Hjemmekontor i Danmark
Læs kilden ved SKM-databasen (åbner i ny fane)
Teksten
Resumé
Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med de to spørgers opfattelse, at Spørger 1 ikke statuerede fast driftssted i Danmark for de fysiske personer, der ejede Spørger 2 efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, som følge af, at Spørger 1 ønskede at flytte hjem til Danmark, og delvist arbejde dérfra. Spørger 1 var medejer af Spørger 2.
Spørger 2 var et multinationalt advokatfirma fra Y-land, som ikke havde nogen nuværende skattemæssig tilstedeværelse i Danmark. Skatterådet fandt, at Spørger 2 ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejderes arbejde i Danmark.
Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at Spørger 1’s arbejde udelukkende foregår digitalt over for primært klienter fra Y-land, uden fysiske møder eller kontraktunderskrifter. Skatterådet havde i vurderingen lagt vægt på de nye 2025 kommentarer til artikel 5 i OECDs modeloverenskomst.
Spørgsmål:
Det bedes bekræftet, at den påtænkte arbejdsordning, hvorefter Spørger 1 som partner i Spørger 2 arbejder fra sit hjemmekontor i Danmark (som nærmere beskrevet nedenfor), ikke medfører, at Spørger 1’s aktivitet udgør et fast driftssted for de andre partnere i Spørger 2 i Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4.
Svar:
Ja
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger 1
Spørger 1 er statsborger i Danmark og X-land. Spørger 1 erhvervede statsborgerskab i X-land i 20XX og er partner i Spørger 2’s afdeling i X-land. Spørger 1 har boet og arbejdet i X-land siden 19XX. Spørger 1 frameldte sig det danske folkeregister i 19XX og er ikke aktuelt registreret hos de danske myndigheder.
Spørger 1 er i dag skattemæssigt hjemmehørende i X-land, men vil blive fuldt dansk skattepligtig, når den påtænkte arbejdsordning påbegyndes.
Spørger 1 har visse personlige og familiære tilknytningspunkter til Danmark: Hans børn bor i Danmark, og hans hustru har sin registrerede bopæl i Danmark og tilbringer størstedelen af sin tid der. Spørger 1 er desuden født, opvokset og uddannet i Danmark op til og med gymnasieniveauet.
Spørger 1 ønsker på sigt at pensionere sig i Danmark. Den påtænkte arbejdsordning udgør et skridt i denne retning, idet Spørger 1 ønsker at reducere sin arbejdsindsats for at tilbringe mere tid med sin familie, herunder i Danmark. I dag arbejder Spørger 1 ikke fra Danmark og tilbringer kun begrænset tid i Danmark uden for sit arbejde.
Vi bemærker for en god ordens skyld, at Spørger 1 parallelt hermed har anmodet om bindende svar vedrørende den danske skattemæssige behandling af pensionsindtægter fra Spørger 2 efter Spørger 1’s ophør som aktiv partner. De to anmodninger om bindende svar er efter vores opfattelse ikke overlappende.
Spørger 2
Spørger 2 er et multinationalt advokatfirma, der blev grundlagt i Y-land.
Spørger 2 er et limited liability partnership stiftet i henhold til lovgivningen i Y-land. Skattestyrelsen kan lægge til grund, at Spørger 2 er et skattemæssigt transparent selskab efter danske skatteregler. Ejerne af Spørger 2 (partnerne) er alle fysiske personer og individuelle advokater. Ca. 75% af partnerne er skattemæssigt hjemmehørende i Y-land, men der er også en række partnere skattemæssigt hjemmehørende i eksempelvis X-land.
Spørger 2 har ingen nuværende dansk skattemæssig tilstedeværelse i form af datterselskaber, filialer, ansatte eller lignende, og ingen andre partnere eller medarbejdere hos Spørger 2 har et hjemmekontor eller lignende i Danmark.
Den påtænkte arbejdsordning
Den påtænkte arbejdsordning forventes at træde i kraft 20XX og forventes at vare i op til 4 år frem til Spørger 2's interne pensionsalder. Spørger 1 vil arbejde ca. 50% af sin samlede arbejdstid fra et hjemmekontor i Danmark beliggende i Spørger 1’s bopæl. Den resterende tid fordeles primært på arbejde fra X-land (med enkelte forretningsrejser).
Spørger 1 vil arbejde fra et hjemmekontor, der udgøres af et rum i familiens ejede ejendom. Ejendommen er et privat hjem, som Spørger 1 ejer.
Spørger 1 vil fortsat have adgang til og anvende sit kontor på Spørger 2's afdeling i X-land. Kontoret i X-land er og vil forblive det primære centrum for Spørger 1’s arbejde. Spørger 1 vil regelmæssigt befinde sig i X-land i forbindelse med kontorarbejde, klientmøder og møder.
Spørger 1’s praksis vedrører [udeladt] med stort set alene klienter fra Y-land. Det arbejde, der udføres fra hjemmekontoret i Danmark, vil bestå af juridisk rådgivningsarbejde, fjerndeltagelse i interne og klientmøder via Teams/Zoom, administration (herunder fakturering og teamoversigt) samt begrænset erhvervsudvikling i relation til eksisterende klienter fra Y-land.
Spørger 1 har ingen direkte danske klienter og arbejder næsten udelukkende med klienter i Y-land. Alene i ganske undtagelsesvise tilfælde vil der kunne forekomme kontakt med dansk-relaterede klienter. Der vil ikke blive afholdt fysiske klientmøder i Danmark. Sådanne møder kan alene tænkes at forekomme i ganske undtagelsesvise tilfælde, og Spørger 1 vil ikke drive erhvervsudvikling rettet mod det danske eller nordiske marked, eller have et virke der i øvrigt retter sig mod danske eller nordiske klienter.
Det samme indhold af arbejde vil finde sted fra Danmark og X-land, med undtagelse af, at fysiske klientmøder som altovervejende hovedregel udelukkende afholdes i X-land eller ved rejser til Y-land, og at deltagelse i partnermøder i partnerteamet i X-land primært finder sted i X-land (herunder personlig tilstedeværelse ved partnermøder m.v.).
Det er meget sjældent nødvendigt for Spørger 1 at forhandle eller underskrive nye kontrakter med klienter, idet hans arbejde er dækket af eksisterende kontrakter. Skulle det undtagelsesvis være nødvendigt at underskrive nye kontrakter, vil dette ske fra X-land, eller via en anden ansvarlig partner på opgaven. Spørger 1 vil befinde sig i X-land på regelmæssig basis til kontorformål, klientmøder og møder.
Spørger 1 er partner og er medlem af partnerteamet i afdelingen i X-land med den fremtrædende rolle i beslutningsgangene angående sager mv., men han besidder som udgangspunkt ikke en faktisk ledelsesmæssig rolle i afdelingen.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgsmål 1
Læs alt
Det ønskes bekræftet, at den påtænkte arbejdsordning, hvorefter Spørger 1 som partner i Spørger 2 arbejder fra sit hjemmekontor i Danmark frem til opnåelsen af Spørger 2's interne pensionsalder (op til ca. 4 år) (som nærmere beskrevet ovenfor), ikke medfører, at Spørger 1’s aktivitet udgør et fast driftssted i Danmark for de andre partnere i Spørger 2.
I henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, er udenlandske fysiske personer begrænset skattepligtige til Danmark, såfremt de udøver et erhverv med fast driftssted her i landet.
Det følger af forarbejderne til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 (og tilsvarende selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a), at begrebet "fast driftssted" skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 5 i OECDs modeloverenskomst og de dertil hørende kommentarer, jf. hertil eksempelvis LFF 28 2020-2021, hvoraf det fremgår:
"Efter praksis afgrænses begrebet fast driftssted i overensstemmelse med artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til denne artikel. […]
Afgrænsningen af begrebet fast driftssted i gældende ret skal derfor ske i overensstemmelse med artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til fortolkningen af denne artikel, som den var udformet forud for
2017-udgaven. Det er derfor denne tidligere udgave, der henvises til ved gennemgangen af gældende ret.
Det bemærkes, at de ændringer i kommentarerne til artikel 5 i 2017-udgaven af modeloverenskomsten, der er udtryk for uddybning og præcisering af fortolkningen af de dele af bestemmelsen, der videreføres indholdsmæssigt uændret, også kan inddrages ved fastlæggelsen af begrebet fast driftssted i gældende ret."
Dette er ligeledes bekræftet i Juridisk Vejledning, afsnit C.D.1.2.2 og C.F.8.2.2.5, hvoraf det fremgår, at fast driftssted i intern dansk ret fortolkes i overensstemmelse med den til enhver tid gældende fortolkning af artikel 5 i OECDs modeloverenskomst.
Det følger af de nyeste opdaterede kommentarer til artikel 5 i OECDs modeloverenskomst (2025-opdateringen, vedtaget af OECD-rådet den 18. november 2025), at disse erstatter den tidligere vejledning fra 2017-kommentarerne ved at indsætte nye afsnit, herunder pkt. 44.1 til 44.21, om, hvornår en hjemmearbejdsplads kan udgøre et fast forretningssted og dermed potentielt et fast driftssted. Som det også fremgår af ovenstående citat, skal senere ændringer af kommentarerne til OECDs Modeloverenskomst (såfremt det er udtryk for uddybning og præcisering af fortolkningen) anvendes ved fortolkningen af det danske begreb, selvom der ikke er foretaget konkret lovændring.
Herudover over er fast driftssteds definitionen kodificeret i kildeskattelovens § 2, stk. 3-6, som overvejende svarer til OECD definitionen.
Fast forretningssted — den faste driftsstedsvurdering
I henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, er udenlandske fysiske personer, herunder de øvrige partnere i Spørger 2, begrænset skattepligtige til Danmark, såfremt de udøver erhverv med fast driftssted her i landet. Som anført ovenfor er begrebet nærmere defineret i kildeskattelovens § 2, stk. 3-6 og skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 5 i OECDs modeloverenskomst, hvorefter et fast driftssted foreligger, når en virksomhed har et fast forretningssted, hvorigennem virksomhedens forretning helt eller delvis udøves. Det er således en forudsætning, at (i) der foreligger et forretningssted, (ii) forretningsstedet er fast, og (iii) virksomheden udøves derfra.
Hjemmekontoret som forretningssted
Et hjemmekontor (som det, der benyttes af Spørger 1) kan udgøre et "forretningssted". Spørgsmålet er, om hjemmekontoret kan anses for at stå til rådighed for partnerne i Spørger 2, se hertil kommentarene til OECD Modeloverenskomst (2017), hvoraf det af paragraf 18 til Artikel 5 fremgår (vores understregning):
"Even though part of the business of an enterprise may be carried on at a location such as an individual's home office, that should not lead to the automatic conclusion that that location is at the disposal of that enterprise simply because that location is used by an individual (e.g. an employee) who works for the enterprise. Whether or not a home office constitutes a location at the disposal of the enterprise will depend on the facts and circumstances of each case."
Det følger endvidere af sammen kommentarer (se hertil paragraf 19 til Artikel 5 (andet punktum)), at:
"Where, however, a cross-frontier worker performs most of his work from his home situated in one State rather than from the office made available to him in the other State, one should not consider that the home is at the disposal of the enterprise because the enterprise did not require that the home be used for its business activities."
Det er således en konkret vurdering, om et hjemmekontor udnyttet af en medarbejder er til "virksomhedens rådighed".
Afgørende er, om hjemmekontoret løbende benyttes til at udøve virksomhedens forretning, og om det fremgår klart af sagens faktum og omstændigheder, at virksomheden har krævet, at personen anvender denne lokation til at udøve virksomhedens forretning. I nærværende sag har Spørger 2 (og partnerne heri) ikke krævet (eller på anden vis har nogen fordel af), at Spørger 1 udfører en del af sit arbejde fra Danmark. Arbejdet fra hjemmekontoret sker udelukkende på Spørger 1’s eget initiativ af private og familiemæssige årsager, og Spørger 2 stiller fortsat fuldt ud kontor til rådighed for Spørger 1 i X-land. Dette taler afgørende imod, at hjemmekontoret kan anses for at stå til rådighed for Spørger 2, jf. herved eksempelvis og SKM2020.432.SR, hvoraf det blandt andet fremgår af Skattestyrelsens begrundelse for Skatterådets afgørelse (vores understregning):
"Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at medarbejderens bolig i den foreliggende sag ikke kan anses for at være til rådighed for selskabet i Storbritannien, da selskabet ikke har krævet, at medarbejderen skal arbejde fra egen bopæl."
Øvrige faktorer, der efter nyere administrativ praksis indikerer, at et hjemmekontor udgør et fast driftssted, er bl.a.: (i) at medarbejderen ikke har et andet fast arbejdssted til rådighed, (ii) at virksomheden accepterer, at medarbejderen udfører en del af sit arbejde hjemmefra, (iii) at arbejdet fra hjemmekontoret ikke sker tilfældigt eller sporadisk, og (iv) at den erhvervsmæssige aktivitet fra hjemmekontoret er fordelagtig at udøve fra Danmark, og at arbejdsgiveren dermed har en interesse i, at arbejdet udøves derfra.
Det er imidlertid Spørger 1’s opfattelse, at hjemmekontoret ikke kan anses for at stå til rådighed for Spørger 2 (og partnerne heri). Dette er endvidere underbygget af:
Arbejdet fra Danmark sker udelukkende af private og familiemæssige årsager
Den eneste årsag til, at Spørger 1 arbejder fra Danmark, er private og familiemæssige hensyn, da Spørger 1’s familie er bosat i Danmark, og Spørger 1 ønsker at tilbringe mere tid dér med henblik på eventuel fremtidig pensionering. Spørger 2 har ingen interesse, herunder ingen kommerciel interesse i, at Spørger 1 udfører sit arbejde fra Danmark. Den aktivitet, Spørger 1 udfører i Danmark, er identisk med den, der ville blive udført fra X-land, og der er ingen kundemæssig, operationel eller strategisk fordel for Spørger 2 (eller partnerne heri) ved, at arbejdet foregår fra Danmark frem for fra X-land. Dette svarer til den situation, der i SKM2021.213.SR og SKM2020.432.SR medførte, at hjemmekontoret ikke ansås for at stå til rådighed for den udenlandske virksomhed. Der kan henvises til Skattestyrelsen begrundelse i SKM2021.213.SR, hvoraf det fremgår;
"Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en af de væsentlige forskelle mellem SKM2020.432.SR og denne sag er, at medarbejderen i SKM2020.432.SR alene arbejde fra Danmark en dag om ugen og derudover hos arbejdsgiveren i Storbritannien. Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at det afgørende i sagen var, at det ikke var i spørgers interesse, at arbejdet udførtes i Danmark.
I lighed med SKM2020.432.SR er det herefter Skattestyrelsens opfattelse, at medarbejderens bolig i den foreliggende sag ikke kan anses for at være til rådighed for selskabet i Storbritannien. Arbejdet udføres fra Danmark på grund af medarbejderens private forhold, arbejdsgiveren har ingen interesse i eller fordel af at arbejdet udføres fra Danmark og hjemmekontoret udgør ikke et surrogat for Spørgers etablering af kontor i Danmark."
X-land forbliver det primære arbejdssted
Spørger 1 har fortsat adgang til og benytter sit kontor på Spørger 2's afdeling i X-and, der er og forbliver centret for hans arbejde. Fysiske klientmøder og partnermøder afholdes i X-land. Spørger 1 har således en fast og tilbagevendende tilstedeværelse i kontoret i X-land.
Ingen dansk klientrelation og ingen dansk forretningsinteresse
Spørger 1 har ingen direkte danske klienter og arbejder næsten udelukkende med klienter fra Y-land; alene i ganske undtagelsesvise tilfælde vil der kunne forekomme kontakt med dansk-relaterede klienter. Der vil ikke blive afholdt klientmøder i Danmark; sådanne møder kan alene tænkes at forekomme i ganske undtagelsesvise tilfælde, og der vil ikke blive drevet erhvervsudvikling rettet mod det danske eller nordiske marked. Spørger 2 har i øvrigt ingen øvrig dansk tilstedeværelse. Dette er helt i tråd med Spørger 1’s hidtidige arbejde, hvor Spørger 1 har serviceret kunder fra Y-land fra kontoret i X-land.
Ingen kontraktindgåelse fra Danmark.
Det er meget sjældent nødvendigt for Spørger 1 at forhandle eller underskrive nye engagementsbetingelser, idet hans arbejde i vidt omfang er dækket af eksisterende kontrakter. Skulle det undtagelsesvis være nødvendigt, vil dette ske fra X-land eller via en anden ansvarlig partner på opgaven.
som nævnt ovenfor er der stærk støtte i praksis for, at når en medarbejder i et foretagende alene af private årsager flytter til Danmark, og efterfølgende arbejder fra sin private bopæl i Danmark statuerer det ikke fast driftssted, jf. hertil bl.a. de allerede nævnte SKM 2020.432.SR og SKM2021.213.SR.
De opdaterede OECD-kommentarer (2025)
Det er vores opfattelse, at de nye OECD-kommentarer fra 2025 (vedtaget af OECD-rådet den 18. november 2025) vil blive tillagt fortolkningsbidragsværdi i dansk skatteret, jf. hertil de ovenstående bemærkninger fra forarbejderne angående nye kommentarer til OECD-Modeloverenskomsten, der har karakter af "uddybning og præcisering".
2025-kommentarerne til artikel 5 i OECD’s modeloverenskomst fastlægger kriterierne for, hvornår en persons hjemmekontor eller anden relevant lokation kan anses for et fast forretningssted for en udenlandsk virksomhed og dermed udgøre et fast driftssted. 2025-opdateringen erstatter den tidligere vejledning fra 2017-kommentarerne og tilføjer pkt. 44.1 til 44.21.
Ifølge de nye kommentarers pkt. 44.8 vil et hjemmekontor generelt ikke anses for et fast driftssted for en udenlandsk virksomhed, hvis personen arbejder fra hjemmekontoret i under 50% af sin samlede arbejdstid i en 12-måneders periode. Denne grænse er udtryk for en generel formodningsregel, ikke en absolut grænse. Arbejder personen derimod fra hjemmekontoret i 50% eller mere af sin samlede arbejdstid i en 12-måneders periode, afgøres spørgsmålet om fast driftssted ud fra samtlige relevante faktiske forhold og omstændigheder. I denne vurdering er det en fremtrædende faktor, om der er en kommerciel årsag til, at aktiviteterne udøves fra hjemmelandet.
I nærværende sag vil Spørger 1 arbejde ca. 50% af sin arbejdstid fra hjemmekontoret i Danmark, hvilket indebærer, at spørgsmålet om fast driftssted skal afgøres ud fra samtlige relevante faktiske forhold og omstændigheder, jf. pkt. 44.10 i 2025-kommentarerne. Som det fremgår ovenfor, taler det samlede faktumbillede afgørende imod, at hjemmekontoret udgør et fast driftssted for partnerne i Spørger 2.
De nye kommentarer angiver, at kommercielle årsager bl.a. omfatter direkte engagement med kunder, leverandører og associerede virksomheder. Ikke-kommercielle årsager inkluderer eksplicit det at tillade en person at arbejde hjemmefra udelukkende for at fastholde vedkommendes tjenester, dvs. af private eller personlige årsager, som er tilfældet i nærværende sag.
Hverken møder med kunder, plejen af en ny kundebase, identifikation af nye leverandører, real-time interaktion med kunder eller leverandører i andre tidszoner, samarbejde med andre virksomheder eller ydelse af tjenester til kunder i Danmark er kendetegnende for Spørger 1’s arbejde fra hjemmekontoret. Samtlige kommercielle årsager, som OECD fremhæver, er fraværende i nærværende sag.
Den eneste årsag til, at Spørger 1 arbejder fra Danmark, er udelukkende private og familiemæssige hensyn. Dette falder klart uden for begrebet "commercial reason" i de nye OECD-kommentarer og understøtter, at hjemmekontoret ikke kan anses for at stå til rådighed for Spørger 2 (og de andre partnere heri).
Afhængig agent — vurdering
Et fast driftssted kan desuden opstå, såfremt en person regelmæssigt indgår aftaler på en virksomheds vegne fra Danmark (afhængig agent), jf. kildeskattelovens § 2, stk. 5 og OECD’s modeloverenskomsts artikel 5, stk. 5.
Det er vores opfattelse, at Spørger 1 ikke udgør en afhængig agent for Spørger 2 i Danmark, idet:
Det er meget sjældent nødvendigt for Spørger 1 at forhandle eller underskrive nye engagementsbetingelser med klienter, idet hans arbejde i vidt omfang er dækket af eksisterende kontrakter.
Skulle det undtagelsesvis være nødvendigt, vil dette ske fra X-land eller via en anden ansvarlig partner, dvs., at Spørger 1 ikke vil underskrive aftale i Danmark eller tage en afgørende rolle ved indgåelsen af sådanne aftale fra Danmark.
Der er ingen direkte danske klienter, der opsøges eller serviceres via møder i Danmark. Alene i ganske undtagelsesvise tilfælde vil der kunne forekomme kontakt med dansk-relaterede klienter.
Spørger 1 udøver således ikke i praksis nogen bemyndigelse til at indgå aftaler på Spørger 2's vegne fra Danmark.
Den ovenfor anførte vurdering understøttes af nyere administrativ praksis. I SKM2025.525.SR bekræftede Skatterådet, at der ikke opstod fast driftssted, selv i et tilfælde hvor en medarbejder med en ledende stilling (herunder en CCO) arbejdede fra Danmark, forudsat at arbejdsgiveren ikke havde en forretningsmæssig interesse i, at arbejdet blev udøvet fra Danmark, i afgørelsen fandt Skatterådet bl.a.:
"Skattestyrelsen forstår, at medarbejderen hverken indgår aftaler på selskabets vegne eller i øvrigt spiller en afgørende rolle i indgåelsen heraf. Medarbejderen opsøger ikke potentielle kunder eller leverandører og har ikke bemyndigelse til at indgå aftaler med tredjemand på vegne af spørger."
Det er Spørger 1’s opfattelse, at der heller ikke efter agentreglen vil være fast driftssted i Danmark.
Samlet konklusion
Det er vores opfattelse, at den beskrevne arbejdsordning - uanset om vurderingen foretages efter gældende dansk skatteret og praksis, eller om de nye OECD-kommentarer fra 2025 inddrages - ikke udgør et fast driftssted for Spørger 2 i Danmark. Afgørende herfor er navnlig, at (i) Spørger 1 arbejder fra Danmark udelukkende af private og familiemæssige årsager, (ii) Spørger 2 (og partnerne heri) ingen forretningsmæssig interesse har i, at arbejdet udøves fra Danmark, (iii) kontoret i X-land forbliver det primære arbejdssted og er fuldt tilgængeligt for Spørger 1, og (iv) der som altovervejende hovedregel ikke afholdes klientmøder i Danmark og at der ingen erhvervsudvikling er rettet mod det danske eller nordiske marked. Disse faktorer svarer til de faktorer, som Skatterådet i SKM2021.213.SR og SKM2025.525.SR tillagde afgørende vægt ved at bekræfte, at der ikke forelå fast driftssted.
Som følge af ovenstående, er det vores opfattelse, at Spørgsmål 1 skal besvares med et "Ja".
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at den påtænkte arbejdsordning, hvorefter Spørger 1 som partner i Spørger 2 arbejder fra sit hjemmekontor i Danmark, ikke medfører, at Spørger 1’s aktivitet udgør et fast driftssted for de andre partnere i Spørger 2 i Danmark, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4.
Begrundelse
Sagen vedrører, hvorvidt Spørger 1’s aktiviteter i Danmark udgør et fast driftssted for Spørger 2 i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her.
Det er oplyst, at Spørger 2 anses for at være skattemæssigt transparent efter danske skatteregler. Spørger 1 ønsker derfor afklaret, om dennes aktiviteter vil udløse et fast driftssted i Danmark for de fysiske personer, der ejer Spørger 2.
Det er desuden oplyst, at Spørger 2 ikke har nogen nuværende skattemæssig tilstedeværelse i Danmark. Da der ikke er kendskab til ejernes eventuelle individuelle forhold i Danmark, vedrører anmodningen udelukkende den aktivitet, som Spørger 1 udfører for Spørger 2 her i landet. Svaret angår således, om Spørger 1's aktiviteter isoleret set etablerer et fast driftssted her i landet for ejerne af Spørger 2.
Det er oplyst om Spørger 1, at vedkommende er statsborger i Danmark og X-land, har boet og arbejdet i X-land siden 19xx og er partner i Spørger 2. Spørger 1 har sin familie i Danmark, ejer en dansk ejendom og planlægger på sigt at pensionere sig i landet.
Fra 20xx og op til fire år frem påtænker Spørger 1 en ny arbejdsordning, som vil medføre fuld dansk skattepligt. Ordningen indebærer, at Spørger 1 vil arbejde cirka 50 % af tiden fra et hjemmekontor i sin danske ejendom, mens den resterende tid primært tilbringes i X-land. Kontoret i X-land vil fortsat være det primære centrum for arbejdet.
Spørger 1 arbejder med [udeladt] og rådgiver næsten udelukkende klienter fra Y-land. Arbejdet fra hjemmekontoret i Danmark vil udelukkende foregå digitalt og bestå af juridisk rådgivning, administration og interne møder. Der vil ikke blive afholdt fysiske klientmøder, forhandlet eller underskrevet kontrakter i Danmark, og Spørger 1 vil ikke udføre erhvervsudvikling rettet mod det danske eller nordiske marked.
Med virkning fra 1. januar 2021 er fast driftssted begrebet defineret i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, i overensstemmelse med kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst fra 2017, jf. lov nr. 1835 af 8. december 2020.
Fast forretningssted - kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4
Det fremgår blandt andet af forarbejderne til bestemmelsen, at den er i overensstemmelse med det udgangspunkt for fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger fast driftssted, der fremgår af artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst.
I artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst står der:
"I denne overenskomst forstås ved »fast driftssted« et fast forretningssted, hvorigennem en virksomheds virksomhed helt eller delvist udøves."
I artikel 5, stk. 1, fastsættes således tre betingelser for eksistensen af et fast driftssted:
eksistensen af et forretningssted, dvs. lokaler,
driftsstedet skal være fast, dvs. det skal være etableret på en bestemt geografisk placering i et vist stykke tid; og
det udenlandske selskabs aktiviteter skal udøves via forretningsstedet, dvs. af mennesker, der på en eller anden måde er afhængige af selskabet (personale) og udfører det udenlandske selskabs aktiviteter.
Hvis alle tre betingelser er opfyldt, følger det heraf, at det udenlandske selskabs aktiviteter i Danmark udgør et fast driftssted.
Udtrykket "forretningssted" dækker alle lokaler, anlæg eller installationer, der faktisk benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, hvad enten de udelukkende bruges til dette formål eller ej, eller hvor virksomheden simpelthen har et vist areal til rådighed.
Det er uden betydning, om forretningsstedet ejes eller lejes eller på anden måde stilles til rådighed for foretagendet. Se OECD kommentaren, punkt 10 til artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst. Et hjemmekontor kan være et "forretningssted".
OECD udgav i 2025 en opdateret kommentar til blandt andet artikel 5. OECD anfører, at formålet med den opdaterede 2025-kommentar i relation til hjemmearbejdsordninger netop er at videreudvikle de eksisterende principper og give yderligere sikkerhed for, hvornår sådanne ordninger reelt etablerer et fast driftssted.
I den opdaterede 2025-OECD-kommentar til artikel 5, punkt 44.7., anføres det, at hvor et hjem eller et andet relevant sted benyttes på en kontinuerlig basis i en længere periode til at udøve aktiviteter relateret til en virksomheds erhvervsvirksomhed, kan dette og andre forhold indikere, at stedet bør anses for at være et forretningssted for virksomheden.
Da Spørger 1 kontinuerligt vil arbejde fra hjemmet i flere år, er betingelsen om en vis tidsmæssig varighed som udgangspunkt opfyldt, hvilket isoleret set taler for, at hjemmekontoret kan udgøre et forretningssted for virksomheden.
Af den opdaterede 2025-OECD-kommentar punkt 44.8, fremgår det dog videre, at hvor en person benytter sit eget hjem eller et andet relevant sted til at udføre aktiviteter relateret til en virksomheds erhvervsvirksomhed, vil dette hjem eller andet relevante sted generelt ikke blive anset for at være et forretningssted for virksomheden, hvis personen arbejdede fra dette hjem eller relevante sted i mindre end 50 procent af sin samlede arbejdstid for den pågældende virksomhed i løbet af en hvilken som helst tolvmåneders periode, der begynder eller slutter i det pågældende skatteår.
Det bemærkes, at 50-procentsgrænsen ikke er en absolut regel, men alene en generel retningslinje, der fortsat kræver en konkret vurdering af den enkelte situation.
Eftersom Spørger 1 vil arbejde cirka 50 % af tiden fra sit danske hjemmekontor, afgøres eksistensen af et fast forretningssted af de konkrete, faktiske omstændigheder jf. den opdaterede 2025-OECD-kommentar punkt 44.10. En helt central overvejelse i denne vurdering er, om der foreligger en forretningsmæssig begrundelse (commercial reason) for aktiviteten i Danmark, jf. punkt 44.11 i den opdaterede 2025-OECD-kommentar.
Ifølge de opdaterede kommentarer findes en forretningsmæssig begrundelse kun, hvis den fysiske tilstedeværelse i sig selv fremmer virksomhedens erhvervsvirksomhed, hvilket ikke er tilfældet her. Det er oplyst, at Spørger 2 ingen ressourcer, medarbejdere eller markedsorientering har i Danmark, og at ordningen udelukkende er motiveret af Spørger 1’s private og personlige forhold. I henhold til punkt 44.15 og 44.16 i den opdaterede 2025-OECD-kommentar, udgør en ordning, der alene etableres af personlige årsager eller for at fastholde en medarbejder, ikke en forretningsmæssig begrundelse for virksomheden.
Disse omstændigheder minder i vidt omfang om det scenarie, kommentaren beskriver i Eksempel D i punkt 44.21. Her arbejder en person over 50 % af tiden fra sit hjem, men rollen er udelukkende digital, og de eksterne tjenesteydelser leveres uden fysiske møder med klienter i hjemmestaten. Eksemplet viser, at selvom varighedskriteriet er opfyldt, mangler den nødvendige forretningsmæssige begrundelse for virksomhedens tilstedeværelse, hvorfor hjemmet ikke udgør et fast driftssted.
Da Spørger 1's arbejde i Danmark udelukkende foregår digitalt over for primært klienter fra Y-land, uden fysiske møder eller kontraktunderskrifter, følger det af punkt 44.19, at stedet ikke udgør et forretningssted for virksomheden. De opdaterede OECD-kommentarer understøtter således vurderingen af, at der ikke etableres et fast driftssted i Danmark for ejerne af Spørger 2. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at resultatet ligger på linje med praksis, der findes på området for sagerne om hjemmekontor, hvor der henvises eksempelvis til SKM2022.167.SR og modsætningsvis SKM2021.546.SR.
Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 2 ikke får et forretningssted på Spørger 1’s private bopæl i Danmark, hvis vedkommende arbejder fra sit private hjem i Danmark som beskrevet i anmodningen. Spørger 2 og dennes ejere vil derfor ikke være omfattet af den begrænset skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, da der ikke foreligger et fast driftssted i relation til Spørger 1’s aktiviteter.
Afhængig agent - kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 - Artikel 5, stk. 5
Uanset, at der ikke er et fast driftssted efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 3, følger det af § 2, stk. 5, at der alligevel er fast driftssted i Danmark, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på en udenlandsk virksomheds vegne og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af virksomheden (Agentreglen).
Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 5, stk. 5, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst. Der henvises i øvrigt til Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.F.8.2.2.5.3.
Det fremgår af sagen, at det er meget sjældent nødvendigt for Spørger 1 at forhandle eller underskrive nye engagementsbetingelser med klienter, idet hans arbejde i vidt omfang er dækket af eksisterende kontrakter. Skulle det undtagelsesvis være nødvendigt at indgå eller ændre aftaler, vil dette ske fra X-land eller via en anden ansvarlig partner. Spørger 1 vil således ikke underskrive aftaler i Danmark eller indtage en afgørende rolle ved indgåelsen af sådanne aftaler fra Danmark.
Herudover opsøger eller servicerer Spørger 1 ingen direkte danske klienter via møder i Danmark, og der vil alene i ganske undtagelsesvise tilfælde kunne forekomme kontakt med dansk-relaterede klienter. Spørger 1 kan dermed ikke anses for sædvanligvis at indgå aftaler eller spille en afgørende rolle herved på Spørger 2's vegne i Danmark.
Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger 2 ikke får fast driftssted i Danmark efter agentreglen i kildeskattelovens § 2, stk. 5.
Det er således en samlet vurdering, at Spørger 1’s aktiviteter i Danmark i sig selv ikke medfører, at der statueres et fast driftssted i Danmark efter kildeskattelovens regler for ejerne af Spørger 2.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Kildeskattelovens § 2
Stk. 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer:
(…)
4) Udøver et erhverv med fast driftssted her i landet. Udøvelse af erhverv om bord på et skib med hjemsted her i landet anses for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet, såfremt udøvelse af det pågældende erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet. Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Skattepligten omfatter endvidere indkomst i form af løbende ydelser hidrørende fra en sådan virksomhed eller fra afståelsen af en sådan virksomhed, når ydelserne ikke er udbytte, afdrag på et tilgodehavende, renter eller royalties. Skattepligten omfatter desuden bortforpagtning af en sådan virksomhed. Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der er knyttet til en sådan virksomhed. For så vidt angår aktier, omfatter skattepligten gevinst, tab og udbytte på aktier, når afkastet vedrører det faste driftssted, herunder gevinst, tab og udbytte af aktier, der indgår i driftsstedets anlægskapital.
(…)
Stk. 3. Fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når personen eller dødsboet udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet. Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag. Ved fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, forstås også aktiviteter, der udøves gennem et fast forretningssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg. 3. pkt. finder dog kun anvendelse på aktiviteter vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på den danske kontinentalsokkel.
Stk. 4. Uanset stk. 3 udgør et fast forretningssted ikke et fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, når det faste forretningssted anvendes eller opretholdes udelukkende med henblik på udøvelse af virksomhed af forberedende eller hjælpende karakter. 1. pkt. finder ikke anvendelse, hvis de funktioner, som personen eller dødsboet udøver på det i 1. pkt. omhandlede faste forretningssted, indgår blandt flere gensidigt supplerende funktioner i en samlet udøvelse af erhvervsvirksomhed, der ikke er af forberedende eller hjælpende karakter, og som personen eller dødsboet, disses nærtstående, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller juridiske personer, hvormed personen eller dødsboet har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, udøver gennem faste forretningssteder her i landet.
Stk. 5. Fast driftssted efter stk. 1, nr. 4, foreligger, når en fysisk eller juridisk person her i landet handler på vegne af personen eller dødsboet og i forbindelse hermed sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis spiller en afgørende rolle ved indgåelsen af aftaler, som rutinemæssigt indgås uden væsentligt at blive ændret af personen eller dødsboet. Det er en betingelse, at den virksomhed, som den fysiske eller juridiske person udøver her i landet, ikke udelukkende er af forberedende eller hjælpende karakter som omhandlet i stk. 4. Det er endvidere en betingelse, at de i 1. pkt. omhandlede aftaler enten
1) indgås i personens eller dødsboets navn,
2) vedrører overdragelse af ejendomsret eller brugsret til formuegoder ejet af personen eller dødsboet, eller som personen eller dødsboet har brugsret til, eller
3) vedrører levering af tjenesteydelser fra personen eller dødsboet.
Stk. 6. Stk. 5 finder ikke anvendelse, når repræsentanten driver erhvervsvirksomhed her i landet som uafhængig repræsentant og handler for personen eller dødsboet inden for rammerne af denne erhvervsvirksomhed. Handler repræsentanten udelukkende eller næsten udelukkende på vegne af en eller flere nærtstående, jf. ligningslovens § 2, stk. 2, 5. og 6. pkt., eller fysiske eller juridiske personer, hvormed repræsentanten har en forbindelse som omhandlet i ligningslovens § 2, anses repræsentanten ikke for at være en uafhængig repræsentant.
(…)
Forarbejder
Bemærkninger til lov nr. 1835 af 08/12/2020 (L 28 2020-2021)
Afgrænsningen af begrebet fast driftssted i gældende ret skal derfor ske i overensstemmelse med artikel 5 i OECD's modeloverenskomst og OECD-kommentarerne til fortolkningen af denne artikel, som den var udformet forud for 2017-udgaven. Det er derfor denne tidligere udgave, der henvises til ved gennemgangen af gældende ret.
Det bemærkes, at de ændringer i kommentarerne til artikel 5 i 2017-udgaven af modeloverenskomsten, der er udtryk for uddybning og præcisering af fortolkningen af de dele af bestemmelsen, der videreføres indholdsmæssigt uændret, også kan inddrages ved fastlæggelsen af begrebet fast driftssted i gældende ret.
Det bemærkes endvidere, at selv om der foreligger fast driftssted her i landet efter selskabsskattelovens § 2 eller kildeskattelovens § 2, indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomster undertiden særlige regler om fast driftssted, der fraviger modeloverenskomstens regler. Sådanne individuelle overenskomstbestemmelser vil kunne indebære begrænsninger i muligheden for at håndhæve den begrænsede skattepligt som følge af fast driftssted her i landet, der ellers følger af selskabsskattelovens § 2 og kildeskattelovens § 2.
Artikel 5, stk. 1 og 5 i OECDs modeloverenskomst fra 2017
Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket “fast driftssted" et forretningssted, hvorfra et foretagendes forretningsmæssige virksomhed udøves helt eller delvis.
Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2, jf. dog bestemmelserne i stk. 6, gælder det, at hvor en person handler i en kontraherende stat på vegne af et foretagende og i den egenskab sædvanligvis indgår kontrakter eller sædvanligvis spiller den ledende rolle op til indgåelsen af kontrakter, der rutinemæssigt indgås af foretagendet uden væsentlige ændringer, og disse kontrakter:
a) er indgået i foretagendets navn eller
b) vedrører overdragelse af ejendomsret eller tildeling af brugsret til ejendom ejet af det pågældende foretagende, eller som foretagendet har brugsret til, eller
c) vedrører foretagendets levering af ydelser,
anses dette foretagende for at have fast driftssted i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person udøver for foretagendet, medmindre denne persons virksomhed er begrænset til den i stk. 4 nævnte virksomhed, som, hvis den udøves fra et fast forretningssted (medmindre stk. 4.1 finder anvendelse på forretningsstedet), ikke ville gøre dette faste forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne i det pågældende stykke.
Kommentareren til artikel 5, skt. 1, i OECD's modeloverenskomst fra 2017
(…)
10. Udtrykket “forretningssted" dækker alle lokaler, anlæg eller installationer, der benyttes til at udøve foretagendets virksomhed, uanset om de udelukkende bruges til dette formål. Et forretningssted kan også eksistere, hvor der ingen lokaler findes eller ingen lokaler er fornødne til udøvelsen af foretagendets virksomhed, og det simpelthen har et vist areal til sin rådighed. Det er uden betydning, om lokalerne, anlæggene eller installationerne ejes eller lejes af eller på anden måde stilles til rådighed for foretagendet. Et forretningssted kan således bestå i en stadeplads på et marked eller visse permanent benyttede områder i et frilager (f.eks. til oplagring af toldpligtige varer). Videre kan forretningsstedet befinde sig inden for et andet foretagendes område. Det kan f.eks. være tilfældet, når det udenlandske foretagende til stadig anvendelse har visse lokaler eller dele deraf, der er ejet af det andet foretagende.
Den opdaterede 2025-OECD-kommentar til artikel 5 (The 2025 Update to the OECD Model Tax Convention)
(…)
Cross-border working from a home or other relevant place
44.1. Increasingly, some individuals are able to, and choose to for personal reasons, carry out all or part of their work for an enterprise of a Contracting State from a place in the other Contracting State that is not a premises of the enterprise nor the premises of another enterprise with contractual or other connections to the first-mentioned enterprise such as a customer, supplier or associated enterprise (e.g. the individual’s home or another place such as a second home, a holiday rental, the home of a friend or relative etc.). Such crossborder working arrangements present particular issues when determining whether a home or other place described in the preceding sentence (hereafter “other relevant place") is a fixed place of business through which the business of an enterprise is wholly or partly carried on in accordance with paragraph 1 of Article 5.
44.2. Arrangements where a home or other relevant place is used by an individual to carry out activities related to the business of an enterprise will typically have features that distinguish them from the use of other places by an enterprise. For example, most homes or other relevant places are not accessible by other persons working for the enterprise and have a greater degree of connection to, and are under the control of, the individual. As a result, it may be difficult to establish whether the activities carried out at such a place are sufficient to constitute a fixed place of business through which the business of that enterprise is carried on. The considerations below are relevant, but not exhaustive, for determining whether a home or other relevant place is a fixed place of business through which the business of an enterprise is carried on.
44.3. As described in paragraph 8 above, whether a permanent establishment exists in a State must be determined on the basis of the facts and circumstances applicable during a given period and not those applicable during a past or future period in which the way the business of the enterprise is carried on is different.
44.4. According to the definition in paragraph 1 of Article 5, a place of business must be fixed to constitute a permanent establishment. This requires that a place of business has a certain degree of permanency (see paragraph 28 above). The determination of whether a home or other relevant place is fixed will be undertaken in accordance with paragraphs 28 to 34.
44.5. Paragraph 4 of Article 5 will also need to be considered in the context of the activities undertaken by the individual. Even if a fixed place of business would otherwise constitute a permanent establishment under paragraph 1 of Article 5, paragraph 4 will deem that place not to constitute a permanent establishment if the activities undertaken at that place are limited to activities of a preparatory or auxiliary character.
44.6. To constitute a permanent establishment under paragraph 1 of Article 5, a home or other relevant place must be a place of business of the enterprise. The mere fact that a place is used by an individual (e.g. an employee) to carry out activities related to the business of an enterprise should not lead to the automatic conclusion that that place is a place of business of that enterprise. Whether or not such a place constitutes a place of business of the enterprise will depend on the facts and circumstances of each case.
44.7. In many cases, the carrying on of activities related to the business of an enterprise at the home of an individual (e.g. an employee), or at another relevant place, will be so intermittent or incidental that the place will not be considered to be a place of business of the enterprise (see paragraph 12 above). Where, however, a home, or another relevant place, is used on a continuous basis during an extended period of time for carrying on activities related to the business of an enterprise, this and other facts (such as those considered further below) may indicate that that place should be considered a place of business of the enterprise.
44.8. An individual will typically spend time at a home or other relevant place in a private context and may also undertake activities related to the business of an enterprise at the same home or other relevant place. This presents certain considerations that need to be taken into account in determining whether that home or other relevant place is a place of business of the enterprise. In the specific context of the use by an individual of that individual’s home or another relevant place to carry out activities related to the business of an enterprise, that home or other relevant place would generally not be considered a place of business of the enterprise if the individual worked from that home or relevant place for less than 50 per cent of their total working time for that enterprise over the course of any twelve-month period commencing or ending in the fiscal year concerned. Exceptions to the approach in the prior sentence are not anticipated to occur in most situations given the context and understanding of cross-border working arrangements described in paragraph 44.1 above.
44.9. The actual conduct of the individual will determine the calculation of working time. The formal contractual arrangements between the individual and the enterprise (including any relevant policies of the enterprise) may be of practical assistance in this regard, to the extent that they correspond with the actual conduct of the individual.
44.10. If an individual works from a home or other relevant place for at least 50 per cent of their total working time over the course of any twelve-month period commencing or ending in the fiscal year concerned, then whether the enterprise has a place of business at such a place will be determined by the facts and circumstances.
44.11. A prominent consideration is whether there is a commercial reason for the activities to be undertaken by that individual in the Contracting State where the home or other relevant place is located. A commercial reason for the performance of the individual’s activities related to the business of the enterprise in a Contracting State will be considered to exist where the physical presence of the individual in that State will itself facilitate the carrying on of the business of the enterprise, such as where there are people or resources in that State to which the enterprise needs access for the performance of its business activities.
44.12. Generally, this would be the case if the enterprise has a reason to have an individual (e.g. an employee) physically present in that other Contracting State for the conduct of the activities of the enterprise and the use of that home or other relevant place facilitates the conduct of such activities. For example, it might be that if the home or other relevant place was not available, then the enterprise would make use of other premises in the other State (such as an office rented by the enterprise). A commercial reason will be present where the individual directly engages with customers, suppliers, associated enterprises or other persons on behalf of the enterprise and that engagement is facilitated by the individual being located in that State.
44.13. As described in paragraph 7 above, it is axiomatic to assume that each part of an enterprise contributes to the productivity of the whole, and determining whether arrangements have a commercial reason accordingly does not require a consideration of whether the individual’s use of a home or other relevant place has a “productive character". There may be several reasons for using a home or other relevant place to carry out activities related to the business of an enterprise; if one of those reasons is a commercial reason, then this indicator will be satisfied.
44.14. Consistent with the considerations described in paragraph 12 above, a commercial reason would not be considered present if that engagement is on an intermittent or incidental basis. For example, short occasional visits to the premises of a customer, or engagement that is minor in the context of the overall business relationship with that customer, would not be sufficient to conclude that there was a commercial reason for the performance of the individual’s activities related to the business of the enterprise in a Contracting State. Evaluating whether there is a commercial reason will require a consideration of the business of the enterprise and how the specific activities of the individual relate to that business.
44.15. A commercial reason requires a link between the individual’s presence at a home or other relevant place in that State and the carrying on of the business of the enterprise. This would not be the case where an enterprise enables an individual to work from home or another relevant place solely to obtain or retain the services of that individual.
44.16. An enterprise that permits work from home or another relevant place solely to reduce costs (for example, reduced expenditure on office space) will do so for that purpose, and not because there is a commercial reason for an individual to perform activities related to the business of the enterprise in the Contracting State or in the same geographic region of the State where the home or other relevant place is located.
44.17. A commercial reason to undertake activities related to the business of the enterprise in the other Contracting State may exist if, for example, any of the following take place and are facilitated (e.g. because they require physical interaction in that State or in the same geographic region as that State) by an individual working from a home or another relevant place in that other State:
— meetings between the individual and customers of the enterprise;
— cultivation of a new customer base, or identification of business opportunities; — identification of new suppliers, managing relationships with suppliers, or undertaking, monitoring or managing contractual arrangements with suppliers;
— the real-time, or near real-time, interaction with customers or suppliers in different time zone(s) (e.g. providing call centre services, or virtual IT support or medical services);
— access to business-relevant expertise that is used in the conduct of the activities of the enterprise, such as regular meetings with personnel of a university carrying out research relevant to the business of the enterprise; — collaboration with other businesses;
— performance of services for customers or clients located in that other State where such services require the physical presence of employees or other personnel of the enterprise in that other State (e.g. training or repair services performed on the premises of the customer);
— interaction with employees and other personnel of the enterprise, or of associated enterprises. These considerations apply in the same way irrespective of whether the person is a third party or an associated enterprise.
44.18. The mere presence of customers or suppliers of the enterprise, of other persons mentioned in paragraph 44.17 above, or of an associated enterprise in the Contracting State where the home or other relevant place is located should not lead to the automatic conclusion that there is a commercial reason for the use of such a place in that State to carry out activities related to the business of the enterprise. Likewise, the mere fact that the home or other relevant place is located in a different time zone to that of the Contracting State in which the enterprise is located should not lead to the automatic conclusion that there is a commercial reason for the use of such a place in that State to carry out activities related to the business of an enterprise.
44.19. Where there is no commercial reason for undertaking the activities related to the business of the enterprise of a Contracting State from a home or other relevant place located in the other Contracting State, that place would not be a place of business of the enterprise unless other facts and circumstances indicated otherwise.
44.20. Different considerations from those described above are presented in circumstances where an individual is the only person, or the primary person, conducting the business of an enterprise. A clear example is that of a non-resident consultant who is present for an extended period in a given State where she carries on most of the business activities of her own consulting enterprise from an office set up in her home in that State; in that case, that home office constitutes a place of business of the enterprise.
44.21. The following examples illustrate the application of paragraph 1 of Article 5 in the context of cross-border working from a home or other relevant place. Example A considers whether a place of business is fixed and Examples B to E consider more specifically whether a home or other relevant place is a place of business of an enterprise. When reading these examples, it is important to remember that paragraph 1 of Article 5 must be applied based on the facts and circumstances of each case:
o Example A: An employee of RCo, an enterprise of State R, works from State R as part of her regular working pattern. During a twelve-month period, she rents and works from a place in State S for a period of three consecutive months following a holiday stay in State S. The place in State S from which she works should not be considered fixed because RCo’s business has been carried on at that place for three months during the twelvemonth period. It therefore lacks permanence.
The same conclusion would arise where the facts were the same as above but the time working from a place in State S resulted from some other personal reason, such as to care for a sick relative. The conclusion would also be the same if the facts were the same as the above, but the place from which she worked was not a place where she was staying but was some other place. In circumstances where a place is used to perform the activities of the enterprise on a recurrent basis over several years, each period of time during which the place is used needs to be considered in combination with the number of times during which that place is used over a number of years. The fact that an individual retains a place (such as a holiday home) and incurs costs related to its upkeep throughout a period is not relevant; the time spent performing activities related to the business of the enterprise from that place is the determinative consideration in evaluating whether that place is fixed for purposes of paragraph 1 of Article 5.
o Example B: An employee of RCo, an enterprise of State R, works from her home in State S for one or two days per week throughout a twelve-month period, which totals 30 per cent of her working time during that twelve-month period. The home in State S from which she works should be considered fixed because the place has been used to undertake activities related to the business of RCo throughout the twelve-month period and therefore has a sufficient degree of permanence. The individual spends less than 50 per cent of her working time working from her home in State S. In the absence of other facts and circumstances showing otherwise, the home would not be a place of business of RCo and therefore it would not be a fixed place of business permanent establishment of RCo in State S.
o Example C: An employee of RCo, an enterprise of State R, works from his home in State S for 80 per cent of his working time in any twelve-month period. He regularly visits clients of RCo in State S in order to provide services to those clients. The home in State S from which he works should be considered fixed because the place has been used to undertake activities related to the business of RCo throughout the twelve-month period and therefore has a sufficient degree of permanence. The individual spends at least 50 per cent of his working time working from his home in State S and there is a commercial reason for the individual’s presence in State S. RCo has a commercial reason for the employee’s presence in State S because it facilitates the provision of services by RCo (through the individual) to customers in State S, where the individual’s home is located. In the absence of other facts and circumstances showing otherwise, the home would be a place of business of RCo and a fixed place of business permanent establishment of RCo in State S.
o Example D: An employee of RCo, an enterprise of State R, works from his home in State S for 60 per cent of his working time in a twelve-month period. He has an exclusively client-facing role and provides services to clients of RCo in State R, in State S and in third States. He provides those services remotely and does so without physically meeting those clients. Once a quarter, he visits the premises of a client in State S to spend a day reviewing performance against the terms of the contract with RCo. The home in State S from which he works should be considered fixed because the place has been used to undertake activities related to the business of RCo throughout the twelve-month period and therefore has a sufficient degree of permanence.
While the individual spends more than 50 per cent of his working time working from his home in State S, other facts and circumstances including the reason for the individual’s presence in State S must also be considered. The mere presence of clients of RCo in State S does not mean there is a commercial reason for his presence there. In addition, his visits to a client are on an intermittent and incidental basis. As a result, there is no commercial reason for him to carry out activities related to the business of RCo at his home in State S. In the absence of other facts and circumstances showing otherwise, the home would not be a place of business of RCo and therefore would not be a fixed place of business permanent establishment of RCo in State S.
o Example E: An employee of RCo, an enterprise of State R, works almost exclusively from her home located in State S. The employee provides services virtually to customers in State R and/or in other jurisdictions located in time zones which differ from that in State S. The performance of those activities in State S enables the employee to be fully available (e.g. offering real-time or near real-time services around the clock) to customers of RCo in the time zones where those customers are located. The home in State S from which she works should be considered fixed because the place has been used to undertake activities related to the business of RCo throughout the twelve-month period and therefore has a sufficient degree of permanence. The individual spends at least 50 per cent of her working time working from her home in State S and there is a commercial reason for the individual’s presence in State S. RCo has a commercial reason for the employee’s presence in State S because it facilitates the provision of services by RCo (through the individual) to customers in State R (and to those located in other time zones that differ to that of State S). In the absence of other facts and circumstances showing otherwise, the home would be a place of business of RCo and a fixed place of business permanent establishment of RCo in State S. (…)
SKM2022.167.SR
Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med Spørgers opfattelse, at Spørger ikke statuererede fast driftssted i Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, som følge af, at to danske medarbejdere ønskede at flytte hjem til Danmark og primært arbejde dérfra.
Spørger drev virksomhed i Norge og X-land, og producerede X-produkt for en række selskaber i Spørger-koncernen. Skatterådet fandt, at Spørger ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejdernes arbejde i Danmark.
Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at medarbejderne ikke ville være involveret i salgsopsøgende arbejde eller lignende i Danmark. Der var heller ikke tale om, at Spørger var ved at etablere sig i Danmark, ved at have medarbejdere med afgørende funktioner for Spørger i Danmark. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at Spørger havde ansatte uden for Danmark, som varetog tilsvarende funktioner som medarbejdernes funktioner.
SKM2021.546.SR
Skatterådet fandt, at det ville føre til et fast driftssted i Danmark, hvis et udenlandsk selskab ansatte en salgsrepræsentant i Danmark, som skulle udføre salgsaktiviteter for kunder i Sverige, Finland og Norge. Der blev lagt vægt på, at medarbejderen ville have en central funktion inden for salg samt at medarbejderen ville være ansat med henblik på udvikling af det nordiske marked, hvorfor medarbejderens geografiske placering i regionen måtte anses for at have selvstændig værdi for virksomheden. At medarbejderen udførte en del af sit arbejde fra Danmark, skyldtes således ikke alene private forhold. Det var ikke afgørende for vurderingen, at medarbejderens arbejde ikke rettede sig mod kunder i Danmark. Det var derimod afgørende, at medarbejderen faktisk ville udføre en indtægtsskabende aktivitet (salg) fra sit hjemmekontor i Danmark.
Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.D.1.2.2 - Erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet
Et hjemmekontor kan være et "forretningssted". En konkret vurdering kan føre til, at et hjemmekontor anses for at være til rådighed for foretagendet, hvis medarbejderen faktisk udøver foretagendets virksomhed i tilstrækkelig grad derfra, jf. punkt 18 i kommentaren til artikel 5, stk. 1, i 2017-udgaven af OECD’s modeloverenskomst.
I punkt 19 i kommentarerne til 2017-udgaven af artikel 5, stk. 1, i OECD’s modeloverenskomst nævnes som et tydeligt eksempel, hvis en rådgiver, der ikke er hjemmehørende i en stat, i en længere periode befinder sig i den givne stat, hvor vedkommende udfører hovedparten af sit eget rådgivningsfirmas forretningsmæssige virksomhed fra et kontor etableret i sit hjem i den givne stat. I det tilfælde betragtes lokaliteten som værende til foretagendets disposition.
Det er efter Skatterådets praksis ikke afgørende, at foretagendet ikke har pålagt medarbejderen at udføre arbejdet fra sit hjem. Det afgørende er, at medarbejderens arbejde for foretagendet faktisk udføres fra medarbejderens adresse i Danmark, jf. bl.a. SKM2017.213.SR, SKM2020.208.SR og SKM2021.546.SR.
Af SKM2020.298.SKTST fremgår følgende vedrørende hjemmekontor:
"For at udgøre et fast forretningssted er det en betingelse, at medarbejderens arbejde for virksomheden foregår løbende og er af længerevarende karakter.
Efter Skatterådets praksis, senest SKM2019.547.SR, SKM2019.488.SR og SKM2019.448.SR, vil følgende forhold derudover tale for, at et hjemmekontor udgør et fast forretningssted for virksomheden:
Medarbejderen har ikke anden fast arbejdsplads til rådighed, hvor arbejdet sædvanligvis udføres.
Virksomheden er indforstået med at medarbejderen udfører en del af sit arbejde hjemmefra. Dette kan fremgå direkte af ansættelseskontrakten eller være underforstået.
Medarbejderens arbejde fra hjemmekontoret opstår ikke tilfældigt og sporadisk, men er planlagt eller kan planlægges.
Den forretningsmæssige aktivitet, der udføres fra hjemmekontoret, udføres med fordel fra Danmark, hvorved arbejdsgiveren har en interesse i at arbejdet udføres fra Danmark.
Et vægtigt moment i flere afgørelser har herudover været, om medarbejderen varetager salgsfunktioner for foretagendet.
I SKM2021.546.SR fandt Skatterådet, at det ville føre til et fast driftssted i Danmark, hvis et udenlandsk selskab ansatte en salgsrepræsentant i Danmark, som skulle udføre salgsaktiviteter for kunder i Sverige, Finland og Norge. Der blev lagt vægt på, at medarbejderen ville have en central funktion inden for salg samt at medarbejderen ville være ansat med henblik på udvikling af det nordiske marked, hvorfor medarbejderens geografiske placering i regionen måtte anses for at have selvstændig værdi for virksomheden. Se også SKM2020.433.SR.
Et moment der taler imod, at et hjemmekontor anses for at være til rådighed for et udenlandsk foretagende, er i tilfælde, hvor en medarbejder i foretagendet alene af private årsager flytter til Danmark, og efterfølgende arbejder fra sin private bopæl i Danmark. Se bl.a. SKM2020.432.SR og SKM2021.213.SR.
Den juridiske vejledning 2026-2, afsnit C.F.8.2.2.5.3 Agentreglen
Indhold
Dette afsnit handler om brug af agenter og andre former for repræsentanter. Hvis et foretagende, der er hjemmehørende i et land, bruger en agent i et andet land, kan det medføre, at foretagendet får fast driftssted i det andet land, selv om det ikke selv har noget fast forretningssted i landet (sekundære kriterium). Se punkt 82-101 i kommentaren til modeloverenskomsten.
Afsnittet indeholder:
Hovedregel: Brug af afhængige agenter
Undtagelse: Aktivitet, der udøves af uafhængige repræsentanter
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
C.F.8.2.2.3.1.4 (artikel 3) om begreberne foretagende og erhvervsvirksomhed
C.F.8.2.2.4.2.1 (artikel 4) om begrebet hjemmehørende, når det anvendes om et foretagende.
Hovedregel: Brug af afhængige agenter
Det følger af artikel 5, stk. 5, at en agent skal forstås som en person, der handler på vegne af et foretagende og derigennem sædvanligvis indgår aftaler eller sædvanligvis udøver den afgørende rolle ved indgåelse af aftaler, der rutinemæssigt bliver indgået af foretagendet uden væsentlige ændringer. Det er ydermere en betingelse, at de aftaler, der indgås
er i foretagendets navn, eller
vedrører overdragelse af ejendomsretten til eller er for retten til at bruge aktiver, der ejes af foretagendet eller som foretagendet har ret til at bruge, eller
vedrører levering af serviceydelser for foretagendet.
Det afgørende i relation til agent-reglen er ikke i hvis navn agenten arbejder, men hvem agenten arbejder "på vegne af".
Se punkt 82-101 i kommentarerne til modeloverenskomstens artikel 5.
Når en agent virker i et andet land end det, hvor foretagendet er hjemmehørende, får foretagendet selv fast driftssted i det pågældende land, selv om det ikke udøver sin virksomhed fra et fast forretningssted i det pågældende land. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 5.
Eksempel
Dansk møbelvirksomhed solgte møbler gennem agenter i udlandet. Agenterne indgik bindende salgsaftaler, havde kontinuerlig arbejdsforpligtelse, var provisionslønnede, tilrettelagde selv deres arbejde, og de repræsenterede ikke konkurrenter. Den danske møbelfabrik havde driftsherrerisikoen. Agenterne var derfor afhængige agenter, og indkomsten fra deres salg skulle beskattes i udlandet. Dommen vedrører de tidligere gældende regler om udlandslempelse ved virksomhed i udlandet. Se TfS 1997, 713 VLD.
Bemærk
Med 2017 ændringen af modeloverenskomsten lægges der nu også vægt på de funktioner, der leder op til en indgåelse af aftale og ikke kun den formelle indgåelse af aftalen. Hvis de væsentlige funktioner, der leder hen til indgåelse af en aftale, foretages af agenten, uanset at agenten ikke formelt kan indgå selve aftalen bindende på vegne af foretagendet vil foretagendet få fast driftssted.
Hjælpe- og forberedelsesaktiviteter
Hvis foretagendet selv kunne have udført aktiviteterne i det andet land, uden at der opstod fast driftssted herved, så kan samme slags aktiviteter også udføres ved hjælp af en agent, uden at der opstår fast driftssted af den grund. Se modeloverenskomstens artikel 5, stk. 5, sidste led.
Eksempel
Et dansk selskab havde et varelager for et tysk selskab. Det danske selskab blev anset for ikke at være et fast driftssted for det tyske selskab, da de opgaver selskabet påtog sig, var af forberedende karakter. Det danske selskab udleverede varerne, men havde ikke kompetence til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab. Det danske selskab skulle således ikke foretage salgsarbejde og ikke afgive ordrebekræftelser, men kun ekspedere varer efter modtagne ordrer og fakturere disse efter den pågældende prisliste udstedt af det tyske selskab. Se TfS 1989, 165 LR.
Se om fast driftssted efter agentreglen i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsovberenskomsts artikel 5, stk. 5, som svarer til artikel 5, stk. 5, i OECD’s Modeloverenskomst fra 2014, i landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2023.623.LSR.
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt det tyske selskab H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter agentreglen i selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, jf. stk. 4, og efter artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland henset til, at det danske koncernforbundne selskab, H1 A/S, der tidligere var et salgsselskab, som handlede i eget navn og for egen regning og risiko, fremadrettet ville fungere som afhængig repræsentant for H2 GmbH.
Skatterådet fandt, at H2 GmbH ville etablere fast driftssted i Danmark efter ændringen af aktiviteten i H1 A/S, både efter intern dansk ret og efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland. I forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Tyskland fandt Skatterådet, at H1 A/S ikke i aftalegrundlaget var tildelt en formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2, men at selskabet dog var tildelt så brede beføjelser og så bredt et forhandlingsmandat, at det i realiteten måtte sidestilles med en fuldmagt til at indgå aftaler på vegne af H2 GmbH.
Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H2 GmbH ville etablere fast driftssted efter intern dansk ret.
Landsskatteretten fandt - ligesom Skatterådet - at H1 A/S ikke havde formel fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af det tyske selskab H2 GmbH. Således som det bindende svar var oplyst, fandt Landsskatteretten dog ikke, at H1 A/S reelt havde fuldmagt til at indgå bindende aftaler på vegne af H2 GmbH. Landsskatteretten fandt derfor ikke, at H2 GmbH i forbindelse med den ændrede aktivitet i Danmark ville etablere fast driftssted i henhold til artikel 5, stk. 5 i dobbeltbeskatningsoverensenskomsten mellem Danmark og Tyskland.
Skattestyrelsen forstår Landsskatterettens kendelse således, at statuering af fast driftssted efter den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 5, stk. 5, ikke forudsætter, at den danske repræsentant i alle tilfælde skal have formel fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det tyske selskab. Fast driftssted kan efter Landsskatterettens afgørelse - i overensstemmelse med hidtidig administrativ praksis (se eksempelvis SKM2014.512.SR og øvrig praksis gennemgået heri) - også foreligge, hvis et dansk selskab reelt har fuldmagt til at indgå kontrakter, der er bindende for det danske selskab. I den konkrete sag er Landsskatteretten på baggrund af en konkret vurdering af det oplyste faktum dog kommet frem til, at der ikke foreligger en sådan reel fuldmagt for det danske selskab til at indgå kontrakter, som er bindende for det tyske selskab.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5.2.2 om aktivitet, der kan udøves, uden at der opstår fast driftssted
Reference(r)
Kildeskattelovens § 2
Lignende dokumenter
- Ledelsens sæde, fast driftssted, begrænset skattepligt Retsinformation · 21. februar 2024
- Ikke fast driftssted ved direktørs arbejde fra hjemmet i Danmark Retsinformation · 15. september 2022
- Fast driftssted - hjemmekontor Retsinformation · 18. juli 2025
- Spørgsmål om ledelsens sæde og fast driftssted i Danmark for et svensk foretagende som følge af den administrerende direktørs arbejde fra hjemmekontor her i landet Retsinformation · 19. september 2024
- Fast driftssted, hjemmekontor Retsinformation · 8. april 2022
- Fast driftssted, hjemmekontor, direktionsmedlem Retsinformation · 9. april 2022