sådan ophævelse, skal betragtes som betaling for en levering af ydelser, der foretages mod vederlag og som sådan er momspligtig, selv hvis en sådan ophævelse indebærer ophævelse af leveringen af de varer og tjenesteydelser, der er fastsat i kontrakten, inden udløbet af den aftalte minimumsperiode (jf. i denne retning dom af 22.11.2018, MEO - Serviços de Comunicações e Multimédia, C-295/17, EU:C:2018:942, præmis 12, 45 og 57).

71 Hvad i det foreliggende tilfælde indledningsvis angår betingelsen om, at der skal være tale om gensidige ydelser, som skaber en direkte sammenhæng mellem den leverede tjenesteydelse og den modtagne modværdi, bemærkes, at betalingen af erstatning for ophævelse i form af de omhandlede afdrag er et grundlæggende element i kontrakten, for så vidt som spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et retsforhold mellem parterne, afhænger af betalingen af nævnte afdrag.

72 Det fremgår således af de oplysninger, som Domstolen råder over, at leasinggiveren inden for rammerne af den omhandlede leasingkontrakt forpligtede sig til at erhverve en af leasingtageren angivet grund med henblik på at opføre en bygning på grunden og at overlade brugen af grunden med bygning til leasingtageren. Som modværdi skulle leasingtageren betale en månedlig leasingydelse på 833,78 EUR i 132 måneder, dvs. i 11 år, således at transaktionen blev finansieret i overensstemmelse med den betalingsplan, der var vedlagt som bilag til kontrakten. Ved aftale af 29. oktober 2010 fastslog parterne desuden, at opførelsen af den leasede ejendom var afsluttet.

73 Det skyldige beløb i tilfælde af ophævelse af kontrakten før den aftalte tid svarede udelukkende til samtlige ikke-betalte leasingydelser i hele kontraktens varighed som anført i nærværende doms præmis 66. I dette beløb indgår dermed hverken det årlige gebyr beregnet på grundlag af den gældende rentesats for transaktionens finansiering eller aktivets restværdi, som alene skulle betales, såfremt købsoptionen blev anvendt. Betalingen af det beløb, der skyldes i tilfælde af ophævelse af kontrakten før tid, gør det derfor muligt for leasinggiveren at oppebære den samme indtægt, som leasinggiveren ville have oppebåret, såfremt kontrakten ikke var blevet ophævet. Heraf følger, at i en kontrakt af den i hovedsagen omhandlede type ændrer ophævelsen ikke kontraktforholdets økonomiske realitet.

74 Det skal således fastslås, at i en kontrakt som den i hovedsagen omhandlede udgøres modværdien for det beløb, som leasingtageren betaler til leasinggiveren, leasingtagerens ret til at drage fordel af denne erhvervsdrivendes opfyldelse af de specifikke forpligtelser, der følger af kontrakten, selv hvis leasingtageren ikke ønsker at - eller ikke kan - gøre brug af denne ret af en årsag, der kan tilregnes denne. Det er således irrelevant, om leasingtageren fortsat rådede over ejendommen fra tidspunktet for kontraktens ophævelse, eftersom leasinggiveren har gjort det muligt for leasingtageren at drage fordel af de specifikke ydelser, der følger af kontrakten, mens ophøret af disse ydelser ikke kunne tilregnes leasinggiveren.

75 Hvad dernæst angår betingelsen om, at de betalte beløb udgør den faktiske modværdi af en individualiseret ydelse, skal det bemærkes, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede er både de forpligtelser, som påhviler leasinggiveren, og det beløb, som leasingtageren opkræves i tilfælde af kontraktens ophævelse før tid, fastlagt ved indgåelsen af kontrakten. Det beløb, som skal betales i tilfælde af ophævelse før tid, svarer desuden til det samlede beløb af de månedlige afdrag, som straks forfalder til betaling, uden at kontraktforholdets økonomiske realitet herved ændres.

76 Heraf følger, at det beløb, som skal betales i tilfælde af ophævelse før tid, skal anses for at udgøre en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren har forpligtet sig til at betale for leasinggiverens opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser."

UfR1976, 330H

I vedtægterne for et fjernvarmeselskab var det bestemt, at den til finansiering af andelsselskabets anlægsformue fornødne kapital skulle tilvejebringes ved, at medlemmerne betalte en forholdsmæssig del (andelen) af anlægsformuen med nærmere fastsatte beløb.

Østre Landsret fandt, at indskuddene måtte sidestilles med tilslutnings- og oprettelsesafgifter. Der skulle derfor betales moms af indskuddene. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at en udtrædende andelshaver ikke havde krav på udbetaling af nogen anpart af selskabets eventuelle formue.

Højesteret fandt, at det ikke havde væsentlig betydning for sagens afgørelse, at en udtrædende andelshaver ikke havde krav på udbetaling af nogen anpart af selskabets eventuelle formue. Med denne bemærkning stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom i henhold til de i den i øvrigt anførte grunde.

TfS1998, 718LSR

Indbetalinger i form af indskud indgik i Vandværk I/S's formue. Ved en interessents salg af den faste ejendom indtrådte det nye medlem i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser, når vandværket havde modtaget ejerskifteerklæringen. Ved udtræden kunne der ikke fra den tidligere interessents side gøres krav på udbetaling eller udlodning af andel i interessentskabets formue.

Landsskatteretten fastslog, at betalingen/indskud var omfattet af udtrykket "andre beløb", jf. ML § 27, stk. 2, nr. 3, idet der var tale om et engangsbeløb, der blev betalt som en betingelse for vandforsyning. En sådan ydelse måtte sidestilles med de af tilslutnings- og oprettelsesafgifter, som er omfattet af bestemmelsen.

SKM2020.281.SR

Spørgeren blev opsagt som kapitalforvalter af flere investeringsinstitutter og var derfor berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kompensationen ikke kan anses for vederlag i momslovens forstand. Kompensationen var derfor momspligtig i den forstand, at kompensationen var en del af momsgrundlaget for spørgers ydelser. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at kompensationen var momsfritaget i det omfang, at ydelserne er momsfritagne som forvaltning af investeringsforeninger eller som formidling af værdipapirer.

Uddrag af Den juridiske vejledning 2026-1, afsnit D.A.4.1.2

"(…)

Levering af ydelser mod vederlag forudsætter, at der er en direkte sammenhæng mellem ydelsen og vederlaget. Ydelser er derfor kun momspligtige, hvis der mellem tjenesteyderen og aftageren er et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet vederlaget til tjenesteyderen udgør momsgrundlaget for ydelsen til aftageren.

I denne forbindelse dækker begrebet ydelse også levering af en vare.

(…)

Momsudvalget har i en retningslinje vedtaget med enstemmighed udtalt, at når en kunde betaler for en flybillet, men hverken bruger den eller ændrer bookingen, kan kundens betaling til flyselskabet ikke kvalificeres som et tilbageholdt depositum som kompensation for tab, men skal anses for at udgøre en modydelse for en tjenesteydelse stillet til rådighed af flyselskabet og dermed en momspligtig ydelse. Bemærk, at EU-domstolen efterfølgende kom til et lignende resultat i dommen i de forenede sager C-250/14 og C-289/14, Air France-KLM og Hop!-Brit Air.

Udvalget udtalte videre næsten enstemmigt, at når betalingen for flybilletten helt eller delvis tilbagebetales til kunden på grund af aflysning eller ændring af den oprindelige booking, skal afgiftsgrundlaget reduceres i overensstemmelse med momssystemdirektivet art. 90, stk. 1.

(…)"

Reference(r)

Selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4.

Selskabsskattelovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Statsskattelovens § 4

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Momslovens § 3, stk. 1

Momslovens § 4, stk. 1

Momslovens § 27, stk. 1

Momslovens § 27, stk. 2, nr. 3.

Lignende dokumenter